Min fars murerforretning fortalt af sønnen Leo årg. 1936.
Når jeg kigger tilbage i min slægtshistorie, er det sjovt at lægge mærke til at familiernes erhverv ofte fortsætter i flere generationer. Min fars far og bedstefar var alle husmænd og murere. Kun ved min far og Svend, var murerfaget alene.
Så vidt jeg kan se startede far sin murerforretning op i 1927, samtidig med at han blev gift med min mor Else og de flyttede ind i det nyopførte hus på Vingevej 11.
Det var vel næsten samtidig med murermester Charles Andersen. Hvordan de delte arbejdet mellem sig ved jeg ikke, men mon ikke det også drejede sig om pris og personer.
Far havde så vidt muligt de samme folk år efter år. Her husker jeg Chr. Sloth, Arnold, Ernst, Ludvig Haslund fra Manna samt Svend og Bernhard som lærlinge. Håndlangere var Valdemar og Emil. Men antallet svingede meget afhængig af arbejdets omfang. Så blev der skaffet folk andre steder fra end Vrensted. Arbejdsstyrken kunne svinge fra ca. 5-6 og op til 20-25 i den første tid efter besættelsen.
Jeg husker ikke meget byggeri i Vrensted, men jeg mener der også i Vrensted by blev bygget huse af min far Jeg husker de to røde huse lige overfor barber Simoni, måske fordi de den dag, der blev støbt over kælderen, havde Bedholm fået de runde AMA-is hjem, og dem ville jeg gerne smage. Far ville ikke give mig penge, men så sagde folkene at så ville de give. Så måtte murer-Christian op med læderet.
Men da Marschall-hjælpen kom i gang efter besættelsen, kom der gang i byggeriet. Her havde far meget arbejde på landbrugsbygninger, både i Vrensted og omegn. Også i Mosen blev der udstykket fra de store gårde, og her byggede far en del statshusmandsbrug. Da vi senere fik bil, skulle vi på søndagsturene altid hen forbi nogle af dem, og mor sagde altid, at dem har vi bygget. Murer Christian sagde ingenting. Han var en mand af få ord. Men han måtte have været stolt. Ja og på turen hjemad, skulle vi altid forbi en bestemt mark lige ved Vildmosekroen, for at få muldvarpeskud med hjem til planterne.
Men det største byggeprojekt jeg husker, er byggeriet af et antal ens enfamiliehuse i Hirtshals. Også dette var lige efter besættelsen. Men på det tidspunkt var der mangel på byggematerialer, så sammen med en tømrer fra Manna købte de en nedlagt tysk forlægning og flygtningelejr i Snevre. Bygningerne var opført af tyskerne som en forlægning for adskillige lytteposter placeret omkring Hirtshals. Bygningerne var opført af sten og med tagpap for at ligne en nærliggende gård. Bygningerne rummede indkvartering, garager, lager, værksted samt et vagthus med soverum, kantine samt vagtstuen ud mod indkørslen. Her spiste vi frokost. I den nordlige ende af lejren var der en bunkers med et rundt hul i toppen. Her var der nok anbragt en luftværnskanon. Bunkeren var opført som andre bunkere på vestkysten, nemlig meget solidt. Så – hvordan fik man den nedrevet. En af ideerne var, at forsyne det runde hul i toppen med en solid jernplade, fylde bunkeren med vand og så få søværnets minører til at sprænge den med en dybvandsbombe. Mon ikke dette forslag blev forkastet.
Det var jo meningen at bruge de nedrevne og brugbare materialer til byggeriet i Hirtshals. Så i 1948 begyndte nedrivningen. Der blev ansat flere folk og hver morgen startede et par biler fra Manna og fra Vrensted med kurs mod Snevre. Lastbilen fra Manna havde et lille hus på ladet til folkene. Fra Vrensted var det Reinholt og vores Ford 31 med Svend ved rattet, selv om han endnu ikke var 18.
Og så begyndte nedrivningen. Tagpap blev skovlet af tagbrædderne, hvorefter al trækonstruktion kom ned. Først herefter kom murværket. Her var der meget arbejde med at gøre stenene rene, stable dem og køre dem til Hirtshals. Et stort arbejde var det at fjerne al tagpappet. Så blev jeg spurgt om jeg ikke kunne samle nogle af mine kammerater til at afbrænde tagpappet. Så i en periode, var vi en flok knægte med til Snevre for at brænde pap. En dag blæste det op fra vest og så fløj det brændende pap over vejen og ind på den nærliggende mark hvor det var meget svært at indsamle. Mon ikke vi alle var sorte og trætte da vi kom hjem.
Jeg husker ikke noget fra byggepladsen i Hirtshals og var der sjældent på besøg, da jeg nu var startet på realskolen i Løkken. Men et par gange var min mor og mig på en lille ferie i Hirtshals, hvor vi lejede et værelse i fyrmesterboligen. Hver gang vi er på køretur deroppe, kører jeg altid op til fyret for at se vinduet.
tilføjet af jens otto madsen:
Utallige er de arbejder som Chr. Nielsen har været med i. Sammen med Charles Andersen havde han murerarbejdet på Vrensted Alderdomshjem og Vrensted Skole i 1959 da de blev opført. Desuden arbejder på Vrensted kirke, landbrugsejendomme og huse i Vrensted og omegn. I 1960 gik han i kompagni med sin søn Svend Nielsen og otte år senere overtog Svend Nielsen forretningen. Chr. Nielsen fortsatte med at arbejde en tid herefter. Han tog sig af småreparationer og mindre arbejder indtil han blev 80 år.
Her over, ejendommen Vingevej 11, hvorfra Christian Nielsen drev sin virksomhed. Grunden til venstre brev brugt som oplagsplads til stilladser, baljer m.v., nu anvendes hele dette område som have.
Leo Kjær Nielsen, oktober 2022.