Foto fra 1961: Min mor – Karen Sørensen – ved kagebagning i køkkenet, sammen med sit yngste barn, min lillesøster Anna Birgit.
Sted: “Klarup” i Sønder Harritslev pr. Hjørring, hvor vi boede fra 1952 til 1963.
På min mors indkøbssedler kunne der stå ord som
Husblas, Potaske, Natron, Hjortetaksalt, Sukat, Sæbespåner, Blånelse.
Min mor, der var født i 1911, skrev fortsat navneordene med stort begyndelsesbogstav efter Retskrivningsreformen i 1948 – det samme gjorde Karen Blixen i øvrigt.
Mor skrev hele livet aa for å og skulde, kunde, vilde for skulle, kunne og ville.
Min mor vidste, at husblas skulle bruges som stivelse til for eksempel desserten citronfromage.
Jeg var som barn ren “køkkenskriver” i mors køkken, men som voksen kunne jeg finde på at tænke over oprindelsen til ord som husblas, som vi har fra ældre tysk Husenblase, egentlig “størblære”, dog senere lavet af for eksempel torskens svømmeblære, der blev tørret og anvendt som bindemiddel.
Også ord som potaske og hjortetaksalt lokkede til opslag i ordbogen!
I sit køkken havde mor et dørslag ( jf. tysk Durchschlag, en si), en potageske (en ske til at øse suppe med), en fløjtekedel og en blå kaffekande (en “Madam blå”).
Efter den månedlige storvask ventede der en masse strygetøj, som min mor dynkede (stænkede) med vand inden strygningen.
Jeg fandt ordet “dynke” i en sang fra Rugens Sange (1906) af Jeppe Aakjær (“Jeg bærer med smil min byrde”), som slutter med ordene “Mit hjerte skælver af glæde, blot duggen dynker et strå”.
Det er en fornøjelse at fordybe sig i både hverdagssprog og i poetisk sprog.