Else Hansen (tidligere Aaris Jensen, opvokset på Bådstedhede, Vrensted) Har lært at bruge andres øjne og sin egen forestillingsevne parret med praktisk sans og fingerspidsfølelse.
August 1974
Else Hansen her med sine to børn på skødet
Enighedsvej 74, Frederikshavn, nyere villa i hvide kalksandsten, mosaikrude i gavlen, nyanlagt have, bil i indkørslen, legende børn.
Den to-tonede dørklokke overdøver et øjeblik børnene, og da døren står åben i den varme sommereftermiddag, bliver der sagt ”kom inden for”. Der er hyggeligt inden døre, velafstemte farver godt indrettet og møbleret med sans for hygge og kvalitet. Det har min kone stået for, siger lærer Mogens Hansen, og den forklaring har man jo før hørt i så mange hjem. Her skal den blot have den tilføjelse, at omsorgskonsulent, fru Else Hansen har været blind fra sit sjette år.
Else Hansen, 31 år og blind mor med to små børn, er omsorgskonsulent inden for Dansk Blindesamfunds nordjyske kreds. Hun har gennemgået blindeinstituttets skole og derefter uddannet sig på telefonskolen. Senere husholdningsskole og derefter arbejdet i erhvervslivet i seks år. Senere har hun taget voksenpædagogisk grundkursus, og siden april 1968 har hun været omsorgskonsulent for blinde. Konsulenttjenesten må holdes inden for en bevillingsramme på 50 dage om året og byder dog på mange interessante opgaver, men denne artikel fortæller om de praktiske problemer og de menneskelige glæder i en familie med to voksne og to børn, når mor er blind.
Siden har hun lært sig at bruge andres øjne og sin egen forestillingsevne. Den er til gengæld også udviklet så stærkt, at hun ikke blot selv vælger alt tøj, men også vælger tapeter og gardiner, idet hun lader et par veninder og sin mand se og beskrive tingene for sig, hvorefter hun sammenholder beskrivelserne og med stor sikkerhed foretager sit valg. Hendes tilværelse har formet sig som alle andres med et normalt familieliv, men også her med den tilføjelse, at det er på vilkår, der ofte har krævet en stærk vilje og en personlig indsats.
”Prøv og se den her, mor”
Det ses ikke umiddelbart. Børnene hænger ved deres mor og stiller nøjagtig samme krav til hende, som andre børn gør til deres mødre. ”Prøv at se den her, mor”, siger Ulla på 4 år og holder genstanden hen til moderens hænder, så hun kan føle. Sådan noget finder børn hurtigt ud af, siger Mogens Hansen, der har taget sig af den otte måneder gamle Uffe, mens hans kone laver kaffe.
Else Hansen står selv for husholdningen og tager sig selv af vask og andet praktisk med få undtagelser, de har da aldrig sultet endnu, siger hun. Nej, vi kan da altid finde en dåse røde pølser, hvis det går galt, driller hendes mand. Du har nu aldrig manglet noget, og der er ingen fare for, at ”du lider i stilhed” replicerer hun, mens han forsøger at finde på et eller andet, men opgiver igen.
Heller ikke tonen adskiller sig fra hverdagskost i andre hjem. Mogens Hansen roser sin kone for hendes dygtighed, når hun ikke hører på det, og driller, når hun er til stede.
Den tidlige blindhed medførte, at Else Hansen, der stammer fra Vrensted-egnen, straks kom i skole på blindeinstituttet på Refnes, og efter de normale syv års skolegang her, fortsatte hun skolegangen på Dansk Blindeinstitut i København. Som speciel uddannelse valgte hun telefonskolen, der også omfatter ophold i praktik, og hun var således en tid på Titan.
Så fandt jeg på, at jeg ville på husholdningsskole, fortæller Else Hansen, og det var sundt efter at have været så lang tid i noget, man trods alt må kalde et beskyttet miljø, fordi det hele er indstillet på, at eleverne var blinde. Jeg kom på husholdningsskole og var den eneste blinde blandt 47 seende elever, og det var sundt.
Da jeg var færdig med uddannelsen, søgte jeg stilling og kom til Jørgen V. Johansens automobilforretning her i Frederikshavn, hvor jeg var i seks år.
Det var der, hun fangede mig, indskyder Mogens Hansen. Han har lært automekanikerfaget, før han tog sin læreruddannelse og er nu lærer på Hånbækskolen.
Det var selvfølgelig lettere at klare hjem og husholdning, da vi kun var to, fortæller Else Hansen, men jeg er glad for børn, selv om jeg må indrømme, at for en blind er det forbundet med visse vanskeligheder at passe dem. Man kan sagtens udføre arbejdet, når man har system i tingene. Jeg har heller ikke noget imod lidt rod, når der også er system i det, men jeg mangler kontrol med arbejdet. Jeg kan føle mig frem til meget, men jeg kan jo ikke se, om tøjet f.eks. er helt rent, når jeg har vasket det.
Jeg har haft konehjælp et par gange om ugen til rengøring og ting, som man skal kunne se til. Nu har vi netop fået en vældig sød ung pige til at hjælpe med børnene, for der er visse ting, det kan være svært med, når man ikke kan føre kontrol med synet.
For eksempel at give Uffe skemad i munden og ikke i panden, driller Mogens Hansen.
Nej, det kan jeg sagtens, når jeg er alene med ham. Det kan kun gå galt, når I andre forstyrrer, siger hun. Jeg er meget mere bange for, om Ulla f.eks. kan finde på at løbe ud på gaden i trafikken, når jeg ikke kan kontrollere noget, selv om hun på den anden side altid er flink til at hjælpe mig.
Hun var rørende, da vi havde fået Uffe. Det var nogen tid før jul, og så var jeg blevet vant til i min mands juleferie, at han kom og skiftede drengen, når bleen var rigtig fyldt op. Selv om jeg tog mere praktisk på det med det andet end med det første barn, så kneb det alligevel med visse ting, da min mand begyndte på skolen igen efter ferien, men så styrtede Ulla til hjælp, og trods sine kun fire år, så kunne hun hjælpe mig.
Kan ikke se men føle børnenes ansigter
Personligt tror jeg heller ikke, at børn lider under, at deres mor er blind, tilføjer Else Hansen og røber samtidig, at hun har spekuleret over problemet.
Men børn er ligefremme og naturlige og tager realistisk på tingene. Ulla hjælper sin mor, hvor det kan være naturligt at gøre det, men når legetøjet skal ryddes op på børneværelset om aftenen, er hun ikke anderledes end andre børn. Hvis hun er træt, gider hun ikke gøre det alene: Du skal hjælpe mor, ellers vil jeg ikke hjælpe dig en anden gang.
Altså man har et lille praktisk problem i familien der ved, at mor er blind. Det kan kræve, at man sommetider er hjælpsom på visse områder – og så må man vel også kunne lave en handel om hjælp, når man selv er blevet træt i hele sin fireårige krop.
Hjælpsomhed, som bør findes i alle familier, og så en smule ekstra omtanke, det er hvad der kræves. Ikke noget med at sætte tingene forkerte steder, så mor ikke kan finde dem eller måske kan falde over dem.
Men jeg vil ikke have, at børnene skal være bundet til at hjælpe mig på flere områder end nødvendigt, siger Else Hansen. Jeg fik min første førerhund i 1963, og den havde jeg megen glæde af, men da Ulla var omkring et par år, måtte vi af med hunden. Den var ikke særlig børnevenlig og knurrede ad hende. Jeg overvejede, om jeg skulle lade være med at få en ny førerhund, for i mange år kunne jeg jo nok regne med at kunne få følgeskab af et barn, når jeg skulle til købmand og ud at handle i det hele taget.
Så besluttede jeg alligevel, at jeg ville have en ny førerhund, for børnene skulle ikke føle det som tvang og nødvendighed at gå med til købmanden, og vores ny hund er både rolig og venlig.
Det jeg savner mest ved at være blind, er det at kunne se børnenes ansigtsudtryk. Det kan også være upraktisk ikke at kunne se det. Nu har de kighoste for øjeblikket, og hvis de så får et hosteanfald, når jeg er alene hjemme med dem, så mangler jeg den kontrol, der ligger i at kunne se ansigtet – især den mindstes. Men også her hjælper Ulla mig, hvis det er galt med Uffe. Rent følelsesmæssigt må jeg jo kompensere for det ikke at kunne se mine børn ved i stedet at kunne føle dem. Især mens de er helt små, har jeg vel mere legemlig kontakt med dem, end andre mødre måske har, men jeg må jo føle deres ansigter og kæle lidt for dem.