af Niels Chr. Søndergaard Jensen, USA
Kilde:Lokalhistoriske Arkiver Løkken-Vraa
Mit navn er Niels Chr. S. Jensen, født den 11. april 1923 i Helledie, Kongsengene i Vrensted. Jeg bor nu i South Carolina, USA.
Jeg vil først prøve at fortælle om mine første oplevelser.
Efter mine forældres forklaring var jeg sat i pleje i Ingstrup hos en familie, som var min mors bedste venner fra hendes unge dage.
Så vidt jeg husker, var jeg ca. fire år, da jeg begyndte at blive transporteret mellem Ingstrup og Vrensted. Det foregik med toget for det meste. Der blev købt billet, og den blev overrakt til konduktøren, og han blev bedt om at hjælpe mig ud i Vrensted. Jeg sad så ved siden af ham og havde en vældig god udsigt ud af forruden. Det var ikke et langt tog, kun en påhængsvogn for andre rejsende. Konduktøren prøvede på at samtale med mig, men som lille var jeg vist ikke meget snakkesalig, men min madmor sagde, at hun ikke kunne stoppe munden på mig, når jeg først var kommet i gang. En lille smule mere om Ingstrup. Jeg fandt hurtigt mange venner i Ingstrup. Mange af naboerne var også i familie med min madmor, så turen gik flere gange ud at besøge forskellige. Mange af dem havde børn på min alder. Der er en ting, jeg husker tydeligt. Alle børnene kaldte mig Dutty. Jeg tror mit navn var vanskeligt for dem at udtale.
Nu vil jeg lige fortælle en lille hændelse i den anledning. Jeg var ca. 17 år, da min bror og jeg tilfældigt var til dans i Ingstrup. På dansegulvet var der pludselig en person, som råbte: “Der er Dutty!” Så vi fik en samtale om gamle dage. I Ingstrup begyndte jeg at dyrke sport og gymnastik, fordi sønnen var ivrig gymnast, så han tog mig med – for det meste til gymnastik i forsamlingshuset. Sønnens navn var Helmer, og jeg havde mange oplevelser sammen med ham. For eksempel tog han mig også med til Ingstrup
Meieri med mælk. Helmer kendte Ingstrup, så der blev snakket meget ture på disse ture.. Jeg fandt ud af, at han havde en kæreste i Ingstrup, og flere gange var vi på besøg og fik småkager m.m. Helmer blev senere gift med pigen.
Der var en ting, som jeg nød i fulde drag. Det var, når Helmer skulle ud og fodre alle hestene for natten. Han satte mig op i vindueskarmen lige over hvor alle hestene skulle drikke vand Jeg tror der var 9 heste i alt. Jeg fulgte også med i, når køerne skulle malkes. Der var ca. 30 køer, og der var 4 til at malke dem. Der var ingen elektricitet, så der var en flagermuslygte, som hang på en stålsnor, som de så skubbede frem, eftersom der blev malket.
Jeg kan her fortælle om noget, som skete under malkningen. Jeg havde selvfølgelig også en malkestol at sidde på under malkningen. Der var en ko, som skulle af med noget blødt, men den hostede samtidig, og jeg fik hele ladningen i ansigtet. Min madmor fik mig hurtigt under vandhanen. Ak.
Min første dag i Vrensted Byskole 1929
Nu vil jeg prøve at skrive om min skolegang som blev i Vrensted Byskole, hvor frk. Mikkelsen var lærer dengang. Min første skoledag var omkring 1. maj 1929. Jeg var tryg og godt tilfreds, fordi min ældre bror Knud tog mig helt ind i klasserummet og placerede mig på den forreste række lige foran den sorte tavle. Det blev min plads alle årene hos frk. Mikkelsen. Jeg vil da lige tilføje, at hun var en meget dygtig og statelig dame, som klarede alt så flot. Min sidekammerat var Gunnar Gade, skomagerens søn. Jeg husker tydeligt, at vi havde fået forklaret, at hver morgen, når skoledagen begyndte, skulle vi alle bøje hovedet dybt, standse og sige pænt godmorgen, og omgående gå til vores pladser. Skoledagen begyndte med morgensang og bibellæsning. Hver dag var der selvfølgelig læsning, skrivning og regning. En gang om ugen var der gymnastik og tegning. Af alt i skolen var gymnastik og tegning mine bedste fag. En ting, som jeg aldrig glemmer, var den måde, vi lærte at tælle på. Frk. Mikkelsen brugte den træpind, som fandtes i en slikkepind. Vi var blevet bedt om at gemme dem til senere brug. Hun havde dem i forskellige bundter med elastik om. Det kunne være 10, 15, 20 og 25 stk. I vores skoletasker var der bl.a. et pennalhus, en regnebog, en danmarkshistoriebog og en tegnebog.
Jeg vil nævne en hændelse om en dag, vi skulle lære at skrive bogstaver. Vi fik udleveret en helt ny stilebog med forskellige farver. Mens frk. Mikkelsen delte ud, en til hver, begyndte jeg med det samme at skrive et stort A på første side. Jen vendte bladet til side 2 og skrev her et stort B. Jeg kom til 4. eller 5. side, og til min forskrækkelse fik jeg en ordentlig lussing. Det var den første og sidste lussing, jeg mindes. Nu må jeg sige, at frk. Mikkelsen også havde sine gode sider. En gang jeg kom en time for tidligt i skole, kom hun ud og tog mig med op i sin lejlighed, og mens hun spiste sin morgenmad, lærte hun mig klokken. Samme dag havde vi i skolen om at lære klokken. Jeg blev bedt om at tie stille i den time.
Vejen til skole
Vejen fra Helledie og op til landevejen var nærmest en slags markvej med en nogenlunde cykelsti, men for det meste måtte jeg trave til skole. Det hændte af og til, at min bror Knud tog mig på stangen, særlig i mit første år i skolen. Om vinteren, når det blev koldt og der var sne på jorden, havde jeg altid en madpose og en flaske mælk i rygsækken. Der var flere af skoleeleverne, som havde det samme, og vi altid i en rundkreds og spiste vores med og sludrede. På den måde kom vi til at kende anden meget bedre.
Det jeg hidtil har skrevet om skoletiden var de fire år hos frk. Mikkelsen. Derefter kom så hvad vi kaldte store klasse, som var hos Jensen, som efter min mening var en ældre herre. Hans familie boede også på skolen. familien var dengang fru Jensen, en søn Hans som var i konfirmationsalderen og en datter Bitten, som var på min alder.
Jeg vil sige, at gå i den store klasse var anderledes på mange måder. Frk. Mikkelsen havde jo allerede givet os en fin opdragelse i de første år Det var lige som om, at lærer Jensen gav os mere løse tøjler, men alligevel, skolegang var ikke min “cup of tea”. Jeg kunne bedre lide gymnastik og fodbold. Når vi havde sangtime. spillede lærer Jensen på violin. Engang i frikvarteret tog jeg violinen og gik frem og tilbage lige som lærer Jensen og strøg violinen. Jeg havde også taget hans galocher på. Nu troede alle de andre i klassen, at jeg nok ville få en ordentlig omgang, men til min og deres forbavselse skete der ikke noget: “Nå, du Niels, læg nu den violin tilbage i kassen og sæt dig på din plads”, og skolen gik videre.
En ting, som lærer Jensen var meget god til, var at fortælle om oldtiden. Han havde en masse forskellige flinteredskaber, og han fortalte om, hvad de var beregnet til.
Det skete af og til, at lærer Jensen måtte lade skolen, måske for at deltage i noget angående kirken. Det var altid i sidste time, hvor han skulle have læst historie for os. For det meste kom fru Jensen, og så læste hun op for os. Men ofte viste nogle af eleverne ikke nok respekt for fru Jensen, og hun endte med at klappe bogen sammen og forlade os, hvorefter vi gik hjem. Når vi havde lærer Jensen i sidste time, sluttede vi altid med at gå ud på gulvet, give ham hånden og sige pænt farvel.
Om sommeren kom tørvene til skolen. De blev kørt ind fra mosen af nabofolk, der havde heste og vogne. De efterlod vognene i skolegården, og vi skolebørn skulle så læsse tørvene af og bære dem ind i tørveskuret. I året 1936 begyndte jeg at gå til præst. Det var hos Aage Stevns i Vrensted, og vi gik sammen med elever fra Thise sogn. Pastor Stevns var godt kendt af alle i Vrensted. Han blev under besættelsen leder af en gruppe frihedskæmpere i Vrensted. Efter min konfirmation blev jeg hjemme i et par år, for så senere at komme ud at tjene. Første gang tjente jeg et år hos Kresten Larsen, derefter i Skøttrup og i Vittrup. I 1944-45 var jeg på Ryslinge Højskole.
Min tid i Canada og USA
Jeg rejste til Canada i 1951, og det samme gjorde mine venner, Egon Gade og Chris Pedersen. I 1955 rejste jeg til Californien, hvor min ældre bror Knud boede. Han forlod Danmark i 1950. Vi arbejdede sammen i flere år og boede også sammen. I de fem år jeg boede i Canada, havde jeg mange oplevelser. I 1952-53 havde vi tre venner fra Vrensted, Egon Gade, Chris Pedersen og undertegnede, arbejde ved banen i British Colombia, Canada, da vi ville prøve noget andet end landbrug. Efter et års tid besluttede vi os dog til noget helt andet. Vi talte kun dansk sammen, men vi tænkte, at hvis vi rejste hver til sit, ville vi blive bedre til engelsk. Jeg flyttede til Moose Jaw, Saskatchewan og begyndte som murerarbejdsmand. Mit arbejde var for det meste at sørge for blandemaskinen.
Egon fik for resten arbejde samme sted, men fik meddelelse om, at hans bror Andy, som boede i Redvers, Saskatchewan, var kommet på hospitalet og var meget dårlig. Egon besluttede sig så til at køre til Redvers for at hjælpe på farmen,som hans bror ejede. Desværre døde Andy efter meget kort tid, og derefter blev farmen Egons hjem. Omkring et år senere blev Egon og Andys kone, Anna, gift. Andy og Anna havde en søn på 6 år, som hedder Harvy, og de ventede et barn mere. Det blev en lille pige, som fik navnet Juanita. Senere fik Egon og Anna en datter sammen, så de har tre børn.
Nu tilbage til mine oplevelser. Jeg bleyv hos entreprenøren Graham & Son i 3 år. Jeg købte en lille campingvogn, som jeg kunne bo i og tage med mig. Det skete flere gange, at vor arbeide flyttede andre steder hen f.eks. til anden by. Vi boede i længere tid i byen Estev som lå 150 miles væk, så turen gik flere gange imellem Moose Jaw og Estevan, og jeg havde altid blandemaskinen med mig. På disse ture besøgte jeg gerne Olga og Svend Michaelsen også fra Vrensted, som boede på strækningen Jeg kørte også flere gange til Redvers om søndagen for at besøge Egon og Anna.
Chris Pedersen var i mellemtiden flyttet til Edmont, Alberta. Senere købte han et hus i Inisfail, Alberta, hvor han stadig bor. Vi besoger hinanden mindst hvert andet år. Turen tager en uges tid, og der er omkring 3000 miles.
Senere begyndte jeg at lære tømrerfaget hos det firma, som jeg begyndte hos i Moose Jaw. I 1955 fik jeg tilladelse til at immigrere til USA. Jeg læssede alle mine ejendele på lastbilen og kørte sydpå mod Los Angeles. Det var en meget spændende tur, som var på 14-1500 miles.
Mit første arbejde blev på et mejeri, som hed Knudsen Creamery. Når man var dansker, var det lige som om, at det var nemmere at få arbejde, selv om vinteren. Klimaet i Californien var meget anderledes end i Canada. I 1956 fik jeg endelig gang i tømrerfaget igen, så det har jeg arbejdet med op til 1985, hvor jeg fik min pension. Den får jeg stadigvæk, men jeg begyndte at købe og sælge huse. På den måde var der nok arbejde med at bygge om og sætte i stand. Min bror Knud blev også tømrer, og vi arbejdede for det meste sammen, men han døde desværre i 1990.
Jeg flyttede til North Carolina, til byen Lenore, og købte en lille ejendom på 30 tdl. Vi havde for det meste 9 køer.
Min første kone døde i 1976, og jeg blev så gift igen i 1982 med en dame fra North Carolina. Hun har fire børn, som alle er gift og selv har familie. Den ældste datter bor i Alberta, Canada, så det giver os en anledning til at køre til Canada engang imellem. Vi var i Canada i 2005 og besøgte dengang alle vores venner.
Jeg kan huske mange af mine skolekammerater. Der er enkelte, som jeg stadig skriver sammen med, og vi besøger også hinanden.
Der er flere fra Vrensted, som tog derover, men ikke alle var mine skolekammerater. Der er Svend Michaelsen, som bor i Calgary, Alberta, Canada, og der er Jens B. Korsbæk og hans kone Erna, født Holmen, som er i familie med Chris Pedersen. Vi har alle været sammen nogle gange, så går snakken for det meste om Vrensted.
