Endnu en historie fra Povl Stevns, Serritslev, født og opvokset i Vrensted Præstegård.
Der fortælles her en spændende historie om et navneskift der fandt sted i Vrensted Præstegård under besættelsen, en oktober aften i 1944 hos hans far,
pastor Aage Stevns, som også var modstands mand.
Et navneskift.
Ved dåben spørger præsten bæreren af barnet om barnets navn, hvorefter selve dåbshandlingen finder sted. Det er den gængse fremgangsmåde og det var det også i Vrensted i min barndom. Siden hen er jeg blevet bekendt med, at der i 1944 i Vrensted har været en undtagelse fra normen på dette punkt på grund af de vanskelige forhold, besættelsen medførte. Om dette usædvanlige navneskift, der dengang undtagelsesvis fandt sted på præstens kontor og ikke i kirken, fortæller Gustav Pedersen i Ranum Seminariums årsskrift fra 1946 følgende:
”I Midten af oktober 1944 sad jeg efter en omflakkende tilværelse en aften hos pastor Aage Stevns i Vrensted i Vendsyssel. Den aften var der ”Dåbshøjtidelighed” i præstens studereværelse. Som fremmed og hjemløs kom jeg til ham og skulle erhverve mig nyt borgerbevis. Jeg kom dertil som Gustav Pedersen, men da jeg tog derfra, hed jeg Christen Christensen og var medhjælper, først i Thise.
Samme aften forhandlede vi om mit fremtidige virke. Pastoren var klar over nødvendigheden af, at jeg kom på en plads, hvor jeg fik mulighed for at fortsætte læsearbejdet. Jeg fik at vide, at man på ”Halvorsminde” Ungdomsskole ved Hjørring var villig til at tage en ung mand som lærer, og herved blev det. Jeg fik en bestemt rejserute udpeget, og ad den ville jeg i løbet af en uge være på skolen. Her mødte jeg den 31. oktober om aftenen og gik med det samme ind i rollen som ”lærer Christensen”. Jeg skulle bo på ”Sparta”, et værelse ude blandt elevernes, og begyndte dagen efter sammen med skolens øvrige lærerstab, der var informeret om min stilling, at gøre klar til at modtage den 93 mand stærke invasion, som skulle ske den 3. november.
Jeg blev tildelt nogle timer i dansk og bogføring – i alt 12 timer om ugen – og havde således god lejlighed til at arbejde videre med mit seminariearbejde . Jeg var klar over, at der ville komme visse vanskeligheder, når talen ville berøre min tidligere tilværelse, men det måtte jeg klare ved på forhånd at vælge hjemsted og uddannelsessted, som måtte forudsættes at være eleverne ukendte. Altså jeg nærede ingen særlige bekymringer, jeg var et nyt og fremmed individ”.
Vi springer her over et par afsnit, hvor der redegøres for undervisningsforhold, elever og kammeratskab på skolen, inden vi igen lader Gustav Pedersen fortsætte sin fortælling:
” Også arbejdet udadtil blev jeg stillet overfor. Ungdomsforeninger kaldte på én, og enkelte gange måtte jeg sige ja, således som denne annonce i ”Vendsyssel Tidende” viser:
BAGTERP: Møde afholdes i børneskolen onsdag den 17. ds. kl. 20 præcis. Lærer Christensen, ”Halvorsminde” læser op. Brød og sukker medbringes..
Det var noget ganske fremmed for mig; men da situationen var enerverende, følte jeg sådanne aftener en vis afspænding af nerverne. Jeg var ikke altid stolt af at have påtaget mig en opgave af den art; men jeg havde ikke fortrudt det. Også her lærte jeg, at opgaver kalder på nye kræfter i én.
Det vil føre for vidt at fremføre nærmere enkeltheder. Min sidste opgave på Halvorsminde var at medvirke ved opførelsen af en komedie indstuderet af skolens lærerkreds. – Tirsdag den 6. marts 1945 var jeg om aftenen på scenen ved en offentlig forestilling af ”Under Hammeren”. Samme aften sad jeg efter nogle nervepirrende timer på skolen, i en Gestapobil på vej til Frederikshavn. En uforglemmelig vinter var brat sluttet. Nye og sære oplevelser faldt i min lod og fordunklede for en kort tid oplevelserne på Halvorsminde 1944 – 45”.
Gustav Pedersens beretning fortsætter herefter med tiden efter befrielsen, om hans færdiggørelse af studierne i Ranum og om hans genansættelse på Halvorsminde og slutter beretningen (i 1946) på følgende måde:
”Nu er også denne vinter gået. To vintre, hver på sin måde berigende, har jeg oplevet blandt ungdom på ”Halvorsmnde”, og jeg føler dyb taknemlighed mod den skole, der var villig til at tage imod mig både som illegal og legal lærer”.
—————
Således sluttede Gustav Pedersens beretning om den begivenhedsrige vinter 1944-45, der begyndte med navneskiftet i Vrensted præstegård i midten af oktober og efterfulgtes af en spændende vinters skolearbejde på ”Halvorsminde”, inden den sluttede med en tilværelse som fange i Frøslevlejren. – I første omgang reddede navneskiftet og hans ansættelse på Halvorsminde ham, men stikkeriet under besættelsen var det svært at dæmme op imod. Vi ser det omtalt i ”Vendsyssel Tidende” den 20. november 1945, hvor man i et referat fra et retsmøde skriver følgende:
”Lærer Gustav Petersen forklarede, at han natten mellem 5. og 6. marts 1945 var blevet anholdt på Halvorsminde Ungdomsskole ved Hjørring. Han gik under navnet Chr. Christensen og til at begynde med fastholdt han, at det var hans navn. Men så fik han en lussing og besked på at sige sandheden, for han var blevet ”stukket” af en svigerinde fra Nyborg. Jørgensen afhørte ham og da han fandt den falske dåbsattest, Petersen var forsynet med og som bar pastor Stevns´ navn, gned Jørgensen sig i hænderne og sagde: ”Nu skal vi ud og have fat i en præst”. Petersen blev så ført til Frederikshavn og da han blev stoppet ind i bilen, erklærede Jørgensen: ”Så nu går det ad Helvede til”.
Statsadvokaten: ”Ja, det gik jo til Gestapo”. Jørgensen erklærede, at Petersen var blevet anholdt efter ordre fra København, idet han var blevet angivet som leder af våbenmodtagelser. Han blev sendt til Frøslev i et par måneder.”
NB: Jørgensen var Gestapoleder i Vendsyssel med station i Frederikshavn.
Frøslevlejren var en mellemstation til de tyske koncentrationslejre.
Anklagen mod Gestapo-Jørgensen efter krigen gik bl.a. også på medvirken ved forsøget på anholdelse af provst Carl Hermansen, Hjørring, men da man ingen beviser kunne fremlægge på dette tidspunkt, frikendtes Jørgensen herfor.
——————
Konklusion: Det er ikke altid nok med et navneskift.
——————–
September 2018. Povl Stevns.