Her skal vi på et besøg i en fjern fortid hos eneboeren ”Julius” på Flade Hede, der i 1913 stod i den for ham ulykkelige situation, at han var tvunget til at forlade det barndomshjem, i hvilket han havde boet i mere end 70 år.
Årsagen var, at det kære hus var i fare for at styrte sammen.
Det var bestemt ikke nemt for Julius, det skal vi høre mere om her, når vi spoler tiden tilbage til 1913.
Tagdelen af huset mindede om siderne på en gammel, radmager kat.
Ejeren, den gamle eneboer ”Julius”, havde hvert forår i en lang årrække klinet et læs ler på hyttens stråtag.
Efterhånden havde leret trykket stråene ind mellem lægterne, der så var kommet til at træde frem som ribbenene på en gammel krikke.
En dag var en mand krøbet i læ ved huset, da en tordenbyge skyllede ned. Han tog sig ikke i agt for lervandsdryppet fra taget.
Da han gik fra hytten, var han ganske nydeligt dekoreret langs ryggen og benene.
Skorstenen var næsten ramlet ned. Væggene var lerklinede, meget utætte og afstivede med lange stænger.
I eneboerens eneste stue var der et gammelt, råddent bræddegulv fyldt med rottehuller.
Gamle ”Julius” lå i sin seng med stof på, da han ellers ikke kunne holde rotterne fra livet.
Sin gamle halmstol havde han trukket hen foran kakkelovnen, der nærmest lignede et komfur. Han var i gang med at give en ret ærter et opkog.
Jeg kan kun koge ærter og kartofler, stege flæsk og fisk, fortalte ”Julius” dengang.
I de mange år jeg har levet her, har min middagsmad dagligt været ærter, kartofler, flæsk eller fisk.
Om morgenen spiser jeg smørrebrød til en kop te, om aftenen det samme til en kop kaffe.
”Julius” var i 1913 nød til at flytte.
Hver en vind trænger gennem væggene, og når det stormer, ryster og knager hele huset, så jeg hvert øjeblik tror, det styrter sammen.
Jeg flytter ned til Øster Flade.
Jeg er allerede begyndt flytningen med min nye trillebør, men skabet får jeg ikke med. En loftsbjælke var sunket ned på skabet, så det ikke var til at rokke ud af stedet.
Jeg vil dog så nødig flytte, jeg holder sådan at mit kære, gamle hus. Jeg vil ofte komme tilbage og aflægge mit barndomshjem et besøg.
Ingen skal få lov at bo i det. Det skal heller ikke blive solgt eller raget ned, så længe jeg lever, sagde ”Julius” med tårer i øjnene.
”Julius” havde som sagt boet i barndomshjemmet i mere end 70 år.
Eventyr og krønikker ved Arne Espegaard Kilde: ISBN 87-87881-45-4
.
Trolden og trokken – Kanske (måske) ved du ikke, hvad en ”trokke” er for en. Det skal jeg sige dig: En trokke er et stykke kvindfolk, der er ualmindelig dum.
.
En trold og en trokke mødtes ved en korsvej.
.
”Goddag”, siger trolden. ”Hi-hi”, siger trokken. ”Må jeg kysse dig?” siger trolden. ”Ja (så) mænd må du så”, siger trokken – og så kyssede han hende.
.
”Det var skønt (dejligt)” siger trolden. ”Hi-hi” siger trokken. ”prøv igen!” “Jeg har vagt stunder” (knap nok tid), sagde trolden, og så lettede han på sin gamle fedtede hue og gik sin vej.
.
Da der var gået et par måneder, mødtes de igen ved den samme korsvej. ”Goddag, din gamle trold”, sagde trokken, ”nu bliver jeg snart tyk”. ”Det kan du bare vove (på), sagde trolden”, ”så får du hug”.
Nu gik der syv måneder til, så mødtes de igen, ved den her korsvej. ”Goddag, din gamle trold” sagde trokken, ”goddag”, din gamle trokke” sagde trolden.
”Nu er jeg tyk”, sagde trokken. ”Ja det kan jeg suleme se” sagde trolden. ”Det er på høje tid, vi bliver gift”, sagde trokken. ”Hop og rend!”, sagde trolden. ”Det kan jeg dårligt holde til”, sagde trokken. ”Så pas dig selv”, sagde trolden. ”Hyj-hyj”, græd trokken. Et halvt år efter kom hun hæflende med enting (noget) på armen ved den her korsvej, og i det samme kom trolden. ”Goddag, din trokke”, sagde trolden, ”hvad er det du går og slæber på?” ”Det er en bitte knægt, der hedder Troktrolden”, svarer hun, ”og nu skal du betale”. ”Her er en daler, og så snakker vi ikke mere om det”, sagde trolden, ”men det er for resten grove (svært), så pæn du er blevet igen”, sagde han så. ”Hi-hi”, sagde trokken. ”Må jeg kysse dig?” Sagde trolden, “Ja (så)mænd må du så”, sagde trokken. Og så kyssede han hende så rent forskrækkeligt. ”Det var skønt”, sagde trolden. ”en gang til!” “Jeg har ikke stunder”, sagde trolden, og så lettede han på sin gamle fedtede hue og gik. Næste år mødtes de igen på samme sted. Da kom hun hæflende med enting (noget) på begge arme. ”Goddag, din trokke”, siger han. ”Goddag din gamle trold”, siger hun. “Hvad er det du kommer trokkende (klodset gående) med?” Siger han. “Det er Troktrolden og Troklåret” (begge udtryk for fjols) siger hun, “og nu skal du betale igen”. “Hvor meget?” Siger han. “Dobbelt så meget som en daler”, siger hun. ”Værsågod”, siger han, men det er da for resten voldeligt (svært), som du kommer til at se godt ud! “Hi-hi, siger trokken”. ”Må jeg kysse dig”, siger trolden: “Ja (så) mænd må du så”, siger trokken. Og så kyssede han hende i fem minutter, lettede på sin fedtede hue, og væk var han.’ Året efter traf det sig så pudsigt, at de mødtes ved det samme sted igen. Da kom hun trillende med en hjulbør (trillebør). ”Goddag, din trokke”, siger han. ”Goddag din gamle buk”, siger hun. “Hvad er det du kommer trillende med?”, Siger han. Det er Troktrolden og Troklåret og Trokpanden, siger hun, ”og nu skal du betale”. ”Hvor meget?” Siger han. “Det tredobbelte af en daler”, siger hun. “Du er hård ved mig”, siger han. Fem minutters fornøjelse, det er atten års bedrøvelse! Og skråtobak er også blevet hæsligt dyrt i de sidste tider. Kan jeg ikke slippe noget billigere, for jeg har ikke svar (ret) mange kontanter”. “Hop og rend!” Siger hun. Jamen det bliver skaneme (sørme) ikke ved med at gå! Du må hellere komme med mig hjem til mit, så du kan komme til at gøre nogen nytte, siger han. “Jamen hvad skal vi leve af?” Siger hun. “Jeg kan trylle”, siger han, men hvad kan du? “Jeg kan trokke”, siger hun Så kom de endelig tilhobe (altså blev gift). Trolden tryllede, og trokken trokkede, og de fik så mange børn, at de dårligt nok havde tal på dem. Foruden Troktrolden og Troklåret og Trokpanden, så var der Trokbuksen og Trokgæslingen og mange andre, og alle deres navne begyndte med Trok-. Da der ikke var plads til flere af de her Trokfolk ude på landet, begyndte de at flytte ind til byerne, og de er kommet svært godt efter det (har haft heldet med sig), så vidt jeg har hørt. Mange af dem er blevet noget stort i Politik, både Trokbuksen og Trokpanden og en snes stykker til. Og derfor er det nok, at det går så ufatteligt godt her i landet.
‘.
Arne Espegaard (1910-2006) sprogforsker, cand.mag. f. Arne Anders Espegaard i Børglum 1910 Født: 28-11-1910
Min far på 87 ligger i sengen, har mistet en del af taleevnen.
Så det er ikke de lange samtaler, vi har, men da min far er opvokset i Jerup området, så måtte jeg en dag spørge, om han kunne huske eneboeren Laurits.
Ham kunne han sagtens huske, han boede på Jerup hede i mange år som eneboer.
Her er et stykke om et besøg hos Laurits i de tidlige år af Laurits tid på Jerup Hede. Vi er her tilbage i 1933.
Folk i omegnen kendte på det tidspunkt ikke så meget til ham, de vidste kun, at han vist nok hed Laurits, og han boet derude i nogle år.
To journalister satte sig for at aflægge Laurits et besøg, så de kunne få mere at vide om denne mystiske eneboer.
Laurits bød gæstfrit indenfor i hans jordhule.
Til venstre havde Laurits gravet sig en alkove ind i bakkens sand. Her sov han i lyng, gamle aviser og sække.
Væggene i stuen var af jord men omhyggeligt tapetseret med papir, gamle eksemplarer af Jyllands Posten og Børsen. De to købmandsblade var et fantastisk tapet i denne ensomhed.
I et hjørne stod en blankpudset flagermuslygte, rundt i stuen lå spredt det enkle husgeråd, en kaffekande, en kedel og forskellige dåser.
Over sengen hang stuens eneste pryd, et enkelt julekort med en nissemand, et kristusbillede og et par gamle reproduktioner af indianere og nybyggere i det fjerne vesten.
Gulvet var almindeligt sand, og loftet blev holdt oppe af et par tykke afkortede birkestammer.
En bræddedør sad i hulens sydside og fra en lille rude trængte dagslyset sparsomt ind over det fantastiske interiør.
Laurits selv var en lille, pæn mand, men tøjet bar sørgeligt præg af mangel på kvindelig omhu.
Han talte langsomt og prøvende nærmest i købstadsdialekt.
Af og til lyste hans smil op, og blottede en række stærke tænder.
Laurits fortalte, at han kom fra Aalborg egnen, men var født i Elling.
En fornuftig og klar forklaring på, hvorfor han var endt som eneboer på Heden ved Jerup, kunne Laurits ikke lige komme med.
Til sidst fik Laurits forklaret, at han elskede den uberørte natur, at han ikke havde meget af det, man kalder jordisk gods, men havde han været velhavende, troede han nu nok, han havde boet i sin hule på Jerup Hede alligevel.
Videre fortalte eneboeren, at han bestemt ikke var menneskesky, han nød især om sommeren, hvor nogle af sommergæsterne i området, kunne finde på at komme forbi, ellers var det yderst sjældent, der kom folk i området.
Han oplyste, han havde boet på Heden siden 1927. På spørgsmålet om hans alder måtte han kigge på en kalender, hvor han med glæde fandt ud af, at han blev 40 sidst på måneden.
Laurits understregede, at der ikke var en ydre anledning til hans valg, det var den uberørte natur og ensomheden, der holdt på ham.
Da han var barn, kunne han finde på at strejfe rundt i bakkerne, så hans forældre kunne blive helt ængstelige.
Som barn læste han også meget om nybyggerne i Amerika, der slog sig ned på ensomme steder, det havde altid tiltalt ham.
Laurits havde på det her tidspunkt ingen kakkelovn. Det kunne godt blive lidt koldt især sidst på vinteren, når der var fugt i jorden, måtte Laurits erkende.
Jeg er ved at bygge nyt hus, sagde Laurits pludselig glædestrålende, det ville han gerne vise frem for gæsterne.
Laurits var med den nye bygning gået en hel tidsperiode frem.
Fra stenaldermandens primitive jordhytte til bronzealdermandens oprejste hytte.
Store birkestammer som kunne hentes lige udenfor i birkekrattet, var stillet op, så de dannede en slags halv spidsbue.
Mod syd havde han oven i købet konstrueret en lille kvist med vindue. Tækning med pilegrene og lyngtørv.
I et hjørne lå en gammel kakkelovn, men skorstensproblemet voldte Laurits uanede kvaler, en dag ville han nok finde ud af det.
En lille have havde han også opdyrket sig. Nogle få kvadratmeter hede var gravet op og beplantet med kartofler.
Til at fordrive tiden med flettede Laurits kurve, materialer var jo rundt om i naturen, så solgte han dem til beboerne i området.
Da gæsterne forlod Laurits, rakte han sin store, hårde næve og så på dem med et par troskyldige øjne. ”Kom snart igen”, sagde han mens hunden ”Hector” gøede til afsked.
Laurits må have boet på Jerup Hede som eneboer i mange år. Min far kunne huske, at han i hvert fald var der efter besættelsen, og en af mine fastre er ret sikker på, hun mødte ham i 1954-55 i området.
I hønsehuset med hønsegård i “Klarup” i Sønder Harritslev i Vendsyssel havde vi i min barndom mest hvide italienere eller lejlighedsvis også brune italienere, som alle var flinke til at lægge æg.
Når en høne havde lagt et æg i en af redekasserne på stribe, trådte hun ud på siddepinden foran og bekendtgjorde, at hun lige havde lagt et æg ved at galpe så højt og inderligt, at alle kunne høre det.
For mit indre øre kan jeg stadig høre, hvordan hønen sådan galpede af fuld hals.
Et nyt hønsehold startede med, at et af børnene blev sendt op til Sønder Harritslev by, når Stenum-bussen ankom med bestilte daggamle kyllinger.
De ankom fra et rugeri i en solid papkasse med lufthuller.
I papkassen var der vist 50 daggamle kyllinger.
Jeg glemmer aldrig lyden og synet af disse små gule, dunede kyllinger.
Når de var vel ankommet, blev de placeret under en kyllingelampe eller i en såkaldt kyllingemor.
Kyllingerne skulle holdes i en passende temperatur, omkring 35 grader.
Ved at hejse eller sænke varmelampen, kunne man regulere temperaturen.
Hvis der lød en sagte pippen, havde kyllingerne det godt.
Men når de pippede højt og inderligt, var der noget galt med temperaturen, vandet eller foderet til kyllingerne.
Så måtte man rette på det, som var i vejen, indtil kyllingerne igen pippede med en sagte, tilfreds pippen.
Kyllingerne blev måske installeret i en lille svinesti i nødset (kostalden).
Engang midt i 1950’erne blev de daggamle kyllinger placeret i en kyllingemoder formet som en trækasse, der stod for enden af laden.
Varmelampen var drevet af petroleum ligesom en petroleumslampe.
Det hændte en dag, at varmelampen begyndte at ose, noget som bevirkede, at kyllingerne faldt besvimede og halvdøde om.
Heldigvis blev det opdaget tidsnok til, at næsten alle kyllinger blevet reddet ved, at far Edvard blæste luft ned i næbbet på hver kylling, en ad gangen.
I de fleste tilfælde hjalp det, så at kyllingerne livede op igen og kunne spise og drikke og komme til kræfter.
Sådan en dramatisk begivenhed er med til, at erindringen om daggamle kyllinger fæstner sig i sindet.
Efter nogle uger under en varmelampe eller i en kyllingemoder blev kyllingerne placeret et andet sted – uden varmelampe.
Efter nogen tid var kyllingerne blevet til høns, som kunne lægge æg.
Nogle æg blev anvendt i husholdningen til spejlæg, kogte æg og til kagebagning.
De fleste æg blev dog lagt i æggebakker og puttet i en æggekasse af træ, som blev afhentet eller leveret til videresalg.
Ret ofte fik børnene en rå æggeblomme rørt op med sukker og kakaopulver.
Jeg husker det som en rigtig lækkerbidsken!
FOTO: Mit barndomshjem “Klarup” i Sønder Harritslev.
Min mor, der var født i 1911, skrev fortsat navneordene med stort begyndelsesbogstav efter Retskrivningsreformen i 1948 – det samme gjorde Karen Blixen i øvrigt.
Mor skrev hele livet aa for å og skulde, kunde, vilde for skulle, kunne og ville.
Min mor vidste, at husblas skulle bruges som stivelse til for eksempel desserten citronfromage.
Jeg var som barn ren “køkkenskriver” i mors køkken, men som voksen kunne jeg finde på at tænke over oprindelsen til ord som husblas, som vi har fra ældre tysk Husenblase, egentlig “størblære”, dog senere lavet af for eksempel torskens svømmeblære, der blev tørret og anvendt som bindemiddel.
Også ord som potaske og hjortetaksalt lokkede til opslag i ordbogen!
I sit køkken havde mor et dørslag ( jf. tysk Durchschlag, en si), en potageske (en ske til at øse suppe med), en fløjtekedel og en blå kaffekande (en “Madam blå”).
Efter den månedlige storvask ventede der en masse strygetøj, som min mor dynkede (stænkede) med vand inden strygningen.
Jeg fandt ordet “dynke” i en sang fra Rugens Sange (1906) af Jeppe Aakjær (“Jeg bærer med smil min byrde”), som slutter med ordene “Mit hjerte skælver af glæde, blot duggen dynker et strå”.
Det er en fornøjelse at fordybe sig i både hverdagssprog og i poetisk sprog.
EGET FOTO af høne fra Landskabs- og landbrugsmuseet i Mosbjerg.
Høne af gammel dansk hønserace – bemærk også de tre kyllinger, som let kan overses!
I mit barndomshjem “Klarup” i Sønder Harritslev i 1950’erne slagtede far gerne en høne om lørdagen, bestemt for søndagsmiddagen, som var et festmåltid.
Far eller mor plukkede derefter hønen, tog indvoldene ud, skoldede den og satte den over en primus i bryggerset.
Hønen kunne blive serveret som hønsefrikassé, kombineret med hønsekødssuppe med melboller.
Det var virkelig festmad, som var mere end den hurtige lørdagskylling, som senere blev solgt i supermarkedet.
Jeg blev glad, hvis jeg kunne få et lår, andre ville gerne have halsen, en vinge var mindre efterspurgt. Det kunne hænde, at der til far og mor kun blev en vinge til hver.
RÅPPEN var det mest efterspurgte på hønen!
RÅPPEN er gumpen eller haleroden på en høne – ja, det var en lækker himmerigsmundfuld.
Rundt om bordet lød det fra børnene: “A wil ha råppen!”
Råppen kunne ikke så godt deles, derfor var der kun én, der blev den heldige.
Det var bedst, hvis mor afgjorde det med at sige ”Do ska få råppen!”
Der var sikkert en, der havde gjort sig særlig fortjent til at få råppen.
Vendsysselsk Ordbog (1973) af Arne Espegaard oplyser, at en råppe også kan betyde en lille mager ko: “en råp ko’w er hile djæ besætning” – eller: “de er no lie råpper haj hå’ler sæ”. Denne betydning af råppe kendte jeg ikke selv til.
Med denne betydning af ordet var det nok ikke så almindeligt, at en landmand sagde “A wil ha råppen!”
Manden på gården var den, der stod først op om morgenen.
Edvard måtte stå tidligt op for at håndmalke køerne og fodre grisene, som “skreg” på mad efter en lang nat.
Mælkejungerne med den afkølede mælk skulle stå parat ude ved vejen, når mælkebilen kom og hentede mælken, der skulle op til Bakholm mejeri på Løkkensvej.
Mælkepengene blev sat i en kuvert i en af mælkejungerne med returmælk fra mejeriet. Sådanne kuverter med penge blev dengang aldrig taget af uvedkommende.
Edvard gik ikke med ur, alligevel holdt han øje med stueklokken, så vi blev vækket tidsnok til at komme i skole.
Da jeg lå i “biksen”, hvor centralfyret stod, blev jeg vækket, når far kom ind og med et redskab rystede asken ned i askeskuffen, inden han tændte op og puttede cinders i fyret.
Det larmede så meget, at jeg hurtigt gik ud i køkkenet og vaskede mig i et vaskefad. Vand blev varmet på et gasblus, som stod på komfuret, der var taget ud af brug.
Vandet blev bragt ind i køkkenet i en zinkspand ude fra bryggerset i nødset, hvor pumpen stod. Der blev brugt et pottemål til at øse vand med inde i køkkenet.
Da nogle hjemmeboende børn fik et fælles værelse oppe på loftet, vækkede far os ved at banke kraftigt på håndgelænderet. Den bankelyd kan jeg endnu høre for mine indre ører.
Karen var allerede oppe og havde lavet havregrød, smurt hjemmebagt finbrød og grovbrød til madpakker.
På brødet kunne der for eksempel være leverpostej, ost eller hjemmelavet knapost.
Edvard kom ind ved otte-tiden, tidsnok til at han kunne høre morgenandagten fra domkirken i København, som dengang blev sendt klokken halv ni.
Far hørte morgenandagten liggende på sofaen i dagligstuen.
Edvard sang med på det trefoldige amen, som lød efter velsignelsen,
Under det trefoldige amen svingede far gerne ud med den ene arm:
a-m-e-n!
Når far og jeg var med i kirke, kunne det lyde som en sangerdyst mellem far og mig, især når vi istemte julesalmerne.
Den hyppigste kirkegænger var dog mor, som syntes, at der til en gudstjeneste skulle være mindst én i kirken fra hver husstand.
Pastor G. Haugaard, der kom til Harritslev-Rakkeby sogn i 1942, har døbt 7 af 9 børn. Niels og Gunhild blev døbt i Sankt Cathrine kirke i Hjørring.
Pastor Haugaard kom på uanmeldt husbesøg i “Klarup” en gang om året.
Edvard sagde “I” til pastor Haugaard: “Vil I ikke have en kop kaffe mere, pastor Haugaard?” Der var stil over præstens husbesøg dengang.
Da vi i 1963 flyttede til det hvide hus i Rakkeby, deltog Edvard herefter i det huslige arbejde.
Før den tid havde arbejdet været fordelt efter mere traditionelle skillelinjer.
Også indenfor den samme generation skete der således forandringer.
Jeg Poul voksede op i en tid, hvor en dreng ikke lærte at lave mad.
Med fornøjelse koger jeg dog havregrød til mig selv hver morgen og laver en kop neskaffe.
FOTO fra 1950’erne i “Klarup” i Sønder Harritslev.
Mor skænker kaffe (med Rich’s) for far ved morgenbordet.
Faderen drev en købmandsforretning lige vest for Hotel Phønix på samme side af gaden. (ca. hvor Jyske Bank ligger idag)
Erik Johnsen får nedenfor en flot omtale om sit virke som underviser og professorved CBS i København.
Erik Johnsen lavede også et fint skrift med omtale af kunstmaleren Emil Jensen, Brønderslev – en maler som han havde stor sympati for.
Herom er der også en historie.
11. maj 2013
Mindeord
En af de største i dansk ledelse
Mindeord af professor Steen Hildebrandt:
En af de største i dansk ledelse er gået bort.
Professor Erik Johnsen fra CBS er ikke mere. Det er et kæmpetab for dansk ledelse.
Da jeg var ung amanuensis på Handelshøjskolen i Århus i 1970’erne, var Erik Johnsen nyudnævnt professor på og stifter af Metodeforskningsgruppen ved Handelshøjskolen i København. Han blev i 1969 udnævnt til professor i erhvervsøkonomi med særligt henblik på operationsanalyse og virksomhedsledelse. Vi arbejdede inden for det samme felt og fik kontakt med hinanden. Denne kontakt udviklede sig til et varigt venskab.
Erik Johnsen blev i en ung alder kaldt ”den gamle doktor”, og han blev min vejleder og protegé i disse år. Erik Johnsen var generøs, han var en hjælper, en betydelig inspiration og vejleder, ikke bare for mig, men for mange unge skandinaviske ledelses- og metodeforskere. Han var en provokatør, og i disse år var han i virkeligheden en slags oprørsleder inden for skandinavisk ledelsesforskning; og det gik ikke stille af; han var en leder og et ikon. Jeg erindrer med dyb taknemmelighed mange møder – en sommerfrokost i de små haver i Pile Allé, et møde på Eriks store kontor på CBS, et møde på en restaurant i Tivoli, på et konferencested i Athen, Stockholm eller Boston – altid gæstfri, imødekommende, i bevægelse og dybt engageret; Erik var altid den skarpe, kærlige, ironiske, nærværende, morsomme, modige, varme, flabede og provokerende vejleder, kollega, ven, støtte, udfordrer, samarbejdspartner. Erik Johnsen var enormt, ja legendarisk flittig hele sit liv. Og det var typisk for ham, at han, den samme dag, hvor han for mange år siden gik på pension, etablerede et nyt forskningscenter, CAMS, på CBS.
Erik Johnsens forfatterskab er meget omfattende; han var i mange år redaktør af Erhvervsøkonomisk Tidsskrift; han har skrevet og redigeret et meget stort antal og meget udbredte og læste bøger. Erik og jeg redigerede i nogle år et antal ledelsesbøger for Børsens Forlag, og vi havde i disse år et tæt redaktionelt og fagligt samarbejde. Det blev også til fælles artikler og kronikker.
Erik Johnsens betydning for dansk og skandinavisk ledelsesforskning og -praksis kan ikke overvurderes. Den er enorm, den er skelsættende, og den vil stå i mange år. Markant er hans doktordisputats Studies in Multiobjective Decision Models fra 1968 Han underviste ikke bare generationer af studerende på CBS; han underviste generationer af ledere i dansk og skandinavisk erhvervsliv. Tusinder af ledere erindrer Erik Johnsens pædagogik, eksempler, modeller, uovertrufne energi, men også hans enorme frækhed, gennemslagskraft, praktiske indsigt og originale indfald. Hertil kommer hans enestående indsigt i vin – ikke bare en teoretisk indsigt, men en praktisk indsigt af dimensioner.
Steen Hildebrandt
Professor, Ph.D.
Aarhus Universitet
.
.
.
50 år med forskning i ledelse
Professor emiritus Erik Johnsen var i 1950’erne med til at lægge grunden for dansk ledelsesforskning. Han fejrer 50-års dagen med en jubilæumsforelæsning i dag.
Del artiklen
Af ANN NISSEN
Den 1. juni 2006 er det 50 år siden, professor Erik Johnsen blev ansat ved Handelshøjskolen i København som videnskabelig assistent. Dette usædvanlige jubilæum bliver i dag fejret med festforelæsning og en ny bog om ledelse fra manden, der omtales som Danmarks internationale ledelsesguru.
Den nu 77-årige Erik Johnsen har skabt grundlaget for dansk ledelsesforskning og er kendt verden over for sit engagement og for sin tilgang til hele ledelsesproblematikken.
Amerikansk inspiration
Under sit studieophold ved Princeton University i USA i midten af 1950’erne blev han optaget af den amerikanske ledelsesmæssige beslutningsproces.
Da han kom retur til Danmark, var han fyldt med inspiration og ideer til nye veje i ledelsesforskningen, hvilket de studerende ved Handelshøjskolen i København siden hans ansættelse i 1956 har nydt godt af.
Når Erik Johnsen taler om ledelse, er det ikke personer, men processer, han beskriver. Og de kan forekomme på ethvert niveau, hvor mennesker mødes og taler sammen. Ledelseslære er i hans optik ikke et middel til, at en magtfuld person når sine mål gennem andre. Det er en måde, hvorpå man opstiller og når mål sammen med andre.
Johnsens Ledelseslære
Erik Johnsen har gjort en stor indsats inden for ledelsesforskningen med henblik på at få udviklet vor viden om ledelse i teori og praksis. Han har udgivet talrige publikationer. Han har deltaget i den offentlige debat, og han har formidlet sin viden over store del af verden.
Der tales ved læreranstalter i mange lande ligefrem om Johnsens Ledelseslære som et indforstået begreb.
Som debattør er han kendt for at fremkomme med sine meninger. Ofte er hans skarpe replikker blevet ledsaget af den vendelboske lune. Han er hurtig og direkte, men råber ikke højt.
Realiserede centerplan
50 års jubilaren har videregivet sin viden så forskellige steder som ved Forsvarsakademiet, Den kommunale Højskole, Syddansk Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, universiteterne i Lund, Umeå og Växjö og handelshøjskolerne i ¿..bo og Trondheim. Han har undervist på ledelseskurser og gennemførte i en årrække kurser i Spanien sammen med professor Richard Normann. Her øste han ikke kun af sin faglige viden, men gav gerne et indblik i sin kulturelle viden, spændende fra malerkunst til ædle rødvine.
Erik Johnsen faldt for aldersgrænsen som ansat ved Copenhagen Business School i 1998, da han fyldte 70 år. Men ingen regler uden undtagelse.
Den højt estimerede professor fik tilbudt kontor og faciliteter til at realisere en plan om etablering af et center for forskning i praktisk ledelse, Centre for Applied Management Studies – CAMS. Centret har tilknyttet ca. 75 seniorforskere, som er tidligere topledere fra private og offentlige virksomheder. Formålet med centret er at videregive ledelseserfaringer til kommende generationer. Den ledelsesmæssige erfaringsrigdom, som centret repræsenterer, har foreløbig resulteret i otte bøger fra CBS’ forlag og flere er på vej.
Jubilæumsforelæsning
Sin alder til trods er Erik Johnsen kendt for fortsat at besidde stor energi og nysgerrighed.
I dag holder han jubilæumsforelæsning med titlen “Fra Erhvervsøkonomi til Ledelse. 50 år i CBS Business” og udgiver samtidig bogen “Ledelseslicens”. Forelæsningen finder sted kl. 16.00 på CBS, Copenhagen Business School, Dalgas Have 15, Frederiksberg.
Læs mindeord af Michael Andersen, NIH’s 2. forstander herunder.
Tage Elkjær – Nordjyllands Idrætshøjskoles første forstander er gået bort.
Vi er Tage dybt taknemmelige for at han – sammen med andre gode folk – lagde fundamentet for Nordjyllands Idrætshøjskole, og vi værdsætter de beslutninger, der blev truffet allerede dengang om bl.a. skolens fysiske indretning og grundlæggende værdier, som vi fortsat driver højskole på i dag.
Æret være Tages minde.
Mindeord – Tage Elkjær (1940 – 2024)
Af Michael Andersen
Alle mennesker sætter spor igennem livet, men nogle mennesker sætter varige spor. Tage Elkjær, som sov stille ind mandag den 11. november på Gødstrup Sygehus, tilhørte den sidste kategori.
Vestjyde med rod i foreningslivet
Tage Elkjær var født og opvokset i Rindum tæt på Ringkøbing i Vestjylland, hvor foreningslivet var rammen for lokalsamfundets børn og unge. Et foreningsliv, hvor der var tid og plads til alle og hvor fællesskab, loyalitet og demokratisk dannelse var kerneværdier, som blev livsvarige for Tage. Det var på mange måder logisk, at Tage efter realeksamen som 16-årig blev elev i Ringkøbings førende manufakturforretning ”Hertz”. Den unge Elkjær ville imidlertid andet og mere end at sælge metervarer, gardiner og damelingeri. Et ophold i 1963 på Idrætshøjskolen i Sønderborg (IHS) ændrede radikalt retningen af Tage Elkjærs liv. Idræt – fodbold, håndbold og atletik – var stadig værdifulde fritidsaktiviteter, men meningen med hverdagen og livet blev for Tage i stigende grad dannelse, folkeoplysning og forpligtende fællesskaber. Tage Elkjær var igennem en årrække formand for IHS’s elevforening og drømmen om en idrætsuddannelse og ansættelse på en fri kostskole var blevet tændt hos den unge vestjyde.
Pioner med Ollerup Cup – Europas største ungdomsstævne i håndbold
Tage Elkjær blev midten af 1960’erne uddannet lærer på Den Frie Lærerskole i Ollerup, som er et grundtvig-koldsk seminarium. Læreruddannelsen blev efterfølgende suppleret af et årskursus på Danmarks Højskole for Legemsøvelser (DHL) i København. Og allerede under sin uddannelse blev Tage tilbudt en stilling som lærer i boldspil og foreningsliv på Gymnastikhøjskolen i Ollerup – en ansættelse, som varede i mere end 15 år. Tage Elkjær engagerede sig hurtig i foreningslivet på Sydfyn, både som frivillig træner, leder og mangeårig formand for Ollerup-Skerninge G&I og senere også bestyrelsesmedlem i Fynsk Håndbold Forbund. Blandt Tage Elkjær varige spor er Ollerup Cup – Europas første og største håndboldsstævne – som blev afholdt i perioden 1972-1993. Stævnet blev afviklet hvert år mellem jul og nytår med mere end 2.000 ungdomsspillere fra hele landet. Ollerup Cup var meget andet end håndbold – det var også biograf, diskotek og nye venskaber på tværs af alder, køn og klubber. Tage Elkjær var i disse år Mr. Ollerup Cup og kendt af enhver idrætsleder og -træner på Sydfyn.
Livsværket – Nordjyllands Idrætshøjskole
Tage Elkjærs faglige viden og erfaringer med og passion for kostskoleliv, foreningsliv og værdibårne fællesskaber var også baggrunden for hans ansættelse i 1984 som den første forstander på Nordjyllands Idrætshøjskole (NIH) i Brønderslev. Før etableringen af NIH var Brønderslev næsten udelukkende kendt af vendelboer og kulturlivet var ikke meget andet end ugentlige bankospil og årlige juletræfester. Tage Elkjær engagerede sig – også i Brønderslev – hurtigt i foreningslivet og sammen med stærke frivillige, lokale ildsjæle og Brønderslev Kommune blev al energi lagt i at etablere en idrætshøjskole i Vendsyssel. Og ingen opgave var for lille eller stor for Tage i denne pionertid: Kontakt til og samtaler med offentlige myndigheder, valg af arkitekt og bygherre, ansættelse af personale, rekruttering af elever, udarbejdelse af undervisningsplaner og ordensregler og meget, meget andet. For Tage Elkjær var tre værdier på NIH helt essentielle: Eleverne skulle gennemgå en træner- eller instruktøruddannelse i enten boldspil (fodbold, håndbold, volleyball og badminton) eller gymnastik (spring- og rytmisk gymnastik). NIH skulle også byde elever fra Færøerne, Grønland og de øvrige nordiske lande – Norge, Sverige, Island og Finland – velkomne. Og endelig skulle NIH’s undervisning og kostskoleliv indeholde ligeværdighed mellem det åndelige – historie, kultur, poesi, sang og foredrag – og det idrætslige. NIH blev indviet i oktober 1986 af HM Dronning Margrethe II og Brønderslev havde fået en kulturinstitution, som nu igennem næsten fire årtier har givet mere end 8.000 unge fra Danmark og hele verden ”oplevelser og minder for livet”. Tage Elkjær valgte i efteråret 1993 at stoppe som forstander på NIH – han havde givet alt og lidt mere til ”livsværket”. Tiden som forstander havde slidt på Tage Elkjær, men stoltheden over og passionen for NIH forblev fuldstændig intakt helt frem til i dag.
Skarp hjerne og slidt krop
For få uger siden besøgte jeg Tage i hans lejlighed i Ringkøbing. Han havde forberedt en sportsquiz til mig med mere end 80 historiske og aktuelle spørgsmål om kendte sportsnavne og -begivenheder. Om hjerteklubben Esbjerg forenende Boldklubber, Olympiske Lege 1960 i Rom, Skjern Håndbold og Carsten Thygesen, vores fælles ven Jørgen Gaarskjær, danske medaljevindere ved OL 2024 og meget andet. Hjernen var skarp som altid, men kroppen var meget slidt. Mange tak for berigende samtaler og personligt venskab igennem tre årtier og på vegne af tusinder af unge mennesker tak for unikke oplevelser fra Ollerup Cup, Nordjyllands Idrætshøjskole eller alle andre steder, hvor du satte varige spor – Tage Elkjær.
Michael Andersen, forstander – Nordjyllands Idrætshøjskole 1994-2002
En gammel mand fra Sindal fortalte engang om et mærkeligt spøgelse, der huserede i hans barndomstid i 1863 i Sindal.
Spøgeriet foregik hos en mand, der gik under navnet ”Danseskrædderen”, og det ytrede sig akkurat på samme måde som et spøgeri på ”Enggaarden”, så døde ting kunne flytte sig.
”Danseskrædderen” selv var så magnetisk, at når han kom ind i loen, kunne kisten med hakkelse ryge op fra gulvet og negene flyve gennem luften.
Værst gik det en dag, hvor skrædderen sad ved sit arbejde. Da fløj saksen pludselig op i ansigtet på ham, og tilføjede ham et stort sår, som han siden bar mærke af.
De mystiske hændelser vagte selvfølgelig stor opsigt og sognets daværende præst, Pastor Ishøj, var i den anledning nede for nærmere at undersøge sagen.
Så hørte spøgeriet ligesom på ”Enggaarden” ganske pludseligt op, men om det var præstens skyld, det fik man aldrig nogensinde at vide.
Noget tid før julen i 1919 på ”Enggaarden” ved Sønderskov tæt på Sindal, klagede et par af gårdens unge piger på en 16-17 år over, at der blev banket på deres dør om natten. De var fælles om et værelse på loftet.
Til trods for at ejeren af gården, proprietær Bech og Frue tog sagen ganske alvorligt, fortsatte den mystiske lyd.
Lyden holdt ikke til i noget bestemt værelse, men hørtes kun, når de nævnte to piger var i nærheden.
Bankningen foregik ikke på et bestemt tidspunkt, og lyden var skiftevis stærk og svag.
Pastor Kure fra Ugilt blev kaldt til gården og en aften i fuld belysning og i nærværelse af flere vidner, undersøgte han sagen, og hørte lyden mange gange.
Dan han en gang besvarede bankningen med et ”kom ind”, lød et slag på døren som af en hammer eller en knyttet næve, og nøgle fløj langt ind i værelset.
I de følgende aftener fortsatte bankningen, men man tog det med ro, men begivenhederne udviklede sig.
Det kom dertil, at ting begyndte at bevæge sig uden nogen som helst ydre påvirkning.
Man havde set en kasse med kludesko komme farende fra et værelse til et andet, tværs over et stuegulv hen til pigerne.
Man havde set et fajancefad flyve fra køkkenbordet hen på ryggen af en af pigerne, der lå i et andet værelse, og vaskede gulv.
Man så døde fisk hoppe op i ansigtet på pigerne, der stod og rensede dem i en balje, og man havde set tørv og brændestykker trille op af kurvene og meget mere.
Alle disse ting skete kun, når de to piger var i nærheden af hinanden.
Næsten altid når de gik forbi hinanden, kunne man høre en fløjten i luften.
Man havde efter besøget af pastoren tilkaldt den dengang berømte ”Faustinus”, der var aktiv på det spirituelle og okkulte område.
Senere meddelte proprietær Bech, at fænomenerne var ophørte lige så pludselig, som de begyndte.
Senere startede spøgerierne på ”Enggaarden” igen, og gården i Sønderskov var fra 1920 og nogle år frem meget omtalt i hele landet.
I 1998 blev der ligefrem udgivet en bog om spøgeriet på ”Enggaarden”, der omhandler hvordan Pastor Kure og ”Faustinus” forsøgte at opklare mysteriet i 1919-1920.
Helligtrekongers dag i 1892 begravedes en gammel sømand ved navn Jens Kristensen.
Han nåede en i tiden ret høj alder, da han ved sin død nærmede sig de 90 år.
Hans fødested var Hov, og det blev da også stedet, hvor han efter megen omflakken endte sine dage.
På mange måder var han en mærkelig skikkelse, en rigtig original, hvis lige man sjældent ville træffe.
I sine yngre dage var han en vild krabat, havde lyst til eventyr, og modet manglede han ikke.
Da Hov jo var en gammel fiskerby, så kastede Kristensen sin kærlighed på søen, og sejlede som sømand i de unge dage.
Engang imellem lod han sig se i hjemmet, men var ofte borte i årevis, og når han optrådte på de hjemlige enemærker, var det til stor forbavselse for alle de ”indfødte”, da han så var en ”fin herre”, der ikke altid lod sig nøjes med et enkelt guldur i lommen og en guldkæde på maven, men brilierede med en 2-3 stykker.
Fingrene glimrede med guldringe, så det er næppe utroligt, hvad gamle folk sagde, at endnu havde ingen flottere herre vist sig i Hov end Jens Kristensen i hans velmagtsdage.
Det var især kvinderne, der nød godt af hans guld, men alligevel nåede han aldrig at blive gift.
Der fandtes nok, der ville have hans gaver men ikke øve gengæld ved at være hans for livet.
Han blev derfor ved med at være den enlige trækfugl, og da han blev træt af søen, slog han sig ned hos sin broder, der ligesom Jens Kristensen var pebersvend, men var endnu mere mærkelig end Jens.
Broderen gik under navnet ”Gammel Kristian”, og han ejede barndomshjemmet, som han klarede alene.
Det havde efter forholdene i Hov været en temmelig stor gård, men jorden var solgt fra, så der kun var jord til et par køer tilbage.
Køerne kom Jens Kristensen til at passe, mens broderen var malkepige, mejerske og husholderske.
Han tålte ingen fremmed indblanding, og særligt var kvindfolk hans skræk, da han havde alle andre kvinder end hans salige moder mistænkt for at have onde øjne.
Han var i højeste grad overtroisk, og mange gavtyve benyttede det til at lave løjer med ham.
Han havde en overordentlig stor forkærlighed for høns, og han havde et helt ”hønsemejeri” i storstuen.
Bedre plads kunne hønsene ikke få, mente han, og han ventede de påskønnede det ved at lægge rigeligt med æg.
Han blev imidlertid skuffet, da hønsene sjældent fik lov at komme ud, blev de sygelige, og de var naturligvis forhekset, mente ”Gammel Kristian”, der derfor søgte råd.
Det var nok af folk, der havde gode råd, og sådan en kom ind til ham en dag, hvor han netop var i gang med at kurerer en forhekset høne.
Den stakkels høne var anbragt på kakkelovnen, hvor han kastede ild over den, hvilket skulle være et særdeles godt middel, men som gerne endte med, at fjerene brændtes af dyret, og det døde.
Et andet men mindre farligt eksperiment var at grave et hul under dørtræet og putte den syge høne igennem.
Han havde mange bier, som om vinteren delte husly med hønsene i storstuen.
Når man besøgte ham, kunne man nemt risikere, at han stak en finger ned i honningkrukken, og smurte det på brød til en. Det var en stram pibe tobak at få ned, men noget måtte man lide for at få et indblik i alle hans særheder.
Hos denne bror opholdt Jens Kristensen sig til omkring 1878, hvor en Niels Bertelsen købte huset.
Hos Bertelsens datter nød Jens Kristensen aftægt, indtil alderdom og sygdom gjorde en ende på hans liv.
Om vinteren sad han gerne i kakkelovnskrogen, om sommeren passede han koen.
Han ville gerne fortælle om sine ungdomsbedrifter og ved en lille dram, kom der humør over ham, så kunne han fortælle om alverdens lande.
Sin ene næsevinge havde han mistet en stump af i et slagsmål i de yngre dage på Hov Kro med en anden gammel søulk.
Denne bed stumpen af næsen, og spyttede den ud på gulvet.
Det ragede imidlertid ikke Jens Kristensen synderligt, han samlede koldblodigt den afbidte stump op, svøbte den ind i et stykke papir, puttede den i lommen med disse ord, ”Skidt være med det, en næse mere eller mindre”.
I marts 1952 flyttede vi fra “Haugesgaard” i Rakkeby til “Klarup” i Sønder Harritslev.
Jeg havde fyldt 6 år halvanden måned før.
Inden flytningen havde vi allerede knyttet kammeratskabsbånd med jævnaldrende i Rakkeby, som blev vedligeholdt gennem besøg.
Omkring fire år efter flytningen fik vi besøg af Ketty fra Rakkeby.
Normalt legede vi drenge fra området omkring sandgraven i Harritslev ikke med piger.
Men Ketty viste interesse for at lege med os drenge, som på besøgsdagen legede oppe på høloftet, som vi kaldte ranet/ råjjen.
Måske ikke helt planlagt udviklede legen sig til en slags “doktorleg”:
Ketty lå tilsyneladende og sov udstrakt i høet som en “Maja”.
Det viste sig at være rævesøvn.
Vi var vel fire-fem drenge og så Ketty.
Stadig ikke helt planlagt udviklede legen sig til en slags strip-tease – til sidst kunne vi – i al uskyldighed – se den ene halvdel af Kettys legeme, nøjagtigt som Vorherre har skabt hende.
Ketty “sov” stadig.
Vi prøvede at vække hende ved at kilde hende på forskellige steder med strå af hø.
Legen trak ud, og vi søgte efter “livstegn” ved at bøje os ind over hendes legeme – i al uskyldighed.
Pludselig rejste der sig en dygtig stråle, som træfsikkert ramte os drenge i ansigtet!
Vi måtte skyndsomst tørre os med totter af hø for ikke at blive helt til grin.
Jeg husker, at i hvert fald Ketty grinede meget.
Vi drenge kunne først grine nogen tid efter.
Ketty havde trukket det længste strå!
Det må jeg indrømme.
Jeg beklager, at jeg ikke kan vise et billede, men jeg tror, at læseren godt kan se det hele ret tydeligt for sit indre blik.
Hvis læseren endelig vil se et billede, kan jeg henvise til “Den nøgne Maja” og “Den påklædte Maja”, begge billeder malet af den spanske maler Francisco Goya (1746-1828).
De to malerier kan ses side om side på Museo del Prado i Madrid.
Billederne kan også ses på internettet.
Billederne med fornemt interiør med store puder er lidt mere raffinerede end det, jeg har beskrevet i min enkle, men sandfærdige barndomserindring fra ranet/råjjen i “Klarup” i Sønder Harritslev.
Det var første gang, jeg så et springvand, endda en naturlig springkilde, som man ellers skal helt til Rold skov for at finde.
PS: Læseren husker sikkert springvandet på Springvandspladsen i Hjørring: En dreng, der holder omkring en søløve, fra hvis gab der rejser sig en fontæne.
Dette springvand blev for år tilbage flyttet hen på Akseltorv, hvor det nu står foran det gamle rådhus.
Her så billederne som er omtalt
Den nøgne Maja” og “Den påklædte Maja”, begge billeder malet af den spanske maler Francisco Goya (1746-1828).
Alle ved at, engang var Jylland hårdt plaget af ulve, og de er nu ved at komme igen.
At der har levet tigre i Vendsyssel, er der ikke mange, der forestiller sig.
Dette er ikke desto mindre tilfældet, og endda var de så tæt inde på sæbynitterne, at de levede i Sæbygård Skov.
Dette skete ganske vist i det 17. århundrede.
Da general Albrecht Von Wallenstein i 1627 med sine tyske tropper under 30års krigen drog op gennem Jylland, medbragte man to tigre.
Ifølge historieskriveren Niels Pedersen Slange (1656-1737) var det en tysk oberst, der havde tigrene med.
De var godt dresserede, og obersten kunne derfor sende dem ud i marker og skove for selv at bjærge føden.
Der skete dog det, at obersten døde i Sæby i 1629 kort tid forinden de fremmede tropper forlod landet og de herreløse tigre, der hermed blev overladt til sig selv, blev efterhånden vilde.
De vakte stor skade på kvæget, og mennesker måtte tage sig i agt for de glubske dyr.
Jægere drog i store flokke ud på tigerjagt, men dyrene havde godt tilflugtsmuligheder både i Sæbygård Skov og i Storskoven ved Dronninglund samt i de udstrakte mosearealer.
Kongen udsatte en stor dusør for de to tigerskind, og jægerne drog atter ud i store tal, men dyrene skjulte sig.
Først efter halvandet års forløb lykkedes det en ung mand at nedlægger tigerhannen, og endnu nogle år efter blev hunnen fundet ihjel frosset ved Hammel Mose i Thise sogn, hvor til den var søgt, da hannen døde.
Siden den tid har der ikke været vilde tigre i Jylland.
Der var engang en fattig Prinds; han havde et Kongerige, der var ganske lille, men det var da altid stort nok til at gifte sig paa, og gifte sig det vilde han.
Nu var det jo rigtignok noget kjækt af ham, at han turde sige til Keiserens Datter: “vil Du ha’ mig?” men det turde han nok, for hans Navn var vidt og bredt berømt, der vare hundrede Prindsesser, som vilde have sagt Tak til, men see om hun gjorde det.
Nu skulle vi høre:
Paa Prindsens Faders Grav voxte der et Rosentræ, o saadant et deiligt Rosentræ; det bar kun hvert femte Aar Blomst, og det kun een eneste, men det var en Rose, der duftede saa sødt, at man ved at lugte til den glemte alle sine Sorger og Bekymringer, og saa havde han en Nattergal, der kunde synge, som om alle deilige Melodier sad i dens lille Strube. Den Rose og den Nattergal skulde Prindsessen have; og derfor kom de begge to i store Sølv-Foderaler og bleve saa sendte til hende.
Keiseren lod dem bære foran sig ind i den store Sal, hvor Prindsessen gik og legede “komme Fremmede,” med sine Hofdamer; og da hun saae de store Foderaler med Presenterne i, klappede hun i Hænderne af Glæde.
“Bare det var en lille Missekat!” sagde hun, – men saa kom Rosentræet frem med den deilige Rose.
“Nei, hvor den er nydelig gjort!” sagde alle Hofdamerne.
“Den er mere end nydelig!” sagde Keiseren, “den er pæn!”
Men Prindsessen følte paa den og saa var hun færdig at græde.
“Fy Papa!” sagde hun, “den er ikke kunstig, den er virkelig!”
“Fy!” sagde alle Hoffolkene, “den er virkelig!”
“Lad os nu først see, hvad der er i det andet Foderal, før vi blive vrede!” meente Keiseren, og saa kom Nattergalen frem; den sang da saa deiligt, at man ligestrax ikke kunde sige noget ondt mod den.
“Superbe! charmant!” sagde Hofdamerne, for de snakkede allesammen fransk, den ene værre, end den anden.
“Hvor den Fugl minder mig om salig Keiserindens Spilledaase,” sagde en gammel Cavaleer; “ak ja! det er ganske den samme Tone, det samme Foredrag!”
“Ja!” sagde Keiseren, og saa græd han, som et lille Barn.
“Jeg skulde dog ikke troe, den er virkelig!” sagde Prindsessen.
“Jo, det er en virkelig Fugl!” sagde de, som havde bragt den.
“Ja lad saa den Fugl flyve,” sagde Prindsessen, og hun vilde paa ingen Maade tillade, at Prindsen kom.
Men han lod sig ikke forknytte; han smurte sig i Ansigtet med Bruunt og Sort, trykkede Kasketten ned om Hovedet og bankede paa.
“God Dag, Keiser!” sagde han, “kunde jeg ikke komme i Tjeneste her paa Slottet.”
“Jo nok!” sagde Keiseren, “jeg trænger til een, som kan passe Svinene! for dem har vi mange af!”
Og saa blev Prindsen ansat, som keiserlig Svinedreng. Han fik et daarligt lille Kammer nede ved Svinestien og her maatte han blive; men hele Dagen sad han og arbeidede, og da det var Aften, havde han gjort en nydelig lille Gryde, rundt om paa den var der Bjælder og saa snart Gryden kogte, saa ringede de saa deiligt og spillede den gamle Melodie:
“Ach, Du lieber Augustin
Alles ist væk, væk, væk!”
men det Allerkunstigste var dog, at naar man holdt Fingeren ind i Dampen fra Gryden, saa kunde man strax lugte hvad Mad der blev lavet i hver Skorsteen, der var i Byen; see, det var rigtignok noget andet end den Rose.
Nu kom Prindsessen spadserende med alle sine Hofdamer, og da hun hørte Melodien blev hun staaende og saae saa fornøiet ud; for hun kunde ogsaa spille “Ach, Du lieber Augustin,” det var den eneste hun kunde, men den spillede hun med een Finger.
“Det er jo den jeg kan!” sagde hun, “saa maa det være en dannet Svinedreng! hør! gaae ned og spørg ham, hvad det Instrument koster!”
Og saa maatte een af Hofdamerne løbe ind, men hun tog Klods-Skoe paa. –
“Hvad vil Du have for den Gryde?” sagde Hofdamen.
“Jeg vil have ti Kys af Prindsessen!” sagde Svinedrengen.
“Gud bevar’ os!” sagde Hofdamen.
“Ja, det kan ikke være mindre!” svarede Svinedrengen.
“Han er jo uartig!” sagde Prindsessen, og saa gik hun, – men da hun havde gaaet et lille Stykke saa klang Bjælderne saa deiligt:
“Ach, Du lieber Augustin,
Alles ist væk, væk, væk!”
“Hør,” sagde Prindsessen, “spørg ham, om han vil have ti Kys af mine Hofdamer!”
“Nei Tak!” sagde Svinedrengen, “ti Kys af Prindsessen, eller jeg beholder Gryden.”
“Hvor det er noget kjedeligt noget!” sagde Prindsessen, “men saa maae I staae for mig, at Ingen faaer det at see!”
Og Hofdamerne stillede sig op for hende, og saa bredte de deres Kjoler ud, og saa fik Svinedrengen de ti Kys og hun fik Gryden.
Naa, der blev en Fornøielse! hele Aftenen og hele Dagen maatte Gryden koge; der var ikke een Skorsteen i hele Byen, uden de vidste hvad der blev kogt der, baade hos Kammerherren og hos Skomageren. Hofdamerne dandsede og klappede i Hænderne.
“Vi veed hvem der skal have sød Suppe og Pandekage! vi veed hvem der skal have Grød og Karbonade! hvor det er interessant!”
“Ja, men hold reen Mund, for jeg er Keiserens Datter!”
“Gud bevar’ os!” sagde de Allesammen!
Svinedrengen, det vil sige Prindsen, men de vidste jo ikke andet, end at han var en virkelig Svinedreng, lod ikke Dagen gaae hen uden at han bestilte noget, og saa gjorde han en Skralde, naar man svingede den rundt, klang alle de Valse og Hopsaer, man kjendte fra Verdens Skabelse.
“Men det er superb!” sagde Prindsessen, i det hun gik forbi, “jeg har aldrig hørt en deiligere Composition! hør! gaae ind og spørg ham, hvad det Instrument koster: men jeg kysser ikke!”
“Han vil have hundrede Kys af Prindsessen!” sagde Hofdamen, som havde været inde at spørge.
“Jeg troer han er gal!” sagde Prindsessen, og saa gik hun; men da hun havde gaaet et lille Stykke, saa blev hun staaende. “Man maa opmuntre Kunsten!” sagde hun, “jeg er Keiserens Datter! Siig ham, han skal faae ti Kys ligesom igaar, Resten kan han tage hos mine Hofdamer!”
“Ja, men vi ville saa nødig!” sagde Hofdamerne.
“Det er Snak!” sagde Prindsessen, “og naar jeg kan kysse ham, saa kan I ogsaa! husk paa, jeg giver Eder Kost og Løn!” og saa maatte Hofdamen ind til ham igjen.
“Hundrede Kys af Prindsessen,” sagde han, “eller hver beholder sit!”
“Staae for!!!” sagde hun, og saa stillede alle Hofdamerne sig for og han kyssede da.
“Hvad kan det dog være for et Opløb dernede ved Svinestien!” sagde Keiseren, der var traadt ud paa Altanen; han gned sine Øine og satte Brillerne paa. “Det er jo Hofdamerne, der ere paa Spil! jeg maa nok ned til dem!” – og saa trak han sine Tøfler op bag i, for det var Skoe, som han havde traadt ned.
Hille den! hvor han skyndte sig!
Saasnart han kom ned i Gaarden, gik han ganske sagte, og Hofdamerne havde saameget at gjøre med at tælle Kyssene, for at det kunde gaae ærligt til, at de slet ikke mærkede Keiseren. Han reiste sig paa Tæerne.
“Hvad for noget!” sagde han, da han saae de kyssedes, og saa slog han dem i Hovedet med sin Tøffel, lige i det Svinedrengen fik det sex og fiirsindstyvende Kys. “Heraus!” sagde Keiseren, for han var vred, og baade Prindsessen og Svinedrengen bleve satte uden for hans Keiserrige.
Der stod hun nu og græd, Svinedrengen skjændte og Regnen skyllede ned.
“Ak, jeg elendige Menneske!” sagde Prindsessen, “havde jeg dog taget den deilige Prinds! ak, hvor jeg er ulykkelig!”
Og Svinedrengen gik bag ved et Træ, tørrede det Sorte og Brune af sit Ansigt, kastede de stygge Klæder og traadte nu frem i sin Prindsedragt, saa deilig, at Prindsessen maatte neie ved det.
“Jeg er kommet til at foragte Dig, Du!” sagde han. “Du vilde ikke have en ærlig Prinds! Du forstod Dig ikke paa Rosen og Nattergalen, men Svinedrengen kunde du kysse for et Spilleværk! nu kan du have det saa godt!” –
Og saa gik han ind i sit Kongerige og lukkede Døren i for hende, saa kunde hun rigtignok synge:
“Ach, Du lieber Augustin,
Alles ist væk, væk, væk!”
Der sidder sikkert en del rundt omkring, der kan huske at de som elev på en skole i Sæby, har fået en lussing eller et rap over fingrene.
Heldigvis er denne form for afstraffelse fortid, hvor en sadistisk skolelærer afreagerede på eleverne.
Selv om tæv i skolen var almindeligt i 1910, så var der ankommet en ny lærer til Sæby Kommuneskole, der var lidt mere ”hidsig” end gennemsnittet af lærerstaben.
Det var mens den gamle røde skole var ret ny, den er fra 1901, så den var ”kun” 9 år gammel.
Her er historien om den nye lærer, der satte sindene i bevægelse hos nogen med hans optræden.
En lærer ved navn Nielsen kom efter sommerferien i 1910 til Sæby Kommuneskole, og den yngre lærer blev hurtig kendt for de mere håndfaste metoder.
I november 1910 tillod Nielsen sig at gennemprygle arbejdsmand Niels Peter Jensens 12-13årige søn.
Efter hvad drengens fader dengang fortalte, foregik pryglscenen i en gymnastiktime, og årsagen til pryglene skulle være, at drengen der var lidt høj over ryggen, ikke rettede sig hurtigt nok, samt at han på lærerens spørgsmål opgav at høre til 7. klasse. Trods lærerens påstand om, at der ikke var nogen 7. klasse, fastholdt drengen, at han netop tilhørte denne klasse.
Læreren blev vred, og viste sin vrede ved at flyve på drengen, og langede ham en ”kindhest”, så han tumlede om.
Havde han ladet det blive ved det, havde der næppe blevet gjort mere ved sagen, men nu var ”pædagogen” kommet i krigshumør, og så skulle der mere til.
Med en tovende, som han havde i beredskab, gav han drengen 3-4 hårde slag over lår og ben, så da drengen kom hjem, var der fremkommet sorte og blå mærker samt hævelse af mindst en fingers tykkelse.
Dette syntes faderen, var en temmelig hård ”revselse” for en bagatels skyld, så han begav sig derfor til læreren, og foreholdt ham sit synspunkt.
Læreren mente dog ikke, at de par ”rap” var noget at gøre væsen af, så faderen henvendte sig i stedet til overlærer Hundahl med en mundtlig klage over hændelsen.
Overlæreren svarede, at drengen måtte have forset sig, men han skulle nok tage en snak med lærer Nielsen.
En udenbys journalist tog sagen op, og tog også kontakt til lærer Hundahl.
Hundahl bemærkede, at det var ham bekendt, at lærer Nielsen havde slået den omtalte dreng, men han havde ikke modtaget nogen klage her over, og han havde heller ikke irettesat lærer Nielsen, som dog havde indrømmet, at slagene nok havde været vel hårde.
Desuden gjorde overlæreren opmærksom på, at drengen var meget stædig og i den nævnte gymnastiktime endda havde vist mangel på lydighed, og overfor sådan en opførsel, var prygl nødvendigt.
Der kom ikke mere ud af den nævnte sag, men det var nok ikke altid sjovt at gå i skole på den tid, hvis man havde lidt krudt i røven.
Det var heldigvis ikke så længe, eleverne skulle trækkes med den unge lærer Nielsen på Sæby Skole.
Lærer Nielsen havde en drøm om Amerika eller Australien, så efter et år eller to på skolen, rejste han ud i verden, og forfulgte sin drøm.
I hønsehuset med hønsegård i “Klarup” i Sønder Harritslev i Vendsyssel havde vi i min barndom mest hvide italienere eller lejlighedsvis også brune italienere, som alle var flinke til at lægge æg.
Når en høne havde lagt et æg i en af redekasserne på stribe, trådte hun ud på siddepinden foran og bekendtgjorde, at hun lige havde lagt et æg ved at galpe så højt og inderligt, at alle kunne høre det.
For mit indre øre kan jeg stadig høre, hvordan hønen sådan galpede af fuld hals.
Et nyt hønsehold startede med, at et af børnene blev sendt op til Sønder Harritslev by, når Stenum-bussen ankom med bestilte daggamle kyllinger.
De ankom fra et rugeri i en solid papkasse med lufthuller.
I papkassen var der vist 50 daggamle kyllinger.
Jeg glemmer aldrig lyden og synet af disse små gule, dunede kyllinger.
Når de var vel ankommet, blev de placeret under en kyllingelampe eller i en såkaldt kyllingemor.
Kyllingerne skulle holdes i en passende temperatur, omkring 35 grader.
Ved at hejse eller sænke varmelampen, kunne man regulere temperaturen.
Hvis der lød en sagte pippen, havde kyllingerne det godt.
Men når de pippede højt og inderligt, var der noget galt med temperaturen, vandet eller foderet til kyllingerne.
Så måtte man rette på det, som var i vejen, indtil kyllingerne igen pippede med en sagte, tilfreds pippen.
Kyllingerne blev måske installeret i en lille svinesti i nødset (kostalden).
Engang midt i 1950’erne blev de daggamle kyllinger placeret i en kyllingemoder formet som en trækasse, der stod for enden af laden.
Varmelampen var drevet af petroleum ligesom en petroleumslampe.
Det hændte en dag, at varmelampen begyndte at ose, noget som bevirkede, at kyllingerne faldt besvimede og halvdøde om.
Heldigvis blev det opdaget tidsnok til, at næsten alle kyllinger blevet reddet ved, at far Edvard blæste luft ned i næbbet på hver kylling, en ad gangen.
I de fleste tilfælde hjalp det, så at kyllingerne livede op igen og kunne spise og drikke og komme til kræfter.
Sådan en dramatisk begivenhed er med til, at erindringen om daggamle kyllinger fæstner sig i sindet.
Efter nogle uger under en varmelampe eller i en kyllingemoder blev kyllingerne placeret et andet sted – uden varmelampe.
Efter nogen tid var kyllingerne blevet til høns, som kunne lægge æg.
Nogle æg blev anvendt i husholdningen til spejlæg, kogte æg og til kagebagning.
De fleste æg blev dog lagt i æggebakker og puttet i en æggekasse af træ, som blev afhentet eller leveret til videresalg.
Ret ofte fik børnene en rå æggeblomme rørt op med sukker og kakaopulver.
Jeg husker det som en rigtig lækkerbidsken!
FOTO: Mit barndomshjem “Klarup” i Sønder Harritslev.
Det er nok ikke et af de pæneste navne, man kunne have hængende på sig, men hun bar også det lidt mere spiselige kaldenavn ”Grisejordemoderen”.
Ved Frederikshavn lå engang en ejendommelig bygning, man kaldte ”Slottet”, som indtil omkring 1910 tilhørte en af egnens originaler med det specielle navn, Gurri Guttormsdatter.
”Slottet” fremstod i en meget ejendommelig bygningsstil, og havde plads til 8 familier.
Gurri rejste i mange år omkring i Vendsyssel, og tiggede så meget, at hun kunne købe ”Slottet”.
Da dette var sket, slog hun sig til ro fra sin tiggerfærd, og gav sig til at passe grisesøer på gårdene rundt omkring.
Denne lidt besynderlige bestilling fik hun meget kær, og det viste sig, hun var meget dygtig til jobbet, så hun til sidst blev helt uundværlig, hvor der var en so, der skulle have grise.
Gurri sov og spiste i svinestien, og ville ikke for alt i verden forlade sin plads, før tiden var grisene var kommet til verden, og hun tog så videre til den næste gård.
I nogle år havde Gurri en gris, der som en hund fulgte hende, hvor hun gik, og stod, selv på gaden i Frederikshavn.
Hun kaldte den sit plejebarn.
Selv fik hun navnene ”Svinemutter” og ”Grisejordemoderen”, men det brød hun sig ikke om. Hendes døbenavn var Gurri Guttormsdatter, og hun stammede fra Norge.
I en ung alder kom hun her til landet, men ingen vidste noget om hendes yngre dage.
Selv var hun tavs som graven, hvis der blev spurgt til den tid.
I sine sidste år var Gurri velhavende, og kunne derfor godt have slået sig til ro indenfor ”slottets” mure, men hun blev ved med sine gerning i gårdenes svinestier.
Så skete der det en efterårsnat, at Gurri forlangte at blive ført fra sin vagt og hjem til ”slottet”. Hun følte sig syg.
Om morgenen efter var den gamle original død.
Denne fortælling er fra 1916, og dengang kunne man i et hjørne af Flade Kirkegård se hendes græsbevoksede tue.
Jens Rosendal husker ikke, præcis hvordan det skete. Med ét blev alting bare mørkt og stille. Og da lyset og lydene igen vendte tilbage, sad han i en grøftekant og kiggede forvirret ud gennem forruden på sin bil. Han var kørt galt. For anden gang på kort tid havde han mistet bevidstheden bag rattet. Og selv om han på sin vis var lettet over at ingen, heller ikke denne gang, var kommet til skade, stod det samtidig klart for ham, at en epoke nu måtte være slut. Det er ikke mere end en måned siden, at han afleverede sit kørekort og sagde farvel til et langt liv som bilist.
»Så sådan er dét,« siger han.
Han sidder i sit lille lavloftede hus i Ballum i Sønderjylland og trommer let med fingrene i bordet.
»Men det er da lidt hårdt, for jeg havde jo helt glemt, hvor mange ting man egentlig bruger sådan en bil til. Som nu for eksempel i morges, da jeg ville hente rundstykker til os,« siger han og peger på brødkurven på bordet: »Hvad gør man så?«
Nå, ja så ringer man til sin gode ven, Svend, som bor nogle huse herfra, og beder ham om at tage en pose håndværkere med oppe fra købmanden, og på den måde går det jo alligevel. Det gør det som regel. Også selv om det ikke altid går, præcis som man havde forestillet sig.
Det er Jens Rosendals egen historie et levende bevis på.
Egentlig skulle han have været landmand som sin far. Men Jens ville hellere være købmand. Og så endte han i stedet med at blive lærer og tilbringe det meste af sit liv i højskoleverdenen, først som underviser og forstander, siden som højskolebladsredaktør og sangskriver.
Jens Rosendal er et af den slags mennesker, de fleste kender uden måske selv helt at vide det. Den beskedne vendelbo løber ikke med overskrifterne, men hans navn står alligevel diskret placeret hen over to salmer i Salmebogen og tretten sange i Højskolesangbogen, hvilket gør ham til den nulevende forfatter, som er bedst repræsenteret i sangenes blå bog.
Navnlig én af hans sange er med tiden blevet noget nær folkeeje. Han skrev den på en halv time under en svimlende forelskelse i 1981, og sangens første verselinjer klinger velkendt hos de fleste sangglade danskere:
Du kom med alt det der var dig
og sprængte hver en spærret vej
og hvilket forår blev det!
Det år, da alt blev stærkt og klart
og vildt og fyldt med tøbrudsfart
og alting råbte: lev det!
I dag er »Forelskelsessang«, som den egentlig hedder, oversat til 18 sprog, det er en af de mest ønskede sange i Giro 413 og en nyklassiker i den Højskolesangbog, som netop nu er ved at blive revideret for 19. gang. Sangen synges regelmæssigt til både bryllupper og begravelser, konfirmationer og navngivningsfester, og nye generationer af unge bliver ved med at finde inspiration i det universelle kærlighedsbudskab, som slår fast, at »livet, det er livet værd«.
Da Jens Rosendal skrev sangen for knap 40 år siden, havde han en specifik kærlighed i tankerne. En umulig kærlighed. Ikke alene var der tale om en 30 år yngre elev på den højskole, hvor han underviste. Der var også tale om en fyr. Jens Rosendal havde brugt et halvt liv på at bilde sig selv og alle andre ind, at han hvilede lykkeligt i rollen som ægtemand og familiefar. Nu brød illusionen endeligt sammen.
Med »Du kom med alt det der var dig« stod han for første gang ved sin homoseksualitet, brød ud af sit ægteskab og fandt sammen med den unavngivne kærlighed fra sangen. De to nåede at leve sammen i 20 år, inden Ulrik, som han hed, pludselig faldt død om i 2001. 39 år gammel.
Alt det er jeg taget til Ballum i Sønderjylland for at tale meget mere med ham om.
En ny virkelighed
Jens Rosendal står allerede foran sit stråtækte hus og vinker, da jeg ankommer. Iført stribet skjorte, cowboybukser og tennissko. Han bor i et gammelt, hvidkalket bondehus fra 1700-tallet med dekorerede kakler på væggene og vinrøde træbjælker under loftet. Han købte det som et sommerhus i 1968, men de seneste tyve år har det været hans faste bopæl.
»Nu skal du bare tage for dig,« siger han, da vi kommer indenfor. Han har stillet det gule kaffestel frem på bordet og hældt kaffe på kanden. Det har taget tid at dække op, for tingene går ikke så hurtigt, som de har gjort. Jens Rosendal er blevet 86 år, og det kan mærkes. Det værste er ikke besvimelsesanfaldene, knogleskørheden eller de daglige besøg af hjemmehjælpen. Det værste er tempoet.
»Jeg er blevet så uendeligt langsom – til alt muligt,« siger han og smiler lidt forlegent.
»Og det kan man ikke sådan helt forklare, for man plejede jo at blive færdig med sagerne i en fart.«
Jens Rosendal har skrevet sange i en menneskealder – lige siden han som 12-årig forfattede sit allerførste værk: en ode til et nyt kuld grise på barndomsgården. Da faderen så hans rim, udbrød han, at hvis han kunne skrive sange til grise, så kunne han vel også skrive en salme til sin lillebrors dåb – så det gjorde han.
Siden har han ifølge egne beregninger skrevet over 1.000 sange. En del om fædrelandskærlighed og EU-modstand, en hel del om forelskelse og kristendom og de senere år også adskillige om Vadehavet, som hver dag hæver og sænker sig med tidevandets kommen og gåen lige uden for hans vinduer. Sangene har givet ham tilnavnet ’Vadehavets digter’ og en titel som ’æresborger’ i Tønder Kommune, den første nogensinde. Til hans 80-årsfødselsdag forærede borgmesteren ham tilmed en egetræsbænk med inskriptionen »Jens Rosendals Bænk« – som tak for hans mange sange.
»Men nu tror jeg ikke, at jeg skal skrive flere,« siger han med et mål af ubarmhjertig selverkendelse: »For jeg er ikke sikker på, at de længere har den intensitet, sange skal have. De er blevet lidt slappere i det.«
Sådan ser realiteterne ud for Jens Rosendal anno 2018. En lang karriere som sangskriver synger på sidste vers. Men der er ingen bitterhed at spore i hans stadig knitrende blik. Nogle omstændigheder kan man bare ikke ændre på. Man må i stedet finde en måde at leve med dem på. En måde at udholde dem på. Det lærte han fra en tidlig alder.
Barndommens usynlige regler
Jens Rosendal er født i 1932 og opvokset på en gård i det østlige Vendsyssel. Faderen var landmand (»ikke en fantastisk dygtig landmand, men en flittig landmand«), og moderen var hjemmegående landbokone.
Barndomshjemmet var stærkt præget af faderens indremissionske tro. »From« er det ord, Jens Rosendal selv bruger om ham – med tilføjelsen: »Måske lidt for from. Og det kunne han som godt have sparet sig, for vi børn var sådan set ordentlige nok.«
Den religiøse fromhed viste sig især i en række usynlige leveregler, som Jens og hans seks søskende instinktivt lærte at rette sig efter. Det var dyder som nøjsomhed og arbejdsomhed – og så var der en tredje:
»Man skulle helst komme igennem en dag uden at have vakt opsigt. Tingene skulle helst foregå stilfærdigt og roligt. Der skulle ikke være nogen skejen ud her og der.«
Alligevel var Jens Rosendal ikke gammel, før han opdagede en lille sprække i barndomshjemmets ellers så solide fundament. Jens Rosendals mor var ud af en mere frisindet familie end faderen, og det medførte et indbygget konfliktpotentiale.
»Min mor var glad for at danse. Det brød min far sig ikke om. Men i Thorshøj blev der hver sommer afholdt et asfaltbal, og dér tog min mor så alligevel hen og dansede imod hans vilje. Det var første gang, jeg opdagede, at der var nogle revner i mine forældres ægteskab. At de ikke delte helt samme normer.«
Særligt én episode åbenbarede hans forældres forskelligheder for ham. Det var i forbindelse med en begravelse. Hans mor ville gerne købe en ny frakke til lejligheden, fordi den gamle var slidt og trængte til at blive skiftet ud, mente hun. Det mente hendes mand ikke.
»Min mor var nok lidt forfængelig, og hun var under alle omstændigheder mere large i forhold til at bruge penge, end min far var. Han ville allerhelst bare have dem samlet sammen. Så han sagde, at de ikke havde råd – og så slog min mor bak. Jeg kan lige så tydeligt huske, hvordan hun stod dér ved sit strygebræt med ryggen mod stuen, hvor vi børn sad sammen med vores far. Og så pludselig stod hun og græd,« siger Jens Rosendal.
Men det var ikke gråden, der gjorde udslaget. Det var den trussel, hun ledsagede tårerne med.
»Hun sagde, at hvis hun ikke fik en ny frakke, så ville hun slet ikke tage med til begravelsen. ’Så kan du tage af sted selv,’ sagde hun – og det var den værste trussel, hun overhovedet kunne komme med: ’Du er ikke rigtig klog,’ sagde min far, ’hvad vil folk ikke sige?’ Og så endte det med, at han gav sig og kørte til Østervrå for at købe en ny frakke.«
Jens Rosendal smiler lidt for sig selv. Han kan godt lide historien, for den viser, at der var en grænse for den ellers så principfaste faders dominans. At der var måder at smyge sig uden om hans vilje på.
»Mit forhold til min far var sådan set godt nok,« siger han. »Men det var ikke noget åbent, nært og varmt forhold. Det var mere sådan et typisk faderforhold. Han var normgiveren, og jeg var ham, der levede op til normerne. På de fleste felter i hvert fald. Men så var der ét felt, hvor jeg ikke helt kunne være med.«
Drømmefyren Jens Rosendal var omkring 11-12 år gammel, da han første gang fik fornemmelsen af, at drenge var mere interessante end piger. Det var ikke en åbenbaring, der ramte ham som et himmelsk lys. Det var snarere en gradvis erkendelse, der kom krybende i ly af natten.
»Det begyndte i drømme ved, at en stemme talte til mig. Og efterhånden gik det op for mig, at det ikke var en pige, men en dreng, der talte. Jeg kunne ikke selv sige noget til ham, men han kunne tale til mig, og hvis jeg tog ham i hånden, ville han sige noget i retning af, at ’det er vel rigtignok dejligt’.«
Jens Rosendal smiler lidt ad sin egen uskyldighed.
»Det var jo tydeligvis mine egne ønsker, han udtrykte.«
Men dengang var der ikke noget at smile ad. For som ung, bibelkyndig vendelbo vidste Jens Rosendal udmærket godt, at han var på vej ud ad et forkert og farligt spor. Det stod jo lige dér, sort på hvidt, i 3. Mosebog: »Du må ikke have samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde. Det er en vederstyggelighed.«
I øvrigt behøvede Jens Rosendal ikke Bibelen til at fortælle sig, at han var »uden for alle streger«.
»Det lå bare i luften, at det var noget, man for alt i verden skulle holde sig fra. Og at hvis man gik ned ad den vej, så var man langt ude.«
Så Jens Rosendal forsøgte i stedet at gå samme vej som sine jævnaldrende kammerater, der så småt var begyndt at tale om piger og få kærester. Og faktisk var det ikke ren forstillelse.
»For jeg kunne godt se, at en piges albue kunne være så pæn, så pæn at kigge på. Men der var bare ikke den dér nerve på, som der var, når det var drenge. Og mine forhold til piger strejfede aldrig noget seksuelt.«
Den dorske bibliotekar
Udadtil spillede Jens Rosendal rollen som den fuldstændig gennemsnitlige provinsdreng. Men i det skjulte begyndte han at udleve et andet og mere vovet ungdomsliv. Det foregik især om eftermiddagen på biblioteket i Østervrå. Det var det perfekte mødested for drenge, der havde det ligesom ham – eller som bare ønskede at øve sig lidt på hinanden, inden de skulle ud med pigerne. På biblioteket havde de ikke alene et åbenlyst påskud for at mødes. De havde som regel også en gabende tom læsesal til rådighed, der tilmed havde den fordel, at den blev bestyret af »en meget dorsk bibliotekar«.
»Han så ikke noget som helst,« griner Jens Rosendal.
»Man skulle bare sørge for at sidde ved siden af hinanden ved et af de runde borde. Så kunne man både kysse og røre ved hinanden, uden at nogen så det. Det var jo utroligt!«
– Du var ikke bange for at blive opdaget?
»Jo, det er da klart. Jeg ved faktisk ikke, om der var nogen, som fandt ud af, hvad der foregik. Det var der måske. Men så har de formentlig bare trukket sig. Folk ønskede jo ikke at komme i klemme.«
»Og mine forældre …« fortsætter han efter en lille pause: »Jamen jeg tror slet ikke, de havde nogen fornemmelse for det. Sådan noget bøsseri. Det var fuldstændig lukket land for dem. Helt uden for alle kategorier. Det fandtes slet ikke i deres verden.«
Jens Rosendal sender et blik ud ad stuens hvidsprossede vinduer. Et sted derude findes Gud. I den gråtunge himmel, der spejler sig i Vadehavet; i vindens usynlige tag i trækronerne; i kroppen, i hjertet, i hver eneste vejrtrækning. Gud findes overalt. Hvis man tror. Og det gør Jens Rosendal. Nærmest i trods. For med årene er det blevet stadig mere tydeligt for ham, at barndommens forkvaklede udgave af kristendommen ikke er den eneste mulige. At det at tro også handler om kærlighed. Om barmhjertighed. Om tilgivelse. Det vidste han ikke som dreng.
»Jeg ville gerne have kunnet sige til mig selv dengang: ’Jens, din fornemmelse af Vorherre som Ham, der kan rumme og velsigne alt, er god nok!’ Men det ville have været fuldstændig vanvittigt at udbasunere i de cirkler dengang. Også selv om det jo var rigtigt nok.«
– Er der andet, du i dag gerne ville have kunnet sige til dig selv som ung?
»Så skulle det være: ’Du kan godt lave revolution nu, men det får du ikke noget ud af. Du skal bare fortsætte, som du gør, for det er den eneste måde at komme igennem det på. Og en dag vil du se, at det er ikke uoverkommeligt. At der også er et liv, der dur til dig’.
Hvor billigt kan jeg slippe?
Sin magre skikkelse til trods fylder Jens Rosendal hele stuen ud med en ukueligt optimistisk tilstedeværelse. »Badam, badam,« synger han, hver gang han rejser sig fra sin plads ved bordet og går ud i køkkenet for at lave mere kaffe. »Badam, badam,« siger han, når han sætter kurs mod bogreolen for at trække en litterær reference ind i samtalen. »Badam, badam,« siger han. Gang på gang, uden at han tilsyneladende selv registrerer det. Ordene flyder bare naturligt med, hver gang der ikke er noget andet at sige. Som en musikalsk polyfilla, der fylder samtalens huller ud.
Der er navnlig én periode i Jens Rosendals liv, som er svær at tale om. Det er den, der omhandler hans skilsmisse. »Badam, badam.« Men der er ingen vej udenom. Heller ikke selv om han helst var fri.
Jens Rosendal har tre børn, to sønner og en datter. Og så har han en ekskone. Han mødte hende, da han blev ansat som lærer ved Brøndbyøster Skole på den københavnske Vestegn i 1954.
»Hun var ret bevidst om, hvad hun ville, og jeg var så tilstrækkelig tilpasningsdygtig, at jeg sagde: ’Okay, så prøver vi det’,« siger han.
Han flytter lidt formålsløst rundt på sin kaffekop, inden han fortsætter:
»Det var jo tosset. Og hvis der var nogen, der på noget tidspunkt skulle være gået i rette med mig, så var det dengang, hvor de skulle have sagt: ’Hvad er det dog du laver, Jens, du ved jo godt, hvem du selv er!’«
– Du var klar over, at du var ude på dybt vand?
»Jeg vidste, at det ville blive dyrt, uanset hvad jeg valgte. Hele min omgangskreds, både min mor og min far, var jo vilde efter, at jeg fik fat på en pige, så de kunne komme videre i deres familieplanlægning. Det pres kunne jeg tydeligt mærke. Det lå i små spørgsmål og konstateringer som: ’Bliver du ved at komme alene?’ Og så har jeg på et eller andet tidspunkt spurgt mig selv: ’Hvor billigt kan jeg slippe?’«
Alligevel var det ikke med den sorteste samvittighed, at Jens Rosendal i 1960 sagde ja til sin kommende hustru i Brøndby Øster Kirke. For han holdt virkelig af hende. Sådan helt oprigtigt. Og så havde han samtidig »en tilsneget tro på«, at hvis nogen skulle kunne »redde« ham fra homoseksualiteten, så var det hende.
»Og sådan tror jeg, mange bøsser i min generation tænkte. Jeg kender flere, der har stået med akkurat samme problem i deres liv. Ulrik, som jeg mødte senere, var en af dem, der var blevet drevet så langt ud af det dér omverdenskrav, at han blev katolik og gik i cølibat. For så holdt folk jo op med at spørge til det med kone og børn. Og så var der pludselig mange ting, der kunne lade sig gøre. Så var mistænkeliggørelsen væk.«
Godt 20 år nåede han at være gift, inden Ulrik kom og »sprængte hver en vej« og tvang ham til at erkende, hvad han allerede godt vidste, men ikke havde turdet at tage konsekvensen af. Det gjorde han nu. Men i en vis forstand sprang Jens Rosendal aldrig ud, siger han selv. Han listede snarere ud. Og hvis han for alvor fortryder noget i sit liv, er det, at han ikke kunne gøre det uden at såre nogle af de mennesker, han holder allermest af.
»Men selv om jeg var en kryster, så ser jeg tilbage på mit ægteskab med en følelse af stor taknemmelighed. At vi nåede så langt sammen. At vi fik tre dejlige børn. Og at vi efterfølgende formåede at komme op af de huller, vi havde siddet fast i,« siger han.
Så godt skulle det være!
Igennem alle årene har Jens Rosendal bevaret sit kristne udgangspunkt. Selv i »Du kom med alt det der var dig« rykker Vorherre ind i sangens to sidste vers som en glad festarrangør, der kysser »hver benovet gæst i kærlighedens sale«. Da sangbogsudvalget bag Højskolesangbogen besluttede at optage sangen i 1985 var det ellers med reservationer over for netop de to sidste religiøse vers, som man mente »forekom påklistrede«. Men for én gangs skyld kom svaret kontant og uden omsvøb fra den ellers så ydmyge og omgængelige sangskriver:
»Kære Sangbogsudvalg! Den sang har fem vers,« skrev han – og derved blev det.
Men hvorfor har Jens Rosendal holdt så stædigt fast i sin tro, når det samtidig var den kristne dogmatik, der forhindrede ham i at stå ved sig selv?
»For mig er kristendommen en forståelseshorisont,« forklarer han – og hvis man kigger sig om i stuen i Ballum, forstår man, hvad han mener: Fra toppen af en gammel dragkiste bøjer en englefigur ærbødigt nakken, fra væggen over bordet hænger den lidende Jesus og dingler i en halskæde, og fra en bogreol i hjørnet vender Bibelen ryggen til. De kristne symboler er vokset ind i hverdagen og omgiver ham med en form sjælelig tryghed. For sådan kan troen også være.
»Der findes forkvaklede udlægninger af alle religioner, men for mig handler kristendommen først og fremmest om at kunne sige som min fætter Åge – der bogstaveligt talt var en sjov fætter. Da han døde, fik han skrevet på sin gravsten: ’Så godt skulle det være’. Det kan jeg kun tilslutte mig. Sådan har livet også formet sig for mig – bedre end jeg har haft grund til at tro og håbe.«
Den folkelige sangs forvalter
Kærligheden til Ulrik blev ikke bare et personligt, men også et digterisk vendepunkt for Jens Rosendal. Op til da havde han især markeret sig som politisk aktivist og ivrig modstander af det daværende EF. Til eksempel skrev han i 1979 sangen »Engang var frihed ordet« – der også findes i Højskolesangbogen – med linjerne: »Nu beder jeg om grænser,/ for folket, som er mit,/ et land til at befæste/ det vi tør kalde frit.«
Med »Du kom med alt det der var dig« blev der pludselig åbnet op for en mere sårbar og følelsesbetonet side af forfatterskabet, som også banede vejen for hans senere gennembrud som moderne fortolker og forvalter af den folkelige sang.
Oprindelig var det dog slet ikke Jens Rosendals plan, at sangen skulle bruges til at ’springe ud’ med. Et enkelt sted i teksten havde han skrevet »næve« i stedet for »hånd«, men ellers bar sangen ikke præg af at være skrevet til en fyr. Det var først, da en journalist fra Jyllands-Posten under et interview i forbindelse med hans 50-årsfødselsdag i 1982 spurgte ham, om ikke han kunne løfte lidt af sløret for, hvem pigen i sangen var, at han pludselig hørte sig selv svare: »Nej, det kan jeg ikke. For det er ikke en pige, det er en fyr.«
Artiklen kom til at vække stor opsigt i de miljøer, Jens Rosendal selv færdedes i. Ikke mindst i kirkelige kredse blev der snakket meget.
»Jeg var selvfølgelig ikke bekendt med alt, hvad der blev sagt, men jeg kunne sørme godt fornemme, at snakken gik,« siger han.
Men sådan måtte det nu engang være. For Jens Rosendal kunne ikke længere holde ud at leve med sin hemmelighed – eller rettere:
»Jeg kunne måske godt leve med min hemmelighed, men jeg kunne ikke dø med den.«
Prisen for kærlighed
Tyve år fik Jens og Ulrik sammen, inden det i 2001 pludselig var slut. Uden varsel faldt Ulrik en dag om med et hjertestop.
»Jeg var i København for at holde foredrag, da jeg blev ringet op med beskeden om, at han var død,« fortæller Jens Rosendal.
»Lægen sagde, at det var sket på samme måde, som når man slukker for en kontakt. Han havde åbenbart en fejl på hjertet, som altid havde været der.«
Ulriks død efterlod Jens Rosendal i dyb sorg, og endnu engang blev det poesien, som hjalp ham med at sætte ord på det, der var for svært at tale om. Senere samme år skrev han »Kærlighedssang ved et tab« – eller »Som solskin over mark og hav«, som sangen også hedder – der gør status over deres tid sammen:
»Det følgeskab blev lykke her
hver dag var livet livet værd
og uden vej tilbage,
men prisen er så kæmpestor
for kærlighed på denne jord
dog aldrig skal jeg klage.«
I Højskolesangbogen følger »Som solskin over mark og hav« lige efter »Du kom med alt det der var dig« og slutter dermed en cirkel i Jens Rosendals personlige liv. Siden har han udbygget sin litterære hyldest til den homoseksuelle kærlighed med tre nye salmer. De er skrevet i 2012 i forbindelse med vedtagelsen af den nye kønsneutrale vielseslov, som gør det muligt for mænd at blive gift med mænd og for kvinder at blive gift med kvinder. I salmen »I dag er det glæden der fylder det hele« hedder det blandt andet:
»Og det som du skjulte og det som du knægted
tør du komme nær
for det du forrådte og det du fornægted
er kærlighed værd.«
»Det er så mærkeligt,« siger Jens Rosendal og kigger eftertænksomt frem for sig.
»I min tid har der været to store kirkepolitiske begivenheder, som fuldstændig har slået kolbøtter hen over hovedet på mig. Den ene var, da kvinder langt om længe fik lov til at blive ordineret. Og den anden var, da homovielser blev tilladt. Nu er der blevet rettet op på tingene, så vi næsten kan være det bekendt,« siger han og tilføjer med en blanding af beskedenhed og stolthed:
»Og jeg havde aldrig troet, at jeg skulle komme til at sætte mærker på de ting. Det er alligevel lidt flot.«
– Så den unge Jens fra Vendsyssel kom alligevel til at vække lidt opsigt?
»Ja, han kom så alligevel til at flytte en hel masse. Sådan i forståelsesrammerne. Det gjorde han godt nok.«
Harald Ingemann Nielsen (født 26.10.1941, død 11.08.2015)
Han blev Årets Fund i 1959, og i 2010 blev han optaget i Fodboldens Hall of Fame.
Harald Nielsen skabte sig en erhvervskarriere via OL-fodbolden
82 mål for Bologna skabte Harald Nielsens karriere i italiensk fodbold.
Kilde: Helsingør Dagblad 18 jul. 2021
Tommy Poulsen m.fl.
Harald Nielsen er uden tvivl den, der har fået mest ud af at deltage i De Olympiske Lege.
Han blev olympisk topscorer med seks mål og vandt sølvmedalje sammen med det danske fodboldlandshold.
Da Italien åbnede for adgang for professionelle fodboldspiller 5. maj 1961, var Harald Nielsen en af de første, der skrev kontrakt.
Atalanta henvendte sig som de første, men Harald Nielsen forlangte 200.000 kroner for at skrive under. Atalanta tøvede, og inden de besindede sig, havde Axel Pilmark henvendt sig til sin gamle klub Bologna og fået dem til at opfylde Harald Nielsens krav.
Da Atalanta sagde ja til at betale 200.000 kr., måtte Harald Nielsen sige:
Beklager, jeg har skrevet under med Bologna.
Atalanta købte i stedet Flemming Nielsen og Kurt Christensen.
Dansk eventyr
Det blev starten på et dansk eventyr i Italien, hvor Harald Nielsen blev topscorer i den italienske Serie A i 1963 med 19 mål og 1964 med 21 mål, og han blev italiensk mester med Bologna i 1964. Samme år blev han årets sportsmand i Italien.
Han var også med til at spille Bologna til en andenplads, en tredjeplads og to fjerdepladser i ligaen, og han endte med at score 82 mål for Bologna i 157 kampe.
Han er registreret for 81 mål. Mål nr. 82 var det vigtigste. Det faldt i finalen om mesterskabet mod Inter, da han scorede til slutresultatet 2-0.
Målfarlig
Harald Nielsen var et talent ud over det sædvanlige hjemme i Frederikshavn. Som drengespiller i 1955 scorede han 106 mål i 20 kampe. Som junior i 1957 lavede han 92 mål i 22 kampe. Og som ynglingespiller i 1958 scorede han 62 mål i 14 kampe, inden han blev rykket op på serie1 holdet.
I 1957 kom han med på det jyske unionshold til landsjuniorstævnet, og i maj 1958 debuterede han på ynglingelandsholdet.
I 1958 blev han højre wing på Frederikshavns andethold og var med til at sikre oprykning til jyllandsserien.
I 1959 debuterede han på Frederikshavns bedste hold som 17-årig og blev topscorer i 2. division med 19 mål. Han var dermed med til at sikre Frederikshavn oprykning til 1. division. Han scorede ikke i de fire første kampe mod AIA, B1901, Randers og B1913, men hans to mål i den femte kamp, da de vandt 4-3 over Horsens, satte ham i gang.
Yngste nogensinde
Hvordan kunne han få debut på A-landsholdet som 17-årig?
Jo, det skyldtes, at A-landsholdet havde tabt 6-0 til Sverige i Idrætsparken, og at Ole Madsen havde armen i gips i fire måneder.
Gode råd var dyre, så i en alder af 17 år og 323 dage debuterede han mod Norge 13. september 1959 og scorede et af målene i den danske sejr på 4-2. Han var uimponeret over at spille over for “Hvalfangeren” Thorbjørn Svendsen, der efter kampen sagde:
– Harald Nielsen er den bedste danske angriber siden Carl Aage Præst!
Haralds kommentar:
– Thorbjørn Svendsen mindede utrolig meget om vores egen Mogens Jørgensen, der er centerhalf hjemme i Frederikshavn.
Brasiliansk
1960 var olympisk år, men Harald Nielsen fik en del kritik i foråret.
UK var parat til at erstatte ham med Egon Jensen, Esbjerg, på A-landsholdet, selv om han reelt var halfback, og med Kjeld Petersen, B1913, på U-landsholdet.
maj 1960 skulle et dansk landshold møde Brasiliens verdensmestre. DBU havde ikke råd til at betale brasilianerne, så det var ikke en officiel landskamp, men det var landsholdet, der stillede op til kampen.
Brasilien vandt 4-3, men Harald Nielsen lavede to mål, løb rundt med selveste Bellini, Brasiliens VM-anfører, og hans mesterstykke var oplægget til det tredje danske mål, scoret af Henning Enoksen.
Efter den kamp var Harald Nielsen selvskrevet til OL-holdet, og da han scorede tre mål i Jyllands sejr på 6-3 over København i unionskampen i Aarhus, var ingen i tvivl. Han endte også som topscorer i 1. division med 19 mål, og han skød Frederikshavn op som nummer fem i 1. division i klubbens debutsæson.
To hattrick
Harald Nielsen scorede tre mål, da Danmark slog Finland med 4-0 i oktober 1959, og han lavede også tre mål i 7-2 sejren over Grækenland i juli 1960 i København.
Danmark kom til OL. De danske spillere var spændte. Harald Nielsen var ikke i tvivl:
– Vi vinder guld!
OL-minder
Jysk Fynske Medier varmer op til det kommende OL i Tokyo med en artikelserie om stort og småt fra OL’s omfangsrige historie.
Vi kigger på nogle af de store danske øjeblikke, og vi kommer rundt om nogle af de mange profiler og mindeværdige øjeblikke, som OL har skabt gennem tiden.
Poul Pedersen sagde til undertegnede:
-Jeg tænkte “Kan den unge mand fra Frederikshavn da ikke bare holde sin kæft”.
Poul Pedersen var Harald Nielsens store forbillede. Et par år forinden havde Harald skrevet til Poul Pedersen og fået hans autograf.
Danmark åbnede med at vinde 3-2 over Argentina på to mål af Harald Nielsen.
Harald Nielsen åbnede scoringen i Danmarks heldige sejr på 2-1 over Polen, og han scorede de to sidste mål i 3-1 sejren over Tunis.
I semifinalen mod Ungarn åbnede Harald Nielsen scoringen til 1-0. Han fik straffespark, som Flemming Nielsen brændte, og han lavede et mesterstykke, da han lagde op til Henning Enoksens mål til 2-0. Harald løb fra sin ungarske modstander over 40 meter, og fra baglinien sendte han bolden ind til Henning Enoksen, der scorede med det kolde højreben.
Danmark var klar til finalen.
– Vi vinder 3-0, sagde Harald Nielsen, der som den eneste havde tippet dansk sejr på 2-0 i semifinalen.
Danmark tabte 3-1.
Færdig som 18-årig
oktober 1960 spillede Harald Nielsen sin 14. og sidste landskamp. Han nåede at score 15 mål for A-landsholdet, men tre dage før hans 19års fødselsdag var det slut.
Han kritiserede DBU i skarpe vendinger i mange år, men de stokkonservative fodboldledere ville ikke gøre som svenskerne og tillade de professionelle på landsholdet.
DBU og Erik Hyldstrup truede Harald Nielsen og Frederikshavn med at erklære ham professionel i 1960, fordi han havde tjent 20.000 kr. på at udgive bogen “Harald scorer”. Det gik dog i sig selv igen.
Haralds reaktion:
– Hvad med Knud Lundberg, Eigil Nielsen, Henry From, Poul Pedersen og alle de andre, der har udgivet fodboldbøger? Skal de også erklæres professionelle?
DBU fandt det umoralsk at tjene penge på amatørsporten.
Harald Nielsen fortsatte med at kritisere DBU, og i 1977 fik han stor betydning, da han sammen med Helge Sander fremlagde en plan for en piratliga. Dermed gav han det endelige stød til, at DBU vedtog betalt fodbold fra 1978.
I 2010 blev han indlemmet i DBU’s Hall of Fame.
Hård start
Harald Nielsen fik en hård tid, da han kom til Bologna.
Han startede med at score, men i fire måneder var han ikke med på Bolognas hold. Han var alene i Italien.
– Jeg fandt ud, at jeg var for dårlig til at tæmme en bold. Først da jeg lærte det, fik jeg succes, forklarede han.
Kort før afrejsen havde han mødt Rudi Hansen under indspilningerne til “Far til fire for fuld musik”, hvor han spillede fodboldtræneren for Lille-Per Mister.
juni 1961 kørte Rudi galt i en bil med Volmer Sørensen bag rattet, og hun var indlagt på sygehuset i 98 dage.
I oktober 1961 kom Rudi Hansen til Bologna for første gang, og der var hundredvis af tilskuere, da Harald Nielsen modtog sin kæreste. Derefter var de sammen hele tiden lige indtil hans død i 2015.
I februar 1962 begyndte det at gå bedre med fodbolden. Harald blev fast mand. Han scorede otte mål for Bologna, der sluttede på fjerdepladsen. Det gentog sig i 1962/63 efter Inter, Juventus og Milan.
juni 1964 vandt Bologna det italienske mesterskab med en sejr på 2-0 over Inter.
I 1965 blev Bologna kun nummer seks, Harald scorede 13 mål.
I 1966 blev det til en andenplads og 12 mål af Harald Nielsen.
I 1967 lavede han otte mål, og Bologna blev nummer tre.
Imponerende med de flotte placeringer i betragtning af, at der var masser af åbenlys jalousi fra Pascutti og Helmut Haller.
Verdens dyreste
I sommeren 1967 blev han solgt til Inter som verdens dyreste fodboldspiller. Pris: Seks millioner kroner.
Med Inter F.C. vinder han det uofficielle verdensmesterskab for klubhold ved at slå Santos med Pele på holdet, 1-0 i New York, hvilket blev en historisk kamp idet det var den første, der blev vist per satellit og til mere end 120 lande. HN havde dog ikke samme succes i Inter F.C. som han havde haft i tiden i Bologna, og rygskader der senere skulle ende karrieren, begyndte at melde sig. Harald Nielsen nåede også at spille for Napoli og Sampdoria, inden han i 1970 sluttede sin karriere.
Da DBU før 1971 ikke anerkendte professionelle fodboldspillere, blev Harald Nielsen udelukket fra landsholdet, da han rejste til Bologna i 1961. HN nåede at spille 14 landskampe og score 15 mål – til trods for at han ikke var fyldt 19 år, da han blev udelukket fra landsholdet.
Han fik Helenio Herrera som træner – kendt som verdens mest defensive træner, opfinder af det defensive “Il catenaccio”-system. Herrera endte med at blive fyret, og Haralds fodboldmæssige eventyr nærmede sig afslutningen.
I 1968 kom Harald Nielsen til Napoli og i 1969 til Sampdoria, begge steder uden succes, og 28. april 1970 var det definitivt slut i Italien.
Verdens bedste fodboldspiller havde alle en mening om, også Harald.
– Ingen tvivl for mig. Det var argentineren Omar Sivori, sagde han hver gang, vi mødtes.
Hjem til Danmark
Rudi og Harald blev i Italien i 1972, mens de opbyggede deres nye virksomhed med import af bl.a. lædervarer.
Rudi og Harald flyttede hjem til Søbredden 10 i Gentofte. Han brugte tiden på sin nye virksomhed og på foredrag om sin karriere og kritik af dansk fodbold, indtil han blev præsident i FC København.
To jubilæer
maj 1980 stillede Harald Nielsen op til 20års jubilæum for OL-sølvmedaljerne i Rom i 1960 og scorede et flyvende hovedstødsmål i sejren på 4-3 over Horsens i Hornsyld.
I 2010 tog Harald Nielsen initiativet til 50års jubilæum. Otte spillere fra OL-holdet var samlet til fest i Klampenborg hjemme hos Harald Nielsen på finaledatoen 10. september 2010.
I 2015 døde Harald Nielsen af kræft. Han blev 73 år.
I anledning af hans fantastiske karriere blev der opstillet en statue af Harald Nielsen i Frederikshavn foran Arena Nord. Det er Danmarks eneste statue af en fodboldspiller. Også på det punkt var Harald Nielsen enestående.
Fodboldspillerkarriere
Harald Nielsen startede som fodboldspiller i Frederikshavn Ffi og havde fra han var helt ung som mål at blive professionel fodboldspiller. Han debuterede på det danske ynglingelandshold i 1958, og i den næstbedste danske række for Frederikshavn 15. marts 1959. Han blev rækkens topscorer, Frederikshavn rykkede op, og HN debuterede på det danske landshold 13. september 1959 mod Norge i Oslo. Han scorede et enkelt mål i sin debut, og han er stadig den yngste danske landsholdsspiller nogen sinde. Han var 17 år og 322 dage gammel da han debuterede.
Harald Nielsen debuterede i den bedste danske række mod Boldklubben Frem den 20. marts 1960. Frederikshavn vandt 3-1 og han scorede alle tre mål. Succesen fortsatte året ud. Frederikshavn blev nummer fem, og han blev topscorer i 1. division (svarende til den nuværende Superliga). I sommeren 1960 vandt landsholdet – kaldet sølvholdet – sølvmedaljer ved OL i Rom, og han blev turneringens topscorer. Betegnelsen ‘Guld-Harald’ opstod imidlertid i forbindelse med denne turnering, da HN både før og under turneringen troligt fastholdt, at Danmark ville vinde guld. Året efter blev han kåret som Årets fodboldspiller i Danmark i en ny konkurrence startet af dagbladet Aktuelt. Da Harald Nielsen forlod Frederikshavn (FfI) lå klubben nummer et i 1. division (svarende til den nuværende Superliga).
I 1961 kom Harald Nielsen til Bologna i Italien, hvor han blev italiensk mester i 1964 og liga-topscorer i både1963 og 1964. Efter seks sæsoner i Bologna skiftede han i 1967 til Inter for en overgangssum på en halv milliard Italienske Lire (ca. 6 mio. kr.), hvilket gjorde ham til den tids dyreste fodboldspiller i verden og hidtil eneste dansker der har opnået denne status. Med Inter F.C. vinder han det uofficielle verdensmesterskab for klubhold ved at slå Santos med Pele på holdet, 1-0 i New York, hvilket blev en historisk kamp idet det var den første, der blev vist per satellit og til mere end 120 lande. HN havde dog ikke samme succes i Inter F.C. som han havde haft i tiden i Bologna, og rygskader der senere skulle ende karrieren, begyndte at melde sig. Harald Nielsen nåede også at spille forNapoli og Sampdoria, inden han i 1970 sluttede sin karriere.
Da DBU før 1971 ikke anerkendte professionelle fodboldspillere, blev Harald Nielsen udelukket fra landsholdet, da han rejste til Bologna i 1961. HN nåede at spille 14 landskampe og score 15 mål – til trods for at han ikke var fyldt 19 år, da han blev udelukket fra landsholdet.
Film
Harald Nielsen medvirkede i 1961 i filmen Far til fire med fuld musik, og han giftede sig i 1963 med skuespilleren Rudi Hansen, der spillede rollen som Mie i alle Far til fire filmene.
Erhvervskarriere
Efter at være stoppet som aktiv fodboldspiller startede Harald Nielsen firmaet Rudi & Harald Nielsen A/S, sammen med sin kone, Rudi, der importerer italienske lædervarer til Skandinavien. HN forsøgte i 1970erne at overtale DBU til at indføre professionel fodbold i Danmark, og da han ikke havde held med det, begyndte han i 1977 sammen med Helge Sander at oprette en professionel liga, DPF, Dansk Professionelt Fodboldforbund, med den hensigt at presse DBU. Da det stod klart for DBU at DPF havde mulighed for at starte den nye liga fra foråret 1978, besluttede ledelsen i August 1977 at indføre professionel fodbold i Danmark fra foråret 1978. I starten af 1990erne var Harald Nielsen med til at starte fodboldklubben, F.C. København, hvor han var bestyrelsesformand i perioden 1992-1997, og herefter menigt medlem af bestyrelsen til oktober 2006. Han var FCK’s første æresmedlem og ser alle FCK-hjemmekampe fra sin plads i Parken. Udover hans senere rolle som fodbold-entreprenør var han en succesfuld erhvervsmand, der havde startet og sad i bestyrelsen for flere virksomheder, blandt andet Planet-Huse, der i dag er det største sommerhusbyggefirma i Danmark, samt Active Sportswear A/S og ABSI A/S. I 1997-2007 indtrådte Harald Nielsen som præsident for Rebildselskabet, der havde finansielle problemer, og får vendt selskabets økonomi med en benefactor-struktur. Harald Nielsen ledede Se og Hør Gunnar Nu Fonden i 18 år efter Gunnar “Nu” Hansens død frem til 2009, og forestod uddeling af mere end 9 millioner kroner til Dansk sport.
Harald Nielsen har skrevet seks bøger, kendt som Harald-bøgerne, på toppen af sin fodboldkarriere og lavet flere tv-serier.
Harald Ingemann Nielsen døde den 11. august 2015 efter længere tids sygdom. Han blev 73 år.
