Kilde: artikel af fhv.lærer Ella Pedersen, maj 2008.

Et møde med pensioneret ekspeditionsleder Ove Jensen, Brønderslev, der med ’brønderslevsk’ humor fortæller om hverdagen i gamle dage, samt Gitte Lundø, hvis far var ansat i banken.

Brønderslev Bank kunne i 1918 flytte ind i en nyopført, meget smuk bygning på hjørnet af Bredgade og Torvegade. Navnet Brønderslev Bank blev senere til Den danske Bank og hedder i dag Danske Bank og ligger på hjørnet af Bredgade og Nygade.

Ove Jensen var ansat i banken fra 1958 – 1991 og fortæller levende om ’dengang da der var atmosfære’ i banken. Banklokalet var meget smukt med to søjler og et flot dekoreret loft, fortæller han.

Der var direktør Ejnar Mortensen, direktør Richard Lundø, fuldmægtig Holger Thygesen, bankassistent Carl Otto Carlsen, der senere blev kontorchef og bankassistent Inger Hansen, gift med arkitekt Hansen. Ove Jensen var kasserer og blev senere ekspeditionsleder. Den yngste mand i banken var Tage Andersen.

Når man skulle ind i banken, trådte man først ind i en lille forgang. Derefter var der to store høje fløjdøre, der skulle skubbes til hver sin side, således at man kunne gå ind i midten.

Emas Sørensen en af vore kunder, stod engang ude i den lille forgang og kiggede i sin tegnebog. Tage Andersen fra banken skulle et ærinde og slog fløjdørene til side. Derved blev Emas Sørensen ramt i hovedet og besvimede. Tage Andersen blev forskrækket og ulykkelig og løb ind igen og råbte: ”Jeg har slået en mand ihjel”. Personalet bar Emas Sørensen over gaden til doktor Bøgh Andersen. På vej over gaden vågnede han op, kiggede rundt og sagde: ”Hvor bær I mæ hæn?”. ”Du skal til lægen, du har været besvimet”. ”Sæt mæ nier, a feilet int noe”. Derefter gik han over i banken og ordnede sit ærinde.

Der var engang cirkus i byen, og der var optog ned ad Bredgade med bl.a. store elefanter. Bankpersonalet stod og kiggede på dyrene og så at en elefant lavede store klatter ud for banken. Direktør Mortensen sagde til den yngste elev: ”Du kan nok finde en spand og en skovl nede i kælderen”. Der var mange klumper, og der kunne kun være en klump ad gangen i spanden. Den unge mand blev mere og mere rød i hovedet for hver spandfuld han slæbte væk.

Jens Eduardsen. Bag ved banken var der en stor græsplæne. Havemand Jens Eduardsen skulle slå den store plæne, og det skulle nu være med motorplæneklipper. Hele personalet stod og kiggede på. Pludselig gik motoren i gang og plæneklipperen kom strygende hed ad græsset med Jens Eduardsen i strømpefødder i fuld fart bagefter, beretter Ove Jensen.

Nytårsdag var arbejdsdag, men det betød bestemt ikke at nytårsaften blev sløjfet. Så ikke alle var glade for at komme på arbejde den dag, fortæller Ove Jensen. Dengang brugte man skrivemaskiner og bogføring var i hånden. Ekspeditioner førtes ’ind og ud’ i en lille bog. Når der så var tid til det, blev det ført over i den store bog. Der skulle laves afstemning hver aften. Var der fejl, skulle fejlen findes. Ove Jensen havde fundet en fejl på 3 øre og måtte ned i banken om lørdagen. Da kom Thygesen. Han pegede ned i bogen og sagde: ”Det der skulle jo også være et 4-tal”. Så var den sag ordnet.

Fru Torpegaard stod en dag i banken og sagde, at hun ikke kunne finde sin bankbog. Ove Jensen gik med hende hjem for at lede. Imens kom Andersen fra Dampvaskeriet med en stor kurv med vasketøj. Ove Jensen hjalp med at lægge vasketøjet på plads, og bankbogen dukkede op. Det varede ca. en time. Derefter sagde han farvel. Da han åbnede yderdøren, stødte han ind i vaskeriejer Andersen. ”De har da lige været her” sagde Ove Jensen. ”Ja, men vasketøjet var ikke til fru Torpegaard”, sagde han. ”Var det ikke – nu går jeg – farvel”, sagde Ove Jensen og gik.

Man fornemmer humoren i det Ove Jensen fortæller, og han viser os den vendsysselske (Brønderslevske) form for humor. Men man skulle vise respekt, det var ”De” og ”Hr” ved tiltale, men der måtte være tryghed, for dengang var der ingen tegn på stress.

Gitte Lundø fortæller om det at være vokset op i en dejlig rummelig lejlighed i bankbygningen.

De var fem søskende, to drenge og tre piger. Hendes far, Richard Lundø, var kasserer i banken, men blev senere direktør. Hun husker, at der i banken var to, der hed Ejner Mortensen. Den ældre og den yngre. De blev begge direktører, først den ældre, senere den yngre. Så var der fuldmægtig Thygesen og bankassistent, senere kontorchef Carl O. Carlsen og fuldmægtig Sølvsteen, der senere blev sygehusinspektør på Brønderslev Sygehus. Der var 57 trin op til lejligheden, og der var vaskehus ved lejligheden og rulle i kælderen. Under krigen boede der en tysk officer i et værelse på samme etage som familien Lundø. Han ville så gerne løfte den mindste af pigerne, men han fik ikke lov. Lundø var ikke tyskervenlig. Tårntrappen blev sjældent benyttet, men Gitte benyttede den hver morgen, når hun gik med mælkespanden over til mejeriet i Torvegade for at hente frisk mælk. Den ene af hendes brødre havde engang fået nye træsko med spidsnæser. Da han havde fået træskoene på, gik han ned og sparkede alle de små, firkantede ruder, der sad allernederst i bankbygningen, i stykker. Direktør Mortensen blev rasende og skældte ud på Lundø. Drengen blev straffet med en omgang klø.

 

Artikel af Ella Pedersen, fhv.lærer, fra juli 2007.

Robert Kristensen, Flemming Sørensen og Else Aabo (f. Knudsen) om deres barndom i Mejlstedgade.

De har alle tre trådt deres barnesko i Mejlstedgade.

Robert og Flemming boede der, og Else legede der.

Der var i slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne et stort sammenhold mellem børnene i gaden, er de to mænd enige om. Der var omkring 20 børn, og når der blev slåskamp med dem fra Gravensgade, var der virkelig gang i den. De to er enige om at Mejlstedgade altid vandt.

Turen ned ad Mejlstedgade begynder ved Bredgade på østsiden.

Manufakturhandler Høy Hansens store forretning lå på hjørnet. I dag er der frisørsalon. Høy Hansen havde to børn, Vivi og Thorkild.

Derefter kom glarmester Mortensens forretning. Mortensen havde tre børn – Erik, Kaj og Nina.

Næste hus var staldforpagter Frandsens. I dag er der sportsforretning. Frandsens have to børn – Inga og Niels (kaldet Blap).

Så kom smutten – en stor plads med skjulesteder og plads til fodbold og andre lege. I dag tilhører området Føtex, og der er indrettet parkeringsplads. I smutten var der garager og allerinderst havde Brønderslv Bank en have. Banken lå dengang der, hvor Teknisk Forvaltning senere har haft til huse.

Nabohaven tilhørte stenhugger Larsens, hvis have var fyldt med gravsten. Når det var ved at blive mørkt, var det ret uhyggeligt med de mange gravsten, fortæller Else Aabo.

På højre side i smutten havde Frelsens Hær til huse.

Derefter kom skrædder Haugaard Jensens værksted. Der arbejdede bl.a. ”Dick”, Gunnar Hellum og skrædder Andersen.

Bagved staldforpagter Frandsens hus lå Margarine fabrikken og el-installatør Eilertsens forretning, som havde indgang fra Bredgade.

Efter smutten kom huset, hvor Robert Kristensen og hans forældre boede. Forældrene hed Andrea og Eiler Kristensen. De fik i alt syv børn.

Dernæst kom huset, hvor vognmand Chr. Christensen – kaldet Hedebonden – boede. Han havde en søn Sofus, der også blev taxa-vognmand,og en datter Karen. Sofus kom som voksen til at bo i den anden ende af huset. Datteren, Karen, var mor til Flemming Sørensen. Hun døde, da Flemming var seks år. Han kom så i pleje hos sin bedstemor og bedstefar (Hedebonden). Både Hedebonden og sønnen Sofus havde ord for at være af den lune slags. Det fortælles at Sofus skulle afhente nogen på Luneborg Kro, og da manden var kommet ind i taxaen, begyndte han straks at kaste op. Sofus udbrød: Nu har jeg aldrig kendt magen, du har så mange tønder land derhjemme, og så brækker du dig i min rene bil.

Flemming Sørensen kan fortælle en historie om sin bedstefar, der jo også kørte taxa. En dag kom politibetjent Bentzon hen til hans bedstefar og sagde: Tror du ikke det er ved at være tiden hvor du skal ha’ kørekort? Jo, svarede bedstefaderen.- Så melder jeg dig til i Hjørring. De to kørte så til Hjørring, hvor bedstefaderen gav frokost. Og så fik Flemming Sørensens bedstefar sit kørekort.

Går man tilbage til Bredgade og ned ad Mejlstedgades vestlige side, lå rebslager Lehms forretning på hjørnet. Rebslager Lehm var en personlighed, som man husker, er de 3 enige om. – Vi løb af og til ærinder for ham og fik drikkepenge, fortæller Flemming Sørensen. Han havde røgeri i sin forretning, og rebslageriet lå ved Gravensgade og Dannebrogsgade.

Det næste man kom til, var Carl Lauritzens gård. Det var en dejlig gård med vindruer og valnødder, lyder det fra de tre.

Efter gården lå skrædder Holger Vraas forretning. Han gik senere over til radio-branchen.

Oven over forretningen havde boghandler Axelsen sin private bolig. I det næste hus lå en brændselshandler, der aldrig hed andet end ”Diesel-Krølle”.

Og i bager Christensens gård boede skomager Peter Jensen, kaldet ”skomager Peter”. Han flyttede senere ud i Vestergade.

Derefter kom slagter Kusks gård, hvor Anders Jensen – aldrig kaldt andet end ”Ajs” boede.

Derefter lå bagsiden af Dyrlægegården ud mod Mejlstedgade og på hjørnet mod Algade boede barber Henriksen, der var far til Hans og Svend.

Flemmming Sørensen fortæller: Når vi legede, løb vi meget tit på rulleskøjter. Vi lavede også en vogn med kuglelejer, styret med snor. Den lavede et dejligt spektakel, så den tog en af beboerne fra os. Så fandt vi på noget med at køre på cykel ud over nogle brædder, der gik skråt opad, og hvor der lå to børn under brædderne. Det blev også hurtigt taget fra os. Vi spillede rundbold, og vi gik på mold i Eilertsens have. Vi kom i bager Christensens bageri, hvor vi fik enderne af rouladerne, som vi greb, når de blev skåret af. Og vi holdt tombola og basar, dog med en meget lille omsætning. Det var en dejlig barndom i Mejlstedgade, er Else, Flemming og Robert enige om.

 

af Peter Larsen

Brønderslev befinder sig 3.639 km syd for Nordpolen og 6.368 km fra Ækvator.

Det var drømmen om at dyrke giftfrie grøntsager, som fik mig til at sige mit job op på polyteknisk læreanstalt i dag DTU og flytte til Brønderslev sammen med andre fra kollektivet i Taastrup.

Muligheden opstod på en øllebrødsfest i Slagelse i 1972, hvor vi spiste brødrester efter en algang mod Det Europæiske Fællesskab, EF i dag EU. Marchen startede i Veksø og gik til fælledparken i København efter samme koncept som 60’ernes atomvåbenmarcher.

I Kollektivet, hvor jeg boede, havde vi længe talt om at finde et sted, hvor vi kunne dyrke vores egne grøntsager uden brug af kunstgødning og sprøjtegifte. Pludselig på øllebrødsfesten i Slagelse opstod muligheden for at købe en lille landejendom 6 km øst for Brønderslev med tilhørende 1,6 ha. jord.

Vi vidste ikke dengang, hvor Brønderslev lå. Vi fik samlet pengene og købte stedet ubeset, fordi det var jorden, vi var interesseret i, og prisen var ikke høj. Planen var, at vi på skift skulle bo i Brønderslev og dyrke giftfrie grøntsager til en håndfuld kollektiver i Taastrup. Det blev ikke nogen succes, og det endte med, at jeg selv overtog ejendommen og lige siden har dyrket alle mine grøntsager efter økologiske principper.

Jeg var allerede, som ung automekaniker, interesseret i samfundet omkring mig. Det førte mig til kollektivet i Taastrup og videre til Brønderslev.

Det blev ikke jorden eller biler, som blev det, jeg skulle leve af. Efter mange år med omskiftelige arbejdspladser som svejser, fabriksarbejder, murerarbejdsmand og radio-iværksætter blev det miljøet og fremme af energibesparelser og vedvarende energi, som blev mit levebrød.

Kampen mod EF blev tabt. Arbejdet i Folkebevægelsen mod EF førte mig sammen med andre samfunds-engagerede mennesker i Brønderslev Kommune.

”Debat 73” en del af historien.

Det hele startede i 1973 med ”Debat 73”, hvis formål var at sætte fokus på lokale emner. Det skete ved uformelle og åbne møder, hvor udenbys oplægsholdere mødte lokale nøglepersoner, og hvor alle kunne diskutere på lige fod.

Vi skal huske, at tiden dengang var sådan, at man ikke talte fagforeningsformanden, direktøren og borgmesteren imod. Bare ordet debat virkede som en rød klud i Brønderslev dengang.

Året sidste møde handlede om den lokale presse. Oplægsholder var journalist Gunni Busch tidligere redaktør ved Nordenfjord Avis. Tilstede ved mødet var både Aalborg Stiftstidende og Vendsyssel Tidende. Det blev en hed og lang debat, hvor utilfredsheden med den lokale presse var åbenlys.

Baggrunden for debatten var en 9 siders undersøgelse af de to aviser, hvor vi i ”Debat 73” havde gennemgået 15 aviser med udgangspunkt i, hvad de skrev om, og hvordan de skrev om det? Var der noget, som de ikke skrev om, noget som blev fortiet? Hvem blev refereret, og hvis synspunkter kom frem? Aalborg Stiftstidende og Vendsyssel Tidende blev sammenlignet med den nystartede Vejle Avis, som var opstartet som protest mod et bladmonopol i Vejle. Medarbejderne havde netop fået Cavlingprisen.

Resultatet af debatten blev, at Gunni Busch foreslog de fremmødte at lave en lokalavis selv. På det tidspunkt var der en spirende grøde i opstart af små alternative aviser landet rundt.

En af deltagerne var en lokal fabrikant, og han havde en duplikator, som han ville stille til rådighed for projektet.

Lokalavis på en anden måde.

Første nummer af Brønderslev Avis kom på gaden 1. februar 1974. Modtagelsen var over al forventning.

I lederen i næste nummer stod der blandt andet, at eksperimentet lykkedes med et salg på næsten 600 eksemplarer. Allerede første dag, avisen var på gaden, var det nødvendigt at sende flere eksemplarer til et af de mange salgssteder.

”Den modtagelse, avisen har fået, viser at der også i Brønderslev er behov for et blad med lokalstof, kritik og debat. Og vi kan love læserne, at hvis I bare vil hænge på, skal vi nok hænge i” Sådan blev der skrevet i 1974, og sådan blev det helt frem til 1985, hvor det sidste nummer af avisen udkom.

I de 11 år Brønderslev Avis udkom blev den skrevet, tegnet, klippet, opsat, trykt, samlet, solgt og distribueret af 100 mennesker med forskelligartet baggrund.

I årene 1976 – 77 – 78 oplevede avisen en af sine bedste perioder med mange gode artikler, som straks blev honoreret med stigende salgstal.

I 1977 tog Brønderslev Avis initiativet til et samarbejde på venstrefløjen. Det resulterede i dannelse af Brønderslev Tværsocialistiske Arbejdsgruppe i 1978 og opstilling til kommunevalget i 1978 og 1981. Brønderslev Avis bekendte sig nu offentligt som en socialistisk avis.

Det praktiske arbejde

I 1980 købte avisen et brugt off-set-trykkeri takket være bidrag fra en lang række læsere, foreninger og fonde. Med det nye trykkeri blev det også muligt at bringe fotografier. De første 6 år var avisen fyldt med tegninger.

Når avisen blev opsat til trykning, forgik det på den måde, at teksterne blev skrevet i spalter på en skrivemaskine for derefter at blive klisteret op på en A4-side i 3 spalter med plads til overskrifter, tegninger og billeder.

Overskrifter og tegningerne blev tegnet med det samme, og billederne blev tilpasset i reprokammerat. Det færdige materiale blev de første 6 år placeret i en stencilbrænder, hvor originalen blev placeret på en tromle ved siden af en stencil. Tromlen bevægede sig forbi en fotocelle, som styrede en gnist fra en stift, der brændte hul i dæklaget på stencilen.

Stencilen blev monteret i duplikatoren. Ved offsetmaskinen var det en belyst aluminiumsplade. Ved farvetryk skulle der trykkes 2 gange på hver side. Når alle siderne var trykt, skulle bladet samles. Det skete ved, at vi gik rundt om et bord, hvor alle siderne lå i bunker.

Det praktiske arbejde med at producere avisen startede søndag eftermiddag med opsætning. Herefter trykning tirsdag og onsdag og samling torsdag og slutteligt salg ved Brugsen i Brønderslev og i kioskerne om fredagen.

Derudover var der oftest 2 redaktionsmøder og udarbejdelse af artikler. Det var et kæmpe arbejde. Når jeg tænker tilbage, er det utroligt, at vi kunne gennemføre det igennem 11 år. Det havde været meget nemmere i dag.

Avisen blev solgt uden for Brugsen i Brønderslev og en lang række salgssteder i Brønderslev, Ø. Brønderslev, Hallund, Jerslev, Manna, Serritslev, Stenum og Ø. Hjermitslev. Prisen var 1 krone i starten og steg med 1 krone løbende til 5 kroner.

Mangfoldigheden blomstrer.

Da Brønderslev Avis startede, var der ingen partiafdelinger på venstrefløjen i Brønderslev kommune. Siden blev der dannet lokale partiafdelinger inden for VS, DKP og SF. Derudover kom der kvindegrupper og fredsgrupper og en afdeling af OOA. ”Kimen til mange af disse aktiviteter, tør vi nok påstå, er kommet fra Brønderslev Avis”, fremgår det af en folder udarbejdet i forbindelse med ”Kulturoffensiven” i Brønderslev Kommune i 1984.

Denne mangfoldige udvikling af aktiviteter på venstrefløjen havde også en bagside, fordi tilgangen til nye frivillige til Brønderslev Avis blev mindre, nogle af de aktive brugte også tid i andre grupperinger.

10 års- jubilæumsnummeret skulle have været det sidste nummer af Brønderslev Avis. Sådan gik det ikke. En kampagne havde betydet flere redaktionsmedarbejdere og mange nye abonnementer. Det havde givet os fornyet mod til at fortsætte et stykke tid endnu.

Den sidste avis

Det blev til 5 aviser mere, hvor det sidste nummer udkom januar 1985 med byrådspluk fra byrådsmødet, som var et fast indslag i avisen gennem mange år.

• Hovedhistorien i den sidste avis havde overskriften, ”Selvfølgelig skal vi handle i Brugsen – men”! Artiklen handlede om uddeleren i Kvickly, der som alle andre uddelere i Danmark, var kollektivt indmeldt i Kristelig Fagforenings A-kasse – det var fagbevægelsen i Brønderslev ikke tilfreds med.
• Der var en artikel om børn som arbejdede med medier og lavede vægavis på biblioteket i samarbejde med studerende fra Hjørring Seminarium.
• ”Gå en tur for freden” var en reportage, hvor 250 mennesker var gået igennem byen med afsluttende taler i Hedelund.
• Der var også en historie om rådhusbyggeriet, som var blevet 1600 kr. dyrere per indbygger. Kommunens hof-arkitekt Jepsen forlod byggeprojektet i protest, fordi økonomiudvalget ville barbere projektet ned.
• Derudover var der planer om en Børneteaterfestival i 1987 og meget andet.

 Lokale meninger

I forbindelse med 10 års -jubilæumsnummeret spurgte Brønderslev Avis en række offentlige kendte personer om deres mening om Brønderslev Avis.

Formanden for miljøudvalget: Avisen har været god til at gøre opmærksom på træer og bevaring af naturen, men taler for meget om profit. Skoleinspektøren: Er ikke enig i alt hvad avisen skriver, men det vil være et tab for den offentlige debat, hvis ikke ”den lille næsvise” stak hovedet frem med mellemrum. Formanden for LO Brønderslev, som har holdt avisen i alle 10 år: Der står meget godt i avisen, men den er for ensporet. Viseborgermesteren, som også har holdt avisen i alle årene: At avisen blev en del af det tværsocialistiske samarbejde har gjort avisen ensidig i sine holdninger. Formanden for SID: Godt med en modpart til de borgerlige lokalaviser. Efter hans mening er avisen for venstreorienteret. Lokalredaktøren Aalborg Stiftstidende: ”Vi på redaktionen køber 2 eksemplarer af Brønderslev Avis hver gang, og naturligvis diskuterer vi den. Jeg tør også sige, at vores praktikanter ser positivt på, at der er en alternativ avis til den etablerede presse. Jeg synes Brønderslev Avis for bevidst søger det negative, der sker også positive ting i byen. Samtidig vil jeg sige, at med de tekniske midler, I har til rådighed, så slipper i godt fra det”

Eksperimentet lykkedes

Da det hele startede på mødet i ”Debat 73”, pegede vi på, at de etablerede aviser tog alt for meget hensyn til de magtgrupper og annoncører, som venstrebladet Vendsyssel Tidende og den liberale Aalborg Stiftstidende mente, de repræsenterede.

Det var en fordel, vi ikke var journalister – vi sad selv midt i det, vi skrev om. Det var en fordel, at vi alle kom fra forskellige arbejdspladser i kommunen. Her fik vi folks reaktioner – positive som negative.

Fik vi færten af et eller andet emne, tog vi derefter ud og fik en snak med folk, som vidste noget om emnet, og efterfølgende lavede vi et interview.

Vi arbejdede med Brønderslev Avis for at skabe debat og forbedre den lokale presse, så de også skrev om arbejdspladsforhold, forurening og boligmiljø, som de forsømte, men også for at lære noget selv. Samtidig ville vi demonstrere en model, som andre måske kunne lære noget af.

 

Når jeg ser tilbage på de 11 år, synes jeg, at eksperimentet lykkedes meget godt. Aalborg Stiftstidende og Vendsyssel Avis begyndte også at tale med andre end meningsdannerne og etablerede magtgrupper. Selvom oplaget ikke var stort, vidste alle i kommunen, hvad vi skrev om.

Brønderslev Avis blev den længst levende alternative avis i Danmark. Efter en kronik i Politiken i 1974 om Brønderslev Avis, kom der henvendelser fra hele landet. En af dem kom fra Møn. I efteråret 1974 kom Ø-bladet på gaden. Bladet udkom frem til 1982. Over hele landet bredte der sig, som ringe i vandet, alternative blade – Tølløse Avis, Slagelse Avis, Folk i Lejre, Holbæk Bladet er blot et lille udsnit, som opstod i kølvandet af Brønderslev Avis.

Fra tryksværte til mikrofon

Allerede før vi sluttede med Brønderslev Avis, blev jeg opmærksom på, at der var et nyt medie på vej. I 1983 blev der givet tilladelse til at oprette lokalradioer, og i 1985 blev ordningen gjort permanent. Ideen var at give interesserede borger adgang til radiomediet for at styrke den lokale debat.

Jeg skiftede tryksværten ud med mikrofonen et år senere. I 1990 var jeg med til at starte ”Brønderslev Medieproduktion Aps” og ”Brønderslev Nærradio” på en ny frekvens. Det skete efter flere års lokalradio i ”Radio Veronica” og ”Hele byens Radio”, med blandt andet morgen nyheder og et direkte 2 timers ugentligt program ” Det højaktuelle hjørne – programmet der lover mere end det holder.” I programmet kom der aktuelle gæster, som fortalte og debatterede om meget af det, vi dengang skrev om i Brønderslev Avis. Fordelen ved radioarbejdet var, at jeg ikke skulle skrive, trykke og sælge for at få holdninger og debatter ud til mange mennesker.

Min radiotid er dog en helt anden og meget mere dramatisk historie, som jeg ikke tænker positivt tilbage på!

Det gør jeg heldigvis på de efterfølgende mange års arbejde inden for energibevægelsen, med vind- og sol-projekter og energibesparelser.

Jeg har boet og arbejdet på Brønderslev-egnen siden 1993, og Vendsyssel blev hjemme for mig på et splitsekund. Min fortælling om mine mange år på den egn – de fleste sammenhængende år i mit liv – er en fortælling om at følge sit hjerte, både når livet har været fyldt med glæder, og når det har bragt sorg.

Præst i Jerslev

En solbeskinnet lys forårsdag i 1993 kørte jeg igennem Jerslev og byen tog sig ud fra sin bedste side. Jeg havde netop prøveprædiket til embedet som sognepræst i Jerslev, Mylund og Hellum, og jeg var ikke helt sikker på det var gået godt.

Da menighedsrådsformanden et par dage senere ringede og sagde: ’Vi har været så letsindige, at vi har peget på dig’, så vidste jeg bare, at jeg ville få det godt i Jerslev.

Omkring første juni flyttede jeg ind i præstegården med min mand og mine tre sønner. Vi kom fra 60 kvadratmeter i et lille usundt hus i Salling, så den store præstegård var vældig overvældende.

For mig var det meningsfyldthed fra dag et, jeg kom som en lidt usikker studerende der pga. af børnefødsler, min mors sygdom og meget flytten omkring havde brugt alt for lang tid – i hvert fald efter min fars mening – på at blive færdiguddannet.

Men pludselig gav det hele bare mening, alle de småbekymringer jeg havde før min ordination om kjole og ritualer og ditten og datten forsvandt som dug for solen, for jeg trådte ind i en gerning, som bare var mig, sammen med en række skønne mennesker, som gjorde det nemt at være deres præst.

Jeg følte mig som en blomst der endelig var sprunget ud.

Jeg blev kastet ud i begravelserne og havde tre den første uge jeg var præst. Min yngste søn blev indlagt i Hjørring med lungebetændelse, samtidig med jeg startede, så jeg sad på Hjørring Sygehus og skrev min første begravelsestale i hånden en nat.

Men selv der var jeg i en dejlig ro, for jeg kunne mærke at tingene gav mening.

Mit ægteskab holdt ikke til at jeg blev præst, så efter halvandet år flyttede min daværende mand ud af præstegården.

Jeg bliver stadig rørt, når jeg tænker på de tilkendegivelser, jeg fik dengang, en bakke æg på trappen, praktisk hjælp, et par der mente at sofaen i deres udestue, havde de vist ikke brug for selv.

Drengene fik også ret hurtigt en slags reservebedstemor, som boede lige på den anden side af vejen og var en uvurderlig hjælp for mig, mens de stadig var små.

Når jeg ser tilbage på de 14 år jeg var sognepræst i Jerslev, ser jeg tilbage på en tid med store personlige glæder og sorger, og en tid hvor jeg levede med i mit sogn og mine sognebørns liv, og de levede med i mit.

Jeg ved, at det, at jeg ikke skjulte sorgerne i mit eget liv, gjorde at mange oplevede, jeg virkelig var deres præst ved at være et lige så sårbart og fejlbarligt mennesker som alle andre.

Når jeg var vred på mig selv over, at jeg ikke havde kunnet lade være med at knibe tåre på vej ud foran kiste, sagde folk til mig: Det viser jo bare at du er vores præst.

Når jeg som mor til et fodboldbarn gennem flere år tog vagter i markedsteltet til Jerslev Marked og ryddede op der fredag aften, syntes folk, at det da godt nok var friskt gjort af præsten. Det gav anledning til mange sjove snakke, når folk hjulpet på vej af alkohol og markedsstemning havde ting, de gerne ville tale med præsten om.

Mit livs kærlighed

Det kom til at sætte et helt nyt fortegn for mit liv, at jeg i efteråret 2001 mødte Per, mit livs kærlighed.

Han og jeg var begge – mere af pligt end lyst – taget til et møde i Det mellemkirkelige Stiftsudvalg, hvor vi skulle samarbejde om at opstille en Grundtvigsk Liste til valget.

Vi havde ikke så længe i forvejen fået renoveret Jerslev Kirke med nye farver og et smukt orange solskinsloft, og da jeg havde farvet håret rødt den gang, var Pers indgangsreplik til mig:

’Nå du er hende med det orange loft, er det fordi det skulle stå til håret?’

Sammen med min organist, Jørn Andersen, havde vi gennem nogle år udviklet en meget smuk tradition med ni læsninger i december, som Per blev meget begejstret for.

Han henvendte sig til mig og tilbød at finansiere en optagelse af vores Ni læsninger, som skulle deles ud som cd’er til hele pastoratet. For ham var vi et eksempel på, hvad det lokale sognearbejde kan, når det er bedst.

Jeg drillede ham senere med, at det var et meget dyrt scoretrick.

For selv om jeg nok syntes, han var lidt for kvik i replikken ved første øjekast, var han en ihærdig og meget overbevisende bejler og i januar året efter blev vi kærester.

Min storebror sagde senere, at han aldrig havde hørt mig være så sikker på noget, som da jeg ringede og fortalte jeg skulle giftes.

I maj måned 2002 blev vi gift en pinselørdag med høj sol og den smukkeste blå himmel, telt i præstegårdshaven, overvældende mange gæster og det hele sluttede med fyrværkeri.

Desværre fik vi kun lov til at være gift i atten måneder, Per blev alvorligt syg af depression året efter og i august måned 2003 tog han sit eget liv.

Det skabte naturligvis chok i hele lokalområdet, og jeg oplevede endnu engang en fantastisk opbakning og vilje til at være der for mig.

Jeg fik det smukkeste brev fra et sognebarn, som skrev at hun havde spekuleret over hvem der nu var præst for mig, som ellers var til stede for alle andre. Og hun var kommet frem til, at nu var det sognebørnenes tur til at være præst for mig.

Per var et meget engageret og viljestærkt menneske. Han fyldte et rum, når han trådte ind i det. Som par var vi gode sammen, der opstod en helt særlig energi i mellem os, og jeg har siden tænkt, at tiden med ham gjorde mig til et mere modigt menneske, end jeg var i forvejen.

Jeg ved, det kan være svært for andre at forstå, fordi det endte så brat og så voldsomt, men jeg er fyldt af taknemmelighed over tiden med Per og ville ikke have været ham foruden. Han er en del af mit fundament i livet nu.

Angående de Ni læsninger så indspillede vi CD’en efter Pers død, og den blev husstandsomdelt som han havde bestemt. Jeg hører den stadig hvert år op til jul.

 Svensmark Samtaleværksted

Det skulle vise sig, at mit hjerte få år efter jeg mistede Per, førte mig ind på en helt ny vej.

Allerede før jeg mødte Per, var jeg begyndt at overveje, om jeg skulle tage en psykoterapeutisk efteruddannelse.

Jeg blev stadig oftere søgt til sjælesorg og havde et ønske om at udvikle mine evner og faglighed på det område.

Så da jeg var vendt tilbage til en lidt mere normal hverdag igen efter Pers død, startede jeg på en uddannelse som narrativ psykoterapeut i 2005.

Det kaldte på noget i mig, og en dag mens jeg kørte mellem to gudstjenester i Hellum og Mylund, slog det ned i mig, som et lyn fra en klar himmel, at jeg måtte forlade præsteembedet og starte som psykoterapeut.

Det virkede som en helt håbløs tanke, som jeg i første omgang prøvede at slå hen. Men tanken var stædig, det var en vej, som jeg var nødt til at følge.

Så efter 14 år som præst i Jerslev forlod jeg i 2007 embedet for at blive selvstændig psykoterapeut og jeg lavede firmaet Svensmark Samtaleværksted.

Det var alle ikke lige tilfredse med. En minikonfirmand stillede sig op overfor mig med armene i siden og sagde meget bestemt: ’Jeg synes, at når man har døbt nogen, skal man også konfirmere dem.’

Svensmark samtaleværksted gik i begyndelsen ganske godt, jeg havde blandt andet samtaler, undervisning, et vikariat hos Kræftens bekæmpelse, undervisning af pårørende til mennesker i alkoholbehandling. Men så kom finanskrisen.

Endnu engang blev jeg reddet af, at jeg fik givet muligheden for at følge mit hjerte og på den måde finde den vej jeg skulle følge.

 Det gammelrosa hus

Med til det at følge sit hjerte hører også at skabe sig gode fysiske rammer. Skønhed, ro og farver omkring sig er simpelthen godt for sjælen.

Jeg var så privilegeret at jeg kunne købe en byggegrund og skabe mit eget sted.

Drømmen startede på et stykke kvadreret A4-papir, hvor jeg slog og flyttede streger. Ofte vågnede jeg om natten med en ny ide og stod op for at rette til på papiret.

Så fik byggefirmaets arkitekt mit udkast og omsatte det til det muliges kunst, men han slap ikke af med alle mine skæve vinkler, jeg holdt stædigt fast i nogle ting og udtænkte selv løsninger.

Den proces var fuld af gaver for mig, efter 14 år i en præstegård var det mig meget magtpåliggende at blive herre i eget hus. Give mig lov til at mærke efter, hvad der var rigtig og forkert, og kunne give det et så stærkt fysisk udtryk som et hus er.

Min bygmester sagde på et tidspunkt: ’Jeg ved godt, hvorfor du ikke er blevet gift igen Hanne. Du er så stædig, og ofte viser det sig du har ret.’

I den tid jeg boede i det gammelrosa hus, er jeg ikke vågnet én eneste morgen uden at føle taknemmelighed over, at dette var mine rammer.

Maleriet og farveglæden

At bygge hus var virkelig en kreativ proces, og netop det kreative og farveglæden, har altid haft en særlig plads i mit hjerte, men gennem mange år havde jeg svært at få rigtig på, plads hvad det betød for mig.

Jeg skulle først gøre op med andres absolutte udsagn om hvad der var rigtig og fin kunst, og at det ikke nødvendigvis er mig, der ikke har forstået noget, når jeg ikke kunne se det store i et anerkendt værk, men måske forelskede mig i det lige ved siden af.

Kombinationen af gul og lilla har jeg altid været ganske særlig vild med, men fik som ung at vide, at det kunne man da bare ikke sætte sammen, så jeg skulle lige blive gammel og moden nok til at befri mig fra det der ’man’, før jeg for alvor fik øjnene op for, hvad kunsten kan.

Denne nye indsigt befriede mig til at begynde at male for alvor det år min yngste tog på efterskole og jeg blev alene i mit hus.

Jeg har mange motiver i mit repertoire, men det år malede jeg især sorgen over min mand, jeg malede mange billeder og græd mange tårer og gennem det fik jeg lov til at sørge og hele.

Den erfaring var med til at føre mig på sporet af meningen med at tage en kunstterapiuddannelse. For her arbejder man netop med at lade tingene komme til udtryk, uden vi først har censureret dem med forstanden, og det giver så mange muligheder for at opdage, hvad der er det rigtige for en selv.

Kunstterapi og socialpsykiatri

Samtidig med at jeg begyndte på uddannelsen som kunstterapeut var jeg så usædvanlig heldig at få job i Center for Aktiv Livsstil ved Brønderslev Kommune som netop kunstterapeut. Og på den måde fik jeg lov til at lære socialpsykiatrien at kende.

Det var en ren gave at få lov til at omsætte alt det jeg lærte i praksis løbende og Aktiv Livsstil var et virkelig godt projekt, hvor især unge som faldt mellem alle mulige andre stole fik ro og støtte og sparring til at finde lige netop deres vej.

Ideen bag Aktiv Livsstil faldt så godt i tråd med mine værdier om at give mennesker mulighed for at finde deres egen vej gennem tingene, fremfor at servere lukkede og færdige løsninger.

Desværre faldt projektet for kommunens sparekniv og blev lukket og jeg blev omplaceret til Det Blå Hus.

Arbejdet i psykiatrien var for mig rigtig meningsfyldt. Jeg har stor respekt for de mennesker, jeg mødte som brugere af vores tilbud og deres evner til at skabe sig et liv på trods af alle de udfordringer, som var deres.

Det Blå Hus er et hus med så meget gensidig hjælpsomhed, humor og plads til at være, at jeg er meget stolt af at have været en del af dette fællesskab.

Jeg husker med stor taknemmelighed håndsarbejdstimerne i huset – hvor jeg takket være stor tålmodighed fra en brugers side, lærte at hækle og hvor vi havde rigtig mange gode samtaler om livets tilskikkelser.

En af de sjove ting er, at selv om jeg selv var meget optaget af at adskille det, at jeg var præst fra mig som psykoterapeut, blev jeg ret konsekvent kaldt Hanne Præst i Det Blå Hus.

Og her – ligesom i mit private samtaleværksted – blev jeg flere gange opsøgt til samtaler, netop fordi jeg var begge dele. Når jeg kigger tilbage på det, giver det så meget mening og er en rød tråd i mit liv, at jeg selvfølgelig er alt det jeg bærer med mig, og med til det hører at jeg er præst.

Men mit arbejde hvor jeg var ansat som kunstterapeut, blev lige så langsomt udhulet til at kunstterapien ikke var min hovedopgave, men noget jeg da godt måtte lave, hvis jeg havde tid, for alt det andet som skulle klares.

Det var kommunens sparepolitik som til sidst drev mig til at kigge efter andre veje, da jeg til ikke fagligt kunne stå ind for det som Det Blå Hus på det tidspunkt blev sparet ned til.

At insistere på hver dags glæde

Før vi kommer til næste kapitel i mit arbejdsliv, hører året 2013 med i min beretning. I den periode mens jeg arbejdede i psykiatrien, blev jeg ramt af brystkræft.

Heldigvis blev jeg radikalt opereret, det vil sige, at al kræften blev fjernet sammen med knuden, men alene det at blive konfronteret med tanken om, at nu er det måske slut, er selvfølgelig meget voldsom.

Jeg skulle gennem et behandlingsforløb med både kemo og stråler og forud for det, havde jeg en underlig ide om, at det ville være en helt sort tid, som bagefter ikke kunne spores i kalenderen.

Heldigvis blev det til noget helt andet. Jeg tilskriver det selv en oplevelse, jeg havde på vej til Mors, i den periode jeg ventede på svar på min biopsi.

På vej gennem det smukkeste landskab til færgen ved Feggesund kunne jeg pludselig mærke en solstråle varme mig i nakken, og midt i min kaotiske sindstilstand, blev jeg bare ramt af den mest ubændige livsglæde. Dér gav jeg mig selv et løfte om at fokusere på livskvaliteten og på de kostbare øjeblikke, uanset hvad der skete.

Jeg skrev bloggen ’Troldheksens cancerdagbog’, den handler om min kamp for at være så meget andet end en kræftpatient og alle de tanker som sådan et forløb skaber i en.

Det er en meget typisk måde for mig at møde mit livs udfordringer på, at prøve at finde en måde at reflektere og dele og finde meningen, også når det hele er sat på spidsen.

Den dag i dag kan jeg stoppe op og mærke taknemmeligheden over, at der var flere år til mig at leve i.

Om at vende tilbage til et udgangspunkt

I årene efter jeg stoppede som præst i Jerslev, havde jeg fra tid til andet vikarieret som præst ved forskellige gudstjenester, men altid med den følelse, at det havde været rigtigt for mig at forlade præsteembedet.

Sådan var det lige indtil juleaften 2015 hvor jeg vikarierede for en kollega og pludselig kunne mærke en helt anden følelse på prædikestolen.

Jeg stod på prædikestolen og kiggede på kirkegængerne, og kunne mærke, at nu ville det give mening, at jeg blev sognepræst igen.

Det kom til mig på samme måde, som tanken om at lave mit eget samtaleværksted under turen mellem Hellum og Mylund, og da tanken først var sluppet ind i mit hoved, ville den ikke forlade mig igen.

På det tidspunkt var jeg i stigende grad opmærksom på samfundets krav om kontrol, og at vi skal være perfekte, og jeg var og er optaget af at formidle, at vi er gode nok, præcis som dem vi er – også når vi fejler.

Det giver præsteembedet med budskabet om Guds betingelsesløse kærlighed den smukkeste platform for at få sagt.

Så denne hjertesag sammen med min tiltagende metaltræthed over at være kommunalt ansat, fik mig til at rette blikket tilbage mod præstegerningen.

Sognepræst i Dronninglund

Da embedet som præst ved Dronninglund Kirke blev ledigt kort tid efter, søgte og fik jeg det.

Det var lige så godt og meningsfyldt at blive præst igen, som det var første gang. Det giver rigtig meget mening at flette mine erfaringer fra mine forskellige virker. Det jeg har lært og gjort i mellemtiden, er med til at gøre mig til den præst, jeg er i dag.

Jeg fik en overgang en særlig hjertesag i Dronninglund, da jeg fik til opgave at undervise de asylansøgere, som gerne ville døbes, mens der var asylcenter i byen.

Det gav intense og lærerige timer, sammen med mennesker som så kristendommen med helt nye øjne, og som på den måde lærte mig, som jo har kristendommen, som en naturlig del af min opvækst og baggrund en masse nyt, med deres spørgsmål om ting, som jeg aldrig har skænket en tanke.

Det var en opgave af den slags, som altid har betydet stor arbejdsglæde for mig, nemlig når jeg ikke helt ved på forhånd, hvordan i alverden jeg skal løse det. Jeg elsker at blive udfordret til at bruge alle mine evner og mit åbne og nysgerrige blik på tingene for at få det til at lykkes.

Coronatiden kom til at betyde det samme for mig: Et krav om og en mulighed for at tænke nyt og prøve at finde ud af hvordan det kan være muligt at være kirke for mennesker, som man ikke kan være nær.

Af til bruges der det billede om præster, at vi er hyrder, og det var netop den følelse jeg blev ramt af, jeg havde brug for at række ud og vise folk, at der var nogen, som var der for dem, trods krav om afstand.

Så dagen efter Danmark lukkede ned, fandt jeg ud af hvor mit kamera var på pc’en, for at kunne fortælle mine sognebørn, at kirken stadig var der og var til at nå.

Det udviklede sig til daglige eftertanker, små videoer på kirkens Facebookside, som var et forsøg på hver dag, at give en smule nærvær og hjælp til at møde dagene.

Sognepræstens coronaeftertanker startede fuldstændig uforberedt, men jeg lærte undervejs at klippe, få et stativ, så jeg kunne optage med telefonen og det var en gave for mig, at være tvunget til hver dag, at fokusere på, hvad der er det vigtigste lige nu.

Efterskrift

Årene i Jerslev vil altid være en del af mig, og den jeg er i dag, fordi de rummer så stor del af mit liv og min rejse, til at blive den jeg er i dag.

Der er mange andre ting, det kunne have givet mening at berette om, mit politiske engagement, foreningsarbejde af forskellig slags, venskaber og familie. Alt har været med til at forme mig.

Her har jeg prøvet at dele tråden i mit arbejdsliv.

Jeg er født den 4. september 1947 i Vrejlev sogn, datter af landmandsparret Ellen og Søren Jordansen

Gift 1968 med John Møller Nielsen (enke siden 1991) 2 børn og 6 børnebørn.

Født i Tollestrup i 1947 på gården Hulsig, i folkemunde kaldet gården med de 2 løver, nr. 6 af en søskendeflok på 7 med 5 drenge og 2 piger. Barneårene var i trygge rammer med en far og en mor på gården, og større søskende omkring sig altid, hvad mere kunne man ønske sig som barn, jeg har aldrig prøvet at skulle ”passes”, der var altid nogen, der så efter en.

Bastholm skole blev rammen om mine første 6 skoleår, og det var 2 år i 1. klasse – 2 år i 2. klasse og 3 år i 3. klasse. Jeg hører til den årgang, hvor præsten en gang om året kom på besøg og overværede undervisningen. I min tid var det pastor Dissing fra Vrejlev kirke.

 

Bastholm skole blev senere bedre kendt, end da jeg gik der, fordi den grænsede lige op til Prinsessernes gård, om hvem der blev skrevet en bog af Annemarie Løn. Bogen blev senere opført som teater på Vendsyssel teater. Som barn kendte jeg prinsesserne, Anna og Stinne fra Storgaard. De kom i mit hjem, når der blev inviteret til kaffe, og jeg husker præcis, hvordan de så ud. – Senere igen blev Bastholm skole kendt, fordi Poul Ancher Bech købte den og indrettede atelier på stedet.

 

I 1960 solgte min forældre gården, og vi flyttede til Brønderslev, hvor jeg kom på Søndergade skole i 7. klasse, med dengang vel 500 elever. Det var et kulturchok, der ville noget, men det viste sig faktisk, at Bastholm skole slet ikke havde været et ringe lærested. Efter nogle måneder skiftede jeg klasse og kom i den klasse, der skulle have ”realen” med”, selvom min far havde sagt til inspektøren, som var Villy Kløve, at jeg nok ikke var så godt med som ”bybørnene”.

 

Det at komme til byen, åbnede en ny verden for mig, især i forhold til fritidsaktiviteter, som jeg var bidt af, og som blev en stor del af mit liv. Mine ældre søskende havde alle været på Halvorsminde Ungdomsskole, men jeg kom, som den eneste af søskendeflokken, på Gerlev Idrætshøjskole, og det var fantastisk, for en gymnastikpige som mig, at møde Ester Skriver, som på det tidspunkt havde et godt navn indenfor den verden, og Johannes Stræde, der slog igennem som højskoleforstander og rollemodel for foreningslivet. Det blev de måneder, der fuldstændig samlede mit blik for den ledergerning, der blev en stor del af mit liv de næste 50 år.

Da jeg kom hjem fra højskole startede min ledergerning, og jeg var ”verdensmester” i at lede gymnastik efter eget udsagn. Det gik, og det gik godt, men det var også i den periode, jeg mærkede, at ingen kan gå på vandet. Jeg var så heldig, at det var min mor, der sad ved klaveret, og hun var en fantastisk dygtig pianist. Hun kunne understøtte mig, når det kneb, hvilket der ikke blev gjort noget ud af – det var bare sådan det var. Rigtig mange i Brønderslev har lavet gymnastik til min mors (Ellen Jordansen) klaverspil både i skolen og i foreningslivet.

Sammen med dette er der stort set ikke en gymnastiksal i en radius af 30 km fra Brønderslev, hvor jeg ikke har ledet børnehold – voksenhold – motionshold. Der er ingen tal på, hvor mange der har gået til gymnastik hos mig. Den dag i dag oplever jeg, at folk hilser på mig, fordi de kender mig – de har gået til gymnastik hos mig som barn – ung – voksen.  Jeg havde 35 år som gymnastikleder, og så var det, efter eget ønske, slut. Jeg var mættet og færdig med at undervise.

Efter højskolen ville jeg gerne have været på Poul Petersens institut i København, men det var vigtigt for mine forældre, at jeg fik en ”rigtig uddannelse” og ikke kun en gymnastikuddannelse. Jeg kom derfor hjem til Brønderslev, hvor min far havde skaffet læreplads til mig på Brønderslev apotek. Det var stort at få hvid kittel på og være på byens apotek, selvom vi elever, hele det 1. år, blot fyldte riboflavin og prosil på flasker og stablede glas med codimagnyl.

Vi havde en helt fantastisk chef i Apoteker Thorwald Olesen, en mand af få ord, men de får ord betød rigtig meget. Efter endt læretid, blev det lidt kedeligt. Jeg var også blevet gift, og 2 døtre blev født indenfor de næste 3 år. Samtidig havde jeg haft nogle idrætstimer på det nystartede Brønderslev Gymnasium, og det gav blod på tanden til at læse til lærer på Hjørring seminarium, og blive ”rigtig” idrætslærer.

Som familie var vi optaget af et aktivt fritidsliv, hvilket også medførte at min mand i 1976 blev ansat i Østervråhallen som bademester. Vi flyttede til Østervrå, og jeg arbejdede på Flaunskjold Skole, og vore 2 døtre gik på Torslev Centralskole. Østervrå blev rammen om vores liv i knap 20 gode år med et rigt idrætsliv, et mangfoldigt kulturliv, en god skole og en dagligdag i og omkring Østervråhallen.

Det hele fik en brat ende, idet min mand i 1991 uventet faldt om og døde af en blodprop i hjertet. Jeg valgte i 1995 at flytte tilbage til Brønderslev. Jeg var i mellemtiden (1982) blevet ansat i daværende VGU (Vendsyssel Gymnastik- og Ungdomsforening) som forretningsfører, men kontoret blev i 1992 flyttet fra VGU centret i Vittrup til Markedsvej i Brønderslev, så for mig gav det god mening at flytte tilbage til Brønderslev, efter pigerne var flyttet hjemmefra.

Det var i de år, de store idrætsorganisationer kom til at spille en større rolle i samfundet. Alle havde indset, at vi mere end nogensinde før, fik brug for frivillig arbejdskraft samtidig med, at man også indså, at fritidsaktiviteter kan løfte en stor social opgave i Danmark.

For mig blev det til 35 år (1982 – 2017) i VGU, som senere blev til DGI. Jeg har i alle 35 år været drevet af den store frivillighed, vi har i Danmark – den store lyst til at få folk til at arbejde sammen – den store lyst til at kunne gøre en forskel – den store lyst til at se, at når vi løber efter en fodbold, så er alle lige – den store lyst til at mærke, hvordan idrætten er med til at løse mange sociale problemer og udfordringer i vores samfund.

Mine første år som forretningsfører var på kontoret i Vittrup.  Det var ikke kun et kontorjob, det var også udlejning af idrætshal, opsætning af bander, hjælp i køkkenet, når det gik vildt til, men det var en dejlig tid med masser af frivillige hænder, der havde en stolthed over at være en del af et fællesskab, omkring at få VGU centret til at fungere. De mennesker, der havde været med til at søsætte projektet med VGU centret, brændte for det, og det skulle lykkes. Det gjorde det også i 20 år, men så blev kravene til kursuscentre og lejrskoler væsentlig højere, og det kunne VGU centret ikke honorere.

Som i alle andre instanser – banker – forsikringsselskaber o.s.v., blev der også arbejdet på fusioner i DGI, hvilket betød, at vi i Nordjylland først fusionerede med Aalborg området – senere med Himmerland området og sidst med Thy området. Da jeg forlod DGI i efteråret 2017, dækkede DGI Nordjylland således hele Region Nordjylland med godt 800 foreninger og ca. 160.000 medlemmer og 35 medarbejdere. I alle fusioner har jeg været så heldig at have en central rolle, og ende op med at blive chefen efterfølgende, hvilket sikkert også har været forbundet med en vis frækhed.

Efter 13 år i Brønderslev flyttede kontoret til Aalborg for at være midt i området – og DGI tog beslutning om at være med i projektet omkring Nordkraft. Det fik stor betydning for mig personligt, idet jeg fik lov til at være med i hele opbygningen af Nordkraft,  –  et projekt der tog 10 år og kom til at koste 270 mill. kroner, og i dag rummer idræt – teater – sundhed – biograf – musik og meget mere – et fantastisk hus. Projektet blev ledet af de bedste arkitekter og bygherrer og gav Aalborg megen positiv omtale.

Nordkraft tiltrak utrolig mange mennesker fra hele Europa – som var mest optaget af, hvordan en så stor industribygning kunne forvandles til et kultursted, hvor der i snit går 2000 mennesker igennem om dagen.

Det tiltrak også dronningen og prinsen – så den 28. juli 2015 modtog jeg regentparret på Nordkraft – det var helt fantastisk – og jeg kan kun bekræfte, at prins Henrik var en yderst nysgerrig – nærværende og behagelig person. Det samme kan siges om dronningen – og de havde bestemt sat sig ind i, hvad det var, de skulle se, og hvilket hus der havde gennemgået den forvandling – en stor oplevelse for mig – ikke mindst al den postyr, inden de overhovedet kom – der er mange etiketter, der skal overholdes, inden man får lov at modtage regentparret.

Jeg skulle stoppe som 68-årig, sagde min kontrakt – men sådan blev det ikke. Jeg blev spurgt, om jeg ville blive 2 år mere, og dermed have en central rolle i det landsstævne, der var planlagt til afvikling i Aalborg i juni 2017 – det var svært at sige nej til, så sådan blev det.

Det blev 2 år med intenst arbejde med landsstævnet. Et projekt med 25.000 aktive idrætsudøvere og 60.000 tilskuere, der skulle være i Aalborg en lille uges tid. Økonomisk blev det til en omsætning på 70.000 mill. Kroner. Ubetinget den største opgave jeg har haft i DGI – og det hele kulminerede i et fantastisk stævne med 26.000 idrætsfolk – deraf 7000 efterskoleelever – besøg af dronningen, statsministeren og mange andre prominente gæster.

Rent ud sagt blev det en kulmination på et arbejdsliv, jeg aldrig havde drømt om. Slet ikke, som en autodidakt person, der blot havde kastet sig over gymnastikken og foreningslivet som ganske ung. At opleve, at det kom til at betyde så meget for mig rent arbejdsmæssigt.

Det er klart, at når man, som jeg, har levet det meste af mit liv i idrættens foreningsverden, så er det også det, der har præget mig i forhold til de værdier, jeg sætter højest. Du kan ikke måle, om du har indfriet salgskurven, eller om du er produktiv nok, men du kan mærke, om du er med til at flytte noget hos mange mennesker i forhold til deres velvære, mentale og fysiske sundhed, og sociale liv. Når du mærker det, så er dét det hele værd, så er du med til at løfte en samfundsopgave, som er så vigtig i Danmark. Danmark er jo det eneste land i verden, der har et så rigt et foreningsliv og så mange frivillige kræfter på alle fronter, noget vi skal være meget stolte af og værne om.

Det, at have haft en så mangeartet arbejdsplads i så mange år, har gjort det ved mig, at jeg til tider er en rummelig person, der lytter til folk, velvidende, at skal der flyttes noget, så skal der også en god portion ledelse til – det er en egenskab, jeg har benyttet mig meget af i de mange år som leder – faktisk er der 2 mennesker, jeg tænker: ”Det har de lært mig”, nemlig apotekeren Thorvald Olesen og lederen på Gerlev, Ester Skriver. – De kunne den sjældne kunst, at lede mennesker uden de store armsving og uden at nogen tabte ansigt, og så alligevel nå frem til målet.

Jeg plejer at sige, at når man placerer sig i skudlinjen, så har man også store chancer for at blive ramt – jeg har som oftest placeret mig i skudlinjen, og er bestemt også blevet ramt et par gange, men så er det jo op på hesten igen, selvom det kan være trægt og uoverskueligt, men rigtig god lærdom.

Jeg sluttede mit arbejdsliv den 1. september 2017.  Landsstævnet var afleveret, ny direktør var ansat, og DGI Nordjylland var faktisk i fin form – og hvad så Inger Møller? ”At gå fra – i alle årene at have arbejdet 40 – 50 timer hver uge – og så til ingenting, det går ikke”, tænkte jeg – ”men hvem mon vil bruge en afdanket direktør til noget som helst, og hvad var det, jeg faktisk kunne byde ind med?”

Efter mange overvejelser, besluttede jeg i 2017 at stille op til ældrerådet i Brønderslev kommune. -( Alle kommuner har et ældreråd) – Jeg tænkte, at det arbejde måtte jeg kunne sætte mig ind i og være med til at præge. Jeg var så heldig, både at blive valgt og også blive formand, så det var bare at komme i arbejdstøjet – Det er et spændende arbejde, men også udfordrende, vi er jo krævende, vi der er i den ende af skalaen. Opgaven er ikke så meget anderledes, end opgaven var i DGI. Der er nogle projekter og processer, der skal sættes i gang,  der skal søges størst mulig konsensus hele vejen rundt, og der skal følges op på opgaverne. Det er nogle andre områder, vi snakker om, men værktøjerne, der skal bruges, er de samme.

Jeg har nu arbejdet med ældrerådet i snart 4 år. Vi har et rigtig godt ældreråd, som består af folk, der vil noget med den opgave, de har påtaget sig, og jeg synes, vi er nået i mål på mange områder. Der er valg igen nu til november. Jeg stiller op igen, men i skrivende stund er der ingen, der ved, hvem der bliver valgt. Men ét er sikkert, vi skal passe på den velfærd vi har, og vi skal også helst have den udbygget de kommende år.

De 98 kommunale ældreråd har en paraplyorganisation ”Danske ældreråd”, som er talerøret ind i ministeriet – KL – regioner m.v. Jeg blev i juni måned valgt som formand for den organisation, og har dermed, sammen med en bestyrelse, gode muligheder for at være med til at påvirke de beslutninger, der bliver truffet på de bonede gulve – spændende arbejde.

Når man ikke har lært at kigge ned i bordet, når der bliver efterspurgt folk til en opgave, ja så bliver man nemt rullet ind i noget. Jeg blev bedt om at være med omkring opbygning af det nye Vildmosemuseum i PN-bygningen, og det var svært at sige nej til. – Det lugtede for meget af Nordkraft projektet, til jeg kunne sige nej. Nu må vi se, om det kan bære. Jeg håber det, for Brønderslev skal byde på noget mere kultur.

Når man er født og opvokset i Vendsyssel, kender man Janteloven, og man ved, at ydmyghed er en dyd. Begge dele er både en svaghed og en styrke, men ved at skulle skrive lidt af min historie, er jeg blevet bekræftet i, at jeg skal være dybt taknemmelig overfor alle de mennesker, der har vist mig tillid og givet mig lov til at være en så stor del af foreningslivet i Vendsyssel i så mange år.

 

Af Ole Olesen med fast bopæl i Tyrkiet

I 1950’erne og 60’erne voksede jeg op i Vestergade. Mine forældre, Ingeborg og Oluf Olesen drev der en købmandsforretning. Der var to andre drenge i hjemmet, Gert og min tvillingebror Bent.

Vi fik 10 øre hver gang en kunde skulle have varer bragt

ud. Efter skoletid var jeg også avisdreng hos Aalborg Stiftstidende. Det var hårdt søndag morgen klokken 6:00, men aviserne skulle jo ud.

Den spæde begyndelse

Efter realeksamen blev jeg antaget som bankelev i Brønderslev Bank pr. 01.07.1966,

som blev overtaget af Handelsbanken samme dag som jeg startede på mit job. Så jeg blev ansat af Brønderslev Bank og startede som elev i Handelsbanken. Det var nu ikke så tosset endda, for Handelsbanken var sikkert mere international end Brønderslev Bank. Jeg kan huske, at alle medarbejdere i Brønderslev afdelingen blev inviteret til at se Kjøbenhavns Handelsbank’s hovedsæde i København. Vi drog med Københavner båden fra Aalborg fredag aften klokken 23:00 og hele weekenden tilbragte vi i hovedstaden. Det var spændende at se “den store bank” i København og især arbitrage-afdelingen, som handler med fremmed valuta i millionstørrelsen. Det var nok dette som gav mig det største “push” eller skub til en international bank karriere. Efter soldatertid blev jeg overført til Handelsbanken’s afdeling i Aalborg, som havde store kunder med international handel. For unge bankassistenter var det kutyme at tage den etårige bankskole med efterfølgende eksamen, som jeg bestod. Men det var også kutyme at fortsætte og tage den toårige bankskole. Efter at have bestået den etårige bankskole, bestemte jeg, at min fremtidige bank karriere ville være i udlandet.

Jeg fik blod på tanden, som man siger, og havde adgang til adresser på Handelsbanken’s korrespondent banker i den store verden. Det var som en magnet for mig. Jeg kan huske at jeg spurgte vores filialdirektør i Aalborg hvad han mente, hvis jeg tog et par år i udlandet i en korrespondent bank. Han sagde ganske klart, at når jeg kom tilbage til Danmark efter et par år, ville der være flere hundrede bank assistenter, som ville havde bestået den toårige bankskole. Jeg ville så være een i mængden og ikke bare være i mængden. Dette gav mig skubbet til at skrive til 3 af de største banker i Schweiz. Jeg fik svar fra 2 af dem, at de gerne ville se mig og eventuelt ansætte mig. Jeg bestemte mig for Schweizerischer Bankverein i Zürich, den største.

Min første tur til Schweiz

Jeg drog fra alt og alle i Danmark og tog toget til Zürich. Dengang var en flyvetur kun for velhavende personer. Jeg var desværre ikke en sådan person. Tog først toget fra Brønderslev til Hamburg, hvor nogle af mine forældres venner sørgede for at jeg kom med det rigtige tog tl Zürich. Antje og Manfred, som de hed, havde nemlig lejet mine forældres sommerhus hver sommer i mange år, så de var efterhånden blevet personlige venner. Mine forældre var nok lidt betænksomme. Tænk sig, at jeg ville gøre noget, som ikke var normen. Sådan er det jo med alle forældre, tror jeg. De vil jo det bedste for deres børn. Men hvis ikke unge mennesker skubber på, så går verden i stå.

Turen til Zürich hovedbanegård gik fint i en sovevogn. Allerede før ankomst havde den schweiziske bank sendt mig en adresse på et klubværelse. Der boede jeg så, kun nogle få minutters kørsel med sporvogn fra banken, hvor jeg skulle arbejde.

Dengang kunne man ikke uden videre ringe hjem, for det var enormt dyrt og ofte skulle samtalen bestilles. Så det blev til breve frem og tilbage. En enkelt gang en kort telefonsamtale, måske med en lille tåre.

Det var virkelig spændende at arbejde i så stor en bank i finansernes Mekka. Transaktioner på mange millioner af dollars eller schweizer frank var normalt. Tog på skiture hver weekend i vinterhalvåret, indtil jeg brækkede mit ben i den italienske del af Schweiz, som jo har 4 officielle sprog, nemlig tysk, fransk, italiensk og romanish. Det sidste bliver kun talt af omkring 60000 mennesker. Jeg blev opereret på Kantonspital Zürich, et udmærket hospital. Schweiziske læger er verdensmestre i at reparere brækkede ben. Vi var faktisk 7 eller 8 stykker, som lå på række til at blive røntgenfotograferet på en klinik i selve skisportsområdet. Det var som en fabrik. Fik et midlertidigt meget tyndt gibs på benet, så jeg kunne holde til transporten med normal bus til Zürich. Man er ikke så pylret i Schweiz, når et ben brækker. Ifølge statistikker er der 76000 benbrud om året i Schweiz, og så mange ambulancer findes der vistnok ikke i Schweiz.  Jeg lå på bagsædet af bussen med mine røntgenbilleder. Chaufføren havde fået besked på at aflevere mig på sygehuset, hvor jeg var nummer 3 eller 4 i køen til at blive opereret. Efter operationen og med gibs på hele mit lange ben i 3 måneder, skulle jeg til genoptræning.  På dette punkt er schweiz også professionelle; så jeg var i gode hænder. Denne genoptræning var inkluderet i prisen på selve operationen Virkelig fin og første klasses operation i Zürich, men de er jo også vant til det.

Højtysk eller schwizerdytsch?

Dette er spørgsmålet, for i den tysktalende del af Schweiz taler man schwizerdytsch. Jeg lærte dog tysk, dog med en tvist af dialekten i Schweiz, for det skrevne sprog er det samme, om man er i Tyskland, Østrig eller Schweiz. Den tyske dialekt i Schweiz er lidt forskellig fra det højtyske, som bliver talt i det meste af Tyskland. Ligesom jydsk er lidt forskellig fra det danske sprog, som bliver talt af speakerne i Danmark Radio. Efter 18 dejlige måneder i Schweiz, opfriskede jeg mit tyske med 6 måneder i Dresdner Bank’s arbitrage afdeling i Hamburg. Der var ingen til at hjælpe mig, bortset fra en kollega i banken i Schweiz, som kendte en hos Dresdner Bank i Hamburg. Han ringede og spurgte om de kunne bruge mig. Jeg måtte ellers klare alt selv, men det bliver man hærdet af. Selv søge job, men ofte havde jeg hjælp fra de respektive bankers personaleafdeling m.h.t. beboelse. Man skal jo også registgreres hos myndighederne og det er ikke altid en lige sag. Heldigvis havde Danmark lige haft en folke afstemning angående medlemskab i Det Europæiske Fællesskab, som det hed dengang. Derfor blev alle mine papirer stemplet som en formalitet hos myndighederne i Hamburg, selvom Danmark rent teknisk ikke endnu var medlem af klubben.

Skulle jeg tage hjem til Danmark eller ej?

På dette tidspunkt talte jeg med flere af mine tidligere kollegaer i Danmark. Alle sagde, at der var ikke noget at komme hjem til, bliv derude og nyd det!

Se nu var gode råd dyre, for jeg vidste på det tidspunkt, at kunne kommunikere med udenlandske bankfolk var et ”must” eller en nødvendighed i denne mere og mere globale verden. Jeg ville derfor  gerne studere engelsk i England. Jeg havde sparet pengene til skolen, men jeg skulle jo også rejse til Engand. Min far var meget positiv overfor sagen og sagde, at han ville betale for en flybillet til London. En flybillet, halleluja! Det var sager. Jeg meldte mig til et seks måneders sprog program på en international skole i Bournemouth i Sydengland og betalte derfor. Boede hos en engelsk familie og gik i skole hver dag i seks måneder. Fik derfor et meget godt indblik i hvordan livet leves i England med pubs o.s.v. På skolen mødte jeg mange internationale studenter og nød livet.

Efter at have bestået “Proficiency in English” eksamen, hvilken man kunne ekspandere ved også at kunne oversætte fra et andet hovedsprog til og fra engelsk. Så jeg valgte tysk og bestod eksamen med direkte oversættelse til/fra tysk/engelsk. Når man lærer et sprog, begynder man meget hurtigt med at tænke på dette sprog, hvis man bor i det pågældende land. Sådan var det også med mig i både tysktalende lande og i England.

Har man sagt A, må man også sige B. Hvad så med fransk?

Som sagt så sagde jeg også B, og søgte et job i en bank i Paris. Jeg kunne kun tale det fransk, som Fru Hæstrup havde lært mig på Søndergades skole i sin tid. Det var altså limiteret hvad fransk jeg lærte af fru Hæstrup, selvom hun var en fantastisk lærerinde. Hvad gør man så, når man vil søge et job i Paris? Jeg fik faktisk en fransk student, som også studerede engelsk på samme internationale skole som jeg, til at skrive en ansøgning på fransk på mine vegne. Jeg skrev ikke noget om, at mine kendskaber til det franske sprog var ekstremt limiteret, eller næsten nul, eller om jeg overhovedet kunne tale fransk. Jeg havde jo ikke løjet, for jeg havde jo bare sendt en ansøgning på fransk. Blev inviteret til et interview i Paris og jeg var meget nervøs, for hvad pokker skulle jeg sige når de interviewede mig på fransk? Jeg tænkte, at hvis man ikke selv presser på, så får man intet i denne verden.

P.g.a mine engelskkundskaber og min erfaring fra arbitrage- afdelingen i en tysk bank, blev jeg interviewet af chefarbitragøren, som netop søgte folk med meget gode engelskkundskaber. Dette var enmlig en mangelvare i Frankrig. Han talte heldigvis nogenlunde engelsk, dog med en kraftig fransk accent. Jeg accepterede jobbet og flyttede teltpælene til Paris. Boede i en lille “studio”, som var en lille hyggelig møbleret et-værelses lejlighed med to franske altaner. Der var alt hvad jeg havde brug for, dog ikke en vaskemaskine, så jeg mødte mange herlige mennesker på det lokale møntvaskeri. Jeg boede på 5. etage uden elevator i det 8. arrondissement (district). Ingen problem, jeg løb op og ned flere gange om dagen. Mine naboer var fantastiske og de kendte lidt til Danmark, fordi vores majestæt var gift med en franskmand. Jeg var den eneste udlænding i ejendommen og jeg mindes en dag, hvor jeg var synligt syg. Feber, influenza og det hele. En af mine naboer så mig i trappeopgangen og blev helt forskrækket over at se mig syg. “Monsieur Olesen, vous êtes malade” (Mr. Olesen, De er syg). Man er De’s i det store udland, også idag, hvis ikke man kender folk rigtig godt. Dette giver også mere respekt. Hun var vældig sød. Monsieur Olesen, De må øjeblikkelig gå tilbage til Deres lejlighed og jeg kommer med varm mad; ingen tale om at De må gå ud, når De har feber, sagde hun. Så jeg gik op igen og hun kom med dejlig mad. Efter en dag eller to var jeg på benene igen. Skønne hjælpsomme naboer.

Medens jeg boede i Paris, blev jeg en sen aften omringet af nogle ”voyous” eller bøller, som brugte ”fers américain”, en slags jern som de havde på knoene. Disse kunne let knuse mine tænder eller gøre mig blind, hvis ikke jeg lystrede. Jeg lystrede. De tog mine penge og ur, men heldigvis ikke min nøgle til min lejlighed. Jeg fik fat i en politibil, som jeg så kørte rundt i bydelen. Blev sat ind på bagsædet og så kørte vi rundt i denne parisiske bydel for at kunne muligvis  finde de kriminelle. Desværre fandt vi ingen, men jeg blev kørt på politistationen, hvor de i løbet af natten have fanget nogle kriminelle. Jeg skulle så konfrontere dem, for at kunne genkende hvem der havde taget mine penge og ur. Ingen held og jeg spadserede hjem til min lejlighed midt om natten.

Mine 3 år i Paris var fantastiske. Jeg læste min første bog på fransk efter 7 måneder. En dag spurgte min chef, om jeg kunne gå på børsen alene. Den parisiske børs var beliggende ca. 10-15 minutter med taxa fra banken og normalt ville vi være 2 eller 3 medarbejdere for at være med til at “fixe” (officielt notere) den daglige notering af valutakurser mod den franske franc. Men desværre var nogle af mine kollegaer fraværende denne dag, derfor spurgte min chef, om jeg kunne klare børsen alene for banken. Jeg klarede skuden alene. Det var altid meget hektisk, ja yderst hektisk. Alle banker havde en kabine med flere telefoner til den respektive bank’s arbitrage afdeling, samt direkte adgang til området hvor der blev råbt og skreget som bare pokker. Samtidig ringede flere telefoner inde i vores kabine. Jeg klarede det med bravour, selvom det var hårdt og meget krævende. Husk på at alle tal, valuta handler og kurser, bliver råbt og skreget på fransk. Man skal koncentrere sig 100% på børsen, ingen kære mor der hjælper. Ingen tid til kaffe og man gik altid på toilettet før børsen startede, for man kunne ikke spilde et sekund i de 2 timer seancen varede.

Fordi mine kollegaer og jeg ofte handlede med “courtiers” (vekselerere/brokere) som formidlere, var vi fra tid til anden inviteret til spisning på nogle af de fine, kendte og store restauranter i Paris. Jeg levede “the high life” og elskede det. Arbejdstids ophør var flydende, for valuta bliver jo også handlet i New York og andre tidszoner. Efter arbejdstid var mine kollegaer fra arbitrageafdelingen og jeg næsten altid på “Madrigal”, en café få meter fra banken på Champs-Élysées, for en kop stærk kaffe inden vi gik hver til sit. Hver morgen hilste vi på hinanden med håndtryk. Jeg var du’s og på fornavn med mine kollegaer undtagen Madame Le Strat. Vi var alle De’s med hende, for hun var en dame. Der var respekt. Mine franske kollegaer var fantstiske, de tog mig ind i deres hjerter fra første dag. Franskmænd er meget spontane og planlægger ofte ingenting som sådant. Ofte fandt vi ud af, i sidste øjeblik,  at skulle spise på en restaurant og diverse hustruer blev ringet op og bad om at møde os på restauranten 10-20 minutter senere. Et par gange var vi ude at spise og drikke, og den fik ikke for lidt. Franskmænd lever i nuet og tænker ikke på dagen derefter.

Jeg erindrer, at jeg var på ferie hos mine forældre i Brønderslev. Et par gange blev jeg gjort opmærksom, at jeg skulle tale dansk til dem og ikke fransk. Når man vågner eller knap nok er vågen, så er man jo helt rundt på gulvet, ikke sandt? Jeg tænkte på fransk.

Efter min herlige og uforglemmelige tid i Paris.

Efter min tid i Paris, tilbragte jeg faktisk nogle år i København, hvor jeg arbejdede for en amerikansk bank, men jeg tror ikke jeg følte mig helt tilpas i Danmark; det var ligesom om der manglede noget spændende. Var det fordi jeg var blevet smittet af min tid i udlandet, især i Paris? Var jeg blevet mere spontan? Det tror jeg virkelig. Blev så overført til denne bank’s afdeling i Frankfurt, hvor jeg arbejdede sammen med ”The Group Risk Manager” (gruppe risiko direktør) for hele denne amerikanske bank’s Europæiske arbitrage afdelinger. Det var spændende med næsten ugentlige møder i London. Frem og tilbage med fly samme dag. Flere gange var jeg også til møder i New York.

Bahrain og Singapore blev det også til medens jeg arbejdede i Frankfurt. Et par gange blev jeg bedt om at undervise unge mennesker fra banken’s Europæiske afdelinger i “risk management” på bankens kursuscenter i London. Det er sandelig også en udfordring at holde styr på 15-20 forskellige nationaliteter, når der undervises. Grækere, spaniolere, italienere, portugisere og andre gode nationaliteter tænker og opfører sig anderledes end for eksempel skandinavere. Alt dette skal tages i betragtning, når man kommunikerer med andre.

Den store kulturomvæltning

Så gik turen til den mest ukendte kultur for mig. Jeg blev spurgt om jeg kunne tænke mig en “assignment”, et par år i bankens arbitrage afdeling i Saudi Arabien. Wow, dette var et helt nyt kapitel for mig.

Banken havde købt en flybillet på første klasse fra Frankfurt til Riyadh, som er hovedstaden i Saudi Arabien. Det var ca. 7 timers flyvning, og lige før vi nåede grænsen (i luftrummet) til Saudi Arabien,  blev al servering af alkohol standset. Dette var reglen, for alkohol i Saudi Arabien er forbudt.

Jeg blev inlogeret på et hotel de første par dage og senere flyttede jeg ind i et møbleret hus. Det var vældig vanskeligt at få indrejse visum til landet og det kunne let vare 3 måneder at få tilkendt et arbejds visum. Et arbejds visum skulle godkendes af indenrigs ministeriet i Riyadh og selve stemplingen i mit pas skulle ske på den Saudi Arabiske ambassade i Hellerup. Så banken betalte for en flybillet til København, så jeg kunne få visummet stemplet i mit pas. Jeg tog denne lejlighed til at besøge min mor i Brønderslev i 2 dage. Hun blev helt forskrækket over at se mig, ikke fordi hun ikke vidste at jeg ville besøge hende, men jeg havde faktisk tabt mig en hel del. Jeg havde jo ikke drukket alkohol i 3 måneder.

Tilbage til Saudi Arabien og arbejdet ventede. Det var spændende.

Jeg lærte virkelig meget af 3 år i Saudi Arabien. At være chef for Saudi arabere og andet godtfolk, var en virkelig prøvelse. Jeg var ansvarlig for bankens “sales of financial products” (salg af financielle produkter) og havde meget frie hænder. Jeg fyrede og hyrede og lukkede to satellite arbitrage afdelinger, en i Jeddah og den anden i Al-Khobar. Jeg centraliserede al (salg af financielle produkter) i Riyadh, hovedstaden. Jeg forlangte at mine medarbejdere ofte besøgte vores største kunder i nogle fjerne kroge af Saudi Arabien og jeg fulgte ofte med dem, eller rettere de fulgte med mig. Så jeg fløj til mange steder i Saudi Arabien. Jeg var faktisk priviligeret i mit arbejde, for når jeg fløj rundt i mellem-østen, var det altid på første klasse.

I banken havde vi en etage, som virkede som moske. Alle mine kollegaer bad bønner fem gange om dagen, tre af dem i arbejdstiden. Jeg var den eneste ikke muslim i afdelingen, men dette respekterede mine kollegaer, og jeg respekterede, at de skulle bede tre gange i arbejdstiden. Fredag er muslimernes ”søndag” og derfor var vi ikke altid fuldt besat m.h.t. personale om fredagen. Vi var dog nødt til at arbejde om fredagen i arbitrage afdelingen, for vi handlede med banker i den store verden og de finansielle markeder var jo åbne om fredagen. Lørdag og søndag besøgte vi mange af vore kunder, for de finansielle markeder var lukket i weekenden, og vi havde tid dertil. Jeg arbejdede faktisk 7 dage om ugen, dog kunne jeg selv råde over min tid, især om fredagen, hvor jeg ofte gjorde lidt sightseeing i Riyadh.

Fordi der er ”sharia law” (sharia lovgivning) i Saudi Arabien, er der om fredagen også andre ting som finder sted, nemlig offentlig henretning af folk, som ikke har overholdt loven. Allerede om torsdagen kunne man få en fornemmelse af, at der ville ”ske” noget om fredagen, fordi politiet ville sætte skilte op,  at parkering var forbudt ved indkørselsgaderne og ved selve stedet hvor henretningen skulle finde sted.

Som ikke muslim, havde jeg ikke tilladelse til at besøge Mekka og Medina, nogle af de allerhelligste steder i islam. Man bliver meget tolerant af at arbejde med mange forskellige nationaliteter fra forskellige kulturer. Som skrevet ovenfor er der i Saudi Arabien “sharia law” (sharia lovgivning), for eksempel vil hånden blive hugget af, hvis man stjæler. Og dette sker, for jeg har set flere personer uden hånd. Der var ingen fritidsliv, bortset fra sport. Ingen biografer, teatre og alkohol var totalt bandlyst. Jeg var, som eneste vesterlænding, medlem af en gruppe på 10-12 stykker, som dyrkede cirkeltræning 5 aftener pr. uge i et sportslokale på Hotel Intercontinental i Riyadh.  Vor træner hed Mohammed og var ægypter. Jeg har aldrig været så trænet og “fit” i mit liv. Jeg lærte aldrig arabisk som sådan, men kunne tælle til det uendelige på arabisk. Dog kunne jeg oplæse og udtale på arabisk fra aviserne, da jeg havde lært mange af de vigtigste arabiske tegn. Man læser fra højre mod venstre. Jeg forstod næsten ingenting af hvad jeg oplæste og udtalte, men mine kollegaer forstod mig. Det er jo det vigtigste.

En af mine Saudi Arabiske kollegaer blev gift og jeg var inviteret med til brylluppet. Hans far blev kontaktet af en velhavende mand, som havde en datter, der skulle giftes. Min kollega, den kommende brudgom,  og hans far besøgte den kommende sviger-familie og han fik lov til at snakke med datteren uden ansigts-slør i 30 minutter. Derefter tog han beslutningen og sagde ja til at gifte sig med hende. Jeg ved ikke om bruden havde et valg.  Selvom jeg var med til brylluppet, har jeg aldrig set hende. Brylluppet blev holdt på byens fineste luksus hotel og vi var omkring 200 mænd og ca. 200 kvinder. Mænd og kvinder fejrede brylluppet separeret i to forskellige afdelinger af hotellet. Ved festens slutning stod vi i kø for at ønske brudgommen tillykke. Derefter gik han over til kvinde afdelingen og hentede sin brud. Et dejligt, men anderledes bryllup for mig.

I min tid i Riyadh, hovedstaden i Saudi Arabien, har jeg hilst på kronprinsen af Saudi Arabien og har været til cocktailparty med præsident George Bush og hans kone Barbara. Ingen alkohol blev serveret, fordi dette er forbudt i Saudi Arabien. Vi havde også besøg af kaptajnen for Pakistan’s nationale cricket hold, Imran Khan, og jeg havde glæden af at hilse på ham. Idag (år 2021) er han statsminister i Pakistan.

New York og Africa.

Efter Saudi Arabien havde jeg base i New York i et par år, men var meget ofte på forretningsrejse over hele verden, lige fra Argentina til Japan. Jeg fløj på business class og i nogle tilfælde på første klasse.   Amerikanere er også herlige kollegaer, er mere direkte og meget uhøjtidelige i forhold til mange andre nationaliteter. Japanere og andre fra Asia Pacific bukker dybt når man hilser på dem.

Halvandet år i Nairobi, Kenya er det også blevet til, hvor jeg havde mange møder med senior Nationalbank personale, inklusive Nationalbank direktøren i Nairobi. Havde ofte møder med chefen, som var ansvarlig for Kenya’s valutareserver. I Africa ser man megen fattigdom med folk som bor i slumkvarterer.

Jeg var på foto safari, som er helt utrolig. Nationalparker, på flere hundrede km2, er fantastiske med masser af dyr, som lever af dyr. Jeg har set en løve, som dræbte et andet dyr, så hendes unger kunne få noget at spise. Dette skete bare fem meter fra vores jeep.

Hong Kong lige efter kolonien blev tibageleveret til Kina.

Efter Kenya gik turen til Hong Kong, hvor jeg arbejdede i knap 6 år. Dette var lige efter at kolonien blev afleveret tilbage til Kina. Det var også spændende tider i en helt utrolig international atmosfære. Fordi der bor 6 millioner mennesker i Hong Kong, som areal mæssigt er på 1.108 km2 eller en trediedel af Vendsyssel, bygger man opad med masser af skyskrabere. Jeg boede på 29. etage i en bygning med 33 etager. Når der var en tyfon, måtte jeg klæbe tape, næsten som gaffatape, på de store vinduer, ellers kunne de let blive blæst ind af tyfonen. I nogle nætter slæbte jeg min madras ud i korridoren, hvor der ikke var vinduer. Jeg har set store affaldsspande flyve i luften og træer knække som tændstikker samt bygninger med vinduer, som var blevet trykket ind af en tyfon.

Fordi jeg har arbejdet, for det meste, i den amerikanske bank’s afdelinger i mange dele af verden, har mit arbejdssprog været engelsk, også medens jeg arbejdede i København, for vi var mange nationaliteter ansat der.

Jeg er nu pensioneret og bor i Yalikavak (Muğla distriktet) i Tyrkiet. Købte en grund med udsigt til det græske øhav og byggede en villa derpå.

 

Mit hus i Tyrkiet

I 9 år var jeg nabo til en tidligere tyrkisk præsident, som havde sommerbolig lige overfor mig. Hans bolig var overvåget af sikkerhedsvagter med maskinpistoler 24/7 hele året, selvom han kun boede der en måned pr. år. Disse var de fakto også mine sikkerhedsvagter, da vejen kun er 10 meter bred.  Forholdet til sikkerhedsvagterne, som blev udskiftet hver 4. time, var fantastisk. De var som venner. Jeg har drukket te med den tidligere president og han har også besøgt mig. Når han ankom til sin sommerbolig, var det med 2 politi motorcykler med blinkende lys, derefter en bil med nogle af hans bodyguards, derefter hans egen sorte limousine med bodyguard. Til sidst endnu en bil med flere bodyguards og derefter to politi motorcykler.  Efter hans død forsvandt sikkerhedsvagterne.

Jeg har mange tyrkiske venner, både i Yalikavak og Istanbul. Var til bryllup med en af mine venner i Istanbul. Stor fest med over 200 gæster. I Tyrkiet er man De’s med folk, som man ikke kender.  Dette giver virkelig respekt. Jeg blev du’s med min barber efter fem år. Skolebørn bærer uniform. De første par år har både piger og drenge en blå skjorte/bluse med hvid krave. Senere, når børnene bliver lidt mere voksne, bærer drenge grå bukser, hvid skjorte, slips og blå jakke. Piger bærer nederdel, bluse og en jakke. Eleverne siger Hr. Lærer eller Fru Lærerinde. Eleverne lærer respekt.

Nu en lille morsom episode.

Jeg købte en sommerhusgrund i Nordjylland og byggede et hus derpå. Grunden blev købt medens jeg arbejdede i Frankfurt og huset blev bygget medens jeg arbejdede i New York. Pludselig fik jeg en opringning af min onkel Helmer, som var pensioneret arkitekt i Brønderslev. Han var manden som ledede mit huskøb. Han havde fuldmagt til at skrive under på mine vegne. Han sagde at al byggeri var standset, fordi myndighederne mente, at jeg ikke var dansk statsborger. Udlændinge må jo, som bekendt, ikke eje sommerhuse i Danmark. Ingen problem, sagde jeg til Helmer, jeg faxer bare mit pas og så er det bevist, at jeg er dansk statsborger. Problemet var, at grunden var købt med min adresse i Frankfurt og huset blev opført med min adresse i New York, mit pas var udstedt i Saudi Arabien og faxen var sendt fra Korea, hvor jeg var på forretningsrejse. Alle lamper blinkede rødt. Til sidst var alle brikker på plads og byggeriet blev færdigt til tiden.

Min konklusion

Til allersidst en konklusion af hvad der sker med en person, som vover noget ud over det normale. Man tager selvfølgelig en risiko. Man kan rent menneskeligt blive belønnet derfor, eller måske kan man slet ikke acceptere et sådant internationalt liv, og vender hjem efter en kort tid i udlandet. Man bliver forandret i forhold til personer, som kun har arbejdet i Danmark, for man kan se de fleste situationer rundt om i verden med andre øjne. Man bliver tolerant og mere robust. Man klager ikke, når man har set virkelig fattigdom med sultne børn.

Jo, man bliver virkelig tolerant, robust og måske lidt stærkere, når man har set hvordan andre kulturer og nationaliteter lever. Det giver også mere respekt for andre mennesker.

Remarks by:  Ole Olesen

 

Af tidligere husholdningskonsulent Kirsten Andersen

Måske en naiv overskrift – men er taknemlig for de mange jeg har mødt privat og i arbejde.

Utroligt at have levet i en tid med tre samfundsformer, jeg er født i et landbrugssamfund, arbejdet i et industrisamfund og lever nu i et computersamfund.

Jeg er født i Hjørring 1939, som den ældste af fire søskende.

Mine forældre havde gården Nr. Vindstrup, i dag er noget af jorden solgt til golfbanen i Hjørring, herefter overtog de Vandstedlund i Sct. Knudsby, hvor min far også passede sit hjem Øster Brønderup i Hjørring. Senere købte mine forældre St. Håbendal i Aasted. Far er uddannet landmand.

Min mor er fra Hellerup. Uddannet i dans og step og underviste på Odd Fellow Palæet i København. Hun mødte min far i 1937, da han aftjente sin værnepligt ved Livgarden.

Mor ville lære landhusholdning før mine forældre blev gift. Det var hos Edith og Anker Ladefoged på gården Christiansdal i Børglum, som var venner med min farmor og farfar. Her mødte min mor op i egen sportsvogn, med hest og hund. Det var en stor omvæltning, men mor har aldrig savnet ”københavnerlivet”.

Naturen har mine forældre altid værdsat. Far var jæger og i mange år med i jagten på Vejlerne, det var min bedstefar og brødre også, inden Vejlerne blev overtaget af Aage V. Jensens Fond. Naturoplevelser er en ”gave” som er fortsat i vores familie.

Jeg har haft en dejlig og tryg barndom. Gik på Vestre skole i Hjørring, tog realeksamen fra Hjørring Private Realskole, nu HPR. Har gået til dans, spillet håndbold og dyrket gymnastik.

Efter realeksamen i 1956 kom jeg på Aarhusegnens Husholdningsskole. Et udbytterigt ophold. Jeg havde ikke hjemme lavet meget mad, da vi i mit hjem har haft ung pige. Ernærings- og husholdningsøkonomi fandt jeg spændende.

Jeg var usikker på, hvilken uddannelse jeg gerne ville have, så jeg fik plads i huset, som det dengang hed. På Vellingshøj i Gårestrup, i Hellerup og i Frederikshavn, desuden var jeg Au pair i England. Dengang var der ikke noget der hed skype el.lign. Jeg ringede kun hjem to gange i løbet af 8 måneder. Da jeg ankom og så til min søsters konfirmation. Nu er jeg på Facebook med far til de to piger, som jeg passede, og han er i dag 94 år – en utrolig udvikling.

Vi og vores børn har også besøgt familien, hvor jeg var au pair, da vores to børn var under uddannelse i England.

Jeg bestemte mig for at læse til husholdningslærer på Ankerhus Seminarie i Sorø – i samråd med mine forældre. Dengang var der ikke noget, der hed SU, og man skulle være 19 år og have enten real- eller studentereksamen, have været et halvt år i huset på land og i by – alt det var ok og opfyldt.

Det var to spændende og udbytterige år.

Mit første job var som lærer på Ølgod Ungdomsskole, med 80 piger, hvor jeg udover hjemkundskab underviste i boliglære og engelsk. Det var en dejlig tid, men der var langt til Nordjylland, da jeg var blevet forlovet med Poul Andersen, Stenum. Jeg havde først fri lørdag til middag. Det var nærmest umuligt at nå Nordjylland på en weekend med offentlige transportmidler. Forstanderen formidlede kontakt til Varde kasserne, så jeg kunne komme med en orlogsbus fra Varde til Aalborg, og retur igen søndag eftermiddag.

Start på 37 år i konsulentjob.

Jeg ville gerne være Husholdningskonsulent, men på daværende tidspunkt var der ingen ledige stillinger.

Heldig og glad var jeg, da husholdningskonsulent Elisabeth Lindgreen, Hjørring Amts Landøkonomiske Selskab Hjørring, tilbød mig en stilling som assistent. Derfor blev det kun til 8 måneder i Ølgod.

De første år havde jeg utallige kurser i aftenskoler, folkeskolen i Hundelev og Vrå, vordende 3.G studenter i Hjørring, Martha kurser m.m. Det var et arbejde, der krævede megen planlægning, indkøb ”slæbe” varer.

I 1970 afløste jeg Elisabeth Lindgreen, en meget dygtig og visionær konsulent. Gennem årene har der desuden være ansat en assistent.

Det handler om Landbofamilien og især Landbokvinden

I Brønderslev området har landbruget gennem mange år præget by og land, derfor mener jeg, det er vigtigt at give et tidsbillede af de mange dygtige og energiske landbokvinder.  

Det vil fylde alt for meget at gå i detaljer, blot vil jeg nævne, at der etableres samarbejde i 1975 med Hjørring – Frederikshavn Familiebrug, i 1990 med Brønderslev og Omegns Landboforening. Alle foreninger repræsenteret af dygtige, visionære landbokvinder gennem årene.

Konsulentarbejdet bestod i faglig, socialt og kulturelt arbejde.

Faglige: Oplyse om kost, ernæring, privatøkonomi, ideer til forbedring af arbejdet i hjemmet, udarbejdelse af skitser til indretning af stuehuse, køkkener, bad m.m., vejledning i valg af tekniske hjælpemidler, oplysning om landbrugets kvalitetsprodukter. Formidle/påvirke social viden vedr. landbokvinden.

Disse arbejdsopgaver blev udført ved møder og demonstrationer rundt i områderne, på Landbogården, Hjørring. Landboskolen, Brønderslev. Hjemmebesøg, dyrskueudstilling, møde med forbrugerne i supermarkeder og telefonrådgivning.

Korte tidsbilleder i oplysning

1960erne

Opvaskemaskinen, fryser, elkomfur, vaskemaskinen og kaffemaskinen kom som nye hjælpemidler. Man var selvforsynende med 25% af udgiften til madvarer.

1970erne

De sociale og økonomiske forhold for medhjælpende hustruer var elendige, ingen pensionsordninger, efterløn, sygedagpenge m.m. Desværre var få dengang inde i driftens økonomi. 53% af landbokvinderne var udearbejdende i bedrift eller uden for hjemmet.

I mange områder etablerede lokale udvalg legestuer, der var meget få børnehaver.

Der var en kæmpe udvikling i tiltrængt forbedring af landbrugets boliger, utallige køkkentegninger, badeværelser, nye stuehuse kom på tegnebrættet.

Køkken, kort arbejdsgang mellem opvaskemaskine, service og spiseplads. Bemærk opvaskemaskine hævet, ergonomisk vigtig.

1980erne

Krise i landbruget, renteniveau op til 20-22 %. Jeg var med til at lave utallige økonomikurser for landbokvinder, og var medarrangør af de første økonomikurser for Landbokvinder på Try Landbrugsskole. Behovet og interessen steg, socialkonsulent Susanne Sander blev ansat og utallige kurser, debataftener m.m. har vi lavet sammen. Mikrobølgeovnen vinder indpas, brug og anvendelse demonstreres.

1990erne

Flere blev udearbejdende udenfor hjemmet, flere ”bypiger” blev gift med en landmand, de fleste ”hang” på opgaver i hjemmet, børnepasning, omsorg for familien, vedligehold af stuehus, have, bogføring, alt sammen værdifuldt arbejde, men også en stress-faktor. 90% var udearbejdende i bedrift eller uden for hjemmet. Der blev oprettet 13 ERFA—grupper, nogle eksisterer endnu, det faglige er nok mest blevet socialt, men af stor værdi gennem årene.

Der blev gjort op med traditionerne, meningsdannende piger, de lukkede køkkenhaven, lod bærbuske være prydbuske, satte vinduespudser på stuehusets 15 fags vinduer, tog rengøringshjælp. Disse piger blev der ind imellem set skævt til, de var uvurderlige. De tilførte økonomi til hjemmet. Utrolig spændende debatter, især møder med emnet sammen med landmænd. Der var gode oplevelser med demonstrationer og foredrag om rationalisering i hjemmet.

Jeg var selv heldig at have erfaring med regnskabsføring og indsigt i økonomi, som vi altid har været enige om. Det kræver planlægning med familie trivsel, folk i kost m.m., men også dårlig samvittighed og debat om forståelse/respekt for hinandens arbejde.

Heldigt at jeg havde deltaget i gode kurser for husholdningskonsulenter på landsplan, og været på studietur til Holland, England og USA – en vigtig inspirationskilde i arbejdet.

Vores liv på gården ”LEEN” i Stenum

Poul er uddannet landmand på bl.a. på Vrejlev Kloster, i USA og på Malling Landbrugsskole.

Pouls hjem var Kærgaard i Stenum, søn af Esther og Aage Andersen. Han er vokset op sammen med tre søskende, Niels Regner, Else og Grethe.

Desuden drev Pouls forældre Leen i Stenum som de købte 1938.

Vi blev gift i Aasted kirke. I 1963 fik vi Niels og i 1969 Merete.

Vi købte Leen i 1970.

Da vi overtog gården, var stuehuset fyldt med svamp, mus m.m. så vi byggede nyt stuehus i 1972.Der havde før været kvægdrift på ”Leen”, vi startede med svineproduktion, byggede farestald, fravænnings stald, halmlade, startede minkfarm i 1985, udvidede og renoverede stalde og minkfarm.

Vi jokede med, at Poul havde ”cementsyge” 😊

I mange år havde vi ung pige. Der var ikke dagpleje, børnehave m.m. i Stenum. Senere fik vi privat dagpleje.

I 1970 var vi nogle få, der tog initiativ til at oprette en legestue, dog kun en gang om ugen, med pædagog Karen Hågen, Stenum som leder.

Vi har haft mange gode aktive år i Stenum sammen med børnene. Mange gode medhjælpere som boede hos os og var på fuld kost. Samt gode venner og naboer.

Merete tog efter handelsskole eksamen til USA og England. Hun er uddannet som speditør i Sønderjylland. Senere som lægesekretær hvor hun nu arbejder i Sundhedshuset. Merete bor nu i Brønderslev med Anders samt de to børn Sofie og Mille.

Niels er uddannet landmand, med pladser på bl.a. Vestergaard i Hvilshøj, Teglgaarden i Klæstrup, var i England og USA, og var på Lundbæk og Bygholm Landbrugsskoler.

I USA traf Niels Teri fra Iowa. Vi var til bryllup i USA 1987. Teri er uddannet på Iowa State University. De besluttede sig for en fremtid i Danmark. Hun arbejdede i nogle år ved en amerikansk virksomhed Laitram i Hjørring. Står nu for regnskab og alt det der hører med til at have ansatte. De har 5 børn, Mike, Sara, Julia, Andrea og William.

Mike er gift med Anne og har to børn. De bor på V. Stenbjerggård, Sara er gift med Mathias og har et barn, og bor i Smidstrup.

I 1991 købte vi Vester Stenbjerggård af vores venner Rita og Peder Thomsen. Vi lavede ”glidende generationsskifte” med Teri og Niels.

De flyttede på Leen og vi på V. Stenbjerggård. Vi fik tid til at rejse – USA flere gange, Peru, Afrika, Canada, Rusland, Kroatien, Frankrig m.m. Gode golfrejser med venner til Florida, Tunesien og Malaga.

I 2019 købte vi hus i Olufsgade som vi har indrettet til vores alderdom. Vi spiller bl.a. golf to gange om ugen, Poul i Frimurerloge, jeg i Inner Wheel, højskoleforening m.m.

Mike og Anne bor nu på V. Stenbjerggård med deres to børn Esther og August. Sara og Mathias i Vrå med Valdemar

SAMMENHOLD

Værdien af et godt familieliv har vi altid prioriteret højt, så derfor er vores mormor/farmordag hver torsdag en god tradition som vi har haft i 31 år. Familien er øget med tre oldebørn – så vi er nu 19.  Det kræver et ekstra klapbord.

 

Fortalt af Ingrid Eriksson

Ellen Boelt Christiansen født Sørensen.

Den 7. maj 1937 blev Ellen født som den yngste af en børneflok på fem. Hendes barndomshjem var en landejendom ved navn Boelt beliggende i Stagsted nær Hjallerup. Ellen gik i Stagsted skole i syv år, hun var glad for at gå i skole og havde mange kammerater. Leg efter skoletid foregik oftest hjemme hos Ellen dog mest udendørs lege, der var god plads til at boltre sig på. Allerede som barn var hun glad for at bevæge sig, slå kraftspring, saltomortaler m.m. Ellen fortæller, at hun og hendes far skulle slå kraftspring ude på græsplænen, når de havde spist et vist antal æbleskiver. Hun var med i arbejdet derhjemme, også efter at hun var gået ud af skolen.

Som 16årig kom Ellen på Halvorsminde Ungdomsskole. Det var et 5 mdrs. ophold, som hun aldrig glemmer, det var her, hun fik den store interesse for gymnastik og håndarbejde. Efter skoleopholdet kom Ellen hjem igen, men havde fået lyst til at komme ud og tjene sine egne penge. Som 18årig fik hun plads i en bagerforretning i Dronninglund, hvor hun var pige i huset, og derudover skulle hjælpe til i forretningen, når der var brug for det. Her var Ellen i 2 år. Den sidste tid var hun mest i forretningen. I bageriet var der en ung bagersvend, som Ellen var en del sammen med. En aften, hvor der var bal på hotellet, ville Ellen gerne danse med Ebert, som bagersvenden hed, men det havde han ikke lyst til, så derfor sagde Ellen, at hvis han ikke ville danse, så skulle han i hvert fald følge hende hjem. Det var så den aften, deres kæresteforhold begyndte.

Ellen gik til gymnastik både i Dronninglund og Rørholt den samme aften. Når det var færdigt i Dronninglund, cyklede hun til Rørholt. I Rørholt var der en leder, som hed Inger Fejborg, hun var gymnastik- og håndarbejdslærer på Try Højskole. Inger opfordrede Ellen til at komme på Haslev Udvidede Højskole, som havde gymnastik som hovedfag, men havde også samarbejde med Den Private Håndarbejdsskole i Haslev. Det var de to fag, som Ellen interesserede sig mest for. Hun var på skolen fra maj – nov. 1957. Ebert var selvfølgelig ked af, at Ellen skulle være så langt hjemmefra i så lang tid, men de skrev til hinanden næsten dagligt.

Da skoleopholdet var slut, kom Ellens mor til Haslev og hentede hende hjem. Hun fortalte, at Ellen skulle starte som håndgerningslærer på aftenkurser på Dorf skole, Thorup skole og Stagsted skole. Ellen sagde, at det vidste hun ikke, om hun kunne, det havde hun jo ikke prøvet før. Hendes mor sagde, at hvis hun ville, så kunne hun også, nu havde hun haft 5 måneder til at lære det i.

Der var stor glæde især hos Ebert, da Ellen var hjemme igen. De blev gift den 10. maj 1959. Ebert var ikke indstillet på at blive selvstændig, men Ellen fik ham overtalt til, at de overtog bagerforretningen i Hellum med overtagelse den 20. december 1959.

Det var noget af et sats, byen var ikke særlig stor, men det skal nok gå, mente Ellen. Den første dag blev der solgt for 35,- kr. Hellumboerne var flinke til at støtte op. På det tidspunkt var mejeriet, lige på den anden side af vejen, i drift. Mælkekuskene havde bestillinger med fra gårdene især på rugbrød. Efterhånden blev det til en stor kundekreds, og det rygtedes hurtigt, at der var kommet en rigtig god bager i Hellum, en helt almindelig søndag morgen kunne køen til forretningen være langt ned ad vejen. Ellen passede forretningen med lidt ekstra hjælp om søndagen.

Inden Ellen og Ebert overtog forretningen, havde de fået deres førstefødte, Søren. Svend Aage blev født 3 år efter, og Lasse 1 år efter Svend Aage. 12 år efter, at Lasse blev født, kom Mette til verden. Det var en sensation, at der nu også var en pige i børneflokken. Mette skulle ikke være alene, så 3 år efter blev Stine født.

Udover at passe børn og forretning optog Ellen håndgerningsundervisningen en aften om ugen i Skæve. Hellum idrætsforening havde brug for en leder til gymnastik, og det blev Ellen, der hver onsdag eftermiddag havde op til 5 hold på Hellum Kro. Dette fortsatte indtil kroen brændte den 1. januar 1992.

Ebert var ikke så rask, så den 5. november 1995 besluttede de at lukke forretningen, det var et stort savn for de mange kunder. Der har ikke været bagerforretning siden. Ellen og Ebert blev boende, og de deltog aktivt i byens aktiviteter.

I 1996 blev Ebert udnævnt til museumsbager, først på Try Museum, hvor han brugte en transportabel bageovn. I 1997 kom han til Dorf Møllegård, hvor der i forvejen var en gammel indmuret stenovn, her blev på årets ”Store Bagedag” bagt jødekager m.m. efter Eberts egne opskrifter. Der var stor søgning til dette bagværk, Ellen stod for salget. Eberts opskrift på jødekager bliver endnu i dag brugt på Dorf Møllegårds Store bagedag. Ebert fortsatte som museumsbager på Dorf Møllegård indtil oktober 2004, hvorefter hans kræfter ikke slog til mere. Ebert døde i 2005.

Hellum havde i 1995 fået bygget et multihus, hvor der var plads til forskellige aktiviteter.

I 1997 ansatte kommunen en sundhedskoordinator, formålet var, at der skulle oprettes steder, hvor pensionister og efterlønsmodtagere kunne komme og dyrke motion og socialt samvær. Hellum havde nu et samlingssted, så der blev rettet henvendelse til Ellen, da det var almindeligt kendt, at hun havde ledet gymnastikhold. Først var hun ikke parat til at stå for dette i sin egen by, men blev efterhånden overtalt til det. Det var meget spændende, om der overhovedet ville møde nogen op til sådanne motionsdage. Allerede første gang var der 55 deltagere. Var det udelukkende nysgerrighed, eller var det blivende deltagelse? Det fortsatte med stor deltagelse, og foreningen fik navnet ”Hellum Krudtugler”. Foreningen lever i bedste velgående og har 25 års jubilæum den 22. januar 2022. Der er selvfølgelig sket udskiftning i deltagerne, men Ellen er stadig leder og styrer tropperne hver onsdag formiddag.

Det er ikke kun Krudtuglerne i Hellum, som har glæde af Ellens ekspertise inden for gymnastik og socialt samvær.

Hun har ledet gymnastik i Tårs, har haft et hold sommergymnaster i Hjallerup med opvisninger i forskellige byer, og hun er stadig aktiv leder af Krudtuglerne i Brønderslev. I Jerslev har hun 2 hold gymnastikdamer hele vinterhalvåret. Siden 2006 har Ellen haft et hold med til DGI’s landsstævner.

I 2019 blev Ellen indstillet til ”Spar Nords Hall of Fame”. Denne pris gives til en person, som markant har sat sit præg på det frivillige arbejde i fritids- og idrætslivet i kommunen. Den pris har hun virkeligt fortjent.

Ellen er et varmt og omsorgsfuldt menneske, ingen går forgæves, hvis der er brug for hjælp eller bare en snak. Hun samler ind til runde fødselsdage, begravelser og andre begivenheder, køber gaver og blomster. Hun bager til forskellige lejligheder, især er den traditionelle jordbærkage Sankt Hans aften meget populær. Ellen vil gerne, at tilflyttere skal føle sig velkomne, jeg glemmer aldrig, da jeg selv i 2006 sammen med mit barnebarn flyttede til Hellum, og Ellen kom med nybagte jødekager, og ønskede os velkommen. Vi har efterfølgende opbygget et venskab, som jeg nødigt vil være foruden.

Hvad var Hellum uden Ellen Bager?

Dette er kun et udpluk af Ellens liv og virke.

 

Af:Birgitte Josefsen

Skriv om Brønderslev! Ja, men hvad?

Ja sådan lød mit spørgsmål, da jeg blev spurgt, om jeg ville bidrage. For godt nok har jeg bevæget mig meget rundt i Brønderslev og hele ”gamle” Brønderslev kommune, men pludselig at skulle til at sætte mine mange oplevelser og erindringer ned på et stykke papir er en udfordring. Men måske er det meget sundt, så jeg gik i gang med opgaven

Det første jeg husker:

Det første og meget tydelige billede, der kommer frem, når jeg tænker på Brønderslev, er min bedstemors hus i Dybetsgade i Brønderslev by.

Et lille hus med en lille frodig have, hvor jordbær, kartofler, kål og andet godt stod i snorlige velplejede rækker sommer efter sommer.

Duften af nybagt kringle og boller med smør. Og så det, der dannede basis for at min bedstemor kunne eksistere, nemlig hendes gamle Singer symaskine, som mange dage var i gang fra morgen til sen aften.

Min bedstemor og bedstefar havde været landmænd og ejede Vibsiggård i Tolstrup, men flyttede efter nogle år til noget mindre tæt ved mejeriet i Øster Hjermitslev, da min bedstefars helbred ikke kunne holde til det hårde arbejde.

Desværre døde min bedstefar Morten Berg-Mortensen for 68 år siden, så jeg erindrer ham ikke. Og hvad så nu? Datidens muligheder var ikke mange for en enke uden uddannelse og med en stor søn (min onkel Christian Berg-Mortensen), som stadig var hjemmeboende, krævede det en indkomst.

Derfor blev det til en flytning ind i det lille hyggelige hus i Dybetsgade, og min bedstemor fik etableret en aftale med manufakturhandler Høj Hansen, som havde byens førende forretning med alt inden for konfektion.

Hun blev sypige for Høj Hansen og opbyggede samtidig selv en kundekreds, der fik syet de flotteste kjoler. Og var der rester af stof tilbage, kunne der blive til en kjole til mig og min søster eller en skjorte til mine to brødre.

Min bedstemors adresse blev ligeledes centrum for min udforskning af Brønderslev. Når jeg var der på ferieophold, blev det til mange ture ned ad Dybetsgade mod den dengang spændende Vestergade fyldt med den ene butik efter den anden på begge sider af gaden. Bager, købmand, blomsterhandler, slagter o.s.v. Der var næsten intet, som ikke kunne købes i Vestergade på det tidspunkt.

Med bedstemor i hånden fik jeg lov at komme over banen og ned til Nygade og Bredgade. Sikken en oplevelse. Den ene lille hyggelige butik efter den anden, placeret ved siden af hinanden, og med spændende udstillinger i de store butiksvinduer, som især til jul kunne få alle børns øjne til at blive lige så store som tekopper.

Højdepunkterne var dog, når vi drog afsted fra mit barndomshjem i Årup 3 kilometer nord for Serritslev for at tage med far til Brønderslev.Han skulle hver uge til landboauktionen, der lå placeret over for Hedelund.

Køer, kalve, grise, høns med mere. Der var liv og ånd. Der blev handlet, byttet og snakket. Det var lige her, livet udspillede sig ,set med en 8-årig piges øjne. Og eftermiddagen blev altid afsluttet med sodavand og kage – hver uge afsluttede min far og alle andre landmænd auktionsdagen med kaffe og kage på restauranten.

Auktionsdagene blev dog overgået af Brønderslev marked. Først gik min mor og far en runde med os børn, og vi fik lov til at få en tur i karrusellen og radiobilerne. Blev bespist med røde glaserede æbler, is, honninghjerter og sodavand. Når ikke vi kunne klare mere, blev jeg sammen med mor og mine søskende afleveret hos bedstemor, for nu skulle min onkel og min far på markedet, og der skulle spilles og skydes, og målet var at komme tilbage med markedets største bamse til os alle.

Jeg kan berette om mange barndomsoplevelser i Brønderslev. Mit billede af byen er præget af idyl, hygge, tryghed, oplevelser, ja kort sagt alt det skønne og kønne. Det må være begrundelsen for at jeg vendte tilbage til byen.

Brønderslev sygehus:

I år 1971 vendte jeg som ung tilbage til Brønderslev. Jeg var i gang med at uddanne mig til sygeplejerske, og selvfølgelig skulle det være i Brønderslev, jeg skulle have mit første praktikophold.

Et forløb først hos afdelingssygeplejerske Fru Sagmo Hansen på medicinsk dameafdeling og dernæst et forløb hos afdelingssygeplejerske Fru Stenbak på kirurgisk mandsafdeling blev starten på min elevtid. Det blev ikke kedeligt, for vi elever havde værelser i den røde bygning ud mod Nørregade, sygeplejeelever på 1. sal, og i overetagen boede de lægestuderende, der dengang ligeledes var i længerevarende praktikforløb. Enhver kan vist tænke sig til, hvilket liv der udspandt sig i en blok med unge sygeplejeelever og unge lægestuderende.

Vores største problem var, at forstanderinden, Karen Larsen, boede i lejlighed for enden af vores gang. Blev støjen for uudholdelig, kom hun trippende på høje hæle hen ad gangen, og der faldt mildes talt brænde ned. Hun var en lille rund dame, men hold da fast, hvor kunne hun skælde ud og blive arrig, alle havde respekt for denne lille buttede dame. Efter sådan en omgang holdt vi ro i nogle dage, indtil der igen var en eller anden, der tog initiativ til en lille fest på gangen.

Mit ophold blev af så positiv karakter, at jeg bad om at vende tilbage til Brønderslev sygehus i mit sidste praktikforløb. Efter endt uddannelsesforløb startede jeg den 1. september 1974 som sygeplejerske på medicinsk dameafdeling på Brønderslev sygehus.

Brønderslev sygehus havde på det tidspunkt en damemedicinsk afdeling, en herremedicinsk afdeling, en damekirurgisk afdeling, en herrekirurgisk afdeling, en lille børneafdeling kombineret med en lille modtagelse, røntgenafdeling, laboratorium, en operationsgang og en narkoseafdeling. Desuden havde en privatpraktiserende ørelæge en lille klinik på sygehuset, hvor han kom et par dage om ugen.

I kælderen var der et lille apotek, køkken og kantine samt omklædningsrum for personalet. – I sidebygninger vaskeri og kapel.

Medicinsk afdeling tog overlæge Bagger Thomsen sig af, og han blev assisteret af et par yngre læger.

Kirurgisk afdeling var bemandet med overlæge Uffe Kristoffersen og overlæge Jens Buus, ligeledes assisteret af et par yngre læger. Røntgenafdelingen stod overlæge Gurli Kristoffersen for (gift med Uffe Kristoffersen). Narkoseafdelingen styrede overlæge Fru Knudsen.

Som sygeplejerske var der rigeligt at se til, men dog aldrig mere end vi havde tid til at tale med patienterne og drage pleje og omsorg for de meget dårlige patienter, for hvem livet var ved at rinde ud. Diskussioner om overarbejde fandtes ikke, var der behov for, at vi blev der lidt længere, ja så gjorde vi det. Jeg holdt utrolig meget af arbejdet på Brønderslev sygehus, men min ansættelse fik en brat afslutning i 1982, da min mand Asger Josefsen blev syg.

Gulvmanden:

I 1979 flyttede min mand virksomheden ”Gulvmanden” fra Serritslev til Nørrehus i Brønderslev, på hjørnet af Nørregade og Grønnegade. Butikken blomstrede, og i 1982 var der så godt gang i virksomheden, at der var plads til mellem 4 og 6 ansatte. Derfor blev det en udfordring, da min mand blev alvorlig syg.

Beslutningen blev, at jeg stoppede mit virke som sygeplejerske og blev fuldtidsbeskæftiget i gulvforretningen. Da lærte jeg virkelig både Brønderslev by og oplandet at kende. Og som sidegevinst, fik jeg større kendskab til mange af kommunens virksomheder, da en stor part af dem var kunder i butikken.

Specielt daværende arkitekt J.C. Hansen var flittig gæst på vores kontor i Nørrehus.

J.C. Hansen var ikke alene en god sparringspartner og mentor for min mand, han blev ligeledes en fantastisk mentor for mig under min mands sygdom. Sammen med daværende revisor Jan Andersen, som havde kontor i Vestergade, og vores dygtige medarbejdere, lykkedes det at køre gulvforretningen på fuld styrke under min mands længerevarende sygdomsforløb.

Efter ca. 4 år i forretningen vendte jeg tilbage til sygeplejefaget, dog ikke på Brønderslev sygehus. Allerede på det tidspunkt var der lidt snak i krogene omkring sygehusets fortsatte funktioner. Jeg tog job i Hjørring på Psykiatrisk afdeling, men Brønderslev trak i mig, og så blev det som hjemmesygeplejerske i det kommunale regi.

Sideløbende med arbejde, børn og mand havde jeg engageret mig i livet i Serritslev, hvor vi boede. Sammen med et par friske damer i byen, fik vi etableret legestue for vores børn under skolealderen. Der kom gang i flere projekter i vores lille dejlige lokalsamfund, og pludselig sad jeg som medlem af skolenævnet ved Serritslev skole, og i skolekommission, så i borgerforeningens bestyrelse, i menighedsrådet, og som medlem af den lokale idrætsforening PSI, hvor jeg i en årrække var formand.

En ny begyndelse:

En aften ringede daværende medlem af Nordjyllands amtsråd, Tage Buus, til mig. Han havde, efter mange år som Venstres repræsentant valgt for Brønderslev området, besluttet at stoppe. Netop på det tidspunkt var der en stor og ophedet debat omkring Brønderslev Sygehus. Et flertal i amtsrådet ville nedlægge vores lokale sygehus, og alle så vi det som en stor katastrofe, for i årene omkring 1992, som vi nu er nået til, var det alles holdning, at det bedste var at have så mange sygehuse som muligt, og så tæt på borgerne som muligt.

At få mere end 15 km. til et sygehus var uhørt.

Det er værd at bemærke sig, at vi tilbage i 1992 ikke havde set begyndelsen på specialiseringen i sundhedssektoren.

Alle blev ved akut indlæggelse bragt til Brønderslev Sygehus, uanset om det, de skulle behandles for, eksempelvis var en blindtarmsbetændelse, en blodprop, en hjerneblødning, en tumor i hjernen eller om der var tale om en svært tilskadekommen fra en trafikulykke

Det lille hold af læger, sygeplejersker og sygehjælpere på Brønderslev sygehus skulle klare alle opgaver, og det gjorde de. Det kan så diskuteres, om det altid var med det bedste resultat, men sådan var det bare den gang, alle gjorde virkelig, hvad de kunne, og alle var fagligt kompetente.

Nå, men Tage Buus ville have mig til at opstille som Venstres repræsentant ved det kommende valg til Amtsrådet. Jeg sagde ja og gik til opstillingsmøde, hvor jeg kom ud i et kampvalg mod overlæge Axel Tilma.

Jeg vandt opstillingen, og så var det bare derud af, til kamp for Brønderslev sygehus. For jeg var på det tidspunkt ikke klogere end hverken overlæger og sundhedseksperter.

Vores lokale sygehus skulle bestå, ingen skulle røre ved det. Vi ville have det, som vi plejede i Brønderslev. Vi ville gerne tale om udvikling men ikke forandring.

Jeg blev valgt, og den 1. januar 1994 satte jeg mig i stolen som valgt politiker for første gang.

Hvad var det, jeg havde sagt ja til. Hvad var jeg nu i gang med? Jeg må indrømme, at jeg var nervøs for, om jeg kunne leve op til borgernes forventning, og min Venstre-gruppes forventninger. Heldigvis havde jeg en dygtig mentor.

Brønderslev Kommunes tidligere borgmester blev mig en stor støtte i de første år af min politiske karriere. Jeg kunne ringe til ham, og han var altid ærlig og åben over for mig, når jeg søgte råd og vejledning. Jeg har ofte tænkt tilbage på mine gode samtaler med P. N. Jensen, som jeg gennem flere år havde beundret for det engagement, han lagde i jobbet som kommunens borgmester.

Neurorehabilitering:

Min første periode i Nordjyllands amtsråd blev en kamp op ad bakke. Jeg sad der ved hvert eneste møde og kæmpede og kæmpede for at bevare Brønderslev sygehus, men måtte sande, at ikke engang mine egne (Venstres amtsrådsgruppe) var villige til at bakke mig op, så da der kom et forslag på bordet om at omdanne sygehuset til Neurorehabilitering, vidste jeg og andre, at det var bedre end ingenting, og sådan blev det så.

Der gik da heller ikke særlig lang tid efter, at jeg havde sat mig i den politisk valgte stol, inden de første ideer og tanker kom på bordet om at se på en specialisering i sundhedssektoren, og det var jo, for at være ærlig, den rette vej at gå. Ingen vil vel i dag tænke på at lade sig operere for en cancer på et lille sygehus med to overlæger ansat, som skulle vide alt om alle diagnoser?

Det, at være valgt som politiker, bærer ikke igennem, hvis man alene sidder og tværer rundt i en enkelt sag, så derfor blev min politiske dagligdag i høj grad præget af, hvordan jeg kunne være med til at så nogle frø, der kunne sikre nye institutioner til Brønderslev og omegn, hvordan jeg kunne være med til at sikre arbejdspladser i området og gerne øge antallet, hvordan jeg kunne overbevise de øvrige om, at vores amtsveje i og omkring Brønderslev trængte til en kærlig hånd og noget asfalt.

Det lykkedes faktisk ret godt, da jeg fandt ud af at alliere mig med advokat Jørgen Østergaard, som var valgt for Hjørring-området og Niels Kristian Kirketerp valgt for Hobro-området. Vi blev et godt trekløver, som formåede ikke blot at så nogle ideer, men også at finde flertal for at få vores ideer gennemført. Det blev især rigtig godt, da vi alle tre fik plads i Amtsrådet økonomiudvalg.

Det blev til nye afdelinger og opgaver på Brønderslev Psykiatrisk sygehus, en institution for unge med misbrugsproblemer i Brønderslev, asfalt på vejene, grusgravningsprojekter og meget andet.

Kommunalbestyrelsen:

Ved kommunalvalget i 1997 havde jeg sagt ja til at opstille som kandidat til både Amtsrådsvalg og Kommunalvalg, og blev valgt til begge instanser.

Den 1. januar 1998 kunne jeg skrive både amtsrådsmedlem og kommunalbestyrelsesmedlem på visitkortet. Jeg fik godt nok travlt, men hvad gjorde det, når det var i en god sags tjeneste.

I kommunalbestyrelsen kom jeg ligeledes til at arbejde med den social- og sundhedspolitiske dagsorden, og der var mildest talt rigeligt at tage sig af.

Noget af det, jeg fik fokuseret meget på, var de svage unges muligheder, og derfor blev jeg rigtig glad, da jeg fik muligheden for at sidde som kommunalbestyrelsens repræsentant i bestyrelsen for Brønderslev Produktionsskole.

Produktionsskolen i Brønderslev blev ledet med smil og hård hånd af skoleleder Niels Jensen.

Sjældent har jeg oplevet en så engageret skoleleder. Altid var Niels der, og altid handlede det om at hjælpe de mange unge mennesker, som havde behov for en voksen at sparre med. Niels og hans dygtige medarbejdere på Brønderslev Produktionsskole leverede en fantastisk indsats for kommunens unge. Jeg blev så grebet af arbejdet og indsatsen på Produktionsskolen, at jeg sagde ja til at blive formand for Produktionsskoleforeningen i Danmark – en opgave som for mig var af stor og væsentlig betydning at have fokus på.

Det blev til 12 år i kommunalbestyrelsen, blandt andet som formand for social- og sundhedsudvalget. Jeg sprællede som en fisk i vandet i det hverv. Nu fik jeg mulighed for sammen med de øvrige i kommunalbestyrelsen at sætte en retning for udviklingen af kommunens ældrepleje, at få sat lidt mere fokus på den kommunale tandpleje, og ikke mindst at bruge tid på at få etableret et netværk med kommunens mange dygtige praktiserende læger.

Der havde ikke været tradition for at holde møde med lægerne, men det kom vi til, og hvor var det berigende og givende for alle parter.

Amtsråd, og Kommunalbestyrelse prægede hele min tilværelse, samtidig med at jeg passede jobbet som sygeplejerske på deltid, men nu i psykiatrien på Aalborg psykiatrisk sygehus. Jeg kørte også rundt med vores to børn, når de skulle til dans, fodbold, håndbold o.s.v. Min mand havde besluttet sig for at sælge gulvforretningen og havde startet ny forretning, nu som bedemand, stadig med adresse i Nørrehus.

Vi kom begge meget rundt i Brønderslev kommune og har gennem årene begge haft et stort netværk rundt omkring i kommunen.

På et tidspunkt sad jeg til et møde i en af de lokale erhvervsforeninger, og snakken faldt på, at der i området var behov for at få knyttet nogle stærkere bånd til politikerne på Christiansborg.

Via mine valgte poster i både Amtsråd og Kommunalbestyrelse havde jeg gennem årene fået opbygget et netværk, som gjorde, at jeg indimellem blev inviteret til møder på Christiansborg for at give mit mening til kende, over for blandt andet Venstres daværende politisk valgte, så jeg begyndte at dyrke dette netværk lidt mere, og pludselig fik jeg en henvendelse, der gik på, om jeg ville stille mig til rådighed som folketingskandidat i landets mindste kreds, ”Fjerritslev Kredsen”. Jeg sagde ja, og ved valget i 2001 stod jeg pludselig i den situation, at der blev udskrevet valg til både kommunalbestyrelse, amtsråd og folketing på en gang. Jeg kunne ikke trække mig fra nogen af listerne, så det var på med vanten.

Pu ha! Hvor var jeg glad for, at jeg ikke opnåede valg til folketinget, på trods af at den lille Fjerritslev kreds opnåede det bedste resultat til folketinget nogen sinde.

Nå men jeg blev 1. suppleant og var inde som afløser i folketinget to gange i valgperioden.

Folketinget:

Den 4. november 2004 klokken cirka 20.00 ringede den netop afgående forsvarsminister, Svend Aage Jensby, med beskeden om, at han gerne så mig som afløser som Venstres folketingskandidat i Hobrokredsen.

Jeg sagde ja til at deltage ved opstillingsmødet, og igen skulle jeg ud i et kampvalg og var overbevist om, at jeg ikke blev kandidaten, da jeg var oppe imod den tidligere formand for den lokale landboforening. Men jeg blev folketingskandidat igen.

Jeg fik ikke meget tid til at tænke over dette, for allerede i februar 2005 blev der udskrevet valg til folketinget, og jeg var valgt til folketinget.

Jeg glemmer aldrig dagen, hvor jeg gik op ad trappen ved Christiansborg, sammen med Brønderslev Kommunes tidligere socialdemokratiske borgmester Lene Hansen, som ligeledes havde opnået valg til folketinget.

Her var jeg så medlem af folketinget, amtsrådet og kommunalbestyrelsen.

Jeg valgte amtsrådet fra og blev i kommunalbestyrelsen, da jeg her så den største mulighed for en synergieffekt mellem de to hverv.

Jeg må indrømme, jeg havde nogle fantastiske år i folketinget helt frem til 2015, hvor jeg valgte at stoppe.

Har det nogen betydning for en kommune med en lokal valgt til folketinget?

Mit svar er ja.

Det er muligt at bære rigtig mange opgaver med fra ens lokalområde til folketinget og ligeledes den anden vej.

Jeg havde igennem mine år i folketinget en fantastisk sparring med Brønderslev Kommunes tidligere borgmestre Jens Arne Hedegaard, Lene Hansen og borgmester Mikael Klitgaard. Det gode samarbejde på tværs af kommune, amtsråd og folketing og det gode personlige samarbejde var med til at sikre mange aftaler på Christiansborg, og blev til stor gavn og glæde for alle.

For mig var det af stor betydning, at jeg kunne servicere hele Nordjylland, da det også ville smitte af på Brønderslev Kommune.

Et par af de punkter, der stod øverst på min dagsorden, var, sammen med Venstres øvrige medlemmer at arbejde videre med at få rykket lægeuddannelsen til Nordjylland. Det lykkedes, og det var en glædens dag, da den aftale kom i hus. For lægeuddannelse i Nordjylland ville for mig også betyde flere veluddannede læger til Brønderslev. Det tager tid at uddanne læger, men nu høster vi frugten af det arbejde, der startede for mere end 20 år siden, og lad os glædes over det.

Et andet projekt var at få gang i kvalitetsudviklingen og specialiseringen af hele sundhedsområdet.

Som både sygeplejerske og politiker havde jeg gennem flere år kunnet se, at vi haltede bagefter.

Forud for min entre i folketinget havde mit parti Venstre bedt mig være med i en arbejdsgruppe, der fik til opgave at analysere hele den danske sundhedssektor og komme med forslag til forbedringer. Det var derfor stort for mig at kunne betræde folketingets talerstol som ordfører på de mange lovforslag, der senere blev vedtaget, og som sikrede alle borgerne en fri og lige adgang til sundhedsbehandling, og hvor der kunne vælges et privat tilbud til, såfremt det offentliges tilbud ikke kunne matche efterspørgslen. Og specialeplanen for sundhedsområdet blev ligeledes vedtaget med et bredt flertal i folketinget. Jo, en lokal valgt kan være med til at ændre på tingenes tilstand, kunne jeg konkludere.

Jeg tænkte i den proces mange gange på min tidligere arbejdsplads, Brønderslev Sygehus, som virkelig var en fantastisk arbejdsplads og et godt sundhedstilbud set med datidens øjne, men jeg måtte også erkende, at tiden krævede noget mere og noget bedre. Borgerne i hele landet havde krav på at få den bedste behandling, når eksempelvis canceren ramte, eller når en borger blev ramt af en blodprop i hjernen, og det krævede altså mere end, at der var kort afstand til sygehuset.

Der var behov for specialisering for at redde menneskeliv og for at kunne give den optimale behandling. Sådan blev det, og også den ændring har jo gavnet mange af Brønderslevs borgere, der gennem årene har haft brug for, at de rette kompetencer altid er til stede, hvis eller når vi bliver ramt af alvorlig sygdom.

Et tredje område, der krævede en del politisk fokus, var hele socialområdet, og her specifikt hvordan vi hjælper de børn, der oplever svigt fra forældrenes side, eller hvor forældrene har manglende forældreevne.

Serritslevsagen:

Fra november 2006 blev jeg formand for folketingets ”Paragraf 71 udvalg”, som jævnfør Grundloven blandt andet har tilsyn med tvangsindlagte psykiatriske patienter og anbragte børn. Udvalgets opgave er, ud fra de konkrete sager, at stille spørgsmål til både ministre, kommuner og regioner. Ud fra de indkomne svar kan udvalget efterfølgende bede om møde med den konkrete kommune, tage på tilsynsbesøg,  eller indkalde parterne til møde på Christiansborg.

På et tidspunkt ramte det, der senere blev kaldt Serritslevsagen, mit bord, og jeg kan roligt sige, at det ikke var spor morsomt at sidde i et udvalg, som pludselig skulle til at sætte spotlys på ens egen kommune, og stille kritiske spørgsmål. Men sådan er arbejdet som folkevalgt altså også. Loven er lige for alle, og derfor skal lovene også følges i Brønderslev Kommune.

Hele denne sag, og flere desværre af samme karakter andre steder i landet, optog mig en del. I det hele taget må jeg erkende, at opgaven med at sikre bedre vilkår for alle inden for sundheds- og socialområdet har haft størst betydning for mig i mine mange år som politisk valgt.

11 år og 8 måneder blev det til i folketinget, og det er mit håb, at også borgerne i Brønderslev har følt, at det gør en forskel at have lokalt valgte repræsenteret på Christiansborg.

Regionsrådet:

På et tidspunkt i 2008 blev jeg en aften spurgt, om jeg ville spise aftensmad sammen med daværende minister Claus Hjort Frederiksen. Jeg sagde tak for invitationen, og naiv, som jeg måske var, troede jeg, at formålet var, at han ville vende en aktuel sag med mig, men det var et helt uventet tema, der kom på bordet. Claus Hjort Frederiksen ville høre, om ikke jeg kunne overveje at stille op som mit partis spidskandidat til det kommende regionsrådsvalg.

Det grublede jeg noget over, men hvorfor ikke? Og sådan blev det så.

Den 1. januar 2010 satte jeg mig i stolen som gruppeformand for Venstres regionsrådsgruppe efter et ikke så ringe personligt valg. Det var ikke nok til at blive regionsrådsformand, men det blev til en plads i regionens forretningsudvalg og ydermere opgaven med at være formand for Danske regioners udvalg for regional udvikling.

Fire spændende år sammen med arbejdet i folketinget – et match, som faktisk fungerede godt, men samtidig blev de mest travle fire år i mit liv.

Også i det embede blev det til en fokusering på mit eget lokalområde.

En del af det regionale udvalgs opgavefelt var at sætte og holde fokus på regional infrastruktur, både hvad angår veje, trafik på land, til vands og i luften. Og ligeledes at forholde sig til den digitale infrastruktur. Ydermere skulle udvalget inspirere alle regioner til at sætte turbo på oprensning af forurenede arealer i hele landet. Fortidens svineri skulle der rettes op på. Og jeg siger jer, der var rigeligt med opgaver at forholde sig til. Og jeg tror ikke på, at de fem regioner er færdige med den opgave på nuværende tidspunkt.

Det væltede ind med problemstillinger, for både i Brønderslev-området og andre steder i landet viste der sig udfordringer. Der var trængsel på vejene og manglende internetforbindelse i, det der populært kaldes, Udkants-Danmark.

Jeg holdt mange møder med de lokalt valgte i Brønderslev Kommune, for hvor skulle jeg ellers gå hen for at få et ærligt svar og få nogen til grundlæggende at forholde sig til problemstillingerne.

2015:

Efter 4 år i Regionsrådet, sammenlagt 11 år og 8 måneder i Folketinget, næsten 12 år i Amtsrådet og 12 år i Kommunalbestyrelsen i Brønderslev, besluttede jeg mig for, at tiden som valgt til et politisk hverv skulle være slut.

Jeg forsøgte hele vejen igennem at holde fokus på mit lokalområde og forsøgte at gøre, hvad jeg kunne for at skabe udvikling til gavn for alle i Brønderslev og resten af Danmark.

Det er mit håb, at blot nogle enkelte er af den opfattelse, at jeg har ydet et bidrag til en positiv udvikling.

Jeg kan sige, at jeg havde det sjovt, det var lærerigt, udfordrende og givende. Og mit mål var hele vejen igennem at skabe bedre rammer for alle i området, og til alle i vores fantastiske Danmark.

”De politiske Sild”:

Men ingen kan flytte de tunge sten alene og slet ikke som kvinde i politik, desværre. Der er stadig, set med mine øjne, mænd i det politiske miljø, der er af den opfattelse, at kvinderne bør blive hjemme ved kødgryderne. Sådan var det i alle tilfælde, da jeg startede min politiske løbebane.

Derfor blev perioden, hvor jeg sad i Amtsrådet den mest givende for mig, for det lykkedes at etablere et netværk af politisk aktive kvinder på tværs af partier.

Lis Andersen valgt for Venstre til kommunalbestyrelsen, Gerda Pedersen valgt for de Konservative til kommunalbestyrelsen, Elna Bech valgt for Fremskridtspartiet til kommunalbestyrelsen og Bodil Nielsen valgt for Socialistisk Folkeparti til kommunalbestyrelsen, og jeg selv etablerede netværket, ”De politiske Sild”.

En lørdag formiddag hver måned mødtes vi til sildebord på Cafe Chris eller på Brunders og talte om politiske problemstillinger og opgaver. Vi hjalp hinanden, og vi kunne betro os til hinanden.

Jeg har så meget at takke ”De politiske Sild” for. Nogle fantastiske kvinder, som var ærlige og modige.

Tid til noget andet og tid til eftertanke:

Jeg evner ikke at sætte mig stille i særlig lang tid, så derfor har jeg, ud over det politisk valgte, altid engageret mig. Så i tiden efter 2015 har jeg i fire år været formand for Venstres organisatoriske bestyrelse i Nordjylland og været kampagneleder for EU-medlem Søren Gade, der er vores lokale valgte mand i EU.

År 2021:

Nu er jeg Præsident for Maria-logen i Aalborg, som er et kvindenetværk for alle, der har lyst at være med. Logen har medlemmer fra hele Nordjylland. I netværket arbejdes der med personlig udvikling, og medlemsskaren inkluderer flere Brønderslev kvinder.

Jeg er stadig repræsenteret i et udvalg under trafikministeriet, og så er jeg ikke mindst borger med bopæl centralt i den by, som har leveret så meget til både min familie og jeg.

Tænk at være familie i Brønderslev, hvor vi altid trygt har kunnet sende vores børn afsted til et godt gymnasium med dygtige kvalificerede lærere.

Vi har kunnet sende vores børn afsted til den kommunale musikskole, hvor de ikke alene fik lært noderne og lærte at spille på et instrument men samtidig fik fantastiske musikalske og sociale oplevelser.

Min mand fik mange gode år i en erhvervsvenlig kommune, hvor hans virksomhed ”Gulvmanden” og senere ”Bedemanden” blev omdrejningspunktet for gode forretningsmæssige aftaler og forløb. Og hans kontor var tilmed stedet, hvor der blev etableret mange kontakter og relationer. Derfor er min og hans pensionisttilværelse ikke spor kedelig, da disse netværk stadig er intakte.

Jeg har kunnet møde borgerne i øjenhøjde ved de mange politiske valg, jeg stillede op til, og aldrig har jeg oplevet, at nogen har råbt efter mig, eller til mig. Borgerne i Brønderslev opfører sig ordentligt.

Når jeg i dag går tur i vores by Brønderslev, oplever jeg, at der i år 2021 er lige så trygt og godt, som da jeg gik her, som det lille barn og holdt bedstemor i hånden. Jeg møder smil og venlighed.

Her vil min mand og jeg glæde os over hver eneste dags oplevelser og trygt se alderdommen i øjnene og benytte os af de mange tilbud, der er i byen.

Jeg føler stor taknemlighed over at være så privilegeret, at netop jeg har fået lov at repræsentere Brønderslev i mange sammenhænge, og taknemlig over at være borger i hjertet af Vendsyssel.

Af Anders Theisen

Ophavet…

Det er pudsigt at skulle skrive en levnedsbeskrivelse efter så mange år, – egentlig tror jeg ikke, der er mange af mine skolekammerater, der kender min virkelige baggrund. Jeg blev født i København (Rungsted) den 21. januar 1946 og den opmærksomme læser vil kunne regne ud, at undfangelsen er ca. den 4. maj 1945 – plus/minus en træsko. Da jeg var 4 år døde min biologiske far, og min bror og jeg blev udstationeret i Brønderslev hos min faster og onkel (Inger og Svend Sanvig). På trods af min unge alder blev jeg efter 3-4 måneders forløb spurgt, om jeg kunne tænke mig at blive der permanent. Derfor blev jeg “adoptivbarn” i Nørregade og blev altid opfattet som en Sanvig.

Rungsted dejligst vang og vænge…

 Måske er det meste noget jeg er blevet fortalt, men jeg husker og kan den dag i dag beskrive Rungsted Strandvej 49. Huset lå lidt højt over Strandvejen med en lang opkørsel, og min far (Jens Marius) havde et lille Austin – den havde Paul (6 år) og jeg (4 år) fået sat i frigear, pedalerne kunne vi ikke nå, så jeg sad nede på gulvet og Paul styrede bilen – lige ned på Strandvejen, tværs over vejen og ned i grøften. En anden gang kunne min far ikke forstå, hvorfor bilen ikke ville starte – da havde vi leget tankstation og stoppet benzinrøret fuldt af grønkål.

Vi boede lige i nærheden af Karen Blixens hus – fra bunden af vores have løb vi over en eng over til Rungstedlund – ikke fordi hun boede der, men fordi det var spændende. Til den anden side lå et kæmpestort sommerhus i træ, der tilhørte en grev Moltke – de var der aldrig så vi legede også i deres have, spiste deres frugt og bær.

Det var rationeringstid – blandt andet kaffe og sukker var rationeret. Vi var sendt til købmanden efter kaffe i hele bønner, – dem dryssede vi i haverne på vejen hjem, fordi så blev alle folk jo så glade, når der voksede kaffeplanter op og duftede så dejligt af kaffe.

En gang havde Paul fundet noget maling og ville male en havebænk, – jeg ville ikke flytte mig, så malede han bare mig hvid ligesom bænken.

Selv om jeg ikke er barnefødt, har jeg altid betragtet mig som vendelbo, – det er nu ikke noget jeg er stolt af, ……. det er noget jeg er taknemmelig for.

 Den lille Skole….

Torsdag den 1. april 1952 var min første skoledag i Den lille Skole i Tygelsgade – jeg var blevet 6 år i januar. 1. klasse havde timer fra 13-16 og 2. klasse fra 8-12 – fra 3. klasse gik vi på Skolegade Skole fra 8-16 og lørdag fra 8-13 og var ”vandreklasse” med op til 48 elever i hver klasse. ”Vandreklasser” havde ikke fast klasselokale, men vi for rundt i hvert frikvarter for at sætte tasken i det næste lokale. Det var de store årgange fra de sidste krigsår (1943-45) der overraskede politikerne og deres embedsmænd – de havde ellers haft 6-8 år til at bedømme behovet.

Mange af lærerne havde haft vore forældre som elever, – de var tudsegamle, gik med sort tøj og vest og lignede et begravelsesoptog. Vi fik rap over fingere med en lineal, hvis vi skrev forkert og eftersidning, hvis vi var uartige – jeg kom tit sent fra skole og havde mange mærkelige forklaringer. Der var nu også mange spændende ting og fristelser at opleve på vejen hjem fra skole, – et smedeværksted hvor hestene blev skoet, en sodavandsfabrik, et ægpakkeri, jernbanen, Pedershåb, Trælastens lager, Hedelund, Landboauktionen med grise og køer, – der var uendelige oplevelser.

Sommerferierne…

 Min farmor havde det mest vidunderlige sommerhus, – ja det hed ”Guds Fred” og lå 25 meter fra vandkanten i Bunken syd for Skagen, og blev bygget af min farfar i 1927. Der var ca. 20 sovepladser inklusive ”Rædselskabinettet”, det kaldte vi loftværelset på 2. sal med grønne brædder på væggene, ferniserede gulve … og madrasser på gulvet. Her holdt vi den ene sommerferie efter den anden sammen med fætre og kusiner, – der var år, hvor det kun var forældrene, der blev udskiftet fra 20. juni og indtil 12. august, hvor skolerne begyndte på ny. Vi cyklede fra Brønderslev til Bunken ved feriens begyndelse og retur i august – der var godt 60 km, men cyklerne skulle med på ferie, fordi det gav en fantastisk frihed med ture til Skagen, Frederikshavn og Kandestæderne.

Vi badede, spillede fodbold, gravede i vandkanten, byggede sandslotte og gravede totempæle ned (det var bundgarnspæle drevet i land), lavede cirkusforestilling for at tjene ekstra lommepenge, gik over Milen og til Aalbæk, hvor vi købte karamel- og jordbærstænger til 2 øre stykket. Dem tjente vi ved at slå fluer ihjel, fordi min faster Kirsten udlovede en løbende dusør for dræbte fluer – at det tit var de samme fluer, hun fik at se – det var en anden sag.

Vi sprang fra klitterne, lå og tyggede marehalm og kiggede på skyerne og fortalte hinanden historier – så en havørn kredse lige over vore hoveder og fangede en hugorm – det var farligt indtil vi fandt ud, det kun var en udskiftet ham.

Vandet i hanerne havde lidt for meget rust og okker, så vi hentede rent vandværksvand hver eneste dag til the og kartoflerne hos landinspektør Luther-Jørgensen længere nede på stranden. Et år skulle min bror Peter og jeg aflevere den obligatoriske æske med fyldte chokolader på sidste sommerferiedag, – huset var tomt og ingen hjemme, så vi åd hele æsken og smed dem væk, vi ikke kunne lide. Værre var det, at min mor var blevet tidligere færdig med at pakke sammen og lige ville sige personligt tak. Fru Luther-Jørgensen var bare nede i sin lille køkkenhave…. så der vankede ”dallerbakker” og mavepine og ingen lommepenge indtil chokoladen var betalt.

Lømmelalderen…

Det var en lykkelig barndom med en sund, retfærdig opdragelse, – af mine skolekammerater fra gaden talte Erik Mølvadgaard og en kort periode også Jacob Leth, hvor Erik og jeg lærte ham om livets alvor i Nordbyen. Ulrikka Sørensen (overlægens datter) kom senere til, men det var nu mest hendes storebror Paul, der deltog i løjerne.

Hvordan mon Pikanto i Nygade fik et N i løbet af en nat, eller købmanden i Vestergårdsgade mistede et K og fik byttet om på Ø og B.

Krudt og kugler….

Eller hvor overlægens Paul skaffede et MEGA-kanonslag – det var som en overarm, blåt og kunne kun tændes på en husholdningsæske. Det blev fyret af i Mogens og Mitten Nielsens have på Thorsvej lige foran spejlglasvinduerne til deres swimmingpool. Det blev berettet, at vinduerne krummede sig ca. 2-3 cm af lufttrykket. Det måtte kunne have revet en arm af, men det viste vi ikke. Hold da kæft for et brag!

Paul havde også rådighed over en gammel muskedonner fra det 18-århundrede. En forlader med tændsats. Vi havde jo ikke forstand på ammunition til sådan en djævel, så vi skilte for en sikkerheds skyld en to-tre af min fars patroner til haglgeværet af, – det var godt nok pladekrudt, men hvad det kunne vel bruges. En gammel klud til at stoppe forladeren med og så godt med hagl og tændsatsen kunne man købe hos Stagsted. Paul lå i sengen med en forstuvet skulder i flere dage, – han glemte at holde ordentlig ved forladeren.

Og da vi lavede en cykelpumpe om til en raket og placerede den klemt inde mellem to zinkaffaldsspande – selv lunten var hjemmerullet, – selv mere end 40 år efter kunne man stadig se mærkerne under tagskægget hvor håndtag og pumpestang ramte garagen i Nørregade 75.

Døden på distance….

Af de oplevelser som gjorde mest indtryk på mig i mine barne- og ungdomsår har især tre efterladt et uudsletteligt indtryk hos mig, – da en skolekammerat (Leo?) tog livet af sig og da en banearbejder, der boede på 1.sal hos Eriks far og mor omkom ved en tragisk arbejdsulykke.

Senere blev en god kammerat og ven – Hans Espensen – det første offer i en række af Brønderslev unge, der absolut skulle afprøve de hårde stoffer.

Sportens verden….

Jeg havde store ambitioner på fodboldbanen, jeg kunne ikke drible og til gengæld kunne jeg heller ikke tackle, – men løbe stærkt, når det gjaldt om at komme væk fra noget jeg havde rodet mig ind i, var jeg eminent til. Jacob Leth husker sikkert, vi kravlede rundt oppe på transformatorstationen på stadion, – vi andre viste, at når sirenen på Pedershaab lød kl. 16, så var der ca. 10 minutter inden Anker (han passede station) kom hjem, så skulle vi være væk. Det var Jacob ikke klar over, og han turde ikke springe de 6-7 meter ned og blev fanget som den eneste. Eller da Erik Mølvadgaard, Anders Peter Thomsen (Appetit) og jeg fik startet Ankers selvkørende plæneklipper til stadion og den løb fra os og endte oppe ved Markedsvej. Jeg var i hvert fald ikke hjemme resten af eftermiddagen.

Uanset mine kvalifikationer på fodboldbanen var jeg stensikker på mindst en innerwing-plads, – jeg var nemlig den eneste der havde en ægte læderfodbold!

Nørreå, selv om jeg ikke måtte bade der, kom jeg ofte kom hjem med grønne underbukser og vådt hår. Friluftsbadet især var vore yndede udflugtsmål om sommeren, det jo også der, vi (op)søgte det andet køn. Jeg husker endnu, hvordan jeg “bagte på Bodil Mørk” en hel weekend så jeg var helt solskoldet, og så var det selvfølgelig Aage Egholm, der fulgte hende hjem. Havde vi ingen penge, så tog vi bare derud efter lukketid og plankede den ind. – Æble og pæremold i efteråret, selv lærer Røns pærer gik ikke ram forbi, når vi besøgte Jacob Leth på Solvangsvej. Hans mor blev stiktosset.

Stærk tobak…

Ryge skulle vi selvfølgelig, – vi (jeg) huggede nogle af min fars cigarer, og kors hvor vi brækkede os, og kunne vi ikke finde på andet at ryge, så kunne bøgeblade da bruges. En eftermiddag lå vi oppe ved Thorshøj og havde ild i piberne af bøgetræ, – græsset var knastørt og én af os havde et brændeglas og inden vi fik set os om, brændte alt græsset omkring os. Vi tissede på det og slog på ilden med vore vindjakker – mærkeligt nok var der 4-5 drenge, der havde mistet deres vindjakker på mystisk vis og lige den samme dag. Vi blev nu sendt ud for at finde dem – påtalen og stuearresten, den taler vi ikke om.

Omme bag Nørregade lå Nygårdsvej og Tolstrupvej og her boede flere af byen originaler, bl.a. Bolsjevik Valdemar og Musseverner og de var helt tossede med at skrå med godt med snus (aske fra cigarer og cerutter). Min far var cigarryger med høj kvalitet, så askebægrene med både skod, stumper og aske blev indsamlet og solgt til højestbydende – det gav tit til en ekstra biografbillet eller 5 Eifel. Cigaretterne kostede 15 øre uden filter og 20 øre med filter hos købmand Vestergaard på hjørnet af Søndergade/Vestergade/Østergade – det var vist ikke helt lovligt at sælge cigaretter i løs vægt, så vi lærte at vente pænt i baggrunden til butikken var tømt. Det var datidens ”narkotikahandel”.

En pinse muntrede vi drenge fra Nørregade og Markedsvej med at lege “korsriddere”, – vi havde jo ikke rigtigt nogen at slås med, men omkring Fælledvej skulle man normalt bare vise sig – altså hvis man var fra Skolegades Skole – så vankede der. Så vi lagde en slagplan, der resulterede i et slag i og omkring pinseferien, – slaget varede i flere dage. Vi genoptog jo bare løjerne næste dag, fordi spisetiderne skulle jo overholdes. Det gik ikke så godt for Richard Løvehjerte og Ivanhoe på trods af flotte dragter og sværd. Min fætter Poul fra Tårs var på feriebesøg og blev udstyret med det mest nødvendige. På et hastigt tilbagetog løb han direkte gennem en hæk, – det kunne tydeligt ses på både ham og tøjet, for det var en tjørnehæk. Senere på dagen stod der to politibetjente med overbetjent Bendtzen i spidsen foran døren. DSB havde tilkaldt lovens lange arm, fordi horder af drenge sloges vildt på banestrækningen omkring viadukten ved Tunnelvej, – og hvem blev genkendt trods krigsmaling, tyskerhjelm og gamle lagner med store, røde kors?

Naturen og det andet..

Cykelturene til Ribsengene i Vildmosen, hvor vi intet havde at gøre, bare ligge i græsset ved tusmørke og vente på ålene kom op af grøfterne, eller når vi legede røvere og soldater i Gyvelskoven nord for byen, kælkede og stod på ski i “Djævlebakkerne”. Det var de samme områder, vi gik/cyklede de første ture med “kæresterne” da vi de der 14-15 år, og en efterårsdag ved en tilfældighed opdagede et hedt og heftigt stævnemøde mellem een af “Pedershåberne og en landbrugskyndig elskerinde fra vestegnen” oppe i Pedershåb Frugtplantage – det var et syn for guder og især for sådan nogle konfirmander som os. Hvorfor vi egentlig var der selv, gætter I vel næppe….

Et åbent og meget internationalt hjem…

Hjemmet i Nørregade havde stort set hvert andet år en udvekslingsstudent boende i 8-9 måneder, primært fra USA, men også England, New Zealand, Frankrig – der blev talt meget engelsk, og da jeg var så heldig at få Hans R. Knudsen som engelsklærer, blev engelsk et af mine yndlingsfag, – men jeg blev af Knudsen kritiseret for min manglende engelske udtale. Jeg har siden fået overskæg og fået lært at holde overlæben i nogenlunde ro. Både mine søskende og jeg har fortsat kontakt med vore amerikanske venner trods de mange år.

Noget skulle vi jo få tiden til at gå med…

Når jeg ikke kunne drive det til noget med fodbold, var tennis måske en mulighed. Jeg var håbløs selv med en landstræner Regnar Schrøder som underviser, men der var jo lige det der med pigerne, – de opholdt sig jo meget på og omkring banerne, så det gav jo endnu en indfaldsvinkel.

Schrøder trænede bl.a. Jan Lesley i Sandgraven i Århus når han ikke lige havde travlt med at undervise talenterne i Brønderslev. Drengene fra Århus gav i øvrigt opvisning en sommer for novicerne i BLTK – og selvfølgelig boede både Schrøder og Jan Lesley i Nørregade.

Købmanden i enhver…

Det lå næsten i luften, at “købmand” det måtte jeg blive. Jeg havde et fast job to gange om året med at opkræve brandforsikringer for min far. Prisen var 30 øre pr. stk., – de blev altid klaret af de to ældste hjemmeboende, men da jeg til sidst var alene tilbage og der faktisk var ca. 1000 besøg, fandt jeg på at udlicitere jobbet. Kammeraterne fik buddet på yderdistrikterne for 25 øre pr. stk., – jeg tog selv alle boligforeningerne og forretningerne i den indre by. Hvorfor de skulle have yderdistrigterne var fordi betalingen var “no cure – no pay”. Det var lidt frækt, men den kloge narrer jo den mindre kloge….

Musik og sang….

Min gamle skolekammerat, Orla Sørensen huskede mig på, at jeg vist var den eneste i Brønderslev, der havde en karakterbog med en anmærkning “Anders har anlæg for pyromani”, – herom lidt senere. Dem der ikke husker så godt, så var vi nogle stykker, der havde svært ved at koncentrere os i sangtimerne. Vi blev kaldt “brummerne”, fordi vi ikke måtte synge med, – fri fra timerne kunne vi ikke få, så frøken Vig placerede os bagerst i lokalet, hvor hun absolut ikke kunne holde øje med os (hvad kunne hun i øvrigt holde øje med, det søde menneske). Vi k-e-d-e-d-e os, – et par springture ud af vinduet efter slik eller ind i “Baptisten” for at smøge den. Jeg husker, at lærer Thomsen afleverede os i sanglokalet med en formaning om aldrig at gøre det igen (før næste gang), – frøken Vig var meget overrasket, – hun havde nemlig ikke savnet os. Det var også letsindigt bare at sætte sig i solen lige nedenfor sanglokalernes vinduer.

Pyromanen….

Hvad skulle man så få tiden til at gå med? Jeg havde opdaget en klump harpiks på bagsiden af skabet med sangbøger, og af kedsomhed fandt jeg fyrtøjet frem og frembragte en kvalm og ildelugtende røg i lokalet. Frøken Vig opdagede intet før Ingeborg Lauersen og Grethe Jensen højlydt gjorde opmærksom på “faren”. I den efterfølgende engelsktime blev jeg afhentet, min lighter skulle konfiskeres og jeg en tur op til Elis Frederiksen. Han gav mig for en sikkerheds skyld et par på kassen, fordi det plejede han jo, – derefter kunne jeg fortælle… Min far må have grinet, fordi en sådan skriftlig irettesættelse skulle jo vises frem, og på mystisk vis “forsvandt min karakterbog i 3. mellem” og var umulig at finde. Jeg blev sendt direkte hjem efter den med besked om kun at komme tilbage medbringende den famøse bog. Min fars sekretær på advokatkontoret forklarede senere min far, at “Anders har været på kontoret med sin karakterbog fordi den skulle skrives under, men Sanvig var optaget”. Han insisterede på, at den fik et stempel og en underskrift”. Så var den klaret, – indtil næste gang.  Lighteren, – I tror da ikke jeg var så dum, – jeg havde da byttet til tændstikker med Erik i frikvarteret. Vi viste jo godt, at “tampen brændte”. Elis Frederiksen – han fulgte jo som nævnt princippet om ”slå først og tal senere”. Så lærer Jørgensen havde sendt mig til skoleinspektøren med en sag, han ikke selv kunne tage stilling til, og Elis Frederiksen havde dårligt set mig og spurgt til, hvorfor jeg nu igen var sendt op, og inden jeg overhovedet havde berettet om mit ærinde, så havde jeg igen fået en på kassen – at jeg bare skulle bede om fri fredagen mellem Kr. Himmelfart…. Det var en anden sag.

 De sidste skoleår….

Luddovne var vi, og vi fandt altid det laveste gærde i skolen, når lektierne skulle klares, – nogle fordele skulle man da udnytte, når man havde 3 ældre, flittige søskende. Erik Mølvadgaards storebror Ove var altid klar med hjælp, når matematikken og geometrien skulle klares i en håndevending. Det sidste 1½ år af min skoletid inkl. realklassen måtte jeg indse, at nu måtte jeg hellere se at få lært noget og forbedret mine karakterer en hel del, hvis det ellers skulle blive til noget. Jeg tog mig gevaldig sammen efter formaninger fra min far.

Megen tid blev brugt på cykelture til Statshospitalet for at besøge Karen Vibeke Olsen, – tro endelig ikke, at jeg var det mindste forelsket, det var – for den tid – et usædvanligt venskab, som desværre løb ud da hun forlod byen. Jeg opsøgte Karen Vibeke adskillige gange i Brøndbyerne på uanmeldt besøg og traf selvfølgelig sjældent hende hjemme. Det venskab genoptog jeg heldigvis efter sammenkomsterne og skolejubilæerne, og vi udveksler løst og fast pr. mail og på FB.

Om det hjalp på skolegangen, at Erik Mølvadgaard kom i lære hos Høj Hansen, skal være usagt. Det gik i hvert fald tilfredsstillende i både 4. mellem og så tog vi jo realen med.

Først var det VU-baller, så Jazzbal i Hjørring og på Phønix med rød/hvide duge, dæmpet belysning og lys på bordet, øllerne kostede 2 kr. på værtshusene og pigerne havde efterhånden længere og længere hjem. Senere var det PG-klubben med “pigtråd”, Beatles, Rolling Stones, Kinks og “Pretenders” for at nævne de mest kendte. Jeg sluttede karrieren som koncertarrangør brat efter min attenårs fødselsdag efter at have arrangeret adskillige koncerter sammen med Torsten Sørensen og resten af PG-klubben, – det var Hollies, Red Squares, Peter Belli og Rivalerne, Defenders, Hitmakers og mange, mange flere samt de lokale ”Pretenders” som de største navne. Vi tjente så mange penge ind til klubben de år, at bankdirektør Ejner Mortensen pludselig opdagede at den der lille klub af langhårede musikanter sgu havde mere end ti tusinde på kontoen. Han skulle skrive på en banknoteret check til Thorbjørnsens Scandinavian Booking Agency. Knud Thorbjørnsen – oprindeligt herreekviperingsuddannet – og Niels Wenkens var hårde hunde at forhandle med og var sikkert blevet snydt mange gange for pengene til musikken, så da vi bookede The Hollies og skulle betale 10.000 kr. (tror jeg) slog jeg bare ud med hånden og sagde at hvis han garanterede deres optræden ku’ han sgu få dem forud. Torsten Sørensen sagde senere, at Knud Thorbjørnsen have måbet.

Det ærgrer mig den dag i dag, at jeg ikke var i bestyrelsen for PG-klubben i oktober 1963, hvor SBA tilbød de fuldstændig ukendte Beatles til Danmark på deres allerførste udlandsturne. Kun Sverige fik glæde af tilbuddet, fordi ingen i Danmark var interesseret, – de optrådte for måbende svenskere i fire byer. Thorsten og jeg havde garanteret lejet Aalborg-Hallen.

En vildfarelse skulle der være plads til, – jeg var sgu medlem af KU en kort periode, men det var nu mest fordi vi – Jørgen Agerbæk og Anders Christensen (Amtstidende) var ihærdige kortspillere og meget lidt politiske. Hurtigt kom jeg på bedre tanker efter et besøg på Christiansborg med tale af Poul Schlütter og underholdning med Cæsar.

Det var skideskægt og hold da kæft, hvor fik vi mange bajere dengang.

Lyse nætter og solskinsdage…

 Nu var somrene altid varmere i gamle dage og vintrene koldere og med mere sne. At det var på grund af de lange sommerferiedage, og at gummistøvlerne havde kortere skafter, har vi glemt i mellemtiden, men sommeren 1963 blev helt unik. Min ven Bengt Randholm fra Nässjö havde besøgt os året før, – hans far havde en fabrik der lavede stålgryder (Polaris) og var vist styrtende rig.  Bengt var en rigtig fuglenørd lige som jeg selv, – det var bare rigtige fugle, han interesserede sig for og ikke ”chicks”. Han cyklede ud i Vildmosen og kiggede på fugle, – jeg fandt nu nogle helt andre fugle at besøge imens.

Jeg skulle besøge ham fra slutningen af juni og indtil september i 1963 på en slags udveksling, – først i Tüllesand ved Halmstad, hvor det ene af deres sommerhuse lå, – her lærte jeg at køre på ”moped”, – det er en knallert på svensk. Det var også der, hvor svenska polisen samlede mig op på landevejen mellem Halmsted og Tüllesand og kørte mig hjem. De syntes ikke at en 16-års dreng skulle gå hjem midt om natten.  Så til vandskabsbyen Nässjö – en gudsforladt stationsby med spor fra fire verdenshjørner, men til sidst på nordkysten af Öland, hvor vi var i næsten 2 måneder. Der var smukt, især på sydøen. Jeg fik smagt krebs for første gang, danset med mange lyshårede svenske flickor i sommernatten og lært sproget til husbehov og drukket en masse øl, der var tyndere end vand.

Hvad skal du være….

Så gik læretiden i Brønderslev Bank fra 1963-66 – jeg lærte at begå mig med jakkesæt, slips og nylonskjorter, blev sendt i kælderen efter ”en rembursåbner og senere efter rentefoden”- det var fest og ballade i stort set alle tre år. Kvinderne i mit liv var mange og de fleste varede ca. 14 dage, – livet skulle jo prøves af og pigerne med. Festerne i Nørregade var mange, vilde og meget fugtige. Der var adskillige forklaringsproblemer og historierne blev bedre og bedre, men eet er sikkert, dydens smalle vej var bred i de år. Det var f….. ta’ mig skægt, så længe det varede.

Så kom den virkelige forelskelse pludselig i foråret 1966 og i oktober året efter blev jeg gift med Murer Kajs Ulla, som man plejer at beskrive sådanne familieforhold i Brønderslev. Vi havde kendt hinanden i flere omgange fra 1962, – i april 1968 fik vi Simon, – der er jo aldrig så lang leveringstid på den første. Det var en smuk oplevelse, som jeg har oplevet to gange senere.

Nogen af de lokallokalhistoriske….

 Niels Juul Nielsen fra A/S Peder Nielsen var en af mine forældres venner, og han fortalte historien om, hvordan ”Nielsen” en kold vinterdag på vej hjem i middagspausen så en lille dreng stå ved Cementstøberiet med hænder dybt begravet i lommerne. ”Nå, fryser den lille mand”? ”Nej, ham har jeg i hånden”.

Om byens mangeårige dommer Johan Kardel

• Johan kom hjem fra en animeret fest sammen med Pedershåberne hos skoleinspektøren Sørensen, han var blevet så beruset, at havde kastet op ned af vesten og forklarede Ingeborg, at det var Peder, der havde brækket sig ned af ham, hvortil Ingeborg svarede: ”Så er det måske også Peder, der har tisset i dine bukser”.

 

• Johan havde for vane at stoppe cigarer i brystlommen, når han var gæst og der lå tobak til fri afbenyttelse. Det skete også hos Oscar og Rigmor (Langeland) Nielsen og i afskedens stund, gav Rigmor ham et vældigt kram og knuste alle cigarerne. Så kunne han lære det….

 

• Johan var altid ”bybud” for Dommerkontoret – kunde i Brønderslev Bank – så kunne han få en frisk cigar af kasserer Ove Jensen – ”Har I ikke nogen med spids” – jo, gratis glæder er ikke at foragte.

 

• Min far berettede, at under et retsmøde sad dommeren og sov og måtte vækkes af den offentlige anklager.

 

• Johan var meget nærsynet og mon ikke han havde grå stær, – jeg har i min elevtid i hvert fald fuldt ham over Bredgade mange vinterdage i den mørke tid.

Det er de ringste…..

”Hvorfor rejse til Venedig og dø når man ka’ kede sig ihjel i Brøeslev”. Jo, det var opbrudstid, Ulla var også udlært i banken, og jeg havde udlængsel. ”Det er de ringeste vi sender ud, men de klarer sig nu godt, hvor der kommer frem”, som man siger i Vendsyssel.

Handelsbanken åbnede filialer overalt i landet dengang og valget stod mellem Aalborg, Herning og Svendborg, – dem der har besøgt Herning ved sikkert hvorfor jeg valgte Svendborg. Fra 1968 til 1973 blev jeg skolet af en hovedbank, – det bekom mig med tiden meget dårligt, alt initiativ blev frataget een og jeg havde meget svært ved at indordne mig under “Forretningsorden for Handelsbanken”. Jeg havde masser af ideer til hvordan man administrativt kunne forenkle og billiggøre driften, – en enkelt ide tjente Handelsbanken en formue på og jeg selv fik 250 kr. i præmie! Det sidste år gik det op for mig, at det jeg savnede allermest, var godt købmandskab og selvstændige beslutninger, og jeg forlod banken i rimelig god ro og orden uden at hamre døren i. Jeg tror ikke de savnede mig. Omgivelserne ser altid imponeret på mig, når jeg fortæller, jeg har været ansat 10 år i en bank – selv forstår jeg det ikke.

En mindre papirindustri, der producerede dekorationsartikler og lampeskærme blev min “nye læreplads”. Jeg lærte økonomi, produktion og salg, alt sammen i løbet af eet år. Det var spændende alene fordi det var en ung virksomhed. Vi solgte ca. 90 % til USA, men i 1973-74 kom oliekrisen som påvirkede hele verden. Alle råvarer steg fuldstændig umotiveret, der var knaphed både på råvarer og ordrer, og vort lampeskærmprodukt, som var “non flameable” blev alt for dyrt og usælgeligt. Nedskæringer var nødvendige, og jeg måtte i 1976 finde et andet job, og det måtte hellere blive noget stensikkert. Jeg var i mellemtiden blevet eneforsørger for Simon (1968), Hans (1970), Louise (1973) og Ulla (1947).

 Et job med indhold….

Petersminde Teglværk søgte en leder af administrationen. Det blev en udfordring af de største og jeg gennemlevede sammen med virksomheden høj- og lavkonjunkturer, en teknologisk udvikling som i dag ikke er til at fatte. Lederen var – skulle det vise sig – een af Danmarks allerdygtigste i branchen. Faktisk var jeg meget stolt af at være med på teamet og fik meget brede beføjelser, da lederen var meget udadvendt og involverede sig i mangt og meget. Desværre døde han af kræft i en al for tidlig alder og uden at se sit livsværk bragt frem til det mål, han selv havde sat sig. Uden at rødme, så var “murstensfabrikken” Petersminde vist een af de fremmeste, som de siger på Sydfyn, og det var jeg nu lidt stolt af. Nye tider blev det også i teglindustrien, – to vidt forskellige ansatte direktører udenfor familien med himmelvid forskellig baggrund satte en ildsjæl som mig på prøve. Den sidste anede intet om teglværk, hverken da han blev ansat eller da han blev fyret, …. og pengene fossede ud af kassen sammen med Danmarks bedste renomme.  Inden da havde han heldigvis fyret mig i 2001 efter 25 års ansættelse. Jeg var uduelig og kunne ikke samarbejde, hed det sig, og det kom selvfølgelig til at koste dem en del penge. Det var i øvrigt det bedste, der kunne ske, – ellers havde jeg aldrig fået taget resten af mit liv op til revision, og allerede på vejen hjem med opsigelsen i tasken, viste jeg hvad jeg ville bruge de næste år til.

Regnskab og roser…

Arbejdsramt blev jeg få måneder efter verdens bedste sommerferie på seks måneder, – www.simac.dk manglende en regnskabskyndig og i to omgange har jeg slået min folder som barselsvikariat og holdt skuden i vandet og på ret kurs.

Mit administrative overblik fejler fortsat intet, alderen til trods – og så kender jeg endnu forskel på debet og kredit, hvor jeg syntes bedst om ”indtægter” – så jeg agerer regnskabskonsulent, bogholder, sparringspartner og meget mere for www.bilpartnerstenstrup.dk og www.transparent.dk, – og i 2014 fulgte yderligere www.form4.dk som Simon købte pr. 1. juli 2014. Sammen med en nabo har jeg omlagt hans rosenplanteskole fra 20 % privatsalg og 80 % en gros til 100 % privat salg på www.rosertilhaven.dk – uden nogen kendskab til hverken roser eller webdesign startede jeg butikken op fra bunden som webdesigner og senere administrator og medejer – og så passer jeg på, mine lejere i min pensionsopsparing betaler til tiden. Netbutikken blev solgt 31. december 2015.

Fritiden….

Der blev også tid til andet, Bankskole I og II, merkonom i regnskab, afsætning og markedsføring for at lære lidt mere i teorien, bestyrelsespost i DA for at lufte meninger og holdninger overfor andre, – især som gæsteunderviser i folkeskole, gymnasium og handelsskole igennem 10 år. Erfaringsudveksling gennem Junior Chamber, blev der også plads til i een årrække.

Svendborg Firmasport fik en plads i mit hjerte med venlig tanke til Palne Bertelsen, som jo startede vore gadeturneringerne i Brønderslev for børn og unge og fik organiseret den spæde start til det der senere udviklede sig til firmasport i byen.

Hvis nogen har besøgt Svendborg så ved I, at bor man her, så er “sejlsport en herlig drik”. Sammen med en god ven, der havde en H35, har jeg som gast deltaget i alle de kapsejladser, der sejles på vore kanter, – Fyn Rundt, Als Rundt og Ø-havet Rundt er nogle af betegnelsen for aktiviteterne. Det gav den afslappelse, de fysiske krav og det kammeratskab som netop en sejler oplever.

I 2000 byttede Ulla og jeg vort smukke hus fra 1898 i byens midte ud med Møllegaarden fra 1789 (55° 4’7.95″N og 10°40’38.92″Ø) ved Skårupøre Sund, 5 km fra centrum – her bor vi så i smukke omgivelser med bindingsværk og stråtag på vore tyve tønder land.  Jorden har vi forpagtet ud til nogle af de få bønder, der ikke sætter penge til hver eneste dag – vi dyrkede den selv et enkelt år for at sikre sig EU socialhjælp – det gav 624 kr. mindre end at forpagte ud, og så var mine egne timer sat til et stort NUL.

Computerfreak og stamtræer har jeg kombineret og søger at dataregistrere mine aner, – jeg er tilbage i 1580-erne og kommer næppe længere. Ulla fattede ikke, jeg brugte så megen tid foran skærmen.

Samtidig med mit fuldtidsjob drev jeg sammen med min sejlerven en kombineret malerforretning/farvehandel som 50/50 partnere med alle de problemer en sådan virksomhed må slås med – det løb over næsten 10 år, og efter vi havde solgt malersektionen overlod jeg min part til vennen i 2000.

Nu er jeg pensionist og livsnyder på deltid og arbejder kun det jeg har lyst til. Regnskabskonsulent for en række mindre virksomheder, bestyrelsesmedlem i SEF A/S med en række datterselskaber.

Mine børns mor….

Ulla stoppede i banken allerede i 1970 og vendte aldrig vendt tilbage. Hun fik senere et deltidsjob på kontor hos en mindre snedkermester og samtidig god ven, – det udviklede sig med tiden, 100-120 mand i arbejde og til sidst endte hun som hans personlige sekretær med et udlandsophold i England som afslutning meget mod sin vilje, men hun kunne selvfølgelig ikke sige nej – det kan de vendelboer jo ikke. Hun påstod, at det var spændende….

Vore børn fløj fra reden allerede i 80-erne, og de bor alle tre i København og Holte. Simon sælger møbelstoffer, Hans har eget Mediebureau og Louise er arkitekt hos Københavns Kommune.

Syv børnebørn har givet livet endnu en dimension – Peter, Mads, Rasmus, Laurits, Thomas, Tobias og Johs – citat PeterJ ”I vores familie får vi kun drenge”.

Desværre mistede jeg pludselig Ulla den 13. november 2013 – kun 65 år blev min Ulla. Vi havde planlagt et otium sammen på ”Møllegaarden” og havde regnet med bo her sammen indtil vi ikke kunne klare hverdagens gøremål, – vi skulle læse, sy, reparerer, ombygge, rejse og være bedsteforældre for vore 7 drengebørnebørn.

Sådan blev det ikke.

 

”Hold fastere omkring mig

Med dine runde Arme;

Hold fast, imens dit Hjerte

Endnu har Blod og Varme.

 

Om lidt, saa er vi skilt ad,

Som Bærrene er paa Hækken;

Om lidt, er vi forsvundne,

Som Boblerne i Bækken.”

 

En heldig mand er jeg dog og har truffet min Bodil, der mistede sin mand samtidig med jeg mistede Ulla. Tilsammen har vi 15 børnebørn og nyder vi vor tosomhed, bor stadig hver for sig, men er sammen mange af ugens dage enten på Møllegaarden eller Bodils dejlige hus lige ned til det smukke Svendborg Sund.

Jeg vil ha’ liv, ikke livsstil….

 Nogle mennesker er født i det forkerte århundrede, og jeg er nok én af dem, og det er blevet mere og mere klart for mig, jo ældre jeg er blevet.

Nok har jeg en opvaskemaskine og vasker ikke op i hånden, men jeg spiser til gengæld stegt flæsk med persillesovs med den største fryd og uden tanke på hverken dyrevelfærd, mit eget helbred eller klimaforandringer på grund af gylle for den sags skyld. Og jeg røg min pibe fra jeg var fjorten til jeg var tres med stort velbehag og generede mine omgivelser uden blusel.

Jeg tror stadig på pligtopfyldelse, hårdt arbejde, trofasthed, og at modgang skaber folk.

Jeg taler ikke det 21. århundredes sprog. Jeg har ingen trang til at tage del i alle og enhvers frustrationer, til at rationalisere, realisere sig selv, indsamle data, slå kludene sammen med nogen eller kaste mig ud i et meningsfyldt forhold eller arbejde for den sags skyld, hverken på den korte eller lange bane eller fremadrettet for den sags skyld. Alt arbejde, nogen vil betale for er meningsfyldt, – både her og nu, i morgen og i fremtiden. Jeg vil meget hellere elske og blive elsket, hjælpe, gennemføre, forstå, blive gift eller slå en sludder af. Jeg foretrækker ægte ord kun afbrudt af ægte tavshed. Ting tager jo som sagt tid, ævl tager evigheder.

Ingen er længere tilfreds med at være almindelig. Man skal helst lave noget spændende og påkalde sig andres opmærksomhed, – det jeg kunne kalde diskret selvsmagning. Hvorfor kan man ikke stille sig tilfreds med at være vicevært, husmor, sælger, skraldemand, manden på toppen eller manden på gulvet – sådan helt uden de ny opfundne titler som hjemmegående, key-account-manager, CEO eller hvad-har-vi. Og hvorfor skal alle altid føre sig frem som Guds gave til den undrende tilskuer. Jeg ville ønske, alle havde travlt med at lave det, der virkeligt tæller, så de aldrig fik tid til at skænke deres egen glorværdighed en tanke.

Ku’ jeg bare få den ægte vare. Jeg længes efter at se naturligt hår, lidt for mange kilo, rynkede ansigter, garvede hænder, sorte negle og øjne med liv i. Nybagte mødre skal lugte af mælk. Kaffe skal dufte og smage af kaffe, blomster skal være ny plukkede og dufte vidunderligt, græs skal være græs og gi’ grønne knæ, skoler skal være skoler, ikke opbevaring, og kirker skal være kirker.

Det 21. århundrede er et kedeligt cirkus. Jeg er så træt af uforståelige intellektuelle, skidtvigtige bureaukrater, fornærmede og indignerede politikere, teknokratiske regnedrenge, medieudvalgte eksperter i-hvad-som-helst, udvandede teorier, statistikker, ugeblade og magasiner med drømmescenarier og gør-nu-det-for fanden-selv.

Jeg vil kunne tale om Gud og fædreland uden at blive taget for andet end det jeg er, og jeg vil ku’ fælde en retfærdig tåre over Margrethes nytårstale uden at blive kaldet blødsøden. Jeg vil grine og slå mig på låret mindst én gang om dagen, le af hjertets lyst, skære igennem alle dybsindighederne og find ind til kernen –  jeg vil ha’ liv, ikke en livsstil.

2021