Vrensted, d. 30. august 2022
MEMORANDUM
VRENSTED AKTIVITET CENTER FONDEN
BERETNING OVER FORMÅL, OPRETTELSE, FINANSIERING OG DRIFT AF BYENS TIDLIGERE ALDERDOMSHJEM (1992 – 2022 )
I 1990 besluttede Løkken-Vrå Kommune at nedlægge Vrensted Alderdomshjem.
Der opstod i Vrensted stor interesse for, hvad der skulle ske med den markante bygning med 16 værelser, lejlighed, køkken, opholdsrum, kælder og terrasse.
Løkken-Vrå kommune var udset til at modtage flygtninge fra det tidligere Jugoslavien, som var opløst, og det kunne være et emne til indkvartering af flygtninge. Det var ikke særlig spiseligt for beboerne i Vrensted, og der opstod et ønske om at bruge bygningen til lokale formål.
Kommunen indkaldte til møde i Forsamlingshuset, hvor alle foreningerne og beboerne var inviteret.
Et forslag på mødet fra Murer Evald Nielsen om oprettelse af et center, der kunne tilbyde trænings-hold for fodboldklubber fra Norge og Sverige, lejrskoler fra danske skoler, turister og klubber for pensionister og ungdomsklubber. Det var også velegnet til mindre familiefester og møder som forsamlingshuset dog gav indsigelse imod.
Forslaget blev af forsamlingen mødt som et bud på en mulighed for at bevare bygningerne til gavn for lokalområdet.
Det var afgørende, at lokale foreninger støttede forslaget og ligeledes kommunalbestyrelsen,
Der blev lavet en liste med 10 lokale foreninger og klubber, som støttede op om forslaget og der blev nedsat et udvalg til at arbejde videre med forslaget.
Valgt blev Evald Nielsen, Svend Aage Andersen, Aarle Nielsen, Elmer Kristensen og Jørgen Nielsen. Udvalget tog kontakt til Kommunens erhvervschef Eric Lindstrøm, som frit kunne benyttes og blev vores administrator.
Den 5. september blev der indkaldt til stiftende møde i idrætsforeningens klubhus, hvor de tilsluttede foreninger valgte en bestyrelse, som skulle søge om oprettelse af en fond og senere indgå som fondsbestyrelse til VRENSTED AKTIVITET CENTER FONDEN, og arbejdet kunne således gå i gang.
Valgt til bestyrelsen blev de samme personer, som det valgte udvalg og der blev et stort arbejde med at lave aftaler med klubber, skoler og Løkken turistkontor.
Der blev indsendt formål og budgetter til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om at oprette en fond. Det blev imødekommet og fonden blev registeret den 5/9 1991 og var således pligtig til at indsende årsregnskab og beretning om fondens drift og forventning fremover til Fondsstyrelsen til godkendelse.
Ved konstitueringen på Fondens første bestyrelsesmøde meddelte Evald Nielsen, at han trak sig som formand for bestyrelsen og valgt blev formand Svend Aage Andersen, næstformand Aarle Nielsen, Elmer Kristensen som kasserer og Jørgen Nielsen og Evald Nielsen som øvrige medlemmer.
Der blev kontaktet to uafhængige ejendomsmæglere, som hver især skulle vurdere ejendommens værdi til kr. 600.000. Der var således en statusformue, der blev udnyttet til fondskapital kr. 300.000 og pantebrev for lån i sparekassen ligeledes kr. 300.000 til køb af ejendom.
Bestyrelsen var således klar til at udarbejde budgetter til brug for at fremskaffe lån og tilskud til køb af ejendommen, istandsættelse, indkøb af sengelinned m.m. og ansættelse af bestyrer.
I oktober 1991 blev der givet tilsagn om forhåndslån fra kreditforening, men der blev ret hurtig alvorlige problemer, da kreditforeningen senere krævede, at Løkken-Vrå Kommune skulle være garant for lånet i hele dets løbetid, hvilket kommunen ikke kunne imødekomme. Det satte det hele i stå og der skulle søges om mere finansiering i Løkken Sparekasse til et absolut nedsat budget.
Formand og kasserer fremlagde på et møde med sparekassen det absolut mindste behov til finansiering af projektet. Sparekassen havde på forhånd givet tilsagn om et lån kr. 300.000 til køb af bygningerne og en kassekredit kr. 125.000 og nu var der brug for en yderligere kredit på kr. 300.000.
Sekretæren i sparekassen var meget tilbageholdende med ansøgningen, men følte sig meget presset, da vi havde tilsagn af 10 lokale foreninger, som støttede op om projektet. Kreditten blev bevilliget, men da vi var på vej ud ad døren kom bemærkningen, ”at de penge så de aldrig mere”.
Således kom det heldigvis ikke til at gå, derimod kom Aktivitetscenteret senere til at erlægge kr. 250.000 plus renter til Sparekassens konkurs og dårlige ledelse.
Finansieringen kom således til se sådan ud:
- Løkken Sparekasse kr. 300.000 til køb af ejendom
- Løkken Sparekasse kr. 300.000 til istandsættelse af centret og
- Kassekredit kr. 125.000
- Tilskud E F. kr. 100.400
- Vandskade fra kommunen kr. 105.000
Vi var nu kommet frem til juni måned 1992, og så blev der travlt. Povl Nielsen blev ansat som bestyrer og med god hjælp af Anna, som blev ansat på deltid og med Grethe Hansen som hjælp til opstart. Der skulle rengøres og købes sengelinned og opsættes flere køjer og køkkenet skulle opdateres til at bespise op til et større antal personer til det nuværende med lejrskoler og større forsamlinger og alt blev klart til start.
Ved åbningen af centeret var feriesæsonen ved at være overstået, men det lykkedes at få besøg af en lejrskole fra Sjælland og turister fra Løkken turistbureau. Og det kunne godt og vel overholde det stramme budget det første år.
Centeret var delvis nedlukket om vinteren, men der blev lavet aftaler med fodboldklubber, som efter aftale kunne bruge idrætsforeningens boldbaner, som var grønnere tidligere om foråret i Vrensted end i Norge og Sverige.
I årene fremover blev der pæn belægning hen over sommeren, som var resultatet af Povls ihærdige markedsføring med mange aftaler og uddeling af materiale af feriecenteret.
Økonomien var styret stramt af Povl og der blev i årene fremover plads til små og lidt større investeringer. Der blev investeret i et solvarmeanlæg, der kunne supplere det store varmeforbrug og opført en pavillon i haven til hygge og samvær for gæsterne.
Den store indsats af Povl og Anna var årsag til, at der kom mange forskellige gæster til Vrensted for at overnatte med morgenmad, og hvis ønsket, kunne de få madpakke med på turen i omegnen.
Der var således en stabil årrække, hvor udlejningen kunne ses positivt på regnskabets bundlinje.
I år 2003 fik bestyrelsen brev fra Advokatfirmaet JOHANNES FUNCH Sindal om, at Vrensted Centeret var tiltænkt en arv fra familien Bedholm. De 3 ugifte søskende ejede Vrensted Bageri og konditor. Der var butik med salg af brød og kager. I gamle dage, var der desuden varetur i omegnen på forskellige dage på forskellige ruter med hestevogn med brødkasse på ladet, som var meget populære. Bageriet ophørte efter en lang årrække, og efterhånden, som der var dødsfald blandt de 3 søskende. Den længst levende MARIANE MARGRETHE BEDHOLM var ejer af en formue, som var opsparet gennem årene og som ønsket blev testamenteret til forskellige foreninger i Vrensted.
Vrensted centeret blev tiltænkt en hovedpart af formuen med et væsentlig beløb og blev gravsteds holder for familiens gravsted på Vrensted Kirkegård.
Der var fra start tilknyttet revisor Tage Kilsgaard Hjørring og brug af advokatfirmaet Henrik Skaarup Brønderslev, senere blev revisor Tage Kilsgaard fravalgt og der blev taget kontakt til revisor Ole Olesen, Vrå, hvor der blev et godt samarbejde fremover.
2006 blev et skelsættende år, Povl ønskede at gå på efterløn og fratrådte som leder af centeret, Anna fratrådte samtidig, og det blev en stor forandring. Der blev annonceret om ny leder og lavet ansættelseskontrakt med en ung pige som leder af centeret. Det blev aftalt, at Povl skulle vejlede med de mange forskellige opgaver, indkvartering af gæster med overnatning og bespisning, indkøb, bogføring rengøring m/m. Da Povls vejledning ophørte blev det klart, at opgaven var for stor, og hun bad om at blive fritaget af kontrakten.
Ny lokal leder blev i 2006 ansat midlertidigt. Bestyrelsen måtte erkende, at efter Povl og Annas indsats blev det svært at forsætte en rentabel drift fremover og det blev besluttet at sælge centeret.
Der blev taget kontakt til 2 ejendomsmæglere og den højeste vurdering var kr. 1.800,000 og der blev handlet til kr.1.700.000. Det blev skelsættende, da Fondskapitalen på kr. 300.000 nu var kontantbeløb, som altid skulle være til stede.
I 2012 vurderede bestyrelsen, at der var for mange formaliteter og omkostninger som fond med en svag økonomi. Bestyrelsen besluttede derfor at søge om at få Fonden nedlagt og i stedet oprette en lokal forening. Fonden gik således i frivillig likvidation og det blev et større arbejde af både revisor og advokat med opgørelser og formål at dokumentere, at fondsmidlerne for eksempel ikke måtte tilfalde enkelte personer. Alt lykkedes og der blev oprettet en forening: FORENING TIL FREMME AF KULTUR OG IDRÆT I VRENSTED (VRENSTED FONDEN), hvor de tilsluttede foreninger fremover skulle vælge bestyrelse på den årlige generalforsamling ifølge foreningens vedtægter. Samtidig blev der valg til lokale revisorer og suppleanter.
Der kunne nu søges om økonomisk tilskud til Kultur og Idræt af de forskellige foreninger og klubber. Og der blev gennem årene givet til mange forskellige små som større projekter. Der kan nævnes Byens Hus, trøjer til fodboldspillere, it-udstyr til Lokalhistorisk Arkiv, garanti for børnehavens kredit i pengeinstitut, etablering af byport nord til det samme som ved byport syd, kontantbeløb til opstart af Ane Maries Hus og deres oprettelse af et ApS, beløb til haveprojekt i Ane Maries Have, og senest beløb til foreningssamvirkets infotavler ved indfaldsvejene til Vrensted.
Bestyrelsen kunne se, at de små og større beløb var medvirkende til, at kultur og idræt har fået en positiv udvikling i Vrensted.Det var også for bestyrelsen en tilfredshed, at arven fra familien Bedholm medvirkede til, at formuen blev givet tilbage til lokalområdet. Det var helt efter familiens ønske.
Da der ikke blev tilført ny pengebeløb til foreningen og kassebeholdningen fik en størrelse, hvor der ikke var grundlag for en fortsat drift, besluttede bestyrelsen derfor at nedlægge foreningen.
På 2 generalforsamlinger den 25/3 2022 blev bestyrelsens forslag vedtaget og restbeløbet blev tildelt 2 foreninger og der blev oprettet elstik ved byport syd som i nord til julebelysning.
I bestyrelsen har 3 medlemmer været med i hele forløbet, og der har været få ændringer undervejs for 2 medlemmer.
Svend Aage Andersen
Fhv. bestyrelsesformand
P.T: Nuværende ejer har desværre ikke fundet det attraktivt at gøre brug af den store bygning til erhvervsmæssig aktivitet og står nu som en bygning som venter på, at ejeren medvirker til en bedre standard. Det gælder i særlig grad udenomsarealer, som afviger meget fra områdets standard, og som et område, som byen kan vise frem for lokale og de mange gæster til Byens Hus og Ane Maries Hus.
nedenfor 2 billeder: