Denne fortælling handler om en Brønderslevdreng, der blev født i 1914, altså under 1. verdenskrig [01.08.1914-11.11.1918].
Peder Marlo fortæller lystigt om sin opvækst i byen Vester Brønderslev, om skolegangen, om enkelte kendte huse og bygninger, og om at ”koge” røde pølser i 80 grader varmt vand, hos slagter Nielsen i Nygade. Han giver os desuden et godt indblik i hvad der foregik i slagtehuset og om slagtersvenden som jagtede en undsluppen, forslået gris.
Han fortæller om optoget i forbindelse med at Brønderslev blev købstad i 1921. Han kommer også ind på, at der også den gang var pladsmangel på skolerne, og at hans klasse på grund af pladsmangel blev undervist i et lokale på elektricitetsværket, som lå overfor skolegades skole.
Poul Marlo fortæller, at rotterne åd hans mors lysedug, og at han fik skældud af lærer Knudsen, fordi hans vidste mere om egernet, end han gjorde. Det har for mig været spændende at læse, eftersom min far er født samme år som Poul Marlo, og at de sandsynligvis derfor har gået i klasse. Bygningerne kan jeg genkende fra min tid i byen.
Læs videre her:
Barn af Vendsyssel, bog 6 1985 ISBN 87-981199-3-1
Rotterne stjal mors lysedug:
Af Poul Marlo, Brønderslev. Opr. navn Poul Marlo Madsen.
Født den 16. juni 1914 i Brønderslev, død i 1999
Fhv. Bogbindermester
Der er vist ingen tvivl om, at jo ældre vi bliver, desto oftere går tanken tilbage til barndomstiden og barndomshjemmet, uanset om det drejer sig om den lille hytte eller den store herregård. Barndomshjemmet var jo det sted indenfor hvis mure, man fandt tryghed og fred, og hvorfra ens verden udgik.
For den, der har haft et godt barndomshjem, har disse minder derfor også hos adskillige af vores lyrikere givet inspiration til i digte at prise deres barndomshjem. Da jeg ikke er lyriker i den forstand, bliver dette mit bidrag til ” Barn af Vendsyssel” derfor i prosa og i mere jordbunden stil, selv om jeg godt kan lide lyrik, når den kommer til udtryk i rim og rytme.
Min stamtavle viser, at jeg er fuldblods vendelbo, idet mine forfædre, der både på mors og fars side, kan føres tilbage til år 1700 og lidt før, udelukkende har været vendelboer og for de flestes vedkommende bosat i det vestlige Midtvendsyssel. Jeg må dog tage et forbehold, for der har været et forlydende om, at en af de kvindelige aner i fars familie skulle have været jøde. Det må have været før kirkebøgernes tid. Jeg har i hvert fald IKKE kunnet finde hende her. Noget er der måske om dette forlydende, for det kan jo være gennem hende, de brune øjne i fars familie er slået igennem, således hos mig og 2 af mine 3 børn og igen hos vores børnebørn.
Far var fra Tolstrup og mor fra Vrensted. De var begge fra mindre husmandsbrug. Derfor kom de som andre husmandsbørn ud at tjene i 9-årsalderen og fortsatte med at arbejde ved landbruget til deres første ungdomsår. Imidlertid indså far, at der for hans vedkommende ingen fremtid lå i landbruget, og derfor besluttede han sig til at gå i murerlære. På det tidspunkt var far begyndt at blive politisk interesseret og sluttede sig tidligt til Socialdemokratiet.
Samtidig traf far og mor hinanden, og de blev så gode venner, at de ville forsøge at skabe sig en fremtid sammen. Men forinden fik min mormor en slem forskrækkelse, for da mor fortalte mormor, at hendes tilkommende svigersøn var socialist, slog mormor bestyrtet hænderne sammen og udbrød: ”Jamen det er jo forskrækkeligt min pige. De vil jo slå folk ihjel”. Mormor blev dog efterhånden beroliget, da det gik op for hende, at hendes svigersøn ikke havde i sinde at myrde nogen.
Efter at have lært murerfaget giftede han og mor sig i 1897 og bosatte sig derpå i Brønderslev, hvor far i den hastigt voksende by så større muligheder for at få arbejde. Men selv om det lykkedes at få arbejde om vinteren, blev ugelønnen i gennemsnit langt mindre, ikke mindst fordi dagpenge da var et ukendt begreb. Der må da til tider have været smalhals i hjemmet.
Efter at min bror Thorvald var blevet født i 1898 og min søster Mathilde i 1900, besluttede far at forsøge sig som selvstændig murer i Ø. Hjermitslev, hvor han den 13. august 1902 fik næringsbevis med ret til at drive murervirksomhed fra matr. Nr. 16 h.
Efter at have opført et par huse flyttede familien i 1904 atter tilbage til Brønderslev. Samme år stiftedes murernes fagforening, og kort tid efter blev far bestyrelsesmedlem og senere kasserer i en længere årrække. I forbindelse med optagelse i fagforeningen, skulle der aflægges svendeprøve, hvilket far gjorde den 22. april 1905. Samme år blev min søster Esther født.
Da far ikke var af den type, der kunne finde sig i at gå ledig om vinteren, var han allerede fra århundredeskiftet begyndt at sysle med lidt indbinding af bøger. Det greb mere og mere om sig, efterhånden som folk fandt ud af, at mureren også kunne indbinde bøger. Af og til fik far også besøg af rejsende bogbindersvende, og havde far problemer med at udføre visse finesser i forbindelse med at lave et finere stykke bogbinderarbejde, var disse svende ikke karrige med at give far et godt tip, når de fik stukket en tokrone i hånden. Derfor blev far efterhånden så rutineret, at hans arbejde ikke stod tilbage for en faguddannet bogbinders arbejde. En af de store anerkendelser fik han i 1911, da han fik overdraget arbejdet med at indbinde bibliotekets bøger.
Begge fars brødre blev mejerister. De udvandrede begge til USA. Den ene i 1901 og den anden omkring 1905. Samtidig lagde mine forældre også planer om at udvandre, vistnok stærkt animeret af fars brødre. Jeg læste således for mange år siden nogle breve fra fars brødre, og af disse fremgik det klart, at planerne for en udvandring var vidt fremskredne. De kom dog aldrig til udførelse, men grunden hertil kender jeg ikke.
I 1908 blev min bror Christian født.
Efter at have boet i Østergadei en længere årrække flyttede familien til den karakteristiske villa, der ligger på hjørnet af Krogensgade og Bredgade. Mine forældre kom da til at bo til leje i kælderlejligheden, som egentlig ikke bar præg af at ligge i kælderen. Her blev jeg født den 16. juni 1914. Det var en meget varm sommerdag, og mor var derfor først på formiddagen gået ud og havde sat sig på brønddækslet for at nyde det gode vejr.
Selvom Brønderslev havde fået vandværk den 15. oktober 1911, så fandtes der dog stadig adskillige brønde i byen. Om jeg nu syntes, det var for varmt og for trangt at ligge i det snævre rum og derfor fik lyst til at komme ud og trække frisk luft, har jeg naturligvis ingen erindring om, men fakta var, at jeg nu meldte min ankomst, og da klokken var 11 formiddag, blev jeg født.
Min fødsel blev i øvrigt ret dramatisk. I forbindelse med min fødsel led mor et større blodtab og blev ret afkræftet. Det blodtab, som hun havde lidt, måtte hun selv producere nyt for, da blodtransfusion på det tidspunkt nærmest var et ukendt begreb.
Dramatikken forøgedes yderligere ved, at min søster Mathilde i meget dramatiske vendinger udtrykte sin utilfredshed med at have fået en lillebror. Det gik endda så vidt, at hun truede med at kaste mig på møddingen. Jeg reddede dog livet, for da Mathilde fik at vide, at jeg havde brune øjne, som den eneste af mine søskende, slog hun pludselig om og accepterede mig.
Efter hvad hun senere i al fortrolighed fortalte mig, så har jeg en stærk mistanke om, hvorfor hun gjorde det, og i samme forbindelse tror jeg også, at hun har haft en finger med i spillet, da jeg fik navnet Poul.
Imidlertid ville mor gerne, at jeg blev opkaldt efter hendes mor, der var død 7 måneder før, jeg blev født. Det var dog ikke så ligetil at finde et navn, der kunne passe, for mormor hed Amalie, men i daglig tale kaldt Malle. Efter en del forslag, som ikke rigtig var egnede, sagde far omsider: ”Ja, så kan jeg ikke se andet end, at vi må kalde ham Mallekias”.
Skønt navnet passede glimrende, syntes mor alligevel ikke rigtig, det var sagen. Det har jeg senere været hende taknemlig for især da, hvis navnet forpligtede til at leve op til profeten af samme navn.
Hvordan der så blev fundet frem til navnet Marlo, har jeg aldrig fået nogen forklaring på. Jeg kom altså til at hedde Poul Marlo Madsen, der senere blev ændret til kun at omfatte Poul Marlo.
I 1916 flyttede vi til ejendommen Gasværksvej 1.
På modsat side af Gasværksvej lå Thøger Andreasens landejendom. Foruden at drive landbrug kørte han også ligvogn. Den var sort og flot udstyret. Når der var begravelse, havde hestene et sort dækken over sig, og Chr. Jensen, der var Thøgers svigersøn, var som kusk iført mørk kappe og høj sort hat, så de afdøde kunne standsmæssigt blive kørt til deres sidste hvilested. Thøger Andreasen stillede også sine 2 heste til rådighed for byens brandvæsen, når det rykkede ud til brand med den hestetrukne brandsprøjte.
I den ejendom, vi nu var flyttet i, boede fem familier. Ejendommen havde flere tvivlsomme kendenavne, hvoraf ”Rottereden” vist var det mest kendte. Ejendommen svarede godt til dette navn, for den var et sandt Eldorado for rotter, og der var derfor også mange af dem, der huserede nat og dag. En nat forsvandt en lysedug fra stuen. Et stort rottehul i fodpanelet i det ene hjørne afslørede, hvem tyveknægtene var. En dag da mor vaskede gulv under trappen, der førte op til loftet, lød der pludselig et plask i gulvspanden. Mor nåede lige at se en våd rotte springe op af spanden og forsvinde i det nærmeste rottehul.
Lejligheden bestod af 3 stuer og et værelse på loftet. Der var dog den ulempe ved dette værelse, at adgangen hertil skete gennem nabolejlighedens forgang, men herom senere. I den ene stue indrettede far sit bogbinderi, og i de to andre stuer var der opholdsstue og soveværelse.
I nabolejligheden boede Martin og Grethe. Martin var gårdskarl hos Winther & Andersen, der den gang var en omfattende købmandshandel. Martin der ikke selv havde en tone skabt i livet, ville imidlertid gerne høre, Når Frelsens Hær spillede og sang ved enden af postmesterens have ved jernbaneoverskæringen. Martin holdt sig lidt på afstand og stod derfor ved bommene på modsatte side af jernbanen. Han var nemlig ikke indstillet på at betale for fornøjelsen, for når et medlem af ”hæren” begyndte at gå rundt til de forsamlede tilhørere med en tallerken for at samle penge ind, sagde Martin: ” Nu kommer de med tallerkenen, så vil a sateme hjem”, hvorpå han skyndsomst forsvandt.
De første år vi boede her, gravede mine forældre selv deres tørv i Rebsengene ved Ryå syd for Brønderslev. Jeg har nok ikke været ret gammel, da jeg første gang var med ude at grave tørv, for jeg erindrer, at jeg skulle sove middagssøvn i det høje græs. Her lå jeg så og kunne i det fjerne høre mine forældres samtale, og medens vinden sang sin vuggesang for mig i det høje græs, der omgav mit leje, faldt jeg i søvn.
Herude oplevede jeg naturen for første gang. Således tog min far mig i hånden, og vi fulgtes ad til et sted lige i nærheden, hvor han viste mig en lærkerede med 4-5 unger i. Ligeledes gjorde min mor mig opmærksom på gøgen, der sad og kukkede et stykke borte. Det er nok sandsynligt, at min senere interesse for og glæde over naturen allerede blev grundlagt den gang.
I 1920 blev min far meget syg af lungehindebetændelse, det gjorde ham uarbejdsdygtig i et halvt år. Da sygdommen var på sit højeste, var der ikke store forhåbninger om, at han ville overleve, men det skyldtes hans stærke konstitution, at han overvandt sygdommen, selv om han aldrig genvandt sit fulde helbred.
Den 1. april 1921 blev Brønderslev købstad, og jeg var om aftenen med mine forældre på pladsen foran det i dagens anledning smukt illuminerede rådhus for at overvære den udendørs festligheder. Der var bl.a. også fakkeltog, men da det kom til syne nede for enden af Rådhusgade, kunne jeg imidlertid intet se, før far løftede mig op på armen, så jeg kunne følge fakkeltogets vej mod Rådhuspladsen. Ud over at jeg også husker, at faklerne blev kastet i en brændende dynge, husker jeg i øvrigt intet mere om denne begivenhed.
Samme år begyndte jeg at gå i skole. Det var i den tidligere realskole i Algade, hvor 1. og 2. klasserne gik i skole, inden de i 3. klasse skulle fortsætte på Skolegades skole. Mor fulgte med mig til skolen den første dag, men efter at alle børnene var blevet råbt op ved navn, stod mor og jeg alene tilbage, fordi mit navn ikke var blevet nævnt.
Der var ganske vist råbt et navn op på en elev, der skulle hedde Signe Marlo Madsen, men denne elev meldte sig ikke. Mor fik da undersøgt sagen nærmere, og det viste sig, at mit navn var blevet råbt op efter det navn der stod på min koppeattest, og her stod Signe Marlo Madsen.
Da misforståelsen var rettet, kunne jeg begynde i skolen, og der var nu heller ingen tvivl om, at jeg skulle sidde blandt drengene. Det var jeg godt tilfreds med, for jeg var ikke interesseret i piger, dengang!
Som tidligere nævnt skulle vi ind gennem nabolejlighedens indgang for at komme op til værelset på loftet. Det var naturligvis upraktisk for både os og naboen. Derfor besluttede far at lave en opgang fra vores entre og op til loftet ved at lave en trappe og en lem i loftet. Da ejeren, der boede i Ålborg, under en senere inspektion af ejendommen opdagede dette, blev han så fortørnet, at han opsagde lejemålet.
Far havde ganske vist ikke indhentet tilladelse til at lave trappen, men det var jo i virkeligheden en forbedring af ejendommen og havde i øvrigt ikke kostet ejeren noget. Vi måtte jo så flytte og tage til takke med det første, der viste sig. Det blev en ganske lille kvistlejlighed i slagtermester Nielsens ejendom i Nygade.
Der var kvist ud mod Nygade og en ud mod baggården. Fra kvisten i Nygade var der udsigt ned til Mathiasens barbersalon, gartner Jensens frugtforretning og cigarhandler Henriksens forretning. Udenfor på fortovet foran gartner Jensens frugtforretning var udstillet grønsager af forskellig art. Vi lagde mærke til, at disse grøntsager var et yndet sted for byens hunde at løfte ben op ad, så det har måske nok givet grønsagerne en ganske særlig pikant smag.
Jeg var kun 7-8 år, da vi boede her, og tænkte ikke så meget på, at det var en lille lejlighed, vi var flyttet til, jeg var nemlig mere interesseret i, hvad der foregik nede i baggården, for her skete der mange spændende ting. Her havde slagtermester Nielsen eget slagteri. Her slagtede de dyr, der skulle sælges som slagtervarer i forretningen, der var i bygningen ud mod Nygade. Jeg fik lov til, efter bedste evne, at hjælpe til med forskellige ting i forbindelse med slagteriet. Jeg fik bl.a. lov til at koge røde pølser.
Det foregik i en gruekedel. Vandet måtte ikke koge, men skulle holdes på en temperatur på cirka 80 grader. Som belønning måtte jeg spise alle de pølser, som jeg kunne. Det blev den første gang til 18 stk., men så varede det også lige så mange måneder, inden jeg igen fik lyst til at spise røde pølser.
Jeg fik også lov til at være med til at slagte. Når fårene skulle slagtes, blev de lagt på en bænk, og med et slag i panden med en hammer blev de bedøvet og fik derpå halsen skåret over. Når grisene skulle slagtes, blev de lukket ind i slagterummet, hvor de fik et slag af en hammer, hvis flade hoved var forsynet med en fremstående tap, der ved slaget skulle trænge gennem pandeskallen og bedøve grisen, hvorpå den fik en kniv stukket i halsen, for at blodet kunne løbe af den.
Det lyder jo meget enkelt, men sådan var det langtfra altid, for det hændte, at slagtersvenden forfejlede sit slag og kun sårede grisen, der derefter skrigende af smerte løb langs væggene skarpt forfulgt af slagtersvenden, der igen forsøgte at ramme rigtigt. Derfor hændte det også, at grisen blev ramt 2 og 3 gange, inden det lykkedes at bedøve den.
Det var jo det rene dyrplageri, og det var sikkert også årsagen til, at jeg efter at have overværet en del af disse slagtninger, fik afsky for at komme i slagtehuset mere og derfor holdt mig på afstand.
Jeg var da heller ikke ked af, at vi efter at have boet der et års tid skulle flytte, men ønsket om at få bedre boligforhold var naturligvis størst hos mine forældre. Derfor besluttede de efter mange overvejelser at købe et hus på Gasværksvej.
Den tidligere ejer af det hus, som mine forældre købte, havde ikke kunnet svare sine forpligtelser og måtte derfor flytte. Hvorledes det stod til med den forrige ejers økonomi, fremgik klart af husets tilstand. Huset var kun 2 år gammelt, men endnu ikke færdiggjort, idet der hverken var malet eller tapetseret.
Til husets indre døre fandtes kun et håndtag. Elektrisk lys var heller ikke indlagt, ligesom der heller intet WC var, men af de tidligere beboeres efterladenskaber kunne det ses, at det meste af baghuset var blevet brugt som WC.
Der, hvor mandens seng havde stået, kunne man tydeligt se, at han havde ligget i sengen og skrået, for væggen her bar tydelige spor af skråtobaksovs, der var spyttet ud på væggen og derefter i striber løbet ned mod gulvet. Huset var blevet købt til overtagelse den 1. oktober 1922, og da mine forældre skulle fejre sølvbryllup den 12. november, skabte det jo stor travlhed med en omfattende rengøring samt maling og tapetsering, ligesom der også skulle installeres elektrisk lys.
Det blev dog nået alt sammen, så mine forældre kunne modtage deres gæster til sølvbryllupsfesten, der dog blev holdt i al beskedenhed, da restaureringen af huset havde medført en større udgift.
Kort tid efter købet af huset var der en forretningsmand, der sagde til far, at han endnu ikke havde fået betaling for kakkelovne og komfur til huset, men tilføjede han, at de penge ville far nok ikke betale. Det gav far ham medhold i, og manden måtte derfor skrive beløbet på tabskontoen.
Nogle få år efter købet af huset kom der en dag en kone ind til min mor. Hun havde hørt, at huset var til salg. Det havde mor dog intet hørt om. Konen ville dog alligevel gerne købe huset, for som hun sagde til mor: ”Nu kan det jo heller ikke koste så meget, for nu har I jo betalt noget af på det”. Da mor ved denne bemærkning langt fra følte sig fristet til at sælge huset til konen, måtte denne gå med uforrettet sag.
Selv om jeg kun var 8 år, da vi flyttede til huset, husker jeg det tydeligt som en stor befrielse at komme til dette hus, hvor der var rigelig plads både ude og inde. Der var have både foran og bagved huset. Her fik jeg også lejlighed til at dyrke min interesse for dyr. Jeg fik efterhånden et helt menageri af duer, dværghøns, kaniner, marsvin og en dejlig stor hankat, der dog voldte mig sorg engang.
Jeg havde nemlig også hvide mus, men en dag, da hunnen slap ud, fangede katten den og bed den ihjel. Tilbage var hannen og nogle ganske små unger, som det ved mors hjælp lykkedes at holde liv i. Da ungerne kunne klare sig selv, forærede jeg mus og bur til en kammerat, men han havde dem ikke ret længe, før hans kat havde ædt hele bundtet.
Efter at jeg havde gået 2 år på forskolen, skulle jeg sammen med min klasse fortsætte skolegangen på Skolegades skole. Det betød efterhånden også flere timer og flere fag. Til klasselærer fik vi Victor Knudsen. Da han den første dag kom ind i klassen, slog han sin stok ned i katederet med et ordentligt brag, så det gav et gib i os alle.
Vores første indtryk af ham var derfor, at han måtte være en galsindet lærer, men som tiden gik, viste det sig, at han var en særdeles flink lærer, som vi vist alle kunne lide, selv om han kunne blive så hidsig, at spyttet stod ham ud af munden.
Det tog vi nu roligt, ikke mindst fordi pigerne for længst havde opdaget, at de kunne sno ham om deres lillefinger. Det sidste skyldtes nok, at Knudsen og hans kone ikke selv havde børn, og af samme grund tror jeg også, at han og konen betød meget for hinanden.
De boede i ”Slottet” i Jernbanegade, i en af de øverste lejligheder. En dag, da Knudsen på vej til skole var nået til yderdøren, lød pludselig fru Knudsens stemme oppefra: ”Victor, du glemte at kysse mig”. Derpå vendte Knudsen om og måtte møjsommeligt vandre op ad de mange trappetrin for at gøre bod for sin forglemmelse.
Efterhånden som elevtallet voksede, opstod der mangel på klasseværelser på skolen. Min klasse blev derfor henvist til at benytte et ledigt lokale på det nærliggende elværk. Dette lokale var blevet benyttet som mødelokale af sognerådet fra 1911, da elværket blev bygget og indtil 1921, da Brønderslev blev købstad. Derefter blev der holdt byrådsmøder i det nye rådhus.
Medens vi havde klasseværelse på elværket, bestod jeg optagelsesprøven til mellemskolen, men forinden havde jeg erfaret, at det kunne være risikabelt at lære for meget eller i hvert fald vide mere end læreren. En dag, da vi havde en time i zoologi, som det hed den gang, jeg gik i skole, skulle vi fortælle om egernet, og dagen før havde jeg da forberedt mig ved at læse det, der stod om egernet i min zoologibog.
Jeg var som tidligere nævnt meget interesseret i dyrelivet, og da min far, der havde samme interesse, i sin bogsamling havde stående A.E. Brehm ”Dyrenes liv”, kunne jeg ikke nære mig for at læse mere om egernet i dette værk. Næste dag skete der så det, at netop jeg blev kaldt op til katederet for derfra at fortælle om egernet.
Jeg fortalte da det, som jeg kunne huske fra zoologibogen, men så var jeg så letsindig at begynde at fortælle om det, som jeg havde læst om egernet i min fars bøger. Det skulle jeg aldrig have gjort, for efter at læreren havde lyttet lidt til det, blev han pludselig stiktosset og skældte mig hæder og ære fra, idet han sagde til mig, at jeg ikke skulle stå der og gøre grin med ham ved at fortælle noget om egernet, som intet havde med virkeligheden at gøre, og jeg blev derpå beordret ned på min plads igen. Jeg blev både forundret, flov og paf, men turde ikke tage til genmæle. Det var der vist ikke mange elever, der turde i 1920´erne. Men min agtelse for denne lærer forsvandt som dug for solen.
I 1. mellem fik vi fru Oline Hansen til klasselærer. Hun var gift med skolens leder, overlærer Markus Hansen, der blev byens første borgmester. Ægteparret havde i øvrigt afvigende politiske interesser, idet Markus Hansen var retsstatsmand og fruen radikal. Jeg husker endnu, at hun overfor os ventilerede tanken om et forenet Norden, og i hendes udlægning af tanken lød det meget fornuftigt, selv om nok ingen af os havde nogen særlig politisk indsigt.
Især mindedes jeg med glæde, når Oline Hansen gennemgik f.eks. ”Synnøve Solbakken”, ”En glad Gut”, ”Aladdin” og ikke at forglemme Blichers herlige noveller. På samme tid kunne vi gennem skolen købe nogle bøger, der blev udgivet af Chr. Erichsens børne-blade. Der var bl.a.: ”Gøngehøvdingen”, ”Dronningens Vagtmester” og H.C. Andersens eventyr. Disse bøger har jeg endnu, og de kom til at danne grundlaget for min bogsamling.
Pladsmanglen på skolen gjorde sig stadig gældende, så vi i 1. mellem gik i skole på Teknisk Skole, der var ledig i dagtimerne. Bortset fra det lille intermezzo med læreren og egernet var skolegangen hidtil forløbet problemfrit med hensyn til at tilegne sig lærdom, men kort tid efter, at jeg var begyndt i 1. mellem, begyndte en langsom tiltagende dårlig hørelse at skabe problemer for mig, idet jeg efterhånden fik vanskeligt ved at høre, hvad der blev sagt i den modsatte ende af klasseværelset. For i det mindste at kunne høre hvad læreren sagde, blev jeg derfor flyttet hen til bordet nærmest katederet, men da læreren ofte befandt sig i den modsatte ende af klasseværelset under undervisningen, var det faktisk uden betydning.
Et ugelangt ophold i Aalborg, hvor jeg hver dag blev pustet i ørerne hos en ørelæge, gav ingen forbedringer. På det tidspunkt havde min dårlige hørelse for længst markeret sig i min karakterbog i form af stadig nedadgående karakterer. Da jeg derfor ikke mere havde noget udbytte af at gå i skole, besluttede mine forældre, at jeg skulle forlade skolen ved eksamen i 2. mellem. Det medførte naturligvis, at min fremtid blev lagt i andre baner, men det er jo så, som Kipling vistnok har sagt, en hel anden historie.
Kilde: Barn af Vendsyssel, bog # VI, 1985, ISBN 87-981199-3-1 (side 125-133).