Af Henning Kristensen, tidligere sognepræst i Brønderslev
Da jeg i efteråret 1979 kom til Brønderslev for at være præst mellem befolkningen der, da mærkede jeg ret hurtigt, byen bar præg af at være, hvad man kunne kalde en forvokset landsby, hvor kirken stod solidt prentet i de fleste menneskers bevidsthed. Og der var jo heller ikke mere end den kirke, som blev kaldt ” DEN GAMLE KIRKE” indtil 1922, hvor DEN NYE KIRKE ” blev bygget. Landbruget var hovederhvervet indtil
Pedershaab fabrikken kom til Brønderslev. Derfor er det naturligt, at byens byvåben var 2 tandhjul og bondens plov,
for det er det, der har været hovederhvervet for byens befolkning. Her har håndens arbejde været det, som man har ernæret sig ved. Mennesker, der har lært dette af livets skole, at der intet kommer af sig selv, men man må arbejde for føden.
Læser man om, hvordan det daværende menighedsråd forholdt sig til betroede midler, da den nye kirkes skulle bygges, så får man også indtrykket af, at man havde den indstilling til den materielle side af livsgrundlaget, at der ikke er noget, der kommer af sig selv.
—— Det der kommer her om Den nye kirkes byggeproces, er noget, som jeg i sin tid har fået af kordegn Rauff og som sikker kan være interessant for mange at læse.
Om den Nye kirke.
Søndag den 19. marts 1922 var den sidste ordinære gudstjeneste i Den gamle Kirke, for søndag den 26. marts-1922 Palmesøndag indviedes den Ny kirke med festligheder hele dagen. Baggrunden for denne udvikling var byens stærke vækst i 1880erne, der gjorde, at den Gamle Kirke var ved at blive for lille. Her er der jo ikke mere end 200 siddepladser, og så var det også noget af en ulempe, at den lå lidt afsides i forhold til byen. Dog var det bestemt på et kirkesyn i 1898, at kirken skulle ombygges og udvides. Men det mødte modstand, fordi det var Stamhuset Birkelse, der ejede den Gamle Kirke dengang. Sådan var forholdene jo i Danmark indtil vi fik kirkeloven i 1919 var det vist. Først da blev tiende afskaffet, altså det med at der skulle ofres til kirken, til præsten og degnen. Men godsejeren hævdede, at tiende indtægten slet ikke stod i forhold til den stærke befolkningstilvækst i Brønderslev, så derfor mente han, at det ikke kunne påhvile godset, at skulle bekoste istandsættelse og udvidelse af Den gamle Kirke. Det kom der så en retssag ud af. Og Højesteret gav i 1907 kirkeejeren medhold i, at det ikke påhvilede ham at gøre kirken i stand.
Så tog menigheden herefter sagen i sin hånd, og begyndte med en indsamling i årene 1907-08, hvorved, der blev indsamlet ca. 16.000 kr. i frivillige bidrag, men til bygning af en Ny Kirke, som der blev købt en grund til inde midt i byen. Man fik lavet tegninger og foretog et overslag over, hvad det ville koste at sætte sådan en kirke op.
Nu skal det måske indskydes, at den daværende præst, provst H. C. M. Krarup var mest stemt for en udbygning og istandsættelse af Den gamle Kirke, og han fik udarbejdet tegningerne til en sådan istandsættelse og udvidelse. Men det fik til følge, at der nu var to forskellige opfattelser af, hvordan man skulle gribe sagen an, og det udsatte arbejdet for en tid. Så arbejdet blev først genoptaget, da Krarup døde i l913, hvorefter Fr. Fabricius Dahl blev sognepræst. Ja, så husker vi jo, at krigsårene kom, første Verdenskrig fra 1914-18. Det fik arbejdet til at ligge stille i disse år. Men det gjorde ikke savnet af et større kirkerum mindre, så det blev mere og mere påkrævet, at man kom i gang med byggeriet. Så allerede i 1917 tog man igen fat på at tegne bidrag til en Ny Kirke. Og i løbet af ret kort tid tegnedes der bidrag for ca. 70.000 kr. Hertil kom, at staten bevilgede 100000 og sognerådet ville garantere 50.000 kr. Så var man oppe på et beløb på ca. 220.000 kr. Så nu gik det den rigtige vej.
Arkitekt Schmidt udarbejdede tegninger til en ny kirke, og ud fra et beregningsoverslag 27. maj 1919 ville en kirke koste 250.000 kr. Vi skal måske også lige nævne, at der var et sammenstød med det daværende menighedsråd og arkitekten om betaling for tegningerne. Arkitekten krævede et beløb på 654, 90 for arbejdet, men rådet vedtog på et møde den 4. maj-l916 at tilbyde arkitekten 300,00 kr. idet man føjede til “menighedsrådet fralægger sig både juridisk og moralsk forpligtigelse over for hr. V. Schmidts krav. Dette krav var i øvrigt fremsendt gennem provsten, og derfor skulle det tilbagesendes ad den samme vej, så derfor lyder den medfølgende skrivelse til provsten således: I anledning af Deres Højærv. Skrivelse af 18. april d. å. angående en henvendelse fra Hr. Arkitekt Schmidt om hans tilgodehavende i anledning af tegninger og overslag til udvidelse af V. Brønderslev Kirke skal Menighedsrådet tillade sig at udtale. “Menighedsrådet kan ikke andet end beklage, at Hr. Arkitekt Schmidt ikke har modtaget nogen betaling for det af ham i 1911 udførte arbejde med tegninger og overslag til Brønderslev kirkes udvidelse, men da dette Arbejde er foranlediget af det daværende Kirketilsyn, og der fra det daværende udvalg for tilvejebringelse af en ny Kirke blev protesteret imod en udvidelse af den gamle, indser Menighedsrådet, som først valgtes i november 1912, ikke, at dette kan være forpligtet i denne sag, hverken juridisk eller moralsk. Da menighedsrådet gerne vil komme Hr. Arkitekt Schmidt, som jo faktisk har gjort et ikke lille arbejde og har haft personlige udgifter ved rejser m. m., så meget i møde som muligt, tillader man sig at foreslå, at der udbetales Hr. Arkitekt Schmidt 300 kr. af et beløb, som dels ved en kirkebazar, afholdt 1899, og dels på anden måde er tilvejebragt og for tiden udgør godt 3.000 kr. idet bemærkes, at der allerede en gang tidligere, nemlig for tegning til en ny kirke, der dog næppe er anvendelig, er udbetalt hr. Arkitekt Schmidt 623 kr. af samme konto. Dette viser med hvor stor omhu, disse mennesker dengang behandlede midler, der ikke var deres. Og penge, der var indsamlede til andet formål end det indsamlingen gik på, mente man ikke kunne bruges til betaling af regninger, der forelå for arbejde, der gik på noget andet, end til det, som pengene var øremærkede til. 3. juli 1616 var der svarskrivelse fra Schmidt, hvori han afslog menighedsrådet tilbud, men senere foreligger der en følgeskrivelse fra kirkeministeriet med følgende indhold.
“I anledning af det med Hr. Kammerherrens og deres Højærværdigheds Skriv. af 19. d. m. hertil indkomne hoslagt med bilag tilbagefølgende andragende, hvori Arkitekt V. Schmidt af København, der i årene 1911-12 på afdøde Provst Krarups opfordring udførte opmålinger af V. Brønderslev Kirke og leverede forslag til dens istandsættelse og udvidelse, men hidtil ikke har fået nogen betaling for sit arbejde, anholder om, at der for dette må blive betalt ham et beløb af 654, 90, skal ministeriet, tjenstligt melde til efterretning og videre bekendtgørelse, at man er enig med Dem i, at Arkitekt Schmidt under hensyn til de foreliggende erklæringer fra vedkommende Menighedsråd og Provst vel måtte gå ud fra, at han vilde få sit arbejde betalt, men at der ikke påhviler kirken nogen forpligtelse til at yde ham nogen betaling herfor” Ja, det var et lille intermetso, der viser lidt om, datidens begreb om penge, lidt om, hvad pengene var værd, og hvilket højtideligt sprog, der var gængs. Det giver med andre ord lidt af et øjebliksbillede af forholdene dengang.
Men nu skulle man også til at gå videre med kirkebyggeriet.
Endnu et problem tørnede menighedsrådet ind i. Hvor skulle den Nye kirke placeres. Man havde fået udpeget en grund, som man havde på hånden indtil 1. jan. 1919. Den tilhørte fhv. Gdr. P. Hansen og kunne købes for 13.500. Endvidere en grund tilhørende fhv. postfører Peter Nielsen til samme pris Begge disse arealer var beliggende mellem Bredgade og Krogensgade. Men der var ikke enighed om placeringen, hvad der fremgår af følgende uddrag af forhandlingsprotokollen.
Den 30. dec.-1918 forhandledes en skrivelse fra sognerådet, i hvilken der efter en meddelelse om, at sognerådet har vedtaget at garantere for et lån på indtil 50.000 kr. til den nye Kirke, udtalte misfornøjelse med, at det af sognerådet valgte medlem af kirkes bestyrelse, købm. Andr. M. Tholstrup, ikke havde deltaget i menighedsrådets forhandlinger om pladsen for den kirke, og i hvilken der opfordres til, at nævnte medlem af kirkens bestyrelse træder i forhandling med menighedsrådet for at foretage en ny undersøgelse og muligvis finde en bedre egnet plads. Det vedtoges at lade købmand A. M. Tolstrup, der var til stede ved mødet, i løbet af 10 dage at foretage en undersøgelse af, om andre muligheder skulle være til stede end den af menighedsrådet udsete og ved et borgermøde vedtagne plads og på betingelse af, at sidstnævnte plads gives på hånden til 10. februar.
Den 9. feb. kom det til en forhandling med købmand A, M. Tolstrup om det var muligt at finde en anden grund, idet der forelå en erklæring fra arkitekt Schmidt gennem fabrikant P. Nielsen om, at der ikke kunne bygges en kirke med tårn på den førstnævnte grund, altså ved Krogensgade, men der kunne bygges en klokketårn i det nordøstlige hjørne. Men nu forelå der også mulighed for en grund nord for Grønnegade, men da menighedsrådet ikke kunne forstå, at der ikke kunne bygges en kirke med tårn på førstnævnte grund bad man arkitekten om at rejse herover, for at forklare sig om sagen. Det fik til følge, at menighedsrådet blev overbevist om, at det var det rigtige sted, som man i første omgang havde valgt til kirken, så derfor måtte man meddele dette til sognerådet.
Det fik så sognerådet til at beslutte, at der skulle foretages en folkeafstemning om placeringen Denne afstemning fandt sted den 24. jan. 1919 med følgende resultat: For pladsen ved Bredgade-Krogensgade:434 og for pladsen Gravensgade -Grønnegade: 259 Men nu var det også på tide, at der skulle gang i byggeriet. Men vi kender jo at prise på materiale og arbejdsløn er stadig stigende, så dette overslag, der var foretaget, blev hurtigt for småt.
Nu stillede kirkeministeriet i udsigt, at Staten ville bekoste halvdelen af summen, som det kostede, at bygge kirken. Og i sommeren 1920 begyndte byggeriet, idet man havde besluttet at ville opføre kirken i to etape. Og først senere blev fritstående tårn (Kampanile) opført. Herved regnede man med at kunne spare ca. 60-70.000 kr. i første omgang. Så nu skred arbejdet hurtigt frem, og efter at grundstenen var lagt 1920 den 20. aug. kunne kirken som nævnt indvies 26. marts 1922.
Den herskende dyrtid med prisstigninger havde fået til følge, at udgiften til byggeriet, inventar plus en vedligeholdelsessum blev i alt ca. 400.000 kr. Men i det beløb er også tårnet medregnet. Dette blev opført i 1927. Som man ser, består kirken af skib og kor i rum. Hertil kommer så tårnet. Ydermurene er af røde håndstrøgne Mursten, der er opført på en granitsokkel. Langs med ydermurerne er der kraftige stræbepiller af glaserede mursten. Kirken har rødt tegltag, og dets indre har murede krydshvælvinger, der er understøttet af 12 slange granitsøjler, der hver er 5 m. høje. Da kirken blev bygget var der pulpiturer langs med siderne, hvad, der gjorde rummet noget mørkt og tungt, men kirken kunne da rumme ca. 540 mennesker, der alle kunne sidde ned. På alteret var der da anbragt et stort forgyldt kors, der skulle virke som en slags altertavle. Prædikestolen er af egetræ. Døbefonten er af Kalksten. Dåbsfadet samt kalk og Disk er fra den Gamle kirke. Dåbsfadet er helt uden indskrift og er af messing. Disken og kalken er ret nyt fra ca. 1860 og tilvirket i Aalborg hos firmaet P. Ørsnes. Her er heller ingen indskrift. Alterstagene er nye og anskaffet til kirken, da den blev bygget. Både det gamle og det nuværende orgel er bygget af Frobenius, Kbh.og er nu på 31 registrer. Skibet, der hænger ned fra loftet er lavet og skænket af bødkermester Andreas Kongsdal Den syvarmede lysestage bærer inskriptionen:Til minde om Kirsten Marie Steamann Hansen, 7. dec. 1911 død 25. dec. 1919. Det samme gælder lysekronerne. Følgende navne udgjorde det udvalg, der arbejdede med kirkesagen: P. Nielsen, N. Eskildsen, N. Henriksen, Markus Hansen, Marie Tolstrup, Elisabeth Selchou og Fr. Dahl. Det var dem det begyndte med, men efter valget i 1916 kom der nye navne til de her nævnte. particulier C. Tolstrup, Missionær Nielsen, rebslager Jakob Sørensen, faktor J. M. Henriksen, og landinspektør C. J. Jungersen, oversygeplejerske Anna Dahl, jernstøber Barslund. I 1920 blev det følgende Fr. Dahl, landinspektør C. J. Jungersen, husmand S. C. Sørensen, værkfører
- R. Tolstrup, lærer E. E. Kristensen, gartner
- P. A. S. Jensen, karetmager A. P. Christensen, fabrikant
- Nielsen og bageribestyrer A. M. Thomsen.
Indskrift på kirkeklokken: “Jeg vaager ved Morgen, jeg vaager ved Kvæld, Vaag og bed og tænk paa din sjæl”. Klokkespillet blev taget i brug julen 1963 og her var der forskellige meningstilkendegivelse af hvilken melodi, der skulle spilles: Melodien Jylland mellem tvende have afvistes af biskoppen. Valget faldt så på: kl. 8, 00 Morgenstund har guld i mund kl. 12, 00 Lover den Herre kl. 18, 00 Nu takker alle Gud kl. 21, 00 Sig månen langsomt hæver.
1969 begyndte planerne om at ombygge kirken. Mosaikruder i østgavlen, der er fremstillet af Helle Scharling. Det er abstrakt, så enhver kan lægge det ind i det, som man vil. Så kom turen til nyt alterparti, der er udarbejdet af kunstneren Johannes Hansen, en bror til Karl Robert Hansen, der har været præst ved kirken. Restaureringen blev gjort færdig i 1972, hvorefter kirkerummet fremtræder, som vi i dag kan se det, dog med undtagelse af de nye mosaikruder i sideskibene.
Som jeg har lært byens befolkning at kende, så er det jævne og pålidelige menneske, som man kan regne med står inde for det, som de udgiver sig for. Trofaste mennesker, som det var en fornøjelse at være præst imellem. — Mon ikke det også var derfor, at jeg fik lov til at være en af deres præster i 27 dejlige år.
Jeg husker fra min indsættelse som præst, at provst Per Clemmensen bland andet sagde noget om, at som præst så får du oven i det, som du er som menneske, så får du med dig i din gerning som præst hele folkekirkens tyngde af betydning for mennesker i medgang og modgang, det får du med dig som præst i din bagage. Det betyder for dig, at når du nu færdes mellem menneske her sognet, så vil de modtage dig med åbenhed og fuld tillid, netop for du kommer som præst. Det Per Clemmensen sagde til mig, det er bare rigtig. Det at blive iklædt med kirkens lange tradition med at komme mennesker i møde i alle livets situationer, det giver præsten en utrolig tillid blandt de mennesker, som man er præst imellem.
Men det kræver naturligvis også, at præsten er en sådan tillid værdig. Det er noget, der med et fint ord kaldes dekorum.
Naturligvis er præster også mennesker, og det må de have lov til at være, hvis ikke, så duer det ikke. Men med dekorum menes der, at du som præst opfører dig sådan, at du kan være bekendt at møde de mennesker, som du er præst imellem.
Jeg har sommetider brugt det billede, at hvis du har været i biografen en aften eller været til fest, så duer det ikke, at du kommer syngende gennem byens gader, når du skal hjem, for hvad vil folk så ikke tænke.—— Husk at du kan måske møde det menneske, der har hørt dig komme syngende, ham eller hende kan du måske møde i kirken dagen efter til et familiemedlems begravelse. Nu har det nu aldrig faldet mig svært, at leve op til de forventning er, som en menighed må have til deres præst.
—— De mennesker, som man først lærer at kende, når man kommer til et sogn er jo de mennesker, der oftest kommer til kirken. Menighedsrådet er naturligvis de fleste steder de mennesker, som man får mest med at gøre.
Og her synes jeg, at Brønderslev sogn har haft mennesker i rådet, der i den grad har engageret sig i det liv, der rører sig i kirken og i sognet. Man har trukket på samme hammel. Når der skulle være valg til menighedsrådet, ja så var der, som det er naturligt i et demokratisk samfund, så var der flere lister, som der kunne stemmes på. Men når valget var vel overstået og de valgte havde konstitueret sig, så havde man fælles opgave, nemlig at arbejde for kirkelivets fremme i sognet.
Et andet forhold, som jeg mener, har haft en god indflydelse, var, at min dengang eneste kollega Poul E. Klejnstrup, havde sådan et vindende væsen. Han var et menneske, som alle kunne være sammen med og som man satte stor pris på. Det var ikke embedsmanden højt på strå, men mennesket Poul, som man mødte og som ville alle mennesker det bedste. Det mener jeg har haft en positiv indflydelse på stemningen og den positive indstilling i menighedsrådet og i kirkelivet i øvrigt. I Klejnstrups selskab følte man sig godt tilpas.
Derfor var det altid en fornøjelse, når rådet den ene gang op året skulle på den årlige udflugt. At man netop denne søndag lagde søndagens eneste gudstjeneste allerede kl. 9, synes jeg ikke man kunne tillade sig, bare fordi, der skulle være udflugt.
Men der var altid en festlig stemning og som regel var alle med sammen med ægtefælle eller ledsager, som det hedder i dag. Ja, da Ole Skovgaard kom til Brønderslev og Serritslev som præst, da blev det besluttet, at også de mindreårige børn måtte være med, for det var jo børnene, der måtte undvære den af forældrene, der sad i menighedsrådsmøde den ene gang efter det andet i årets løb.
Også den beslutning gav festligt indslag i udflugtsforsamlingen.
En stemning, som ikke blev ringere af, at den daværende kasserer, Kaj Severinsen til kaffen efter middagen kunne foreslå, at økonomien var i så god orden, at der godt kunne blive til en cognac til kaffen for dem, der havde lyst.
En udflugt eller studietur, som det også kaldes havde jo også et kirkeligt formål, for eksempel ud at se et nyt kirkebyggeri eller menighedslokale, som der jo blev bygget mange af i disse år.
For kirken skulle også være til for sognets beboere, når det ikke var søndag. Siden hen har det været svært at forstå, hvordan Brønderslev kunne være kirke for menigheden uden et menigheds hus, eller sognegård, som nogen ynder at kalde bygningen.
Jeg husker fra indvielsen af menighedshuset at formanden, ”smeden,” som man kaldte ham, for menighedsrådsforeningen var kommet til Brønderslev i den anledning, for at tale til menighedsrådet og forsamlingen i øvrigt. Han sagde blandt andet, at hvis nogle skulle være bekymret for, om der var bygget for stort og for flot, så kunne han godt love folk i Brønderslev, at i løbet af nogle år, så ville det vise sig, at huset ville være for lille til at tilgodese alle de aktiviteter, som der ville finde sted i huset. Og sidenhen har det jo vist sig at slå til.
Brønderslev ny Kirke efter den store renovering med tilbygning af mødelokaler og andre faciliteter i 2019
Før den tid, da foregik konfirmandlæsningen jo på de forskellige skoler i byen. For der var efterhånden kommet så mange konfirmander at lokalet i præsteboligen ikke slog til længere. Så derfor måtte præsten rundt på skolerne for at forberede konfirmanderne til konfirmationen.
Det var jo ikke den mest ideelle løsning, for så kunne præsten let af børnene blive anset for at være en slags vikar, som jo ind imellem måtte tilkaldes for at få undervisningen til at hænge sammen.— Nej, det var meget bedre at få børnene ud af skolemijøet og hen til kirken, som jo var baggrunden for konfirmandundervisningen. Her i kirkens område var børnene meget lettere at motivere for den kirkelige undervisning. Var der et eller andet særligt, der skulle fortælles om, så var det let lige at flytte børnene over i kirkerummet, hvor det var meget anderledes at være end i skolen. Om hvad mere er, så lærte man jo også på den måde, at føle sig hjemme i kirkerummet. For der har jo været en kedelig tendens til, at når børnene var konfirmeret, så var de færdige med kirken. Det er jo hvad den historie om præsten handler om, som fortæller, at der var en kirke, hvor allikerne i den grad var blevet et problem, fordi de fløj ind i kirken alle vegne, hvor der var mulighed for det, ind i tårnet, ind under taget og var over alt og det lavede en vældig griseri for graveren, så derfor var problemet blevet så stort, at det nu var havnet som et punkt på menighedsrådets dagsorden. Og efter lange og indgående drøftelse om sagen med gode forslag om, hvordan man skulle blive problemet kvit, så kom præsten til sidst med det forslag, han ville foreslå, at man holdt en slags gudstjeneste, hvor man ligesom konfirmerede allikerne, for han havde jo erfaret, at det virkede udmærket på de almindelige konfirmander.
Det har været en glæde, at have med børnene at gøre i kirkens miljø. Her var det meget lettere at få et personligt forhold til de unge mennesker, som jer har lært at kende nogenlunde uden undtagelse som søde, ofte fornuftige og motiverede børn. Det fik man bekræftet på den konfirmandudflugt, som blev arrangeret efter konfirmationen. Vi havde en bus eller to til rådighed alt efter holdenes størrelse. Først på dagen skulle vi besøge en kirke eller måske en kirkeruin og senere på dagen et forlystelsessted efter børnenes ønske. Det blev gennem mange Fårup sommerland.
Når jeg tænker tilbage på min præstetid i Brønderslev, så er der jo mange forskellige oplevelser, der dukker op i min erindring. De oplevelser, der handler om menneskers samtale med præsten kan jeg jo af gode grunde ikke fortælle om, hvor det er noget, som det pågældende menneske har fortalt mig som præst i fortrolighed. Og det er derfor ikke noget, som jeg kan skrive om i en bog om Brønderslev.
Men der er jo mange andre ting og forhold, som jeg kan fortælle om, som ikke er fortrolige. For eksempel kunne jeg godt tænke mig at nævne Harald C. R. Thomsen, som var rådets formand igennem mange år. Et menneske, som jeg lærte at kende, og som jeg satte stor pris på. Når Thomsen havde taget sig af en sag, så kunne man regne med, at sagen var i gode hænde. Thomsen var et ordensmenneske, som følgende lille vidnesbyrd minder om. Jeg husker, at jeg en tid efter, at jeg var kommet til Brønderslev havde ærinde i Thomsens butik. I den forbindelse fortalte han mig, at han ikke kunne forstå, hvorfor han ikke havde fået sit momsregnskab tilbage. Det skulle på det tidspunkt sendes til et kontor i Frederikshavn, men var altså ikke kommet retur, som det plejede at komme. Men så fortalte Thomsen videre, at man havde ringet fra momskontoret og havde beklaget, at de ikke havde sendt det retur endnu, for som de sagde: ”De ville gerne have regnskabet liggende, så de kunne vise folk, hvordan et regnskab skulle føres.”
Det var også med Thomsen som formand for rådet, at menighedslokalet blev bygget med arkitekt Bjerregaard som tegner og byggekyndig. Det var en tid med mange møder, hvor der var mange ting, der skulle tages stilling til. — At det var påkrævet med mere og bedre plads i kirken vidner følgende lille oplevelse om, som jeg havde ved en af de første møder i rådet, som jeg var med til. Møderne var henlagt til rum bag orgelet i kirken. Man sad alle 14-16 mennesker rundt om et stort bord. — Der var som regel fri tobak, som ofte blev sendt rundt. Det var ikke de rygeregler, som vi kender i dag, der var gældende. Jeg husker, at røgen blev tættere og tættere alt som aftenen skred frem. På et tidspunkt var det så tæt, at man kun kunne skimte de mennesker, der sad for den modsatte ende af bordet. Da vi så endelig kom frem til punktet ”eventuelt” på et meget sent tidspunkt, da stillede jeg det forslag, om der ville være mulighed for at rådet købte en røgsuger, for som ikkeryger havde jeg det lidt svært ved den megen røg. — Og så skete der noget, rådet brast i en voldsom latter, så der gik vist 5 minutter, før der blev ørenlyd igen. Så det forslag var der ikke rigtig forståelse for på det tidspunkt. Men efter næste valg til rådet, da blev Birte Nielsen valgt ind i menighedsrådet, og efter at hun havde overværet et møde, da ringede hun til Thomsen og sagde, at hun ikke kunne deltage i møderne, når der var så meget røg. Siden det tidspunkt har man ikke måttet ryge under møderne før sidst på aftenen.
På et eller andet tidspunkt blev det også tradition at fejre julen med en såkaldt midnatsgudstjeneste i den gamle kirke. Det første år, da det skulle til at begynde, henvendte jeg mig til Nordjyske for at få lidt omtale af det, da det var første gang, så skulle folk jo helt vide, at muligheden var til stede. Journalisten spurgte mig så, hvorfor vi nu ville i gang med det, så svarede jeg sådan for sjovt, at det var for at konkurrere med paven i Rom. Og straks kom det jo i bladet, nu ville kirken i Brønderslev konkurrere med paven. Jo avisen vil gerne benytte enhver lejlighed til at få sat gang i en god historie.
Men ideen slag åbenbart godt an, der kom så mange, at flere måtte går hjem uden at kunne være i kirken, for der var simpelthen ikke plads. Som det er nævnt, så har kirke en naturlig plads i befolkningens livshorisont. Mon ikke det kunne skyldes, at nu var det jul. Ræset før julen var ovre. Julemiddagen var indtaget, træet havde været tændt og gaverne var delt ud og åbnet, og nu ventede nogle dejlig julehelligdage, hvor man kunne slappe af i familiens kreds. Og nu var det jul, og hvad var mere nærliggende end at høre fortællingen om Frelserens fødsel og lade julefreden sænke sig over sind og krop.
Noget andet, som jeg også tænker tilbage på med glæde fra min tid i Brønderslev var de udflugter, som menighedsrådet satte i værk for menighedens medlemmer i byen.—Sådan husker jeg fra den første tur, som jeg var med på, da jeg kom til byen, Ingeniør Mulvad, der sad tæt ved mig i bussen, lod mig forstå, at det var vel nok et dejligt initiativ, som menighedsrådet her havde sat i værk. — Og det var det. Hvor har menigheden oplevet mange fine turer, hvor der er oplevet meget fællesskab rundt om i den nordlige del af Danmark.
Lovens kirke besøges af folk fra Brønderslev.
Når der havde været valg til menighedsrådet, som der jo skal være ifølge loven hver 4. år, så var det altid spændende at se, hvem der blev valgt og hvilket udvalg de så senere fik plads i, når rådet skulle konstituerer sig. Var det en initiativrig person eller ej. En af de personer, som virkelig fik sat skub i tingene, var Ole Nørgaard, som fik plads i kirkeudvalget, da han blev valgt ind i menighedsrådet. I lang tid havde man talt om, at kirketårnet, kampanilen trængte til et grundigt eftersyn og udbedring af fugerne. Her viste det sig, at Ole Nørgaard var den rette mand i kirkeudvalget. Det varede ikke længe, før der blev sat gang i udbedringen. Og da man nu var i gang med kirketårnet, så kunne man jo ligeså godt også samtidig får den ene af kirkens klokker udskifter, da den ene af dem havde været revnet i nogen tid. På billedet kan man se, hvordan en stor kranvogn blev lejet til det formål, at få den gamle kirkeklokke ud af tårnet og få den nye klokke på plads. Det blev alt sammen udført på en og samme dag.
Det vækker opsigt i byen, da kirkeklokken skulle på plads.
Neden for har vi beviset for, at kirkeklokken nu er udskiftet.
Det har altid været en positiv oplevelse, at have at arbejde sammen med menighedsrådet ved Brønderslev kirke. Men når jeg tænker tilbage på de forskellige mennesker, som jeg har mødt i den sammenhæng, så er det jo gennem de 27 år i Brønderslev blevet til mange forskellige gennem årene. Mange af dem er gået bort, men lever jo stadig i min erindring. Her er der så nogle, der stadig tænder en varm følelse, når de indimellem dukker op i min erindring. Et menneske, som jeg især kommer til at tænke på med glæde, er Birthe Volden, som jo stammede fra København, men mødte Arne Volden, da han var indkaldt som soldat. Og så gik det jo, som så ofte, at de dannede par og hun flyttede med til Nordjylland. Og det vakte, som jeg har fået det fortalt, en del opsigt, at en københavner var flyttet hertil. I mange år blev Birte Volden kaldt ”københavneren” og da hun kom ind i menighedsrådet, var der straks nogle, der kom med forskellige kommentarer. Men jeg må sige, at jeg har sjældent mødt et menneske, som var mere venlig, hjælpsom og iniativrig end Birte Volden. Hun var med til at lade kirkens røst høre i byens nærradio. Hun var den, der skulle hjælpe med at skaffe en afløser, hvis organisten var syg og ikke kunne gøre tjeneste. Hun var med, når den årlige udflugt skulle tilrettelægges og senere igen, når turen skulle finde sted. Og vi ser hende også på billedet, da den nye kirkeklokke skal på plads. Også når konfirmanderne skulle på tur efter konfirmationen, så meldte hun sig som frivillig til at tage med. Jeg kan endnu for mit indre blik se Birte Volden sammen med nogle af børnene i Fårup sommerland rutsje ned med de både, der kaldes træstammerne, mens vandet sprøjter til alle side.
Gennem årene er der også sket en positiv udvikling med Brønderslev by. Da jeg kom til byen i 1979, lå der en del støjende og forurenende værksteder inde mit mellem beboelserne. Det er nu vel næsten væk. Og Rhododendronparken som optiker Tage Buus og bankbud Gunnar Vestergaard lagde mange kræfter i at få etableret, det står nu som et attraktivt udflugtsmål for mennesker langt uden for Danmarks grænser.
Og hvad var mere nærliggende, at henlægge en sommer gudstjeneste under åben himmel. Hvor naturen er kirkerum.
Og med den runde pavilloner der jo mulighed for at komme under tag, hvis det går, Thøger Larsen skriver sangen.”Byger der går og kommer,
Det er den danske sommer.
Og det vist nok stadig en tradition, som de nuværende præster og menighedsråd holder fast i, da det er blevet en udbredt skik mange steder i hele landet.
Der kunne jo være meget mere at fortælle om Brønderslev, men her er hvad jeg mener at kunne bidrage med.
Henning Kristensen.
Juni 2021