Kategori: Historier fra Vendsyssel

Af tidligere lærer Birte Nielsen

Den første 100års fødselsdag i Brønderslev´s historie, og lidt om mit liv og relation til Brønderslev, og

Mine første år. Uddannelse og Lærerjob. Mit Spejderliv. Horne Efterskole. Menighedsråd, Børnearbejde. Juleaften. Genbrugsforretning, Kolonihaveforeningen Agdrupparken.Bestyrelsesarbejde på Vildmosemuseet

Jeg er ikke indfødt borger i Brønderslev, men mine aner har dog rødder i Brønderslev. Min oldefar var Sixtus Nikolaj Pedersen, som den gang han levede, var en kendt person i Brønderslev, nok mest på grund af sin høje alder. Han var den første borger i Brønderslevs historie, der fyldte 100 år.

Han blev født i Tversted den 30. marts 1845 og kom ud at tjene allerede som 10-årig hos plantør Vejrum, hvor han fik 1 Mark i dagløn. Da han var konfirmeret, fik han plads på Vestergård i Mosbjerg for 4 Rigsdaler om året. Senere nåede han op på 50 Rigsdaler om året

Det blev der den gang gjort megen festivitas ud af, på trods af, at Danmark stadig var besat af tyskerne. Der var rationeringstid, og jeg har et gammelt brev skrevet til mine forældre, hvor hans datter Anna, spørger om mor kan undvære nogle rationeringsmærker. På fødselsdagen var der flag i hele byen. Til frokosten kom en hel deputation fra byrådet og mange andre ansete personer i byen. Formanden for socialudvalget, murer Martinus Pedersen overrakte en mappe med byens hilsen.  Mappen var underskrevet af samtlige byrådsmedlemmer og var vedlagt en check på 100 kr. Blandt talerne var borgmester Th. Jensen, lærer Emil Dehn, Købmand Theophil Nielsen, direktør Juul Nielsen, gårdejer Anton Kjær og gartner Laurits Nielsen. Der var fødselsdagshilsen fra Kong Christian den 10. Desuden mange gaver fra fjern og nær. Carlsberg sendte 2 kasser øl, en øl fra hvert af fødselarens hundrede år. Cognac fra Odense vinkompagni. Desuden et væld af blomster og lykønskninger.

Jo det var virkelig en sensation at fylde 100 år. Jeg husker ham som en meget, meget gammel mand, og det var han jo også.

Min farmor Karen er født 1880 i Serritslev og voksede op på Krogens Kær i Brønderslev og var elev i 1. klasse på Skolegade skole, da skolen var helt ny. Skolegade Skole blev indviet i 1888.

Min far Peder Jensen Graven er født i Ladefogedgården, Brønderslev i 1912, og hans forældre har senere boet i Gravensgade, inden de flyttede til Høgsted.

Min farfars far blev født i 1817 i Østergård i Ålstrup, hans navn var Jens Graven Christensen, men blev kaldt Jens Dronninglund. Jens Dronninglund ejede en firlænget gård, der hed Rostok. Gården lå ud til Bredgade hvor den tidligere Brønderslev Bank ligger.

Mine første år.

Jeg er født i 1939 i Grønhøj, nær ved Vesterhavet, hvor mine forældre havde forpagtet et lille husmandssted (senere kaldet Strandfogedgården). Der var hverken indlagt vand eller strøm. Et halvt år før jeg blev født, blev min far indlagt på Hjørring sygehus med en ødelagt fod, efter at have kørt løbsk med hestevognen. Han var indlagt i mange uger, indtil min mor, som efterhånden var højgravid, bad om at få ham hjem. Et par koste gjorde det ud for krykker, så han kunne humpe omkring og hjælpe mor. Senere købte mine forældre en lille ejendom i Nr. Harritslev. Jeg begyndte min skolegang i Nr. Harritslev skole, men inden da havde jeg fået en brugt cykel og havde lært at cykle, så jeg kunne cykle til skole.

I foråret 1947 købte mine forældre ejendommen Sønderkær i Tolne.

Til ejendommen var der knap 40 tdr. land jord, og den kostede 48.000 kr. Da far og mor overtog gården, var stalden fuld af dyr, men der var ikke et halmstrå eller andet foder til dyrene, så det var meget svært for mine forældre at få startet op. Det var jo stadig kun 2 år siden krigen sluttede og der var stadig mange ting, de ikke kunne købe. F.eks. kunne de kun købe 100 kg gødning til markerne. Det var meget tørt den sommer. Nogle høstede lyng, som de tørrede og brugte til foder.

For at kunne klare alt arbejdet med både mark og stald var der ansat en karl og en pige.

På ejendommen var der indlagt el, men vand skulle pumpes op ved håndkraft i malkerummet og bæres ind i en spand. Vi havde ikke toilet eller badeværelse, men måtte klare toiletbesøgene i kostalden bag køerne. Hver lørdag blev der varmet vand, oftest i gruekedlen, for at vi kunne komme i bad. Det foregik i en balje på køkkengulvet. Den daglige vask og tandbørstning foregik ved køkkenvasken. Madlavning foregik på brændekomfuret og opvarmning af stuen kom fra en kakkelovn.

De fleste gårde havde også et tørvelod i mosen, de fleste gravede tørv med håndkraft og en speciel spade, Enkelte havde en æltemaskine, men far havde ingen æltemaskine. Mine forældre havde et tørvelod i Måstrup Mose, det var ca. 1 tønde land. Her gravede far tørv hver sommer. Når tørvene var tørre, blev de kørt hjem i hestevogn og blev brugt til brændsel. Der skulle bruges tørv til brændsel i både komfuret og til kakkelovnene

Vi havde ikke hverken køleskab eller fryser. Når der blev slagtet, blev flæsket lagt i saltlage i saltkarret. Medisterpølser og andet kød blev henkogt, noget af kødet og spegepølser blev røget og derefter opbevaret på loftet, hvor det blev hængt op på en bjælke. Som erstatning for et køleskab var der i et køkkenskab en elevator, så der kunne hejses madvarer ned i kælderen. Storvask foregik ved at tøjet blev lagt i blød dagen før. Det kogeægte tøj blev næste dag kogt i gruekedlen. Mor var så heldig, eller moderne, at hun havde en vaskemaskine, hvor der i bunden var en anordning der lignede en omvendt malkeskammel, som skvulpede tøjet frem og tilbage, når der blev drejet på håndtaget.

I løbet af 50erne skete der rigtig mange forbedringer i dagligdagen. I stedet for brændekomfuret, fik mor gasapparater til madlavning. Der blev etableret elektrisk vandpumpe i malkerummet, så man var fri for at pumpe vandet op med håndkraft. Det blev indlagt vand i stuehuset. Takket være at min onkel var smed, så blev der også installeret centralvarme med fyr i kælderen. Der blev etableret et andelsfrysehus i Tolne, her lejede man en eller 2 frysebokse, det var en stor hjælp, at man nu kunne fryse både kødvarer og frugt. Vi boede ca. 2 km fra Tolne, så det var ikke hver dag, der blev hentet frostvarer, turen frem og tilbage foregik for det meste på cykel.  Jeg tror det var i 1952, at tre naboer investerede i en Ferguson traktor, som først og fremmest skulle bruges til mælkekørsel (landmændene skiftedes til, hver dag, at køre mælk til mejeriet i Tolne). På skift havde man derudover traktoren til udførelse af markarbejdet. Efter fars uheld med sin ødelagte fod havde han svært ved at går efter plov, harve og såmaskine, derfor blev jeg ofte sat til at trave efter ploven, harven og såmaskinen, så det var en stor lettelse, at en del af markarbejdet nu kunne klares ved hjælp af en traktor og det blev nu mere spændende at hjælpe med markarbejdet.

Min skolegang i Hørmested.

Jeg gik i skole i Hørmested Skole. Der var kun et klasseværelse og kun en lærer. Vi var opdelt i bette klasse og store klasse. Bette klasse gik i skole 4 dage om sommeren og 2 dage om vinteren. Store klasse omvendt, idet de kun gik i skole 4 dage om ugen i vinterhalvåret, og 2 dage om ugen i sommerhalvåret, de skulle jo hjælpe der hjemme med markarbejdet om sommeren. Lærerens kone underviste os piger i håndarbejde. Det var også hende, der klarede rengøringen af skolen.

Jeg gik til præst (konfirmationsforberedelse) i Tolne Præstegaard og blev konfirmeret i Hørmested Kirke.

Efter konfirmationen og afslutningen af 7 års skolegang kom jeg om efteråret ud at tjene. Jeg ville gerne, sammen med nogle af mine skolekammerater, have fortsat i realskolen i Sindal, men det kunne der ikke være tale om. Mine forældre mente ikke jeg havde noget at bruge en realeksamen til, da det var mere vigtigt, at jeg lærte noget om husholdning og landbrug, desuden kostede det jo skolepenge at gå på realskolen.  Da jeg var 14 ½ år fik jeg plads hos en gartner i Tårs, hvor jeg skulle hjælpe med husligt arbejde og børnepasning, og ind imellem også hjælpe til i forretningen og gartneriet. Senere havde jeg forskellige pladser i huset, men den bedste tid var dog, at min plads i huset på en gård i Nr. Harritslev, hvor jeg var i 1½ år.

Det var en meget lærerig plads. Min madmor vidste nok, hvordan en husholdning skulle føres. Hun var datter af en herremand i Vestjylland og havde sin opvækst på herregården. Med i min ansættelsesaftale var, at jeg hvert vinterhalvår skulle gå til husholdningskursus i Hjørring. Turen til Hjørring foregik på cykel, den cykeltur var dog ikke noget at regne mod cykelturen hjem til Tolne når jeg havde fri hver anden weekend, dvs. man havde fri fra lørdag aften, når opvasken var klaret, til søndag aften. På gården havde de fodermester, som lavede alt arbejdet i stalden, Min husbond passede markerne, men om foråret og i høst var der også ansat daglejere.

 

Min arbejdsdag på gården

En almindelig hverdag kunne se sådan ud: Op kl. 6,30 for at lave morgenmad til fodermesteren som kom ind ved godt 7-tiden. Morgenmaden var havregrød eller øllebrød, kaffe og brød. Når børnene vågnede (Den yngste, som var ½ år, da jeg kom, var tidligt vågen), skulle jeg sørge for at de kom i tøjet og fik morgenmad. Der skulle hentes brænde og tændes op i kaminen. Så skulle der vaskes op efter morgenmaden, gøres rent i stuerne, sengene skulle redes og der skulle gøres rent i soveværelse og badeværelse. Der skulle vaskes bleer, bages brød skrælles kartofler og laves middagsmad. Kl. 12 skulle middagsmaden være klar, altid 2 retter. Efter middagsmaden gik alle hen for at sove middagssøvn, mens jeg skulle vaske op, vaske gulv i køkken og bryggers, hvorefter jeg havde middagspause indtil der skulle laves kaffe. Kaffen skulle være klar kl. 15,00.  Efter at have vasket op efter eftermiddagskaffen var det meget forskelligt, hvad jeg blev sat til ud over at passe børnene, der skulle der ordnes have, vasketøj, stoppes strømper, lappes tøj. Der skulle plukkes og renses bær frugt og grønsager osv.  Så skulle der laves aftensmad til kl. 18,00, derefter vaskes op, børnene skulle vaskes og lægges i seng. Senere skulle der laves aftenkaffe. Hvis ikke jeg skulle være barnepige havde jeg resten af aftenen til egen disposition.

Det var en lang arbejdsdag, men jeg var meget glad for at være der. Jeg havde et lille kammer, hvor der var et lille klædeskab, og så havde jeg min kommode, derudover bestod møblementet af en stol og en seng. Det var ikke et sted man opholdt sig ret meget ud over den tid, man sov, da der ikke var varme på værelset. På gården så man helst, at man i fritiden enten var i folkestuen eller sad og broderede eller strikkede inde i dagligstuen. I vinterhalvåret gik jeg i husflidsskole, hvor jeg flettede peddigrør og lærte at væve. På gården var der i vinterhalvåret kun ansat en fodermester, men om sommeren var der i perioder også en eller to daglejere.

Som tidligere nævnt havde jeg fri hver anden weekend, men de weekender jeg ikke havde fri, var det dog en lettere arbejdsdag, hvor der kun blev lavet det nødvendigste, madlavning, opvask og børnepasning.

Løn.

Det første år, jeg var ude at tjene fik jeg 80 kr. om måneden. Det lyder ikke af meget, men det kunne række til lommepenge og tøj. Da jeg kom til Nr. Harritslev, fik jeg vistnok 150 kr. om måneden det første halvår. Lønnen blev udbetalt pr. 1. maj og 1. november (bagudbetalt). Hvis man havde brug for penge forinden, måtte man bede om at få lidt på forskud og fortælle hvorfor, og til hvad man skulle bruge pengene

Vaskedag.

Jeg tror, det var ca. en gang om måneden, at vi vaskede storvask. Imellem vaskedagene blev bleer og måske lidt børnetøj kogt i en stor gryde på gasapparatet En del af gårdene på egnen ejede i fællesskab en vaskemaskine med motor på, det var et stort skrummel, som blev transporteret på hestevogn fra sted til sted. Dagen før, vi skulle vaske blev tøjet sorteret og lagt i blød, det mest beskidte i Blenda-vand. På selve vaskedagen kom en vaskekone for at hjælpe med vasken. Der blev tændt op under gruekedlen og alt hvad der kunne tåle at blive kogt, blev kogt i sæbevand i gruekedlen, hvorefter det blev hevet over i vaskemaskinen,

som så skvulpede det frem og tilbage indtil det var rent, derefter blev tøjet trukket op og lagt på vaskebænken, så det kunne dryppe noget af inden det blev skyllet i mindst 3 hold rent vand. Det hvide blev til sidst skyllet i vand tilsat blånelse. Alt skyllevand var selvfølgelig koldt vand, men heldigvis var der på gården indlagt vand. Efter at tøjet var skyllet blev det kørt igennem vridemaskinen. Det vand som blev til rest når kogevasken var trukket op af det, blev brugt til at vaske det kulørte, som ikke måtte koges.

Alt tøjet blev så hængt til tørre på tørresnoren, og der blev sat ekstra tørresnor op, ligesom lommetørklæder og andre småting blev lagt til tørre på tjørnehækken.

Når tøjet var tørt, forestod der et stort arbejde i at få tøjet stænket og strøget, eller rullet, lagt sammen. De fineste duge blev sendt til rullekonen.

Tøj, der skulle lappes og stoppes, blev sorteret fra, så det senere kunne blive repareret. (Hos min bedstemor, kom der ind imellem en ”lappekone”, som lappede det hullede tøj og satte nye stopper i håndklæder og viskestykker, satte nyt elastik i de underbukser der havde behov for det).

Uddannelse og Lærerjob.

Da jeg senere var elev på Viborg Gymnastikhøjskole, blev jeg her, af et par lærere opfordret til at tage en læreruddannelse, men nu manglede jeg den realeksamen, jeg ikke fik lov at få, så den letteste vej til lærergerningen ville for mig være at starte i en præparandklasse på et Småbørnsseminarium. Jeg søgte optagelse på Statens Seminarium for Småbørnslærerinder i Vejle og blev optaget. Det viste sig at være en rigtig god og solid uddannelse, som jeg har haft rigtig megen glæde af. Jeg blev færdiguddannet som småbørnslærerinde i 1962 og blev derefter ansat som vikar i en lærerstilling) på Skolegade Skole i Brønderslev (der var desværre ingen ledige stillinger til en småbørnslærerinde på skolen). Jørn, Uffe og jeg flyttede ind i vores nyopførte bolig på Kløvermarksvej. De fleste timer havde jeg på forskolen i Tygelsgade. Efter sommerferien i 1963 blev jeg klasselærer i en første klasse med 28 elever. Det var svært for en ung nyuddannet lærer. Jeg følte hele tiden, at jeg havde svært ved at nå rundt til alle de små elever. Da der så blev opslået en stilling som småbørnslærer på en lille forskole i Klæstrup,

greb jeg chancen, søgte og fik stillingen og blev ansat fra sommeren 1964. Vi solgte huset i Brønderslev og flyttede ind på skolen. Det blev mange år på den lille skole med 1., 2. og 3. klasse med samlæsning de fleste timer. Jeg var ene-lærer på skolen de første mange år. Da jeg blev ansat i 1964, var der forskoler i Sterup, Mylund, Hellum, Jerslev og Klæstrup. På Jerslev forskole var der 2 lærere, på de øvrige forskoler var der kun 1 lærer. Vi skulle samarbejde i et fælles lærerråd. Eleverne skulle gerne så vidt muligt have gennemgået nogenlunde det samme inden de efter 3. klasse skulle videre i 4. klasse på Toftegårdsskolen. Hvert fag skulle tildeles et bestemt antal timer, og det skulle passe med det antal timer læreren skulle undervise, derfor var det nødvendigt at samlæse nogle fag. 3. klasse mødte hver dag kl. 8,00, 2. klasse nogle dage også kl. 8. og ellers kl. 9,00 eller kl. 10,00. Midt på dagen mødte 1. klasse, så alle tre årgange skulle undervises samtidig, derfor var timerne med alle tre årgange formning, sang, bibelhistorie og idræt. Idrætstimerne foregik det meste af året udendørs med boldspil, gåture og gymnastik. I slemt vintervejr blev borde og stole skubbet sammen, så der var plads til gymnastik-udfoldelse i klasseværelset.

Hvert år blev der afholdt skolefest, forinden havde eleverne indøvet et skuespil, som først blev vist som generalprøve for elevernes mindre søskende og for pensionisterne i Klæstrup. Om aftenen blev stykket vist for forældrene. Nogle år medvirkede forældrene også i optrinet enten sammen med børnene eller et teaterstykke, som forældrene indøvede og opførte for børnene til festen. Der var rigtig god opbakning til skolen fra forældrene, hvilket i høj grad også var medvirkende til, at der ikke var disciplinære problemer. Min tid som lærer i Klæstrup Skole var en ønskestilling for en småbørnslærer, men under overfladen lurede i næsten alle årene en usikkerhed omkring skolens fremtid. Tiden var jo efterhånden sådan, at eleverne skulle samles på centralskolen, og dette medførte at alle forskoler skulle nedlægges, Toftegårdsskolen blev udbygget, så alle årgange kunne samles der. Nogle forældre ønskede at bevare forskolerne til de første årgange og dermed det ”nære” forhold til skolen. Det medførte protester og afstemninger. Til sidst var det kun Klæstrup skole, der overlevede, alle øvrige forskoler blev nedlagt og eleverne i skoledistriktet var efterhånden samlet på Toftegårdskolen. For at undgå, at eleverne i Klæstrup skulle blive en ”glemt” enklave, opgraderede jeg min uddannelse med, i flere år efter skoletid, at læse matematik og dansk som linjefag i Aalborg, så jeg blev ansat som lærer ved Toftegårdsskolen og Klæstrup skole. Jeg underviste så både på Toftegårdsskolen og i Klæstrup Skole. Til at varetage de manglende timer i Klæstrup, var der enkelte lærere fra Toftegårdsskolen, som nu fik timer i Klæstrup. I 1982 var det ikke længere muligt at bevare Klæstrup Skole, en æra var slut i Klæstrup, og både jeg og eleverne blev overflyttet til Toftegårdsskolen. Her var jeg ansat som lærer indtil, jeg blev pensioneret i 1999.

I 1968 blev vi selvbyggere og byggede et HØM-hus i Brønderslev. Det blev vort hjem i ca. 35 år.

Mit Spejderliv.

i 1967 opstod der i Jerslev et ønske om at få oprettet et spejderarbejde og der blev derfor indbudt til et orienteringsmøde i Jerslev forsamlingshus. Til denne aften havde de bedt Ole og Niels Graven fra KFUM-Spejderne i Brønderslev til at komme og fortælle om spejderarbejde. Efterfølgende indbød de interesserede forældre til at komme med til Brønderslev for at overvære et flokmøde. Vi var 6, her iblandt undertegnede, som tog mod tilbuddet mest af nysgerrighed. Vi deltog i flere flokmøder i deres mødelokale i kælderen under Brønderslev Missionshus, for at få mere indsigt i spejderarbejdet. Det resulterede i, at der i februar 1968 blev oprettet en ulveflok under Brønderslev gruppe, med flokmøder i Jerslev. Senere blev der også oprettet en spejderpatrulje under Brønderslev gruppe. I maj 1972 blev KFUM-Spejderne i Jerslev en selvstændig gruppe.

Jeg havde været elev på Viborg Gymnastikhøjskole, og der taget delingsføreruddannelse. Mens jeg gik på seminariet fyldte gymnastikken en stor del af mit fritidsliv. Jeg underviste 3 hold børnegymnaster på Søndermarksskolen i Vejle. Jeg var helt sikker på, at ledelse af gymnastik skulle være min fritidsinteresse, men sådan skulle det ikke gå. Da jeg flyttede til Brønderslev i 1962, manglede man ikke gymnastikledere hverken i Brønderslev eller Jerslev. Men da vores ældste dreng Uffe var i den alder, at han kunne blive spejder, så blev det indenfor spejderbevægelsen, at jeg nu lagde mine kræfter. Jeg havde ikke haft mulighed for at være spejder hverken i min barndom eller ungdom. Jeg blev meget hurtigt grebet af den fantasiverden der var omkring Mowgli-fortællingerne og de aktiviteter, der kunne bygges op heromkring. I spejderbevægelsen har jeg fået et utal af udfordringer, oplevelser og fantastiske venner. Det startede med at jeg i de følgende år nu blev flokleder, senere gruppeleder, tropleder og bæverleder i Jerslev gruppe. En kort tid var jeg også bæverleder i Brønderslev gruppe.

Det har så videre udviklet sig til, at jeg i 1980 blev divisionschef for Øst-Vendsyssel Division med 1200 spejdere. Jeg kom med i distriktsstaben i Nordjyske distrikt, med i bestyrelsen for Thorup Hede. Blev valgt til Hovedbestyrelsen for KFUM-Spejderne i Danmark, hvor jeg kom med i flere udvalg og arbejdsgrupper. Men den vigtigste opgave jeg fik, var dog, at jeg som formand for Arbejdsgruppen for 6-7årige spejdere, efter deltagelse i en Verdenskonference i Irland, tog Bæveriderammen med hjem til Danmark og dermed blev de 6-7 årige spejdere nu bævere. Det blev en meget travl tid, da Landsmødet på Nyborg strand godkendte arbejdsgrenen. Der skulle laves lov, retningslinjer, arbejdsstof, uddannelse, kurser, blad, mærker, særpræg og meget, meget mere. Men også en utrolig spændende tid med møder og venskaber med mennesker med entusiasme og åbenhed overfor den nye arbejdsgren.

Jeg har haft den glæde at være med til at planlægge aktiviteter på Korpslejre i Langeskov og Holbæk, været med i ledelsen af Frederikshavnlejren i 1985, og været medhjælper på de efterfølgende Korpslejre. Jeg har i 24 år haft glæden af at været lejrleder på MUS-lejre på Thorup Hede, en lejr med 120 deltagere det første år, men som år efter år voksede og ret hurtigt voksede til omkring 1000 deltagere hvert år.

I flere år var vores kælder hjemsted for distriktets idecenter og udlevering af diverse bestilte spejderartikler. Hver eneste uge havde vi besøg af spejdere, som enten kom for at hente spejderartikler, eller hjælp og ideer til planlægning af spejdermøder. Når der var kurser eller andre lederarrangementer i distriktet blev den lukkede trailer fyldt med idebøger og alskens idestof. Hele herligheden kørte jeg så ud til kursusstedet og stillet frem.  Idecentret er i dag opbevaret på Thorup Hede, men har jo næsten overlevet sig selv, takket være internettet, hvor der nu kan hentes alskens idestof.

Spejderlivet har i mere end 50 år været en stor del af mit liv og for en stor del også Jørns liv. Vi har gennem spejderarbejdet fundet de bedste venner. Det kan umuligt beskrives hvor stor en gave vi har fået igennem dette. At opleve de mange børns glæde og forventninger. At opleve voksne, som ikke bliver trætte af at lege. At sidde om bålet en stille sommeraften. Det har formet mit liv og tilværelse. Igennem de mange kurser jeg har deltaget i, har jeg fået så megen livsforståelse, teori og praksis. Jeg har gennemført 2 Gilwellkursus, og haft den store oplevelse at være både kursusleder og instruktør sammen med fantastisk dygtige folk på flere Lederkurser og på Gilwellkurser.

 

Pensionistjob på Herregården Odden

I 2005, var vores svigerdatter, Lisbet daglig leder på Herregården Odden, som huser en samling på mere end 1000 værker af kunstneren J. F. Willumsen. Hun manglede en kustode, og bad mig om at tage denne post. Kunst var ikke min stærkeste side, men ved at følge et par rundvisninger, læsning af diverse beskrivelser om J. F. Willumsen, studere hans værker og læse om Oddens historie, følte jeg mig efterhånden nogenlunde klædt på til opgaven. Det blev et spændende job, som bestod af modtagelse af gæster, introduktion af samlingen, ind imellem enkelte rundvisninger, bage kage, servere kaffe, fortælle om herregården Oddens historie, rengøring osv. Efterhånden blev jobbet mere og mere omfattende, især efter at Lisbet opsagde sin stilling, da hun og Uffe overtog Svanelunden. I 2015 gik jeg over til kun at stå på vikarlisten.

Bestyrelsesarbejde på Horne Efterskole.

Sidst i firserne indvilgede jeg i at repræsentere KFUM-Spejderne Øst-Vendsyssel i Repræsentantskabet for Horne Ungdomsskole. I 1990 blev jeg valgt som bestyrelsesmedlem og senere i flere år, formand for skolen. Det blev en meget turbulent tid med forstanderafskedigelser og ansættelse af forstandere og af mange nye lærere. Heldigvis sluttede min formandstid rigtig godt efter vi fik ansat Mogens Dalager som forstander. Vi havde i alle årene et rigtig godt samarbejde i bestyrelsen, og med ansættelsen af Mogens ”voksede” skolen både i kvalitet og kvantitet til glæde for både elever, ansatte, forstander og bestyrelsen.

Menighedsråd, Børnearbejde, Juleaften, Åbent Hus

Fra 1982 til 1992 var jeg medlem af Brønderslev Menighedsråd. Det var et spændende og meget interessant arbejde. Jeg var alle årene med i Aktivitetsudvalget. Jeg kom i menighedsrådet dag Sognegården (den gang blev det kaldt Menighedshuset) blev indviet. Dette gav jo nogle udfordringer til at igangsætte nogle aktiviteter. Nu var der rum, til at afholde forskellige arrangementer. Vi fik startet Åbent Hus-arrangementer. I begyndelsen inviterede vi både børn, unge og voksne til spisning og forskellige aktiviteter. Det viste sig ret hurtigt, at det ikke var optimalt at skulle lave arrangementer for alle aldersgrupper samme aften. Det udviklede sig til arrangementer, som kun henvendte sig til voksne. Vi kunne samle ca. 50-80 mennesker til disse aftner, hvor vi startede med fællesspisning og efterfølgende underholdning eller foredrag.

Vi fik også startet et børnearbejde, som hver søndag, når der var børn med i kirke, kunne under prædiken komme med ind i Sognegården for at blive beskæftiget med at tegne, lege, synge og høre bibelhistorie

Det var også i den periode, at vi fik startet Juleaften-arrangement. Folk som måske sidder alene, eller som ikke har lyst og kræfter til at besøge familien juleaften, er velkomne til at være med til juleaften i Sognegården. Her bliver holdt traditionel juleaften med flæskesteg, ris a la mande, dans om juletræet og julegaver. Det første år var pastor Klejnstrup vært, og aktivitetsudvalget tog sig af det praktiske. Julemaden fik vi i mange år fra Grillbaren Uret, og senere blev det Bondestuen.

Menighedsrådsarbejdet medførte flere andre opgaver udover de månedlige menighedsrådsmøder.

På job i Genbrugsforretning.

I 2008 var Jørn og jeg med på en studierejse til Sierra Leone, et land som var under opbygning efter 11 års frygtelig borgerkrig. Vi husker måske bedst den krig som krigen, hvor rigtig mange børnesoldater deltog. Børnesoldaterne skulle kæmpe med våben i krigen, ellers ville de selv blive dræbt, mange var under 12 år. Denne rejse var i høj grad en på mange måder en øjenåbner for os. Efter hjemkomsten holdt vi et utal af foredrag om levevilkårene i Afrika.

Det var derfor også let at overtale os til at give en hjælpende hånd i en genbrugsbutik. Både Jørn og jeg arbejdede i 7 år i Mission Afrika Genbrug.

De seneste 4 år har jeg været en del af medarbejderne i Folkekirkens Nødhjælp Genbrug, hvor min hovedopgave er at sortere og prismærke bøger. Et spændende arbejde, som med få midler kan hjælpe mennesker i nød

Kolonihaveforeningen Agdrupparken.

Vi har i mere end 30 år haft sommerhus ved Vestkysten, og da vi afhændede det til vores søn Asbjørn, blev der et lille tomrum. Da vi en dag gik tur i kolonihaveområdet fik vi ideen til at købe en kolonihave. Det viste sig at være en rigtig god beslutning. Vi savnede begge det at have det ”rum”, at kunne se ud i naturen. Det fik vi i Agdrupparken.

Kolonihaveforeningen Agdrupparken er en naturperle i Brønderslev by. Her er ingen støj fra trafik, her er plads til dyreliv, et eldorado for fugle, harer leger på de grønne områder, pindsvinet trisser rundt i haverne, rådyrene er fascinerende gæster, men ind imellem også uønskede, når de har spist jordbærrene hos Henrik, eller tulipanerne i Peters have, eller Lises hindbær. Kolonihaveområdet ejes af kommunen, og lejes af kolonisterne. Kolonihavehusene ejes af de enkelte lejere. Haverne benyttes på forskellig måde, rigtig mange dyrker grønsager og frugter, andre går meget op i blomster-og prydhave. Aldersgrupperne spænder fra unge og børnefamilier til pensionister og kommer fra forskellige samfundslag. Det er folk, der bor i lejlighed eller har hus og have, som benytter kolonihaven som sit fristed. Nogle tror at have kolonihave kan sammenlignes med, at have sommerhus, men på flere måder, kan det ikke sammenlignes. Kolonihavehusene må højst være på 50 m2, der må ikke være kælder, og huset være max 3,5 m højt, have og hæk skal vedligeholdes, man skal have fast bopælsadresse i Brønderslev kommune, og man må ikke bo i kolonihaven om vinteren, desuden er der flere restriktioner og regler, der skal overholdes end der er i et sommerhusområde. Alle regler og påbud overskygges dog af den glæde det er, at nyde sommerdage i egen have eller sammen med naboer i haverne.

I efteråret 2014 blev jeg valgt til formand for kolonihaveforeningen.

Det har fyldt meget i mit liv. Der er 85 haver i foreningen, og der er bygget kolonihavehuse i de 81 af haverne. Det er om sommeren en levende lille landsby med mange opgaver for en bestyrelse. Foruden almindeligt bestyrelsesarbejde omfatter det mange flere områder. Det drejer sig om salg af huse (bestyrelsen medvirker ved alle salg af kolonihavehuse) det er afvikling af arrangementer af forskellig art, praktiske opgaver omkring vedligeholdelse af klubhus, veje og sikre at hele området bliver vedligeholdt osv.

Frivillig og bestyrelsesarbejde på Vildmosemuseet.

For ca. 15 år begyndte jeg at deltage i frivilligt arbejde på Vildmosemuseet, og i 2011 blev jeg valgt til suppleant til bestyrelsen, senere som bestyrelsesmedlem. Det har været en spændende tid, men også en turbulent tid.

Det har været sammenlægning af museerne Dorf Møllegård, Try Museum, som begge var statsanerkendte, og Vildmosemuseet. Senere en udskillelse af Try museum. Og for 3 år siden lukning af Vildmosemuseet. Meget har drejet sig om økonomi. Der var alt for mange dårlige bygninger, som krævede vedligeholdelse. For at kunne opnå statslig støtte, er der nogle krav vedrørende bl.a. opbevaring af museumsgenstandene, der skal opfyldes. Genstandene fra Vildmosemuseet er pt. opbevaret i museets magasiner. Der har været en del udskiftning af personale. Det seneste er, at vi har sammenlagt Museumsforeningen for Dorf Møllegård og Museumsforeningen for Vildmosemuseet, hvilket er en naturlig følge af, at de to museumsafdelinger: Dorf Møllegård og Vildmosemuseet er et samlet museumsvæsen

Foruden bestyrelsesarbejdet har jeg deltaget i rigtig mange frivillige opgaver, såsom bl.a. Skoletjeneste, hvor vi dels har fortalt og undervist om livet i ”gamle dage”. Det har været sommerskole, hvor børnene har stiftet bekendtskab og prøvet gamle håndværk og skikke. Det har været og er som hjælper ved forskellige arrangementer. Jeg har bagt i hundredvis af æbleskiver på det gamle brændekomfur på Paukjærgård, passet billetkontor m.m. Der foregår i øjeblikket vildt mange spændende aktiviteter både i Dorf Møllegård og Vildmosemuseet med udstillinger, foredrag og byvandringer. Vildmosemuseets genstande er, som tidligere nævnt opmagasineret med henblik på senere anvendelse i et kommende nyt museum i Brønderslev. Museerne har købt en fløj af A/S Peder Nielsen Beslagfabrik. Stueetagen er taget i brug til diverse arrangementer, og administrationen er flyttet ind på 2. sal. Der er udarbejdet et flot projekt, og der søges nu penge til at realisere planerne for Det Ny Vildmosemuseum. Det bliver et moderne museum placeret centralt i Brønderslev, nær ved Rhododendronparken, banegården og midtbyen. Det er en rigtig spændende tid begge museumsafdelinger går i møde, med opbygning af Det Ny Vildmosemuseum som forventes klar om få år, og efterfølgende skal Dorf Møllegård have en gennemgribende restaurering.

Afrunding.

I dag nyder min mand, Jørn og jeg pensionisttilværelsen i en lille andelsbolig, men det meste af sommerhalvåret tilbringer vi i kolonihaven. Jørn har bl.a. arbejdet som maskinarbejder på Pedershåb Maskinfabrik. Vi har 3 drenge og hvoraf de to har fået deres uddannelse i Brønderslev, Stig som blikkenslager og VVS-mand og arbejder nu hos Brønderslev VVS. Asbjørn blev udlært som bager i det daværende Kvickly i Brønderslev, og er nu bagermester i Randers Bilka. Uffe blev uddannet som skibskok hos J. Lauritsen og er nu restauratør i Hjørring og Børglum. Vi har 5 børnebørn, Tim er ansat hos DLG i økonomiafdelingen, Christian ansat som direktør i et feriecenter i det nordlige Vietnam, Camilla ansat som ergoterapeut ved Brønderslev Kommune og Malene og Sofie går på gymnasium i Brønderslev og Aalborg. For kort tid siden har vi fået et lille oldebarn.  Som man næsten kan regne ud, så er det svært at samle hele familien samtidig. Heldigvis kan det med lidt langtidsplanlægning ind imellem lykkes. Vi nyder det i fulde drag, når det endelig lykkes.

Birte Nielsen oktober 2021

Kilde: Artikel af fhv. lærer Ella Pedersen, april 2007.

I 1850erne var der 2 små teglværker i Brønderslev, Nibstrup Teglværk og Døvlings Teglværk.

De nedlagdes begge i 1870erne.

Et nyt teglværk blev anlagt af Gerhard Poulsen i 1883 på grunden, hvor Nibstrup Teglværk havde ligget.

Det blev i 1899 flyttet ud til hovedvejen – Østre Teglværk. Bestyrerboligen overfor teglværket ligger der stadigvæk – tæt ved Bryggerivej.

På pladsen, hvor Døvlings Teglværk lå, opførtes i 1903 af gårdejer Morten Dam et nyt teglværk – Vestre Teglværk. Bestyrerboligen, der også her lå overfor teglværket, ligger der endnu – på hjørnet af Fasanvej og Tranevej.

I 1919 dannedes der et aktieselskab – A/S Brønderslev Teglværker. Senere overtog Winther og Andersen teglværkerne, hvor Augustinus Pedersen blev direktør.

Den røde vej blev til Fælledvej og senere til Fasanvej. Der lå jo et teglværk ved den røde vej, og efterhånden blev der kørt så meget tegl hen ad den ujævne jordvej, at vejen fik samme farve som den røde tegl i vognene. Efter vognene stod der røde skyer. Vejen hed aldrig andet end den ”Den røde Vej”. Ved den røde vej på vestsiden lå der kun – udover bestyrerboligen – det smukke røde hus ”Slottet”, derefter kom vognmand Møller Jensens ejendom og længst ude vognmand Kjølholms ejendom. På den anden side var der kun teglværket.

Elis Bertelsen fra Brønderslev har fra 1948 kørt sten ud til byggepladserne, først med hestevogn og senere med lastbil. Elis Bertelsen husker tydeligt, da boligblokkene i byen blev opført. Da, var der travlhed. Han læssede altid selv køretøjet ved hjælp af en tang med plads til otte sten ad gangen. Der kunne være ca. 8000 sten på en lastbil. Han var meget glad for sit arbejde i det fri. I dag er de sten, der køres ud til murerne, ikke berørt af menneskehånd, tilføjer han.

Arbejdsgangen på teglværkerne beskriver Elis Bertelsen således: Arbejderne gravede leret op med en skovl og fyldte det på tipvogne, der kørte på skinner. Leret blev tippet ned i en lergrav – en sump. En mand i lergraven skubbede så leret videre hen til en såkaldt snegl, der æltede leret. Derfra førtes det til skærebordet, hvor det blev skåret ud i mursten, teglsten og drænrør. De våde sten skulle skilles ad, inden de blev lagt til tørre på hylder. De tørre sten blev lagt i en ”klamp lade” inden brændingen. Stenene skulle være helt tørre, inden de kom i ovnen.

Der kunne ikke arbejdes hele året, for frosten kunne ødelægge stenene. Der blev produceret omkring 2.000.000 sten om året på de to teglværker tilsammen.

En teglværksarbejder var virkelig slidt, når han stoppede med at arbejde, siger Elis Bertelsen.

Der hentedes rødler ved V. Kornum men i 1950erne var leret i lergravene i Brønderslev opbrugt, og i stedet blev der hentet ler i Tylstrup Enge.

I 1950erne blev Søndergades Skole opført på den tidligere teglværksgrund, og på lergravene var der om vinteren de dejligste skøjtebaner.

Teglværkernes sidste bestyrer var Walter Hansen, der kom hertil i 1947 fra Vokslev. Hans datter, Birgit Knudsen, fortæller, at hun er vokset op ved teglværker. Hun blev født ved Nybølle Teglværk og boede derefter ved forskellige teglværker, indtil hun på et tidspunkt flyttede hjemmefra. Både hendes farfar og hendes onkel har været ansat ved teglværker. Som teenager tjente hun penge ved at adskille de våde sten inden de blev lagt til tørre. De to teglværker havde såkaldte ”ringovne”, og i ringovnen på Vestre Teglværk i den del, hvor der ikke brændtes sten, havde Hjemmeværnet skydeøvelser. Vagabonderne, der ofte gik fra teglværk til teglværk, boede på eller ved ringovnen og blev især ved juletid betænkt af min far, fortæller Birgit Knudsen.

Sidst i 1960erne var det slut med teglværksdrift i Brønderslev, og Birgit Knudsen husker tydeligt, da den 40 meter høje skorsten på Vestre Teglværk blev sprængt. Elis Bertelsen er så heldig at være i besiddelse af et fotografi af ”teglværksbisserne” oppe på ringovnen. Bisserne kogte suppe ved at tage en af hætterne – en slags prop – op af ovnen, og sætte deres egen kasserolle i hullet. De klarede sig selv, fortæller Elis Bertelsen, der var dengang ingen hjælp at hente ved kommunen. Fotografen fik først lov at fotografere dem efter at han havde forsynet dem med vin og øl.

Et lille kuriosum

I 1886 købte Fabrikant Peder Nielsen noget jord i nærheden af banegården i Brønderslev og grundlagde fabrikken Pedershaab. Virksomheden udviklede sig, og der blev bygget flere og flere fabriksbygninger.

Noget af den jord, han havde købt, var en slags mosejord, som ikke var egnet til at bygge på. Peder Nielsen tænkte dog, at jorden udmærket kunne bruges til et offentlig anlæg til glæde for byens borgere, hvis området blev bearbejdet og ændret fra mosegrund til en mere bæredygtig grund, og det var lige en opgave for kommunen.

Derfor forærede Fabrikanten noget af jorden til Brønderslev kommune, og der blev oprettet et dokument behørigt underskrevet af repræsentanter for byrådet og Fabrikanten. I dokumentet blev det bestemt, at såfremt fabrikken engang skulle få brug for det, kunne det samme jordstykke købes tilbage for den gældende grundskyldsværdi.

Jordstykket lå nord for fabrikken, og der etablerede kommunen parken Hedelund.

I midten af 1970’erne skulle A/S Peder Nielsen Beslagfabrik udvide med en bygning til elektroforzinkning og indsendte projektet til godkendelse hos kommunen.

Der kom til virksomhedens store forundring afslag på projektet, fordi den nye bygning ville overskride den bebyggelsesgrad, som virksomheden havde tilladelse til.

Daværende administrerende direktør Rigmor Nielsen fandt det gamle dokument frem mellem mange andre vigtige dokumenter i det store stålpengeskab og aftalte et møde med borgmester P. N. Jensen.

Til mødet deltog yderligere nogle byrådsmedlemmer, kommunaldirektøren og formanden for Teknisk Udvalg samt administrerende direktør Rigmor Nielsen og teknisk direktør Svend Erik Christensen fra A/S Peder Nielsen Beslagfabrik.

Kort tid inde i forhandlingerne om projektet siger Rigmor Nielsen, at hun gerne ville købe jordstykket i Hedelund tilbage i henhold til aftalen.

Den aftale kendte man ikke på rådhuset, men Rigmor Nielsen tog den frem, så man kunne læse sort på hvidt, hvad der var aftalt.

Det lykkedes langt om længe kommunaldirektøren at finde deres kopi af aftalen, men så argumenterede borgmesteren med, at et så gammelt dokument ikke kunne have gyldighed.

”Vil det sige, at de dokumenter, de kommunale myndigheder underskriver i dag ikke er gyldig om nogle år?” spurgte Rigmor Nielsen.

Der blev stilhed nogen tid, og så fik Rigmor Nielsen tilsagn om godkendelse.

Tonny Bistrup

September 2021

Af Anni Guldberg Madsen og Inger Aarup-Kristensen.

.

 

 

 

 

 

 

De mange arrangementer, der i perioden blev afviklet med børnebiblioteket som koordinator, kunne kun udføres på grund af det kæmpe samarbejde, der var med alle kommunens børneinstitutioner og foreninger, der arbejdede med børn, og på grund af den store velvilje fra resten af bibliotekets personale, som holdt skruen i vandet, når vi føjtede rundt.

Vi har i de næste afsnit delt kapitlerne mellem os, selvom vi stort set altid optrådte som makkere.

Brønderslev får et børnebibliotek

Af Anni Guldberg Madsen

I 1971 fik Brønderslev et børnebibliotek. Anden sal i Grønnegade blev indrettet til det, og børnebøgerne blev flyttet derop fra et hjørne af voksenbiblioteket.

Indvielsen fandt sted den 16.marts 1971. Jeg var blevet ansat i en stilling, der havde stået ledig siden 1964, og tog over fra København for at være med til indvielsen, som var meget festlig. Biblioteket havde dengang middagslukket fra 12-14, så voksenbiblioteket var lukket om formiddagen, så alle kunne deltage i indvielsen. Skiltet på voksenbiblioteket blev dog rettet fra, at der var lukket til kl.14 – til kl.15 – til kl.16 – til resten af dagen, og da jeg tog tilbage, spekulerede jeg på, hvad det dog var, jeg havde indladt mig på ved at blive ansat i Brønderslev.

Min familie og jeg flyttede til Brønderslev 1.juni, og det var dejligt. Vi havde boet i Høje Gladsaxe nogle år, og vi ville hjem til Jylland (vi kommer begge fra Vestjylland). Den første dag i Brønderslev var min mand hjemme med vores yngste, som var sløj, og jeg cyklede ind forbi den lille købmand i nærheden af os i frokostpausen for at købe te. Men hun spurgte, om det ikke godt nok var os, der var flyttet ind på hjørnet af Frilandsvej, for så behøvede jeg ikke at købe te – det havde min mand gjort. Vi var kommet hjem til der, hvor man kender hinanden!

Det var sjovt at skulle bygge et nyt børnebibliotek op. Der var tre ting, der var vigtige for mig:
1. samarbejde med alle, der havde med børn at gøre
2. film, teater og alle mulige andre arrangementer
3. at få gang i bøgerne.

Bøgerne har altid stået mit hjerte nærmest. Det er så vigtigt med bøger til børn, fordi de får udbygget deres ordforråd (vold begynder der, hvor ordene slipper op), og de lærer at forstå andre mennesker.

Et samarbejde på tværs af institutioner og fag skaber en grobund for, at ideer kan vokse frem, som de har gjort det i Brønderslev Kommune. Og arrangementerne giver oplevelser, som man kan huske i mange år efter.

I det nye børnebibliotek var der til at begynde med ud over mig to HK’ere på forskelligt timetal: Gitte Laursen (derefter Lis German) og Kirsten Ørum (og senere også Jette Tømmerby).  I 1978 kom Inger Aarup-Kristensen til. Der var ikke mange bøger til at begynde med, men det kom der, og udlånet steg kraftigt. Vi fik sat hjul under reolerne, så de kunne skubbes til side, hver gang vi viste film eller havde teaterbesøg.

Vi viste film rundt omkring i kommunen, ikke bare flere forestillinger i Brønderslev, men også på filialerne i Jerslev, Ø. Brønderslev, Serritslev og Thise. Og det var en kraftig kvalitetstestning af filmene at vise en tegnefilm for ottende gang, og der stadig var detaljer at finde – det var der for eksempel i Muldvarpefilmene.

Vi havde også musikarrangementer rundt omkring. I 1976 havde vi besøg af Poul Kjøller og i 1977 af Trille. Jeg mindes stadig, at jeg skulle møde Trille i Serritslev til den første optræden af en lang række. Jeg kom i min gule Citroen Dyane, 156 cm høj og iklædt cowboybukser, t-shirt og en farvestrålende vest, og ud af en gul Renault kom Trille, på min højde, i cowboybukser, t-shirt og farvestrålende vest. Efter dagens mange forestillinger overnattede hun hjemme hos os i min datters værelse.

Vi havde også børneteater rundt omkring i hele kommunen, ikke kun de lidt større steder. I Kraghede havde vi en børneteaterforestilling, og teaterfolkene fortalte bagefter, at de havde troet, de var kørt forkert. Der var bare et lille klubhus og ingen mennesker at se, men de myldrede til, da det var tid for forestillingen, så der var fuldt hus.

De spurgte bagefter, om børnene overhovedet kunne lide forestillingen, for de var så stille. Det kunne vi så forsikre dem om, at de kunne. Det har været vigtigt for os, at så mange Brønderslev-børn som muligt fik teateroplevelser, og derfor har den geografiske spredning haft stor betydning.

Placeringen på 2.sal var ikke ideel for et børnebibliotek. Dagplejemødrene kom med barnevogne og små børn, børnehaverne kom med grupper af børn, og vi havde lånere, som ikke kunne klare trapperne. Men vi og vores brugere fandt ud af det.

Vi havde vores egen skranke på børnebiblioteket, det vil sige, at folk lånte og afleverede hos os på 2.sal. Det var dengang, da der sad et kort bag i hver bog, hvor vi med blyant noterede lånernummeret og så stemplede datoen. Ved lukketid ordnede vi kortene over de udlånt bøger alfabetisk, og når der var reserveringer, blev det markeret med en clips på bogkortet.

I kartoteket skulle man vide, hvad det første ord i titlen var. Man kunne ikke søge på Lille sorte Sambo, fordi titlen var Historien om Lille… IT betød en revolution for det daglige arbejde på biblioteket, men hvis ikke bibliotekerne skulle have glæde af informationsteknologien, hvem skulle så!

Børneåret 1979

Af Anni Guldberg Madsen

I 1979 var det FN´s internationale børneår, og der blev nedsat lokale komiteer rundt omkring. I Brønderslev nedsatte den lokale børneårskomite 5 arbejdsgrupper, bl.a. om Børn og Fritid med en stor fritidsundersøgelse som resultat. I børneårsarbejdet deltog børnehaver, dagplejen, søndagsskoler, 4H, spejdere, legestuer med mere, og arbejdet kulminerede i en stor børnefest i Brønderslevhallen den 29.september 1979 kl.10-18 med deltagelse af 3-4.000 børn.

Børneårsfesten havde ikke bare til formål at være en fest, men også at præsentere en lang række af de tilbud, der fandtes til børn i Brønderslev Kommune, at vise nogle af de ting, Børneårskomiteen havde arbejdet med i årets løb og at samle ind til børn i u-landene.

Den var tilrettelagt, så børn ikke bare skulle se på, men også selv være med. Inde i hallen var der bl.a. spejdere, 4H, søndagsskoler, musikskolen, lystfiskerforeningen og 4 af arbejdsgrupperne. Børn viste teater, sang, spillede og dansede. Udenfor holdt bogbussen med udlån af børnebøger, man kunne bage snobrød med spejderne, spille boldspil med basketballklubben, lære at opdrage sin hund med hundeførerforeningen og at lære at fiske med lystfiskerforeningen.

En vigtig del var præsentationen af Aktivitetskalenderen, et hæfte, hvor alle foreninger, organisationer og institutioner med tilbud til børn kunne få optaget en side med beskrivelse af aktiviteter og tilbud, så det var lettere for børn og forældre at finde ud af, hvad man kunne gå til i fritiden. Aktivitetskalenderen kom i nye udgaver i 1981, 1983 og 1988-89.

Børneåret og Børnefesten var vores første store samarbejdsprojekt. Det var en fornøjelse at opleve de mange aktive børn og voksne, og det gode samarbejde fortsatte i mange år derefter.

Hverdagen efter Børneåret

Af Anni Guldberg Madsen

En milepæl var, da børnebiblioteket holdt 10 års fødselsdag i 1981, og daginstitutionerne hjalp med at fejre den ved at komme og optræde. Der var folkedans mellem reolerne med Brønderslev Folkedanserlaug og musik til sidst ved Brønderslev-orkesteret Moon-Step. Jeg husker den børnehave, hvor alle børnene var klædt ud som blomster og havde hver sin papirblomst med til os. Buketten af papirblomster stod på skranken i lang tid til stor glæde for os.

Vi havde ikke store, flotte lokaler, men til gengæld mange samarbejdspartnere, og det var mindst lige så meget værd. Og så havde vi hjul under reolerne.

I 1983 startede Frode Muldkjær med Syv-Ti, Nordjyllands Radios morgenudsendelse for børn, med støtte fra lokalredaktioner rundt om i Nordjylland. Vi havde en meget aktiv lokalredaktion i Brønderslev, og så havde vi også en fast medvirkende fra Brønderslev, nemlig Thorvald Thomsen (opfundet af Frode Muldkjær), som de, der var børn i Brønderslev i 80’erne, garanteret kan huske. På et tidspunkt fik vi besøg på børnebiblioteket af Thorvald Thomsen i skikkelse af Frode Muldkjær til stor fornøjelse for både børn og voksne. Børneredaktionen i Brønderslev:

Cirkus Pædagogski.

Af Inger Aarup-Kristensen

”Cirkus Pædagogski, Cirkus Pædagogski, Cirkus Pædagogski er tilbage igen!” sådan sang flere hundreder børn fra kommunens børnehaver og fritidshjem hver sommer gennem 12 år, når de sammen med deres pædagoger gik i optog fra Grønnegade til Hedelund-anlægget for at se cirkus. I optoget kunne man gennem årene også møde Trolden Hugo, Bamse og Kylling, en domptør, en ildpuster, en fakir, flere akrobater hekse, tryllekunstnere, klovne m.m. Alle sammen i voksen-størrelse. Inden i kostumerne gemte sig ansatte fra byens børneinstitutioner, biblioteket eller musikskolen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I spidsen for optoget marcherede politistationens leder Bent Søndergaard, som gav udtryk for, at han virkelig nød denne dag sammen med kommunes børn.

Herefter fulgte to personer med et stort banner, hvorpå der stod, at alle var velkomne i parken. Banneret blev i flere år stolt båret af Jette Donskov, en af bibliotekets flittige lånere, der selvom hun var voksen udenpå, stadig havde et barnligt sind og derfor elskede at være en del af cirkus.

Midt i optoget af børn med ansigtsmaling, så man også en hestevogn. Vognen var flot pyntet af børnene fra Sct. Georgsgårdens fritidshjem, som skiftedes til at trække den. Et enkelt år var det dronning Margrethe der sad på vognen, da hun var indkaldt som vikar for sprechstallmeister Niels Koch. Ellers blev vognen brugt til at transportere et par af cirkussets børnemusikere, der gennem hele turen spillede cirkussangen, der var komponeret af Thyge Wandel fra Brønderslev Musikskole.

Når optoget nåede frem til Hedelund ventede en flot scene med blåstribet bagtæppe, syet af personalet fra Børnehaven Rømersvej, og ikke mindst et stort cirkusorkester bestående af en flok børn under ledelse af Marie og Thyge Wandel.

Men hvad var grunden til al denne virak?

 I sommerferien 1982 havde biblioteket hyret en cirkusgruppe til at give forestilling på plænen bag fælleshuset ved Niels Bohrs Plads. Alle børn var inviteret, og især børnehaverne mødte talstærkt op.

Pædagogerne var ikke så imponerede over forestillingen, og Niels Koch fra Børnehuset Jyllandsgade sagde direkte: ” Det ka´ vi da gøre bedre selv!”

Det skulle han ikke sige to gange, for året efter inviterede Anni og jeg samtlige pædagoger i kommunen til et planlægningsmøde på biblioteket, og det blev startskuddet til 12 år med Cirkus Pædagogski, støttet økonomisk af Kulturelt Samråd.  Et cirkus, som alle børnehaver, fritidshjemmet, børnebiblioteket og musikskolen bidrog til, og dermed blev eksempel på et godt og sjovt samarbejde på tværs.

De fleste institutioner bidrog med et nummer eller to til forestillingerne, andre syede kostumer, lavede rekvisitter, bagtæppe og lignende. Det var forskelligt fra år til år, hvem der deltog fra de enkelte børnehaver og biblioteket, men der var dog en fast kerne på 5-6 personer, der var så ivrige, at de, som Anni og jeg, planlagde deres sommerferie, så de altid var i byen den midterste onsdag i juli, hvor forestillingen blev afviklet.

Formålet med Cirkus Pædagogski var:

1. At vise børn og forældre, at vi voksne, der arbejdede med børnene i dagligdagen, absolut ikke var kedelige, men sagtens kunne slå os løs.
2. At inspirere børnene til selv at lege cirkus.
3. At lave noget sjovt, for de børn, der ikke kom på sommerferie.

Forestillingen blev altid kun vist én gang, og vejrguderne var med os. Ikke en eneste gang blev vi nødt til at flytte arrangementet på grund af dårligt vejr.

Hvert forår mødtes alle optrædende i bibliotekets mødelokale for at fordele rollerne. Herefter blev der trænet ude i de enkelte institutioner, hvilket gjorde, at de fleste børn blandt publikum følte et ejerskab til netop det cirkusnummer, som de havde overværet ”deres voksne” øve sig i.

Rollerne gik på skift, men det blev dog en fast tradition, at Niels Koch udfyldte rollen som sprechstallmeister og Jens Klemmensen var ”røg – og dampmesteren”, der sørgede for, at der kunne pustes ild, skydes med kanoner og andre farlige ting, som krævede en rigtig fyrværkerimester.

I juli måned er der, som bekendt agurketid, så aviserne bragte hvert år store artikler med store overskrifter og flotte fotos fra forestillingen. Det medførte, at antallet af publikummer steg fra år til år, og efterhånden var der ikke kun børn blandt publikum, men også voksne turister og lokale samt rigtig mange plejehjemsbeboere.

Fra at være et cirkus kun for børn blev Cirkus Pædagogski hele byens cirkus.

Der opstod mange sjove episoder gennem årene.

Jeg husker tydeligt, da Anni og jeg måtte gå gennem byen iført små tylskørter. Situationen opstod, fordi alle vi, der optrådte, iførte os cirkuskostumerne på biblioteket, så vi kunne være flotte i optoget. Vi havde bare glemt, at vi på hjemturen ikke kunne følges med børnene, da der skulle ryddes op i parken efter forestillingen. Kostumet, som var OK, da vi fulgtes med flere hundrede sminkede børn, var lige rigelig iøjnefaldende, da vi på hjemturen skulle gå forbi de mange arbejdere fra PN Beslag, der holdt middagspause. Det blev så heller ikke mindre komisk af, at vi fulgtes med Niels, som var iført tropehjelm og havde en ridepisk i hånden. Vi kunne jo ikke ringe efter nogen til at hente os eller levere vores tøj. Mobiltelefonen var endnu ikke opfundet!

De følgende år sørgede vi for at have skiftetøj liggende i Den runde pavillon!

Hvert år blev der indkøbt sære ting, der skulle bruges til forestillingen. Det kunne være to levende ål, strømpebånd, tør-is, fakler eller krudt. Det hele skulle bogføres i bibliotekets regnskab og afleveres på rådhuset. Mon ikke et par revisorer i årenes løb har undret sig over, hvad disse ting blev brugt til!

Personalet fra Børnehaven Rømersvej syede gennem alle årene de flotteste ting. Udover bagtæppe blev det f.eks. til to meget vellignende rotter, fem stribede badedragter med lange ben og et utal af dragter til akrobater. Disse kostumer blev i mange år opbevaret i bibliotekets kælder og brugt rundt omkring i kommunen til andre forestillinger, så de gjorde gavn i mere end de 12 år.

Alt godt har jo en ende og efter mange gode år med skæg og ballade, blev ”cirkusvognen kørt i garage”, og der blev plads til andre spændende samarbejdsprojekter mellem daginstitutionerne, biblioteket og musikskolen.

Selvom Cirkus er lukket ned, gætter jeg på, at der stadig er mange af dem, som i tidernes morgen deltog i cirkusoptoget, der stadig kan synge Padagogski-sangen, som Anni Guldberg har skrevet teksten til.

Den lyder i sin helhed sådan:

Jeg sidder og ser

på klovnen og ler,

når jeg kommer hjem

vil jeg lege klovn som dem.

En dristig domptør

en smidig jonglør

det bliver jeg til,

hvis bare jeg vil.

Min næse den er malet blå,

og kinden har jeg stjerner på.

Vi gik igennem Brønderslev

på skiltet så jeg, at de skrev:

Cirkus Pædagogski, Cirkus Padagogski, Cirkus Padagogski er tilbage igen.

Cirkus Pædagogski, Cirkus Pædagogski, Cirkus Pædagogski er tilbage igen.

 Børneteaterfestival 1987

Af Inger Aarup-Kristensen

Formålet med Verdens største Børneteaterfestival, som i dag kaldes Aprilfestivalen er:

• At præsentere teater for børn og unge et nyt sted i Danmark hvert år.
• At gøre det muligt for alle børn i festivalområdet at se mindst en forestilling i løbet af festivalen.
• At gøre det muligt for børn og voksne at opleve teater sammen.
• At præsentere dansk teater for et internationalt publikum og gøre det muligt for professionelle kunstnere fra Danmark og udlandet at mødes
• At præsentere ny dansk teaterproduktion for et bredt udsnit af formidlere og arrangører – nationalt såvel som Internationalt.

Siden slutningen af 70érne havde Anni Guldberg og jeg, stort set hvert år i april, pakket bilen med alle vores børn for at tage til børneteaterfestival.  Vi tog af sted for at finde de bedste forestillinger, der efterfølgende skulle spilles på kommunens biblioteker og i børneinstitutionerne.

Her så vi, hvor stor en oplevelse det var for de lokale børn, unge og forældre at kunne vælge og vrage mellem hundredvis af gratis forestillinger i løbet af en weekend. De samme børn og unge havde derudover set forestillinger i løbet af ugen på deres institutioner.

Den oplevelse ville vi virkelig gerne give Brønderslev Kommunes borgere.

Vel hjemme startede processen med først at reservere festivalen, da der var mange kommuner, der gerne ville være værter.

Selvom skuepillerne faktisk arbejder gratis i festival-ugen, skal der skaffes en masse penge til at dække deres rejseomkostninger, kost og logi samt det store administrative arbejde, det er forbundet med så stort et arrangement.

Vi fandt derfor hurtigt frem til, at vi ville invitere vores nabokommuner Pandrup og Løkken-Vraa som partnere, så vi var tre kommuner til at dække udgifterne.

Foruden at være gode naboer var der den fordel, at de mange skuespillere og tilrejsende formidlere kunne bo i de to kommuners feriebyer, da Brønderslev jo ikke kunne huse alle landets skuespillere og teaterinteresserede borgere på Hotel Phønix. At være tre kommuner om et arrangement åbnede også muligheden for at søge om økonomisk støtte fra Nordjyllands Amt.

Næste skridt var at kontakte alle skoler og børneinstitutioner i de tre kommuner og få lærere og pædagoger med på ideen. Det viste sig at være let. Alle ville gerne samarbejde, selvom det betød, at de penge, hver institution havde på deres årlige budget til teater, skulle lægges i den fælles kasse til festivalen. Resultatet ville jo være, at alle børn kom til at se meget mere teater end i et normalt år.

Nu kom det vanskelige: At overbevise politikkerne fra de tre kommuner om at åbne for pengekassen.

Jeg havde æren af at fremlægge projektet på et fællesmøde for de tre kommuners politikere. Her var kunsten at gøre det tydeligt, hvor meget kultur børn og unge kunne få, og ikke mindst hvor stor en promovering det ville være, at få så mange tilrejsende skuespillere og publikummer til at rejse til vores kommuner. Kort sagt.”Det ville sætte de tre kommuner på landkortet.”

Økonomisk ville man ”kunne tjene ind på gyngen, hvad der blev brugt på karrusellen”.

Med stor hjælp fra daværende skoledirektør Villy Kløve, lykkedes det at få alle tre kommuner til at spytte i kassen.

Brønderslev Kommune, som var storebror, skulle betale det dobbelte af de øvrige kommuner og til gengæld herfor have æren af at huse det store arrangement i weekenden. Startskuddet skulle finde sted i Løkkenhallen og Pandrups kulturudvalgsformand Flemming Jansen skulle holde åbningstalen. Sådan blev sol og vind ligeligt fordelt. Størst udgift og mest PR gik til Brønderslev, men de to øvrige kommuner kunne få gode indtægter ved udlejning af feriehuse. Alle de tre kommuners børn skulle selvfølgelig tilbydes lige mange forestillinger i løbet af ugen.

Efter at have sikret os, at staten og amtet ville give tilskud, gik det egentlige arbejde i gang.

Hver kommune deltog med repræsentanter fra skoler, biblioteker og børneinstitutioner, og desuden deltog Else Kragelund fra kulturudvalget i Brønderslev.

Teaterfestivalen har hvert år en ny plakat ofte tegnet af en lokal kunstner, men arbejdsgruppens første beslutning blev, at her ville vi have et barn til at lave teaterplakaten. Vi udskrev en konkurrence og resultatet blev denne flotte plakat, udført af et barn fra Pandrup Kommune.

Endelig oprandt dagen.

Lørdag den 25.april 1987 ankom 65 teatergrupper, hver bestående af 4-5 personer til Rødhus Ferieby. De skulle være klar til det store åbningsarrangement i Løkkenhallen dagen efter.

I Løkken blev de mødt af en flagallé og en veloplagt Løkkengarde, der spillede i byens gader. Det var en velkomst, de mange ”københavnere” sent ville glemme ifølge formanden for Teatercentrum, der står bag festivalen. Efter Flemming Jansens tale blev der vist en flot ungdomsforestilling, hvor handlingen udsprang fra den sande historie om Røverbanden fra Jyske Ås.

 OG SÅ VAR VI I GANG:

Herefter fulgte en travl men spændende uge i de tre kommuner. Alle, der kunne kravle og gå fik mulighed for at se indtil flere forestillinger fra mandag d. 27.4. til fredag d. 1.5. i deres eget lokalområde. I alt blev der i de tre kommuner opført 380 børne-ungdomsforestillinger fordelt på 111 forskellige forestillinger, så der var noget at vælge imellem; og alt sammen gratis for borgerne og de mange tilrejsende gæster.

Hvordan gik det i Brønderslev Kommune.

Som optakt til festivalen havde alle byens forretninger udstillet flotte teaterkostumer og alle skoler, børnehaver, fritidshjem, musikskolen og gymnasiet var klædt på til at modtage de mange teatre. Den gode forberedelse skyldtes i høj grad de mange lærere og pædagoger, der havde deltaget i arbejdsgruppen i næsten 2 år.

Flere børnehaver benyttede sig af – udover at se de forestillinger, der blev vist i deres egen institution – at besøge musikskolen, biblioteket, Den Runde Pavillon” m.m., så mange børn og deres voksne så virkelig meget teater fra mandag til fredag, både dag og aften.

Arbejdsgruppens medlemmer var meget spændte på, hvordan vi skulle klare de mange tilrejsende gæster, der ville ankomme for at deltage i det store åbne weekend-arrangement.

Teatercentrums folk havde besøgt alle spillesteder og her forberedt servicepersonalet på det store rykind. Der var skaffet skoleklasser, der ville tjene penge ved at sælge mad i weekenden, og NT havde indsat en bus, der kørte i pendulfart mellem banegården og de forskellige spillesteder.

 

Der blev vist teater på Sct. Georgsgården, Gymnasiet, Hedegårdsskolen og i Brønderslevhallen, så afstanden mellem stederne var ikke så voldsom. Desuden blev der lavet et specielt teaterarrangement i Den Runde Pavillon om fredagen i anledning af fejringen af Arbejdernes Internationale Kampdag 1. maj.

Alt forløb godt, og til vores store glæde fik vi at vide, at Teatercentrums folk især ville huske festivalen i vores tre kommuner for to ting.

1. Det var det sted, hvor der var vist størst lokal interesse blandt børnefamilier, og der var derfor rigtig mange lokale børn som tilskuere – også i weekenden.
2. Hver gang en teatergruppe kom i vanskeligheder af den ene eller anden art, blev de mødt med ” Det er ik´ noget problem. Det klarer vi let.”

Fint besøg på rådhuset.

Onsdag den 29.april indløb der en besked fra den Cubanske Ambassade i København. Cubas ambassadør ville komme til Brønderslev i anledning af børneteaterfestivalen, og man anmodede om, at der kunne arrangeres en velkomst for ham på rådhuset.

Samtidig havde lederen af et stort teater i Sct. Petersborg meldt sin ankomst. Hun ville også gerne hilse på kommunens borgmester.

Heldigvis tog daværende venstre-borgmester P.N. Jensen pænt imod de venstreorienterede gæster og holdt en fin tale, der efterfølgende blev oversat til russisk af en medarbejder fra Teatercentrum.

Da den fornemme russiske dame efterfølgende ville takke for den flotte modtagelse på rådhuset, holdt hun konstant P. N. Jensens hånd, mens hun forsøgte at tale med ham på alverdens sprog. ” Do you speak English”? Parlez-vous francais? lød det.

Men nej, P.N. Jensens kunne tale vendelbomål, og det kunne hun så ikke.

De to prominente gæster skulle, udover at se teater, deltage i en stor brugerkonference for teaterformidlere, der blev afholdt på Nordjyllands Idrætshøjskole mandag den 4.maj.

I den forbindelse skulle Solveig Skovridder og hendes assistenter stå for maden til de mange deltagere, hvoraf flere var vegetarer, veganere m.m.

Derfor blev jeg sammen med pædagog Hanne Weidlich, (der selv er vegetar) inviteret til prøvesmagning af maden på forhånd. Det var da et dejligt frynsegode ved at være med i arbejdsgruppen.

Forsøg på en gentagelse af succesen.

Da rigtig mange i Brønderslev Kommune kunne huske den gode oplevelse, det var at være værter for Børneteaterfestivalen, foreslog Afdelingen for Børn og Kultur den 3. februar 2010 det daværende Børne- og Kulturudvalg, at Brønderslev Kommune (eventuelt sammen med en anden kommune) skulle ansøge om værtskab for den årlige festival i 2013.

Der var rigtig mange kommuner i kø for at få festivalen til deres område, og Morsø kommune havde en foreløbig aftale. De havde dog endnu ikke skaffet midlerne, så vi kom på venteliste.

Kulturudvalget og herefter byrådet nikkede ja til at arbejde videre med ideen, men desværre for os lykkedes det for Morsø at skaffe pengene, og vi kunne så i stedet blive skrevet op til at holde festival i 2014.

Da det ville være efter et kommende kommunalvalg, var politikerne af flere grunde ikke interesserede i, at vi arbejdede videre med ideen.

Selvfølgelig var vi i vores afdeling på Rådhuset skuffede over afslaget, men efterfølgende viste det sig, at det var heldigt, vi ikke skulle holde festival netop i 2013, da det, som mange måske husker, var et forår med lærer-lockout og lukkede skoler.

Det var derfor ikke muligt for Morsø kommune at vise de mange teaterforestillinger på kommunens skoler i løbet af festival-ugen.

VI, der elsker at se børne- og ungdomsteater, må så håbe, at kommunen tager chancen en anden gang og gentager succesen med at afholde ”Verdens største Børneteaterfestival” i Brønderslev Kommune.

 Børnesuset

af Anni Guldberg Madsen

I 1992 foreslog Hallund-Hollensted Fritidsråd til et møde i Kulturelt Samråd, at der skulle laves en børnefestival i Brønderslev Kommune. Vi blev inviteret til møde med Samrådet, som igennem mange år havde været en fantastisk samarbejdspartner for os. De gav penge til mange kulturelle tiltag for børn, blandt andet til opstarten af Cirkus Pædagogski, og var i det hele taget involveret i mange tiltag omkring børnekulturen.

Efter aftale med Kulturelt Samråd inviterede børnebiblioteket derefter til et åbent møde 24.8, hvor planerne for en børnekulturuge begyndte efter en brainstorm.

Der blev holdt en række møder med mange forskellige deltagere. For at vise bredden citeres her fra deltagerlisten til mødet 27.1.93:

Handicap Idræt, Skyttelauget, Vildmosemuseet, Idrætskurset, Daghøjskolen, Bas, Børnehaven Hedelundsgade, Børnehaven Myretuen, Den Private Legestue, Musikskolen, Stenum Borgerforening og Legestue, Skolefritidsordningen Ø.Brønderslev, Apostolsk Søndagsskole , Gymnastikforeningen, Dagplejen, Stenum 4H, FDF, børnebiblioteket + et par interesserede enkeltpersoner. Derudover er der en stribe deltagere, der ikke kunne lige den aften, men fik referatet.

Der var enighed om en uge med aktiviteter rundt om i hele kommunen med start 26.4 1993 og i weekenden 1.-2.maj kun i Brønderslev.

Posthuset stod for en tegnekonkurrence, hvor man skulle tegne et postkort, børnene kunne prøve et ønskejob for en dag, eleverne overtog en time i skolerne, Folkeuniversitetet havde foredrag om børn og kultur, der blev bygget drager og sæbekassebiler.

Der var malerværksted og idrætsværksted, der var gøgl, teater og musik, og en dag i for eksempel Stenum indeholdt professionelt teater, malerværksted, Cirkus Musica med lærere fra Brønderslev Musikskole, dukketeater opført af eleverne på Brønderslev Daghøjskole, lokale indslag i bogbussen og gøgl.

I weekenden 1,-2.maj var der gang i Brønderslev-hallen igen. Det summede af aktivitet hele lørdagen og søndagen, og det var bemærkelsesværdigt, at flere tusinde børn ikke larmede og løb rundt, men arbejdede koncentreret på værksteder eller så på og lyttede til alt det, der foregik.

Fra folderen om Børnesuset kan citeres blandt andet:

Læg forbinding med Falck
Se på fly med modelflyveklubben
Vær bæver i en bæverhule med KFUM-spejderne
Send et postkort på Posthuset
Lav dit eget legetøj med Vildmosemuseet
Tegn sundt og lækkert med Sund By-butikken
Spil computer-skak med skakklubben
Lav dejlig med mad 4H
Prøv dit måløje med Baptistspejderne

Tegn og tryk med Kirken på Kirkevej
Syng og spil med Stenum Legestue
Ram plet med Skytteforeningen
Lav masker på Kunstnerværkstedet
Bag snobrød med FDF/FPF
Mal på stof med Dagplejen
Smink dig med BAS
Lav radio med Veronica
Leg bogbus med biblioteket

Derudover var der teater og dukketeater, Gymnastikforeningen havde opvisning, Vindstyrke 8 spillede, Crescendo spillede, drageflyvning og sæbekassebiler med dem, man havde bygget i ugens løb, opvisning med modelfly og cykelløbet Poststafetten. Og lørdag aften var der musik til kl.1 – Rocken rykker, hed det.

Frederiksgade var afspærret og omdøbt til Spektakelmagernes Gade efter en gadeteaterforestilling.

Det er helt utroligt at tænke tilbage på, hvor mange mennesker der var engagerede i Børnesuset. Og selv om vi havde søgt og fået penge i forskellig størrelse fra Højlund-fonden, Arbejdsgruppen om Børn og Kultur, Kulturelt Samråd, Brønderslev Kommune, Tuborg-fondet, Nordjyllands amt, Bibliotekarforbundet, Pædagogmedhjælperforbundet og børnebiblioteket var det ikke nok.

Der var et krav om lokal finansiering også, og vi fik bidrag fra bl.a. Øster Brønderslev-Hallund Sparekasse, Jerslev-Hellum Sparekasse, Sparekassen Nordjylland, Lions Club, Serapion-logen, Arbejdernes Fællesorganisation, Jerslev Borgerforening, Jerslev-samvirket og Hallund-Hollensted fritidsråd ud over præmier fra Fårup Sommerland, Coca Cola og Jørns Busrejser.

Det var et imponerende lokalt engagement, og det var virkelig det sus gennem kommunen, det var tænkt som. Godt gået, Brønderslev. Der var et samlet regnskab på 122.000 kr., og folderen havde for første gang et flot trykt omslag i farver. Indeni var den så duplikeret ligesom alle vores udgivelser dengang.

Formålet med Børnesuset var at præsentere en stor samlet vifte af tilbud til børn over et kort tidsrum. Børnebiblioteket var sekretariat, og Inger og jeg havde heldigvis fået hjælp af Lisbeth Juhl Andersen, for det var et kæmpestort arbejde.Efter Børnesuset fortsatte samarbejdet, men i meget mindre omfang, var der enighed om.

Og nu flytter vi snart –

af Anni Guldberg Madsen

De store samarbejdsprojekter har fyldt meget her, men der skete selvfølgelig også meget i den almindelige hverdag. Ind imellem reolerne på hjul var der skakspil, folkedans, dyrepassere med dyr (der nogen gange slap væk), børn med deres kæledyr, teater, film og så selvfølgelig børn og bøger. Vi gør bøgerne levende, var en overskrift for en række arrangementer.

Penge var der ikke mange af, men Kulturelt Samråd var positiv overfor ansøgninger, og de har hjulpet med at finansiere mange af tingene. Vores plakater og billetter var hjemmelavede, og vi må have slidt en del duplikatorer op. Vi klippede og klistrede til den store guldmedalje, når der skulle laves plakater og billetter.

Og alt imens alt det spændende foregik, skulle børnebiblioteket holdes i gang med åbningstider og udlån takket være Lis, Kirsten og Jette.

Et nyt hovedbibliotek var undervejs, så det var snart slut med at flytte reoler på hjul, hjælpe dagplejemødre med flere små børn op ad alle trapperne til 2.sal og bære poser med bøger ned for dem, der ikke kunne selv.

Inden vi flyttede i 1994, fik vi hele trappegangen dekoreret.  En gruppe børn og billedkunstner Jens Brun malede en hel skov på alle væggene.

Det var så også slut med egen skranke på børnebiblioteket og det tætte fællesskab mellem de ansatte. Lis German, Jette Tømmerby, Inger Aarup-Kristensen og jeg (Kirsten Ørum døde for en del år siden) mødes ind imellem stadigvæk og mindes tiden på det gamle børnebibliotek. For mig var det en gylden tid.

Tak for samarbejdet til alle – fra Anni og Inger.

Denne artikel bygger på en artikel fra 2008 af Ella Pedersen, tidligere lærer i Brønderslev. De oprindelige oplysninger er redigeret og opdateret, og der er desuden tilført meget mere stof.

Karin Nielsen og Bent Konrad Andersen er begge opvokset i Valby. Forfatteren er jævnaldrende med Karin, og vi er vokset op sammen. Bent er noget yngre.

Her berettes om, hvordan vi husker Valby fra vores barndom.

Før Anden Verdenskrig var der boligmangel i Brønderslev, og Fabrikant Peder Nielsen fra Peder Nielsen ”Pedershaab” lod opføre vest for fabriksområdet nogle boliger til sine ansatte.

Han opførte også arbejderboliger andre stede som for eksempel i Hedelundsgade. I alt byggede han 35 boliger.

De blev bygget af cementblokke og sten, og i blokkene var der hulrum som isolering.

Arbejderne på beslagfabrikken Peder Nielsen ”Pedershaab” hjalp med opførelsen af husene. Fra Fabrikant Peder Nielsen lød det: ”Hvis du ikke kan mure, er det ikke for tidligt, du får det lært.”

Karin og Bent havde hver en bedstefar, som var med til at bygge disse boliger.

Spærene blev lavet af træ købt i Sverige og sejlet til Saltum strand, hvor det blev smidt i havet.

Lokale folk fik træet bjærget og kørt til Købmandsgården i Manna.

Fabrikanten så gerne, at hans gifte medarbejdere havde deres egen bolig, og derfor kunne de sidde billigt til leje eller købe et hus på favorable vilkår med en udbetaling på 200 til 300 kroner, og restgælden kautionerede fabrikanten selv for hos kreditforeningerne.

De sidste lejede huse blev solgt engang i 1970’erne.

Området omkring Danavej (i dag Danevej) og noget af Solvej fik navnet ”Valby”. De ældste boliger ligger på Sveavej, Parallelvej og en del af Solvej. Dette område kaldes ”Det gamle Valby”.

På vejen fra Nørregade forbi fabrikken til Valby (i dag Tunnelgade) skulle der opføres en tunnel under jernbanen, og da man spurgte Fabrikant Peder Nielsen om tunnellens størrelse, svarede han: ” Åh, den skal bare være så stor, at der kan køre et spand heste igennem. Mere får vi ikke brug for”. Tunnellen er nedlagt for nogle år siden.

Gik man ind i Valby fra Norgesvej, som blev kaldt ”Den sorte Vej”, kom man til Danavej. På højre hånd ligger der et dobbelthus. I det første, nr. 7, boede Viktor og Lilly Nielsen med børnene John og Ingelise. Viktor Nielsen var værkfører på Peder Nielsen Beslagfabrik, og hans forældre var de første der boede i huset.

På 1. sal boede hans bror Anker, der blev værkfører på Pedershaab Maskinfabrik A/S, med sin hustru Dagny og deres børn Per, Finn og Kurt.

Før Anker flyttede på 1. sal, boede Viktor og Ankers far på 1. sal. Det fortælles, at når han skulle have tørrede rødspætter til middag, stak han kakkelovnskrogen igennem fisken, og stak den ind i kakkelovnen, og så sad han og drejede krogen rundt til fisken var vel tilberedt.

Om vinteren, når Hedelundssøen var frosset og egnet til skøjteløb, var der altid mange børn på isen. Brødrene Viktor og Anker var også som voksne ofte at se på skøjter, og de havde en særdeles elegant skøjtestil.

I den anden ende af huset, nr. 5, boede Elna og Almann Sørensen, der var værkfører på Pedershaab Maskinfabrik. De havde børnene Kirsten, Leif og Hanne.

Derefter lå et enkelthus, nr. 3, og her boede Valdemar Andersen, og i det næste enkelthus, nr. 1, boede Ejnar Larsen med hustruen Lilly og deres børn, Børge og Edith. Før dem boede Ejnars forældre (Tinus og Agnes) der.

På Danavejs venstre side, når man kom fra Norgesvej, boede først i nr. 12 Charles og Signe Sørensen med børnene Lis og Alex. Charles fik senere cykelforretning i Vestergade og flyttede dertil

Efter familien Sørensen flyttede Fillip Thomsen ind med hustru og børnene, hvoraf jeg husker Hans og Børge, men der var endnu flere børn.

Da familien Thomsen var flyttet, kom Knud Andersen og hans mor, og senere Knuds hustru Ragna.

I næste hus, nr. 10, boede Thorvald og Marie Larsen med ni børn, hvoraf de seks blev født i huset. På 1. sal boede datteren Ebba med sin mand Kaj Jørgensen, kaldet Dick. De havde børnene Kaja og Karin.

Thorvald havde arbejdet på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, hvor han i en maskine fik hugget de tre midterste fingre af på den ene hånd, men han lærte sig at klare opgaverne med kun en tommel- og lillefinger på den hånd.

Marie syede tøj til private og var med i Frelsens Hær. Når hun en aften om ugen cyklede af sted til møde, sagde Thorvald: ”Nu skal Marie til bal.”

I dag bor Karin med sin mand i huset.

Det næste hus var et dobbelthus. I den ene ende, nr. 8, boede Marie og Konrad Andersen (Danmarks Konrad) med børnene Egon, Ejnar og Signe.

Sønnen Egon blev gift med Erna og overtog huset fra forældrene. De fik sønnen Bent, der bor der i dag.

I den anden ende, nr. 6, boede Chresten Larsen (Lassen) og hustru med deres voksne sønner Poul og Manfred boende på 1. sal.

Chresten Larsen samlede ind til ”Julens Glæde”. Det var en slags opsparing for folk i byen, idet man – hvis man kunne undvære lidt penge – indbetalte til opkræveren, som holdt regnskab. Pengene fik man så tilbage i julemåneden.

I det sidst dobbelthus boede, i nr. 4 på 1. sal, fru Sørensen med sin voksne datter Gerda, og i stueetagen boede Thorvald og Gudrun Bistrup med børnene Tonny, Joan og Lone.

Ejendommen blev købt af Christian Madsen (kaldet Sæby Madsen) og hustruen Rosa. De havde sønnen Per Lykke Madsen, der i en alder af 10 år omkom ved en tragisk ulykke i fælleden ved Pedershaab Maskinfabrik A/S.

Da familien Madsen ville bo i stueetagen, måtte familien Bistrup flytte op i den noget mindre lejlighed på 1. sal.

Tonny blev senere direktør på A/S Peder Nielsen Beslagfabrik.

I den anden halvdel af huset, nr. 2, boede Louise Kristensen med sin voksne søn Harry, og på 1. sal boede datteren Maja med sin mand Henry Christensen og børnene Bente og Jørgen.

På hjørnet af Danavej og Solvej lå en stor ejendom, som var henholdsvis beboelse og et stort karetmagerværksted. Adressen var Solvej 7.

Den del af ejendommen, som havde facade til Danavej var karetmagerværksted. Den del, der havde facade til Solvej, var beboelse.

I stueetagen boede Elis og Oda Flyvbjerg med børnene Karin og Annette. På 1. sal boede Torben og Lilly Flyvbjerg med børnene Lillian og Arne.

I karetmagerværkstedet reparerede brødrene Flyvbjerg skader på bilers karrosseri. Der blev rettet mange buler ud.

De byggede også lastbiler op fra bunden. De nøgne chassiser hentede de på havnen i Aalborg, og med prøvenummerplader og siddende på en trækasse kørte de til Brønderslev.

Ladet blev bygget op i træ. Førerhuset blev bygget af et træskelet som blev beklædt med karrosseriplade. Pladerne blev banket op med hammer og pladen liggende på en sæk sand, og således kunne de forme karrosseripladen til den færdige facon. Var der lidt buler i det nye karrosseri, blev de dækket med smeltet tin, hvor man i dag bruger spartelmasse.

Solvej nr. 7 var sammenbygget med nr. 5, hvor Christian Nielsen (Kesse) boede på 1. sal med hustruen Karen og datteren Grethe, og nedenunder boede en enke.

Senere flyttede familien Jellesen med to drenge ind i nr. 5

I det sidste dobbelthus, nr. 3, boede Karl Georg Johannesen med hustruen Grethe og sønnen Kim. Bedstemoderen boede nedenunder med en voksen datter.

I den anden del af huset, nr. 1, boede en enke, der hed Krista. Hun havde mange børn, og på 1. sal boede en af hendes gifte døtre med sin familie.

I dobbelthuset på Solvej, nr. 36 boede kobbersmed Lindhardt og hans kone med børnene Maja, Anna, Poul Anthon og Ole.

I den anden ende af huset, nr. 38, var der købmandsforretning, hvor man kunne købe næsten alt. Købmand Grøn døde i en ung alder, men hans hustru, Gudrun, blev boende med sin lille søn Mogens og førte forretningen videre, indtil baneforlægningen fandt sted. Da solgte Gudrun Grøn og åbnede ny forretning på hjørnet af Knudsgade og Frederiksgade.

Da broen skulle laves over Vester Alle (i dag Parkvej) i forbindelse med baneforlægningen, blev der arbejdet dag og nat med støbningen, og da man inden støbningen bankede pæle ned med rambuk, gik mange kloakker i Valby i stykker.

I Valby har der altid været et godt sammenhold og stor hjælpsomhed, er Karin Nielsen, Bent Konrad Andersen og forfatteren enige om. Det gjaldt både blandt de voksne, men også blandt børnene, der havde de dejligste områder at lege på.

På den ubebyggede mark for enden af Danavej blev der spillet fodbold og leget to mand frem for en enke med deltagelse af både børn og voksne. Der blev afbrændt store Sankthansbål med heks og efterfølgende blev der leget. Der blev serveret æbleskiver og en øl til mændene og sodavand til børnene og kvinderne.

Masser af kartofler blev smidt ind i gløderne, og der blev råbt og skreget, når det sorte skulle tages af de brandvarme kartofler, som var de bedste hele året.

Der blev klatret i træer på Norgesvej og i fælleden ved Pedershaab Maskinfabrik A/S.

Det var dengang børn ville lege udendørs og var vanskelige at få ind om aftenen. Jørgens mor kaldte en aften på ham og måtte gøre det mange gange, inden han endelig kom hjem. Moderen skældte ud og spurgte: ”Hvorfor kommer du først nu, jeg har kaldt mange gange?”

”Jamen jeg hørte det først, da du kaldte tredje gang,” var det ikke særligt gennemtænkte svar.

I mange år havde næsten alle mændene arbejde på Pedershaab Maskinfabrik A/S eller A/S Peder Nielsen Beslagfabrik.

Tonny Bistrup

September 2021

 

I 1936 indviede man i Brønderslev et friluftsbad, 50 meter langt og 20 meter bredt.

Arkitekt J. Knudsen projekterede friluftsbadet, som man forventede kunne opføres for 50.000 kr. Byrådet vedtog at yde et tilskud på 25.000 kr., hvis byens borgere ville tegne sig for resten. Interessen for projektet var så stort, at borgerne tegnede sig for resten af beløbet i løbet af få dage.

Friluftsbadet blev manuelt gravet ud med skovl, og der var tale om mere end 2.000 kubikmeter jord.

En uge før åbningen af det nye friluftsbad blev der fyldt vand på med det katastrofale resultat, at bunden brød sammen på grund af det store vandtryk fra 2.000.000 liter vand.

Stadsingeniøren i Aalborg fornyede bunden ved at sætte sine hold af arbejdere til at arbejdede i treholdsskift, og friluftsbadet var klar til åbningsfesten, hvor 2.000 tilskuere mødte op. Festen varede tre dage, og på andendagen mødte 5.000 borgere op.

Statsminister Thorvald Stauning holdt hovedtalen ved indvielsen.

Prisen endte med at blive 72.000 kr.

Da der blev afholdt klubmesterskab 1937, var vandtemperaturen 11 grader celsius – i dag er det opvarmede bassin 28 grader.

De tyske besættere ville have friluftsbadet

Under besættelsen forlangte tyskerne at få friluftsbadet udleveret, ellers skulle de tyske soldater have gratis adgang. Borgmesteren, dyrlæge Aksel R. Møller, fik dog lavet den aftale, at soldaterne skulle have friluftsbadet en dag om ugen og ellers blive borte de øvrige dage. De måtte heller ikke komme, når der var stævner. Aftalen blev stadfæstet af den tyske øverstkommanderende for Danmark.

Tyskerne forsøgte flere gange at overtræde aftalen, men med papiret i hånden lykkedes det hver gang at afværge det. De stedlige tyske officerer var meget vrede over aftalen.

Der blev efterhånden så meget trængsel, når tyskerne havde friluftsbadet, at man blev nødt til i en periode at give dem to dage.

Tyskerne havde ikke friluftsbadet gratis, og i 1944 betalte de 7.000 kr. i leje.

Brønderslev Svømmeklub

Allerede i 1936 blev ideen til en Svømmeklub fostret, og den 23. februar 1937 blev Brønderslev Svømmeklub oprettet på et møde på Rådhuset. I henhold til vedtægterne skulle bestyrelsen bestå af 9 personer, hvoraf Friluftsbadet, Gymnastikforeningen og Idrætsforeningen havde ret til en plads hver.

I 1937 var der 45 voksne svømmere og 51 børn altså 96 medlemmer.

Allerede i 1938 stod Brønderslev Svømmeklub for afvikling af Danmarksmesterskabet, og klubben kunne også sende svømmere til stævner i andre byer.

Generalforsamlingen i 1942 foregik i halvmørke på grund af kravet om mørklægningsgardiner, men man kunne dog konstatere, at indtægterne havde være 683 kr. og udgifterne 672 kr., så det gav et overskud på 11 kr., og medlemstallet var vokset til 331.

I årene fra 1943 til 1987 skete der forskellige ændringer i bestyrelsen, og klubbens svømmere deltog i mange stævner og vandt mange medaljer.

Et svømmestævne i Brønderslev i 1944 med 2000 tilskuere blev indledt med grammofonkoncert.

I 1946 truede Svømmeklubbens formand med at forlade bestyrelsen på grund af uoverensstemmelser mellem nogle borgere og formandens holdning til måden, hvorpå Friluftsbadets blev drevet.

Formanden, kioskejer Bech Hansen, synes ikke, det var rimeligt, at friluftsbadet arrangerede folkelige begivenheder om søndagen, så Svømmeklubbens topsvømmere ikke havde mulighed for at træne.

Om søndagene havde de unge svømmere tid til at træne, og den mulighed blev dem frataget ved disse arrangementer. Der var også diskussion om, hvordan klubben kunne få råd til at betale topsvømmernes udgifter, når de var til udenbys stævner.

Der blev enighed om løsning på begge problemer, og Bech Hansen forblev på formandsposten, som han havde løftet med stor dygtighed og engagement gennem årene.

Brønderslev Svømmeklub oprettede vandpolo i 1947.

Klaus Pedersen blev i 1969 først jysk mester og senere dansk mester med ny jysk rekord. Klaus Pedersen blev herefter udtaget til landsholdet mod Skotland.

Medlemstallet udviklede sig positivt til 530 svømmere i 1982.

Boblen blæste ned

En kold novemberdag i 1985 rev en efterårsstorm friluftsbadets boble fra 1974 ned. Det kunne være blevet Svømmeklubbens endeligt. Brønderslev kommune fandt dog hurtigt ud af, at Brønderslev ikke kunne undvære et sted, hvor man kunne forlyste sig i det våde element. Et udvalgt fandt ud af, at det ikke kunne svare sig at købe en ny boble, og derfor besluttede man at opføre en svømmehal over det bestående bassin.

I februar 1987 blev en helt ny svømmehal til 13 mio. kroner indviet.

Svømmeklubben havde i byggeperioden trænet i Løkken svømmehal. Svømmerne havde i knapt et år kørt i bus til Løkken flere gange om ugen betalt af Brønderslev kommune. Medlemstallet faldt til ca. det halve i den periode.

Efter en del tovtrækkeri med bestyrelsen for Brønderslevhallerne havde Svømmeklubben fået et klublokale i den nye svømmehal. Hallens bestyrelse havde ment, at klublokalet også skulle være en del af cafeteriet. Sådan blev det ikke, men klublokalet skulle deles med bokseklubben.

1987 var også det år, hvor klubben kunne fejre 50-års jubilæum med en reception i svømmehallen. Den bedste gave til klubben var selvfølgelig den nye moderne svømmehal. Der blev holdt tale af en af klubbens tidligere mestersvømmere og nuværende formand for Jysk Svømmeunions Svømmeudvalg, Poul Højbjerg, formanden for Brønderslev Idrætssamvirke Poul V. Christensen, kulturudvalgsformand Arne Andersen, borgmester P.N. Jensen og klubbens daværende formand Leif Sørensen.

1988 – Svømmeklub med fremgang

Perioden, hvor svømmehallen blev bygget, var dyr for Svømmeklubben, som havde mistet kontingent for 75.000 kr. Opgaven var så at sammensætte et budget og se, hvad pengene kunne række til, og hvordan gælden på 29.000 kr. kunne afvikles.

For at få penge i kassen tog Svømmeklubben en ide til sig fra en anden

klub og arrangerede sponsorsvømning. Nogle personer eller virksomheder skulle sponsere en svømmer ved at betale Svømmeklubben et beløb på fem, ti eller 25 øre for hver meter, vedkommende svømmede.

35 talentsvømmere meldte sig, og i tre hold skulle de svømme tilsammen i fire timer. Der var givet tilsagn fra ca. 100 firmaer og andre, der ville støtte det gode formål, og fordi svømmerne tilsammen svømmede 46 km, gav sponsorerne 46.000 kr.

Brønderslev Svømmeklub havde 800 medlemmer i 1988 takket være den nye svømmehal.

Succesfulde svømmere

Jens Højbjerg var træner for Brønderslev Svømmeklubs svømmere i topklasse fra den 7. september 1977 til 2004, og Vibeke Pedersen var i en periode træner for talentholdet.

I de år fostrede klubben mange topnavne i dansk svømning.

Jens Højbjerg var samtidig bademester i svømmehallen. Han har ikke selv været konkurrencesvømmer, men har spillet meget vandpolo.

Jens har taget svømmeforbundets basiskursus og elitetrænerkursus, samt kurser i fysiologi og anatomi. Han mente, træneren er et hjælpemiddel for svømmerne, som selv skal ville den hårde træning. De bestemte selv, hvor meget de ville træne.

En gang om måneden kom en massør og masserede elitesvømmerne.

Overvældende resultater

Brønderslev Svømmeklub havde mange svømmere, der deltog i svømmestævner og konstant satte personlige rekorder. De hjembragte mange medaljer af forskellig karat, og de figurerede meget ofte øverst på resultattavlerne. Mange af dem nåede helt til tops i det danske svømmeunivers som vindere af internationale mesterskaber og danmarksmesterskaber, vandt guldmedaljer, og Klaus Pedersen og Jesper Boye har været aspiranter til OL.

I 2000 svømmede Camilla Rask sig til fem medaljer ved ungdomsmesterskaberne i Ringe på Fyn, de tre af medaljerne var i guld. Hun deltog i finalen i alle sine løb. Esben Svendsen vandt to guldmedaljer og en i bronze. Simon Wille vandt to guldmedaljer. Det blev i alt til sytten medaljer.

Camilla Rask gjorde sig igen bemærket ved de Jysk-Fynske Mesterskaber i 2006 i Brønderslev ved at snuppe to guldmedaljer. Esben Svendsen og Grit Sigsgaard var også blandt medaljetagerne. Ved stævnet var kun fire svømmere ud af 300 fra Brønderslev.

Ved Vendsyssel Cup i Skagen i 2006 deltog Brønderslev Svømmeklub med 17 svømmere, hvilket var rekord og viste, hvor stærkt klubben stod med nyudviklede talenter. Svømmetræner Michael Nielsen fortalte stolt om de resultater, hans svømmere opnåede i de 56 løb, der var blev afviklet.

Tilsammen hjembragte de 16 guldmedaljer, 13 sølv- og 11 bronzemedaljer. De 17 svømmere deltog i 50 finalepladser. Mette Hansen og Joachim Mortensen satte stævnerekorder, hvilket placerede dem på toppen af de danske ranglister.

Nogle officials roste truppen fra Brønderslev for at stå sammen og heppe på hinanden. Nogle af de andre deltagende svømmeklubber var større end Brønderslevs, men det var dem fra Brønderslev, der heppede højest.

Brønderslev Svømmeklub var ikke blot den største i Danmark, men havde også virkeligt bidt sig fast i toppen af dansk svømning.

Listen med resultater er så overvældende, at det er uoverkommeligt at beskrive blot en brøkdel af dem, og derfor nævnes herefter kun de talentfulde svømmeres navne, men desværre vil der nok være yderligere navne, som ikke nævnes.

Af talentfulde svømmere gennem årene i Brønderslev Svømmeklub kan blandt drenge/mænd nævnes Arne Svendsen (udspring), Esben Svendsen, Finn Malthe Madsen (udspring), Jacob Rask, Jan Poulsen, Jesper Boye, Jesper Bundgaard, Jesper Christensen, Jesper Johannesen, Joachim Mortensen, Johan Sebulla, Kaj Norring (dansk mester i udspring), Karsten Kristensen, Klaus Pedersen, Mads Hansen, Michael Andersen, Michael Nielsen, Nicolai Nordsborg, Ole Stevns (udspring), Per Halvorsen, Per Knudsen, Peter Fuglsang, Peter Ørum, Poul Højbjerg, Simon Simonsen, Simon Wille, Søren Thomsen, Thomas Budolfsen, Thomas Kallehauge, Torben Riis og mange flere.

Af piger/damer kan nævnes Camilla Rask, Gitte Lundø, Grit Sigsgaard, Helle Nielsen, Karin Lentz, Maren Sivesgaard, Marlene Thomsen, Marie Bjørn Hansen, Mette Hansen, Pernille Dam, Pia Boelskifte, Rikke Sørensen, Sanne Bundgaard og Trine Bomholt.

Camilla Rask har gennem sin svømmekarriere vundet utallige medaljer og mesterskaber og slået rekorder, og er den mest vindende kvindelige svømmer i Brønderslev Svømmeklub gennem årene. Camilla har også været valgt som årets sportsnavn i Brønderslev.

Klaus Pedersen

Klaus Pedersen skriver således om sin tid i Brønderslev Svømmeklub.

Det hele begyndte med, at jeg som mange andre unge i Brønderslev levede det meste af min fritid på friluftsbadet fra 1. maj til 1. september.

Da jeg var 10 – 12 år havde jeg så meget vandskræk, at min storebroder, Henning, ikke ville have mig med på friluftsbadet. Men omkring 13-års alderen var der svømmestævne mellem Skolegades skole og Søndergades skole i Brønderslev.

Jeg gik på Søndergades skole og må have haft det lidt som humlebien, der ikke vidste, at den kunne flyve.

Jeg vidste ikke, at jeg svømmede stærkt! 50 meter bryst på 42 sek. Det var hurtigt!

Men den daværende livredder (han hed vist Jens Olsen) tog fat i mig og sagde, at jeg skulle give mig til at svømme i Brønderslev Svømmeklub, og han sendte mig hen til svømmetræneren Werner Schwertfeger, som jeg husker som en meget høj mand. Jeg aftalte med Werner, at jeg ville komme til træning.

Da tiden kom, ville jeg ikke ret gerne afsted, jeg var genert, men min mor fik mig sendt af sted.

Jeg frøs meget og troede, at Werner var ved at opgive mig.

Så skulle der holdes et svømmestævne, og jeg var ikke helt vild med at skulle deltage, men min gode ven, Bent Faurholt Olsen, havde fået det arrangeret sådan, at jeg skulle ligge på en bane ved siden af ham.

Jeg svømmede alt det, jeg kunne, og slog alt og alle – også Bent. Efter det stævne var jeg ligesom med i kliken.

Svømmeklubbens største talenter var Bent Faurholt Olsen, Flemming Nicolaisen, Ole Andreasen, Jens Højbjerg, Henning (Bager), Henning Sander Nielsen, Ole Christiansen, Elsebeth Engel Jensen, Karin Lund Nielsen, Helle Lund Nielsen, Kirsten Rod, Elsebeth Kroer, Ingebrit Jensen og mange flere. Der var et godt sammenhold os alle imellem.

Vi svømmere hjalp også med til det praktiske på Friluftsbadet. Jeg husker, at vi skulle have et stævne, som hed ”Jysk Ikke Hal Mesterskab”. Vi skulle forinden have nye banetove, som blev købt ved en vodbinder i Hanstholm, og inden der blev fyldt vand i bassinet, ringede Andresen, Bademesteren, at hvis vi ville have sorte striber i den lave ende, så var det nu, vi skulle komme og male striber på bunden af basinnet. Det gjorde vi hvert år. Selv det gamle højttaleranlæg med gammel kulkornsmikrofon skulle repareres, og som radiomekanikerlærling var det mig, der måtte gøre det.

Min svømmekarriere startede for alvor, da jeg var til Jysk Junior Mesterskaber i Esbjerg 1967. Jeg var på lejrskole på Læsø og havde af skoleinspektør Kløve fået lov til, at jeg måtte komme hjem en dag før mine skolekammerater for at kunne nå at komme til stævnet.

Svømmetræneren Werner Schwertfeger og hans kone, Tove, kørte Elsebeth Engel og mig til Esbjerg. Jeg var heldig og vandt!

Ved Jysk Mesterskab i Viborg i 1968 blev jeg nr. 7.

Ved Danmarks Mesterskaberne i Gladsakse 1969 vandt jeg bronze i 200 meter brystsvømning.

Ved Jysk Mesterskab i 1970 og ved DM indendørs i Odense samme år vandt jeg begge steder.

Senere i 1970 deltog jeg i DM i Århus, hvor jeg boede hos Werners forældre i deres kolonihavehus. Jeg lånte fru Schwertfegers damecykel og cyklede selv til 200 meter brystsvømning.

Werner og Tove var på camping i Lundeborg, så jeg måtte klare mig selv ved dette stævne.

På vej til stævnet væltede jeg på fru Schwertfegers cykel i sporvognskinnerne og slog mig noget, men jeg nåede det og vandt.

Da jeg kom hjem til kolonihavehuset og havde vundet, mente fru Schwertfeger, at det skulle fejres med et glas portvin, og selvfølgelig skulle naboen skåle med.

Naboen var selveste Henry From, den legendariske målmand på fodboldlandsholdet, så jeg har skålet med Henry From!! Stolt!

Om lørdagen var Werner med, og der skulle svømmes 100 meter brystsvømning, som jeg vandt!

Ud af mine mange diplomer og medaljer er er der to nåle, som jeg er særlig stolt af. Guld med Sløjfe, som man får efter at have svømmet på guldtid fire år i træk.

Elitenålen er jeg særlig stolt af at have fået. Jeg var nr. fem eller seks, der fik den meget prestigefyldte anerkendelse.

I 1971 tabte jeg 200 m bryst til Karl Christian Kock, men vandt 100 m bryst.

I 1972 var jeg med igen, men tabte, fordi jeg var blevet opereret i knæet og var ikke helt kommet i form igen.

Jeg havde dansk rekord i 200 m og i 100 m brystsvømning.

Da jeg første gang satte dansk rekord i 100 m bryst, var det i en tid på
1 minut og 16,7 sekunder, som jeg forbedrede over nogle år til
1 minut og 9,1 sekunder.

Olympiske lege

Ved fortræningen til de Olympiske Lege i München 1972 deltog Klaus Pedersen assisteret af sin træner, Werner Schwertfeger, på Idrætshøjskolen i Vejle. Klaus var dansk mester i 100 og 200 meter brystsvømning og havde store chancer for at blive udtaget til OL.

Klaus havde overrasket alle i svømmekredse med sine flotte resultater. Han havde officielt sat to danske rekorder og uofficielt seks, som ikke kunne godtages, fordi begivenhederne ikke var anmeldt til Svømmeforbundet.

Desværre blev han ikke udtaget til OL trods de fine resultater, han havde opnået hidtil.

Svømmetræneren Werner Schwertfeger var den eneste af de deltagende trænere, der accepterede selv at gennemgå programmerne, som de skulle instruere deres svømmere i. Werner ville selv mærke, hvor træningen gjorde ondt. Så kunne Klaus ikke komme og beklage sig over smerter de forkerte steder.

Europa Cup

I 1971 afholdtes Europa Cup i Oslo, hvor Klaus Pedersen skulle deltage. Han var ikke tryg ved at skulle deltage ved så stort et arrangement uden at have sin træner med, men det var der ikke afsat penge til.

Klaus bad om et møde med Brønderslevs borgmester, P. N. Jensen, og forklarede ham sit problem. Borgmesteren viste forståelsen for den unge svømmers problem og gav ham 3.000 kr. til transport og ophold til træneren.

Klaus Pedersen kunne lettet tage til Oslo med sin træner Werner Schwertfeger, som kørte i egen bil til Oslo med Klaus og sin kone Tove.

Klaus stod for den bedste danske præstation ved at vinde sølv i 100 meter brystsvømning og forbedrede samtidig sin egen danske rekord med 0,5 sekund til 1 minut og 14,4 sekunder.

Jacob Rask

I januar 1987 begyndte den kun syvårige Jacob Rask at svømme i Brønderslev Svømmeklub. Han havde ikke svømmet ret længe, før han begyndte at komme i toppen på resultattavlerne.

I perioden 1987 til 1999 udviklede Jacob sig til at være Brønderslev Svømmeklubs største svømmetalent i mange år med utallige mesterskaber og medaljer, både nationalt og internationalt. Ved Vendsyssel Cup i 1990 var han med til at få 1. pladsen i 4 x 50 meter medley og han fik 3. pladsen i 100 meter rygcrawl for herrer yngre juniorer.

Så gik det støt fremad med topplaceringer ved det ene mesterskab efter det andet. Trods sygdomstilfælde kunne han præstere at vinde. Som 12-årig kunne man i reportager fra svømmestævner se ham benævnt som stortalent.

Jacob Rask blev udtaget til det danske juniorlandshold, der skulle deltage i Multi Nations Youth Meet i Lissabon den 6. og 7. april 1996, hvor han fik to sølvmedaljer.

Den 18. oktober 1996 var en stor dag for Jacob Rask, da han på Se og Hørs domicil i København skulle modtage Gunnar Nu Fondens pris, som blev overrakt af den legendariske fodboldspiller Harald Nielsen, Guld Harald. Med prisen fulgte 10.091 kr. De 91 kr. var fordi Gunnar Nu vil være fyldt 91 år få dage efter prisoverrækkelsen.

I foråret 1997 deltog Jacob sammen med landsholdet i et internationalt svømmestævne i det nye olympiske stadion i Athen med deltagere fra 13 lande. Han vandt to guldmedaljer i henholdsvis 100 og 200 meter ryg.

Tre DM-medaljer kunne i 1998 smykke Jacobs hals ved De Danske Kortbanemesterskaber. En guldmedalje i 100 meter ryg, en sølv i 50 meter ryg og en sølv i Jacobs favorit-distance, 200 meter ryg.

I bladet SVØMMESPORT nr. 3 i marts 1998 omtales Jacob Rask som talentfuld, målrettet, ambitiøs og dansk svømnings største talent.

Jacob Rask fik i december 1998 overrakt Mælkens Idrætspris, af den kendte fodboldspiller Tommy Troelsen. Jacob havde gjort sig værdig til prisen ved at have sat 17 danske juniorrekorder og vundet flere mesterskaber for seniorsvømmere, og samtidig havde han passet sin gymnasieuddannelse.

Jakob er to gange kåret som Årets Navn i Brønderslev.

Jacobs scrapbøger fylder tre brevordnere med avisudklip, diplomer, billeder og notater om hans utrolige karriere som svømmer.

Der er så mange diplomer og artikler om resultater ved svømmestævner nationalt som international, at det er helt uoverskueligt at skulle nævne dem. Desuden har han slået sine egne rekorder gang på gang.

Brønderslev Svømmeklub i kaos

I 2004 blev der kaos i Brønderslev Svømmeklub på grund af uoverensstemmelser mellem bestyrelsen og svømmetræner Jens Højbjerg, der gennem 28 år havde stået for eliteholdet, og det førte til, at han flyttede til Svømmeklubben S68 i Hjørring, hvor han bliver assisterende træner.

Flere elitesvømmere flyttede med Jens Højbjerg, fordi de følte, bestyrelsen for Brønderslev Svømmeklub satsede alt på motionssvømmerne og vendte den kolde skulder til eliteholdet. Det viste blandt andet en episode, hvor guldmedaljer hang om halsen på nogle svømmere, som blev lykkeønsket af alle, men ikke af nogen fra Svømmeklubbens bestyrelse, der også var til stede.

Under Jens Højbjergs træning havde en svømmer blandt andet vundet 22 medaljer, og nogle svømmere havde deltaget på landsholdet. På grund af Jens’ træneregenskaber fulgte de med ham til S68.

Formanden for bestyrelsen, Allan Merrild, forklarede, at man satsede på andre områder end eliten, og de gik med planer om at lave et nyt konkurrencehold.

Hvorfor gå med planer om at lave et nyt konkurrencehold, når man havde et af landets bedste i forvejen?

En elitesvømmer erklærede, at et konkurrencehold ikke bare lader sig opbygge, og bestyrelsen havde skudt sig selv i foden med et stort gevær.

Jens Højbjerg syntes, det var mest synd for svømmerne. Det tager to år at ødelægge et hold. Det tager otte til ti år at bygge det op igen.

Bademesteren stoppede i svømmehallen

Bademesteren i Brønderslev Svømmehal Jens Højbjerg, som også tidligere var træner for eliteholdet i den gamle Brønderslev Svømmeklub fra 1977 til 2004, stoppede som bademester i september 2008 for at blive cheftræner i svømmeklubben S68 i Hjørring.

Jens Højbjerg blev ansat i Brønderslev Svømmehal i april 1976.

De sidste fire år havde han virket som assisterende træner i svømmeklubben S68 i Hjørring og skulle fra oktober være deres cheftræner.

Den nye situation gav Jens nogle flere fritimer til at dyrke sin store passion – heste. Siden 1965 havde Jens deltaget i hestevæddeløb på amatørbasis, og det skulle der gøres mere ved. Jens havde købt en lastbil til hestetransport og var derfor ved at tage det store kørekort.

I løbet af de mange år som træner, havde klubbens svømmere hentet medaljer hjem ved både DM, EM og VM, der manglede kun en OL-medalje. Det havde været et stort privilegium for Jens at arbejde med sådanne dygtige unge mennesker. Han forlod ikke svømmehallen tynget af vemod, men havde været glad for jobbet – i hvert fald i de første 25 år af de 32.

Med Jens som træner havde Svømmeklubben fostret fire landstrænere:

• Bodil Bach
• Nicolai Nordsborg
• Peter Fuglsang
• Mads Hansen – seniorlandstræner med en omfattende uddannelse blandt andet i Canada.

De trænede svømning hos Jens, medens de var elever på Trænerskolen i Aalborg.

Brønderslev Svømmeklub er landet største

På generalforsamlingen i september 2005 var formanden for Brønderslev Svømmeklub stolt over at konstatere, at klubben var landet største med 2670 medlemmer.

Konkurrenceholdene havde mange dygtige svømmere, og nye trænere havde givet nyt blod til klubben, hvilket havde givet resultater på holdene. På konkurrence- og talentholdet var der ingen konger eller dronninger – alle var lige, erklærede formanden for Svømmeklubben, Allan Merrild.

Ikke mindst Babysvømning var meget populært, og der kom mødre og babyer fra det meste af Vendsyssel.

Økonomisk krise

I januar 2008 meddelte formanden for Brønderslev Svømmeklub, Allan Merrild, at økonomien ikke så godt ud. På grund af dårlige omklædningsfaciliteter og manglende P-pladser var tilslutningen til klubben ikke så god som budgetteret, og derfor var der et budgetunderskud på 200.000 kr.

De nye regler indenfor Brønderslev Ordningen Idrætssamvirket gav
ca. 400.000 kr. mindre i tilskud end før, så der forventedes et underskud på
ca. 100.000 kr.

I juni 2008 begærede SKAT Brønderslev Svømmeklub konkurs på grund af en skattegæld på 500.000 kr.

Konkursboet blev i december 2008 gjort op til en gæld på 1,9 mio. kr.

Der var lønkrav fra de ansatte på 700.000 kr., som blev dækket af Lønmodtagernes Garantifond. SKAT havde knap 500.000 kr. til gode. Dansk Svømmeunion havde 200.000 kroner til gode. Et pengeinstitut havde 150.000 kr. til gode. 14 kreditorer måtte vinke farvel til sammenlagt 1,2 mio. kr., som Brønderslev Svømmeklub skyldte dem.

Formanden for Svømmeklubben, Allan Merrild, forklarede, at de nye tilskudsregler kostede dem 485.000 kr.

Beløbet var slet ikke så stort, sagde Brønderslev Ordningens formand og gav udtryk for, at bestyrelsen selv måtte tage ansvaret for konkursen. Det var urimeligt at skyde skylden på tilskudsordningen.

Der kunne sagtens drives Svømmeklub med det nye tilskud og hvis ikke, lå problemet hos bestyrelsen, sagde formanden for Brønderslev Ordningen.

Brønderslev Svømmeklub anno 2008

Brønderslev Svømmeklub Anno 2008 (BSK08) blev stiftet den 10. juli 2008. Foreningen blev etableret, efter at den gamle Brønderslev Svømmeklub gik konkurs, med det formål at sikre Brønderslev og omegn en svømmeklub i fremtiden.

BSK08 og dens bestyrelse blev etableret uden nogen personmæssige eller økonomiske relationer til den konkursramte Brønderslev Svømmeklub.

Om BSK08

Økonomien startede på bar bund uden penge og ingen gæld. Der var trænere til 600 til 700 mennesker, og der blev tilbudt samme aktiviteter som før undtagen vandyoga.

Målet var at blive en klub med et bredt udbud af svømmeaktiviteter til alle aldre, og hvor det sociale blev vægtet højt.

Der blev lavet et skrabet budget, der ikke gav plads til at kunne spendere.

Det lykkedes BSK08 at købe redskaberne af konkursboet efter svømmeklubben i konkurs.

Der var tilmeldt 800 medlemmer, men så blev klubben nødt til midlertidigt at lukke for tilgang på grund af manglende trænere.

Den nye svømmeklubs intentioner

Klubben ville arbejde på at have et bredt udvalg af aktiviteter for alle aldre af svømmere. Basis skulle ligge i svømmeskolerne for både børn og voksne.

De allerbedste svømmere kunne svømme på talent- og konkurrence-holdet, og som deltagere i stævner rundt om i landet, og de allerbedste ville få mulighed for at deltage i danmarksmesterskaberne.

Der var andre aktiviteter som for eksempel vandgymnastik, aquafitness og babysvømning. Der blev hele tiden søgt nye aktiviteter, som kunne tilbydes medlemmerne.

BSK08 skulle være et godt sted at være for alle uanset alder, køn og etnisk baggrund. Der skulle tages udgangspunkt i den enkelte, men med et forpligtende ansvar for fællesskabet. Svømning er en enkeltmands- og konkurrencesport, men med holdånd. Man så for eksempel gerne, at svømmerne heppede på hinanden.

Svømmeskolen gav alle mulighed for at svømme på hold, hvor man var på nogenlunde samme niveau i forhold til svømmernes alder og talent.

Svømmerne skulle efterleve BSK08’s værdigrundlag og svømmehallens ordensregler. Det ville blandt andet sige, at rekvisitter skulle behandles ordentlig og lægges på plads efter brug, så de var klar til den næste, der skulle bruge dem.

Det var vigtigt, at alle fik gode svømme- og sociale oplevelser. Det var vigtigt, at alle viste respekt for hinanden.

For at Svømmeklubben kunne fungere, var det meget væsentligt, at forældre også bidrog med at løse visse opgaver og gav opbakning til klubbens aktiviteter.

Nutidens BSK08

Det er ofte vanskeligt at begynde noget nyt ovenpå noget, der er gået galt. Den nye svømmeklub BSK08 fik etableret et godt økonomisk grundlag i løbet af de to første år. I 2009 var medlemstallet ca. 1.000, men faldt langsomt til ca. 625, da coronapandemien ramte verden i december 2019 i Kina og med lynets hast bredte sig til hele verden.

Da alt i Danmark blev lukket ned i 2020, måtte BSK08 også lukke for aktiviteterne, og medlemstallet dalede og er i skrivende stund lidt under 500. Der har været mange trofaste medlemmer.

Takket være en stram økonomisk styring af kassereren var klubben godt polstret til en vis modgang. BSK08 valgte at fastholde ansættelsen af trænerne for at være klar, når aktiviteterne kunne genoptages, og der blev søgt om og givet økonomisk støtte via de landsdækkende tilskudsordninger.

Der er ikke defineret specielle planer for fremtiden, men svømmeklubben tilbyder børn og alle andre, der har lyst til at være i vand, at kunne lære at svømme, lære at beherske vandskræk og voksne kan gå til aquafitness.

Der er mulighed for genoptræning ved at cykle på cykler, som står på bunden af svømmebassinet, og når man træder på pedalerne, kommer man ingen steder, men vandmodstanden på benenes bevægelse, opbygger musklerne i benene og flere andre steder.

Der er et talenthold med 21 svømmere, som trænes af dygtige trænere, og blandt de yngste svømmere er der nogle meget målbevidste, som også vil være talenter, og de ved godt, det kræver disciplin og hård træning.

Fremtiden tegner positivt for BSK08, økonomien er meget sund, og bestyrelsen ser optimistisk på situationen og ser frem til en svømmeklub med fremgang i medlemstallet og aktivitetsniveauet og gerne mange medaljer.

Dette kapitel er skrevet på baggrund af samtaler med Elsebeth og Bent Rask, Benthe og Jens Højbjerg, Klaus Pedersen, Camillas og Jacob Rasks scrapbøger og mange avisartikler.

En stor tak til dem.

 

Tonny Bistrup

Oktober 2021

Af Susanne Laub Elling

Da mine forældre i 1961 købte en tandlæge praksis i Brønderslev, flyttede familien – bestående af min far, mor, lillesøster og jeg – fra Hjørring til Brønderslev.

Her startede min store musikinteresse, idet jeg begyndte at gå til klaver hos Musikpædagog Nina Borkmann, som på det tidspunkt også boede i Brønderslev.

Syv år senere, nemlig i 1967, startede jeg på Nordjysk Musikkonservatorium i Aalborg, hvor jeg afsluttede med eksamen som Statsprøvet Musikpædagog med klaver som hovedfag i maj 1974.

De sidste fire år af studietiden underviste jeg nogle timer på Skørping Musikskole og på Løkken-Vrå Musikskole samt konservatoriets øvelsesskole for særligt begavede børn.

Da jeg nærmede mig min afsluttende eksamen, syntes jeg, at det ville være naturligt, for en kommune som Brønderslev, at få oprettet en musikskole.

Derfor henvendte jeg mig, i juli 1974, skriftligt til ”Udvalget for kulturelle anliggender” i Brønderslev Kommune.

Min henvendelse blev, ifølge et aviseudklip, modtaget med blandede følelser og skepsis, men trods det, fik jeg den 16. august en indkaldelse til et møde med udvalget berammet til d. 22. august.

Jeg havde forberedt mig meget grundigt til mødet – med forslag til vedtægter, budgetter, brochure, lærerkræfter m.v.

Et stykke tid efter mødet med udvalget, fik jeg besked om, at der foreløbig ikke var penge til etablering af en musikskole, men at man ville vende tilbage, når der var økonomi til det. Jeg husker, at jeg var meget skuffet.

Det førte dog til, at byrådet i 1976 nedsatte et udvalg med blandt andre sekretæren for Kulturudvalget Arne Bak Andersen. Udvalgets opgave var, at indhente oplysninger fra andre allerede etablerede musikskoler, beregne økonomi, lave forslag til vedtægter, organisation m.m. alt sammen noget, jeg faktisk havde siddet og arbejdet på, men en kommune skal sikkert agere sådan?

Endelig den 23. februar 1978, blev der indkaldt til stiftende generalforsamling i restaurant Hedelund.

Den aften var det et forfærdeligt snevejr, men trods det, mødte der et halvt hundrede mennesker op. Her vedtog man vedtægter for musikskolen, og der var valg til bestyrelsen for den selvejende institution Brønderslev Musikskole.

Valgt blev ejendomsmægler Karl Andersen, skoleinspektør Valdemar Friismose, fysioterapeut Tove Schausen, bankassistent Per Hartmann samt musikpædagog Susanne Laub. Senere kom også Arne Andersen, udpeget af byrådet, samt lærer Ib Christensen, udpeget af fælleslærerrådet for folkeskolens musiklærere, med i bestyrelsen.

1. september 1978 var Brønderslev Musikskole en realitet, og undervisningen startede pr. 15. september 1978.

Musik- og Kulturskolens ledere

Musikskolens første leder var Mogens Andersen, der kom fra musikskolen i Sindal.

Ved skolens opstart håbede man på mindst 400 elever, men omkring 600 håbefulde elever valgte at melde sig til musikundervisning.

I 1997, efter 19 år som leder af musikskolen, valgte Mogens Andersen at gå på efterløn.

Hans efterfølger blev Anders Majlund Christensen, som efter tre år på posten, valgte at komme til Hjørring Musiske som leder.

I en tre måneders periode, var jeg konstitueret leder, inden John Fuglsang, som stadig er skolens leder, blev ansat i august 2000.

 

                                                                    

 

 

Små historier fra Musikskolelivet

Når man tænker tilbage på de 40 år, der er gået, er der sket en kolossal udvikling. Ikke kun med lærerne og undervisningsmetoder, men absolut også med både elever og forældre.

Lærerne var anderledes engageret i 80’erne og 90’erne. Ikke fordi de er uengageret nu, men alt var på en anden måde. Man var nødt til at være idealist, alt var nyt og skulle ”opfindes” fra bunden, og det tog tid.

Blandt meget andet havde vi – i rigtig mange år – ”Juleafslutning” på de enkelte folkeskoler for musikskolens elever.

Inden julefesterne skulle gå i gang, samledes vi i kælderen hos Mogens Andersen og hans kone Ketty. De havde købt poser, slik og frugt til alle de af musikskolens elever, der havde tilmeldt sig – og det var mange, vi lærere blev så stillet op omkring et stort bord og fyldte i poserne. Vi havde det altid utrolig hyggeligt og morsomt, og der røg også lidt slik indenbords!

Når vi kom ud på skolerne, sang vi julesange, legede en masse sjove lege og dansede sanglege sammen med eleverne; og derefter var der godteposer til alle eleverne.

Lærerkoncerter var der også hvert forår, og alle lærerne skulle helst medvirke.

Derudover var der selvfølgelig de årlige tilbagevendende forårskoncerter for eleverne ude på de enkelte folkeskoler. Der var altid fuldt hus og hver koncert kunne tage op til 3 timer.

Fra min egen undervisning husker jeg mange sjove og hyggelige episoder. Blandt andet underviste jeg i en årrække tre søskende. De kom fra en stor gård, og af og til – når de slagtede en gris – fik jeg mørbraden, for – som moderen til børnene sagde: ”Vi er alt for mange til hverdag, så en lille mørbrad forslår ikke hos os”!

Derudover blev jeg, hver sommer igennem flere sæsoner, inviteret ud på deres gård til det helt store kaffe-/kagebord. Moderen kom fra Sønderjylland, så den første gang jeg var til eftermiddagskaffe, blev jeg temmelig dårlig, jeg spiste alt for meget kage, for jeg skulle smage det hele. Året efter havde jeg taget ved lære af denne bitre erfaring, så da tog jeg kun meget små stykker.

I 1987 startede en ny årlig tradition i samarbejde med restauratør Kaj Normann, Restaurant Hedelund, nemlig nytårsfest for kommunens voksne borgere. Under spisningen spillede Musikskolens, dengang 10 mand store salonorkester, musik – som man huskede fra de gode gamle dage fra Restaurant Wivex i København. Efter middagen spillede Musikskolens Big Band op til dans.

Nytårsfesterne er senere blevet afløst af Nytårskoncerter, de seneste mange år i tæt samarbejde med Nordjyllands Idrætshøjskole.

Jubilæerne

10 års jubilæum

I 1988 havde musikskolen 10 års jubilæum. Her blev det besluttet at opføre ”Folk og røvere i Kardemomme by”.

Maj det år blev jeg opereret for kræft og lå 27 dage på sygehuset.

En dag kom Musikskolens leder Mogens Andersen på besøg. I hånden havde han manuskriptet til ”Folk og røvere i Kardemomme by”, og sagde så: ”Vi er alle fuldstændig enige om, at du skal være Tante Sofie, det ligger helt naturligt for dig”! (- gad vide hvordan de kunne komme på den idé!)

Ja, så var der ikke andet for, end at skynde sig at blive rask.

Vi var omkring 40 medvirkende elever og lærere fordelt på scenen, bag den og i orkestret. To forestillinger – med omkring 1000 tilskuere – blev det til på Brønderslev Gymnasium.

25 års jubilæum

Da Musikskolen i 2003 havde 25 års jubilæum, blev der holdt reception på musikskolen i Torvegade 5.

Om aftenen var der fest for alle ansatte samt bestyrelsen, alle med ægtefæller.

Som altid – når vi holdt en fest – var der sange, taler og underholdning.

Her skal lige indskydes, at nogle af os lærere ofte spiste frokost sammen på lærerværelset, og når det var Dorthe Græsborg, Marie Louise Clemmensen og jeg, snakkede vi nok mere end vi spiste, så John Fuglsang kaldte os ”De tre høns”.

Selvfølgelig havde vi til jubilæumsfesten lavet en sang, som vi udførte klædt ud som tre høns.

Igen var elever og lærere på banen med et projekt, og denne gang blev det til udgivelsen af en jubilæums CD.

40 års jubilæum

Så i 2018 kom 40 års jubilæet, hvor vi var to lærere tilbage, der sammen med skolen kunne fejres. Det var samtidig den dag, jeg valgte at gå på pension.

Undervisningslokaler gennem tiden.

I 1978 da musikskolen startede og frem til august 1985, underviste vi udelukkende i lokaler på kommunens folkeskoler samt i private lokaler. Mogens Andersen havde kontor på det gamle rådhus oppe under taget.

Et par år måtte jeg – på Hedegårdsskolen – undervise i en lille øvelseslejlighed tilknyttet skolekøkkenet. Her havde vi fået lov til at stille et klaver ind. Lejligheden var rigtig hyggelig og ovenikøbet med eget toilet!

I Jerslev underviste vi i flere år på loftet over det gamle posthus.

Det var en smule uhyggeligt, især om vinteren når det var meget mørkt. Der hang kun én enlig pære i loftet øverst oppe, og ofte var den sprunget.

Eleverne kunne bestemt ikke lide, at gå alene på den skumle trappe, så jeg fik megen motion, når de skulle hentes op og følges ned igen.

Mogens Andersens kone Ketty, havde pyntet op med lidt billeder og kunstige blomster, i et forsøg på at gøre lokalet rigtig hyggeligt, og det lykkedes.

Allerede i 1979 luftede man idéen om, at få lokalerne i den gamle Tekniske Skole, Torvegade 5.

Der var dengang tillidsmandscenter, og det skulle flytte fra januar 1980. Ansøgningen kom til behandling i byrådet, men her var ønsket om en handelsskole på stedet større.

Handelsskolen blev dog ikke til noget.

I 1983 lagde Musikskolen billet ind på at få lokaler i Det gamle posthus, det lykkedes heller ikke.

I august 1985 fik vi så endelig lokaler i Den Tekniske skoles gamle bygning, Torvegade 5, med indvielse i december måned. De første mange år var der dog privat legestue i kælderlokalerne.

Fra Musikskole til Kulturskole.

Fra starten var Brønderslev Musikskole, som tidligere beskrevet, en selvejende institution, med en bestyrelse bestående af 5 medlemmer, valgt på den stiftende generalforsamling, og 2 medlemmer udpeget af henholdsvis byrådet og fælleslærerrådet for folkeskolens musiklærere, således at bestyrelsen bestod af 7 medlemmer.

I næsten alle 40 år har jeg siddet med i bestyrelsen, først valgt på den allerførste generalforsamling. Dernæst som lærerrepræsentant en del år og til sidst som souschef uden stemmeret.

Musikskolen overgik i 2006 fra at være selvejende- til at blive kommunal musikskole, således forberedt på den forestående kommunesammenlægning.

August 2006 blev Brønderslev Musikskole og Dronninglund Musikskole pga. kommunesammenlægningen til én musikskole, som i starten hed Brønderslev-Dronninglund Musikskole med John Fuglsang som leder af det hele. Størrelsen af musikskolen krævede dog en souschef. Stillingen blev slået op, og fra januar 2007 blev jeg Musikskolens – senere Kulturskolens – første souschef. En stilling jeg bestred, indtil jeg i september 2018, efter 40 år på skolen, valgte at gå på pension.

I Brønderslev Kommune besluttede man, at Brønderslev Musikskole fra den 1. januar 2013 skulle hedde Kulturskolen, Brønderslev Kommune. Tilbuddet skulle nu være musik, billedkunst samt teater og drama. Desværre fulgte der ikke ekstra penge med, alt skulle holdes indenfor de rammer, man havde i forvejen.

Hvis pladsen og tiden havde været til det, kunne jeg have skrevet meget mere om min tid på Brønderslev Musikskole/Kulturskolen.

Jeg kunne bl.a. have skrevet om dengang, vi optrådte med cirkus.

Om dengang vi samlede ind og fik til et flygel.

Om når lærerne tog rundt på skolerne og afholdt koncerter.

Eller om dengang én af mine seje klaverelever medvirkede i Hjørring Revyen, som lille Mozart.

Men her slutter min beretning, selvom jeg kunne dele mange flere skønne minder fra 40 dejlige års virke i Brønderslev Kommune.

Tak for godt samarbejde med elever, forældre, kolleger, ledelse og tak til alle politikere og andre, der gjorde det muligt, at Brønderslev Musikskole/Kulturskole blev en realitet, og altid har været en god arbejdsplads.

 

 

En beretning om lokalradio og bordhockey i Brønderslev.

Af Bjarne Axelsen

Når jeg har valgt at kalde afsnittet for Mit Liv i Luften skyldes det, at jeg i 31 år har været i luften (æteren) med Lokalradioerne i Brønderslev og desuden har tilbragt en del timer i luften (med fly) for at dyrke min sportsgren – bordhockey – på verdensplan som den fortsat mest vindende spiller nogensinde på World Touren i bordhockey.

Mit liv ændrede sig faktisk ret markant, da jeg første gang bevægede mig op ad trapperne på adressen Algade 32 i Brønderslev, som 15-årig i 1990.
Igennem længere tid havde jeg hørt et reklamespot i lokalradioen, at man manglede medarbejdere på sportsafdelingen.
Hvad det præcist indbefattede, blev der ikke sagt noget om, men jeg forestillede mig, at det var noget med at være studievært, læse nogle lokale sportsresultater op osv.
Det var faktisk min mormor, hos hvem jeg voksede op, som havde forsøgt at påvirke mig til at henvende mig på lokalradioen, da hun jo vidste, at jeg var ret sportsinteresseret og også havde hørt, hvordan jeg ”legede kommentator” som barn.

Mit første møde på radioen var med Arne Volden.
Han var selv frivillig på sportsafdelingen og transmitterede bl.a. fra håndboldkampene med BI, som på daværende tidspunkt var rykket op i landets bedste håndboldrække.

Det var ikke fordi, det var nogen stor prøve, der ventede mig.
Vi snakkede lidt sammen, og så sagde Arne:
”Jeg tror sgu, du er klar til at lave noget sport. Hvornår kan du starte?”

For mig bestod prøven dog i at henvende mig.
Det var ret grænseoverskridende, for jeg var ikke den mest udadvendte, og det at skulle i radioen – og lokalradio var altså noget ret vildt dengang i en tid uden YouTube og Facebook – var altså ret udadvendt i en by som Brønderslev.

Jeg kom ret hurtigt i gang. Det var en speciel lokalradiotid, for på grund af nogle stridigheder var der lokalradio to forskellige steder i byen, nemlig på hjørnet af Bredgade og Nygade samt i Algade.
Fra Algade transmitterede Radio Veronica, Radio Fri og Hele Byens Radio, og fra Bredgade var det BNR (Brønderslev Nærradio), Radio Brundur og Byens Bedste Radio.
På hver af disse programtilladelser sad forskellige mennesker, og i radioens hede opstartsfase fra 1. maj og 3. maj 1987 og indtil 1990 havde det været en tumultagtig tid med mange stridigheder om det ene eller det andet.

Alt dette vidste jeg intet om på daværende tidspunkt, og det var måske meget godt, men på medarbejdermøderne fandt man hurtigt ud af, at verden så lidt anderledes ud indefra, end den gjorde for os, der bare tændte på frekvensen 101,2 og så ellers lyttede med.

I starten var jeg studievært på vores fredagssport (fredag fra 18 til 19) sammen med Ivan Madsen.
Der gik ikke mere end et par uger, før jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at begynde at lave interviews.
Det var selvfølgelig enormt spændende, men samtidig var jeg kun 15 år, så det var heller ikke bare noget, man lige gjorde.
Studiet var meget lille og uden vinduer, så der blev svedt godt igennem derinde fra både studievært og gæster.
Spændende var det, og fra mit første interview var jeg tændt på, at det gerne måtte blive en fast del af vores fredagssport.
Mit andet interview husker jeg bedre end mit første, for dér havde jeg gæster i studiet fra JSI (Jerslev Sterup Idrætsforening) samt personer fra Sterup, som gerne ville benytte banerne i Sterup til at spille fodbold på, men det var JSI ikke umiddelbart med på, så det var en interessant debat.
Selvom jeg ikke var bevidst om det med det samme, så gav det mig alligevel et billede af, hvad lokalradio kunne bruges til – nemlig lokal debat.

Der gik heller ikke lang tid, før Arne Volden ønskede, at jeg skulle med ud og sende håndbold.
I starten var jeg med for at kigge, hvilket var utroligt spændende, men snart var det mig, der skulle berette for lytterne, hvordan kampen udviklede sig.
Jeg brugte meget at få kampen optaget på kassettebånd, så jeg bagefter kunne gennemlytte transmissionen og være kritisk over for mit eget arbejde.
Typisk har man for vane at sige de samme ting igen og igen, men man opdager det ikke i kampens hede – specielt ikke som ny kommentator – så det var meget givende at komme hjem og så ellers gå i gang med selvkritikken.

Den delte sendetid mellem flere programtilladelser i Brønderslev gjorde også, at hvis kampen var placeret på det forkerte tidspunkt, så kunne man ikke nødvendigvis sende den, for der var ikke nogen stor mængde samtale mellem personerne i Algade og dem i Bredgade.
Det vidste den unge sportsmedarbejder jo selvfølgelig ikke noget om, så på et tidspunkt, hvor en håndboldkamp skulle spilles en lørdag eftermiddag (hvor BNR havde sendetid), så ringede jeg til en medarbejder fra BNR – så vidt jeg husker Michael Michaelsen – som var meget venlig, og der var bestemt ikke noget problem med at få lov til at transmittere kampen i radioen hos BNR denne lørdag eftermiddag.
Derimod husker jeg, at jeg efterfølgende blev ringet op af et bestyrelsesmedlem fra Radio Veronica, som da lige ville påpege, at det ikke var nogen god ide at sende denne kamp i radioen for BNR, når jeg var tilknyttet Radio Veronica.
Det kunne jeg bestemt ikke forstå, og jeg argumenterede med, at lytterne nok var temmelig ligeglade med, om det var via den ene eller den anden programtilladelse, de kunne følge kampens udvikling, og der kom da heller ikke yderligere repressalier ud af denne ugerning, jeg åbenbart havde begået, men det siger unægtelig noget om, hvad der foregik mellem ”de voksne medarbejdere” på det pågældende tidspunkt.
Jeg husker også en given medarbejder i Algade, som omtalte BNR som Beirut Nærradio, og da jeg ikke kendte til navnet på Libanons hovedstad dengang, måtte jeg vist spørge en fortrolig, hvorfor radioen blev kaldt Beirut Nærradio.

Jeg nåede selv at arbejde nogle år, før radioerne omsider blev slået sammen, for det var jo fuldstændig uholdbart med dobbelte udgifter til alting i en lille by som Brønderslev.
Det betød, at jeg fra 1995 til 1999 kom til at arbejde sammen med Susanne Nielsen, som blev daglig leder af radioen.
Det blev jeg utrolig glad for.
Susanne var en person med ambitioner om, at der skulle være orden i tingene, og at det vi lukkede ud i æteren skulle have en vis kvalitet, og det motiverede mig meget og udviklede mig som studievært og kommentator.

Jeg blev også spurgt, om jeg ville være leder af sportsredaktionen.
Det blev jeg utroligt beæret over, og det betød også, at jeg skulle i gang med at tænke over, hvordan man skulle gå i spidsen for noget og lede noget.

Det var ikke altid lige let, men jeg er helt sikker på, at disse år har givet mig noget erfaring, som jeg senere har kunnet bruge mange steder i mit liv.

Det kan være skræmmende at stå med et ansvar, men man kommer ikke uden om det, så det var en gave – som teenager – at kunne få lov at træne i dette.

Min historie på radioen strækker sig jo fra 1990 til nu, så det er mere end 30 år.
Fra 1990-2004 var jeg frivillig medarbejder, i 2004 blev jeg ansat som programmedarbejder, og fra 2005 blev jeg leder af radioen.
Dermed har jeg også haft radioen som fritidsinteresse sideløbende med Brønderslev Gymnasium, Hjørring Seminarium og mit første job som folkeskolelærer på Muldbjergskolen i Hjørring.

Det har krævet en vis koordinering.
Jeg havde egentlig ikke lyst til at droppe radioen og de mange oplevelser, som det gav mig, så det var nødvendigt at finde ud af, hvordan man skulle indrette sit liv, så der altid var plads til radioen.
Det krævede nogle gange en god planlægning, og at man lærte at føre et kalendersystem, som virkede.
Det er bestemt noget, som jeg ihærdigt forsøger at lære de unge mennesker, som jeg møder på min vej som lærer på Søndergades Skole eller som træner for de unge bordhockeyspillere.
Selvfølgelig afhænger det af alder, men man kan godt – efter min mening – ret tidligt lære børn at skulle tage ansvar for deres egen kalender, at huske at tilmelde sig ting, aflevere sine opgaver til tiden osv.
Det er ikke fars og mors ansvar.
Man skal lære det selv.
For mit vedkommende lærte jeg det i høj grad gennem radioen, for min mormor signalerede ikke, at hun havde det fjerneste overblik over, hvornår jeg skulle sende håndbold fra Fredericia eller med BI-bordtennis til finale i Virum.
Jeg tror dog måske nok, hun havde rimeligt overblik over det alligevel, men i min verden kan man ikke på den ene side være leder af sportsafdelingen på den lokale radio og så samtidig have andre til at føre sin kalender.

Mange år senere var det helt andre udfordringer jeg stod med på radioen.
I 2004 blev jeg ansat som programmedarbejder, hvilket betød, at jeg søgte om orlov fra mit job som lærer på Muldbjergskolen i Hjørring.
Året efter måtte jeg tage en beslutning om, hvorvidt jeg ville fortsætte på skolen eller sige op.
Det var et vanskelig valg, men alligevel var jeg ikke i tvivl.
Radioen var en så stor del af mit liv, og at få muligheden for – fuld tid – at lave radio var en drøm for mig.
Derfor sagde jeg i foråret 2005 – efter et års orlov – mit job op på Muldbjergskolen, og jeg var nu fuldtids radiomedarbejder.
Forskellige omstændigheder gjorde, at jeg senere samme år pludselig stod som leder af radioen, og det var ikke nogen udsøgt fornøjelse.
Radioen havde i årene 2000-2003 aflagt regnskaber med gigantiske underskud, hvilket jeg ikke vidste noget om, før jeg selv fik mulighed for at kigge på regnskaberne, så det kom som lidt af en bombe.
Radioens likviditet var bombet tilbage til stenalderen, og der var i bogstavelig forstand tale om, at fogeden stod i døren.

Ergo måtte der iværksættes en nødplan, for jeg var om nogen interesseret i, at radioen overlevede, men samtidig ville det være for nemt bare at give op og starte forfra, da der så stod en masse kreditorer tilbage, som mistede deres penge.
Det irriterede mig noget, at der ikke var blevet grebet ind over for flere års dårlige regnskaber, men samtidig var det en motivationsfaktor for, at så måtte jeg jo gøre det.
Jeg arbejdede i en længere periode gratis, således KODA osv. kunne få deres penge.
Det hjalp på deres humør – af gode grunde – og dermed kunne vi med et langt sejt træk genetablere en radio med en ordentlig økonomi.
I 2010 blev radioen gældfri, og det var en lettelse, at der pludselig igen var sorte tal på kontoen.
Derfor har der i min ledelsestid været meget fokus på genetableringen af en ordentlig økonomi og en stabil drift.
Samtidig har radioen – ligesom andre etablerede medier – bevæget sig ind i en tid, hvor mediebilledet er meget mere fragmenteret end i dag.
Folk skaber deres egne overskrifter med opdateringer på facebook, instagram og twitter og transmitterer live fra forskellige begivenheder ved hjælp af disse funktioner.
Det er en udfordring for de klassiske medier at gebærde sig i nutidens medielandskab, men samtidig tror jeg i den grad, der er brug for de klassiske medier, så alt ikke handler om likes, og hvem der kan brande sig selv mest muligt.
Jeg har været tilknyttet radioen på forskellig vis i 31 år.
Det er min ambition at kæmpe for en lokalradio i Brønderslev, og så håber jeg da, at der står en ny radioaktiv person klar, når jeg engang om forhåbentlig en hel del år skal pensioneres.

Det ville være en ære at kunne give traditionen videre til en anden eller nogle andre med hjertet for dette medie.

 

Bordhockey

Den ene fritidsinteresse afløser den anden

Jeg har tit tænkt på, hvor sjovt det egentlig er, at jeg først startede seriøst på bordhockey som en fritidsinteresse det år, hvor lokalradioen gik fra at være fritidsinteresse til at være mit job.
Dog er det mere tilfældigheder end decideret planlægning.
I 2003 begyndte jeg igen at se mere til Peter Ørum, som gik i min parallelklasse i skolen.
Han flyttede fra Aarhus og tilbage til Brønderslev, vi var begge singler på daværende tidspunkt, så det blev til en del byture og bordhockeykampe for sjov på privaten.
På et tidspunkt mente vi selv, at vi var blevet nogenlunde gode til det, og interessen for at finde nogle andre at spille med blev større.
Vi kiggede lidt på internettet og fandt ud af, at bordhockey faktisk var en etableret sportsgren i en hel del lande.
Der var igennem en lang årrække blevet spillet verdensmesterskaber i forskellige lande.
Det overraskede os godt nok en del.
Derefter var der ikke andet for, end at vi også måtte etablere en klub i Brønderslev – Fremad Eagles Bordhockey (opkaldt efter ørnen på den daværende banegårdsplads) – og senere et landsdækkende forbund, som fik navnet Dansk Bordhockey Union.

Vi fik sat det danske mesterskab i gang i foråret 2004.
I 2004 blev DM afholdt over 14 afdelinger, hvor man samlede points i hver afdeling.
Den samlede vinder til efteråret ville så få overrakt DM-pokalen.
Det blev derved et langvarigt drama med mange dygtige spillere, dog primært fra de nordjyske byer Aalborg, Frederikshavn og Brønderslev, hvor der alle steder var etablerede klubber.
Efterhånden dukkede der også organiseret bordhockey op i Helsingør og København, og dermed kunne DM-serierne de kommende år blive spredt over hele landet.
Den dag i dag er DM meget anderledes, idet det arrangeres som en kvalifikationsturnering, hvorfra de bedste kvalificerer sig til DM, og så selve DM, der foregår over en enkelt dag, en lørdag i marts, april eller maj.

Da vi første gang indbød til bordhockeyturnering i Brønderslev, stod vi forventningsfyldte i min lejlighed på Niels Bohrs Plads i Brønderslev og kiggede ud ad vinduet for at se, om der mon ville dukke nogen op.
Det gjorde der, og vi kunne sætte den første turnering i gang.
TV2/Nord kom også og bankede på, hvilket vi heller ikke havde regnet med.
Vi havde ganske vist udsendt en pressemeddelelse, og det var fedt, at de valgte at prioritere det, for indslaget blev set i tv, og nye spillere henvendte sig fra hele Nordjylland.
Dermed fik Nordjylland et klart forspring i forhold til resten af landet, hvad angår organiseret bordhockeyaktivitet.
I starten havde vi meget glæde af gode lokale samarbejdspartnere i form af Nordjyske Bank og Nørresundby Bank, som dengang var to forskellige pengeinstitutter.
De hjalp os med penge til bordhockeyspil, som altid har været den største udgift for os, for der går mange spil til på et år.
Siden 2004 har cirka 750 forskellige personer spillet bordhockey hos Fremad Eagles Bordhockey.

I 2018 fik foreningen en overbygning i form af TABK (Team Axelsen Bordhockey Koncept), som er et nordjysk projekt for dem, der virkelig ønsker at blive gode til sporten og yde det nødvendige for, at TABK hvert år kan kæmpe med om titlen som dansk mester for hold.

Mange dygtige unge mennesker har i tidens løb vundet titler til Fremad Eagles Bordhockey og senere Team Axelsen Bordhockey Koncept, såsom Anders Dodensig, Nicolai Dahl Jeppesen, Mathias Jacobsen, Mathias Langbak Christiansen, Lasse Penning, Szymon Witulski m.fl.
Da jeg i 2014 igen begyndte at undervise først voksne udlændinge hos AOF, dernæst børn i modtageklassen på Skolegades Skole og senere i Dansk som andetsprog (DSA) på Søndergades Skole, så spredte interessen for bordhockey sig i den grad også blandt flygtninge og indvandrere i Brønderslev, hvilket betyder, at vi til tider har haft 7-8 forskellige nationaliteter med til vores turneringer.
Det har givet en ekstra dimension.

For mig har der egentlig altid været flere formål med at stifte bordhockeyklubben.
Til at begynde med var det Peters og min lyst til at dyste mod forskellige spillere. Dernæst blev det et mål at give denne sjove sportsgren videre til nogle af byens unge.
Eksempelvis spillede Anders Dodensig – som en af de bedste danske ungdomsspillere nogensinde – bordhockey gennem 13 år og vandt en masse turneringer.
Han havde tidligere prøvet andre sportsgrene, men det var ifølge hans forældre først med bordhockey, at han fandt glæden ved at gå til noget.
Det gør mig virkelig glad, at vi kan berige andres liv på denne måde.

Det har også altid været et mål for mig, at spillere med ambitioner skulle have mulighed for at møde en klub, hvor vi gerne hjælper dem med at arbejde målrettet for at nå nogle resultater.
Her gør vi meget ud af at forventningsafstemme med det pågældende unge menneske (og gerne også med deres forældre), at ambitioner er særdeles velkomne, men så skal man også forvente at skulle yde det nødvendige.
Det er i orden at ærgre sig over et nederlag, men det kræver, at man først har ydet en stor indsats for at nå sit mål og arbejdet med detaljen.
Vi har heldigvis på den vis lært en del unge mennesker at kende, som virkelig var parate til at arbejde hårdt.
Et eller andet sted håber jeg da også, at dette kan hjælpe dem andre steder i deres liv, hvor der også skal arbejdes hårdt nogle gange for at tage en uddannelse og få det arbejde, man ønsker sig.

Den dag i dag er kulturen meget den samme.
80-90% af vores bordhockeyspillere ønsker at spille for sjov og være med engang imellem – og det er superfint – mens de sidste 10-20% gerne vil bruge meget tid på at træne for at blive Danmarks bedste i fremtiden, og det er bare fedt at se, specielt for en person som mig, som næppe kan forvente at være med i toppen af dansk bordhockey om fem år.

Jeg har selv været drevet af primært to ting, nemlig at vinde turneringer i så mange lande som muligt samt ønsket om medaljer på World Touren.
Jeg er da lidt stolt af, at jeg stadigvæk er den mest vindende spiller på bordhockeyens World Tour med 54 medaljer (36 guld, 10 sølv og 8 bronze).

En dag bliver jeg nok overhalet, men foreløbig har jeg ligget nr. 1 på den statistik i 11 år og har desuden vundet turneringer i 17 forskellige lande.

Mit håb for bordhockey de kommende år er, at der så småt kan køres nye mennesker i stilling i den organisatoriske del, da ingen sportsgren arrangerer sig selv, og det er altid godt med både tradition og fornyelse.

 

Starten i 1944 og frem til 1972

I 1944 blev det på BI’s generalforsamling foreslået at oprette en afdeling med bordtennis på forlystelsesplan, og straks efter blev der bestilt et bordtennisbord, og så kunne der spilles bordtennis på Hotel Brønderslev.

Det kan man læse om i bogen ”100 år med vokseværk i Brønderslev Idrætsforening”.

Bordtennisspillerne trænede flittigt, og allerede i 1947 anmeldtes to hold af seks mand til Jysk Bordtennis Unions nordjyske kreds, og det første år blev begge hold vindere af deres kreds.

Ved en mesterskabsturnering i Aarhus opdagede spillerne fra Brønderslev, at nogle af de fremmede spillere havde limet nogle gummiplader med små dippedutter på deres bats, og det kunne få bolden til at skrue gevaldigt til stor irritation for brønderslevholdet.

På grund af indkvartering af flygtninge på Hotel Brønderslev blev træningen flyttet til kælderen i omklædningsrummet under Sinnes og Ankers lejlighed på stadion.

I 1953 var afdelingen rykket op i A-rækken og blev bevilliget et bordtennisbord mere til et beløb på 200 kr.

Langt om længe blev bordtennisafdelingen flyttet fra underholdningsafdelingen til Brønderslev Idrætsforening som en rigtig sportsafdeling.

De begyndte at træne i gymnastiksalen på den Lille Skole i Thygelsgade, og der var der mulighed for at bade efter træningen. Det var der dog ikke mange, der benyttede sig af i begyndelsen.

I 1958 blev der oprettet en bordtennisafdeling for piger, som blev vendsysselmestre det første år. Tilslutning til pige-bordtennis blev mindre og mindre, og derefter blev afdelingen nedlagt.

Til gengæld havde indsatte fra statsfængslet Kragskovshede og beboere på drengehjemmet Kettrupgaard vist interesse i at spille bordtennis i Brønderslev, hvilket var en lidt ejendommelig oplevelse, som dog forløb uden problemer.

Klubbens første jyske mester i single i A-rækken var Søren Krog Jensen i 1959, og han vandt adskillige mesterskaber i sin karriere indenfor bordtennis.

Klubben havde stor fremgang med flere end 70 medlemmer i 1970’erne og var dermed Jyllands største bordtennisklub.

Der blev trænet flere steder gennem årene, indtil klubben flyttede i egne lokaler i det nyanlagte BI-center i 1972.

Stor fremgang for klubben

I 1970’erne og 80’erne udviklede BI-bordtennis sig kolossalt på det sportslige og på det ledelsesmæssige plan, og klubben blev for alvor sat på det danske landkort.

Klubben havde topspillere som Søren Krog Jensen, Ove Christensen, Peter Holmsberg, Jan Lynge Jensen, Thomas Schmidt, Christian Nørgaard, Søren Poulsen, Jan Agerbæk og Ole Kjeldsen.

I begyndelsen af 1980’erne blev BI-bordtennis en af Danmarks mest kendte bordtennisklubber med to hold i divisionsbordtennis.

Den mangedobbelte danske mester i bordtennis Claus Pedersen blev i 1982 ansat som spillende træner for klubben. Det blev en helt ny epoke indenfor dansk bordtennis, og det blev virkeligt bemærket i hele landet.

Dengang var der i dansk bordtennis et stortalent ved navn Jan Harkamp, som flyttede til BI-Bordtennis for fortsat at kunne træne under sin læremester, Claus Pedersen.

Med stortalenterne Jan Harkamp, Claus Pedersen, Ove Christensen, Jan Lynge Jensen, Hugo Sørensen og Ole Vims Kjeldsen vandt BI-bordtennis den ene sejr efter den anden, og hele klubben nød godt af denne berømmelse.

Ikke blot på det sportslige gjorde BI-bordtennis sig bemærket. Klubben var også særdeles dygtig til at arrangere stævner af internationalt format med Hugo Sørensen i spidsen og har afholdt flere store stævner i Brønderslev. Der blev efterhånden TV-dækning af kampene eller sendt uddrag derfra, og tilskuerne strømmede til.

I 1996 havde BI-bordtennis tre divisionshold, og topspillerne var nu Jan Harkamp, Morten Adolphsen, Søren Jensen, Kim Høgsberg og Mads Sørensen.

BI-Bordtennis har vundet et hav af medaljer gennem årene både Nordisk Mesterskab og Dansk Mesterskab.

De unge bordtennisspillere blev selvfølgelig ældre, men Rasmus Jespersen, Mads Sørensen, Kaj Ove Bendixen, Søren Jensen, Kim Høgsberg og Jan Harkamp havde bidt sig fast i toppen af dansk bordtennis som seniorspillere.

Efter mange mesterskaber gennem årene vandt BI-Bordtennis i 2006 sit foreløbige sidste DM-guld for hold.

Parasport

Indenfor parasporten (sport for handicappede) har klubben også gjort sig bemærket. Jes Jacob vandt tre sølvmedaljer ved DM i 1991 og samme år en bronzemedalje ved EM i Barcelona. I Barcelona havde Jes den store ære at være fanebærer med Dannebrog.

Disse medaljer gav Jes adgang til de Paraolympiske Lege i 1992 i Barcelona,

og her vandt han bronze sammen med holdkammeraterne.

Hugo Sørensen

Hugo Sørensen begyndte at spille bordtennis som dreng sammen med sine brødre i kælderen i hjemmet i Knudsgade i Brønderslev.

I 2008 havde han været med i ledelsen af BI-Bordtennis i 40 år og havde bestridt samtlige bestyrelsesposter og har spillet på klubbens bedste hold.

Som leder måtte han være med til at træffe den tunge beslutning at trække klubben ud af elitebordtennis. Økonomien i klubben var slet ikke i stand til at bære de udgifter, der var i forbindelse med bordtennis på så højt plan.

Nogle elitehold fik støtte af deres kommuner, og der blev givet betragtelige tilskud. Det skete bare ikke i Brønderslev. Hugo Sørensen ville dog ikke afvise, at klubben engang ville være i stand til igen at spille bordtennis på eliteplan. Det var desværre også vanskeligt at skaffe frivillige hjælpere til BI-Bordtennis.

Hugo var i sin tid med til at få Claus Pedersen og Jan Harkamp til Brønderslev. Hugo Sørensen har været med til at arrangere store mesterskabsturneringer, og for alle sine anstrengelser i mere end 40 år blev han æresmedlem i BI-bordtennis.

Den største æresbevisning fik Hugo Sørensen i juni 2020, da han modtog Guldnålen af Dansk Bordtennisunion for gennem årtier at have været et fyrtårn for bordtennis i hele landet.

Hugo Sørensen døde ca. en måned efter at have modtaget Guldnålen.

Større alsidighed og klubliv

I 2009 konstaterede klubbens formand, Jan Lynge Nielsen, at det var en god ide at droppe eliteafdelingen som det primære i klubben til fordel for den alsidighed, der var kommet. Ændringen var gradvis lykkedes godt både sportsligt og økonomisk, og der havde været et overskud i 2008 på
37.000 kr.

Der var også kommet mere klubliv på seniorsiden takket være Hugo Sørensens og Kaj Ove Bendixens utrættelige bestræbelser for at få flere ud i BI-Centeret.

Ungdomsafdeling

Der var også en glædelig udvikling i ungdomsafdelingen med 50 medlemmer, og der var kommet mange nye til takket være en stor indsats fra trænerteamet under ledelse af Christian Andersen.

Der var også blevet etableret en forældrebestyrelse til at hjælpe med at udvikle klubben og være behjælpelig med praktiske opgaver.

Bjarke Krog trænede med verdenseliten

En af bordtennisklubben unge talenter, Bjarke Krog, fik i 2017 en stor oplevelse. I ti dage trænede han i Kina på ITTF Zhending Elite Training Center, hvor godt 80 unge talentfulde kinesere bor, går i skole og træner i en enorm stor hal.

Turen var gjort mulig ved hjælp af støtte fra Risagerfonden.

Der var stegende hedt, da Bjarke lagde ud med at træne i 6,5 time den første dag. Det var hårdt de første dage med vabler og ømhed i kroppen, når han spillede med unge fra Kina, England, Panama Sverige, Egypten og Saudi Arabien. Bjarke blev vant til udfordringen og lærte meget, der kunne udvikle hans spil under træningen hjemme. Bjarke kvalificerede sig til den næstbedste gruppe.

Startskud til en ny storhedstid

Sæsonen 2011 – 2012 blev startskuddet til en ny storhedstid for BI-Bordtennis. Det var ungdommen, som førte an i den nye udvikling.

I 2011 vandt et puslingehold det Jyske Mesterskab i E-rækken. Det var de meget unde bordtennisspillere Thomas Larsen, Jonatan Dolberg og Bjarke Krog, der tog pokalen hjem.

Yngre drenge vandt landsmesterskabet samme år.

Kulminationen kom i 2012, da en flok drenge for første gang i 20 år kvalificerede BI-Bordtennis til deltagelse i ungdomsdivisionen, der var den bedste række for spillere op til 14 år, og de slog hæderkronede SISU fra Aarhus. Holdet bestod af Philip Lundsgaard Møller, Steffen Hwiid, Frederik Jarl Nielsen, Kevin Nielsen og Bjarke Krog.

Nu var ”fødekæden” i ungdomsafdelingen klar til at rykke ind, når de ældste blev for gamle til drengedivisionen.

På BI-centret blev der arrangeret træningslejre under ledelse af den tidligere elitespiller Carsten Egeholt, hvilket også tiltrak nogle af de bedste fra andre jyske klubber.

Bordtennisklubben lavede en del generelle arrangementer for hele familier, skolebordtennis på skolerne for skolefritidsordningerne og meget andet.

Klubben havde så stor en succes, at de bedste ungdomsspillere fra Aalborg foretrak at træne og spille i Brønderslev sammen med de lokale talenter.

BI-Bordtennis blev styrket år for år og kom tættere på den absolutte top. I 2015 sikrede de sig DM-medaljer i en meget stærk drengedivision.

Allerede i 2014 havde Bjarke Krog vundet bronze i både single og double ved DM-mesterskaber. Jan Philipsen var klubbens cheftræner og havde stor betydning for udvikling af spillerne.

På det tidspunkt var der i klubben en gruppe meget talentfulde piger, som under Jan Philipsens ledelse udviklede sig til at være blandt Danmarks bedste bordtennisspillere. Det var pigerne Agnethe Kranker, Amalie Nørgaard, Victoria Cramer og Anna Ansø.

Jysk Bordtennisunion kårede i 2016 BI-Bordtennis som Årets Klub. Man fremhævede den gode ungdomsafdeling og deltagelse i mange turneringer og de mange frivillige, som havde hjulpet til ved afholdelse af Jyske Mesterskaber.

Samme år kvalificerede Jacob Laursen, Agnethe Kranker og Bjarke Krog sig til det prestigefyldte Top-12.

Flere hold blev i 2017 jyske mestre og kvalificerede sig til DM.

Den rutinerede Peter Bruhn og den polske træner Adam Duch var med til at sikre herrernes 1. hold i 1. division til oprykning i landets bedste række.

Der var mange initiativer i klubben, som i 2018 startede Projekt 60+ for interesserede bordtennisspillere på 60 år og derover og lidt under, hvilket i den grad fyldte bordtennislokalerne.

Samme år etablerede klubben også Skole-OL for 4. og 5. klasser, som blev instrueret i at kvalificere sig til et stort Skole-OL-stævne i Aarhus. Hedegårdsskolen vendte hjem med tre bronzemedaljer.

Status for BI-Bordtennis

På hjemmesiden for BI-Bordtennis er formanden, Frank Dolbergs, beretning for 2019 indsat, og af den fremgår, at succesen med 60+ og Skole-OL stadig er populære tiltag, ungdomsafdelingen er stor, og den vil man satse på.

Bordtennisklubben fejrede i 2019 sit 75-års jubilæum med en flot reception med mange gæster og talere.

Desværre rykkede 1. divisionsholdet ned i 2. division, men der er man klar til at kæmpe.

Serie 1-drengene førte med 3 point, men coronaen ramte også bordtennis, og derfor blev holdet automatisk kåret som vinder uden yderligere kampe.

Klubbens økonomi er sund med flotte indtægter fra påskebal og Brønderslev Marked, og jubilæet gav også en god indtægt.

Det store bump på vejen, Covid-19, satte for en stund al aktivitet i klubben i stå, men bestyrelsen har stor tiltro til en positiv udvikling for klubben.

Det var et stort øjeblik, da BI-Bordtennis fik æren af at uddele Bordtennis Danmarks største anerkendelse GULDNÅLEN, som helt fortjent blev overrakt Hugo Sørensen, som tidligere omtalt.

Tidligere formand for BI-Bordtennis, Thomas Krog, har været en stor bidragyder til dette kapitel.

Bogen, ”100 år med vokseværk i Brønderslev Idrætsforening” og Formandens beretning for 2019 fra hjemmesiden er også en væsentlig kilde sammen med mange avisartikler.

Stor tak skal lyde til Thomas Krog.

Tonny Bistrup

Oktober 2021