POST ELSE f.1916. d.2006
Else Nielsen var kendt af alle i Vrensted. Hun levede der hele sit liv.
Else var en flittig og dygtig kvinde og havde i årenes løb forskelligt arbejde. Hun var gennem mange år opkræver for Vrensted Transformatorforening. Hun blev bestyrer af Vrensted Frysehus indtil det lukkede og da jernbanen mellem Hjørring og Aabybro med stationen i Vrensted lukkede i 1963, indrettede hun en stue i sin bolig midt i Vrensted, ved siden af det gamle frysehus og Vrensted Brevsamlingssted blev etableret. Det havde Else indtil hun blev 70 år i 1986, som er pensionsalder for tjenestemænd. Brevsamlingsstedet blev flyttet til andre lokaler men er senere blevet nedlagt.
Else har i tidens løb haft forskellige kaldenavne: Lys Else, fryse Else og til sidst post Else.
Else var et friluftsmenneske og man så hende ofte på cykel i Vrensted og Omegn.
Kilde: VT Herunder artikel juni 1986
Else på posthuset i Vrensted drejer i morgen for sidste gang den store nøgle til den sorte pengeboks, der er tilbage fra den gamle station i Vrensted, og hun kan da se tilbage på en travl tilværelse, hvor en nær kontakt med uret har været nødvendig.
Ingen i Vrensted er i tvivl om, hvem Else på posthuset er, men al hensyn til andre bør det tilføjes, at det drejer sig om fru Else Søndergaard Nielsen, der nu fratræder på grund af alder, og at posthuset slet ikke er noget posthus, men et brevsamlingssted.
Det er i grunden et sjovt udtryk. siger Else Nielsen. Der kom engang en forsker og troede, at det var en slags arkiv med gamle breve, men det er det nu ikke. Brevsamlingsstedet blev oprettet i 1963 da stationen i Vrensted blev nedlagt. Min mand søgte jobbet og fik det, og vi havde købt mine sviger forældres hus. Det var særdeles velegnet, da min svigerfar havde været sognefoged, og der var kontor ud til gaden. Desværre døde min mand, før han fik startet som brevsamler, men ved flinke menneskers hjælp fik jeg lov til at overtage det. Jeg passede dengang også andelsfrysehuset samt opkrævede penge for transformator foreningen. Brevsamlingsstedet og frysehuset havde faste åbningstider, og derimellem var det så på cykel ud efter lys-pengene, så jeg måtte altid holde øje med klokken for at få det hele til at falde i hak. Jeg blev altid budt på kaffe adskillige stedet på ruten, men jeg fik aldrig tid til at få den. Dette forhindrede jo dog ikke, at man rundt omkring fik del i folks sorger og glæder, når man sådan kom dumpende og bankede på.
Udviklingen
Else Nielsens dalende behov for erhvervsarbejde er ligesom kommet i takt med udviklingen i hendes forskellige job. Lidt efter lidt fik folk hjemmefrysere, og frysehuset blev nedlagt De små transformator foreninger blev også nedlagt, og betaling for el er noget, der aflæses på et kontoudtog. Efterhånden var der kun brevsamlingsstedet tilbage, men det var stadig åbent to gange dagligt plus lørdag formiddag, så alt andet måtte tilrettelægges i de mellemliggende perioder.
Om arbejdet på brevsamlingsstedet fortæller Else Nielsen:
– Det er med vemod, at jeg nu må holde op. Jeg har været meget glad for arbejdet, der har givet mig en god kontakt. Alle skal jo af og til have noget sendt, og der har virkelig været nok at lave. Pengeforsendelsernes antal har været støt stigende i alle årene, og i 1985 var omsætningen på over 15 mill. kr. Mange kommer også ind, selv om de blot skal poste et brev, og så får vi måske en sludder. Det er skønt.
– Problemer har der nu også været, indrømmer den nu snart pensionerede brevsamler. Blandt det inventar, jeg overtog, da stationen blev nedlagt, var der en gammel, håndbetjent regnemaskine, og den var jeg meget glad for at bruge, men den blev efterhånden slidt, og børnene forærede mig en elektrisk regnemaskine. Den satte jeg væk og fortsatte med den gamle, indtil den en skønne dag ikke kunne mere. Så måtte jeg i gang med den nye, og snart blev det jo alligevel en lettelse. Endvidere kommer der jævnligt nye blanketter og forordninger, man skal sætte sig ind i. Nogle gange til lettelse, men også somme tider til spekulation og besvær.
– Det bliver mærkeligt ikke mere at være afhængig af klokken, siger Else og ser bekymret ud. Jeg ved slet ikke, om jeg kan få tiden til at gå.
Ud på cyklen
Helt så håbløst er det nok ikke, for ikke alene i Vrensted, men også i adskillige omliggende kirkesogne kan folk dagligt og i al slags vejr møde Else på cyklen. Mindst 12 km bliver det til hver dag og i weekenden mere.
Det med cyklen er et kapitel for sig. I 1957 købte Elses mand en ny cykel til hende, og der var dem, som mente, at det var den flotteste cykel i byen. Den bar hende i tykt og tyndt på arbejde og i fritiden. Ja, det var også den, hun mange sommersøndage benyttede, når hun kørte til stranden i badehuset, medbringende smør, franskbrød og hjemmebagt lagkage for at samle familien til eftermiddagskaffe og så bagefter smutte op omkring Børglum Kloster hjem.
Så en dag for et par år siden, mens den gamle cykel stod uden for huset og fik sig et hvil, kom der en svag sjæl forbi, og væk var den. Nå, en ny cykel blev hurtigt købt, og det med forsvarlig lås og en smule lettere at træde hen ad vejen.
Engang imellem skifter Else Nielsen dog cyklen ud med et hurtigere transportmiddel. Fire gange har hun taget flyveren til Californien for at besøge sine brødre der. Det har været store oplevelser, og hun har især det dejlige klima.
– Jeg håber, at jeg kan tage af sted igen en tur til foråret sammen med et barnebarn. Det er nu rart med en ledsager, siger hun.
Hendes seneste tur foregik også i selskab med familie. – Men jeg har simpelt hen ikke lyst til at planlægge min pensionisttilværelse, så vi får se, hvad det kan blive til. Jeg har jo hus og have, og jeg er så heldig, at begge mine sønner med familie bor her i byen, tilføjer hun, og det ser ud, som om Else alligevel har et og andet i tankerne, så trillen tommelfingre bliver det nu nok ikke til.
Klik på billeder for at forstørre.
De to søstre på cykeltur.
Else og Harald Nielsen ligger begravet på Vrensted Kirkegård