En beretning om lokalradio og bordhockey i Brønderslev.
Af Bjarne Axelsen
Når jeg har valgt at kalde afsnittet for Mit Liv i Luften skyldes det, at jeg i 31 år har været i luften (æteren) med Lokalradioerne i Brønderslev og desuden har tilbragt en del timer i luften (med fly) for at dyrke min sportsgren – bordhockey – på verdensplan som den fortsat mest vindende spiller nogensinde på World Touren i bordhockey.
Mit liv ændrede sig faktisk ret markant, da jeg første gang bevægede mig op ad trapperne på adressen Algade 32 i Brønderslev, som 15-årig i 1990.
Igennem længere tid havde jeg hørt et reklamespot i lokalradioen, at man manglede medarbejdere på sportsafdelingen.
Hvad det præcist indbefattede, blev der ikke sagt noget om, men jeg forestillede mig, at det var noget med at være studievært, læse nogle lokale sportsresultater op osv.
Det var faktisk min mormor, hos hvem jeg voksede op, som havde forsøgt at påvirke mig til at henvende mig på lokalradioen, da hun jo vidste, at jeg var ret sportsinteresseret og også havde hørt, hvordan jeg ”legede kommentator” som barn.
Mit første møde på radioen var med Arne Volden.
Han var selv frivillig på sportsafdelingen og transmitterede bl.a. fra håndboldkampene med BI, som på daværende tidspunkt var rykket op i landets bedste håndboldrække.
Det var ikke fordi, det var nogen stor prøve, der ventede mig.
Vi snakkede lidt sammen, og så sagde Arne:
”Jeg tror sgu, du er klar til at lave noget sport. Hvornår kan du starte?”
For mig bestod prøven dog i at henvende mig.
Det var ret grænseoverskridende, for jeg var ikke den mest udadvendte, og det at skulle i radioen – og lokalradio var altså noget ret vildt dengang i en tid uden YouTube og Facebook – var altså ret udadvendt i en by som Brønderslev.
Jeg kom ret hurtigt i gang. Det var en speciel lokalradiotid, for på grund af nogle stridigheder var der lokalradio to forskellige steder i byen, nemlig på hjørnet af Bredgade og Nygade samt i Algade.
Fra Algade transmitterede Radio Veronica, Radio Fri og Hele Byens Radio, og fra Bredgade var det BNR (Brønderslev Nærradio), Radio Brundur og Byens Bedste Radio.
På hver af disse programtilladelser sad forskellige mennesker, og i radioens hede opstartsfase fra 1. maj og 3. maj 1987 og indtil 1990 havde det været en tumultagtig tid med mange stridigheder om det ene eller det andet.
Alt dette vidste jeg intet om på daværende tidspunkt, og det var måske meget godt, men på medarbejdermøderne fandt man hurtigt ud af, at verden så lidt anderledes ud indefra, end den gjorde for os, der bare tændte på frekvensen 101,2 og så ellers lyttede med.
I starten var jeg studievært på vores fredagssport (fredag fra 18 til 19) sammen med Ivan Madsen.
Der gik ikke mere end et par uger, før jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at begynde at lave interviews.
Det var selvfølgelig enormt spændende, men samtidig var jeg kun 15 år, så det var heller ikke bare noget, man lige gjorde.
Studiet var meget lille og uden vinduer, så der blev svedt godt igennem derinde fra både studievært og gæster.
Spændende var det, og fra mit første interview var jeg tændt på, at det gerne måtte blive en fast del af vores fredagssport.
Mit andet interview husker jeg bedre end mit første, for dér havde jeg gæster i studiet fra JSI (Jerslev Sterup Idrætsforening) samt personer fra Sterup, som gerne ville benytte banerne i Sterup til at spille fodbold på, men det var JSI ikke umiddelbart med på, så det var en interessant debat.
Selvom jeg ikke var bevidst om det med det samme, så gav det mig alligevel et billede af, hvad lokalradio kunne bruges til – nemlig lokal debat.
Der gik heller ikke lang tid, før Arne Volden ønskede, at jeg skulle med ud og sende håndbold.
I starten var jeg med for at kigge, hvilket var utroligt spændende, men snart var det mig, der skulle berette for lytterne, hvordan kampen udviklede sig.
Jeg brugte meget at få kampen optaget på kassettebånd, så jeg bagefter kunne gennemlytte transmissionen og være kritisk over for mit eget arbejde.
Typisk har man for vane at sige de samme ting igen og igen, men man opdager det ikke i kampens hede – specielt ikke som ny kommentator – så det var meget givende at komme hjem og så ellers gå i gang med selvkritikken.
Den delte sendetid mellem flere programtilladelser i Brønderslev gjorde også, at hvis kampen var placeret på det forkerte tidspunkt, så kunne man ikke nødvendigvis sende den, for der var ikke nogen stor mængde samtale mellem personerne i Algade og dem i Bredgade.
Det vidste den unge sportsmedarbejder jo selvfølgelig ikke noget om, så på et tidspunkt, hvor en håndboldkamp skulle spilles en lørdag eftermiddag (hvor BNR havde sendetid), så ringede jeg til en medarbejder fra BNR – så vidt jeg husker Michael Michaelsen – som var meget venlig, og der var bestemt ikke noget problem med at få lov til at transmittere kampen i radioen hos BNR denne lørdag eftermiddag.
Derimod husker jeg, at jeg efterfølgende blev ringet op af et bestyrelsesmedlem fra Radio Veronica, som da lige ville påpege, at det ikke var nogen god ide at sende denne kamp i radioen for BNR, når jeg var tilknyttet Radio Veronica.
Det kunne jeg bestemt ikke forstå, og jeg argumenterede med, at lytterne nok var temmelig ligeglade med, om det var via den ene eller den anden programtilladelse, de kunne følge kampens udvikling, og der kom da heller ikke yderligere repressalier ud af denne ugerning, jeg åbenbart havde begået, men det siger unægtelig noget om, hvad der foregik mellem ”de voksne medarbejdere” på det pågældende tidspunkt.
Jeg husker også en given medarbejder i Algade, som omtalte BNR som Beirut Nærradio, og da jeg ikke kendte til navnet på Libanons hovedstad dengang, måtte jeg vist spørge en fortrolig, hvorfor radioen blev kaldt Beirut Nærradio.
Jeg nåede selv at arbejde nogle år, før radioerne omsider blev slået sammen, for det var jo fuldstændig uholdbart med dobbelte udgifter til alting i en lille by som Brønderslev.
Det betød, at jeg fra 1995 til 1999 kom til at arbejde sammen med Susanne Nielsen, som blev daglig leder af radioen.
Det blev jeg utrolig glad for.
Susanne var en person med ambitioner om, at der skulle være orden i tingene, og at det vi lukkede ud i æteren skulle have en vis kvalitet, og det motiverede mig meget og udviklede mig som studievært og kommentator.
Jeg blev også spurgt, om jeg ville være leder af sportsredaktionen.
Det blev jeg utroligt beæret over, og det betød også, at jeg skulle i gang med at tænke over, hvordan man skulle gå i spidsen for noget og lede noget.
Det var ikke altid lige let, men jeg er helt sikker på, at disse år har givet mig noget erfaring, som jeg senere har kunnet bruge mange steder i mit liv.
Det kan være skræmmende at stå med et ansvar, men man kommer ikke uden om det, så det var en gave – som teenager – at kunne få lov at træne i dette.
Min historie på radioen strækker sig jo fra 1990 til nu, så det er mere end 30 år.
Fra 1990-2004 var jeg frivillig medarbejder, i 2004 blev jeg ansat som programmedarbejder, og fra 2005 blev jeg leder af radioen.
Dermed har jeg også haft radioen som fritidsinteresse sideløbende med Brønderslev Gymnasium, Hjørring Seminarium og mit første job som folkeskolelærer på Muldbjergskolen i Hjørring.
Det har krævet en vis koordinering.
Jeg havde egentlig ikke lyst til at droppe radioen og de mange oplevelser, som det gav mig, så det var nødvendigt at finde ud af, hvordan man skulle indrette sit liv, så der altid var plads til radioen.
Det krævede nogle gange en god planlægning, og at man lærte at føre et kalendersystem, som virkede.
Det er bestemt noget, som jeg ihærdigt forsøger at lære de unge mennesker, som jeg møder på min vej som lærer på Søndergades Skole eller som træner for de unge bordhockeyspillere.
Selvfølgelig afhænger det af alder, men man kan godt – efter min mening – ret tidligt lære børn at skulle tage ansvar for deres egen kalender, at huske at tilmelde sig ting, aflevere sine opgaver til tiden osv.
Det er ikke fars og mors ansvar.
Man skal lære det selv.
For mit vedkommende lærte jeg det i høj grad gennem radioen, for min mormor signalerede ikke, at hun havde det fjerneste overblik over, hvornår jeg skulle sende håndbold fra Fredericia eller med BI-bordtennis til finale i Virum.
Jeg tror dog måske nok, hun havde rimeligt overblik over det alligevel, men i min verden kan man ikke på den ene side være leder af sportsafdelingen på den lokale radio og så samtidig have andre til at føre sin kalender.
Mange år senere var det helt andre udfordringer jeg stod med på radioen.
I 2004 blev jeg ansat som programmedarbejder, hvilket betød, at jeg søgte om orlov fra mit job som lærer på Muldbjergskolen i Hjørring.
Året efter måtte jeg tage en beslutning om, hvorvidt jeg ville fortsætte på skolen eller sige op.
Det var et vanskelig valg, men alligevel var jeg ikke i tvivl.
Radioen var en så stor del af mit liv, og at få muligheden for – fuld tid – at lave radio var en drøm for mig.
Derfor sagde jeg i foråret 2005 – efter et års orlov – mit job op på Muldbjergskolen, og jeg var nu fuldtids radiomedarbejder.
Forskellige omstændigheder gjorde, at jeg senere samme år pludselig stod som leder af radioen, og det var ikke nogen udsøgt fornøjelse.
Radioen havde i årene 2000-2003 aflagt regnskaber med gigantiske underskud, hvilket jeg ikke vidste noget om, før jeg selv fik mulighed for at kigge på regnskaberne, så det kom som lidt af en bombe.
Radioens likviditet var bombet tilbage til stenalderen, og der var i bogstavelig forstand tale om, at fogeden stod i døren.
Ergo måtte der iværksættes en nødplan, for jeg var om nogen interesseret i, at radioen overlevede, men samtidig ville det være for nemt bare at give op og starte forfra, da der så stod en masse kreditorer tilbage, som mistede deres penge.
Det irriterede mig noget, at der ikke var blevet grebet ind over for flere års dårlige regnskaber, men samtidig var det en motivationsfaktor for, at så måtte jeg jo gøre det.
Jeg arbejdede i en længere periode gratis, således KODA osv. kunne få deres penge.
Det hjalp på deres humør – af gode grunde – og dermed kunne vi med et langt sejt træk genetablere en radio med en ordentlig økonomi.
I 2010 blev radioen gældfri, og det var en lettelse, at der pludselig igen var sorte tal på kontoen.
Derfor har der i min ledelsestid været meget fokus på genetableringen af en ordentlig økonomi og en stabil drift.
Samtidig har radioen – ligesom andre etablerede medier – bevæget sig ind i en tid, hvor mediebilledet er meget mere fragmenteret end i dag.
Folk skaber deres egne overskrifter med opdateringer på facebook, instagram og twitter og transmitterer live fra forskellige begivenheder ved hjælp af disse funktioner.
Det er en udfordring for de klassiske medier at gebærde sig i nutidens medielandskab, men samtidig tror jeg i den grad, der er brug for de klassiske medier, så alt ikke handler om likes, og hvem der kan brande sig selv mest muligt.
Jeg har været tilknyttet radioen på forskellig vis i 31 år.
Det er min ambition at kæmpe for en lokalradio i Brønderslev, og så håber jeg da, at der står en ny radioaktiv person klar, når jeg engang om forhåbentlig en hel del år skal pensioneres.
Det ville være en ære at kunne give traditionen videre til en anden eller nogle andre med hjertet for dette medie.
Bordhockey
Den ene fritidsinteresse afløser den anden
Jeg har tit tænkt på, hvor sjovt det egentlig er, at jeg først startede seriøst på bordhockey som en fritidsinteresse det år, hvor lokalradioen gik fra at være fritidsinteresse til at være mit job.
Dog er det mere tilfældigheder end decideret planlægning.
I 2003 begyndte jeg igen at se mere til Peter Ørum, som gik i min parallelklasse i skolen.
Han flyttede fra Aarhus og tilbage til Brønderslev, vi var begge singler på daværende tidspunkt, så det blev til en del byture og bordhockeykampe for sjov på privaten.
På et tidspunkt mente vi selv, at vi var blevet nogenlunde gode til det, og interessen for at finde nogle andre at spille med blev større.
Vi kiggede lidt på internettet og fandt ud af, at bordhockey faktisk var en etableret sportsgren i en hel del lande.
Der var igennem en lang årrække blevet spillet verdensmesterskaber i forskellige lande.
Det overraskede os godt nok en del.
Derefter var der ikke andet for, end at vi også måtte etablere en klub i Brønderslev – Fremad Eagles Bordhockey (opkaldt efter ørnen på den daværende banegårdsplads) – og senere et landsdækkende forbund, som fik navnet Dansk Bordhockey Union.
Vi fik sat det danske mesterskab i gang i foråret 2004.
I 2004 blev DM afholdt over 14 afdelinger, hvor man samlede points i hver afdeling.
Den samlede vinder til efteråret ville så få overrakt DM-pokalen.
Det blev derved et langvarigt drama med mange dygtige spillere, dog primært fra de nordjyske byer Aalborg, Frederikshavn og Brønderslev, hvor der alle steder var etablerede klubber.
Efterhånden dukkede der også organiseret bordhockey op i Helsingør og København, og dermed kunne DM-serierne de kommende år blive spredt over hele landet.
Den dag i dag er DM meget anderledes, idet det arrangeres som en kvalifikationsturnering, hvorfra de bedste kvalificerer sig til DM, og så selve DM, der foregår over en enkelt dag, en lørdag i marts, april eller maj.
Da vi første gang indbød til bordhockeyturnering i Brønderslev, stod vi forventningsfyldte i min lejlighed på Niels Bohrs Plads i Brønderslev og kiggede ud ad vinduet for at se, om der mon ville dukke nogen op.
Det gjorde der, og vi kunne sætte den første turnering i gang.
TV2/Nord kom også og bankede på, hvilket vi heller ikke havde regnet med.
Vi havde ganske vist udsendt en pressemeddelelse, og det var fedt, at de valgte at prioritere det, for indslaget blev set i tv, og nye spillere henvendte sig fra hele Nordjylland.
Dermed fik Nordjylland et klart forspring i forhold til resten af landet, hvad angår organiseret bordhockeyaktivitet.
I starten havde vi meget glæde af gode lokale samarbejdspartnere i form af Nordjyske Bank og Nørresundby Bank, som dengang var to forskellige pengeinstitutter.
De hjalp os med penge til bordhockeyspil, som altid har været den største udgift for os, for der går mange spil til på et år.
Siden 2004 har cirka 750 forskellige personer spillet bordhockey hos Fremad Eagles Bordhockey.
I 2018 fik foreningen en overbygning i form af TABK (Team Axelsen Bordhockey Koncept), som er et nordjysk projekt for dem, der virkelig ønsker at blive gode til sporten og yde det nødvendige for, at TABK hvert år kan kæmpe med om titlen som dansk mester for hold.
Mange dygtige unge mennesker har i tidens løb vundet titler til Fremad Eagles Bordhockey og senere Team Axelsen Bordhockey Koncept, såsom Anders Dodensig, Nicolai Dahl Jeppesen, Mathias Jacobsen, Mathias Langbak Christiansen, Lasse Penning, Szymon Witulski m.fl.
Da jeg i 2014 igen begyndte at undervise først voksne udlændinge hos AOF, dernæst børn i modtageklassen på Skolegades Skole og senere i Dansk som andetsprog (DSA) på Søndergades Skole, så spredte interessen for bordhockey sig i den grad også blandt flygtninge og indvandrere i Brønderslev, hvilket betyder, at vi til tider har haft 7-8 forskellige nationaliteter med til vores turneringer.
Det har givet en ekstra dimension.
For mig har der egentlig altid været flere formål med at stifte bordhockeyklubben.
Til at begynde med var det Peters og min lyst til at dyste mod forskellige spillere. Dernæst blev det et mål at give denne sjove sportsgren videre til nogle af byens unge.
Eksempelvis spillede Anders Dodensig – som en af de bedste danske ungdomsspillere nogensinde – bordhockey gennem 13 år og vandt en masse turneringer.
Han havde tidligere prøvet andre sportsgrene, men det var ifølge hans forældre først med bordhockey, at han fandt glæden ved at gå til noget.
Det gør mig virkelig glad, at vi kan berige andres liv på denne måde.
Det har også altid været et mål for mig, at spillere med ambitioner skulle have mulighed for at møde en klub, hvor vi gerne hjælper dem med at arbejde målrettet for at nå nogle resultater.
Her gør vi meget ud af at forventningsafstemme med det pågældende unge menneske (og gerne også med deres forældre), at ambitioner er særdeles velkomne, men så skal man også forvente at skulle yde det nødvendige.
Det er i orden at ærgre sig over et nederlag, men det kræver, at man først har ydet en stor indsats for at nå sit mål og arbejdet med detaljen.
Vi har heldigvis på den vis lært en del unge mennesker at kende, som virkelig var parate til at arbejde hårdt.
Et eller andet sted håber jeg da også, at dette kan hjælpe dem andre steder i deres liv, hvor der også skal arbejdes hårdt nogle gange for at tage en uddannelse og få det arbejde, man ønsker sig.
Den dag i dag er kulturen meget den samme.
80-90% af vores bordhockeyspillere ønsker at spille for sjov og være med engang imellem – og det er superfint – mens de sidste 10-20% gerne vil bruge meget tid på at træne for at blive Danmarks bedste i fremtiden, og det er bare fedt at se, specielt for en person som mig, som næppe kan forvente at være med i toppen af dansk bordhockey om fem år.
Jeg har selv været drevet af primært to ting, nemlig at vinde turneringer i så mange lande som muligt samt ønsket om medaljer på World Touren.
Jeg er da lidt stolt af, at jeg stadigvæk er den mest vindende spiller på bordhockeyens World Tour med 54 medaljer (36 guld, 10 sølv og 8 bronze).
En dag bliver jeg nok overhalet, men foreløbig har jeg ligget nr. 1 på den statistik i 11 år og har desuden vundet turneringer i 17 forskellige lande.
Mit håb for bordhockey de kommende år er, at der så småt kan køres nye mennesker i stilling i den organisatoriske del, da ingen sportsgren arrangerer sig selv, og det er altid godt med både tradition og fornyelse.
