Af Palle Nielsen født i Vrensted på Kæret Sydvest for Bagterp mellem Vrensted og Løkken.
Han sejlede i 30 år, først som maskinist, siden som navigatør i coastere, forsyningsskibe m.v. Efteruddannet på Sømandsskolen i Svendborg og var i Søværnet i 10 år, både over og under vandet i 6-7 år.
Her en historie om dengang vi havde både voksne og børn ombord i danske skibe til jul.
Det var blevet sådan, at man begyndte at have konen og børnene med på kortere eller længere rejser til søs. Der kan siges både for og imod: Bare tag sproget, som jo i sig selv er anderledes ombord i skibene. Selv i store skibe blev man mange gange dus med alle ombord og var på fornavn selv med kaptajnen. Sådan et sammenhold var nødvendigt for at kunne klare den udfordring, der var på søen med anløb i mange forskellige lande, hvor der var en anderledes kultur, og når man sejlede over havet i storm – is og bagende varme med havblik, og hvor temperaturen nemt kunne snige sig over 40 grader. Selve det at være på et skib, som jo af naturlige årsager var et minisamfund. Der var jo nogle, der var anderledes på deres måde. Nogle drak nok lidt rigeligt, andre var måske lige knap så modne til opgaverne, og andre igen var måske fra en anden kultur med andre vaner end vi danske sømænd og søkoner.
Jeg var tredjestyrmand med første udmønstring i denne titel, var kommet ombord i Rotterdam. Skibet skulle igennem Middelhavet, gennem Suez kanalen og videre til Østen – en rimelig lang tur, inden det gik mod Danmark igen. Sammen med mig kom også maskinmesterens kone og deres børn på fire og otte år samt kaptajnens med en pige på ni år, hovmesterens kone og deres lille Karen, der kun var tre år.
Jeg havde ikke lige helt tænkt tanken igennem. Det var næsten en hel børnehave, der skulle til Østen – Vorherre til hest, var min tanke! Der skal holdes afstand – ellers kan man jo ikke arbejde normalt. Her var det så – set i agterspejlet – at jeg havde forregnet mig. Det viste sig, at ungerne hurtigt faldt til blandt søfolkene – nogle af dem knyttede bånd til en eller anden.
Søfolk har en eller anden facon at være på over for børn, og de forstod, at hvis de lige havde lappet over, hvor man lige havde malet og kaldte dem for kvajpander, så var de klar på, at det var sikkert sandt og rettede ganske naturligt ind efter det.
Det var et helt slaraffenland for mødrene. De så, at det at være til søs med børn faktisk var ganske afslappende – med alle de søfolk, der samtidig med arbejdet sagtens kunne se lidt efter lille Peter på fire år. Og skulle far og mor en tur i byen, var det allerede aftalt, hvem der havde kommandoen over ungerne. Jeg husker tydeligt Mesters kone, der var meget rørt til nytår over, hvor søde vi var ved lille Peter – ja, måske fordi det var nytår, kom der også lidt tårer.
Nå, men det var ikke jul endnu, og vi var ikke nået igennem Middelhavet, før at kaptajnens pige Line kom op på min vagt. Jeg gik som tredjestyrmand vagt kl. 12-16 og igen hundevagten kl. 24-04. Hun kom for at høre, om det var rigtigt, at jeg havde sejlet på Grønland og kendte forskel på hvaler, sæler og de forskellige fisk – for hun var ved at lære om de forskellige dyr i vandet. Det var sådan et slags tillidsforhold, der blev bygget op. Vi gennemgik hendes bøger, og jeg ved, at hun var lige så god til dyr i vandet som andre, og så havde hun jo set mange af dem i virkeligheden.
Det var mest kaptajnens datter, jeg snakkede med. Hun var utrolig videbegærlig og spurgte ind til alt. Kom tit op, når jeg havde vagt, sommetider med et par stykker frugt eller en sodavand, som vi skulle dele. Det var da nok muligt, at jeg her fik et tit op, når jeg havde vagt, sommetider med et par stykker frugt eller en sodavand, som vi skulle dele. Det var da nok muligt, at jeg her fik et andet syn på skibsungerne om bord.
Børnene boltrede sig ombord sammen med besætningen
Mesters datter var mere til sømændene på dækket. De forkælede hende af kappelyst. Der blev lavet swimmingpool mellem lugerne efter fyraften, for at tøsen kunne komme i vandet. Tit tænkte jeg: Hun burde have været dreng, var som en sådan, hun lærte at bande og svovle, så jeg tror hendes mor var ved at gå ud af sit gode skind, og hun klatrede i mast og rå.
Tiden nærmede sig, hvor julen skulle komme, og børnene var da lidt tvivlende på julemanden. Men jeg havde jo ikke sådan lige tænkt, at det skulle blive jul uden en julemand. Det var da det mindste, der skulle gøres for ungerne. Nu ville Line fra mig, der havde sejlet så længe, gerne vide, hvordan er det til jul: Kommer der en julemand eller hvad? Se, den fangede jeg. Hun ville ikke sådan lige fortælle, at hun troede på julemanden. Jeg forklarede hende, at der jo var skibsnisserne, der hjalp julemanden, fordi han ikke kunne være alle steder juleaften. Nå, ja, det vidste hun jo godt, sagde hun.
Så var det, at jeg slog tankerne om jul ud af hovedet, indtil kaptajnen ville høre – nu er det snart jul, og børnene snakker om de skibsnisser, jeg havde fortalt dem om – hvordan jeg sådan havde tænkt mig at fuldføre det. Ups, det var ikke lige meningen, at det skulle udvikle sig. Men pigen havde betroet sig til de andre børn, så alle var opsat på at se de skibsnisser, som tredjestyrmanden sagde, der var ombord.
Jeg var vidende om, at søfolkene på dækket havde købt julegaver især til maskinmesters drengepige. Der var elektrisk tog, flyvemaskiner, traktorer – jo, det var til en dreng, men var det det, tøsen ønskede sig? Selv dæksdrengene havde købt julegave til børnene. Ja, jeg havde da også købt en fin kikkert, som Line havde set hos en af de handlende i Suez kanalen. Den var jo rimelig god til at se marsvin, skildpadder og flyvefisk med. Det var, hvad jeg havde købt – og lidt forskelligt til de andre børn. Men vi havde også samlet penge ind til gaver til børnene.
Den store dag oprandt. Om formiddagen kaldte telegrafisten børnene sammen til juleslik- og for at vise dem, at han havde opsnappet et telegram fra selveste julemanden til alle skibsnisser ombord på skibene med ordlyden “Vær klar på bagbordside i aften for modtapet et telegram fra selveste julemanden, til alle skibsnisser ombord på skibene med ordlyden “Vær klar på bagbordside i aften for modtagelse af julegaver, stop, Julemanden, Nordpolen”. De stakkels børn de slugte det råt, og telegrafisten havde en dejlig formiddag med diverse historier om, dengang han var barn, og julemanden kom o.s.v.
I kabyssen var der gang i den: Kokken, koksmaten og bageren var på stikkerne. Der skulle steges otte ænder, otte flæskestege, 20 meter medister, og desserten skulle laves. Der skulle også være et juletræ, det havde tømreren lavet, og det bestod af træ med grene omviklet med grønt papir. Det var flot lavet, og så tabte det ikke nålene i varmen.
Det blev aften, og julemiddagen skulle indtages. Alle var i deres bedste klæder – selv fyrbøderne, der var næsten rene og fine. Vejret var fint – bare en let brise. Det var ikke så nemt at komme i julestemning, men det hjalp at se børnenes iver. Der blev spist godt og, jeg havde aftalt med overstyrmanden, at han skulle varsko, når Julemanden havde været ved bagbordsside og havde afleveret gaverne til skibsnisserne.
Da klokken var 20.30, ringede han ned i messen og fortalte, at de var ankommet og hvis de skulle se skibsnisserne arbejde, så var det altså tiden. Der gik et sus igennem messen, da børnene fór op på broen med forældrene i halen. Hvor, skreg de, og overstyrmanden spurgte, hvorfor de ikke kom, da han ringede. Nu havde skibsnisserne jo været der med alle gaverne, som stod i de sække der.
Så flåede børnene sækkene fra hinanden og pakkede op. Besætningen stod på begge vinger for at se deres øjne, når de åbnede netop den, de havde givet. Jeg så og hørte godt Line hvine til sin mor, da hun åbnede pakken med kikkerten, som jeg havde brugt en god sum penge på. Det kunne ikke blive en bedre jul end denne.
Det var de efterfølgende dage et syn for guder at se dæksfolkene lege med Mesters datters biler, tog, flymaskiner og traktorer. Selv den gamle båds var i gang.
Når jeg tænker tilbage på netop den tur og min modstand mod børn ombord, vil jeg aldrig glemme de dejlige stunder, vi havde. Der vil i dag sidde børn, der er blevet store. Gad vide, om de tænker det samme?
God jul og godt nytår!
