Ejvind Højbjerg havde en virksomhed, der producerede hægtelukkere til blandt andet lad på lastbiler og landbrugsvogne.
Uddannelse og beskæftigelse
Ejvind Højbjerg blev født i Vrå den 3. januar 1915. Hans far var sadelmager og havde forretning i Vrå i en toetages ejendom, som han selv ejede.
Her voksede Ejvind op sammen med sin lillesøster Gerda.
Ejvind Højbjerg blev i Vrå uddannet smed, og de første år som udlært smedesvend cyklede han rundt til landmænd og virksomheder og reparerede vindmotorer. En vindmotor trækker direkte på en maskines drivaksel, modsat moderne vindmøller, som trækker en generator, der laver elektricitet.
Omkring 1938-39 fik Ejvind Højbjerg ansættelse i Brønderslev på Pedershaab Maskinfabrik A/S som den højst betalte svend. Han fik 10 øre mere i timen end kollegerne.
Han arbejdede med montage af vejtromler og de store gravemaskiner, PM 1A.
Egen virksomhed
I 1949-50 flyttede Ejvind Højbjerg med familie fra Anneksgade til Krogensgade 4, Brønderslev, hvor han sammen med elektromekaniker Vagner Nielsen begyndte at lave hægtelukkere i et lille værksted, som hørte til boligen.
En hægtelukker er en lukkemekanisme, der holder siderne og bagklappen fastlukket på ladet af lastbiler, trailere og lignende.
Vagner Nielsen forlod dog samarbejdet efter kort tid og begyndte at arbejde med elektromotorer i sin kælder.
Værkstedet blev hurtigt for lille, så da huset i Grønnegade 50 (nu nr. 58) blev til salg, købte Ejvind det i 1955-56. Der var et pænt stort værksted i haven, hvor der var plads til de nødvendige maskiner og de fire til fem medarbejdere, der med tiden blev ansat.
Daglig drift
Ejvind var i november 1939 blevet gift med Annalise, som han kaldte Lissa.
Udover at passe hus og børn deltog Lissa også i fremstillingen af hægtelukkere, og til nogen frustration for de lønnede medarbejdere kunne Lissa lave flere emner i timen end dem, uanset hvilken maskine hun betjente.
Når der kom repræsentanter for at sælge varer til virksomheden, forlod Lissa maskinerne for at gå i køkkenet og lave en god frokost til gæsten og Ejvind. Derefter kunne hun genoptage arbejdet med at lave hægtelukkere.
Hægtelukkerne blev solgt til grossister rundt om i landet blandt andet til Hjørring Jern og Stål, men den største aftager var firmaet Rene Boytler.
.Prisen på en hægtelukker var i 1960’erne 2,25 kr., og Højbjerg solgte ca. 500.000 stk om året.
En hægtelukker består af 7 forskellige dele, som hovedsageligt blev fremstillet i ekscenterpresser. Værktøjerne til at fremstille disse dele lavede Højbjerg selv. Der var dog visse arbejdsopgaver, han ikke kunne udføre, for eksempel fræsning og hærdning, men det fik han udført hos A/S Peder Nielsen Beslagfabrik.
Bundpladen til hægtelukkeren blev fremstillet i støbegods, som hovedsageligt blev leveret fra Holstebro af firmaet Valdemar Birn A/S, som i dag er et af Nordeuropas største støberier.
Ejvind Højbjerg konstruerede senere en bundplade, som kunne presses op af stålplade, som de øvrige dele var lavet af.
Stålplade blev hovedsageligt købt hos Hjørring Jern og Stål.
En repræsentant besøgte en dag Ejvind og viste ham en hægtelukker med en fjedermekanisme, som hans firma tænkte på at fremstille. Nogen tid senere kom han tilbage, og Ejvind spurgte til den nye hægtelukker. Nå – den blev ikke til noget, for den var ikke til at lave, så den duede.
Ejvind fandt lige en hægtelukker frem med en fjedermekanisme som virkede. Den havde han selv lavet efter besøget af repræsentanten.
Ejvind gav repræsentanten lov til at låne den med hjem, men da det var en prototype, ville han gerne have den tilbage. Det fik han til stor fortrydelse aldrig.
Ejvinds barnebarn Henrik spurgte ham, hvorfor han ikke solgte rettighederne til den nye hægtelukker til repræsentantens firma. Det ville Ejvind ikke, for hvis firmaet nu investerede mange penge i at fremstille en ny hægtelukker, som måske ikke virkede alligevel, så ville Ejvind fremstå som en mand, der havde solgt noget, som ikke duede.
Arbejdsforhold – produktionen lukker
Ejvind Højbjerg lærte alle sine børn, svigerbørn og børnebørn, at når de var ude i værkstedet, skulle de have begge hænder i lommen for ikke at komme til skade. Man kan jo ikke være en pilfinger med hænderne i lommen. Den vane forfølger dem den dag i dag. Er de i et værksted, er det med hænderne i lommen.
Blandt medarbejderne i værkstedet var der en, som Ejvind satte stor pris på. En dag mødte han ikke på arbejde, for han var nødt til at tage noget andet arbejde for at kunne afdrage på en gæld. Det nye arbejde forhindrede ham i også at lave hægtelukkere.
Det var Ejvind ked af, så han opsøgte pågældende mand, og de blev enige om, at Ejvind betalte gælden mod, at manden kom tilbage og lavede hægtelukkere, og så kunne han afdrage sin gæld til Ejvind i takt med, han fik råd til det. Alle pengene blev betalt tilbage.
Virksomhedens medarbejdere havde adgang til et toilet i kælderen inde i privaten. Det faldt arbejdstilsynet for brystet, og Højbjerg blev påbudt at etablere toilet, baderum, omklædningsrum og velfærdsrum, hvor medarbejderne kunne holde deres pauser og spise madpakken, alt sammen i tilknytning til værkstedet.
Det syntes Ejvind ikke han havde mulighed for, og det ville blive alt for mange penge at skulle investere i så lille en virksomhed.
Derfor så han sig nødsaget til at afskedige alle medarbejderne.
Derefter blev produktionen af hægtelukkere udelukkende udført af Lissa og Ejvind.
I begyndelsen af 1980’erne udløb patentet og Ejvind Højbjerg ville ikke søge forlængelse af det, da han havde nået alderen for at kunne gå på efterløn. Derfor lukkede han fabrikken og gik på efterløn.
Han ville ikke sælge patenter eller rettigheder til andre, som kunne videreføre produktionen af hægtelukkere. Han havde ikke tillid til, at en køber ville behandle ham på en reel måde rent økonomisk.
Familieforhold
Familieforholdene er private og skal ikke berettes om i denne artikel, men Lissa og Ejvind fik en datter og tre sønner, som tilsammen har syv børnebørn med i alt seks oldebørn.
Familiemennesket Ejvind Højbjerg
Ejvind Højbjerg tænkte meget over tingene både i det private og det samfundsmæssige. Han var blandt andet lidt træt af at høre på folk, som syntes, de betalte for meget i skat, og han mente, de hellere skulle tænke over, hvad de egentlig fik for deres skattepenge, og det var ikke så lidt, var Højbjergs holdning.
Ejvind Højbjerg gik en dag tur nede i byen, hvor han mødte et ægtepar, som han kendte gennem selskabelighed i familien. Der blev opfrisket minder fra disse fester, og snakket om løst og fast. På et tidspunkt siger Ejvind til ægteparret: ”I kan da også bare kigge ned til mig i kælderen en dag, I kommer forbi, der kan I få øl til 25 øre stykket.”
”Man kan da ikke få øl til 25 øre stykket nogen steder,” protesterede manden. ”Jo,” sagde Ejvind, ”nede i min kælder.”
På et tidspunkt byggede Ejvind en cykelbil for to personer. Den kørte han og Lissa rundt i, når de skulle en lille tur ud i naturen.
Som familiefar var Højbjerg en bestemt herre, men hvis nogen af børnene kom i vanskelige situationer af den ene eller den anden art, var han der øjeblikkelig og stod 100% bag børnene, så de altid kom godt ud af situationen.
Poul ville ud at sejle som maskinist. Han havde fået hyre, og hans moder, Lissa, vidste besked, men ikke Ejvind. Søndag middag fortæller de ved bordet, at Poul skulle påmønstre et skib om mandagen.
Ejvind rejste sig vredt, og skubbede sin tallerken og bestik ind på bordet. ”I skal ikke lyve eller holde noget skjult for mig,” udbrød han meget vredt og gik.
Familien skulle aldrig lyve eller holde noget skjult for Ejvind, men være ærlige, og så havde de også hans fulde opbakning.
Poul og en kammerat kastede kanonslag på en uheldig måde ved hotel Phønix, så mange vinduer i køkkenet gik itu. Det fortalte de brødebetynget Ejvind, som til gengæld fortalte drengene, hvor dumt de havde båret sig ad. Derefter gik Ejvind ned til hotel Phønix og betalte ruderne.
Jens fik en bøde på 45 kr., fordi hans knallert ikke kunne blokere bremserne. Ejvind gik på politistationen med bøden og to 10 mm stjernenøgler.
”Jeg har justeret bremserne på Jens’ knallert på en sådan måde, at de virker, som de skal, og ikke så de kan blokere, for det kan være farligt, hvis bremserne blokerer, og knallerten slår en kolbøtte,” forklarede han de måbende betjente.
”Her er to stjernenøgler, der passer til bremserne, vil en af jer lige gå ud og vise, hvordan I mener, bremserne skal justeres korrekt?”
Det var der ingen betjente, der havde mod på, så Ejvind Højbjerg rev bøden itu for øjnene af politiet og gik.
Jens lå og sov ved to- tretiden om morgenen, da politiet kom og ville snakke med ham. Jens havde angiveligt været et sted, hvor der måske var solgt narko.
En betjent stod med en lommelygte og lyste på Ejvind, indtil Ejvind sagde, han skulle slukke, ellers skulle Ejvind nok gøre det for ham.
Jens kom med politiet og blev lukket ud om morgenen uden bevis for, at han havde deltaget i noget ulovligt.
Ejvind gik derefter på politistationen og bad om at se rapporten. Da der ikke stod noget belastende om Jens, forlangte Ejvind, at den blev destrueret, når Jens ikke havde gjort noget forkert. Der skulle ikke forefindes en politirapport på Ejvinds søn, når han ikke havde gjort sig skyldig i noget ulovligt. Rapporten blev destrueret.
I deres otium yndede ægteparret Lissa og Ejvind at køre rundt i Vendsyssel med madpakke og en kold øl. Især byer eller steder, hvor de kunne
komme til havet, var deres foretrukne udflugtsmål.
Det var som regel Lissa, der kørte, og det var bogstavelig talt ud i det blå. At se på kort, var ikke deres stærke side, og GPS kendte man ikke, så det var ikke altid, de kom til det planlagte sted.
En dag, de kom hjem fra sådan en udflugt, sagde Ejvind på sin finurlige måde: ”Vi havde planlagt en tur til havnen i Sæby, men den i Hirtshals var da også meget hyggelig.”
Ferier
I 40 år holdt Lissa og Ejvind Højbjerg ferie i et villatelt i den navnkundige fynske havneby, Lundeborg, kendt fra Ove Bagers Lundeborgvise.
Da ægteparret var kommet godt op i årene, var der flere, der foreslog at skifte teltet ud med en campingvogn, som måtte være mere komfortabel. Det kunne der overhovedet ikke være tale om fra Ejvinds side.
Det blev dog efterhånden besværligt at rejse sig efter at have sovet på en luftmadras, men det problem løste Ejvind ved at fremstille to træsenge med ben. Disse senge var lavet som samlesæt, så de ikke fyldte så meget under transporten, og de var lette at samle og skille ad.
Mange campister undrede sig over, at familien Højbjerg havde en privat vandhane ved siden af teltet. Det havde de heller ikke, men Ejvind syntes, det var morsomt at lade folk tro, at de havde. Han havde bare taget et stykke vandrør, med en vandhane monteret på, og stukket røret ned i jorden.
Mange campister har prøvet at åbne for hanen, og der kom naturligvis ikke vand ud, men Ejvind fik så lejlighed til at gå ud og snakke med dem måske ovenikøbet byde dem på en øl.
Den vandhane spillede ham selv et puds en morgen, han sad i teltet, og så ud over pladsen. Da stirrede han vantro på vandhanen. Den stod og dryppede. Han blev så forundret, at selv om han burde vide bedre, så gik han ud og prøvede, om han kunne lukke vandhanen bedre i.
Mon det har været noget kondensvand der dryppede?
På disse ferier havde Ejvind altid sørget for at have penge med hjemmefra – mange penge. Som en sikkerhedsforanstaltning blev pengesedlerne rullet sammen og stukket ind i en af teltstængerne, som således fungere som pengeskab.
Sommeren 1998 blev den sidste campingtur for Ejvind Højbjerg. En aften var Lissa og nogle af campingdamerne taget til banko i en nærliggende by, og Ejvind var på besøg hos en af de andre mænd, hvis kone var til banko.
De skulle hygge sig med en sildemad, og hvad dertil hører, men de var knap nok begyndt at spise, før Højbjerg fik et ildebefindende og blev kørt på hospitalet i Svendborg, hvor han døde dagen efter den 15. juli 1998 omgivet af sin hustru og den nærmeste familie. Han blev 83 år.
Brønderslev havde mistet en af sine finurlige personligheder, fabrikant Ejvind Højbjerg.
Tonny Bistrup
juni 2021