Fra Ø. Brønderslev via New York til Thurø
Af musiker og lærer Steffen Westmark, der er en del af orkestret Blue Van
Steffen Westmark
The Blue Van blev dannet i 1996 i oplandet til Brønderslev og kunne i 2021 fejre 25års jubilæum. Skrev i 2004 kontrakt med det daværende største indie label i Amerika, TVT Records. Vendte efter 2 år i New York tilbage til Danmark, hvor The Blue Van skiftede label til Iceberg Music Group, med hvem de oplevede kommerciel succes med gennembrudsalbummet, “Man Up”.
Bandet har turneret intensivt i Amerika, Europa og Japan i 00’erne og har blandt andet også været del af et dansk kulturelt fremstød i Vietnam, hvor bandet spillede for Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary.
The Blue Van Albums
The Art of Rolling – The Blue Van, TVT Records, 2005 Dear Independence – The Blue Van, TVT Records, 2006 Man Up – The Blue Van, Iceberg Music Group, 2008 Love Shot – The Blue Van, Iceberg Music Group, 2010 Would You Change Your Life – The Blue Van, Iceberg Music Group, 2012 Letters – The Blue Van, Iceberg Music Group, 2015 The Van – The Van, Iceberg Records, 2018 From Responsible Sources – The Blue Van, Rå Lyd Records, 2020
Solo Albums
Deserter – S. Westmark, Playground Music Denmark, 2013 Head Perfume – Peppermint B, Northern Sky Records, 2017 Bubblegum Buddha – Peppermint B, Northern Sky Records, 2019 If Love Was A Seashell, I’d Be The Sea – Ki/West, Northern Sky Records, 2021
Udmærkelser
BMI TV Music Award 2010 (Royal Pains) BMI TV Music Award 2012 (Royal Pains) Bøger Abekatastrofer, Steffen Westmark, digtsamling, PrintXpress, 2012
Licensering
Licenseret musik til serier (bl.a. NCIS, Dallas, 90210, CSI, MTV’s Hard Times of RJ Berger) film (Bl.a. Magic Mike, Fright Night, Goosebumps, American Reunion, That’s My Boy) og reklamer (bl.a. Apple – Meet the iPad, Samsung, Time Warner Cable). Har til dato over 100 sync placements udenfor Danmark. Komponerede 3 sange til Peter Schønau Fogs filmatisering af Erling Jepsens “Kunsten at Græde i Kor”, hvor bandet også medvirker i filmen.
Steffen Westmark fra bandet Blue Van: Om sin kærlighed til musikken.
På mit hjemmekontor på Thurø lidt udenfor Svendborg står en gammel spansk Leyanda by Hohner-guitar. Der står den og venter tålmodigt, indtil jeg igen en sen nattetime bliver inspireret og febrilsk griber ud efter den, og vi igen – for gud ved for hvilken gang – tager hul på endnu et nyt nummer. Den var der, da de første spæde skridt hen imod, hvad endte med at blive Silly Boy, blev taget en aften under emhætten, med en cigaret rygende fra askebægret, i køkkenet på Bålhøj.
Den har været min trofaste følgesvend siden min barndom og mine ungdomsår i Øster Brønderslev. Den var mit første møde med musikken.
Den har altid stået i stuen hos min forældre, og så langt jeg kan huske tilbage, har den fascineret mig. Også lang tid før jeg havde et begreb om, hvad musik konkret var, havde den en nærmest magisk tiltrækningskraft på mig.
Jeg har tit prøvet på at genkalde det øjeblik, hvor jeg bliver bevidst om, at musik er en helt speciel størrelse, hvis vægt ikke kan måles på nogen form for jordisk skala.
Jeg ender altid ved to øjeblikke, hvoraf det ene er øjeblikket, hvor mine børnefingre første gang piller ved nylonstrengene på den spanske guitar. Det andet er mødet med George Dunnings psykedeliske tegnefilm fra 1968 om The Beatles, hvor John, Paul, George og Ringo hopper i en gul ubåd og sejler ned i et magisk land, hvor alle de smukke og surrealistiske billeder akkompagneres af Beatles musik.
De møder på et tidspunkt et krøllet lille væsen ved navn Jeremy, som The Fab Four fra Liverpool døber ‘Nowhere Man’.
Om det er farverne, musikken eller min bevidsthed om, at min far har placeret os foran fjernsynet på denne tilfældige søndag engang i sen-80erne med et formål, ved jeg ikke, men det er helt klart et definerende øjeblik i mit liv. Det bliver en tradition, at når filmen de følgende år bliver sendt i fjernsynet, sætter vi os i sofaen og ser den i stilhed. Det er noget, jeg har med min far, og denne uudtalte forbindelse mellem os kommer til at spille en rolle i min kærlighed til musik og jagten på den gode melodi. Som et skattekort, der gør, at jeg altid kan navigere tilbage til det øjeblik i “fattigfirserne”, hvor min far giver mig den største gave: musikken.
Jeg begynder på Øster Brønderslev Centralskole i 1987, hvor jeg møder Søren, som bliver min ven, og han bliver bogført i bogen, ved siden af fastnettelefonen, over legeaftaler. Vi mødes i første omgang ikke over musikken, men over kærligheden til 90ernes store spillekonsol, Amiga 500, og senere for at skate rundt på de hullede veje i Hallund. Vores forhold har altid været bundet sammen af en god portion fascination af hinanden tilsat et gran salt af konkurrence, selvom ingen af os er de store konkurrencemennesker. Det kan koges ned til, at Søren har dyrket håndværket, og jeg har dyrket æstetikken. Søren scorede helt klart flere mål for B70, end jeg gjorde den ene sæson, jeg var på drengefodboldholdet i ØB, men det ene mål, jeg scorede, var et perfekt hælskud, som sad præcist i nettet.
Det er en dynamik, som vi til stadighed har.
Sørens håndværk, som musiker, sangskriver og producer matches af min søgen efter en poetiske og filosofisk gransken af livet via musikken og kunsten. Han lægger murstenene, og jeg maler dem i alverdens farver.
En kaffereklame i 90eren, hvor Gevalia har tiltusket sig brugen af Jimi Hendrixs ‘Hey Joe’, ændrer alt, og fodboldstøvler og skateboards bliver skiftet ud til fordel for guitaren.
Endelig kommer det øjeblik, jeg har gået og drømt om. Jeg har fantaseret om at lave et band, dagdrømt om det i timerne på Øster Brønderslev Centralskole. I en sådan grad at det bliver nævnt til adskillige skole-hjem-samtaler. “Steffen skal bruge mere tid på at kigge ned i bøgerne i stedet for at sidde og kigge ud ad vinduerne med et fjernt blik”. Noget i den dur er nedskrevet i min klasselærers notater og bliver læst op for mine forældre til samtalen.
Ikke desto mindre bliver Leyandaen i de kommende dage puttet i sit mørkebrune kunstlæder-etui, og jeg marcherer ned til min første guitarundervisnings-time hos Bent.
Leyandaen må desværre hurtigt vige og genindfinde sig på sømmet i stuen, hængende i sin læderstrop, da det virker som om, hverken Jimi Hendrix eller Kurt Cobain er startet til guitarundervisning på spansk guitar.
Derfor droppes mellemregningerne hurtigt, og snart står der en Hank Marvin-rød Fender Stratocaster-kopi på anden etage i huset på Bålhøj. Den er den manglende ingrediens i den første og meget spæde version, af hvad der ca.15 år hen i fremtiden, bliver det danske rockband, som skriver pladekontrakt med verdens største uafhængige pladeselskab.
Efter en uheldig audition af købmandens søn står det klart, at vi har mere brug for en bassist end endnu en guitarist. Og da Allan, som Søren er vokset op med i Hallund, er den eneste, vi kender, på vores alder, der ejer en bas, flyver han igennem nåleøjet. Uden audition.
Efter en periode med øvning, ikke kun af gamle Clapton-sange, men også guitarkast fra midten af stuen hen i den nærmeste sofa, står det klart, at nogen skal synge. Kun én kandidat stiller op, og den kandidat får alle stemmerne. Ikke så meget på grund af et gudsbenådet sangtalent, nok nærmere en “hellere ham end mig-“situation.
Vi pløjer os igennem gamle bluessange og 90er-indie-rock en gang om ugen, hvor pauserne bruges på at fylde os med hvidt brød og VHS-bånd med musikvideoer “båndet” fra VH1 og MTV.
Vi bliver hurtigt notoriske på de skrå brædder i diverse ungdomsklubber i oplandet til Brønderslev, hvor vores forplejnings-rider blandt andet består af en pose lunke pilsnere gemt i den nærmeste busk. Bandet er svøbt i bredriflet fløjl og skjorter med så store flipper, at de til forveksling ligner mågevinger. I backstagelokalerne, som oftest er puderummet i den børnehave, som magisk forvandles fra et kommunalt pasningstilbud til en ungdomsklub i weekenden, hænger de lange læderjakker, hasteindkøbt ikke kun til vores koncerter, men også til årets main event, Brønderslev Marked.
Den første weekend i september, hvor Dahlgaards Tivoli åbner sluserne ind til duften af radiobiler, brændt popcorn og en sødelig lugt af candy floss, står Søren og jeg klar i vores trenchcoats med en 10-paks Prince Light i inderlommen indkøbt til lejligheden. Den bliver smugrøget bag forlystelsen ‘Det Flyvende Tæppe’, som garanterer mere kvalme end de 3-4 øl, vi vist nok har fået lov til at medbringe. I mit hoved synger Eik Skaløe: ”Det flyvende tæppe går klokken otte, Bob Dylan har ringet og sagt, vi kan nå det”. Jeg ved, at denne Bob synger noget om skiftende tider, men om han nogensinde har været i Dahlgaards Tivoli og spenderet en 20’er på en halvrusten rutsjebane, virker utænkeligt. Jeg prøver at finde forbindelse mellem de to fænomener, mens Søren spejder ud mellem kræmmerboderne for at være sikker på, at vi ikke bliver spottet af nogen, vi kender (eller nærmere nogen, som vores forældre kender).
Vi flakker lidt rundt et stykke tid og bruger vores surt tjente avisbuds-løn på Iron Maiden-flag og strygemærker med Che Guevara. På et tidspunkt ender vi ved radiobilerne, hvor vi spotter en gruppe unge mennesker, som tilsyneladende også har fundet ud af, at langt hår, fløjlsbukser og læderjakker går hånd i hånd, når man gerne med sin musiksmag og påklædning vil stå i opposition til alt omkring en. Som Ponyboy Curtis og broderen Sodapop fra Francis Ford Coppolas coming-of-age-film “The Outsiders”, årets blockbuster fra Amtscentralen, står vi selvvalgt udenfor de fællesskaber, vores klassekammerater har dannet, men i det skjulte hungrer vi efter at tilhøre en gruppe. En gruppe, vi kan definere os ud fra.
Af alle steder finder vi det fællesskab her på et kræmmermarked i Nordjylland. Et kræmmermarked, som nogle år senere bliver omdrejningspunktet i en dokumentarserie, som til forveksling ligner reality-tv, som vi kender det i dag.
Brønderslev bliver vores New York; et sted, man flygter til i weekenderne, og nogen gange i hverdagen, for at komme væk fra skolen, forældrene og H2O-sandalerne.
Når jeg stiger på 644’eren på hjørnet af Buurholtvej og Elmevej og mødes med Søren, som sidder sammenkrummet på de orange og brune sæder bagerst i bussen, mærker jeg først lettelsen over ikke at være blevet afsløret i, at vi ikke befinder os til den klassefest i downtown Øster Brønderslev, som man har informeret sine forældre om, man deltager i. Derefter begynder det at sitre i kroppen, for om en 5 kilometers penge skal vi mødes med drenge og ikke mindst piger, hjemme hos folk, hvis forældre ikke er hjemme, gå på rov i barskabets herligheder og fylde vand i flaskerne for at dække vores spor, lytte til Bob Marley og Skunk Anansie, kysse på piger under gadelygterne, diskutere venstreorienteret politik, som kun folk på 14 år kan og nå bussen tilbage, så vi ikke bliver opdaget.
De næste par år tager jeg, næsten uden undtagelse, hver dag til Brønderslev efter skole for at hænge ud på biblioteket med Jess, Tronsgaard, Lasse-far, Valler, Timon, Fløjte, Carsten Bagmand, Kap, Sander osv. osv.
Biblioteket, som også kommer til at danne ramme om et skelsættende talent show, bliver bandets uofficielle optagelsesprøve blandt Brønderslevs hårde kerne af musik-aficionadoer.
Bibliotekar Inger Aarup ser hurtigt, at den voksende skare af unge mennesker med anden musikalsk herkomst er støt voksende, og arrangerer en ‘Battle of The Bands’, som bliver den første af mange legendariske koncerter i lokalerne på 3. Sal i baggården bag biblioteket.
Inger, som udover at kickstarte koncertmiljøet i Brønderslev og senere forfatterskolen, hvor bl.a. en ung Yahia Hassan får sine litterære vinger, er klar over, at musikken mangler et ståsted.
Det at blive set af et voksent menneske, som ser en værdi i os, fremfor at se en gruppe utilpassede unge, betyder alverden for os.
Hendes myndiggørelse, sammen med en lille håndfuld medsammensvorne, giver os rygrad, og vi føler os set. Gadehjørnerne bliver lidt mindre overbelastede, efter Ingers hær af passionerede voksne mennesker giver os et frirum.
Med deres hjælp får vi organiseret os i musikforeninger, tildelt spritnye øvelokaler og får lavet udvekslingskoncerter med bands fra andre kommuner, blandt andet på Sjælland, som ellers var lukket land for et lille nordjysk band.
Jeg håber, de er klar over, hvilken stor rolle de har spillet i bandets kollektive historie. Hvis ikke, er det her sort på hvidt.
Og som jeg sidder her i min have på Sydfyn i 2020, som 38-årig i en verden, som virker mere forrykt og surrealistisk end Yellow Submarine nogensinde gjorde, står der klart, at min ungdom i Brønderslev har defineret mig mere, end jeg aner.
Om det er koncerterne på biblioteket og i Den Runde Pavillon, da den var ramponeret, og man ukritisk lod en flok unge knægte leje sig ind for 500 kroner og sælge billige pilsnere til kammeraterne uden spiritusbevilling, eller om det er cykelturene med klirrende oppakning på bagagebæreren med kurs mod bål og spontant fest i Grindsted Plantage, er underordnet.
Det, som jeg er rundet af og har gjort, at jeg har haft mod til at opsøge fællesskaber verden over via musik og nysgerrighed, er grundlagt i mine ungdomsår i Brønderslev. Bonderøven, der som Bob Dylan, uden sammenligning naturligvis, styrer direkte mod noget, der ubevidst trækker i en.
Jeg er overbevist om, at alle svinkeærinderne har været nødvendige for at jeg kunne blive den, jeg er, og har gjort, at jeg har levet med musikken, som trofast følgesvend hele livet.
Herunder en kavalkade af billeder fra steder hvor The Blue Van har spillet
Fotograf: disse billeder Martin Dam Kristensen, Kraghede
