Kategori: Vrensted Historier

 

Her kommer en spændende historie med læge Kirsten Schierup Freund, Gandrup, som i år 2022 har gennemført/afsluttet en videreuddannelse som 75årig. Kirsten er opr. fra Vrensted.

Historien med Kirsten Schierup Freund

Man er vel ikke for gammel til fortsat at studere.

Kirsten Schierup Freund f.1946

Efter en lang uddannelse til lægegerningen og den efterfølgende uddannelse til at blive praktiserende læge kaldet ”speciallæge i almen medicin”, nedsatte Kirsten sig som praktiserende læge i Gandrup i 1979. Efter 37 år som praktiserende læge stoppede hun som 70årig i 2016 for sammen med sin mand at gå på pension. Efter et år genoptog hun sin forskning for at udbrede kendskab til den positive arbejdsmetode, der i hendes forskning har vist sig, at kunne forbedre det mentale helbred hos yngre voksne patienter med mange psykosociale problemer.  Kirsten er opr. fra Vrensted, datter af læge Peder Madsen Sørensen, i daglig tale kaldet P.M. Sørensen eller rettere ”Doktor Sørensen”, så æblet er ikke faldet langt fra stammen, som man siger.
Den lidt yngre bror, læge Jørgen Schierup, videreførte faderens praksis i Vrensted sammen med 3 kolleger i et stort moderne lægehus. Begge søskende lod sig smitte af deres forældres glæde ved at samarbejde med lokalbefolkningen i lyst og nød. Både faderen PM og moderen Gitte udviste ifølge Kirsten stor glæde og naturlig bevidsthed om vigtigheden af, at de var til rådighed for støtte og snak udover det rent lægefaglige, der dog altid var i højsædet. Det var deres og børnenes liv, der så blev balanceret af gode ferier langt væk fra telefonen, hvor de så endelig kunne have deres forældre for sig selv.

Kirsten fik som nævnt i 1979 sin egen praksis i Gandrup og startede dengang alene. Hun har altid været optaget af, hvordan man som praktiserende læge kan hjælpe de mest belastede patienter med at skabe det overskud, der skal til, for at få en sundere og bedre tilværelse. Det har fyldt rigtig meget i Kirstens tilværelse.

Kirsten fik i 1993 en kompagnon Jørgen Richard Hansen i sin praksis pga. voksende praksis, men det skyldtes også ønsket om fortsat at forske og få mulighed for at kunne tage nogle måneders orlov til forskningen. Allerede i 1987 var 45 nordjyske læger med i forsøg med 1000 patienter om: Kan forebyggende samtaler med egen læge øge patienternes egenomsorg, så det kan aflaste det øvrige sundhedsvæsen.

I årene 1998-2000 gennemførte Kirsten et opfølgende forsøg under Nordjyllands Amt specifikt for sårbare 20-44årige patienter med deltagelse af 28 læger og 500 patienter.
Samtidig med at have et ”mere end fuldtidsjob”, som praktiserende læge, underviste Kirsten også andre læger og studerende.

Går man på internettet og googler Kirsten, står hun omtalt/anført således:

Erfaring

Undervisningsassistent Klinisk Institut, Sdr. Skovvej 15, Aalborg Universitet 9000 Aalborg-DK  –2006 til nu i 17 år

1987- d.d. Forskningsaktiv først mhp at afprøve struktur for tilbud med “Forebyggende helbredssamtaler i Almen praksis” Nordjyllands Amt mhp støtte til egen omsorg og trivsel, primært i samarbejde med DIKE : 20,35,55 og 75 årige, hvilket resulterede i 2 rapporter .
Fra 1998: “Forebyggende helbredssamtaler for 20-44 årige med mange problemer” mhp. støtte af trivsel og forebyggelse af yderligere problemer.
Har offentliggjort 7 artikler heraf de 6 internationalt.
Fra 1989 undervist medicinstuderende Aarhus, København og Aalborg primært i Motivationssamtale i forbindelse med forebyggelse og ulighed i sundhed samt kroniske sygdomme.

Pensioneret fra 2016 som praktiserende læge i Gandrup fra 1979, primært sololandpraksis med ca. 800 gr.1 patienter. Der var jævn patienttilgang. Da jeg også var/ er forskningsaktiv, fik jeg tilladelse til at få aflastningskompagnon fra 1993, hvor der var godt 2000 patienter, fortæller Kirsten. Senere blev dette til et regulært ydernummer. Praksis blev atter åbnet og i 2014 opkøbte vi en lukningstruet nabopraksis for at sikre lægekontinuiteten, nu med 5000 patienter. Herved blev vi en 3 mands praksis, dog stadig kun os 2 aldrende læger med super personale og uddannelseslæger. Men taktikken lykkedes:
Fra januar 2016: overdrog vi praksis til 2 yngre, der nu har udvidet til en firemandspraksis.
Praksisarbejdet har altid været givende og meningsfuldt, men også stor arbejdsbyrde, specielt de sidste år.

 

Trods en travl hverdag med lange arbejdsdage har der dog været tid til at have et godt liv med familie og venner.

”Det pudsige ved det er, at Kirsten i studietiden i 1967 løb ind i en ung studerende ved navn Leif på en studietur til den engelske by Bristol. Han havde som barn været feriedreng i Vrensted hos sine bedsteforældre, som var Anine og Christian Gade. De boede kun et par huse fra Kirstens hjem. Chr. Gade var skomager og også ringer og graver ved Vrensted Kirke. I en længere periode boede Leif hos bedsteforældrene og kom til at gå i skole i Vrensted Byskole i ca. 3 mdr. på grund af at moderen havde en længere sygdomsperiode.

Kirsten blev 5 år senere gift med feriedrengen, som kom til Vrensted, Leif Freund opr. Fra Nr. Nebel i det syd vestlige Jylland”.

Leif blev ligeledes uddannet læge og blev senere ledende overlæge på Dronninglund Sygehus, hvor han stoppede og gik på pension i 2016 samtidig med at sygehuset lukkede, en beslutning vedtaget af Nordjyllands Amtsråd.

Kirsten stoppede næsten samtidig i sin praksis.
Kirsten fortæller, at de har en fælles interesse for natur, kunst, litteratur, sprog, rejser m.m. og er meget glade for deres skønt beliggende ejendom med have og skov. Desuden er der hund og to Islandske heste som også skal passes. I familien er der med tiden kommet 4 børn, som nu er i alderen fra 35 til 50 år og godt i vej, og der er også kommet børnebørn til.

Kirsten fortæller videre, at hendes arbejde har fyldt rigtig meget. Samtidig har der været naturlig interesse for lokalsamfundets forhold, hvilket gjorde, at hun dels har været medlem af skolebestyrelsen i et par turbulente perioder med fokus på mobning, dels kortvarigt medlem af Gandrup samråd.

Det har altid været første prioritet at holde ferie sammen i familien både sommer i familiens sommerhus i Grønhøj og vinter på skiferie mest nordpå. Hun fortsætter og fortæller, at de begge to er friluftsmennesker, og sammen med børnene har de også ofte været fælles om arbejdet på deres ejendom i Øster Hassing, som de købte i 1998 og som med tiden er vokset fra 4 til 45 hektar.

De nyder at passe både de ældre og nyere træer med klipning og udtynding og høste årstidens afgrøder i haven. De har fisket i Gerå og Vesterhavet, og har lavet lækkerier af naturens gaver. Leif, der også er aktiv jæger fortæller, at det var i Vrensted han første gang i sit liv skød et rådyr, Det var 7. oktober 1973.

Kirsten fortsætter: Den erfaring, jeg har fået gennem min tid som praktiserende læge og forskningsprojekterne, har lært mig, at det er helt afgørende at lytte til patienterne og stille de spørgsmål, der åbner muligheder.
Hun fortæller videre at nogle patienter helst vil have en læge, der har den rigtige løsning parat, men det fik de ikke ved mig. Jeg har altid talt meget med mine patienter. Fået dem til at fortælle deres historie, for at forstå, hvordan jeg bedst kunne hjælpe dem og hvordan, de kunne hjælpe sig selv.

Det er også vigtigt at indse, at det oftest bliver små skridt frem, hvis der er mange problemer samtidigt. Hvis folk er ved at drukne i problemer, nytter det ikke noget at sige til dem, at de skal holde op med at ryge. Aktuelle problemer står altid over ønsket om et sundere liv. Altid, fastslår Kirsten.

Hun har beskæftiget sig med emnet i årtier netop for at udvikle en metode, der gør det lettere for patienterne at få overskud og trives og derved måske ændre ulighed i sundhed. Nu er det også blevet “hot” i lægeverdenen.

Alle snakker om ulighed i sundhed, og Sundhedsstyrelsen lagde for to år siden op til, at den praktiserende læge er den vigtigste nøgleperson indenfor ulighed i sundhed, så hvorfor er vi ikke rigtig kommet videre er et spørgsmål.

Efter et år som folkepensionist satte hun sig for at lave en ph.d., og “man er vel ikke for gammel til at fortsætte studierne”.

Ph.d.-graden

• En ph.d. er en videnskabelig grad, der typisk kvalificerer til en forskerkarriere.
• Den opnås typisk ved en treårig uddannelse bygget oven på en kandidat- eller bacheloruddannelse, men kan også tages ved at man kommer ind fra sidelinjen med anden relevant erfaring og supplerende kurser, som Kirsten gjorde.

 

Det er Ikke helt almindeligt med studerende over 70 år, men beslutningen var taget og hårdt blev det, og der skulle tilvænning til siger Kirsten og fortæller videre:

Det værste ved at blive ældre, er at man ikke kan presse hjernen. Jeg prøvede på det i starten, men det duede ikke. Det var spild af tid, for hvis jeg pressede mig for selv for hårdt den ene dag, kunne jeg ingenting næste dag. Det var jeg nødt til at lære. Til gengæld var det ret tilfredsstillende at opdage, at jeg godt kunne finde ud af de yngres ph.d.-kursus.
Jeg lovede mig selv, at jeg skulle være færdig med studierne inden vores guldbryllup, der kom dog forhindringer i vejen, men heldigvis løste det hele sig.

Forskningsprojektet var et tilbud til de 20-44-årige patienter i almen praksis, der ved screening viste sig at have mange psykosociale problemer, der ofte var ukendte for lægen. Hvis de ville deltage, skulle de hjemme afkrydse et stort spørgeskema om egen situation vedrørende familie, arbejde, sygdoms- og sundheds-adfærd samt evt. ønsker til ændringer. Det var udgangspunktet for 2 samtaler hos egen læge, hvor de kunne sætte sig max 2 mål for ændring og beskrive, hvad der var deres stære sider for at opnå ændringen, og hvad der kunne være svært. Desuden skulle de sætte sig en tidshorisont for, hvornår de gerne ville have opnået ændringen.

Kirsten fortæller: Jeg ville være færdig med ph.d.’en før vores guldbryllup. Men det kom til at holde hårdt. Undervejs i studierne blev reglerne ændret, så jeg pludselig manglede nogle kurser. Det gav et år ekstra på skolebænken. Og da jeg langt om længe kunne aflevere min afhandling, kunne jeg først få lov at forsvare den efter sommerferien 2022.

– Det ville jeg simpelt hen ikke være med til. Jeg kunne ikke holde til at have det hængende over hovedet en sommerferie mere, og heldigvis fik jeg min vilje. Den skelsættende dag blev fremrykket til kort før sommerferien, og dermed før guldbrylluppet.

Forsvaret fandt sted den 9. juni 2022, og det foregår sådan, at der kommer to fagbedømmere, der har sagt ja til at bedømme ph.d.en. De er opponenter og stiller kritiske spørgsmål, man skal svare på. Bagefter går de ud og voterer, om man har bestået eller ej.

Og så holder man fest! fortæller Kirsten.

Indbydelsen til den 9. juni:

PH.D. FORSVAR VED KIRSTEN SCHIERUP FREUND

Klinisk Institut, Aalborg Universitet har den glæde at invitere til ph.d.-forsvar ved Kirsten Schierup Freund, der forsvarer afhandlingen med titlen: Forebyggende helbredssamtaler med egen læge for sårbare yngre voksne med psykosociale problemer

BEDØMMELSESKOMITE

Associate Professor Stefan Hjørleifsson, læge, dr.med.,
Afdeling for Almen Praksis og Global Sundhed, Bergen Universitet, Norge

Professor Flemming Bro, læge PhD, Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus Universitet
Klinisk Professor Søren Paaske Johnsen (Formand). Klinisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet,
Aalborg Universitets Hospital og Aalborg Universitet

Klinisk Professor Søren Paaske Johnsen (Formand). Klinisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet,
Aalborg Universitets Hospital og Aalborg Universitet

ARRANGØR

Klinisk Institut, Aalborg Universitet

Jeg bestod, endda med glans, sagde de.

Som afslutning på vores snak siger Kirsten: ” Det er ikke for titlens skyld at jeg har forsvaret ph.d.  Det er for at få samlet al den viden og de erfaringer, der er, og få budskabet ud. Det viste sig, at selvom der er tiltagende diskussion om ulighed i sundhed, er der- i de godt 20 år, der er gået siden mit projekt-, ingen, der har afprøvet en tilsvarende vellykket konsultationsstruktur overfor de yngre voksne med mange problemer, der endnu ikke er syge. Sårbare patienter er så overbelastede af problemer, at det er svært at finde hoved og hale i dét, både for dem selv og for lægen. De kommer måske til at snakke om noget andet, end det, der er vigtigst for dem. Forskning viser at netop i disse situationer bliver både patienter og læger frustrerede pga. manglende fællesforståelse. Hvis man sender dem hjem og tænke over, hvad det egentlig er, de gerne vil, bliver det meget nemmere at få en god, struktureret samtale og opnå en fælles forståelse for ønskede mål og ressourcer, forklarer Kirsten.

Vores 20-44-årige med mange problemer havde jo helt klart gavn af de to velforberedte strukturerede samtaler hos egen læge, hvor de selv skulle sætte sig max. 2 mål, beskrive stærke sider og barrierer for at opnå målene samt en tidshorisont. De havde efter et år bedre mentalt helbred og færre problemer- og ikke øget brug af sundhedsvæsenet!

En lille indsats for sundhedsvæsenet, men en stor indsats for patienten.

Mit håb er nu, at spørgeskemaerne bliver digitaliseret, så det bliver nemt for landets praktiserende læger at bruge metoden. Det er bestemt ikke meningen, at det skal blive en ekstra belastning for lægerne. Tværtimod. De medvirkende 28 læger ønskede næsten alle at kunne bruge tilbuddet igen, fordi de fik bedre kendskab til patienterne og derved øget mulighed for at støtte deres ressourcer. Det er netop den fællesforståelse, der ofte ser ud til at mangle for at kunne få en god konstruktiv konsultation med en patient med mange problemer, så de ikke behøver at komme igen, igen, fordi de ikke har fået hjælp eller indsigt til at komme videre. En god patientforberedelse hjemme i ro og fred giver grobund for at kunne se sammenhænge mellem ens tilværelse og adfærd. Og derved åbnes mulighed for forandring.

To konstruktive samtaler baseret på patientens forberedelse og prioriteter er bedre end en masse frustrerede samtaler, hvor patienter med mange diffuse problemer sjældent bliver forstået, og patienterne trods mange konsultationer ikke får det bedre, påpeger Kirsten.

Den samme struktur vil sikkert kunne bruges andre steder f.eks. i socialforvaltningen, hvor der åbenbart også ofte opstår misforståelser. Jeg fortæller altid gerne om metoden, da jeg synes den er simpel og god, slutter Kirsten.

Efter afslutningen af studierne, med det afsluttende Ph.d.-forsvar, nyder Kirsten nu endnu mere pensionisttilværelsen sammen med Leif.

Kirsten og Leif Freund nu som fuldtidspensionister

Februar 2023

Jens Otto

Vagabondavisens redaktør, Kristian Jørgensen, Vrensted, har udgivet en bog fuld af vittighedstegninger med vagabonder i hovedrollen.

Tegningerne er sjove, men anledningen trist:

Overskuddet går til en begravelseskasse for vagabonder. Vagabonderne er flinke til at samle sammen til en sten eller noget andet, og man får også et beløb fra det offentlige, men der mangler alligevel altid et par tusinde kroner i sidste ende, forklarer Kristian Jørgensen.

Det seneste års tid har været hårdt med to-tre dødsfald blandt vagabonderne. Nogle gange tager afdødes familie sig selv af begravelsen, og så holder vi os ude af det. Men der er også familier, der ikke vil have noget med det at gøre.

Kristian Jørgensen blev redaktør på Vagabondavisen for 10 år siden, da avisens stifter, Kristian Jørgensens far Harry, døde. Siden er Kristian Jørgensen også blevet talsmand for Sammenslutningen af Vagabonder i Danmark, der har 160 medlemmer, hvilket svarer til næsten alle landets vagabonder, og for nogle år siden blev begravelseskassen oprettet. Der er dog først begyndt at komme penge i kassen for nylig, og først når det hele er rigtigt på plads omkring begravelseskassen, bliver der stiftet en forening med egen bestyrelse.

Benjamin Bach, Århus, har slået de sjove streger. Han havde sin egen tegne- stue, inden hans sociale de-

route startede, og han slog pjalterne sammen med landevejens frie fugle.

Det er også Benjamin Bach, der har fået idéen om at udgive bogen, fordi han gerne vil hjælpe begravelses- kassen.

Bogen hedder i øvrigt “Vaklerundus”.

Fordi vagabonder vakler rundt, ikke? siger Kristian Jørgensen.

Bogen udgives med sponsorstøtte i 200 eksemplarer, der kan købes for en 50’er stykket hos Kristian Jørgensen.

Tegningerne sælges også enkeltvist, og Benjamin Bach vil i den kommende sommer være at finde på forskellige markeder, hvor man kan få lavet en sjov tegning på bestilling, stadig væk til fordel for begravelseskassen.

 

 

“Ugens Buket” overrækkes denne gang til Jane Larsen, Anders Olesensvej 9 i Vrensted.

Kilde: VendeboPosten

Det er Jacob, Michael Peter Per og Lone Steffensen, Vråvej 511 Børglum, der synes, at Jane og hendes mand Hans fortjener en buket forårsblomster. Og det har de bestemt ret i.

Her blot dette brev:

Jane er det mest hjælpsomme, flinke, pålidelige, elskelige menneske man kan tænke sig. Det er ikke let at finde positive ord nok, for at beskrive hende.

Jane har de sidste 8-9 år været invalidepensionist pga. en arbejdsskade i ryggen. I alle disse år har hun ikke sovet en nat igennem pga. smerter.

Jane og Hans har to børn og en stor schæferhund Denver, der bliver passat med bravur. Samtidig “kæmper” Jane en brav kamp mod offentlige myndigheder Arbejdsskadestyrelsen, osv., alligevel har Jane og Hans for den sags skyld, altid lyst og overskud til at hjælpe andre. Man bliver altid modtaget med åbne arme, og føler sig utrolig velkommen i deres hjem.

Flere gange har Jane og Hans været på pletten, når det har knebet for os. En gang kørte Jane fra Vrensted til Børglum på 7 minutter fordi vores 3årige Michael var forsvundet. Og ikke nok med, at Jane var der næsten som sendt fra himlen, hun havde også taget en flok nybagte, varme fastelavnsboller med, for at trøste os. Da Michael var fundet i god behold, siddende på naboens gårdsplads!

En anden gang skulle vores 1 1/2-årige Jacob hurtigt til vagtlægen, han havde feber, og den frygtede feberkramper, som vi har oplevet før. Jeg rystede, og turde ikke selv køre. Min mand lå i sengen med en slem migræne.  Igen var Jane på pletten og kørte afsted med os selvom der var gæster hjemme hos hende selv. I det daglige hjælper Jane med alt hvad hun kan for andre mennesker. Hun reparerer tøj, syer tøj, bager, giver kaffe i spandevis — og det virker altid som om, hun elsker det og sætter en ære i det. – For snart 2 år siden købte vi en gård og vi gjorde den i stand og næsten hver dag i 14 dage kom Jane og Hans for at gå til hånde med malearbejde, madlavning børnepasning, osv. Ja alt hvad de kunne overkomme.

-Hvis Jane kommer på besøg, og der ligger snavsetøj fremme, går hun straks i gang, når hun er inden for døren, med at lægge tøjet sammen. Hvis jeg er i gang med at bage eller lave mad, går hun straks gang med oprydning og opvask

Jeg kan blive ved med at fortælle om Jane og Hans. Vi føler konstant, at står i gæld til dem, – uden at det er dem der giver os denne “glædesfølelse

For alt, hvad de gør for os og andre, siger de med en sådan glæde og varme, at de virkelig fortjener “Ugens Buket”, Sådan lyder brevet, og vi kan tilføje at Jane og Hans har fået buketten med et stort ”Til Lykke”, Her fra redaktionen.

Marts 1994

Arne Holst Larsen, sognepræst i Vrensted underviser sit første hold konfirmander

Arne Holst-Larsen tiltrådte som sognepræst ved Vrensted og Thise kirker for et halvt år siden. Embedet er hans første, og dermed er det hold unge, han forbereder til konfirmation i øjeblikket, også hans første.

Vi har talt med Arne Holst-Larsen om ”kristendom, tro og konfirmation”

Det er et atypisk lille hold, der undervises i Vrensted Præstegård i øjeblikket, kun 17 børn, 11 fra Vrensted og 6 fra Thise. Normalt er der omkring det dobbelte, men de få har nu ikke noget med svigtende tilslutning til konfirmationen.

Heroppe konfirmeres stort set alle børn, oplyser Arne Holst-Larsen, der i øvrigt ikke interesserer sig for “de andre” motiver for at blive konfirmeret – som f.eks. tradition, gruppepres, gaver, penge, blå mandag m.fl.

-Jeg betragter det som en gave, at så mange forældre sender deres barn til konfirmation. Og børnene behøver ikke nogen forberedelse, inden jeg starter konfirmationsundervisningen. Bare de møder op med deres skepsis og tvivl overfor de to store gåder i tilværelsen, nemlig kærligheden og døden, er vi på vej. De to ting giver rigeligt stof til undervisningen, siger han.

Og der har vi jo en lang tradition i vores kultur, der har gennemtænkt de problemer. Det viser, at man ikke er alene om spørgsmålene.

Og netop på grund af de store og alvorlige spørgsmål, mener Arne Holst-Larsen at 7. klasse er det rigtige tidspunkt at få fat i børnene på

-Omkring det tidspunkt begynder børnene at tænke og tingene og de lader sig ikke mærke med noget, smiler han og mener den begyndende pubertet, med alle dens hæmninger, hvor det for enhver pris drejer sig om at holde masken.

Derfor bruger jeg også humoren meget i undervisningen. Ikke det Mir-klaskende vid, men mere en humor, der er baseret på at vi deler vores tvivl og gebrækkeligheder med alle de andre. Humor er en måde at reagere på, når vi finder ud af at verden ikke er, som den burde være. Og det er i or den. Al anden form end kedsommelighed er tilladt i undervisningen, slår Arne Holst-Larsen helt fast.

Noget står helt fast i tilværelsen

Konfirmandundervisning er dåbsundervisning en gennemtænkning af, at noget står helt last i tilværelsen, nemlig Guds kærlighed. Og den kærlighed bekræftes af konfirmandens Ja til selve konfirmationen, hvor barnet med Arne Holst-Larsens ord bliver fuldbåren gudstjenestedeltager”

Dåben kan ikke stå alene, den skal forstås. Nemlig sådan at der ved dåben er et stort ja fra Gud over barnet, at barnet blev accepteret for det det nu engang er. Ligesom barnet altid accepteres af forældrene, sådan accepteres vi også af Gud.  Denne accept får barnet ved konfirmationen, hvor barnet så også kommer med sit lille, ja.

Konfirmation består dybest set i at gennemtænke dette at være døbt frem for ikke at være døbt. Det er vores livsgrundlag, vi diskuterer i konfirmationsforberedelsen, slutter Arne Holst-Larsen

Ingen udenadslære

Som tidligere nævnt kræver Arne Holst-Larsen ingen udenadslære af sine konfirmander

Kun fadervor og trosbekendelsen skal de kunne for at blive konfirmeret.

Men det går nu også let.  Alle kunne fadervor og har også lært trosbekendelsen undervejs. Tidligere tiders salmevers, der skulle terpes ind udenadslære, som overstået er at Børnene skal være fortrolige med vores salmetradition. Her har vores forfædre fortolket mange af de ting, vi beskæftiger os med i dag Så vi synger og snakker om versene, ligesom vi læser søndagens evangelium og snakker om indholdet, siger Arne Holst-Larsen.  En god snak med børnene er noget af det, der lægges mest vægt på i Vrensted Præstegård når konfirmationsforberedelsen finder sted hver onsdag formiddag.

Den ugentlige time med konfirmanderne er en kilde til glæde og friskhed for mig. Og det er dejligt, slutter Arne Holst Larsen

Trosbekendelsen

Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber

Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget,

på tredje dag opstanden fra de døde, op faren til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde

Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse kødets opstandelse og det evige liv.

     

 

1985 af Harry Jørgensen, Vrensted

I Stenum, hvor man interesserer sig meget for lokalhistorie og tilmed har gravet den store sten, der gav landsbyen navn, op af jorden og stillet den op ved siden af centralskolen har man noget, som man vist ikke har magen til andre steder i landet, nemlig en ajlebeholder, der er blevet ind- viet med salmesang!

Ajlebeholderen findes ved gården Løkkenvej 270 og er nu, grundet tidernes udvikling, ikke længere i brug til sit oprindelige formål, idet kostalden står tom, og det til gården hørende jordareal er lejet ud.

Om den ikke helt almindelige indvielse af ajlebeholderen fortæller gårdens ejer, Niels Albertsen, der under en af sine mange cykelture rundt i Vendsyssel for nylig aflagde et besøg hos mig i Vrensted:

Det var i året 1904, da min far, Hagbard Albertsen – nogle få år efter, at han havde overtaget gården efter min bedstefar Niels Albertsen, efter hvem jeg er opkaldt, besluttede sig til som en modernisering af sit landbrug at lade ajlebeholderen opføre.

I ældre tid var der jo i Stenum – i lighed med, hvad der dengang var i de fleste landsbysogne adskillige originaler, der travede rundt og ikke opførte sig, som folk ellers gør i almindelighed.

En af disse var en ældre mand, der blev kaldt for Kren Rønk. Hvad hans rigtige navn var, er der vist ingen, der kan huske. Kun enkelte ældre mennesker kan huske, at han eksisterede, og hans grav er sløjfet for mangfoldige år siden.

Kren Rønk havde tilholdssted på Tømmerby Fattiggård, der nedbrændte, vistnok i 1913, men om sommeren opholdt han sig en stor del af tiden på et uopdyrket hedeareal kaldet Højene, beliggende op mod vejsvinget vest for Tolstrup Kirke. Her havde Kren Rønk gravet nogle jordhuler ud i et par høje, som arealet er navngivet efter, og han overnattede ofte i dem.

Et par dage før opførelsen af ajlebeholderen var tilendebragt, kom Kren Rønk en dag forbi min fars gård, i hvilken min søster og jeg nu bor, og nysgerrig, som han var, spurgte han efter, hvad sådan en stor rund beholder skulle anvendes til.

Han fandt ud af, at der måtte være en vældig god akustik i den og spurgte, om han når den var færdigbygget, og inden den blev taget i brug til det, den var beregnet til, måtte have lov til at stige ned i den og synge et par salmer?

Det fik han lov til, og et par dage efter kom han trillende ind i gården med en trillebør, på hvilken han havde lagt en gammel salmebog.

Låget blev løftet af beholderen og en stige stukket ned i den, og Kren Rønk kravlede ned i bunden og sang salmerne.

Hvilke det var, har jeg ikke noget kendskab til, men efter hvad min far har fortalt, var akustikken i beholderen god nok!

Om Kren Rønk som honorar for sin salmesang fik et par solide dramme, véd jeg ikke, slutter Niels Albertsen beretningen, men det er meget sandsynligt.

 

Else Hansen (tidligere Aaris Jensen, opvokset på Bådstedhede, Vrensted) Har lært at bruge andres øjne og sin egen forestillingsevne parret med praktisk sans og fingerspidsfølelse.

August 1974

 Else Hansen her med sine to børn på skødet

 

Enighedsvej 74, Frederikshavn, nyere villa i hvide kalksandsten, mosaikrude i gavlen, nyanlagt have, bil i indkørslen, legende børn.

Den to-tonede dørklokke overdøver et øjeblik børnene, og da døren står åben i den varme sommereftermiddag, bliver der sagt ”kom inden for”. Der er hyggeligt inden døre, velafstemte farver godt indrettet og møbleret med sans for hygge og kvalitet. Det har min kone stået for, siger lærer Mogens Hansen, og den forklaring har man jo før hørt i så mange hjem. Her skal den blot have den tilføjelse, at omsorgskonsulent, fru Else Hansen har været blind fra sit sjette år.

Else Hansen, 31 år og blind mor med to små børn, er omsorgskonsulent inden for Dansk Blindesamfunds nordjyske kreds. Hun har gennemgået blindeinstituttets skole og derefter uddannet sig på telefonskolen. Senere husholdningsskole og derefter arbejdet i erhvervslivet i seks år. Senere har hun taget voksenpædagogisk grundkursus, og siden april 1968 har hun været omsorgskonsulent for blinde. Konsulenttjenesten må holdes inden for en bevillingsramme på 50 dage om året og byder dog på mange interessante opgaver, men denne artikel fortæller om de praktiske problemer og de menneskelige glæder i en familie med to voksne og to børn, når mor er blind.

Siden har hun lært sig at bruge andres øjne og sin egen forestillingsevne. Den er til gengæld også udviklet så stærkt, at hun ikke blot selv vælger alt tøj, men også vælger tapeter og gardiner, idet hun lader et par veninder og sin mand se og beskrive tingene for sig, hvorefter hun sammenholder beskrivelserne og med stor sikkerhed foretager sit valg. Hendes tilværelse har formet sig som alle andres med et normalt familieliv, men også her med den tilføjelse, at det er på vilkår, der ofte har krævet en stærk vilje og en personlig indsats.

”Prøv og se den her, mor”

Det ses ikke umiddelbart. Børnene hænger ved deres mor og stiller nøjagtig samme krav til hende, som andre børn gør til deres mødre. ”Prøv at se den her, mor”, siger Ulla på 4 år og holder genstanden hen til moderens hænder, så hun kan føle. Sådan noget finder børn hurtigt ud af, siger Mogens Hansen, der har taget sig af den otte måneder gamle Uffe, mens hans kone laver kaffe.

Else Hansen står selv for husholdningen og tager sig selv af vask og andet praktisk med få undtagelser, de har da aldrig sultet endnu, siger hun. Nej, vi kan da altid finde en dåse røde pølser, hvis det går galt, driller hendes mand. Du har nu aldrig manglet noget, og der er ingen fare for, at ”du lider i stilhed” replicerer hun, mens han forsøger at finde på et eller andet, men opgiver igen.

Heller ikke tonen adskiller sig fra hverdagskost i andre hjem. Mogens Hansen roser sin kone for hendes dygtighed, når hun ikke hører på det, og driller, når hun er til stede.

Den tidlige blindhed medførte, at Else Hansen, der stammer fra Vrensted-egnen, straks kom i skole på blindeinstituttet på Refnes, og efter de normale syv års skolegang her, fortsatte hun skolegangen på Dansk Blindeinstitut i København. Som speciel uddannelse valgte hun telefonskolen, der også omfatter ophold i praktik, og hun var således en tid på Titan.

Så fandt jeg på, at jeg ville på husholdningsskole, fortæller Else Hansen, og det var sundt efter at have været så lang tid i noget, man trods alt må kalde et beskyttet miljø, fordi det hele er indstillet på, at eleverne var blinde. Jeg kom på husholdningsskole og var den eneste blinde blandt 47 seende elever, og det var sundt.

Da jeg var færdig med uddannelsen, søgte jeg stilling og kom til Jørgen V. Johansens automobilforretning her i Frederikshavn, hvor jeg var i seks år.

Det var der, hun fangede mig, indskyder Mogens Hansen. Han har lært automekanikerfaget, før han tog sin læreruddannelse og er nu lærer på Hånbækskolen.

Det var selvfølgelig lettere at klare hjem og husholdning, da vi kun var to, fortæller Else Hansen, men jeg er glad for børn, selv om jeg må indrømme, at for en blind er det forbundet med visse vanskeligheder at passe dem. Man kan sagtens udføre arbejdet, når man har system i tingene. Jeg har heller ikke noget imod lidt rod, når der også er system i det, men jeg mangler kontrol med arbejdet. Jeg kan føle mig frem til meget, men jeg kan jo ikke se, om tøjet f.eks. er helt rent, når jeg har vasket det.

Jeg har haft konehjælp et par gange om ugen til rengøring og ting, som man skal kunne se til. Nu har vi netop fået en vældig sød ung pige til at hjælpe med børnene, for der er visse ting, det kan være svært med, når man ikke kan føre kontrol med synet.

For eksempel at give Uffe skemad i munden og ikke i panden, driller Mogens Hansen.

Nej, det kan jeg sagtens, når jeg er alene med ham. Det kan kun gå galt, når I andre forstyrrer, siger hun. Jeg er meget mere bange for, om Ulla f.eks. kan finde på at løbe ud på gaden i trafikken, når jeg ikke kan kontrollere noget, selv om hun på den anden side altid er flink til at hjælpe mig.

Hun var rørende, da vi havde fået Uffe. Det var nogen tid før jul, og så var jeg blevet vant til i min mands juleferie, at han kom og skiftede drengen, når bleen var rigtig fyldt op. Selv om jeg tog mere praktisk på det med det andet end med det første barn, så kneb det alligevel med visse ting, da min mand begyndte på skolen igen efter ferien, men så styrtede Ulla til hjælp, og trods sine kun fire år, så kunne hun hjælpe mig.

Kan ikke se men føle børnenes ansigter

Personligt tror jeg heller ikke, at børn lider under, at deres mor er blind, tilføjer Else Hansen og røber samtidig, at hun har spekuleret over problemet.

Men børn er ligefremme og naturlige og tager realistisk på tingene. Ulla hjælper sin mor, hvor det kan være naturligt at gøre det, men når legetøjet skal ryddes op på børneværelset om aftenen, er hun ikke anderledes end andre børn. Hvis hun er træt, gider hun ikke gøre det alene: Du skal hjælpe mor, ellers vil jeg ikke hjælpe dig en anden gang.

Altså man har et lille praktisk problem i familien der ved, at mor er blind. Det kan kræve, at man sommetider er hjælpsom på visse områder – og så må man vel også kunne lave en handel om hjælp, når man selv er blevet træt i hele sin fireårige krop.

Hjælpsomhed, som bør findes i alle familier, og så en smule ekstra omtanke, det er hvad der kræves. Ikke noget med at sætte tingene forkerte steder, så mor ikke kan finde dem eller måske kan falde over dem.

Men jeg vil ikke have, at børnene skal være bundet til at hjælpe mig på flere områder end nødvendigt, siger Else Hansen. Jeg fik min første førerhund i 1963, og den havde jeg megen glæde af, men da Ulla var omkring et par år, måtte vi af med hunden. Den var ikke særlig børnevenlig og knurrede ad hende. Jeg overvejede, om jeg skulle lade være med at få en ny førerhund, for i mange år kunne jeg jo nok regne med at kunne få følgeskab af et barn, når jeg skulle til købmand og ud at handle i det hele taget.

Så besluttede jeg alligevel, at jeg ville have en ny førerhund, for børnene skulle ikke føle det som tvang og nødvendighed at gå med til købmanden, og vores ny hund er både rolig og venlig.

Det jeg savner mest ved at være blind, er det at kunne se børnenes ansigtsudtryk. Det kan også være upraktisk ikke at kunne se det. Nu har de kighoste for øjeblikket, og hvis de så får et hosteanfald, når jeg er alene hjemme med dem, så mangler jeg den kontrol, der ligger i at kunne se ansigtet – især den mindstes. Men også her hjælper Ulla mig, hvis det er galt med Uffe. Rent følelsesmæssigt må jeg jo kompensere for det ikke at kunne se mine børn ved i stedet at kunne føle dem. Især mens de er helt små, har jeg vel mere legemlig kontakt med dem, end andre mødre måske har, men jeg må jo føle deres ansigter og kæle lidt for dem.

 

 

 

 

 

 

 

Marts 1994:

Det er dagens højdepunkt, når avisbudene stopper dagens aviser ind gennem min brevsprække, siger 86årige Harry Jørgensen, Vrensted, som abonnerer på Aalborg Stiftstidende og Vendsyssel Tidende.

De bliver sammen med alle de lokale ugeaviser læst særdeles grundigt. Jeg har været avisnarkoman hele mit liv. Jeg læste, da jeg var 7 år og begyndte at læse Vendsyssel Folkeblad. Og uanset, hvad jeg har lavet og hvor jeg har været, har jeg fulgt med i aviserne og selv skrevet ivrigt.

I 1987 besluttede jeg at udgive Vagabond Avisen, og den er blevet min store hobby. Ikke mindst efter, jeg nu sidder i kørestol efter et uheld for 15 mdr. siden. Og man tror ham gerne. Hvor man kigger rundt i den lille stue, hvor Harry både sover, spiser og arbejder, ser man aviser, udklip, billeder og papirer. Intet bliver smidt ud, før det er blevet grundigt studeret og vurderet. Kan det bruges i Vagabond Avisen nu? Skal det arkiveres til en senere lejlighed eller kræver det måske et læserbrev i dagspressen? For Harry blander sig også gerne i debatten og har altid gjort det.

Men der er aldrig nogen, som svarer på mine indlæg. Ved du hvorfor? Det er da fordi, jeg har ret, lyder det triumferende fra den gamle kæmpe, som i sine velmagtsdage var rundt i lokalsamfundet som meddeler til bl.a. Aalborg Stiftstidende i mange år og aktivt politisk interesseret. Han begyndte som Venstremand og via et par afstikkere til et par andre partier kom han i Fremskridtspartiet, hvor han er æresmedlem. Et diplom over skrivebordet er beviset.

På spisebordet, på skab og reoler ligger dynger af papirer. Umiddelbart ser det ganske uoverskueligt ud for den fremmede. Men tag ikke fejl. Harry har system i sine stakke. I arkiverne har han og sønnen Kristian samlet flere tusinde udklip fra aviser og ugeblade om vagabonder, tivoli, cirkus og omsorgsarbejde blandt samfundets udstødte. Og for nylig fik man yderligere et flot tilskud, idet en pensioneret bibliotekar fra Fyn har samlet og sendt 1500 udklip til Vagabond Avisens arkiv.

Vagabond-ven

Hvorfor udgive Vagabond Avisen?

Jeg har oplevet mangt og meget i livet og truffet mange mennesker. Jeg har haft mange jobs. Bl.a. været hotelkarl i Løkken og arbejdet rundt på herregårdene i Hjørring og Vrå. Min gode ven og nabo, forfatteren Knud Holst foreslog adskillige gange, at jeg skulle skrive en bog om alt det, jeg kunne fortælle, når vi fik os en øl.

Det ville dog blive for kostbart for mig. Men det inspirerede mig til at udgive et lille månedsblad. Det kunne jeg overkomme økonomisk.

Vagabond Avisen skulle den naturligvis hedde, fordi jeg har mange venner og bekendte blandt vagabonderne, som færdes på landevejene. Og fra markedspladserne, hvor jeg også selv kom meget, havde jeg masser af billeder og gode historier, som kunne bringes. Men der skulle selvfølgelig også være småberetninger om politikere og andet godtfolk, som har besøgt mig og som jeg regner for mine venner.

Nr. 1 kom i februar 1987 og siden er det blevet til 1532 numre. Originalmaterialet er omhyggeligt arkiveret i plastik- lommer og sat i ringbind, som står stablet op i en krog. Kigger man i nogle tilfældigt valgte numre, opdager man, at Harry har levet fint op til sin redaktionelle målsætning. Der er billeder, vittigheder, små autentiske beretninger fra det farende folks verden. Men der er også udklip fra aviserne om emner, som har optaget redaktøren af den beskedne Vagabond Avis, som blot var et A4-ark.

 Foræringspris

Vagabond Avisen kommer ikke i noget stort oplag. I dag, hvor sønnen Kristian har overtaget redigeringen, men stadig med hovedvægten lagt på Vagabondstof både aktuelt som arkivmateriale, er den udvidet til over det dobbelte og koster 5 kr. Men Harry solgte sin avis rundt om på markeds- pladserne for 2 kr.

Ja, de kunne såmænd selv bestemme prisen, siger Harry lunt. – Mange blev givet væk. Af og til kommer nogen her forbi og får et nummer, men det er ikke så tit mere, forklarer Harry. – Det er jo en ren hobby for mig. Skattevæsenet kan ikke gøre vrøvl. Men en dyr hobby, vil jeg sige: Avisabonnementer, udgifter til materialer, togrejser osv. Jeg får også kun råd til det ved at undvære alt andet, som andre normalt bruger penge til, understreger han. Jeg vil ikke høre radio, og da det gamle fjernsyn gik i stykker, var det for dyrt at reparere.

Tiden går godt for mig, nå jeg læser aviserne  og klipper og skiver lidt til min lille avis. For jeg laver så meget jeg kan. Bedstefar Avisen kalder jeg den side, jeg nu laver. Og tiden skal jo gå med noget. Siden mit uheld kommer jeg ikke så meget omkring mere. Jeg hører også dårligt. Men jeg har det fint her og klager ikke. Og slet ikke over den offentlige omsorg.

Mageløs fest

Ingen tvivl om, at Harry er en både påhitsom, engageret og farverig person. Og alle pengene er da trods alt heller ikke gået til bladudgivelse. Da han blev 80år lejede han byens forsamlingshus, averterede i de lokale aviser, at alle også vagabonder var velkomne. De skulle blot selv medbringe madpakke.

Og der kom vagabonder fra hele landet. Men der var skam også mange andre. Bl.a. kom Glistrup, og pastor Ingelise Wagner var der. Der kom 150 mennesker og der blev skrevet vidt og bredt om, at man aldrig havde set magen til fest, mindes Harry sin store dag 14. april for snart 7 år siden.

I dag kommer her ikke så mange mere, siger Harry lidt vemodigt. – Nogle er døde. Jeg har været til mange begravelser.

Måske er det min egen skyld? Harry bliver eftertænksom: – Men jeg er ikke bitter, kun taknemmelig for dem, der kommer. Og så har jeg heldigvis dagens højdepunkt: Aviserne og mit arbejde med Vagabond Avisen.

 

 

 

En ældre studerende

på en ung uddannelse på AUC

 

Helga Pallesen: kandidat i musikterapi. Herudover en evigt ungdommelig pensionist og smittende gerontomusicist: Har i mange år arbejdet indenfor voksen og børneområdet med udviklingshæmmede og med indvandrerbørn. Trods pensioniststatus har hun stadig et ugentligt musikterapiaftenskolehold for svært udviklingshæmmede. Spiller på plejehjem, og holder med ukuelig entusiasme gang i harmonikaen, bl.a. ved at spille i band.

 

 

Helga Pallesen er her i 2023 95 år gammel og er nu på Plejehjem men stadig frisk.

Denne artikel er skrevet i 2007 af Helga Pallesen, til et festskrift – Musikterapiuddannelsen 25 år – 

Jeg skulle skrive lidt om, hvordan det var at gå på det første hold for musikterapi på AUC, som det hed dengang. Jeg blev optaget i 1983, 56 år gammel, efter at have skippet et socialrådgiverjob inden for forsorgen (med udviklingshæmmede). Da jeg i en fjern fortid havde taget filosofikum i København, slap jeg for basisåret. Jeg tror nok, at da jeg for første gang sad ved bordet med de allerede sammenrystede studerende, sagde det “gisp” i forsamlingen. “Skal sådan en oldsag med på holdet!”. Men jeg skal ikke klage over, at jeg ikke blev accepteret, og jeg fik gode kammerater i de år, der fulgte.

For mig, der havde gået i den yderst autoritetsprægede “sorte” skole, var det noget af en kolbøtte at komme på et studium, der fungerede nærmest modsat. Fra det at “kunne sin lektie” til at tænke og udtrykke sig kreativt var det en svær overgang. Ligeså var det for en gammel nodebunden organist vanskeligt at frigøre sig musikalsk. Alt dette havde de unge en langt lettere og naturlig tilgang til. Jeg var nok meget usikker og desorienteret og så med undren på de piger, der kastede sig ud i noget så ubegribeligt som fantasirejser.

Med Benedikte og Inge havde vi nogle ledere, der med ildhu og engagement havde sat uddannelsen på skinner. Denne pionerånd smittede af på hele studiet. Der var ikke blot tale om færdighedsfag som klaver og stemmebrug (hvor vi havde fremragende lærere!), men om musikterapi i teori og praksis og en del sideløbende fag. Herudover stillede de sig meget åbne overfor eksperimenter fra de studerendes side, og der blev eksperimenteret(!), hvad der kunne spores i de studerendes rapporter og opgaver og forskellige uortodokse tiltag. Her kunne undervisere minsandten også være med. Jeg kan således huske, at vi i en gruppe med Bent Brorson forsøgte os med at bruge penduler. Men da jeg kom hjem og fortalte min mand, at vi lærte at pendulere, tog han sig til hovedet: skulle det forestille et universitetsstudium!

Ser jeg tilbage, må jeg sige, at studietiden kom til at byde på både knubs og gevaldige udfordringer, men også ny indsigter, spændende oplevelser og ikke mindst godt kammeratskab.

Det, jeg lærte og kunne bruge bagefter, var nok ikke metoder og teknikker, dem måtte jeg smide overbord. Men hvad der for mig blev det væsentlige at holde fast i: intuition, nærvær og først og fremmest at bruge sig selv.

Jeg blev aldrig nogen særlig fremragende musikterapeut, men kan som 80-årig se tilbage på 20 indholdsrige år, hvor jeg har kunnet bruges og stadig bliver brugt med det, jeg fik på uddannelsen på AUC.

Om mit liv.

Fortalt i 2021 af  læge Jørgen Schierup, fhv. praktiserende læge i Vrensted

Jeg er født 1948 på Ingstrupvej 3, Villa Holmen,

Villa Holmen ved Ingstrupvej og Kirkedammen

som første barn født i huset, som er bygget af Lars Holmen i 1924 som gartneri, og efterfølgende var det pensionistbolig for Lars Holmen og to af hans søskende

Mor var gartnerdatter, og jeg blev opdraget til gartneriet, så Villa Holmen var et herligt sted at vokse op.

Far var landsbylæge med klinik i huset. Han var god med hovedet, men ikke særlig praktisk. Det gav mig en ekstra rolle derhjemme.

Min første erindring om hjemmeliv var stoppeaftner, onsdage, hvor vi stoppede strømper eller syede stramaj, mens far læste Laura bøger. Jeg fik efterhånden lov at ligge på gulvet og studere atlas. Blev rigtig god til geografi.

Så god, at jeg gik hen og vandt i Kvit eller dobbelt i vores lokale forsamlingshus sammen med andre ”specialister”. En i SDM-køer, en i skak blandt andre.

Mandeting snusede jeg til i Ejersteds tømrerværksted, og Gunnars skomagerværksted. Med gamle Gade fik jeg lov at gå med i kirketårnet, hvor jeg hjalp med at kime. Ved begravelser skulle jeg stå i glughullet og give signal, når lig bilen nærmede sig!

På Vestergård og Kærgård lærte jeg mange praktiske ting sammen med Carl Ole og fætrene i Kærgård hos onkel Søren, som så jeg havde et hul i min opdragelse der!

Leg med kammeraterne foregik mest ude eller hos dem, da de var bange for lægen. Han kunne jo stikke.

Vi legede i haven, dammen og skoven. Det var spændende at brænde baneskråninger af og stege kartofler, men når toget kom, måtte vi væk. Lokomotivføreren kunne jo ikke se fremad i røgen, så han var gal!

Jeg skulle hente nybagt rugbrød hos brødrene Bedholm ved aftenstid. Vi drenge måtte gerne sidde på æltebordet og spise skalker, som blev skåret af brødene inden sidste omgang i ovnen, varme og sprøde, og så kunne vi jo kvittere med at fortælle løst og fast fra dagen i Vrensted. Vi løb hjem i mørket og uhyggen ad kirkestien.

Kammeraterne var mest nabobørn: Per, Carl Ole, Kaj, Poul Mørk. Til fødselsdag gav og fik vi en blank 2 krone, hønseringe eller lommetørklæder fra Agnes Bak. Pigerne fik glansbilleder og servietter. Poul kom en gang med papkasse på køkkenbordet, 2 dværghøns!

Hos Polle Myg var der hyggeligt i regnvejr. Vi læste ugeblade, Anders And og Fantomet. Hjemme havde vi kun Alt for Damerne. Lise gik med blade i byen, det var søde folk, men ikke vellidte, da man sagde, de var tyskervenlige.

Børnefødselsdage blandt drengene i klassen. Vi opførte os ikke altid pænt, stakkels forældre! Bedst hvis vi kunne lege udendørs. Hos Preben på Nørkjær kunne vi fange ål i Klosterbækken.

Fodbold var det store, men jeg var ikke god, oftest blev jeg sidst valgt. Vi havde Ikke noget spejderkorps, men 4 H, hvor man kunne passe have, dyr, etc. Der var inspektion ved Edith Olsen og konsulenten fra Husmandsforeningen.

Grethe og mig med rødbedehuset

Løbeild gennem byen, og haverne var ny revne, når de kom. Vi var mest bange for hende! Siden bagning og regnskab. Jeg fik sølvske for bagning, og præmie for udstilling sammen med Grethe. Kunstfærdige byggerier, hus og vikingeskib.

Store nye byggerier i byen: Ny skole og alderdomshjem, 1959- 60, Det smittede, så vi byggede et lille hus i bunden af haven, rensede mursten, huggede cement, og holdt stort rejsegilde, Carl Ole, Kaj, Preben, Poul M, Rudi og jeg.

Vi spillede fodbold på plænen, men jeg skulle øve spil på klaveret, surt. Ualmindelig kedelig lærerinde, jeg spillede med knytnæver, til mor gav op. Kun Grethe holdt ud, og er stadig den bedste.

Herlige vinterlege. Masser af sne, vi kunne bygge huler ved sneskærmene, men Kirkedammen var det bedste, masser af børn, så snart isen kunne bære. Der var næsten Ikke en vinter, uden at man faldt igennem. Skøjter på gummistøvlerne, hvis man havde. Leif, min kommende svoger, fik fine skøjtestøvler fra Amerika. Mange andre måtte nøjes med at glide på træskoene på lange glidebaner eller fræse rundt dernede på cyklen. Der var liv og glade dage under gadelampen.

Skøjteløb på Kirkedammen

Når vi fik isen ryddet for sne, spillede vi ishockey med en gammel punkteret bold og stave af afbrækkede grene fra vores have.

Men vi skulle jo også i skole. Startede hos Åse Mikkelsen i præstegården, hvor vi små poder blev næsten væk bag pultene som var beregnet til konfirmanderne. Men justits var der, dagen startede med, at vi måtte række vores to blyanter ud, så hun kunne mærke, om de var ordentligt spidsede, ellers var det op til katedret og spidse dem på den store blyantspidser, før dagen kunne begynde.

Når konfirmanderne var der, vist om tirsdagen, måtte vi ind i spisestuen, hvor der vankede historier og frihåndstegning liggende på gulvet!

Fra anden klasse var det fru Vestergård i østre ende af byskolen. Mild og blid fik hun banket regning og skrivning ind i hovederne på os. En særlig udvalgt elev hjalp med at tænde op i kakkelovnen ved hjælp af tørv fra tørvekassen – hvor der var plads til en ulydig dreng. Dress Jønne fik proppet Lasse derned, men måtte tage ham op, hvorpå Lasse, vores bedste gymnast, hængte sig med benene om halsen på Jønne, som så stod grædende med gymnasten om halsen, da fru Vestergård kom ind.

Det var 2. og 3. klasse. 4. og 5. var hos Madsen i vestre ende.

Her var hård justits, men vi fik lært meget, selv sprog. Jeg tror det var tysk, vi fik startet på, jeg husker remserne endnu.

Ligesom geografien, Seine, Loire, Garonne, Rhone, Saone. Det meste på remser! Pegepinden kørte rundt på kortene, som blev halet ned med en kroget kæp.

I den nye skole, hvor vi startede efter sommerferien i 5 klasse, kom der nye unge lærere til. Bønding, som var spændende til matematik, Pallesen god i engelsk og Kristensen vores elskede klasselærer, som forgæves forsøgte at banke håndværk ind i hovedet på mig i sløjdsalen. Heldigvis stod jeg ved høvlebænken overfor Elmer, hvis frasorterede saveprøver jeg arvede, milevidt bedre end mine.

Efter 7. klasse blev klassen opsplittet. En del kom på ungdomsskole, også dengang mest Åbybro, Løkken Realskole sang på sidste vers, enkelte startede der, men så hurtigt over på kommuneskolen, Brønderslev var en mulighed. Lene og jeg skulle i gymnasiets realafdeling, hvilket blev et opbrud fra sammenholdet i Vrensted.

På gymnasiet i Hjørring var vi jo de helt små, og så tillige helt ude fra bøhlandet. Tysklærer Martin Brochs horisont gik kun til Harken, som det yderste, så det var ikke nemt at komme indenfor.

Mange af lærerne var, som han, kopier af Scherfigs: Det forsømte forår – gav karakterer efter sindsstemning. Heldigvis havde undervisningen i Vrensted været god. Vi blev ikke mobbet på vores evner.

Turen til Hjørring tog meget af vores fritid. Med Toget fra Vrensted station kl. 6.20 hver morgen, ofte måtte jeg løbe i forvejen, for Kirsten var ikke så morgenfrisk. Men toget ventede pænt på hende! Hjemme ved tretiden tror jeg, lektier til aften, samt i toget op om morgenen, hvor der skulle være stille. På elevernes forlangende!

Ikke nemt af finde nye kammerater, det krævede overnatning, hvis vi skulle være med om aftenen. At blive hentet var der ikke noget der hed!

På hjemmefronten var jeg eneste dreng med 4 søstre. Der blev ikke gjort forskel. Alle måtte deltage i det huslige. Trods ung pige i huset, mor som klinikdame og far meget væk hjemmefra, både på lægearbejde og i foreningssammenhæng, var der rigeligt med opgaver/opdragelse: Opvask, kartofler, madpakker, skopudsning osv. Vi skiftedes til alt os søskende imellem. De to små søskende kunne jeg lokke med til drengelege, uden at de følte sig misbrugt. Da jeg var i teenagealderen, var jeg med på minkfarmen i Åsendrup, som far havde etableret sammen med Simon Thomsen, med Ernas Villy som fast mand. Det handlede vist mest om skattefradrag, men far var god i avlsarbejdet, Simon med markerne og kvæget, og Villy drev farmen, som var det hans egen. Jeg fik lov at hjælpe til. Var også med Simon på Kvægtorvet – spændende.

Som de andre på egnen havde jeg sommerjob i Løkken. Noget vi lærte meget ved, og en skik som vores børn tog over. Vi lærte meget ansvarlighed og omhu i arbejdet. Jeg var tre sæsoner på FDM-camping i Furreby hos Åge Bæk og fik meget ansvar, især når hans sukkersyge var slem. Jeg tjente til en VeloSolex knallert, ikke Yamaha eller Puch som de fleste andre. Men god til pigebesøg i nabobyerne!

Jeg fortsatte på Hjørring Gymnasium i gymnasieafdelingen, nu med bus, da banen var nedlagt. Godt kendt med chaufførerne, som vidste, at hvis der var lys i konsultationsstuen, var den gal med mit næseblod igen. Det stod ofte på, men kunne ordnes med en tamponade, mens bussen ventede!

Efterhånden fik jeg mere fællesskab med klassekammeraterne deroppe, men stadig krævede aftenfester overnatning. Jeg hjalp til med skolekomedien. Mest med regissørarbejde sammen med Jørgen Vestergård -lidt ældre end mig, og der kunne jeg altid komme og overnatte, også hvis han ikke havde været med!

I sommerferien rejste jeg noget, bl.a. en sommer i arbejdslejr i Frankrig. Eneste skandinav, næsten alle fransktalende, jeg fik lært sprog i en rasende fart. Især da jeg var faldet ned ved et vandfald og brækkede anklen. Så måtte jeg ligge på min halmmadras og spille kort med landsbyungerne!

Hjemme ventede Elin og plejede mig meget intenst. Og vi blev hængende ved hinanden.

Sommeren efter var vi begge plejere på Lier sygehus ved Drammen. Elin fik dobbeltjob, da jeg af hendes bror Tage fik fåresygevirus med på rejsen. 41 i feber. Nu blev jeg skønnet ufarlig for pigerne, så jeg flyttede ind på damegangen, så Elin kunne pleje mig.

Det var efter studenterexamen, så jeg måtte se, hvad jeg ville læse til, sabbatår var der ikke noget, der hed.

Jeg valgte mellem skovfoged og læge, stimuleret til lægegerningen af far. Tilmeldte mig medicinstudiet i Århus. Ingen adgangsbegrænsning!

Ved velkomsten blev vi mødt med: Se på de to, du sidder imellem, kun en af jer tre bliver færdig, hvem skal det være?? Der var massive mængder stof. Jeg tror, bogstakken var tæt på en meter høj bare til forprøven efter et år. Så der skulle læses intenst. Og efter ½ år var jeg ved at give op og melde mig ind på Nr. Nissum seminarium. Men så rejste Elin hjem fra sit Au Pair job i London og hankede op i mig, og startede selv på Sygeplejeskolen på Århus Kommunehospital.

Det var jo ellers en meget spændende tid, 1967-68 Ungdomsoprør, Maos røde bog,

Store tanker for en lille dreng fra Vrensted.

Masser af Jazz, som vi dyrkede på Tagskægget og Vestergade 58, Spændende franske film, Chabrol, Godard, og hvad instruktørerne hed.

Men læses skulle der.

Elin boede på elevboligerne på Kommunehospitalet, hvor en Drage sad i indgangen og passede på pigernes dyd. Der var en livlig trafik ind og ud af altanerne i stueetagen.

Efter ½ år fik hun lov at flytte op på J. Brønlundsvej, hvor jeg havde et kælderværelse. Hun lejede naboværelset, og vi byggede en dobbeltseng!!

Under trappen lavede vi et lille køkken sammen med to andre lejere og lavede billig mad: Sild, vandgrød, blodpølse, rødbedebøf, lever og om igen næste uge!

Penge var der ikke mange af. Elins elevløn og mine vagtpenge måtte slå til sammen med lidt almisser hjemmefra. SU fik man ikke, hvis forældrenes indtægt var for stor, eller hvis partneren tjente penge!

Efter et par år fik vi en lille viceværtslejlighed i et gammelt baghus i starten af Vestergade. Skønt sted lige midt i byen, skønt utæt og skævt, med cykelafstand til Kommunehospitalet, Universitet, skov og strand.

Vi fejede og spulede porten for nattegæsternes efterladenskaber. Og betalte 85 kr. mdl for herligheden!

I forhuset var der søde butiksfolk, Simonsen og Weel, slagter, bager og dyrehandler. Vi blev hurtigt døbt Tue og Rikke på kvisten. Huset på Christianshavn var det store hit dengang. Nærmest landsbymiljø.

Da Anne meldte sin ankomst, lejede vi loftsrummene ovenover for 75 kr. oveni og havde masser af plads til babyseng og vaskemaskine!

Anne var jo nysgerrig og allerede, da hun var to, var hun rundt i kvarteret. Men naboerne vidste jo, hvem hun var. Specielt var hun glad for slagerens. Vi fandt hende, hvor hun sad på huggeblokken i butikken og spiste røde pølser!

Når der var vinterpause på Universitetet i januar, måtte jeg jo tage vikariater rundt i landet. Og det fejlede aldrig at der blev frost og snestorm. Så måtte Elin jo op kl. 5 og feje fortovene, før hun gik i vuggestuen med Anne og derfra på arbejde kl. 07.  Hun blev hærdet!

Om sommeren havde jeg også vikariater. Jeg husker Ribe som et dejligt sted, og en anden sommer var jeg i Falkøping, øvede mig på svenskere på øreafdelingen, og tog vagter for de praktiserende læger om natten.

Det var der, jeg stiftede bekendtskab med specialiteter som Janssons fristelse, blodpalt og smørgåstorta! Elin kom over i ferie med Anne i vores gamle 2 takts Saab.

I 74 fik jeg min embedsexamen som den yngste læge i Danmark. Det holdt naturligvis ikke længe, kun til næste kuld blev færdigt. Kort efter var der mulighed for at tage den amerikanske lægeeksamen i København. Den ville give adgang til at søge job i USA, Canada og mange andre lande. Det tog en weekend med multiple choice spørgsmål, så man blev helt ør i hovedet. Men prøven tog jeg, og har aldrig fået brug for den.

Mit første job som færdig læge fik jeg ved Elins hjælp på børneafdelingen på Kommunehospitalet, 3 mdr. sommervikariat med vejledning af Karin Brostrøm, sød og opmærksom overfor en ung, usikker læge, for øvrigt mor til Søren Brostrøm, som er chefdirigent i Coronakampen i dag. Jeg havde søgt og fået blokstilling i Borås, som omfattede alt, hvad jeg skulle have af ansættelser for at komme i praksis, men Elin var lige startet på efteruddannelse til sundhedsplejerske i Århus, så vi vurderede, at det var bedst at blive sammen i Århus.

Jeg fik et kort vikariat på kirurgisk afd. i Grenå, kørte frem og tilbage hver dag undtagen hver 3. dag, hvor jeg havde vagt i enden af dagarbejdet. Vikariatet blev forlænget til halvandet år, og jeg fik lært rigtig meget kirurgi. Lavede kejsersnit, galdeoperationer, brok, åreknuder og andre mere simple operationer. Der var fælles funktion med gynækologisk afd. Jeg blev hurtigt bagvagt og 1. reservelæge med stort ansvar. Mange erfaringer, som jeg tog med til Grønland senere.

Vi flyttede til Grenå, da Elin var færdig, og hun fik arbejde som sundhedsplejerske i Nørre Djurs kommune

Da Stine blev født, fik vi ung pige i huset, for at Elin kunne passe sit arbejde, en god og en dårlig. Jeg havde i en sommerferie været rekrut, men kunne ikke se mig selv som soldat og sigte efter menneskehjerter, så jeg blev militærnægter på Djurslands museum, hvor jeg udgravede en jernaldergrav, meget spændende. Skelettet måtte jeg imprægnere med epoxy i toluenopløsning, som gav mig den største rus, jeg kan mindes.

Senere kom et par tømrerlærlinge til som nægtere, og vi restaurerede på den gamle købmandsgård, som museet lå i. Det lærte jeg rigtig meget håndværk af. Meget langt fra den usikre sløjdelev i Vrensted skole.

Tilbage på sygehuset skiftede jeg til medicinsk afd., hvor jeg også fik en meget hurtig oplæring. En af 1. reservelægerne, Niels Kragh, boede ude på Mols, lidt for langt væk til at passe vagten hjemmefra, hvor han også skulle før tilsyn med sin fårefarm. Så vi aftalte, at han skulle lære mig alt, hvad der var vigtigt for at tage selvstændigt ansvar på afdelingen på den første måned. Derefter var jeg alene. Det gik rigtig fint, men var et stort ansvar.

Jeg manglede nu kun Psykiatri. En kollega, som blev Elins gode veninde, fik problemer i sit ægteskab, da manden sprang ud som bøsse. Vi fik ham ud på afdelingen i min stilling, så de kunne få løst problemerne. I mellemtiden fik Leif Jensen skaffet mig 3 mdr. på psykiatrisk afd. i Østersund i Jämtland, også lærerigt og varieret. Elin og Anne kom op og besøgte mig midt i den koldeste vinter, 30 minus gr. Anne skulle prøve at stå på ski. Men stod bare bomstille i kulden og græd.

Jeg fik bl. a til opgave at gennemgå en afdeling inde i fjeldene for kroniske skizofrene. Det var en tidslomme. Rent Emil fra Lønneberg. Sproget var også gammel dialekt. Jeg blev opfattet som skåning, hvilket jeg var stolt over.

Hjemme igen afsluttede jeg min medicinske ansættelse og lægevagtskørsel og stod med 8 måneder, før jeg skulle afløse Bojsen her i Vrensted. Manglede forskellige fag, Øre-næse-hals, Reumatologi, hud, som var svære at få ansættelse i. Så Elin spurgte: Hvad har du af drømme? Grønland, altid drømt om Grønland, så jeg søgte vikariat, af alle steder i Angmagssalik (Tasiilaq) på Østgrønland, det fjerneste man kunne forestille sig, og fik det!! Fik orlov fra Grenå og billetter til hele familien til Angmagssalik via Sdr. Strømfjord.

En medpassager tværs over Grønland advarede om, at Grønland var det sidste tilflugtssted for originaler i Danmark, og Østgrønland var det sidste tilflugtssted på Grønland!! Vi kom op den 31. marts 1978, og der var mange ting at orientere sig om, så det allervigtigste glemte jeg: Elins 30 års dag d 1. april!! Men hun huskede det, og jeg var slet ikke populær. Drønede ned til butikken, hvor der ikke var mange varer, købte en pakke chokolade og et Grønlandskort. Heller ikke populært! Kelly, hotelværten, hvor vi boede den første tid, så det og indbød os til en slædetur over fjordisen. En kold fornøjelse for Elin og ungerne på slæden i 20 minusgr, mens jeg løb ved siden af og holdt varmen. Utroligt, at Elin holdt det ud deroppe! Hjemme på hotellet diskede Kelly op med en god middag og rødvin, trods forbud. Vi måtte lade, som om det var saft! Alkohol var et stort problem deroppe og forbuddene var mange, fx lukket for salg, når der var blevet udbetalt børnepenge!

I butikken kom der kun varer i perioden Sct. Hans til start oktober, hvor isen atter lukkede for sejlads. Det var svært at holde maden blot lidt frisk. Æg blev konserveret i vandglas, af og til svipsede det, jeg lavede en omelet en festdag, men slog alle æggene ud i røreskålen. Et var råddent! Toiletpapir løb vi tør for. Gummislangerne til narkosen mørnede, og ved den sidste operation i maj kunne vi ikke rigtig få patienten bedøvet, men stod til gengæld hele personalet i vinduet for at få frisk luft – og ikke kun æter dampe. Æter var det eneste bedøvemiddel, man turde have på de små steder, (14 sengepladser hos os,) da det er det mest sikre, men også et langsomt virkende middel.

Vi var ret isolerede, fly hver 14 dag, hvis vejret tillod. Tv og post ligeså. Gamle nyheder var også gode. Radiotelefon kun i nødstilfælde og med meget dårlig forbindelse, ellers telegraf. Blodprøver til Seruminstituttet var længe undervejs og frostudsatte. Vi måtte bestille varer et år før pr telegraf. Fejl var almindelige, en fuld telegrafist fik et nul for meget med, så hotellet fik 1 ton vildsvinekød op. Så alle måltider på hotellet indeholdt vildsvinekød!

Jeg rejste meget rundt i distriktet med hundeslæde eller helikopter, men i hele den isfrie tid med lægebåden. Alle 10 bopladser i distriktet på størrelse med Jylland skulle besøges med skolebørns undersøgelser og vaccinationer af børn og hunde. Det sidste var kombineret med klipning af hjørnetænder som forebyggelse af skambidning af småbørnene, som ellers var ret almindeligt.

Hundeslæde over øen til Tinitequilaq                         

  Lægebåden ved Piquiutleq

Der var meget åbne familieforhold. Børnepasning – alle hjalp alle, mange forsørgere var døde i utide, i isen, ved vold eller sygdom. Skiftende slægtninge tog sig af børnene. Mange forældreløse efter mæslingeepidemien, som især var slem ved de voksne indfødte, som ikke havde noget immunforsvar mod mæslinger. Børnehjemmet tog nogle, men havde ikke kapacitet til alle.

Der var megen kønssygdom. Gonore var gængs, beskyttelse var ukendt. Syfilis så hyppig, at vi lavede en befolkningsundersøgelse. Laboranten og jeg rejste distriktet rundt og tog blodprøver. For at holde folk hjemme, når vi kom, viste vi film. I nogle udsteder krævede det gang i generatoren, da der ikke var indlagt strøm. Der var syfilis i både 1. 2. og 3. stadium, et særsyn i Danmark. Tuberkulose var ved at være udryddet, men der var enkelte behandlingsresistente tilbage.

Operationer blev mit domæne. Min spinkle uddannelse fra Grenå var det bedste, vi kunne byde på. Den første opgave var et kejsersnit på vores søde laborant Solveig. Distriktslægen havde prøvet på nogle stykker i de 10 år, han havde været der. I 9 tilfælde var barnet dødt og i et moderen. Så han foreslog tang. Jeg vidste intet om dette og sagde, at et sectio (kejsersnit) måtte foretrækkes, så moderen ikke blev skamferet. Det blev sådan, så jeg bedøvede med æter og lidt stesolid, så vi kunne begynde inden æteren virkede, for at få barnet ud inden det blev bedøvet. Det lykkedes, selv om Solveig var så vågen, at hun selv skubbede barnet ud!

Flere andre operationer lykkedes også, men alternative metoder måtte anvendes. Jeg lærte meget om logisk tænkning og det muliges kunst, og fik øget min selvtillid massivt.

Gode ting at have med til Vrensted!

Jeg startede i Vrensted okt. 78, hvor jeg afløste Bojsen, mens Leif afløste Ingvardsen. Stadig 4 læger fast i lægehuset. Jeg havde overvejet tilbuddet i nogen tid. Kørte en del weekendvagter for Ingvardsen, og så at patienterne respekterede mig, selv om de sidst havde set mig til fx deres børns vilde fødselsdage. En anden ting var, om der var plads ved siden af min far, som fyldte meget som den gamle overlægetype.  Men det var der. Han lod både mig og Leif få plads til vores måder, som var præget af 68-generationen, og den ligeværdige snak med patienterne, og de nye behandlingsprincipper.

Selv manipulationsbehandlingerne, som både Leif og jeg dyrkede, og siden akupunkturen, som jeg tog ind, især som supplerede bløddelsbehandling, muskler, sener, men også fx til rygeophør, tinnitus, dårligt blodomløb. Der var resultater, som overraskede både patienter og mig selv. Far troede ikke på det, men mor var glad for mine gigtbehandlinger!

Efter manipulationskurser både i DK og i England og akupukturkurser herhjemme, i London og i Beijing, var jeg godt klædt på, og efterhånden var op mod en trediedel af mit arbejde inden for dette felt.

Jeg blev også kommunal lægekonsulent, et job som gik på omgang mellem Løkken- Vrås læger. Gennemgik sygemeldinger og pensionsansøgninger med kommunens socialmedarbejdere. Blev misbrugslæge for Ringgården. Og fik tid til forskning sammen med Henderson fra Vodskov og Torben Schødt fra Brønderslev. Vi fik lavet to gode projekter, som blev offentliggjort i Ugeskriftet og det sidste i British Medical Journal. Det sidste var virkelig en fjer i hatten på os. Far strålede, for det var jo hans interesse. Og vi satte proppen i for forskningen der.

Det var vist på tide. Børnene kendte mig kun som besøgende Det var Elin og ikke mindst Erna, som passede hus og børn når Elin var på arbejde, der holdt sammen på det herhjemme.

Der skulle jo også være tid til det rigtige praksisarbejde, og ikke mindst familielivet, hvor jeg kom tæt på børnene gennem spejderarbejdet og byggeriet af legepladsen på stationspladsen.

Spejderarbejdet krævede også musik og sang. En gruppe spejderforældre dannede et spejderorkester, som spillede til arrangementer blandt spejdere og efterhånden også ude i landsbyerne. Vi var: Henrik Høj Madsen, Ove Kjeldgård, Carlo Jensen, Bente Klarskov, Elin og jeg, og kom til at hedde Karlo Kvidders kapel. Vores mål var at spille og stimulere folk til at synge. Det gik rigtig godt, Vi havde bl.a. stor succes med musik og sang i Den Gamle Smedie på Børglum Kloster. Efter måske 15 år gled vi fra hinanden, men tanken og glæden var der stadig, så for 10 år siden startede vi igen med søster Mie og Gert (Posten fra Ranum) i Kettrup Klanen med samme mål, og i Byens Hus et andet band:

Vrensted Musikforsyning

 

Vrensted Musikforsyning, som er klar, når byen trænger til musik. Hvis ikke andet giver det os stor glæde at spille sammen og se tingene lykkes!

Det at bo, hvor man arbejdede, var en sag, som blev diskuteret, når man var sammen praktiserende læger imellem. Jeg synes, det er en kæmpe styrke i arbejdet, at man kender familiernes liv, arbejde og relationer. Der kan ofte findes forklaringer på patientens reaktion på svækkelse, i familiehistorien. Så jeg har aldrig fortrudt, at jeg bor, hvor jeg arbejder.

Det er også noget, jeg lægger vægt på, når jeg underviser unge læger og studenter i praksis og på sygehuset. Og jeg tror, det har haft stor betydning, for at vores lægehus aldrig har savnet personale.

At søge læger til Vrensted gennem annonce i Ugeskrift for Læger, er håbløst, men mund til mund-metoden har virket fortræffeligt, så lægehuset kører videre, og uddannelsen kører videre.

Omkring 60-årsalderen fik jeg et par grimme sygdomme at slås med og måtte sælge min part. Heldigvis var Michael og Stine klar på at overtage ansvaret. Henning og Merete stoppede efter nogle få år, og Maria var blevet færdig med efteruddannelsen og overtog. Rikke som var uddannelseslæge for en del år siden, gik også ind, og så var der 4 unge dynamiske læger i huset!

Jeg fik lov helt fra mit salg at komme som ansat en dag ugentlig og lave Akupunktur og Manuel Medicin. Jeg stoppede først, da Coronaen gjorde det utrygt at arbejde med næsen helt nede ved patientens ansigt.

Herefter har det stået på fritidsjob, så som Byens hus, kirke og orgel og nu restaurering af skoven her syd for byen.

Så jeg har ikke haft tid til at kede mig.

Men måske været til nytte.

Det er det vigtigste for et menneske, sagde min mor!!

Elin og Jørgen Schierup

”Balsalen” i  Århus er startet af Trine Nørgaard.

  okt. 2022

Trine Nørgaard er uddannet på Teko i Herning som design teknolog og arbejdede i tøjbranchen i mange år. Hun har boet og arbejdet i udlandet i mange år, blandt andet i Indien og USA.

Hun er født i Vrensted i Vendsyssel, opvokset i Vestjylland men har boet i Aarhus, siden hun var 20 år.

Jeg har aldrig haft en drøm om at skulle have en butik. Det er bare noget som er opstået. Jeg fik flere og flere varer på hylderne og kunne mærke, at mine arbejdsdage var sjovere, hvis der kom kunder, siger Trine Nørgaard, indehaver af Balsalen i Aarhus.

Når kunderne først har fundet Balsalen, bliver de ved med at komme for at nyde stemningen og de varer, som indehaver Trine Nørgaard har håndplukket til dem.

Den 15. oktober 2022 er det 12 år siden at Trine Nørgaard trådte ind i den stemningsfulde gård bag de gamle bindingsværkshuse i Frederiksgade i Århus, som lejer af den ene ’længe’.

Hun havde boet i Indien og USA i en periode og havde brug for et sted at kunne sidde og arbejde i Aarhus. Derfor passede det perfekt, at hun kunne leje den ene lille ‘længe’ i gården.

Her startede jeg et lille, kreativt kontorfællesskab med to veninder og tidligere kolleger, fortæller Trine Nørgaard, der har en baggrund i tøjbranchen og havde arbejdet med produktion i udlandet for danske mærker.

Hjemme igen importerede hun boliginteriør fra Indien, efter at have boet derude, og begyndte at sælge nogle af de ting i baggården, når hun alligevel sad på kontoret og arbejdede.

Efter tre år blev nogle andre lokaler ledige i gården, og dem fik Trine mulighed for også at overtage.

Jeg har aldrig haft en drøm om at skulle have en butik. Det er bare noget som er opstået. Jeg fik flere og flere varer på hylderne og kunne mærke, at mine arbejdsdage var sjovere, hvis der kom kunder, siger hun og smiler.

Sammen med sin daværende mand begyndte hun at tage på messer for at finde på varer og på loppemarkeder, for at supplere med brugte fund.

Han arbejdede professionelt med butiksindretning, så han har været en stor del af det at bygge lokalerne om til butik, siger Trine.

I den første tid blev lokalerne også udlejet som anderledes mødelokaler og pop-op med forskellige mærker blandt andet til jul.

Jeg har altid set porten ind til gården, som lidt af en flaskehals, men til sidste kom der så mange herind, at det begyndte at give mening at åbne helt op, siger Trine, så i sommeren 2018 åbnede hun hele molevitten som butik.

Nedlukning og tæt kundekontakt

Da corona skyllede ind over landet i 2020 opstod der et digitalt behov.

Vi viste ting frem på Instagram og Facebook og cyklede ud med varerne til kunderne. Jeg var online fra klokken 7-23 for at være der, når kunderne ville købe en vare.

Nedlukningen blev brugt på at bygge butikken om og starte webshop. I februar 2021 fik Balsalen så en digital tvillingesøster.

Nedlukningen var også lidt en gave, for hvornår kan man ellers være så fokuseret på ét projekt? Samtidig var coronaen med til at skabe et endnu mere solidt fundament og en tættere kontakt til kunderne. Vi var hele tiden i dialog med dem på Instagram, og hele den der ’køb lokalt-tanke’ som bredte sig, kunne vi godt mærke. Mange ville gerne støtte os. Vi tjente ikke penge, men vi holdt det i gang og det er noget folk stadig refererer til, fortæller Trine.

Indkøb med omtanke

Med tiden er genbrugsfundene gledet ud af sortimentet, da de blev for tidskrævende, men fokus i butikken er fortsat på interiør, tøj og skønhedsprodukter.

Folk spørger nogle gange, hvad stilen er? Stil? Det er min stil. Det er den der afgør, hvilke varer vi skal have. Drivkraften er æstetikken. Det var det, jeg blev tiltrukket af, siger Trine og fortsætter:

Med årene er jeg også begyndt at tænke bæredygtighed ind i det. Men hvordan gør man det i en branche, der handler om forbrug? Vi gør det i et forsøg på at sænke forbruget og samtidig opretholde en forretning, som man kan leve af. Der er masser af aspekter i det, og man kan altid blive mere bæredygtig. Man er nødt til at forholde sig til det, forklarer Trine, der for eksempel også genbruger så meget af emballagen som muligt.

Hun understreger at Balsalen ikke udelukkende er en bæredygtig butik, men hun har en del produkter med en bæredygtig profil og sælger primært danske brands.

– Jeg vil gerne sælge færre varer til højere pris eller sælge varer, folk beholder i længere tid, som ikke er så trendstyrede. Det er ud fra den tanke, at hvis der står 180 kroner på en vase, så er vi tilbøjelige til hurtigere at smide den ud. Hvis du har givet 500-600 kroner for den, så er det er anden beslutningsproces hos kunden, siger hun.

Balsalen er ikke en bæredygtig butik, men Trine tænker altid bæredygtighed ind i forretningen, for eksempel ved at sælge tids løst tøj som ikke er en sæsonvare.

Trine har selv en baggrund i tøjbranchen, men havde sværere og sværere ved at se sig selv i en branche, hvor tøj efter tre måneder på bøjlen ikke er noget værd.

Men jeg har fundet ud af, at sådan behøver det ikke at være. Det handler om at have noget tøj, som er tidsløst og som varer ved. Størstedelen af vores tøj er ikke en sæsonvare. På den måde forsøger vi at arbejde med varer, som ikke går af mode, siger hun. Unikke marokkanske tæpper har i flere år været et af Balsalens signaturprodukter. Jeg begyndte for fire år siden at købe tæpper og fløj flere gange til Marokko. Så fik jeg lidt en co2-krise, men fandt ud af, at min forhandler kunne sende billeder af tæpperne, så det ikke var nødvendigt at flyve der ned så ofte. Men nu tager vi også til Marrakesh for at kigge på andre produkter, som for eksempel kurve, siger Trine.

En anden vare, som fra begyndelsen har været en del af Balsalens DNA er plaider ud af genbrugte sarier. De er udsolgt lige nu, men skal helt sikkert på hylderne igen. De eksotiske tæpper er krydret med danske varer som lerpotter fra Bergs Potter, en virksomhed med rødder tilbage fra 1942 og keramik fra Julie Damhus.

Balsalen sælger en skønsom blanding af tøj, skønhedsprodukter og ting til boligen.

Udenfor butikken ligger hunden Carla og putter på en solseng. Hun er også et trækplaster i den hyggelige gård, og har sin helt egne fanskare og ‘højdepunkt’ på Balsalens instagram profil.

Det føles som et ret stort privilegie, at folk har det sådan med Balsalen, siger Trine og fortæller at hun også har faste kunder fra Tyskland og Norge. Turisterne er nemlig gode til at finde ind i den lille skjulte baggård. Jeg tror, det er fordi, man ofte er mere opsøgende og nysgerrig, når man er i en fremmed by. Man vil gerne finde de ’hemmelige steder’, siger Trine, der har en travl sommersæson af den grund.

Omvendt er der århusianere, som kommer forbi og spørger: “Har I lige åbnet?” Men når så de først har opdaget os, husker de os også. Vi har vitterligt verdens bedste kunder. Man hører ofte, at kunder i detail-branchen er illoyale, men det er ikke det vi oplever, siger Trine og fortsætter:

Lokationen her i baggården er så meget en del af vores univers. Jeg ønskede også at overføre den stemning til webshoppen, og det synes jeg er lykkedes. Man skulle kunne se, at det var Balsalen, der stod bag. Derfor tager vi ofte billeder af, at vi selv har tøjet på, og det kan folk godt lide. De vil gerne se, hvordan det sidder. De kan godt lide, at det er personligt, selv om det foregår online. Jeg ønskede ikke bar at drive en webshop, men det er et ønske at holde den fysiske butik i live. Så nu står vi på to ben, forklarer Trine.

Trine Nørgaard elsker at drive Balsalen i gården bag de gamle bindingsværkshuse. Nogle gange kan jeg kigge mig omkring og tænke, er det virkelig mit sted? Jeg føler mig heldig over at have landet denne oase midt i Aarhus og over at have et personale, der er så gode, at jeg kan slippe det og vide, at det er i gode hænder, siger Trine, der også er mor til en datter på 11 år. Derfor er hun bevidst om at drive en forretning, som ikke spænder ben for familielivet. Jeg har hele tiden tænkt, at det ikke skulle væres sådan, at min datter voksede op og sagde: “Mor var der aldrig, fordi hun havde en butik”. Jeg har ikke lyst til at være selvstændig på de præmisser. Det at være selvstændig er en del af ens livsstil. Den store øvelse er at sige, nu er jeg ikke på arbejde. Jeg har mærket stress. Når man starter op er det i orden at det hele smelter sammen, men det er vigtigt, at arbejdet nogle gange er helt væk. Det er stadig en udfordring, fortæller Trine ærligt.

Erfaringerne fra 12 år med interiørbutik er Trine også begyndt at dele ud af professionelt. Hun løser indretningsopgaver og vejleder gerne kunderne i at skabe nogle hyggelige rammer. Det gik op for mig, hvor mange der er usikre på indretningen af deres hjem. Jeg vil gerne indrette med folk og ikke for folk, og ser det som en form for kompetent sparring i, hvad der skal til for at få et personligt hjem. Og det behøver ikke være nye køb, slår Trine fast:

Det er interessant at have den dialog og hjælpe folk til, at de forhåbentlig føler sig hjemme i stedet for at lade sig styre af boligbladene.

Trine Nørgaard føler sig heldig over at have landet den lille oase i baggården.