Antik og Moderne, Ny antikvitetsforretning til Vrensted 2019

Det gamle Forsamlingshus er nu indrettet til Antikvitetsforretningen “Antik og Moderne”

Kilde: Løkken Folkeblad 1.05.2019

FORSAMLINGSHUS ER FYLDT MED ANTIKVITETER

Ingstrup Antik har taget det tidligere samlingssted for Vrensted i brug efter en grundig renovering.

Vrensted Forsamlingshus har i generationer været samlingssted for egnen og rummer utallige minder for mange. Så blev aktiviteterne flyttet til Byens Hus hvor de lever videre.
Ændringen har givet forsamlingshuset et helt nyt liv med handel. Nu hedder det Antik og Moderne. Antikhandlerparret Anna Rutkowska og Preben Larsen har fyldt huset helt op med spændende varer og et hatteværksted.
Preben Larsen har rykket sin Ingstrup Antik og Moderne til Vrensted.
Anna Rutkowska er modist og antikhandler. Hun driver Løkken Antik i Nørregade, Løkken samt Annas Antik & Nostalgi på Løkkensvej 779 i Rubjerg. Det fortsætter hun med og har nu også fået indrettet hattebutik og værksted i et lokale i Vrensted.
Det gamle forsamlingshus har fået en grundig istandsættelse med nyt gulv, vinduer og ny elinstallation og alt er malet lyst og venligt.
– Vi har brugt vinteren på at lave det hele klart, og nu er vi flyttet ind.
– Huset ideelt til fremvisning af mine teakmøbler, palisander møbler samt mange sjove lamper til diverse indretning og tusindvis af andre ting, fortæller Preben Larsen.
Og man må sige, at der er fyldt op. Selv i forsamlingshusets store indgangsparti er der udstilling af varer, og det store køkken er fyldt med varer som venter på udpakning og klargøring til butikken.
Selv om Anna Rutkowska har antikbutikker i to byer, så har hun fået sin helt specielle aktivitet i Vrensted. Da hun så det lille hjørneværelse ud til Vrenstedvej tabte hun sit hjerte og så fik den bogstaveligt talt ”en på hatten”.
Anna Rutkowska er nemlig uddannet modist i sit hjemland Polen. Det er en uddannelse der tage 4 år, og man får både en grundig faglig og historisk viden om hatte og mode. Og alt er håndsyet. Der er formentligt kun to modister i Danmark.
– Jeg elsker at lave hatte og har et lager af færdige hatte og hårpynt. Desuden laver jeg på bestilling.
– At lave en hat er en proces på tre dage plus det løse, og det kan godt ske, at jeg må arbejde til ud på natten, når en hat skal være færdig til festen, fortæller hun glad.
Preben Larsen driver desuden en virksomhed med eksport af retromøbler til Japan, USA og Australien. Det foregår fra to store lagerhaller i Vrensteds gamle mejeri lige på den anden side af gaden. Her kommer de udenlandske opkøbere forbi og vælger ud, hvad de gerne vil købe med hjem.
– Vi er meget glade for vore nye omgivelser her i Vrensted, hvor vi prøver at give vore gæster en god oplevelse. Vi er også overvældede over den gode modtagelse vi har fået af byens borgere. Vi havde en særdeles god påske, hvor mange kiggede indenfor, siger parret.
Vrensted Antik og Moderne er i sommersæsonen åben hver dag, og uden for sæsonen hver weekend kl. 10-16.
– Eller vi har åbent når flaget er ude, siger Preben Larsen, da vi står ude ved den gamle budcykel der er butikkens blikfang ud mod gaden.