Vrensted fik en provo fra København til området midt i 60 erne, som var søn af tidligere navnkundige finansminister Henry Grunbaum
Hans navn er Ole Grunbaum, han købte en nedlagt ejendom
ude ved Præstens skov i Thøgerslund hvor der skete mange underlige ting og snakken gik i Vrensted og omegn.

Hvad blev der af Ole Grünbaum

foto fra 2008 af Ole Grunbaum

Ole Grünbaum (født 17. marts 1945) er en dansk forfatter, fredsforkæmper, provo samfundsdebattør, foredragsholder og ledende skikkelse i ungdomsoprøret.

Ole Grünbaum er søn af tidligere finansminister Henry Grünbaum. Han gik på gymnasium i Virum-Sorgenfri (1960-63), hvor den kolde krigs våbenkapløb for at opretholde terrorbalancen, og hvor behandlingen af tidligere kolonier og senere Vietnamkrigen påvirkede ungdommen[Kilde mangler] til politisk stillingtagen – også Grünbaum. I en periode omkring 1963 var han formand for Virum DSU, men har så vidt vides ikke siden været partipolitisk aktiv.

Grünbaum ville ikke ligne sine forældre, ligesom en del andre unge fra den periode ikke ville. Han ville ud hvor han ikke kunne bunde, og det kom han. Han beskriver 3 bølger der fører ham, første bølge var beatnikkerne, de røg hash, tog meskalin, rejste, dyrkede fri sex, var bøsser, interesserede sig for østlig filosofi, lyttede til moderne jazz, ville have fred. Det var forfattere som Jack Kerouac og Allen Ginsberg der var eksponenter for første bølge. Anden bølge var hippierne fra San Francisco, med deres genbrugsforretninger. Tredje bølge var dansk, en gruppe blomsterbørn omkring Eik Skaløe og Steppeulvene.

Inden Grünbaum flyttede ind i det københavnske beatmiljø, havde han været i Amsterdam og lært hvordan provoerne brugte politiske happenings i det politiske arbejde. Han skrev bøger derom: Provokér og Emigrér. Provokér blev anmeldt af Thomas Bredsdorff i Politiken, og Grünbaum blev kaldt en ny PH.

Grünbaum spillede kispus med politiet, at han ikke mødte op til aftjening af værnepligten, det endte med en dom på 40 dages hæfte.

Han optrådte i direkte fjernsyn med en sine happenings nytårsaftensdag 1968, under et interview med Palle Holgersen, inden havde Grünbaum røget sig skæv og forberedt skilte som svar på spørgsmål, dette hylede intervieweren ud af det og ville afbryde, men så begyndte Ole Grünbaum bare tale som et vandfald og kamerafolkene følte sig nødsaget til at forsætte transmissionen

Efter tiden med stoffer og provokationer mødte han i 1973 en 14-årig indisk guru, og han er fortsat en varm fortaler for meditationen. Han mente ungdomsoprøret havde tabt, men erkendte senere, at det havde det ikke. Ole Grünbaum fattede en fascination for computere og internettet, som han mente var en følge af 60’ernes frigørelse og antiautoritære kultur. I 80’erne blev Ole Grünbaum computer-skribent i dagbladet Politiken, og nu holder han foredrag over en række emner.

Mordet på Bækgaard i Vrensted

Der er vist ikke nogen i Vrensted, der ikke kender Ingrid Andresen, Stationsvej i Vrensted

Hvis ikke de kender hende fra Vrensted Skole skole, så kender de hende fra en af byens foreninger eller fra politik.

Hun er aktiv alle steder, simpelt hen. – Da  hun og ægtefællen Jens var til jobsamtale på Vrensted Skole i 1974, så blev  de spurgt, om de ville tage del i byens pulserende liv, fortæller Ingrid Andresen.

Parret, der overhovedet ikke kendte noget til Vrensted men dengang boede i Sønderjylland, svarede ja til det spørgsmål, og det kom til at holde stik. Til overmål.

I dag er Ingrid Andresen pensioneret fra sit arbejde som lærer på Vrensted Skole, men når det gælder fritidslivet, er der ikke meget pensionist over det.

Listen over aktiviteter, hun er involveret i, er særdeles lang. Hun har været med til at lave lokalbladet  Vræn’niken, hun er formand for den lokale afdeling af Ældre Sagen, i hvis regi hun også har undervist  i gymnastik og er med til at planlægge Ældrecafé, hun råbte tidligere op til banko i forsamlingshuset, hun er medstifter og formand i Lokalhistorisk Arkiv, har skrevet afsnittet om Vrensted til en bog om landsbyer  senest er  hun involveret i den årlige Kunstudstillingen i Vrensted og  meget meget mere.

Men det hele begyndte med lærergerningen på skolen, for det førte meget af det andet med sig. Inspirationen til at blive lærer kom tidligt. – Hun var i huset hos en lægefamilie, hvor de tre jævnaldrende døtre skubbede lidt på for, at hun også skulle have en uddannelse. Deraf blev hun inspireret.

På lærerseminariet i Ranum havde Ingrid Andresen en spændende tid. Det blev Ranum, fordi det var et statsseminarium, hvor man ikke selv skulle betale. – Det gav hende mange nye impulser.

Som lærer gennem alle de år har Ingrid Andresen kunnet se en udvikling.  Hun fortæller:  Først stod eleverne pænt på række udenfor, og så kom læreren og hentede dem, så stod de på række udenfor klassen, og så stod de op bag deres stol. I dag kan de sidde ned, som de vil. Det er en positiv udvikling. Det har skabt et meget bedre forhold mellem elev og lærer. Det skaber tillid, og lærerne er blevet meget bedre til at tackle alle de andre ting, børnene har brug for, mener Ingrid Andresen, der altid har undervist mest i de store klasser.

Hun fortæller videre:  Jeg kan godt sætte mig i respekt og skælde ud, hvis det er nødvendigt. Men eleverne vidste godt, at det kun er her og nu – bagefter kunne vi godt snakke sammen.

Politisk kamp I nogle år var Ingrid Andresen også i byrådet i den gamle Løkken-Vrå Kommune, hvor hun sad for Lokallisten. Også her var det noget lokalt, der fik interessen til at springe: Man ville nedlægge plejehjemmet i Vrensted, og det var Ingrid Andresen imod. Så den kamp gik hun ind i. Lige netop dén kunne hun ikke vinde; til gengæld kom der mange andre spændende politiske udfordringer gennem årene.

Selv om Ingrid Andresen i 2018 er 82 år gammel, er hun stadig meget aktiv i Vrensteds foreningsliv, og hun hjælper stadig, hvis der er noget.

Christen Ørnholm og hustru ligger begravet på Vrensted Kirkegård

• .Ørnholms Tårnurfabrik i Vrensted

Peder M. Sørensen f. 1918, d. 2000 

Lægen i Vrensted fra 1947 til sidst i forrige århundrede P.M. Sørensen kendt af mange som en behagelig og omsorgsfuld familielæge i det lille samfund Vrensted

Efter P.M. Sørensen overtog sønnen Jørgen praksis og nu har 3. generation Jørgens datter Stine Schierup overtaget den meget store praksis i Vrensted, der nu omfatter 3 læger, sekretærer og sygeplejersker m.fl.

Læge i Vendsyssel hædret som mønster for kolleger i 1968

Læge P.M. Sørensen, Vrensted, hyldet med 10.000 kr. fra

Brygger J.C. Jacobsens mindelegat.

En af Vendsyssels kendte og anerkendte landlæger, læge P. M. Sørensen, Vrensted, har modtaget en sjælden hæder af sine kolleger: Brygger J. C. Jacobsens mindelegat på 10.000 kr. Mindelegatet uddeles hvert år til en praktiserende læge i by eller på land, som i særlig grad har gjort sig fortjent gennem sin praktiske lægegerning, og som ved sin ethos (karakter) og personlighed står som et mønster for sine kolleger.

Læge Sørensen var indstillet til den smukke anerkendelse af samtlige kolleger i Hjørring amt, og ved overrækkelse af hæderen i gaar i lægernes hus, Domus medica København, sagde Alm., dansk Lægeforenings afgåede formand, læge Aage Pedersen, at læge Sørensen i ganske særlig grad opfyldte betingelsen: et mønster for andre læger!

Mange fortjenester

Overrækkelsen blev overværet af mange gæster, som bifaldt valget af læge Sørensen til årets pris.

–Læge Sørensen er tjenstvillig og hjælpsom. Han har i månedsvis uden egen økonomisk fordel passet en syg kollegas praksis, han har været initiativtager til en god lægevagtordning på egnen, og desuden har han arbejdet videnskabeligt med problemer, han har mødt i sin praksis, bl. a. papegøjesyge og tærskelunge, sagde læge Aage Pedersen, der også mindede om læge Sørensens store arbejde for sine patienters vel. At dette sidste ligger ham stærkt på sinde, er ofte demonstreret, og ikke mindst hans betydningsfulde Indsats for at gøre vordende læger Interesseret i almindelig lægepraksis må ses som et udtryk for, at han ønsker snæver kontakt mellem læge og patient opretholdt og udbygget.

Deler æren og glæden

Legatbestyrelsen var ved overrækkelsen repræsenteret ved bl.a. professor P. Brandt Rekberg. Og før sammenkomsten sluttede, takkede læge P. M. Sørensen. -Jeg kan ikke forstå det anderledes end at lægeforeningens hovedbestyrelse ved at vælge mig til denne hædersgave har villet give et håndslag til de praktiserende landlæger, og ud fra den synsvinkel vil jeg dele æren med dem og med glæde tage imod gaven, sagde læge Sørensen, der til føjede betydningen af, at den praktiserende landlæges hustru med interesse er med i arbejdet, ”for uden hende går det ikke” 

Huslæge i det lille samfund.

P.M. Sørensen var Vrensteds læge i 35 år

Kilde. VT

VRENSTED Flere og flere praktiserende læger vælger at bosætte sig i en anden by, end der, hvor deres praksis ligger. Men de går glip af en masse, mener P. M. Sørensen, Vrensted. Han ved, hvad han taler om, for gennem 35 år var han alment praktiserende læge i Vrensted.

– Det at leve blandt den befolkningsgruppe man skal tage sig af, er netop en af værdierne ved at være praktiserende læge, siger Peder Madsen Sørensen, ofte bare kaldet P. M.

Det er netop 50 år siden, at ægteparret Gitte og P. M. Sørensen, begge 78 ár, forelskede sig i det hvide hus ved Vrensteds gadekær.

Han er kendt af to-tre generationer på Vrensted-Løkken-egnen. Mere end 1000 børn har han bragt ind i denne verden, og i endnu flere familier er han kendt og elsket.

Dengang i 1946 købte de efter nogle ugers betænkningstid huset, der ligger på Ingstrupvej 3. Her ville parret starte lægepraksis – det var dengang, man havde fri ret til at slå sig ned, hvor man havde lyst og kunne finde patienter.

Parret snakkede med lægerne i nabobyerne og så nedsatte P. M. Sørensen sig i februar 1947 som læge i Vrensted.

Det blev starten på et langt liv som rigtig gammeldags familielæge eller huslæge. Forinden havde havde landmands sønnen fra Saltum taget studentereksamen på Sorø Akademi. Han begyndte at læse medicin på Aarhus Universitet, hvor han mødte Gitte Schierup, der blev sygeplejerske, og som han har holdt sammen med siden.

Ville i praksis

– Jeg vidste hele tiden, at jeg ville i almen praksis, fortæller P. M. Sørensen, som inden fik nogle gode uddannelsesår i Århus – blandt andet en spændende stilling på Marselisborg Hospital, hvor han lærte om infektionssygdomme.

– Det var lige efter krigen, og man begyndte at dyrke bakterier og give sulfastoffer – siden kom den første penicillin. Vi havde en streng læremester, der indpodede os læresætningen: Ingen terapi uden diagnose. Det var måske derfor, at apotekeren i Løkken første gang, han så mig, sagde: Nå, så De er den unge læge, der ingen medicin bruger.

Travlhed i byen

Det viste sig hurtigt, at der var behov for en læge i Vrensted. Sørensens fik susende travlt. Han med at kurere alle de syge, Gitte med at passe telefonen, skrive breve og så passe de fem børn, der efterhånden var kommet til. Det var travle år, næsten for travle.

– Problemet var, at vi ikke måtte bygge til huset på Ingstrupvej, fordi det var fredet af hensyn til kirken overfor. Derfor kunne vi ikke udvide og få flere ansatte. Så i 1960 tog jeg fire måneder til København og tog embedslægeeksamen. Med den i hånden ville jeg sidde bag et roligt skrivebord og lade andre om det hektiske liv i praksis, mindes P. M. Sørensen.

Det gik heldigvis ikke sådan. Hustruen Gitte! konstaterede: Det er slet ikke dig!

– Som så ofte før rettede jeg mig efter hende, siger P. M. Sørensen,

Så kastede han sig igen ud i livet som praktiserende læge – blandt andet satte han sig for, at lære de medicinstuderende og yngre læger om forholdene i praksis. Han organiserede, at en række nordjyske kolleger i et par uger stillede praksis og hjem til rådighed, så de unge kunne være føl og se, hvordan det var

Med i etisk råd

Den sparsomme fritid blev anvendt til at følge med i den rivende udvikling indenfor faget, forskning – eller give en hjælpende hånd til kollegerne. Lægerne i det da værende Hjørring Amts Lægekredsforening indstillede ham i 1968 til at modtage Brygger I. C. Jacobsens mindelegat på 10.000 kr.- og han fik det i kamp med de indstillede fra landets øvrige amter. I to perioder var P. M. Sørensen udpeget som medlem af Lægernes Etiske Råd, i den sidste periode som formand.

Ved kommunesammenlægningen i 1970 fik P. M. Sørensen lov til købe det tidligere kommunekontor til lægehus.

Siden er flere læger kommet til, så der i dag er fem læger i huset. Bl.a. Jørgen Schierup – ét af de fem børn.

I 1982 byttede Gitte og P. M. Sørensen hus med sønnen Jørgen og hans familie, så det nu er dem, der bor i det idylliske hvide hus ved kirken. Selv bor Sørensens i et mindre hus på Bådstedhedevej

– Vi har overvejet at flytte til Aarhus, men nej. Vi bliver i Vrensted, Iyder det enstemmigt.

Mindeord:

Læge P. M. Sørensen

Det er med sorg vi må konstatere, at vores tidligere kollega og læremester ikke længere er blandt os. P.M. Sørensen, – blandt venner og kolleger aldrig kaldet andet end P.M. – døde tirsdag den 25. april 2000, 81 år gammel efter mindre end et døgns sygdom. P.M. Sørensen var landmands søn fra Sdr. Saltum. Som 14 årig kom han på kostskole på Sorø Akademi og tog studentereksamen herfra i 1936. Opholdet i Sorø kom til at betyde utroligt meget for ham i hans senere tilværelse, og han kunne selv op i en høj alder med stor iver og en vis stolthed fortælle om det at være Soraner. Allerede under opholdet på Sorg Akademi og også senere under medicinstudierne på Århus Unversitet viste hans fremragende organisatoriske evner sig, idet han hurtigt kom med i ledelsen af forskel lige studenterorganisationer. P.M. fik sin embedseksamen i 1944, og efter nogle års uddannelse på forskellige hospitalsafdelinger i Aarhus, kom han i december 1946 til Tuberkulose stationen i Hjørring. Han havde på daværende tidspunkt sammen med sin kone Gitte udset sig Vrensted, som sit kommende arbejdssted, og i februar 1947 startede han som praktiserende læge her. Mange anså det for halsløs gerning at starte en praksis i Vrensted, idet der jo på daværende tidspunkt var lægepraksis i flere af de omliggende mindre byer, men P.M. og Gitte gjorde hurtigt denne skepsis til skamme, og i løbet af få år var der en stor praksis i Vrensted. P.M. engagerede sig ikke blot i sine patienter, men deltog aktivt i det lægefaglige foreningsarbejde i Nordjylland. Også på landsplan var han aktiv, og hans høje agtelse blandt kolleger bevirkede, at han i nogle år var medlem af Lægeforeningens etiske råd og i en periode formand for denne. Fremsynet som han var, fik han etableret en af de første vagtlægeordninger og senere en 4-mands kompagniskabspraksis i Vrensted ved sammenlægning af 3 praksis. Som en kollegial anerkendelse for sin store indsats for sit fag fik han i 1968 tildelt I.C. Jacobsensen mindelegat. – et legat som en gang årligt tildeles en praktiserende læge “der i særlig grad har gjort sig fortjent gennem sin praktiske lægegerning, og som ved sin eros og personlighed står som et mønster for sine kolleger” – En hædersbevisning som kun de færreste gør sig fortjent til. 1. juli 1985 ophørte P.M. Sørensen med at praktisere efter 38 1/2 år i praksis i Vrensted. I de første 3-4 ár herefter havde han flere perioder af ugers og måneders varighed med vikararbejde i Sverige. Helt op til sin død fulgte han med i sit fags udvikling gennem læsning af faglitteratur og aktiv deltagelse i faglige diskussioner og efteruddannelseskurser. Han havde tilmeldt sig og glæder sig til et 2 dages kursus her 1 week-enden efter hans død. Han glædede sig altid ved snak med “gamle” kolleger, men nød nok endnu mere en god dialog med yngre og evt. kommende kolleger. Der er rigtig mangen unge læger, som gennem en snak med PM. Sørensen har fået kloge ord med på vejen i deres fremitidige lægegerning I årene som pensionist deltog P.M. Sørensen fortsat med stor iver i sognets foreningsliv og deltog aktivt i den til enhver tid værende debat her på egnen. I de senere år deltog han med stor glæde i seniordans. Det var meget kendetegnende for P.M., at han med stor glæde delagtiggjorde andre i sine oplevelser. Mange vil huske ham fra de mange gange han i diverse foreninger har fortalt om og vist lysbilleder fra hans og Gittes rejser rundt i verden. Patienterne vil uden tvivl huske P.M. som den gode “gamle” familielæge. Den enkelte patients ve og vel havde altid højest prioritet hos P. M. Sørensen, men han interesserede sig også i høj grad for patientens familie og sociale forhold. Hans mangeårige virke her i Vrensted og hans store interesse for familierelationer gav ham en utrolig viden om egnen og dens beboere. En viden som han med stor iver og glæde delte med andre. Vi der har haft det privilegium at arbejde sammen med P M vil huske ham, som den altid loyale og hjælpsomme kollega. Vi vil huske ham som en kammerat der altid med stor glæde og engagement delte ud af sin store faglige viden og erfaring og ikke mindst sin store livskundskab. På vegne af Lægerne i Vrensted.

Frede Nørgård.

Historien om Bager Bedholm i Vrensted, de tre søskende der i fællesskab drev bagerforretningen i en årrække og lavede en rigtig fantastisk god og flot kagekone og kagemand til fødselsdag

De 3 søskende Bedholm levede for bageriet.

De tre Bedholm-søskende fra Vrensted, har siden 1952 drevet bageri og bagerforretning i Vrensted. Fra i morgen (nov. 1985) er det slut. De to brødre og deres søster lukker og får pludselig masser af fritid. Men når stort set hele livet har været bageri, bliver det svært at få den til at gå, forudser de.
Peter og Lars ”Lassen” Bedholm samt deres søster Margrethe >>Søster Bedholm har helliget hele deres liv til bagererhvervet. Brødrene i bageriet, søster i udsalget. Det har været småt med fritid, og ferier har været et ukendt begreb den sidste halve snes år. Sammen overtog de forældrenes bagerforretning i 1952, men allerede før den tid arbejdede de i bagervirksomheden, som forældrene åbnede i 1911.

– Vi arbejdede med bageriet som vort eget i forvejen, så det betød ikke de store ændringer, da vi overtog det. Papirerne skiftede bare underskrift, siger Lars Bedholm, der er 70 år.

Ingen af de tre søskende ved nøjagtig, hvad de skal få tiden til at gå med, når det sidste brød har forladt ovnen. De har ikke haft tid til at have nogen hobby.

Flette fingre?

Jeg kunne tænke mig at sidde i lænestolen og flette fingre hele dagen, sigerLars Bedholm – vistnok i sjov. Broderen mener i hvert fald ikke, det kommer til at gå sådan.

Peter Bedholm, 74 år, siger: – Vi må prøve, om vi kan nyde tilværelsen og få tiden til at gå så godt som muligt. Blandt andet har vi et drivhus, der skal moderniseres lidt. Det er ikke med glæde, vi holder op, men vi har jo nået en vis alder, og bentøjet kan ikke mere.

Margrethe Bedholm, der er 64 år, må pænt følge »ledelsen, der har ønsket.at, trække sig tilbage.

– Når ikke baglandet er i orden, kan butikken heller ikke køre, men vi kommer alle tre til at savne det. Vi har jo tjent til føden ved dette og aldrig kedet os, siger hun.

Kunderne

Nogen, der med sikkerhed også vil savne Bedholm-bagerne, er kunderne – deriblandt kogekonen, som i 30-40 år har kigget ind i bageriet for at bestille brød eller kager til de store fester.

Alle kunderne beklager, at vi lukker, og jeg tror da også, de vil komme til at savne deres bager, siger Lars Bedholm.

I Vrensted findes foruden Bedholm-bageren et brødudsalg. Men for at finde et bageri skal Vrensted-borgerne nu til Ingstrup, Løkken eller Brønderslev.

Børglum, Vittrup, Stenum, Manna, der alle ligger i nærheden, har haft bagerforretninger, som er lukkede inden for den seneste tid. Nu er turen altså kommet til os, siger Peter Bedholm.

For indviklet og for dyrt

Årsagen til, at mange små forretninger dør, er ifølge Peter Bedholm, at det er alt for kompliceret og dyrt at være selvstændig.

– Vi har haft enkelte følere ude, men ingen købere har meldt sig. Der skal bekostes for meget på forretningen. Hvilken bager ville for eksempel bruge en rørovn som vores, hvor man skal fyre meget mere end i de moderne rørovne, siger Peter Bedholm.

Selv er de tre søskende trætte af de indviklede regler, som de må leve under. Det gælder for eksempel momsregnskabet, som de må have en revisor til at lave. Og det gælder tilsyn og kontrol i bageriet.

– Tiden er en anden, end da bageren blot gav rugbrødet et stempel med navn og bynavn på, siger Lars Bedholm.

De tre søskende bor sammen, arbejder sammen og deler deres fritid sammen. De er beskedne mennesker og ønsker ikke postyr omkring lukningen.

Det vidner Peter Bedholms slutbemærkning til journalisten om: – Du må love mig ikke at overdrive. Det ser ikke godt ud.

Tirsdag den 9. Nov. 1985, Så er det sket. Vrenstedboerne er blevet brødløse. Sådan føler de, efter at brødrene Bedholm og deres søster forleden slukkede under det gamle bageris ovn og lukkede butiksdøren.

En epoke er forbi – en velanskreven gammel forretning, hvorfra der, så langt tilbage nogen kan huske er bølget en liflig duft af friskbagt brød ud over byen, er lukket. Vrenstedboerne kan stadig få brød, men fra et udsalg. Brødrene Bedholm og deres søster er gået på pension.

Vi nåede at hilse på brødrene ligefør der blev slukket for ovnen. De var i færd med at bage forretningens sidste brød. Lars (Lassen) manøvrerede behændigt de opslåede brød ind i ovnen, og hjalp så broderen med at dekorere den sidste af utallige kagemænd, som de har leveret i deres mange år som bagermestre.

I butikken stod Margrethe, der aldrig er blevet kaldt andet end søster, og ekspederede tre stk. wienerbrød og et halvt sigtebrød til en ældre dame, og bagved stod tre skolebørn, der krammede nogle håndører bestemt til dagens udskejelse i skolens frikvarter: tre lakridsbjørne.

Da konditoriet var samlingssted

Der er miljø over de gamle bageri bygninger – for der er flere. Der er forbygningen med bagerforretningen. Bagbygningen med det store bageri og en fløj, hvor der for år tilbage var konditori. Her samledes folk fra sognet, når der var fest, eller flor at drikke begravelseskaffe, efter at en fra sognet var stedt til hvile på kirkegården, der ligger lige overfor bageriet. Her samlede også landboungdommen efter endt arbejdsdag, for at få en pot billard eller for at sludre over en kop kaffe og en ”lille gul”- betegnelsen for en citronvand.

-Det er mange år siden sådanne sammenkomster fandt sted, men det var gode tider, understreger Lassen og Peter, mens de passer deres arbejde med kagemanden, der nu har fået lakridsøjne.

De er ikke meget for at åbne sig. Beskedenhed har altid været særkendende for dem, og det med en masse skriverier« er ikke lige dem. >>Vi har jo bare passet vores arbejde«.

Bedholmerne startede i 1911

>>Passet deres arbejde«. Ja det tør siges, medgiver vrenstedboerne, der ligesom ikke kan indstille sig på, at Bedholmerne virkelig har lukket. For her har de fleste i sognet haft deres gang fra barnsben af. De ældste i sognet kan endda huske tilbage til 1911, hvor Bedholmernes forældre overtog bageriet, der blev oprettet i 1905. Siden har der været åbent hver dag året rundt.

Lassen, Peter og Søster arbejdede med fra barnsben af. Brødrene blev udlært indenfor faget, og prøvede da også at arbejde udensogns. Men det måtte ske på skift. For ældrene kunne ikke samtidig undvære begge drengene i bageriet. Så først tog Peter og derefter Lassen hjemmefra. Det var i trediverne. Men efter sidespringet mødtes de igen derhjemme

Sådan set har de hele tiden følt de var med i forretningen, men papir på det, fik de først i 1952 – uden at det medførte nogen ændring. Man bagte brød – og solgte det. Sådan havde det hele tiden været, og sådan skulle det vedblive.

En anden ting, der heller aldrig er blevet ændret er, at hos Bedholmerne bager og sælger man kun førsteklasses brød. Der stod kvalitet på alt som udgik fra bageriet. Det er heller ikke af mangel på omsætning eller håndører til »det daglige brød« de tre søskende har lukket. Der var til det sidste livlig handel i butikken, og fra bageriet blev der bagt som forhen – også den sidste leverance til filialen i Stenum.

»Bentøjet – og lort og skidt

-Næh, siger Peter og Lars, Det er alderen, det er galt med. Vi er hhv. 74 og 70 år og selv om søster er yngre, så må vi to brødre erkende, at vi ikke kan blive ved at holde til arbejdet. Det er skidt med bentøjet. Det hårde flisebelagte bagerigulv har slidt på leddene.

Lars, der er ifærd med at montere chokoladeknapper på kagermanden, kikker ligesom lidt undskyldende op, og siger så:

– Ja, men at vi slukker ovnen skyldes nu også alt det lort og skidt, der følger med. Kontrol, regnskab, moms og! alskens papirarbejde er en enorm belastning for os håndværkere. Vi er vant til at begynde kl. fire morgen, arbejde løs og i bedste fald slutte sidst på eftermiddagen, og så skal pokker stå i at skulle igang med alskens nymodens momserier og lignende. Der skal spilleme også revisor til for at drive en bagerforretning nu om dage.

Jeg kan godt forstå, medgiver Peter, at bagerne rundt i de små og også større byer giver op overfor alt det nymodens. Kendsgerningen er da også at der lukkes to bagerier om dagen. Nå det kan nu også skyldes supermarkederne og deres plasticomsvøbte ”friske” bager brød. Det har nu ikke spescielt generet os. Vore kunder har været trofaste, det skal nu siges, understreger Peter der får et bejaende nik fra Lassen.

Begge finder de det mærkeligt, at der kun har været sporadiske henvendelser om at overtage det fuldt intakte bageri, men på den anden side set, så vil de tre søskende ikke flytte. „Næh det her er vores hjem, og i Vrensted og hos beboerne her og i sognet føler vi os hjemme – og her bliver vi..

Enes har de tre altid kunnet. Brødrene passede deres i bageriet og søster sit i forretningen – og fortjenesten har de delt ”som brødre”.

Nu er der tomt derhenne om hjørnet overfor kirken. Ingen duft af friskbagt brød får næseborene til at vibrere hos forbipasserende og de besøgende på kirkegården. Brødrene og deres søster har slået det sidste brød op.

Hvem mom fik leveret den sidste kagemand? Den var flot, efter at brødrene omhyggeligt og med bølgende fagkundskab havde dekoret den med en pragtfuld hår pragt af flødeskum – selvfølgelig fremstillet af piskefløde. For Brødrene Bedholm og deres søster har altid stået for kvalitet og gjorde det til den sidste kagemand.

Søster en af de sidste gange i butikken inden de lukker forretning og bageri i Vrensted.

Peter og Lassen i bageriet

og i farver disse flotte kagemand og kagekone som smagte så godt og var verdensberømt i Vrensted og omegn

Orla Jensen, Fælleden, Vrensted fortæller:

I Vrensted var der også en bager, eller rettere 2 og deres søster, som passede butikken. De havde en landtur en gang om ugen, hvor Peter kørte ud på landet med en gul lukket vogn forspændt en hest. På bukken ved siden af Peter sad deres hund – en sort puddel. Peter kom til mine forældre, sikkert de sidste på ruten, de købte som regel brød fra dagen før, da det var til halv pris! Peter var meget snakkesalig og det hændte, at han snakkede så længe at hesten gik hjem!
Det var trods alt en strækning på ca. en km.! “Nå”, sagde Peter:” nu skal jeg nok hjem”

Lassen med en flot kagekone og kagemand

Til fødselsdag med Karsten Madsen (ved koppen) i Den gamle Byskole genbo til Bager Bedholmed med de nærmeste nabobørn.

Den røde bygning med kvist er Bedholms ejendom med beboelse, konditori, forretning,  bagerts til venstre bageri og overfor mødelokaler og vognport, bagerst har der været hestestald og svin. Yderst til venstre Landbos have med drivhus og huset til højre har været beboet af Kristian Nielsen. Overfor Bedholms ligger Vrensted Byskole

En fortælling af Vrensted drengen,  Arne Søndergaard Jensen,  der er søn af Maren og fhv. møbelsnedker og kunstner Oluf Jensen, Vrensted.

 Min barndoms vandhuller

Arne er født i Vrensted den 4. september 1939. Folkeskolen, to år i Løkken private realskole. Uddannet møbelsnedker hos Oluf Jensen i Vrensted 1959. Rønshoved Højskole 1961-62 Arbejdet i 25 år som bygningssnedker i Løkken, Pedel ved ældrecentret Havgården i Løkken 1987 og nu aktiv Pensionist i Løkke MiniBy

“Nordjyllands amt giver tilladelse til at oprette kunstig sø…”

En overskrift som dennne, har de senere år været ret almindelig i de nordjyske aviser, og der er også gået mode i at genskabe udtørrede søer og vandhuller.

Kunstige søer kan sikkert være til stor gavn både for dyre- og plantelivet og sikkert også til stor glæde for de mennesker, der skal færdes omkring dem til daglig. Men for mig klinger ordet kunstige søer af noget forkert. Især når man hører til den generation, der kan huske tilbagetil tiden, da der stadig var naturlige vandhuller og småsøer spredt rundt omkring på markerne.

Min baggrund for disse betragtninger er min barndom og opvækst i Vrensted. Jer er taknemlig for, at det blev mig forundt at vokse op i et landsbymiljø, som det var i Vrensted dengang i 4oerne. Nu om dage hører man så meget om naturskoler, skovbørnehaver og lignende. Det landsbymiljø som jeg voksede op i dengang rummede alt det,  som som man forsøger at efterligne i dag. Et par forstående forældre gjorde, at  vi fik frie hænder til at udforske naturen omkring os, dog selvfølgelig altid med den løftede pegefinger, at vi ikke måtte ødelægge andres ejendom. Der skal dog for god orden skyld nævnes, at vi absolut ikke var en flok dydsmønstre, der aldrig kunne finde på at lave noget, der var forbudt for børn.

Men tilbage til vandhullerne. Jeg vil ikke påstå, at jeg har rede på alle de vandhuller, der var i Vrensted og omegn, så derfor vil jeg holde mig til dem, jeg husker og  specielt dem, vi brugte som legesteder.

En af de små damme, som jeg først kommer i tanke om, lå vest for Bådstedhedevej, lige overfor præstegården. Det var jo nok den første dam, vi som små drenge vovede os hen til. Der fik vi vores første oplevelser som fiskere og jægere. Byttet bestod for det meste af haletudser og hundestejler, men det var også en yndet leg at rode rundt med både frøer og tudser, som der var mange af. Det kunne tydeligt høres af deres kvækken, når man kom forbi om aftenen. Dammens kanter eller brinker var altid nedtrådte og plørede af de kreaturer, der gik på marken, så det var sikkert, at når vi legede der, så var vi godt svinet til, når vi kom hjem. Dengang var der ikke nogen der havde vaskemaskiner, så der var en større opgave at holde en familie i rent tøj.

Så var der Kirkedammen, men det var ikke et sted, vi legede så meget, da den for det meste var indhegnet og næsten altid blev blev bevogtet af nogle meget aggressive svaner. Dog var det et yndet sted at være om vinteren, når der var is, men det vender jeg tilbage til. Der var også et par vandhuller på markerne langs vejen til Ingstrup, men det var ikke så meget der, vi legede undtagen om vinteren. Som i alle andre hjem, hvor der var børn, fik vi selvfølgelig altid formaning om at passe på, når vi legede rundt omkring. Det skete også, at vi gik de steder hen, som vi helst ikke ville fortælle vore forældre om. Et af de rigtig farlige steder var ved Tilsiggravene. De ligger nogle hundrede meter øst for Munkebrovej, og er gamle tørvegrave, som blev benyttet af de omkringliggende gårde. Jeg husker nu ikke, at vi så nogt til tørvegravning dernede. Det var ophørt og stedet var tilgroet.

Det var altid med en vis spænding vi nærmede os stedet. Det var helt sikkert, at der lettede en eller anden form for vildt – fasaner eller ænder var der mange af dengang. Stedet var svært tilgængeligt. Der var tæt bevokset hele vejen rundt med stejle brinker de fleste steder. Vi havde mange fantasier om, hvad der gemte sig under den mørke vandoverflade. Det var i hvert fald helt sikkert, at der var helt bujløs, og at det garanteret var jæjjer, der var lisså stuer som hæænspææl. Dem fik vi nu aldrig at se, så de forblev, hvor de var og levede videre i fantasien. Det var muligt at komme dertil ad den vej, der går mod øst lige overfor Rykindvej. Men vi foretrak næsten altid at gå over markerne, fordi det var kortere, men også fordi det var mere spændende at gå den vej. Det havde også den fordel, at når vi, efter en lang eftermiddags leg, begav os hjemad, kunne vi være meget sultne. Så var der ikke noget, der kunne hamle op med en kålrabi, der lige var trukket op af jorden. Hvis vi ikke lige havde en kniv ved hånden, fik roen bare et par gode slag ned i en sten, så den næsten var smadret. Det var en saftig spise, som både slukkede tørsten og mættede.

Dengang var det en helt anden form for landbrug, end det er i dag. Markerne var meget mindre, og de forskellige afgrøder var blandet på en helt anden måde mellem hinanden. Det var først nogle år senere, at man begyndte at sprøjte markerne med alverdens forskellige kemikalier. Så der var et rigt dyreliv at iagttage når vi krydsede markerne. Vi så altid harer. Det var også helt sikkert, at vi stødte på små flokke af agerhøns, og det skyldtes sandsynligvis, at der var meget bedre livsbetingelser for dem. Biller og andre insekter, der er fødegrundlag for dyrene har igennem årene været hårdt trængt af de moderne sprøjtemidler.

Den større vildtmængde bevirkede selvfølgelig, at der var mange, der gik på jagt, og at der tit blev nedlagt mere vildt end jægerne selv kunne fortære. Når vi som børn var med i Brugsen i jagtsæsonen, lå der altid mange harer på gulvet foran disken, de fleste med et stykke brunt indpakningspapir bundet om hovedet med et stykke selvbindergarn. Det var før, dybfryseren blev opfundet, så det var for jægern en god mulighed for at få byttet afsat, så det ikke gik til spilde, og salget gav sikkert også lidt til patroner samt andre daglige fornødenheder. Det var til gengæld meget sjældent, vi så råvildt. Vi betragtede det som en sensation, når en af os havde set et rådyr. Der skulle ikke gå så mange år inden, det blev et mere almindeligt syn på de her kanter.

På vej ud til Præstens Skov krydsede vi de fleste gange hen over markerne. Midt på Koldkjærs marker var der også et lille vandhul, som havde stor betydning for os, især om vinteren. Dengang var der en vej ud til Præstens Skov, som blev meget benyttet af Vrenstedboerne, når de havde lyst til at gå en tur i skoven. Vejen er desværre blevet sløjfet, så de, som vil på skovtur, må gå den noget længere tur omkring Holmens Skov. Jeg husker meget tydeligt min fars vrede, da det gik op for ham, at den almindelige skovvej var blevet pløjet op.

Langs den sydlige side af Præstens Skov, som egentlig hedder Thøgerslund, var der en lille langstrakt dam. Den var delvis tilgroet, men jeg kan huske, at det var et sted, hvor der altid var et eller andet spændende, enten det så var småfisk eller dyr. Vandet i dammen havde den specielle gulbrune okkerfarve, som man ser i grøfter og vandhuller i den del af Vrensted. Min far kaldte altid dammen for ”badedammen”, så den har sikkert haft en betydning for hans generation af Vrensted børn. Da jeg var dreng i Vrensted i slutningen af fyrrerne, havde vi også en badedam. Selv om vi jo boede tæt ved havet benyttede vi det ikke til dagligt.

En tur til havet var dengang en begivenhed, som vi kunne se hen til i mange dage. Så vi fandt på en eller anden måde ud af, at vi kunne bade i en lille mergelgrav som vi kalde Helledies mergelgrav. Den findes stadig, men jeg tror ikke der er nogen, der kunne finde på at bade i den, som vi gjorde. Når vi ankom til vores badedam en varm sommerdag, kunne vandet i overfladen virke meget varmt, da det var helt stillestiåde og varmet op af solen. Men efter den første maveplasker blev det iskolde bundvand hurtigt blandet op med det varme overfladevand, og så var der en helt anden temperatur.

Ved den østre ende af mergelgraven var der tydeligt spor af den opkørsel, der havde været brugt af hestevognene. Jeg forestiller mig, at man dengang læssede vognene nede i mergelgraven, og trak dem op med hestene. Der er jo også den mulighed, at mergelen blev kørt op på en trillebør og siden læsset på vognen oppe på marken. Når vi havde badet et stykke tid, var opkørslen så glat, som var den smurt ind i brun sæbe. Så var det en yndet sport at komme løbende i fuld fart og glide på den bare ende ud i vandet så langt som muligt. Ved den nordlige brink var der en, som havde anbragt en solid pæl på tykkelse med en telefonpæl. Fra pælen kunne vi springe på hovedet i vandet, og så svømme ”hujsvømning” til vi kunne bunde igen. Der blev brugt mange timer på at bade og lege ved mergelgraven, og det var jo ikke helt ufarligt.

Lidt længere ude ad vejen til Kongsengene gik der en markvej op til Sundsted gårdene. Vest for gårdene var der en stor dam, som vi tit legede ved, når vi af og til besøgte Niels Elmer. Hans far, Valdemar Helledie, ejede den nordligste af Sundsted gårdene. Valdemar var et rart og venligst menneske som jeg satte stor pris på, så jeg kom tit på Sundsted. Som ung mand var jeg en vinter på højskole, og i en dansktime skulle vi beskrive et menneske, som vi beundrede, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville skrive om Valdemar Helledie.

Engang havde vi fået en skør ide om, at vi ville prøve at tørlægge dammen vest for Niels Jensens, som havde den anden af Sundsted gårdene. Vi fik ved fælles hjælp gravet en kanal til en nærliggende grøft samt et lille hul, som skulle bruges som hyttefad til alle de fisk, der var i dammen. Fantasien fejlede ikke noget, så vi lagde store planer – godt hjulpet af Valdemar. Og der var mange fisk i dammen. Valdemar fik os lokket med på, at det nok var en god ide at tælle dem, så vi sled og slæbte i mudder og vand til knæene og samlede karusser op med hænderne og flyttede dem over i hyttefadet. Hvordan fiskeriet endte, kan jeg ikke huske, heller ikke hvor mange vi fik samlet , men jeg har en svag erindring om min mors reaktion, da vi fuldstændig tilsølede vendte hjem fra den dags fiskeri.

Af alle vandhuller og vådområder i Vrensted er der dog et sted, som langt overgår alle de andre på enhver tænkelig måde – Ingstrup Sø. Selve søen og de tilstødende engarealer rummede meget store naturværdier, som er tabt for altid. Vi kom der på alle årstider. Alligevel er det svært at sammensætte et tydeligt billede af søen. Som helt små var vi der sammen vore forældre, når de cyklede ture ud til Søengene. Senere kom vi der på egen hånd, f. eks. når vi besøgte skolekammerater der boede på Bådstedhede. Det skete også, at vi der var der med de forskellige karle fra gårdene i Vrensted. Mange af gårdene havde efter gammel skik ret til jord på de områder, hvor der kunne bjerges hø, så der var ofte livlig trafik af hestevogne på vej til Søengene. Desuden blev engene brugt til græsning for alle de kreaturer, der ikke indgik i den daglige produktion. Om foråret blev der tit gennet store flokke af kvier gennem Vrensted, så de kunne tilbringe hele sommeren i engene. Når vi kom ad vejen forbi Holmens skov og nåede ned til Bruswæj kunne vi se hele det store engområde med søen over mod Ingstrupsiden. Engene ned mod søen var inddelt i lange marker, der var adskilt af grøfter til afvanding. Desuden var markerne indhegnet af pigtråd, som var den tids mest benyttede form for hegnstråd. Længere nede mod søen blev grøfterne bredere, og selve engen var fyldt med græstuer, hvor kreaturerne gik og svuppede rundt, når de var nede for at drikke vand. Jeg husker selve søen som meget langstrakt med en tæt høj væg af tagrør over mod Ingstrup siden. Søbredden på Vrensted siden gik mere ud i et med engene, så der var ikke nogen særlig markeret overgang mellem eng og sø. Selve søen havde sin begyndelse i den nordvestlige ende som udvidelse af Tjællergråben. Mod syd havde den sit afløb i Tjenbæk, som havde forbindelse helt ud til Ryå.

På Vrensted siden kunne vi sagtens vade rundt i søen et stykke ud, men hvis vi skulle helt over til rørskoven, skulle der en båd til, og dem var der en del af. De lå fortøjret ved en hegnspæl – som regel med kæde og hængelås. Det var ikke noget problem at rykke pælen op, når vi skulle ”låne” båden. Jeg mener at det især var en båd, der tilhørte Kræn Thamsen, som vi havde held til at benytte en gang imellem. Den blev selvfølgelig brugt af ham selv til fiskeri og til jagt, som der var rigtig meget af i og omkring søen. På vej ned over engene til søen var det helt sikkert, at vi i sommertiden blev fulgt af stærkt ophidsede viber. De fløj tæt ned over hovedet af alle, der kom for nær deres reder eller unger. Fuglelivet ved søen var et kapitel for sig. Der var en mangfoldighed af forskellige fugle. Om sommeren var der altid viber. En anden karakteristisk fugl, som jeg husker meget tydeligt var dobbeltbekkasinen. Ikke så meget for fuglens udseende, jeg ved knap nok, hvordan den ser ud, men for dens helt specielle lyd, når den i høj fart dykkede fra stor højde. På vej ned kan den med halefjerene frembringer en lyd, som jeg ikke kan beskrive. Rørskovene gav også nattely for enorme stære flokke.

Jeg kan tydeligt se for mig, når de store stæreflokke kom flyvende hen over Vrensted. Det var som en stor, bølgende, mørk sky, der bevægede sig hen over markerne. Jeg ved ikke noget om, hvor langt fra de de kom for at overnatte, men der kom rigtig mange flokke. Når vi opholdt os ved søen, skete det ofte, at stærene pludselig lettede, som om de var blevet forskrækket over et eller andet. Lyden, når tusinder af stære pludselig gik på vingerne, kunne minde om et brusende tog eller noget i den retning. Selvfølgelig var der en masse forskellige arter ved et sådant spisekammer. Blandt andet var der terner. Der gik mange historier om folk, der havde samlet store mængder af terneæg, som de hjembragte til brug i husholdningen. Det forlød også, at nogle af æggene blev solgt til egnens bagere. Det skete også af og til, at vi fandt en forladt rede, hvor de æg, der eventuelt var tilbage, ikke var helt friske længere.  De kunne bruges som kasteskyts, hvis vi var blevet uenige med nogle af de andre drenge, der legede ved søen. Ægsamlingen fandt mest sted på Ingstrupsiden i rørskoven, men det kunne også lade sig gøre på Vrenstedsiden. Søen var de fleste steder dækket med mængder af andemad. Der var dog enkelte steder med blank vand. Andemaden gjorde, at sejlads på søen var noget vanskelig, så det foregik for det meste på den måde, at båden blev staget frem, da søen ikke var særlig dyb. Søen og engene omkring den, havde stor interesse for jægere, der kom langvejs fra for at tage del i andejagten. 

Jeg kan tydeligt se for mig, når jægerne kom cyklende sidst på dagen for at være på plads, når andetrækket begydte. Det skete af og til, at vi drenge slog følge med en af jægerne for at få lov til at sidde sammen med dem under jagten. Og når de første ænder kom susende, bragede det løs fra alle kanter.

Der kunne sikkert fortælles mange historier om jagter ved søen og tilstødende enge, men dem må jeg overlade til dem, der var voksne og jægere på det tidspunkt. Jeg kan dog huske en historie, min far fortalte om nogle drenge, der stagede rundt i søen for at samle terne æg. Et sted ville en af drengene støde fra på en hegnspæl der lå i vandet, men da han rørte “pælen” med åren, forsvandt den i et hug, så det har jo nok været en af de mange store gedder, der var i søen. En anden af min fars historier fra sin barndom i Vrensted, handlede om “Kaptajnen”. som trak vod i søen. Det foregik ved, at han lod en anden ro, så han kunne få tid til at forlyste sig med sin medbragte brændevinsflaske. Ifølge min fars historie gik det ikke altid helt stille af, når “Kaptajnen” skrålende og råbende forlystede sig med fiskeriet i søen. Jeg ved ikke præcis, om denne historie handler om den kaptajn, som ligger begravet lige ved siden af våbenhuset i Vrensted Kirke. Hvis det er den samme person, må det komme ind under overleveringer, idet han døde hos sin datter i Vrensted Præstegård i 1852 og min far blev født 1904.

Det foretrukne fiskeredskab var dengang ålejernet, som fandtes i mange forskellige udgaver. Vi drenge brugte meget tit ålejern, når vi gik langs Tjællergråben. Vi lurede langs brinken på jagt efter “ålehuller”. Om det var helt rigtigt, at der var et sådant hul, hvor ålene havde boret sig ned i bunden, er jeg noget i tvivl om i dag, men det er sikkert, at vi mange gange stangede en ål på den måde. Der var også på den tid nogle, der brugte lyster til at fange gedder med, men jeg har aldrig set den i brug. Teknikken var den, at man listede af sted langs brinken eller i en båd, og når man så fik øje på en gedde gjaldt det om at ramme første gang. Ålejern og lyster er dog forlængst forbudt som fiskeredskaber i ferskvand. Vi drenge gik selvfølgelig mest efter de stuer jæjjeer, men det var ikke så tit, det lykkedes. Men jeg har rigtig mange gange, stået sammen med mine legekammerater, og set på en gedde der stod næsten ubevægelig i den svage strøm for så at forsvinde i en sky af oppisket mudder på brøkdele af et sekund. Der gik også historier om gedder, der var blevet skudt med jagtgevær.

En anden form for fiskeri, som vi tit dyrkede, var med ruser, der var lavet af hønsetråd. Det var for det meste gammelt, kasseret hønsetråd, der blev rullet sammen til en rørformet ruse med et par arme, der var lavet af det samme dog var armene forstærket med det tykkeste ståltråd vi kunne finde som regel hegnstråd. Rusen var ikke beregnet til at fange ål i, selv om det af og til lykkedes, hvis vi havde været heldige at finde tråd med små masker (kyllingetråd). Fiskeriet foregik på den måde, at vi udvalgte et passende sted at lægge rusen ud. Vi gik så ind over markerne og ned til brinken igen. Så plaskede vi ellers i vandet med ålejernene, eller hvad der var ved hånden med det resultat, at de gedder, der var mellem os og rusen, flygtede og i mange tilfælde blev siddende i rusen. Det var dog ikke udelukkende gedder, vi fik på den måde. Det skete tit, at der var aborrer med i fangsten. Det var næsten helt sikkert, at der også var en del skaller, men dem betragtede vi mest som en slags skidtfisk, da de var fyldt med ben. Fordelingen fangsten kunne til tider resultere i større skænderier, hvis en af os påstod, at han på vejen til Tjellerggråben havde sagt føst fisk. Han følte sig på den måde berettiget til at få lov til at vælge den største af de gedder, vi havde fanget. Det var selvfølgelig en form for “klapfiskeri”, som ikke var helt fair overfor fiskene, men det er jeg sikker på, at vi ikke skænkede en eneste tanke.

Disse fisketure ligger langt tilbage i barndommens og drengeårenes tid for omkring 50 år siden, og de er derfor ikke til at skelne fra hinanden. Og dog er der en enkelt tur, som jeg stadig husker enkelte ting fra. På en eller anden måde havde vi fået opsnuset, at der stadig var et lille stykke pansergrav over på Ingstrupsiden. Pansergraven var et led i tyskernes forsvarværker langs Vestkysten. Jeg kan huske at den krydsede Ingstrupvejen lige vest over overkørslen ved banen, der gik mod Ingstrup. Et andet sted, hvor jeg husker den, var lige vest for banen på den vej der gik ud til Sibirien, som var et område langt mod vest , helt ned mod mod Nybæk. Pansergraven, som vi havde fundet lå nogle hundrede meter mellem banen og Ingstrupvejen. Måske havde vi fundet den om vinteren, når vi skøjtede, men nu skulle vi prøve, om der også var fisk i den. Der var tæt bevoksning af siv og tagrør på begge sider ved den østre ende, men et stykke længere oppe var der et sted, hvor vi kunne få plads til rusen, måske var det et drikkested for kreaturerne. Da vi havde fået rusen anbragt, gik vi tilbage østre ende hvor vi begynde at plaske i vandet med vore medbragte ålejern. Jeg kan se for mig endnu, hvordan det så ud, da vi nærmede os rusen. Vi kunne tydeligt se, der var noget stort i rusen, for den rystede og vibrerede meget voldsomt i vandet. Selvfølgelig blev vi meget ivrige og spændte på, hvad vi havde fanget. Der var i hvert fald gedder nok, så vi alle kunne få fisk med hjem. I vore drengeøjne var det nogle af de største jæjjer, der var fanget i lange tider, Hos mine forældre var gedderne altid særdeles velkomne. Min far har havde som ganske ung døjet med mavesår og var blevet opereret, så han havde en sart mave, som fint kunne tåle kogte fisk, så gedderne blev spist med stor velbehag.

Der var selvfølgelig også mange voksne, der gik på jagt og fiskeri i og omkring søen for at skaffe et bidrag til den daglige husholdning. Der var også den gang nogle, om hvem der gik historier om deres særlige evner eller held. Jeg husker en person som vistnok hed Jens Christian Mørk. Om ham sagde vi drenge: ”Haj håer oolsnuw” Med det mente vi at han havde held til at stange mange ål, og selvfølgelig også havde en fornemmelse af, hvor de kunne findes. De fiskemetoder blev benyttet i sommerhalvåret, Der blev også stanget ål om vinteren, når søen var tilfrosset.

Når vinteren begyndte med den første sne og frost, var der en masse ting vi kunne muntre os med. Efter den første rigtige frost skulle vi så hurtigt som muligt ned til kirkedammen for at undersøge, om den kunne bære. Vi var selvfølgelig meget utålmodige efter at få skøjterne fundet frem. Det skulle fryse et stykke tid inden kunne bære, men den skulle alligevel afprøves. Vi kylede adskillige sten ud på isen inden var klar. Det bevirkede at når isen endelig kunne bære gik der er stykke tid, inden de fastfrosne sten var blevet sparket løs, så der kunne blive plads til at skøjte.

Men Kirkedammen blev hurtigt forladt når der blev rigtig frostvejr, for så var der mange andre muligheder for at løbe på skøjter. Lidt syd for Vrensted var der Koldkjærs oversvømmelser som bestod af en masse små vandpytter, der var forbundet med hinanden, hvor der var vandfyldte plovfurer og lavninger i marken. Der var også en dam midt på marken, som havde den mærkelige egenskab, at når den var helt tilfrosset, så kunne isen synke midt på, så dammen til tider var helt skålformet. Nogle vintre var der så meget is på den mark, så det gik helt op til Præstens Skov og helt over med banen. Det var en yndet sport at skøjte rundt imellem de forskellige steder ved at følge plovfurerne.

Hvis vi istedet gik ud ad Ingstrupvejen, skulle vi kun lige over banen, før der var så meget is at skøjte på, som vi på nogen måde kunne ønske os. Fra banen og vestpå langs Ingstrupvejen over Vestergårds marker kunne vi næsten løbe på skøjter hele vejen ned til engene omkring søen. Når vi nåede ud forbi Johannes Weirgang og lidt længere vestpå, kunne der nogen vintre være et udsyn over isdækkede marker, som strakte sig mod vest helt op mod Ingstrup Station og langt ud til begge sider både nord for Ingstrupvejen og mod syd på begge sider af banen. Store flader med den fineste blanke is, kun brudt af de hegn der ikke var helt oversvømmede. Vi drenge snakkede tit om, at vi ville skøjte helt ud i Ryå, men det blev nu aldrig til noget. Jeg tror egentlig nok, at det kunne lade sig gøre. Det var en yndet sport at skøjte så langt mod vest, som vi orkede for så at lade os blæse af vestenvinden tilbage mod Vrensted. For at opnå endnu højere fart, skete det tit, at vi knappede vore jakker op og holdt den med hænderne vidt åbne som et sejl. Der var dog nogle ting, som vi skulle tage os meget i agt for. De steder hvor der lå sne på isen, skulle vi helst udenom eller være meget forsigtige med at skøjte over, for det var ikke så sjældent, at der under sneen, gemte sig en hegnstråd, som kun lige ragede op over isen.

En anden ting, som vi også passede meget på, var aldrig at skøjte over Tjællergråben, Selvom der var is på overfladen, så var der en rivende strøm neden under, så isen kunne være særdeles usikker. Hvis vi havde lyst til at skøjte på Ingstrupsiden, var der mulighed for at komme sikkert over ved broen ved Ingstrupvejen eller ved Banebroen. Om søndagen var der tit en masse unge mennesker, der samledes ved broen ved Ingstrupvejen for at løbe på skøjter på søen, Dengang var der jo ikke så mange fritidstilbud til ungdommen. Skøjterne var ikke så smarte, som dem vi kender til i dag. Det var skøjter som var beregnet til at skrue fast på støvlerne, som kunne være skistøvler, eller gummistøvler, der var de almindeligste. Det var ikke altid så let at få dem til at sidde ordentlig fast, så der blev benyttet forskellige former for remme, som kunne hjælpe til at få skøjterne til at blive siddende. Så vidt jeg kan huske, var der 2 slags skøjter, vi kunne købe i Brugsen i Vrensted eller hos Importøren i Løkken. Det ene mærke hed Polar Tutti. Det skete også at der kom nogle af de voksne, der havde fået lyst til en tur på søen, og da skete der, at vi  så nogle for os helt ukendte typer skøjter. Jeg husker specielt en model, der kaldtes snabelskøjter. Folk kunne også dengang være meget kreative og møde op med det, som de nu engang havde liggende. Jeg husker en kendt tømrer fra Vrensted, som en dag løb rundt på skøjter, der var lavet ved at skrue et stykke profiljern under et par gamle træskostøvler. Det var nok ment som et forsøg på at få noget noget, der kunne sidde lidt bedre fast. Der var nogle familier i Vrensted med pårørende, der var emigreret til Amerika eller Canada, der havde sendt rigtige hurtigløberskøjter hjem til Danmark. Skøjterne havde klinger der var meget længere og tyndere end på de skøjter, vi brugte. De var monteret på langskaftede snørestøvler.

Når en af sønnerne fra familien Gade kom på søen for at skøjte, så sagde vi altid, at no kommer brøknyywen, og det var selvfølgelig de lange skær på skøjterne, der fik os til at sammenligne dem med brødknive. Han kunne virkelig skøjte meget hurtigere, end de andre voksne karle og havde også lært sig at spring over de tilfrosne hegn, når han i fuld fart kom susende hen over isen. Iøvrigt kunne vi de mest almindelige former for skøjteløb. Forlæns og baglæns kunne næsten alle. Der var også mange, der mestrede begge dele øver kors, som var en god teknik, når der skulle svinges skarpt til siden. Nu mange år senere kan jeg stadig for mit indre øje se de store isdækkede engdrag og huske fornemmelsen af at suse afsted på den fineste blanke isflade sammen med kammeraterne. Men barndommens lyksaligheder forsvinder som årene går, og det burde være en selvfølge, at barndommens land består, men sådan er det langtfra.

I slutningen af fyrrene blev den endelige dødsdom afsagt over er Ingstrup Sø. Afvanding og dræning af de store engdrag blev indledt. Der blev gravet en snorlige kanal hele vejen på langs gennem søen. Jeg husker tydeligt de glatte skrå brinker i kanalen og pumpestationen helt ude, hvor Rørbækken løber sammen med kanalen. Overalt på de skrå brinker sås der lag med masser af muslingeskaller som et levn fra dengang søen ikke var en sø, men en fjord. Afvandingen var afsluttet i 1952 og en enestående naturperle var ødelagt for altid.

Hvorfor har jeg egentlig sat mig til at skrive disse ting om Vrensteds vandhuller og Ingstrup sø? Det skal opfattes som en kærlighedserklæring til det miljø, jeg voksede op i. Efter min bedste overbevisning var det et ideelt sted for børn. Der var muligheder for at lege og bruge sin fantasi, noget som jeg anser for at have lige så stor værdi for et barns opvækst som almindelig skolegang. Men spørgsmålet er stadig, hvad der skete med vandhullerne.

Selv om jeg ved, at jeg lægger mig ud med landmændene, vil jeg påstå, at de har en stor del af skylden for, at der ikke er så mange vandhuller tilbage som dengang.
Mange af dem blev brugt som landmændenes private lossepladser og er blevet fyldt op op med gammelt ragelse, som kasserede ruller pigtråd, gamle pandeplader og lignende skrammel. Efter at de er fyldt op med den slags rare sager, er de blevet dækket med jord for så at indgå i den normale drift.

Men hvad så med Ingstrup Sø? Det var også et resultat af et ønske fra landbruget om at få mere jord til produktion af korn og andre afgrøder.Jeg ved ikke hvem der havde den magt der skulle til for at afsige den endelige dødsdom over søen, men mon ikke det berømte danske Hedeselskab havde sin del af den tvivlsomme ære, at ødelægge så mange af Danmarks store naturværdier. Nu i de senere år hvor overproduktionen af korn har gjort det nødvendigt at braklægge landbrugsarealer, har jeg gået med den drøm, at det måske kunne komme så vidt, at en genskabelse af Ingstrup Sø kunne komme på tale. Tanken er ikke så urealistisk endda, når man ser de store genopretnings projekter, der er i gang rundt omkring i Danmark, som f. eks. Skjern Å projektet. I stedet for at give landmændene braklægningsstøtte, kunne man passende starte med at genskabe de naturværdier der er ødelagt.

Er det overhovedet realistisk at drømme om, at Ingstrup Sø kan genskabes. Det vil jeg ikke gøre mig klog på, da der jo er sket omfattende dræning og afvanding af området. I efteråret 1999 var det i hvert fald meget tæt på, at drømmen skulle briste for altid, idet der var planlagt en stor vindmøllepark med 36 meget store vindmøller placeret i en linie hele vejen fra Vrensted til engene ved Vester Hjermitslev. Projektet mødte fra starten meget stor modstand, da det gik op for befolkningen i området, hvor store møller det drejede sig om. En kreds af lodsejere havde ønsket at anlægge vindmølleparken og ansøgte Pandrup Kommune om tilladelse til projektet. Som det er praksis ved den slags anlægsopgaver, var der sat en frist for indsigelser mod planerne. Ved fristens udløb var der kommet så mange indsigelser, at byrådet i Pandrup med stort flertal besluttede at udsætte projektet. Indsigelserne mod mølleplanerne kom fra underskriftindsamlinger, protester fra private, jagtforeninger og Danmarks Naturfredningsforening. Nu er der kun tilbage at håbe, at Nordjyllands Amt også skrinlægger planerne for området. Den dag, det sker, kan vi, der er modstander af vindmøller i netop det område, øjne en chance for at få søen tilbage.

Historien om den gamle ejendom på Gl. Byvej 8, Vrensted som har været en af Vrensted mange smugkroer.

det forfaldne hus på Gl. Byvej 8 i Vrensted på vej til nedrivning, foto fra  2011.

Fortælling af Poul Christoffersen den 02.02.2011 i Nordjyske Stiftstidende. Poul er Vrensted dreng, født og opvokset på en ejendom på Bådstedhede og uddannede sig til journalist. Poul fraflyttede området som 18 årig og er nu bosat i Sindal.

Hvis det 373 år gamle hus på Gl. Byvej 8 i Vrensted var en levende historiefortæller, ville det vælte med historier ud gennem sprækkerne i de hårdt medtagne mure, både om godtfolk, fordrukne bymænd og bønder med et enkelt og hårdt arbejdsliv.I stedet må interesserede nøjes med bidder af historierne gemt i diverse skriftlige kilder.

Snart skrives det sidste kapitel, for tirsdag 4. januar var resterne af bondegården Vanggård sat på 1. budrunde ved tvangsauktion i Hjørring. Men da der kun blev budt 14.000 kroner på huset og den tilhørende 1,2 hektar jord, begærede Realkredit Danmark en ny tvangsauktion, der holdes onsdag 2. februar. Tvangsauktionen blev sat i værk efter at boet efter den sidste ejer i over at år forsøgte at sælge matriklen. Først for 365.000 kroner og efterfølgende for 300.000 kroner. Ejendommen er suverænt den ældste på den liste af ejendomme, som Hjørring Kommune for et par år siden registrerede over nedslidte bygninger, og kommunen har givet tilladelse til nedrivning.

Måske vil en kommende ejer ved oprydningen på grunden finde en sten med en bindering til heste, Fred. Kjærs Kro. Der har i hvert fald tidligere været efterladt en sådan ring på grunden, og som siges at være et minde fra dengang Vanggård lagde lokale til Fred. Kjærs Kro. Det var i årene efter 1721. Frederik Kjær var godsejer på Børglum Kloster. Og baggrunden for, at godsejeren søgte og fik bevilling til at holde kro var en årelang strid, som mange af fæstebønderne i Vrensted og Frederik Kjær havde med datidens præst. Pastor Ejler Christian Dyssel blev indsat i præsteembedet i Vrensted i 1708, og foruden at være en stor jordspekulant, var han særdeles nidkær som præst. Han nægtede således den eneste lovlige kromand i byen og hans kone skriftemål og altergang, angiveligt fordi der blev solgt øl fra kroen i kirketiden. Provsteretten gik dog imod pastor Dyssel i denne og mange andre af de sager, der kom for den gejstlige ret. Præstens nidkærhed blev godsejer Frederik Kjær for meget, da en tidligere røgter på Børglum Kloster i 1721 blev nægtet altergang. Han tog røgterens parti i retten. Samme år søgte og fik godsejeren en bevilling til at holde kro, da den forrige bevillingshaver var holdt op med at være kromand. Og da Vanggård tilhørte Børglum Kloster blev kroen flytter dertil, og dermed måtte Dyssel, formentlig til stor ærgrelse, finde sig i krovirksomhed tæt på egen baghave. Vanggård ligger to matrikler øst for præstegården.  Kroen holdt ikke i mange år, og om det skyldes Dyssels nidkærhed eller fordi et rytterkompagni var flyttet fra Vrensted er uvist. En medvirkende årsag er sikkert, at byens gamle vejkryds ved Gl. Byvej efterhånden havde mistet sin betydning som knudepunkt for handel med varer, der blev fragtet hertil fra Aalborg via Ryå og Ingstrup Sø. Derfor var der færre, der skulle have lindret halsen for støv. Smugkro Vanggård blev bygget i 1638, og stedet har i perioder i dens yngste historie været en af landsbyens mange smugkroer. Det var det i 1676, hvor en Niels Sørensen Kræmmer ifølge slægtsforskeren Carl Klitgaard tog ophold på gården og ulovligt solgte øl, humle, salt tjære, jern, tran og træsko samt opkøbte korn. Handlen tilhørte dengang en købmand i Aalborg, og efter at amtsskriveren i Aalborghus rejste tiltale blev Niels Kræmmer og en halv snes andre smugkroværter hver idømt bøde på 100 rigsdaler. Et hårdt slag for de dømte, og det var den eneste gang Vanggård blev knyttet sammen med smugkrovirksomhed ved tingsretten.  Pastor Dyssel døde i 1729 og Vanggård gled ind i historiens glemsel i over 100 år.

Det var formentlige skikkelige og arbejdsomme fæstebønder, som drev gården videre.En farbror til forfatteren Jens Thise var en af de første selvejerbønder på gården. Farbroderen købte Vanggård i 1854 og om ham skriver nevøen i sine erindringer blandt andet:- Han var begavet, men meget beskeden i sin fremtræden. En slider, der holdt på gamle skikke. Således vedblev farbroderen at skære hakkelse til dyrene i hånden lang tid efter at hakkemaskinen var opfundet. Jord blev købt op og tre ugifte børn førte bedriften videre indtil 1930, hvor en del af jorden blev udstykket og gården solgt.Der har siden været skiftende ejere. Gamle mursten ligger nu i dynger, hvor der tidligere har været kostald og lade.Det nuværende hus er sidste gang om- og tilbygget i 1993, men det bærer tydeligt præg af at have været ubeboet i længere tid. Når Gl. Byvej 8 er jævnet med jorden og matriklen måske lægger jord til et nyt byggeprojekt, så vil der stadig spredt om i landsbyen være en håndfuld minder fra det forsvundne bondesamfund.