Kategori: Historier fra Vendsyssel

Indbrud i Hune Kro.

Hvetbo Herreds Dombog 1862. Opslag 54.
Dom i sagen 54/ 1862.
Actor procurator Lund contra arrestanten Abraham Larsen Løth af Thise.
Arrestanten Abraham Larsen Løth af Thise der har vedkendt tyverier ifølge højesteretsdom af 9 marts 1840 har været hensat til fæstningsarbejde på livstid, men ifølge kongelig befaling af 27 september 1853 blev skænket frihed på vilkår at indsættes uden videre dom til tugthusarbejde på livstid såfremt han på ny gjorde sig skyldig i nogen forbrydelse der ikke medfører større straf, eller oftere overtrådte de regler som politiet, for at sikre sig have ordentlige forhold, måtte foreskrive, og som under tvende sager har været tiltalt ligeledes for indbrudstyverier, men uden dermed at blive anset med straf, inden den af disse af den kongelige landsoverret i Viborg, der den 26 marts 1855 frifandt for videre tiltale, og under den anden ved Kjærs herreds Extraretsdom af 4 august 1856 tillagdes fuldstændig frifindelse, tiltales under denne sag ifølge Hjørring Amts ordre af 13 december 1862 for samme forbrydelse og dels for overtrædelse af et ham af politiet givet tilhold.
Hvad det arrestanten imparterede tyverier angår forholder det sig efter de fremkomne oplysninger dermed således.
Tidligt om morgenen den 26 august dette år fandtes et vinduer på den østre side af den i Hune sogn beliggende gæstgivergård ”Hune Kro” kaldet aftaget og vinduet der havde været tilsømmet stående støttet op til muren. I skænkestuen hvortil det nævnte vindue førte savnedes 7 a 8 kaffe og 3 a 4 kander der havde ligget i nogle i stuen anbragte skuffer og med videre en flaske med solbærrom, en karaffel med –? og en champagneflaske hvorpå der var noget med bitter dråber blandet brændevin, hvilket alt havde stået på nogle i muren værende hylder. Pengeskuffen havde gæstværten aftenen før tyveriet taget til sig i sovekammeret, de øvrige skuffer var udtrukne. Til skænkestuen stødte et værelse på nordre side hvori bestjålne og ejer af kroen Bendt Madsen og hans hustru havde deres soveværelse, og et på søndre side hvori husets tjenestepige havde sit værelse. Ingen af disse personer havde om natten bemærket nogen støj i skænkestuen. Bygningens yderdøre var aflåste og nøglerne til samme forvaredes af gæstgiveren. Tjenestepigen er af hendes husbond og madmoder meddelt det bedste vidnesbyrd for troskab og ærlighed, og hun tillige med gæstgiveren og dennes familie var de eneste af de personer der den pågældende nat opholdt sig i krobygningen som havde uhindret adgang til skænkestuen, idet der vel foruden dem var to fremmede i huset, men mellem deres værelser og nævnte stue fandtes aflåste værelser. I øvrigt stod det op til muren stillede vindue så langt fra vinduesåbningen at det umuligt kunne være hensat der indefra. Aftenen før tyveriet forøvedes havde gæstgiveren kastet en dynge sand der i længere tid havde ligget ude og som følge deraf var betydelig fugtigt langs den nævnte side af bygningen således at det stødte umiddelbart op til det vinduesfag hvortil det udtagne førte, og dannede en aldeles jævn overflade. I dette sand fandt betjenten, dennes hustru, tjenestekarl Lars Enevoldsen og saddelmagersvend Poulsen nævnte morgen aftryk af to træsko der var meget kendelige, navnlig derved at det viste sig at der havde været en ring om næsen på den højre, men ingen på den venstre træsko og at bunden på førstnævnte træsko havde været meget mere slidt end på sidstnævnte i hvis side der havde siddet 6 søm og i hvis hæl havde siddet 3 søm hvoraf det bagerste sad skævt. Dette spor vendte fra Kvorup by hvis nordligste del ligger ½ fjerdingvej øst for Hune kro ind mod bygningen lige op til muren med den vinduesåbning hvor det udtagne vindue havde siddet og kunde med nogle mellemrun efter hvad Lars Enevoldsen har forklaret forfølge ham til Thise by hvor arrestanten havde sin bopæl. Af betjenten, Poulsen og Lars Enevoldsen er det endvidere under ed forsikret at de er fuldkommen overbeviste om at ovenmeldte træskosyn var det samme fodspor der og var at se i sandet og havde som grund til at de med så stor bestemmelse kunde vedsige dette angivet at de ved undersøgelse af stedet var ikke mindre rettet på at forvisse sig derom end på med nøjagtighed at udfinde det spor der viste sig for dem.
Arrestanten der ved sin anholdelse og derpå følgende fremstilling i retten bar to træsko der var medtagne 3 samme søm som der sidder i hælen af den venstre træsko uden at der i det fundne spor var opdaget noget tegn til samme, men som fremkom så lidet frem at det ikke var antagelig at der kunde være fremkommen noget tydeligt aftryk af dem i sandet ganske passede til det deri opdagede spor, indrømmede vel i det første under 1ste og 4 september afholdte forhør at havde den 26 august dette år omtrent ½ time før solens opgang passerede Hune kro og da at have båret de samme træsko, men uden dog at ville vedkende sig sporet i sandet som sit, hvorimod han i forhør af 8 samme måned udsagde at han ikke længere tvivlede om at sporet i sandet var af hans træsko, da han var kommen på tanken at han, idet han nåede kroen, havde fået lyst til en kop kaffe, og at han eftersom han traf yderdøren lukket var gået norden om bygningen og nogle skridt langs den østre side af samme i den hensigt at udfinde sig en grøn plet til at hvile på indtil husfolk var opståede, men at han da ikke en sådan fandtes i nærheden af bygningen var gået ud på landevejen. At et vindue var udtaget og stod udenfor bygningen har arrestanten benægtet ved denne lejlighed at have bemærket. Angående hvor arrestanten tilbragte natten mellem 25 og 26 august dette år er det oplyst at han førstnævnte dag tidlig om morgenen forlod sit hjem og gik til Jetsmark sogn for der at faldbyde nogle af ham forfærdigede træsko og børster, samme dag i tusmørket af gårdmand Lars Chr. Andersen, hvis bopæl er beliggende i den til Kvorup by mod sydøst stødende Store Pandrup by ca. 1½ fjerdingvej sydøst for Hune kro blev anvist nattelogi i dennes lade , men hvor længe arrestanten forblev der har nævnte gårdmand nægte at have nogen kendskab om ligesom arrestanten også nægte at gårdmanden så vidt han viste havde set hans bortgang derfra.
I forhør af 4 september har arrestantens hustru forklaret om aftenen den 26 august og den følgende morgen at have fået en karaffel der står på en kiste i hendes og mandens dagligstue, hvilken ikke tidligere havde været i huset og som hun ikke tidligere havde set og hvorover hun i forhør har udsagt at den efter hendes formening kunde tage 3 pægle. Efter at arrestanten i nævnte forhør var foreholdt denne sin hustrus forklaring erklærede han ikke at kunne erindre at der nogensinde havde været en karaffel i deres hus, idet han dog tilføjede at det derhos gerne kunne være at hans kones forklaring foreholdt sig rigtig da hans hukommelse er meget svag, hvorimod han i forhør af 8 september fremkom med at en person af navn Peder Boyer og som så vidt han vidste hørte hjemme i Hanherrederne om aftenen den 26 august havde besøgt ham og medtaget en karaffel hvorpå der var noget brændevin, som hvilken karaffel bemeldte efter at den derpå værende brændevin var drukket havde efterladt hos ham og afhentet den følgende morgen, og at det således forventelig måtte være den karaffel som hans kone havde forklaret at have fået i huset. betræffende omtalte Peder Boyer har ingen oplysning været at erholde, navnlig har arrestantens hustru nægtet nogensinde at have set eller hørt hendes mand omtale denne person og arrestanten har ej heller kunnet opgive nogen der kendte ham som efter arrestantens forklaring ernærer sig ved at sælge børster og træsko til egnens folk.
Efter det fremkomne oplysninger må det antages at det omhandlede tyveri ikke er begået af nogen af de personer der natten mellem den 25 og 26 august opholdt sig krobygningen men derimod af en udefra kommende person og at denne har aftaget det vindue der fandtes stående udenfor bygningen og derpå har begivet sig igennem vinduesåbningen ind i skænkestuen. Det lader sig ikke benægte muligheden af at tyveriet, skønt det som anført må statuneres at være begået af en person der er kommen udefra kunde være udført således at det ikke for at kunne udtage vinduet var nødvendigt at betræde sandet udenfor bygningen, men uagtet det ikke er absolut umuligt må det dog erkendes at være så usandsynligt at en sådan fremgangsmåde som den, der vilde have været fornøden for at affsitnere dette er fulgt under udførelsen af tyveriet at der fornuftigvis ikke kan være nogen tvivl om at gerningsmanden har betrådt sandet, men i så fald må han også nødvendigvis, forudsat at vidnernes derom afgivne forklaring forholder sig rigtig, hvad der ikke er fjerneste grund til at betvivle, haver efterladt sig kendelige spor i sandet.
I konsekvens heraf må det eftersom der ikkun fandtes et fodspor i sandet og dette spor har vist sig at have været aftryk af de træsko som arrestanten selv har vedgået at have båret på den tid han opholdt sig på den side af bygningen hvor det udtagne vindue sad statueres at tyveriet er forøvet af arrestanten. De omhandlede indicier der såvidt retten skønner allerede må være tilstrækkelige til at fælde arrestanten da det i –8—1841 hjemlede indiciateris såfremt som fjerntliggende muligheder som de ovenfor berørte skulde komme i betragtning så godt som aldrig lod sig anvende bestyrkes endvidere af andre under sagen fremkomne vel i sig mindre betydende kendsgerninger. Hertil må således henregnes den omstændighed at arrestanten ved aftenstid samme dag som tyveriet opdagedes er bleven set i besiddelse af en karaffel, hvilken genstand nu er savnet af bestjålne uden at han har set sig i stand til at oplyse hvorledes denne var kommen i huset, men derimod har giver en forklaring derom der ikkun er lidet sandsynlig og ikke i mindste måde bestyrket af nogen omstændighed, ligesom det også, selvom arrestantens foregivende om at have en svag hukommelse, hvilket dog en betragtning af flere af hans forklaringer under forhøret synes at modsige, skulde være sandfærdig, dog næppe er troligt at han, såfremt hans forklaring om måden hvorpå nævnte genstand var bragt ind i huset foreholdt sig rigtig, ganske skulde kunne have forglemt dette da han første gang i retten tilspurgtes derom og i den anledning konfronteredes med sin kone. Endvidere må hertil henregnes den tilbageholdenhed som arrestanten under forhøret tydeligt nok har haft for sagen , navnlig i henseende til det vigtige punkt betræffende hans ophold den 26 august ved kroen.
Hvad navnlig angår arrestantens foregående levned, da er det så langt fra at dette egner sig til at vække nogen formodning mod at han skulle have begået en forbrydelse som den omhandlede, at tvert imod de fremlagte akter bære vidnesbyrd om at han fra sin ungdom af har været tilbøjelig til tyveri og navnlig til det fysiske slags, hvortil det hvorom her er spirgenant, henhører. Overfor de anførte indicier kan der af defensor, som talende til fordel for arrestanten, fremhævede omstændigheder at han ikke har tilintetgjort, men tværtimod fremstillet sig i retten med de samme træsko som han på sin rejse den 25 og 26 august var iført, ikke komme i videre betragtning og det så meget mindre som samme forhold ikkun vilde kunne tillægges nogen betydning i ommeldte henseende under forudsætning af at arrestanten havde været vidende om det uden for bygningen liggende sand og de omstændigheder derved, hvorfor der ikke er nogen sandsynlighed , da tyveriet fornuftigvis må antages begået om natten.
I henhold til det anførte må retten uagtet arrestanten benægtelse af at have gjort sig skyldig i det ham impeterede tyveri, anse ham i medfør af ovennævnte lovbestemmelse tilstrækkelig overbevist om at have begået samme.
Endvidere må arrestanten ved igen af de øvrige oplyste omstændigheder bestyrkede tilståelser anses overbevist om at have gang på gang overtrådt et ham af politimesteren i Børglum Herred under 18 august 1856 givet og politiprotokollen tilført tilhold, der blandt andet går ud på at forbyde ham at udeblive fra sit logi længere end til klokken 10 om aftenen og at pålægge ham at melde sig den første torsdag i hver måned mellem klokken 9 og 10 formiddag idet arrestanten har vedgået ikke at have haft vedkommendes tilladelse til ovenanmeldte af hans foretagne rejse til Jetsmark sogn hvorunder han udeblev fra sit hjem om natten og ligeledes uden sådan tilladelse at have i forrige vinter tilbragt en nat hos en broder af sig der bor i Saltum sogn og en anden nat i den Vennebjerg sogn beliggende Lønstrup kro, thi vel har arrestanten anført at have forstået tilholdet således at det ikke var til hinder for at han opholdt sig om natten på anden mands bopæl når han blot var i hus ligegyldigt hvilket inden den nævnte tid og at han havde anset tilholdet tilbagekaldet derved politimesteren havde fritaget ham for det foreskrevne månedlige møde på herredskontoret hvilket politimesteren i øvrigt har nægtet at have gjort udtrykkeligt, idet han ikke har indrømmet at arrestanten var fremkommen med anmodning i den retning til ham og at han derefter havde fundet sig i denne antagelse af at møde, men hvad den første anførte af disse af arrestantens undskyldninger angår da er de pågældende i tilholdet brugte udtryk ”sit logi” så tydelige og bestemte at den af arrestanten foregivne misforståelse er aldeles uantagelig og han angiver den sidst anførte hans arrest ikke nogen som helst rimelig grund til at anse tilholdet i det hele for ophævet for de den ovennævnte del af samme, der ikke stod i nogen forbindelse med de øvrige derunder indbefattede forpligtelser, tilbagekaldet.
Ifølge de arrestanten således overbeviste delicta bliver, da ingen af disse vil kunne medføre en større straf end den ham ved højesteretsdom af 9 marts 1840 idømte, den kongelige befaling af 27 september 1853 på ham at bringe i anvendelse og han i overensstemmelse dermed at indsætte til tugthusarbejde på livstid.
Da erstatning er frafaldet af bestjålne bliver intet derom at påkende. Derimod vil arrestanten have at udrede alle af denne action lovlig flydende omkostninger og derunder i salær til aktor prokurator Lund 8 rigsdaler og defensor prokurator Winther 6 rigsdaler.
Den befalede sagførelse har været forsvarlig.
Thi kendes for Ret.
Arrestanten Abraham Larsen Løth af Thise bør behandles i overensstemmelse med den kongelige befaling af 27 september 1853. Ligeledes bør han udrede alle af denne action lovlig flydende omkostninger, herunder i salarium til actor prokurator Lund af Hjørring 8 rigsdaler og til defensor prokurator Winther sammesteds 6 rigsdaler.
At efterkomme under adfærd efter loven.
Lassen.
(Ovenstående dom må jo nok betyde at arrestanten igen er blevet indsat uden dom i rasp og tugthuset i København hvor de indsatte sad og raspede en bestemt træsort til fremstilling af farve i resten af hans levetid)
(
af Hans Poulsen, fhv. tømrermester, Kaas

DA ROM I SÆBY KOSTEDE 50 ØRE FOR EN FLASKE OG ØGENAVNE I DET GAMLE SÆBY.

Sommetider dukker noget op fra en fjern fortid, og det skete også for over 50 år siden, at nogen fandt en regnskabsbog fra en købmand i Algade, hvor der var sirligt og pertentligt prentede navne over de forskellige kontoer i regnskabsbogen, så man kunne se, hvem kunderne havde været for 150-200 år siden.
At læse regnskabsbogen kunne føles som en rundtur til alle de små fiskerhjem, der grupperede sig omkring kirken.
Nu er de døde og borte alle de gamle købmandskunder.
I den dengang mere end 150 år gamle journal sprang de lyslevende frem, og man fik et interessant billede af deres livsfornødenheder og købmandspriser på den tid.
De slægtsnavne der oftest gik igen i bogen, var de gammelkendte som Pallesen, Ammundsen, Poulsen, Hyttel, Fynbo, Kongsbak, Lund, Laulund, Kock, Mørch, Schmidt, Isaksen og Strøm.
Så var der også navne, som må tilskrives den daglige omtale af folk.
I bogen var navne som ”Gamle Stine i hospitalet, Niels Apotekers kone, Lars Kludesamler, Peter Krogemager, Gamle Nielses kone, Niels Avlskarl og Gamle Maren”.
Af datidens varepriser kunne man blandt andet se følgende.
Et otte punds rugbrød 50 øre, Flormel 19 øre, Kaffe 78 øre, smør 82 øre, 1 lod the 8 øre, Sirup pr. pund 32 øre, 1 pot salt 8 øre.
Prisen på et par træsko varierede fra 33 øre til 66 øre.
En flaske ”Matros Rom” kostede 50 øre.
Øgenavne har været brugt utroligt meget i gamle dage, og jeg har gennem tiden skrevet nogle af dem ned fra det helt gamle Sæby, når jeg er stødt på dem hist og her.
Her kommer en lille samling af øgenavne på folk, der har boet her i byen for mange, mange år siden.
”Fåre Mine, Snurre Tine, Stryge Louise, Snak Karoline, Gadefejer Stine, Skæve Marie, Polak Maren, Ilderen, Lanse jens, Mutter Model, Bette Fanden, Den Lange, Hvalfisken, Store Aage, Gas Peter, Guld Hans, Niels Hyl, Ræven, Hyp Las, Ralle, Pip Marie, Basse, Papa, Pilatus, Kamel Hans, Kaffebrænderen, Stabbelap, Fru Gummel, Det Røde Postbud, Gål Stine, Kylling Jacob”.
Kan være et billede af 5 personer og tekst
Mikkel Nielsen Historier, Sæby

DA FRAKKEN KOM HJEM FØR MANDEN.

Det var en dag i august 1916, at en gårdejer fra Gærum foretog en tur til Frederikshavn.
Ankommet til byen lagde han sit overtøj på det sted, hvor han plejede at tage ind, og foretog derefter sine ærinder i byen.
Da han kom tilbage, opdagede han, at hans overfrakke var borte. En langfinger havde været på spil.
Mens han stod og funderede over hans tab, var frakken allerede på vej til Gærum.
En noget forhutlet person som af og til havde haft ophold i Gærum, men lige var løsladt fra fængslet, havde hugget den, og nu da han var blevet ”fix” i tøjet, besluttede han at besøge en gårdmand i Gærum, som førhen havde været hans husbond.
Ankommet til gården modtog konen ham med de ord.
”Men hvordan kan det være, du kommer i vor fars frakke”.
Jeg har ingen anden frakke end den, jeg har købt i Aalborg, lød svaret.
Konen pillede lidt ved sømmen, og opdagede den lille uskyldige rift, hvor hun for få dage siden havde taget nogle få sting, fremsatte derefter et lille kraftudtryk på, at frakken var vor fars, hvorefter manden smed frakken af sig, og forsvandt ud af døren.
Kan være et billede af 4 personer, vejnavn og tekst
Mikkel Nielsen historier, Sæby

DENGANG BØRNENE ALDRIG HAVDE VÆRET UDENFOR LÆSØ.

Kan være et billede af tekst, der siger "Postdampskibet PostdampskibetLCESO. LEESO. In 21 LESe"
At besøge Frederikshavn er altid hyggeligt, og er noget mange gør fra tid til anden.
Fra Læsø kommer folk frem og tilbage med færgen hver eneste dag, hvis der ikke ligefrem er orkan.
Sådan har det ikke altid været.
Lørdag den 16. juli 1888 blev nemlig en dag, hvor en stor del af skolebørnene på Læsø fik en oplevelse for livet.
De fleste af børnene havde aldrig været udenfor Læsø, så en tur til Frederikshavn var meget, meget stort for børnene.
Under lærernes ledsagelse tog man med postdampskibet ”Læsø”, hvor kaptajnen velvilligt havde givet børnene ”fri rejse”.
Ved ankomsten til Frederikshavn blev skolebørnene fra Læsø modtaget med musik, og gik straks op til ”Skandinavian”, hvor de drak kaffe.
Derefter så man ”Anlægget” med sit springvand, og efter børnene havde set sig lidt om, gik hele flokken til ”Kasino” (Teater).
På ”Kasino” gav bugtaleren og komikeren Nielsen en lille forestilling, der i høj grad morede børnene.
Denne del af udflugten var arrangeret af maskinmesteren på ”Læsø” Hr. Henriksen.
Efter endelig at have set Jernbanegården og toget marcheredes der til havnen, hvor de afsejlede tilbage til Læsø klokken 14.
Når man tænkte på, at så godt som ingen af børnene på Læsø nogensinde havde været udenfor øen, ville man godt kunne forstå, af hvor stor betydning en sådan tur havde været.
At den ikke kun havde været til glæde men også til gavn.
Under de gamle forhold på Læsø fra før 1888, da man kun havde sejlbådsforbindelse med fastlandet, ville en sådan tur have været umulig at få bragt i stand.
På billedet er postdamperen Læsø, og må være damperen, børnene den dag i juli 1888, sejlede med til Frederikshavn.

DA ”BJERRE-KRÆN” SKULLE I ”HULLET” I SÆBY.

Vi tager en meget gammel historie fra Sæby egnen denne gang, det bliver den nu ikke ringere af.
Omkring 1840 stod det lidt sløjt til med at håndhæve retfærdigheden her på Sæby egnen.
By og herredsfoged Hejberg i Sæby fik en del af skylden, da han var en meget elskværdig person, der ofte var for blød om hjertet.
Derom fortæller denne lille historie.
DA ”BJERRE-KRÆN” SKULLE I ”HULLET”.
På gården ”Ormholt” der på den tid ejedes af proprietær Bruun, greb man en tidlig morgenstund en bekendt tyveknægt på fersk gerning.
Det var ”Bjerre-Kræn” fra ”Tåsle” (Torslev). Han sad ude i kostalden, og malkede, så det pråste i spanden – altså hans egen spand vel at mærke.
Det var ikke usædvanligt, at ”pakket” havde malket, før pigerne stod op.
Man pågreb gavtyven fra Torslev, og lod ham transportere til Sæby.
Sognefogeden bad Chresten Smedegaard ved Østervrå om at stå for transporten til Sæby.
Op ad formiddagen afleverede Smedegaard fyren i retfærdighedens hænder hos herredsfoged Hejberg i Sæby.
Så kørte Smedegaard hen i ”Gamle Abels” gård, og spændte hestene fra. Han havde en smule ærinder, nu han var kommet til staden.
Om aftenen lige i tusmørket var Smedegaard atter på hjemvejen, og hans vej førte forbi Ormholt Mølle, hvor der dengang som så mange andre steder var noget i retning af en smugkro. Det vil sige mølleren havde altid en halv pægl og en flaske øl til dem, der var tørstige.
Da Chresten Smedegaard kører forbi, bliver der banket på vinduet, og en mand stikker fjæset frem, og griner smørret, mens han siger, ”Velkommen tilbage Chresten, jeg siger tak, du var en skøn stodder at køre med”.
Det var ”Bjerre-Kræn”, kunne Smedegaard nu se.
”Han ville mindsanten ikke have mig ham Hejberg, så klagede jeg mig over at være kommet helt til Sæby fra Ormholt, Så Hejberg gav mig tre mark til et par nye træsko, og dem er jeg så rejst hjem i”, grinede ”Bjerre-Kræn”.
Det var lige som forventet, Chresten Smedegaard bandede over at være sendt til Sæby til ingen nytte, og kørte straks mod sit hjem.
Sådan gik det med lidt for mange, mente man. De var hjemme efter få timer. Han lod dem ”rejs og raj”, gjorde Hejberg, og så kunne de stjæle igen på vej hjem.
Det var disse ord, man sagde om Hejberg.
Hejberg formåede ikke at holde lov og orden på egnen, og han fik da også i 1842 sin afsked.Kan være et billede af 3 personer og tekst

DEN HALVE KO VED SKÆVE BRO.

I gamle dage florerede der masser af historier og sagn om spøgelser, mystiske hændelser og folk kunne være rædselsslagne for den slags fortællinger.
Specielt om aftenen ude på landet, benyttede man de lange, mørke timer til at fortælle historier, der blev bedre og bedre for hver gang, de blev genfortalt.
Man lavede naturligvis også sjov med hinanden, og det fortalte Johan Jensen om for mange, mange år siden.
Johan Jensen var født i 1863, og boede i Sørå, og her fortalte han fra sine unge dage om et af disse sagn.
” Ved Skæve Bro skulle der på visse aftener vise sig en halv ko.
Mange påstod at have set den, og jeg blev også selv en aften vidne til uhyret.
Jeg var kommet lidt sent hjem fra marked, og trak alene med en ko på vej til Skæve.
Da jeg nåede broen, fik jeg pludselig i mørket øje på spøgelset,
Den halve ko var ikke til at tage fejl af.
Et hoved, forkrop, og to ben men ellers ikke mere.
Jeg blev naturligvis forskrækket, og satte i løb, og den brogede jeg trak med, fulgte mig lydigt, indtil jeg blev råbt an af en stemme, jeg kendte.
Det var naboens karl. Han kom også fra marked, og da han vidste, jeg kom bagefter, ventede han på mig ved broen, hvor han havde trukket sin ko baglæns ind i noget ris, der skjulte bagkroppen ”Kan være et billede af 1 person

MANDEN I ÅLBÆK DER LOSSEDE SILD.

I 1926 boede en mand i Ålbæk som af og til rejste til Skagen for at losse sild, når der var nogen.
For ikke at rejse forgæves, havde han fået nogle af sine brevduer installeret hos en bekendt i Skagen, som så afsendte en due, når der var sild.
Dette efterretningssystem virkede også helt tilfredsstillende indtil en mandag formiddag i marts 1926, da der blev afsendt en due, der ikke nåede sit bestemmelsessted.
Manden fik ingen sildenap den dag, og hvor duen blev af, konstaterede han fredagen efter, da han læste nedenstående notits i ”Afholdsdagbladet”.
”Bud fra en spritsmugler.
Til arbejdsmand Jens. E. Jensens dueslag i Skagen er ankommen en brevdue.
På det ene ben var fastgjort en seddel med følgende inskription.
AFGANG KLOKKEN 9. 1000 KASSER, KOM STRAKS”.Ingen tilgængelig billedbeskrivelse.

HVETBO HERREDS DOMBOG 1862. OPSLAG 54. DOM I SAGEN 54/ 1862. ACTOR PROCURATOR LUND CONTRA ARRESTANTEN ABRAHAM LARSEN LØTH AF THISE.

Hvetbo Herreds Dombog 1862. Opslag 54.

Dom i sagen 54/ 1862.

Actor procurator Lund contra arrestanten Abraham Larsen Løth af Thise.

Arrestanten Abraham Larsen Løth af Thise der har vedkendt tyverier ifølge højesteretsdom af 9 marts 1840 har været hensat til fæstningsarbejde på livstid, men ifølge kongelig befaling af 27 september 1853 blev skænket frihed på vilkår at indsættes uden videre dom til tugthusarbejde på livstid såfremt han på ny gjorde sig skyldig i nogen forbrydelse der ikke medfører større straf, eller oftere overtrådte de regler som politiet, for at sikre sig have ordentlige forhold, måtte foreskrive, og som under tvende sager har været tiltalt ligeledes for indbrudstyverier, men uden dermed at blive anset med straf, inden den af disse af den kongelige landsoverret i Viborg, der den 26 marts 1855 frifandt for videre tiltale, og under den anden ved Kjærs herreds Extraretsdom af 4 august 1856 tillagdes fuldstændig frifindelse, tiltales under denne sag ifølge Hjørring Amts ordre af 13 december 1862 for samme forbrydelse og dels for overtrædelse af et ham af politiet givet tilhold.
Hvad det arrestanten imparterede tyverier angår forholder det sig efter de fremkomne oplysninger dermed således.
Tidligt om morgenen den 26 august dette år fandtes et vinduer på den østre side af den i Hune sogn beliggende gæstgivergård ”Hune Kro” kaldet aftaget og vinduet der havde været tilsømmet stående støttet op til muren. I skænkestuen hvortil det nævnte vindue førte savnedes 7 a 8 kaffe og 3 a 4 kander der havde ligget i nogle i stuen anbragte skuffer og med videre en flaske med solbærrom, en karaffel med –? og en champagneflaske hvorpå der var noget med bitter dråber blandet brændevin, hvilket alt havde stået på nogle i muren værende hylder. Pengeskuffen havde gæstværten aftenen før tyveriet taget til sig i sovekammeret, de øvrige skuffer var udtrukne. Til skænkestuen stødte et værelse på nordre side hvori bestjålne og ejer af kroen Bendt Madsen og hans hustru havde deres soveværelse, og et på søndre side hvori husets tjenestepige havde sit værelse. Ingen af disse personer havde om natten bemærket nogen støj i skænkestuen. Bygningens yderdøre var aflåste og nøglerne til samme forvaredes af gæstgiveren. Tjenestepigen er af hendes husbond og madmoder meddelt det bedste vidnesbyrd for troskab og ærlighed, og hun tillige med gæstgiveren og dennes familie var de eneste af de personer der den pågældende nat opholdt sig i krobygningen som havde uhindret adgang til skænkestuen, idet der vel foruden dem var to fremmede i huset, men mellem deres værelser og nævnte stue fandtes aflåste værelser. I øvrigt stod det op til muren stillede vindue så langt fra vinduesåbningen at det umuligt kunne være hensat der indefra. Aftenen før tyveriet forøvedes havde gæstgiveren kastet en dynge sand der i længere tid havde ligget ude og som følge deraf var betydelig fugtigt langs den nævnte side af bygningen således at det stødte umiddelbart op til det vinduesfag hvortil det udtagne førte, og dannede en aldeles jævn overflade. I dette sand fandt betjenten, dennes hustru, tjenestekarl Lars Enevoldsen og saddelmagersvend Poulsen nævnte morgen aftryk af to træsko der var meget kendelige, navnlig derved at det viste sig at der havde været en ring om næsen på den højre, men ingen på den venstre træsko og at bunden på førstnævnte træsko havde været meget mere slidt end på sidstnævnte i hvis side der havde siddet 6 søm og i hvis hæl havde siddet 3 søm hvoraf det bagerste sad skævt. Dette spor vendte fra Kvorup by hvis nordligste del ligger ½ fjerdingvej øst for Hune kro ind mod bygningen lige op til muren med den vinduesåbning hvor det udtagne vindue havde siddet og kunde med nogle mellemrun efter hvad Lars Enevoldsen har forklaret forfølge ham til Thise by hvor arrestanten havde sin bopæl. Af betjenten, Poulsen og Lars Enevoldsen er det endvidere under ed forsikret at de er fuldkommen overbeviste om at ovenmeldte træskosyn var det samme fodspor der og var at se i sandet og havde som grund til at de med så stor bestemmelse kunde vedsige dette angivet at de ved undersøgelse af stedet var ikke mindre rettet på at forvisse sig derom end på med nøjagtighed at udfinde det spor der viste sig for dem.
Arrestanten der ved sin anholdelse og derpå følgende fremstilling i retten bar to træsko der var medtagne 3 samme søm som der sidder i hælen af den venstre træsko uden at der i det fundne spor var opdaget noget tegn til samme, men som fremkom så lidet frem at det ikke var antagelig at der kunde være fremkommen noget tydeligt aftryk af dem i sandet ganske passede til det deri opdagede spor, indrømmede vel i det første under 1ste og 4 september afholdte forhør at havde den 26 august dette år omtrent ½ time før solens opgang passerede Hune kro og da at have båret de samme træsko, men uden dog at ville vedkende sig sporet i sandet som sit, hvorimod han i forhør af 8 samme måned udsagde at han ikke længere tvivlede om at sporet i sandet var af hans træsko, da han var kommen på tanken at han, idet han nåede kroen, havde fået lyst til en kop kaffe, og at han eftersom han traf yderdøren lukket var gået norden om bygningen og nogle skridt langs den østre side af samme i den hensigt at udfinde sig en grøn plet til at hvile på indtil husfolk var opståede, men at han da ikke en sådan fandtes i nærheden af bygningen var gået ud på landevejen. At et vindue var udtaget og stod udenfor bygningen har arrestanten benægtet ved denne lejlighed at have bemærket. Angående hvor arrestanten tilbragte natten mellem 25 og 26 august dette år er det oplyst at han førstnævnte dag tidlig om morgenen forlod sit hjem og gik til Jetsmark sogn for der at faldbyde nogle af ham forfærdigede træsko og børster, samme dag i tusmørket af gårdmand Lars Chr. Andersen, hvis bopæl er beliggende i den til Kvorup by mod sydøst stødende Store Pandrup by ca. 1½ fjerdingvej sydøst for Hune kro blev anvist nattelogi i dennes lade , men hvor længe arrestanten forblev der har nævnte gårdmand nægte at have nogen kendskab om ligesom arrestanten også nægte at gårdmanden så vidt han viste havde set hans bortgang derfra.
I forhør af 4 september har arrestantens hustru forklaret om aftenen den 26 august og den følgende morgen at have fået en karaffel der står på en kiste i hendes og mandens dagligstue, hvilken ikke tidligere havde været i huset og som hun ikke tidligere havde set og hvorover hun i forhør har udsagt at den efter hendes formening kunde tage 3 pægle. Efter at arrestanten i nævnte forhør var foreholdt denne sin hustrus forklaring erklærede han ikke at kunne erindre at der nogensinde havde været en karaffel i deres hus, idet han dog tilføjede at det derhos gerne kunne være at hans kones forklaring foreholdt sig rigtig da hans hukommelse er meget svag, hvorimod han i forhør af 8 september fremkom med at en person af navn Peder Boyer og som så vidt han vidste hørte hjemme i Hanherrederne om aftenen den 26 august havde besøgt ham og medtaget en karaffel hvorpå der var noget brændevin, som hvilken karaffel bemeldte efter at den derpå værende brændevin var drukket havde efterladt hos ham og afhentet den følgende morgen, og at det således forventelig måtte være den karaffel som hans kone havde forklaret at have fået i huset. betræffende omtalte Peder Boyer har ingen oplysning været at erholde, navnlig har arrestantens hustru nægtet nogensinde at have set eller hørt hendes mand omtale denne person og arrestanten har ej heller kunnet opgive nogen der kendte ham som efter arrestantens forklaring ernærer sig ved at sælge børster og træsko til egnens folk.
Efter det fremkomne oplysninger må det antages at det omhandlede tyveri ikke er begået af nogen af de personer der natten mellem den 25 og 26 august opholdt sig krobygningen men derimod af en udefra kommende person og at denne har aftaget det vindue der fandtes stående udenfor bygningen og derpå har begivet sig igennem vinduesåbningen ind i skænkestuen. Det lader sig ikke benægte muligheden af at tyveriet, skønt det som anført må statuneres at være begået af en person der er kommen udefra kunde være udført således at det ikke for at kunne udtage vinduet var nødvendigt at betræde sandet udenfor bygningen, men uagtet det ikke er absolut umuligt må det dog erkendes at være så usandsynligt at en sådan fremgangsmåde som den, der vilde have været fornøden for at affsitnere dette er fulgt under udførelsen af tyveriet at der fornuftigvis ikke kan være nogen tvivl om at gerningsmanden har betrådt sandet, men i så fald må han også nødvendigvis, forudsat at vidnernes derom afgivne forklaring forholder sig rigtig, hvad der ikke er fjerneste grund til at betvivle, haver efterladt sig kendelige spor i sandet.
I konsekvens heraf må det eftersom der ikkun fandtes et fodspor i sandet og dette spor har vist sig at have været aftryk af de træsko som arrestanten selv har vedgået at have båret på den tid han opholdt sig på den side af bygningen hvor det udtagne vindue sad statueres at tyveriet er forøvet af arrestanten. De omhandlede indicier der såvidt retten skønner allerede må være tilstrækkelige til at fælde arrestanten da det i –8—1841 hjemlede indiciateris såfremt som fjerntliggende muligheder som de ovenfor berørte skulde komme i betragtning så godt som aldrig lod sig anvende bestyrkes endvidere af andre under sagen fremkomne vel i sig mindre betydende kendsgerninger. Hertil må således henregnes den omstændighed at arrestanten ved aftenstid samme dag som tyveriet opdagedes er bleven set i besiddelse af en karaffel, hvilken genstand nu er savnet af bestjålne uden at han har set sig i stand til at oplyse hvorledes denne var kommen i huset, men derimod har giver en forklaring derom der ikkun er lidet sandsynlig og ikke i mindste måde bestyrket af nogen omstændighed, ligesom det også, selvom arrestantens foregivende om at have en svag hukommelse, hvilket dog en betragtning af flere af hans forklaringer under forhøret synes at modsige, skulde være sandfærdig, dog næppe er troligt at han, såfremt hans forklaring om måden hvorpå nævnte genstand var bragt ind i huset foreholdt sig rigtig, ganske skulde kunne have forglemt dette da han første gang i retten tilspurgtes derom og i den anledning konfronteredes med sin kone. Endvidere må hertil henregnes den tilbageholdenhed som arrestanten under forhøret tydeligt nok har haft for sagen , navnlig i henseende til det vigtige punkt betræffende hans ophold den 26 august ved kroen.
Hvad navnlig angår arrestantens foregående levned, da er det så langt fra at dette egner sig til at vække nogen formodning mod at han skulle have begået en forbrydelse som den omhandlede, at tvert imod de fremlagte akter bære vidnesbyrd om at han fra sin ungdom af har været tilbøjelig til tyveri og navnlig til det fysiske slags, hvortil det hvorom her er spirgenant, henhører. Overfor de anførte indicier kan der af defensor, som talende til fordel for arrestanten, fremhævede omstændigheder at han ikke har tilintetgjort, men tværtimod fremstillet sig i retten med de samme træsko som han på sin rejse den 25 og 26 august var iført, ikke komme i videre betragtning og det så meget mindre som samme forhold ikkun vilde kunne tillægges nogen betydning i ommeldte henseende under forudsætning af at arrestanten havde været vidende om det uden for bygningen liggende sand og de omstændigheder derved, hvorfor der ikke er nogen sandsynlighed , da tyveriet fornuftigvis må antages begået om natten.
I henhold til det anførte må retten uagtet arrestanten benægtelse af at have gjort sig skyldig i det ham impeterede tyveri, anse ham i medfør af ovennævnte lovbestemmelse tilstrækkelig overbevist om at have begået samme.
Endvidere må arrestanten ved igen af de øvrige oplyste omstændigheder bestyrkede tilståelser anses overbevist om at have gang på gang overtrådt et ham af politimesteren i Børglum Herred under 18 august 1856 givet og politiprotokollen tilført tilhold, der blandt andet går ud på at forbyde ham at udeblive fra sit logi længere end til klokken 10 om aftenen og at pålægge ham at melde sig den første torsdag i hver måned mellem klokken 9 og 10 formiddag idet arrestanten har vedgået ikke at have haft vedkommendes tilladelse til ovenanmeldte af hans foretagne rejse til Jetsmark sogn hvorunder han udeblev fra sit hjem om natten og ligeledes uden sådan tilladelse at have i forrige vinter tilbragt en nat hos en broder af sig der bor i Saltum sogn og en anden nat i den Vennebjerg sogn beliggende Lønstrup kro, thi vel har arrestanten anført at have forstået tilholdet således at det ikke var til hinder for at han opholdt sig om natten på anden mands bopæl når han blot var i hus ligegyldigt hvilket inden den nævnte tid og at han havde anset tilholdet tilbagekaldet derved politimesteren havde fritaget ham for det foreskrevne månedlige møde på herredskontoret hvilket politimesteren i øvrigt har nægtet at have gjort udtrykkeligt, idet han ikke har indrømmet at arrestanten var fremkommen med anmodning i den retning til ham og at han derefter havde fundet sig i denne antagelse af at møde, men hvad den første anførte af disse af arrestantens undskyldninger angår da er de pågældende i tilholdet brugte udtryk ”sit logi” så tydelige og bestemte at den af arrestanten foregivne misforståelse er aldeles uantagelig og han angiver den sidst anførte hans arrest ikke nogen som helst rimelig grund til at anse tilholdet i det hele for ophævet for de den ovennævnte del af samme, der ikke stod i nogen forbindelse med de øvrige derunder indbefattede forpligtelser, tilbagekaldet.
Ifølge de arrestanten således overbeviste delicta bliver, da ingen af disse vil kunne medføre en større straf end den ham ved højesteretsdom af 9 marts 1840 idømte, den kongelige befaling af 27 september 1853 på ham at bringe i anvendelse og han i overensstemmelse dermed at indsætte til tugthusarbejde på livstid.
Da erstatning er frafaldet af bestjålne bliver intet derom at påkende. Derimod vil arrestanten have at udrede alle af denne action lovlig flydende omkostninger og derunder i salær til aktor prokurator Lund 8 rigsdaler og defensor prokurator Winther 6 rigsdaler.
Den befalede sagførelse har været forsvarlig.
Thi kendes for Ret.
Arrestanten Abraham Larsen Løth af Thise bør behandles i overensstemmelse med den kongelige befaling af 27 september 1853. Ligeledes bør han udrede alle af denne action lovlig flydende omkostninger, herunder i salarium til actor prokurator Lund af Hjørring 8 rigsdaler og til defensor prokurator Winther sammesteds 6 rigsdaler.
At efterkomme under adfærd efter loven.
Lassen.
(Ovenstående dom må jo nok betyde at arrestanten igen er blevet indsat uden dom i rasp og tugthuset i København hvor de indsatte sad og raspede en bestemt træsort til fremstilling af farve i resten af hans levetid)
Af. fhv. tømrermester Hans Poulsen, Kaas

 

Erindringer om et godt og indholdsrigt liv – med bump på vejen.

 

Nedenstående erindringsskriv fra Morten Weise Olesen skal ses som en kort og uafsluttet “pixiversion” af hans mere omfattende erindringsskriverier. Et erindringsskriv der i omfang og indhold er blevet markant ændret til at skulle blive til en bog eller rettere en familiekrønike med den foreløbige arbejdstitel:

“Weise Olesen. En familiekrønike fra Nordjylland gennem mere end 380 år – fra fæstebønder til stolte selvejerlandmænd og byboere præget af småkår, storhed, fald og genrejsning”.

Venlig hilsen
Morten Weise

Erindringer om et godt og indholdsrigt liv

– med bump på vejen.

 

Af sygehusdirektør Morten Weise Olesen

Forord

Af to omgange har jeg fået en opfordring fra Jens Otto Madsen til at skrive om mit liv som et blandt flere bidrag til nogle bogudgivelser omhandlende historier fra Brønderslev. Anledningen var, at Brønderslev i 2021 kunne fejre sit 100-års Købstadsjubilæum.  Først i andet forsøg i marts 2023 takkede jeg ja.

På dette tidspunkt var jeg, efter flere års tilløb, allerede i gang med mere omfattende skriverier om mit liv med dybe barndoms- og ungdomsrødder i Brønderslev. Så ”erindringstoget” var allerede startet, havde forladt perronen og bevæget sig ud i forskellige retninger, sidespor og til tider også blinde spor uden dog at blive afsporet. Efter snart flere seniorår som pensioneret sygehusdirektør og et CPR-nr., der afslører, at jeg i juli 2023 runder et skarpt hjørne og bliver 70 år, var det på tide, at skabe handling bag mine mange ønsker om at skrive mine erindringer.

Det nedenstående bidrag til Jens Otto Madsens bogudgivelse er således at betragte som en ”Pixiversion” af mine mere omfattende erindringsskriverier, som endnu ikke er færdigskrevet.

 

Dette erindringsskriv er beretning om et på mange måder usædvanligt, spændende og godt liv, der også har haft store bump på vejen, specielt i mine tidlige barndomsår.

Det er historien om et liv, hvor mine første leveår var præget af store familiemæssige tab/tragedier med en mor, der blev alvorligt kræftsyg kort tid efter min fødsel i 1953. Samtidig oplevede min familie den helt store økonomiske nedtur, hvor min far var tvunget til at sælge Sejlstrup Hovedgård, og hvor familien med fem børn og en kræftsyg mor var tæt på at emmigrere til Kenya i Afrika i håbet om at kunne ”starte på en frisk”.

Det er også historien om, hvordan min familie, trods sygdom og økonomisk ruin, rejste sig igen ved en ufattelig viljestyrke og fighterånd at genskabe trygge rammer for familien både økonomisk og socialt med base på Solvangsvej 36 A i Brønderslev.

Det er desuden fortællingen om en dreng, der trods nogle af barndommens tragedier som last og et middelmådigt folkeskoleforløb, hvor nogle af lærerne ikke kunne se den store fremtid for mig, alligevel formåede at blive tømrer, bygningskonstruktør, tre års arkitektstudie samt dobbeltkandidat fra Aarhus Universitet med topkarakterer.

Dertil en erhvervskarriere, der blandt andet spænder fra et job som fuldmægtig i Arbejdsmarkedsnævnets Sekretariat, planlægningschef i ni år på Skejby Sygehus, administrationschef på Randers Centralsygehus, ni år som sygehusdirektør på Horsens og Brædstrup Sygehus og som rosinen i pølseenden mange år som direktør for Det Nye Universitetshospital i Aarhus med ca. 10.000 ansatte og et anlægsbudget på ca. 10 milliarder kroner.

 

Det er mit ønske og håb, at min fortælling kan indgyde mod hos de mange unge, der har fået en skæv start på livet, og som for tidligt blev ”dømt ude”. Det er aldrig for sent!!

 

Eller som min afdøde far, Jens Weise Olesen, skrev på side et i sin dagbog fra 1933, da han lige var startet som godsforvalter på Bjørum Gods:

”Man kan hvad man vil, men slid skal der til”

        ”Hvor der er en vilje, er der en vej”.

Eller som min mor, Herdis Weise Olesen, skrev i 1950’erne, hvor hendes kræftsygdom var nådesløs:

 ”Gud give mig mod og styrke til, at ændre det, du kan ændre, tålmod       til at bære det, der ikke kan ændres, og visdom til at skelne imellem     det”.

I sandhed kloge livsanskuelser, som jeg gentagne gange i livet er vendt tilbage til, når livet bød på store udfordringer.

Jeg ønsker jer alle god læselyst og en stærk tro på livet!

Indledning – tilløb

Som baggrund for mine skriverier har jeg, foruden egne erindringer, haft en række kilder, dokumenter, billeder, forældrenes erindringer, samtaler etc. Dertil ikke mindst min hustru, Marian, der også er fra Brønderslev, og som jeg har dannet par med i snart 54 år og kendt i endnu længere tid og derfor har væsentlige fælles erindringer med.

I denne sammenhæng vil jeg også nævne fem bøger med historier fra Brønderslev, som Jens Otto Madsen har udgivet i 2021/2022. Alle disse bidrag fra personer med tilknytning til Brønderslev udgør tilsammen et væsentligt bidrag til Brønderslevs historie.

Jeg vil også fremhæve Poul Erik Andreasen og de seniorer, der sammen med ham laver et fantastisk stykke arbejde med at holde ”hjulene i gang” i Lokalhistorisk Arkiv for Brønderslev. Poul Erik bidrager med utrættelig energi til at inspirere og holde interessen oppe på Facebookgruppen ”Brønderslev. Fortiden i billeder og tekst”.

Gruppen har ca. 5.700 medlemmer, hvor stadig flere nuværende og tidligere bysbørn kommer til. Dette ikke mindst fordi Poul Erik fodrer gruppen ved næsten dagligt, at lægge billeder ud med personskildringer, dokumenter samt forenings- og erhvervsprotokoller. At dette er til stor glæde og inspiration fremgår tydeligt at den løbende kommentarlyst, som præger gruppen.

Med udgangspunkt i al denne inspiration og bidrag til genopfriskning af minder er udfordringen så, at finde ud af, hvilke episoder og faser i ens liv, man skal vælge at prioritere?

Er der enkelte år, steder eller begivenheder i ens liv, der efterhånden som tiden går, vil vise sig at være det vigtigste? Punktet, hvor passerens spids kan placeres og indfange netop de begivenheder i livet, hvorom alt tidligere drømmeagtigt peger ind imod, og hvor alt senere viser tilbage til dette centrum, hvis betydning jeg selvfølgelig ikke erkender før langt senere? Og er det muligt, at vurdere, hvilken radius der har været omkring begivenhederne, som passerens spids har identificeret?

Svaret må være, ja, det er det, og jeg skal ikke have talt længe med et andet menneske, før man kan indkredse tid og sted for dette brændpunkt i vedkommendes liv. For efterhånden som vi bliver ældre, fortæller vi ofte de sammen historier igen og igen måske i håbet om, at jeg som erindringsskriver, mens jeg fortæller, kommer til at skrive noget, der vil overraske mig selv, og måske derfor også vil være værd at læse for andre.

Man kan også spørge sig selv, hvorfor overhovedet gå i gang med at skrive sine erindringer – og for hvem? For at udsætte døden, for at vinde sin elskede tilbage, for at indfange og eviggøre øjeblikke, der ellers altid ville være gået tabt og omvendt, måske for at slippe af med andre øjeblikke i håbet om, at de ikke hjemsøger en i det uendelige?

Eller er det bare glæden ved at skrive og genopfriske livets mest vidunderlige stunder, eller for at skrive sig ud af de største modgange i livet? Foreløbig må mit svar være, som Bob Dylan sang det i 1962: ”The answer is blowin in the Wind”. Spørgsmålets besvarelse lader jeg foreløbigt ligge. Måske bliver det i bakspejlets klare lys muligt at svare under skriverierne eller når de er færdige?

 

Fra Jens Otto var der, bortset fra det tekniske format, frit valg på alle hylder, både hvad angår indhold og omfang. Således fritstillet var det bare at gribe pennen/tastaturet og gå i gang med erindringsskriverierne.

For yderligere at genopfriske min hukommelse og hente inspiration, specielt fra mine barndoms- og ungdomsår, har jeg været på flere ture i Brønderslev og besøgt en række steder, som har haft særlig betydning for mit liv. Disse ture langs ”Memory Lane” og samtaler med gæve Brønderslevbeboere omfattende blandt andet: Kvarteret omkring Solvangsvej, Skolegades Skole, ”Friluftsbadet”, Hedelunden, kirkegården med familiegravstedet, Hotel Phønix, Djævlebakkerne, Markedspladsen, spejderhytten i Søndergade, Brønderslev centrum, Brønderslevhallen, Smalbygård, Nørre Å, Grindsted Plantage og ikke mindst mit barndoms- og ungdomshjem på Solvangsvej 36 A osv, osv.

Med baggrund heri har jeg i dette erindringsskriv valgt, at sætte særlig fokus på min barndom og ungdom i og omkring Brønderslev fra min fødsel i 1953 til ”teltpælene” definitivt blev rykket op i 1974, hvor jeg i Aarhus fortsatte mine videregående uddannelser, stiftede familie, gjorde erhvervskarriere osv. Dog har jeg til trods for, at Aarhus i årtier har været min base, fastholdt forbindelseslinerne til Nordjylland og Brønderslev blandt andet via vores sommerhus ved Lønstrup og svigerforældrenes bopæl i Dannebrogsgade.

Familiehistorie og landmandsliv i Nordjylland – tilbage til rødderne.

Begge mine afdøde forældre har dybe fælles familierødder, der rækker flere århundreder tilbage på landet i Nordjylland og i særdeleshed områderne omkring Sejlstrup, Smidstrup, Rakkeby, Hundelev, Jelstrup, Vennebjerg osv. Når jeg skriver fælles familierødder, skal det forstås bogstaveligt, idet min fars farfar og og min mors morfar var brødre. En milepæl i min og deres fælles familiehistorie med landmandsliv var gennemførelsen af en række Landbrugsreformer, der skyllede ind over Danmark i slutningen af 1700-tallet, og som på afgørende vis ændrede vilkårene for både herregårde og fæstebønder, herunder ophævelsen af Stavnsbåndet, afskaffelse af hoveriet, udstykning af hovmarkerne omkring herregårdene osv. Alt sammen reformer, der med stor effekt satte gang i selvstændiggørelsen på landet, hvor fæstebønder i stort antal ved opkøb af jorden på hovmarkerne blev selvstændige og selvejende landmænd.

Således også for min familie, hvor mine forfædre i stort antal boede, levede og arbejdede i og omkring Sejlstrup Hovedgård. Sejlstrups historiske rødder går helt tilbage til 1200-tallet, og den var i mange år ejet af skiftevis den danske Krone og Børglumbispen. I 1534 blev Sejlstrup Hovedgård nedbrændt af Skipper Clement og hans bondehær under ”Grevens Fejde”, mens den tilhørte Børglumbispen Stygge Krumpen, som desuden havde en række andre besiddelser, blandt andet Voergård Slot. Efter branden, genopbygningen og Reformationen i 1536 overgik en række af kirkens besiddelser til Kronen, herunder også Sejlstrup Hovedgård. I slutningen af 1600-tallet og frem har gården været i privateje.

I slutningen af 1700-tallet fik Landboreformernes gennemførelse stor betydning for Sejlstrup og min familie. På dette tidspunkt var min tip-tipoldefar Mads Olesen fæstebonde på Sejlstrup. Da den daværende ejer i 1798 fik kongelig tilladelse til i henhold til Landboreformerne at påbegynde udstykning af hovmarkerne, åbnede der sig helt nye muligheder for min familie. I 1801 opkøbte min tip-tipoldefar således et stort stykke af Sejlstrups hovmark og gik fra at være fæstebonde til at være selvejerbonde på gården Flaget. En dristig beslutning, der over de næste godt 200 år betød, at min familie i den grad fik fodfæste som selvejerbønder på mange af gårdene omkring Sejlstrup. Alle sammen betydelige gårde i samtiden med hver ca. 100-200 tønder land. Det var gårde som Flaget, Krogtoft, Martineminde, Altoft, Hunderupgård, Stadegård, Smedegård, Højlund, Haungård, Smidstrupgård og Toftegård osv.

Kronen på værket kom ca. 250 år senere, da min far købte Sejlstrup Hovedgård, hvor jeg blev født den 19. juni 1953. Det skulle senere også vise sig at blive enden på en over 250-årig udbredt familiemæssig livsform som landmænd i et relativt afgrænset område i Nordjylland. En livsform, hvor driftige landmænd fra familien både var en del af og påvirkede udviklingen af lokalsamfundet i sognene omkring Hundelev. Det være sig som driftige landmænd, sognefogeder, drivning af stude langs Hærvejen til det Nordtyske marked og retur igen med prangerpungen godt snøret sammen og fyldt med klingende skilling osv. Det var bønder, der var vidne til og drivere af en omfattende og løbende forandring af dansk landbrug fra fæstebønder til stolte, selvbevidste og selvstændige landmænd, der krævede stemmeret.

Udviklingen betød samtidig et opbrud i den tryghed som landsbyfællesskabernes livsform bidrog til. De var også vidende til en udvikling af Andelsbevægelsen på landet, mekaniseringen, konkurrencen fra Amerika, hvor overgangen fra sejlskibe til dampskibe medførte en hård konkurrence fra de store oversøiske kornproducenter osv.

De var vidende til den industrielle udvikling og mekanisering, der medførte en enorm afvandring fra land til by, hvor det blev stadig sværere at brødføde de mange børn og landbrugsfamilier, der kun havde begrænsede muligheder for selv at blive selvstændige landmænd.

En udvikling, der mod slutningen af 1800-tallet medførte en betydelig affolkning fra landdistrikterne til byerne eller via emigration til specielt Amerika. Konkret betød det, at op mod 15-20% af lokalbefolkningen i dele af Nordjylland i løbet af få årtier emigrerede til oversøiske lande. Således også min egen familie, hvor flere med en enkeltbillet i lommen emigrerede til Amerika og New Zealand omkring år 1900.

Nogle blev farmere ”derovre”. Andre blev guldgravere og pelsjægere i Alaska og deltog på amerikansk side i 1. Verdenskrig, hvor de var vidende til grusomme oplevelser ved fronten med død, lemlæstelse, gasforgiftning osv. Alt sammen dokumenteret ved bevarede dagbogsoptegnelser og billeder.

Mine forældre og deres baggrund

Min far, Jens Weise Olesen, er født på Holtegård ved Tårs den 24. august 1904 og død i Brønderslev den 22. november 1990. Han var den ældste af tre brødre og ”født” til at fortsætte en århundrede lang tradition/livsform i familien og blive selvstændig landmand. I lige linje på fædresiden har man ejet og drevet landbrug på Holtegård, Martinsminde, Krogtoft, Flaget og Sejlstrup.

Sin barndom og ungdom tilbragte min far i trygge økonomiske og familiemæssige rammer i og omkring Holtegård. Hans forældre var meget strikse med, at far, foruden oplæring i landbrug, skulle passe sin skolegang og lektier, først i den lokale folkeskole i Tårs og derefter fire år på privatskole i Hjørring. Min far har foruden detaljerede dagbogsskriverier i mange år samt bevarelse af en stor billedsamling også skrevet sine sammenhængende erindringer om et landmandsliv dækkende perioden 1904-1953, hvor jeg blev født. Alle hans skriverier giver en stærk personlig og familiemæssig skildring af livet på landet gennem 50 år, men udgør foruden en slægtshistorie, også en interessant samtidshistorie.

Som ung mand på 18 år flyttede min far i 1923 hjemmefra for at starte som landvæsenselev på den store gård Gammel Buurholt med ca. 380 tønder land og en betydelig besætning og folkehold. I årene derefter fortsatte han med både praktisk, ledelses- og uddannelsesmæssig oplæring i langbrug. Han var elev på Vejlby Landbrugsskole ved Aarhus og blev senere også uddannet som kontrolassistent på Asmild Klosters Landbrugsskole.

I 1930 blev far forvalter på Gammel Buurholt. Allerede i 1931 dukkede den store mulighed op for far, da han søgte og fik jobbet som godsforvalter på Bjørum Gods. Han arbejdede som godsforvalter her i fem år.

Efter et mangeårigt lærings-og uddannelsesforløb inden for landbrug besluttede han som 33-årig i 1936, at nu var tiden moden til at købe sin egen gård. Ved købet af Vester Mellerup i nærheden af Jerslev blev far proprietær og ”herre i eget hus”. Gården var på 164 tønder land og havde til start en besætning på ca. 35 brogede malkekøer og et tilsvarende antal ungkreaturer, tre spand heste, svinehold osv. Folkeholdet bestod foruden min far af en forkarl, en fast daglejer, en gift fodermester, en husbestyrerinde og en ung pige. Frue i huset kom der først syv år senere, da min far giftede sig med min mor.

Fars tvillingebrødre blev også selvstændige landmænd. Harry købte en gård i 1935 ved Skibsby lige uden for Hjørring. Martin overtog barndomshjemmet Holtegård ved faderens død i 1939.

Min mor, Herdis Toftegaard Pedersen, er født den 24. maj 1916 på Hvilshøj Mejeri ved Jerslev og død i Brønderslev den 12. april 1979. Hun var den yngste af en søskendeflok på fire, der alle er født på mejeriet.

Min mormor Hanna stammer fra Rakkeby, hvor hendes forældre ejede gården Toftegård. Hun var del af en søskendeflok på i alt syv børn, der alle er født på gården. Mormors søskende har haft en omtumlet barndom og ungdom præget af utryghed på grund af faderens lemfældige omgang med alkohol. Faderen døde i 1900 og efterlod en misligholdt gård og en enkefrue uden økonomiske midler. Børnene havde derfor ingen muligheder for at overtage gården eller udsigt til en arv, der kunne give dem et økonomisk rygstød i deres videre liv.

Konsekvenserne blev, at de tre af min mormors yngre brødre emigrerede til Amerika i 1904 og 1906 i en alder af 14, 16 og 18 år. Deres videre liv i Amerika er detaljeret beskrevet via deres udførlige dagbogsoptegnelser og billeder. Alle tre startede tilværelsen derovre med hårdt arbejde i skovene efterfulgt af senere liv som farmere i staten Washington. En af brødrene flyttede til Alaska, hvor han i ni år levede og arbejdede som guldgraver og pelsjæger indtil han som 27-årig i 1917 meldte sig til den amerikanske hær under 1. Verdenskrig. Han blev i 1918 sendt med hæren til slagmarkerne ved Argonneskovene, hvor han som skarpskytte tog del i de afgørende og grufulde slag under Meuse-Argonneoffensiven, der startede den 26. september 1918 og sluttede den 11. november 1918. I offensiven deltog ca. 550.000 mand fra Amerika, Frankrig og Tyskland, og slaget var et af 1. Verdenskrigs mest blodige, hvor ca. 290.000 soldater mistede livet. Offensivens afslutning markerede samtidigt slutningen på 1. Verdenskrig, hvor Tyskland kapitulerede. Han har i sine dagbogsoptegnelser givet en løbende og meget detaljeret beskrivelse af det helvede, som prægede skyttegravskrigens afsluttende fase.

Min mormors to søstre emigrerede til New Zealand i 1897 og kæmpede en hård kamp for at få fodfæste her.

Mormor Hanna blev livet igennem i Danmark, hvor hun i 1903 som 22-årig blev gift med mejeribestyrer Martin Pedersen. De skabte økonomisk og familiemæssigt trygge rammer for min mor og hendes tre søskendes opvækst på Hvilshøj mejeri.

Foruden den trygge opvækst var min mor, Herdis, også præget af datidens normer for kvindeopdragelse. Det vil sige, at hun foruden skolegang skulle opdrages i klassiske kvindedyder med oplæring i husførelse og forberedelse til at være den gode hustru, der tager sig af mand, hjem og børn. Det betød, at hun i 1933 kom på Halvorsminde Efterskole syd for Hjørring. Skolen var efter 1923 for både drenge og piger forstået således, at drengene gik på skolen i vinterhalvåret og havde klassiske fag inden for blandt andet sløjd, gymnastik, regning, naturlære osv. Pigerne gik på skolen i sommerhalvåret med hovedvægt på fag inden for ”husgerning”. Da min mor gik på skolen i 1933, havde man lige bygget et vævehus, der gav mulighed for udvidet sykursus. Et supplerende kursus, der senere skulle få afgørende betydning for min mors arbejdsmæssige karriere.

Efter endt skolegang på Halvorsminde, var min mor hjemme igen på Hvilshøj mejeri, hvor hun hjalp til. Her blev hun forelsket i broderen til sin bedste veninde fra Halvorsminde. Han hed Eskild Külerich og var søn af præsten fra Øster Hornum. I 1935 startede Eskild på teologistudiet på Københavns Universitet, og mor flyttede med. Allerede i 1936 flyttede hun hjem til Nordjylland, hvor hun i et år var husholdningselev på den større gård Korslund ved Hallund.

Dom for ikke at nedskære en person som har hængt sig

Dom i sagen procurator Dannisøe som actor contra drengen Christen Sørensen.

Drengen Christian Sørensen af Jetsmark sogn er under nærværende sag ved egen tilståelse og øvrige tilvejebragte oplysninger overbevist om at han den 12 marts dette år om eftermiddagen har borttaget 15 rigsdaler 2 mark 6 skilling i rede penge af hans morbroder tjenestekarl i Risager Christen Thomsens kiste der henstod i herberget. Pengene gik han hjem med og gemte dem på en hylde over kakkelovnen i hans moders bolig hvor de fandtes og efter at tiltalte var gået til bekendelse om at have stjålet pengene blev de tilbageleveret ejeren samme dags aften som tyveriet var begået. Nøglen sad i døren til herberget og nøglen til kisten sad i denne, og tiltalte havde set pengene i kisten samme dags formiddag da han i et andet ærinde havde været hos morbroren der den gang havde kisten åben og hvor der desuden var nogle flere penge både i sølv og sedler, men som tiltalte lod blive tilbage. Som bevægegrund til dette tyveri har tiltalte angivet at hans moder er meget fattig, hvilket også må antages at være tilfældet, og mangler sengeklæder, og at han siden ville have leveret hende pengene til at købe nogle sengeklæder for. Tyveriet havde han gentagne gange benægtet da han blev opfordret til at bekende samme. Men da hans moder vedblev at sigte ham derfor gik han til bekendelse og der er ingen formeldning om at enten hans moder eller nogen anden har været medvider eller hæler i tyveriet. Tiltalte er døbt 21 maj 1827 (1), altså nu omtrent 16 år gammel og han har ikke forhen været tiltalt eller straffet. Han vil derfor blive at straffe for simpelt tyveri første gang begået af unge mennesker imellem 15 og 18 år, og ifølge forordningen af 11 april 1840 paragraf 29 sammenholdt med paragraf 4 formenes at straffen ifølge sagens samtlige omstændigheder passende kan bestemmes til 20 slag af en rotting (2), og vil han derhos være at tilpligtes at udrede alle de af auctionen flydende omkostninger hvoriblandt salarium til actor 4 rigsbankdaler og til defensor 3 rigsbankdaler sølv. Sagførelsen har været forsvarlig.

Thi kendes for Ret.

Tiltalte Christen Sørensen bør gives 20 slag af en rotting (3) og derhos udrede denne sags omkostninger hvoriblandt sallarium til actor procurator Dannisøe 4 rigsdaler og til defensor procurator Sprechelsen 3 rigsdaler sølv. At efterkomme under adfærd efter loven.

Oplæst og afsagt i Kær og Hvetbo Herreders Extraret den 5 maj 1843

Ostenfeldt.

  • Døbt 20 maj 1827. Forældre husmand Søren Christensen Bøssemager og hustru Ane Marie Thomsdatter i Lille Pandrup.
  • Rotting, Ifølge Gyldendal Den store Danske et Spanskrør, 1 meter lang og 4 cm. i omkreds.
  • Afstraffelsen blev foretaget af arrestforvareren i overværelse af herredsfogeden og har antagelig fundet sted i den gamle arrest i Blokhus.

Af. fhv. tømrermester Hans Poulsen, Kaas