En fortælling af Vrensted drengen, Arne Søndergaard Jensen, der er søn af Maren og fhv. møbelsnedker og kunstner Oluf Jensen, Vrensted.
Arne er født i Vrensted den 4. september 1939. Folkeskolen, to år i Løkken private realskole. Uddannet møbelsnedker hos Oluf Jensen i Vrensted 1959. Rønshoved Højskole 1961-62 Arbejdet i 25 år som bygningssnedker i Løkken, Pedel ved ældrecentret Havgården i Løkken 1987 og nu aktiv Pensionist i Løkke MiniBy
“Nordjyllands amt giver tilladelse til at oprette kunstig sø…”
En overskrift som dennne, har de senere år været ret almindelig i de nordjyske aviser, og der er også gået mode i at genskabe udtørrede søer og vandhuller.
Kunstige søer kan sikkert være til stor gavn både for dyre- og plantelivet og sikkert også til stor glæde for de mennesker, der skal færdes omkring dem til daglig. Men for mig klinger ordet kunstige søer af noget forkert. Især når man hører til den generation, der kan huske tilbagetil tiden, da der stadig var naturlige vandhuller og småsøer spredt rundt omkring på markerne.
Min baggrund for disse betragtninger er min barndom og opvækst i Vrensted. Jer er taknemlig for, at det blev mig forundt at vokse op i et landsbymiljø, som det var i Vrensted dengang i 4oerne. Nu om dage hører man så meget om naturskoler, skovbørnehaver og lignende. Det landsbymiljø som jeg voksede op i dengang rummede alt det, som som man forsøger at efterligne i dag. Et par forstående forældre gjorde, at vi fik frie hænder til at udforske naturen omkring os, dog selvfølgelig altid med den løftede pegefinger, at vi ikke måtte ødelægge andres ejendom. Der skal dog for god orden skyld nævnes, at vi absolut ikke var en flok dydsmønstre, der aldrig kunne finde på at lave noget, der var forbudt for børn.
Men tilbage til vandhullerne. Jeg vil ikke påstå, at jeg har rede på alle de vandhuller, der var i Vrensted og omegn, så derfor vil jeg holde mig til dem, jeg husker og specielt dem, vi brugte som legesteder.
En af de små damme, som jeg først kommer i tanke om, lå vest for Bådstedhedevej, lige overfor præstegården. Det var jo nok den første dam, vi som små drenge vovede os hen til. Der fik vi vores første oplevelser som fiskere og jægere. Byttet bestod for det meste af haletudser og hundestejler, men det var også en yndet leg at rode rundt med både frøer og tudser, som der var mange af. Det kunne tydeligt høres af deres kvækken, når man kom forbi om aftenen. Dammens kanter eller brinker var altid nedtrådte og plørede af de kreaturer, der gik på marken, så det var sikkert, at når vi legede der, så var vi godt svinet til, når vi kom hjem. Dengang var der ikke nogen der havde vaskemaskiner, så der var en større opgave at holde en familie i rent tøj.
Så var der Kirkedammen, men det var ikke et sted, vi legede så meget, da den for det meste var indhegnet og næsten altid blev blev bevogtet af nogle meget aggressive svaner. Dog var det et yndet sted at være om vinteren, når der var is, men det vender jeg tilbage til. Der var også et par vandhuller på markerne langs vejen til Ingstrup, men det var ikke så meget der, vi legede undtagen om vinteren. Som i alle andre hjem, hvor der var børn, fik vi selvfølgelig altid formaning om at passe på, når vi legede rundt omkring. Det skete også, at vi gik de steder hen, som vi helst ikke ville fortælle vore forældre om. Et af de rigtig farlige steder var ved Tilsiggravene. De ligger nogle hundrede meter øst for Munkebrovej, og er gamle tørvegrave, som blev benyttet af de omkringliggende gårde. Jeg husker nu ikke, at vi så nogt til tørvegravning dernede. Det var ophørt og stedet var tilgroet.
Det var altid med en vis spænding vi nærmede os stedet. Det var helt sikkert, at der lettede en eller anden form for vildt – fasaner eller ænder var der mange af dengang. Stedet var svært tilgængeligt. Der var tæt bevokset hele vejen rundt med stejle brinker de fleste steder. Vi havde mange fantasier om, hvad der gemte sig under den mørke vandoverflade. Det var i hvert fald helt sikkert, at der var helt bujløs, og at det garanteret var jæjjer, der var lisså stuer som hæænspææl. Dem fik vi nu aldrig at se, så de forblev, hvor de var og levede videre i fantasien. Det var muligt at komme dertil ad den vej, der går mod øst lige overfor Rykindvej. Men vi foretrak næsten altid at gå over markerne, fordi det var kortere, men også fordi det var mere spændende at gå den vej. Det havde også den fordel, at når vi, efter en lang eftermiddags leg, begav os hjemad, kunne vi være meget sultne. Så var der ikke noget, der kunne hamle op med en kålrabi, der lige var trukket op af jorden. Hvis vi ikke lige havde en kniv ved hånden, fik roen bare et par gode slag ned i en sten, så den næsten var smadret. Det var en saftig spise, som både slukkede tørsten og mættede.
Dengang var det en helt anden form for landbrug, end det er i dag. Markerne var meget mindre, og de forskellige afgrøder var blandet på en helt anden måde mellem hinanden. Det var først nogle år senere, at man begyndte at sprøjte markerne med alverdens forskellige kemikalier. Så der var et rigt dyreliv at iagttage når vi krydsede markerne. Vi så altid harer. Det var også helt sikkert, at vi stødte på små flokke af agerhøns, og det skyldtes sandsynligvis, at der var meget bedre livsbetingelser for dem. Biller og andre insekter, der er fødegrundlag for dyrene har igennem årene været hårdt trængt af de moderne sprøjtemidler.
Den større vildtmængde bevirkede selvfølgelig, at der var mange, der gik på jagt, og at der tit blev nedlagt mere vildt end jægerne selv kunne fortære. Når vi som børn var med i Brugsen i jagtsæsonen, lå der altid mange harer på gulvet foran disken, de fleste med et stykke brunt indpakningspapir bundet om hovedet med et stykke selvbindergarn. Det var før, dybfryseren blev opfundet, så det var for jægern en god mulighed for at få byttet afsat, så det ikke gik til spilde, og salget gav sikkert også lidt til patroner samt andre daglige fornødenheder. Det var til gengæld meget sjældent, vi så råvildt. Vi betragtede det som en sensation, når en af os havde set et rådyr. Der skulle ikke gå så mange år inden, det blev et mere almindeligt syn på de her kanter.
På vej ud til Præstens Skov krydsede vi de fleste gange hen over markerne. Midt på Koldkjærs marker var der også et lille vandhul, som havde stor betydning for os, især om vinteren. Dengang var der en vej ud til Præstens Skov, som blev meget benyttet af Vrenstedboerne, når de havde lyst til at gå en tur i skoven. Vejen er desværre blevet sløjfet, så de, som vil på skovtur, må gå den noget længere tur omkring Holmens Skov. Jeg husker meget tydeligt min fars vrede, da det gik op for ham, at den almindelige skovvej var blevet pløjet op.
Langs den sydlige side af Præstens Skov, som egentlig hedder Thøgerslund, var der en lille langstrakt dam. Den var delvis tilgroet, men jeg kan huske, at det var et sted, hvor der altid var et eller andet spændende, enten det så var småfisk eller dyr. Vandet i dammen havde den specielle gulbrune okkerfarve, som man ser i grøfter og vandhuller i den del af Vrensted. Min far kaldte altid dammen for ”badedammen”, så den har sikkert haft en betydning for hans generation af Vrensted børn. Da jeg var dreng i Vrensted i slutningen af fyrrerne, havde vi også en badedam. Selv om vi jo boede tæt ved havet benyttede vi det ikke til dagligt.
En tur til havet var dengang en begivenhed, som vi kunne se hen til i mange dage. Så vi fandt på en eller anden måde ud af, at vi kunne bade i en lille mergelgrav som vi kalde Helledies mergelgrav. Den findes stadig, men jeg tror ikke der er nogen, der kunne finde på at bade i den, som vi gjorde. Når vi ankom til vores badedam en varm sommerdag, kunne vandet i overfladen virke meget varmt, da det var helt stillestiåde og varmet op af solen. Men efter den første maveplasker blev det iskolde bundvand hurtigt blandet op med det varme overfladevand, og så var der en helt anden temperatur.
Ved den østre ende af mergelgraven var der tydeligt spor af den opkørsel, der havde været brugt af hestevognene. Jeg forestiller mig, at man dengang læssede vognene nede i mergelgraven, og trak dem op med hestene. Der er jo også den mulighed, at mergelen blev kørt op på en trillebør og siden læsset på vognen oppe på marken. Når vi havde badet et stykke tid, var opkørslen så glat, som var den smurt ind i brun sæbe. Så var det en yndet sport at komme løbende i fuld fart og glide på den bare ende ud i vandet så langt som muligt. Ved den nordlige brink var der en, som havde anbragt en solid pæl på tykkelse med en telefonpæl. Fra pælen kunne vi springe på hovedet i vandet, og så svømme ”hujsvømning” til vi kunne bunde igen. Der blev brugt mange timer på at bade og lege ved mergelgraven, og det var jo ikke helt ufarligt.
Lidt længere ude ad vejen til Kongsengene gik der en markvej op til Sundsted gårdene. Vest for gårdene var der en stor dam, som vi tit legede ved, når vi af og til besøgte Niels Elmer. Hans far, Valdemar Helledie, ejede den nordligste af Sundsted gårdene. Valdemar var et rart og venligst menneske som jeg satte stor pris på, så jeg kom tit på Sundsted. Som ung mand var jeg en vinter på højskole, og i en dansktime skulle vi beskrive et menneske, som vi beundrede, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville skrive om Valdemar Helledie.
Engang havde vi fået en skør ide om, at vi ville prøve at tørlægge dammen vest for Niels Jensens, som havde den anden af Sundsted gårdene. Vi fik ved fælles hjælp gravet en kanal til en nærliggende grøft samt et lille hul, som skulle bruges som hyttefad til alle de fisk, der var i dammen. Fantasien fejlede ikke noget, så vi lagde store planer – godt hjulpet af Valdemar. Og der var mange fisk i dammen. Valdemar fik os lokket med på, at det nok var en god ide at tælle dem, så vi sled og slæbte i mudder og vand til knæene og samlede karusser op med hænderne og flyttede dem over i hyttefadet. Hvordan fiskeriet endte, kan jeg ikke huske, heller ikke hvor mange vi fik samlet , men jeg har en svag erindring om min mors reaktion, da vi fuldstændig tilsølede vendte hjem fra den dags fiskeri.
Af alle vandhuller og vådområder i Vrensted er der dog et sted, som langt overgår alle de andre på enhver tænkelig måde – Ingstrup Sø. Selve søen og de tilstødende engarealer rummede meget store naturværdier, som er tabt for altid. Vi kom der på alle årstider. Alligevel er det svært at sammensætte et tydeligt billede af søen. Som helt små var vi der sammen vore forældre, når de cyklede ture ud til Søengene. Senere kom vi der på egen hånd, f. eks. når vi besøgte skolekammerater der boede på Bådstedhede. Det skete også, at vi der var der med de forskellige karle fra gårdene i Vrensted. Mange af gårdene havde efter gammel skik ret til jord på de områder, hvor der kunne bjerges hø, så der var ofte livlig trafik af hestevogne på vej til Søengene. Desuden blev engene brugt til græsning for alle de kreaturer, der ikke indgik i den daglige produktion. Om foråret blev der tit gennet store flokke af kvier gennem Vrensted, så de kunne tilbringe hele sommeren i engene. Når vi kom ad vejen forbi Holmens skov og nåede ned til Bruswæj kunne vi se hele det store engområde med søen over mod Ingstrupsiden. Engene ned mod søen var inddelt i lange marker, der var adskilt af grøfter til afvanding. Desuden var markerne indhegnet af pigtråd, som var den tids mest benyttede form for hegnstråd. Længere nede mod søen blev grøfterne bredere, og selve engen var fyldt med græstuer, hvor kreaturerne gik og svuppede rundt, når de var nede for at drikke vand. Jeg husker selve søen som meget langstrakt med en tæt høj væg af tagrør over mod Ingstrup siden. Søbredden på Vrensted siden gik mere ud i et med engene, så der var ikke nogen særlig markeret overgang mellem eng og sø. Selve søen havde sin begyndelse i den nordvestlige ende som udvidelse af Tjællergråben. Mod syd havde den sit afløb i Tjenbæk, som havde forbindelse helt ud til Ryå.
På Vrensted siden kunne vi sagtens vade rundt i søen et stykke ud, men hvis vi skulle helt over til rørskoven, skulle der en båd til, og dem var der en del af. De lå fortøjret ved en hegnspæl – som regel med kæde og hængelås. Det var ikke noget problem at rykke pælen op, når vi skulle ”låne” båden. Jeg mener at det især var en båd, der tilhørte Kræn Thamsen, som vi havde held til at benytte en gang imellem. Den blev selvfølgelig brugt af ham selv til fiskeri og til jagt, som der var rigtig meget af i og omkring søen. På vej ned over engene til søen var det helt sikkert, at vi i sommertiden blev fulgt af stærkt ophidsede viber. De fløj tæt ned over hovedet af alle, der kom for nær deres reder eller unger. Fuglelivet ved søen var et kapitel for sig. Der var en mangfoldighed af forskellige fugle. Om sommeren var der altid viber. En anden karakteristisk fugl, som jeg husker meget tydeligt var dobbeltbekkasinen. Ikke så meget for fuglens udseende, jeg ved knap nok, hvordan den ser ud, men for dens helt specielle lyd, når den i høj fart dykkede fra stor højde. På vej ned kan den med halefjerene frembringer en lyd, som jeg ikke kan beskrive. Rørskovene gav også nattely for enorme stære flokke.
Jeg kan tydeligt se for mig, når de store stæreflokke kom flyvende hen over Vrensted. Det var som en stor, bølgende, mørk sky, der bevægede sig hen over markerne. Jeg ved ikke noget om, hvor langt fra de de kom for at overnatte, men der kom rigtig mange flokke. Når vi opholdt os ved søen, skete det ofte, at stærene pludselig lettede, som om de var blevet forskrækket over et eller andet. Lyden, når tusinder af stære pludselig gik på vingerne, kunne minde om et brusende tog eller noget i den retning. Selvfølgelig var der en masse forskellige arter ved et sådant spisekammer. Blandt andet var der terner. Der gik mange historier om folk, der havde samlet store mængder af terneæg, som de hjembragte til brug i husholdningen. Det forlød også, at nogle af æggene blev solgt til egnens bagere. Det skete også af og til, at vi fandt en forladt rede, hvor de æg, der eventuelt var tilbage, ikke var helt friske længere. De kunne bruges som kasteskyts, hvis vi var blevet uenige med nogle af de andre drenge, der legede ved søen. Ægsamlingen fandt mest sted på Ingstrupsiden i rørskoven, men det kunne også lade sig gøre på Vrenstedsiden. Søen var de fleste steder dækket med mængder af andemad. Der var dog enkelte steder med blank vand. Andemaden gjorde, at sejlads på søen var noget vanskelig, så det foregik for det meste på den måde, at båden blev staget frem, da søen ikke var særlig dyb. Søen og engene omkring den, havde stor interesse for jægere, der kom langvejs fra for at tage del i andejagten.
Jeg kan tydeligt se for mig, når jægerne kom cyklende sidst på dagen for at være på plads, når andetrækket begydte. Det skete af og til, at vi drenge slog følge med en af jægerne for at få lov til at sidde sammen med dem under jagten. Og når de første ænder kom susende, bragede det løs fra alle kanter.
Der kunne sikkert fortælles mange historier om jagter ved søen og tilstødende enge, men dem må jeg overlade til dem, der var voksne og jægere på det tidspunkt. Jeg kan dog huske en historie, min far fortalte om nogle drenge, der stagede rundt i søen for at samle terne æg. Et sted ville en af drengene støde fra på en hegnspæl der lå i vandet, men da han rørte “pælen” med åren, forsvandt den i et hug, så det har jo nok været en af de mange store gedder, der var i søen. En anden af min fars historier fra sin barndom i Vrensted, handlede om “Kaptajnen”. som trak vod i søen. Det foregik ved, at han lod en anden ro, så han kunne få tid til at forlyste sig med sin medbragte brændevinsflaske. Ifølge min fars historie gik det ikke altid helt stille af, når “Kaptajnen” skrålende og råbende forlystede sig med fiskeriet i søen. Jeg ved ikke præcis, om denne historie handler om den kaptajn, som ligger begravet lige ved siden af våbenhuset i Vrensted Kirke. Hvis det er den samme person, må det komme ind under overleveringer, idet han døde hos sin datter i Vrensted Præstegård i 1852 og min far blev født 1904.
Det foretrukne fiskeredskab var dengang ålejernet, som fandtes i mange forskellige udgaver. Vi drenge brugte meget tit ålejern, når vi gik langs Tjællergråben. Vi lurede langs brinken på jagt efter “ålehuller”. Om det var helt rigtigt, at der var et sådant hul, hvor ålene havde boret sig ned i bunden, er jeg noget i tvivl om i dag, men det er sikkert, at vi mange gange stangede en ål på den måde. Der var også på den tid nogle, der brugte lyster til at fange gedder med, men jeg har aldrig set den i brug. Teknikken var den, at man listede af sted langs brinken eller i en båd, og når man så fik øje på en gedde gjaldt det om at ramme første gang. Ålejern og lyster er dog forlængst forbudt som fiskeredskaber i ferskvand. Vi drenge gik selvfølgelig mest efter de stuer jæjjeer, men det var ikke så tit, det lykkedes. Men jeg har rigtig mange gange, stået sammen med mine legekammerater, og set på en gedde der stod næsten ubevægelig i den svage strøm for så at forsvinde i en sky af oppisket mudder på brøkdele af et sekund. Der gik også historier om gedder, der var blevet skudt med jagtgevær.
En anden form for fiskeri, som vi tit dyrkede, var med ruser, der var lavet af hønsetråd. Det var for det meste gammelt, kasseret hønsetråd, der blev rullet sammen til en rørformet ruse med et par arme, der var lavet af det samme dog var armene forstærket med det tykkeste ståltråd vi kunne finde som regel hegnstråd. Rusen var ikke beregnet til at fange ål i, selv om det af og til lykkedes, hvis vi havde været heldige at finde tråd med små masker (kyllingetråd). Fiskeriet foregik på den måde, at vi udvalgte et passende sted at lægge rusen ud. Vi gik så ind over markerne og ned til brinken igen. Så plaskede vi ellers i vandet med ålejernene, eller hvad der var ved hånden med det resultat, at de gedder, der var mellem os og rusen, flygtede og i mange tilfælde blev siddende i rusen. Det var dog ikke udelukkende gedder, vi fik på den måde. Det skete tit, at der var aborrer med i fangsten. Det var næsten helt sikkert, at der også var en del skaller, men dem betragtede vi mest som en slags skidtfisk, da de var fyldt med ben. Fordelingen fangsten kunne til tider resultere i større skænderier, hvis en af os påstod, at han på vejen til Tjellerggråben havde sagt føst fisk. Han følte sig på den måde berettiget til at få lov til at vælge den største af de gedder, vi havde fanget. Det var selvfølgelig en form for “klapfiskeri”, som ikke var helt fair overfor fiskene, men det er jeg sikker på, at vi ikke skænkede en eneste tanke.
Disse fisketure ligger langt tilbage i barndommens og drengeårenes tid for omkring 50 år siden, og de er derfor ikke til at skelne fra hinanden. Og dog er der en enkelt tur, som jeg stadig husker enkelte ting fra. På en eller anden måde havde vi fået opsnuset, at der stadig var et lille stykke pansergrav over på Ingstrupsiden. Pansergraven var et led i tyskernes forsvarværker langs Vestkysten. Jeg kan huske at den krydsede Ingstrupvejen lige vest over overkørslen ved banen, der gik mod Ingstrup. Et andet sted, hvor jeg husker den, var lige vest for banen på den vej der gik ud til Sibirien, som var et område langt mod vest , helt ned mod mod Nybæk. Pansergraven, som vi havde fundet lå nogle hundrede meter mellem banen og Ingstrupvejen. Måske havde vi fundet den om vinteren, når vi skøjtede, men nu skulle vi prøve, om der også var fisk i den. Der var tæt bevoksning af siv og tagrør på begge sider ved den østre ende, men et stykke længere oppe var der et sted, hvor vi kunne få plads til rusen, måske var det et drikkested for kreaturerne. Da vi havde fået rusen anbragt, gik vi tilbage østre ende hvor vi begynde at plaske i vandet med vore medbragte ålejern. Jeg kan se for mig endnu, hvordan det så ud, da vi nærmede os rusen. Vi kunne tydeligt se, der var noget stort i rusen, for den rystede og vibrerede meget voldsomt i vandet. Selvfølgelig blev vi meget ivrige og spændte på, hvad vi havde fanget. Der var i hvert fald gedder nok, så vi alle kunne få fisk med hjem. I vore drengeøjne var det nogle af de største jæjjer, der var fanget i lange tider, Hos mine forældre var gedderne altid særdeles velkomne. Min far har havde som ganske ung døjet med mavesår og var blevet opereret, så han havde en sart mave, som fint kunne tåle kogte fisk, så gedderne blev spist med stor velbehag.
Der var selvfølgelig også mange voksne, der gik på jagt og fiskeri i og omkring søen for at skaffe et bidrag til den daglige husholdning. Der var også den gang nogle, om hvem der gik historier om deres særlige evner eller held. Jeg husker en person som vistnok hed Jens Christian Mørk. Om ham sagde vi drenge: ”Haj håer oolsnuw” Med det mente vi at han havde held til at stange mange ål, og selvfølgelig også havde en fornemmelse af, hvor de kunne findes. De fiskemetoder blev benyttet i sommerhalvåret, Der blev også stanget ål om vinteren, når søen var tilfrosset.
Når vinteren begyndte med den første sne og frost, var der en masse ting vi kunne muntre os med. Efter den første rigtige frost skulle vi så hurtigt som muligt ned til kirkedammen for at undersøge, om den kunne bære. Vi var selvfølgelig meget utålmodige efter at få skøjterne fundet frem. Det skulle fryse et stykke tid inden kunne bære, men den skulle alligevel afprøves. Vi kylede adskillige sten ud på isen inden var klar. Det bevirkede at når isen endelig kunne bære gik der er stykke tid, inden de fastfrosne sten var blevet sparket løs, så der kunne blive plads til at skøjte.
Men Kirkedammen blev hurtigt forladt når der blev rigtig frostvejr, for så var der mange andre muligheder for at løbe på skøjter. Lidt syd for Vrensted var der Koldkjærs oversvømmelser som bestod af en masse små vandpytter, der var forbundet med hinanden, hvor der var vandfyldte plovfurer og lavninger i marken. Der var også en dam midt på marken, som havde den mærkelige egenskab, at når den var helt tilfrosset, så kunne isen synke midt på, så dammen til tider var helt skålformet. Nogle vintre var der så meget is på den mark, så det gik helt op til Præstens Skov og helt over med banen. Det var en yndet sport at skøjte rundt imellem de forskellige steder ved at følge plovfurerne.
Hvis vi istedet gik ud ad Ingstrupvejen, skulle vi kun lige over banen, før der var så meget is at skøjte på, som vi på nogen måde kunne ønske os. Fra banen og vestpå langs Ingstrupvejen over Vestergårds marker kunne vi næsten løbe på skøjter hele vejen ned til engene omkring søen. Når vi nåede ud forbi Johannes Weirgang og lidt længere vestpå, kunne der nogen vintre være et udsyn over isdækkede marker, som strakte sig mod vest helt op mod Ingstrup Station og langt ud til begge sider både nord for Ingstrupvejen og mod syd på begge sider af banen. Store flader med den fineste blanke is, kun brudt af de hegn der ikke var helt oversvømmede. Vi drenge snakkede tit om, at vi ville skøjte helt ud i Ryå, men det blev nu aldrig til noget. Jeg tror egentlig nok, at det kunne lade sig gøre. Det var en yndet sport at skøjte så langt mod vest, som vi orkede for så at lade os blæse af vestenvinden tilbage mod Vrensted. For at opnå endnu højere fart, skete det tit, at vi knappede vore jakker op og holdt den med hænderne vidt åbne som et sejl. Der var dog nogle ting, som vi skulle tage os meget i agt for. De steder hvor der lå sne på isen, skulle vi helst udenom eller være meget forsigtige med at skøjte over, for det var ikke så sjældent, at der under sneen, gemte sig en hegnstråd, som kun lige ragede op over isen.
En anden ting, som vi også passede meget på, var aldrig at skøjte over Tjællergråben, Selvom der var is på overfladen, så var der en rivende strøm neden under, så isen kunne være særdeles usikker. Hvis vi havde lyst til at skøjte på Ingstrupsiden, var der mulighed for at komme sikkert over ved broen ved Ingstrupvejen eller ved Banebroen. Om søndagen var der tit en masse unge mennesker, der samledes ved broen ved Ingstrupvejen for at løbe på skøjter på søen, Dengang var der jo ikke så mange fritidstilbud til ungdommen. Skøjterne var ikke så smarte, som dem vi kender til i dag. Det var skøjter som var beregnet til at skrue fast på støvlerne, som kunne være skistøvler, eller gummistøvler, der var de almindeligste. Det var ikke altid så let at få dem til at sidde ordentlig fast, så der blev benyttet forskellige former for remme, som kunne hjælpe til at få skøjterne til at blive siddende. Så vidt jeg kan huske, var der 2 slags skøjter, vi kunne købe i Brugsen i Vrensted eller hos Importøren i Løkken. Det ene mærke hed Polar Tutti. Det skete også at der kom nogle af de voksne, der havde fået lyst til en tur på søen, og da skete der, at vi så nogle for os helt ukendte typer skøjter. Jeg husker specielt en model, der kaldtes snabelskøjter. Folk kunne også dengang være meget kreative og møde op med det, som de nu engang havde liggende. Jeg husker en kendt tømrer fra Vrensted, som en dag løb rundt på skøjter, der var lavet ved at skrue et stykke profiljern under et par gamle træskostøvler. Det var nok ment som et forsøg på at få noget noget, der kunne sidde lidt bedre fast. Der var nogle familier i Vrensted med pårørende, der var emigreret til Amerika eller Canada, der havde sendt rigtige hurtigløberskøjter hjem til Danmark. Skøjterne havde klinger der var meget længere og tyndere end på de skøjter, vi brugte. De var monteret på langskaftede snørestøvler.
Når en af sønnerne fra familien Gade kom på søen for at skøjte, så sagde vi altid, at no kommer brøknyywen, og det var selvfølgelig de lange skær på skøjterne, der fik os til at sammenligne dem med brødknive. Han kunne virkelig skøjte meget hurtigere, end de andre voksne karle og havde også lært sig at spring over de tilfrosne hegn, når han i fuld fart kom susende hen over isen. Iøvrigt kunne vi de mest almindelige former for skøjteløb. Forlæns og baglæns kunne næsten alle. Der var også mange, der mestrede begge dele øver kors, som var en god teknik, når der skulle svinges skarpt til siden. Nu mange år senere kan jeg stadig for mit indre øje se de store isdækkede engdrag og huske fornemmelsen af at suse afsted på den fineste blanke isflade sammen med kammeraterne. Men barndommens lyksaligheder forsvinder som årene går, og det burde være en selvfølge, at barndommens land består, men sådan er det langtfra.
I slutningen af fyrrene blev den endelige dødsdom afsagt over er Ingstrup Sø. Afvanding og dræning af de store engdrag blev indledt. Der blev gravet en snorlige kanal hele vejen på langs gennem søen. Jeg husker tydeligt de glatte skrå brinker i kanalen og pumpestationen helt ude, hvor Rørbækken løber sammen med kanalen. Overalt på de skrå brinker sås der lag med masser af muslingeskaller som et levn fra dengang søen ikke var en sø, men en fjord. Afvandingen var afsluttet i 1952 og en enestående naturperle var ødelagt for altid.
Hvorfor har jeg egentlig sat mig til at skrive disse ting om Vrensteds vandhuller og Ingstrup sø? Det skal opfattes som en kærlighedserklæring til det miljø, jeg voksede op i. Efter min bedste overbevisning var det et ideelt sted for børn. Der var muligheder for at lege og bruge sin fantasi, noget som jeg anser for at have lige så stor værdi for et barns opvækst som almindelig skolegang. Men spørgsmålet er stadig, hvad der skete med vandhullerne.
Selv om jeg ved, at jeg lægger mig ud med landmændene, vil jeg påstå, at de har en stor del af skylden for, at der ikke er så mange vandhuller tilbage som dengang.
Mange af dem blev brugt som landmændenes private lossepladser og er blevet fyldt op op med gammelt ragelse, som kasserede ruller pigtråd, gamle pandeplader og lignende skrammel. Efter at de er fyldt op med den slags rare sager, er de blevet dækket med jord for så at indgå i den normale drift.
Men hvad så med Ingstrup Sø? Det var også et resultat af et ønske fra landbruget om at få mere jord til produktion af korn og andre afgrøder.Jeg ved ikke hvem der havde den magt der skulle til for at afsige den endelige dødsdom over søen, men mon ikke det berømte danske Hedeselskab havde sin del af den tvivlsomme ære, at ødelægge så mange af Danmarks store naturværdier. Nu i de senere år hvor overproduktionen af korn har gjort det nødvendigt at braklægge landbrugsarealer, har jeg gået med den drøm, at det måske kunne komme så vidt, at en genskabelse af Ingstrup Sø kunne komme på tale. Tanken er ikke så urealistisk endda, når man ser de store genopretnings projekter, der er i gang rundt omkring i Danmark, som f. eks. Skjern Å projektet. I stedet for at give landmændene braklægningsstøtte, kunne man passende starte med at genskabe de naturværdier der er ødelagt.
Er det overhovedet realistisk at drømme om, at Ingstrup Sø kan genskabes. Det vil jeg ikke gøre mig klog på, da der jo er sket omfattende dræning og afvanding af området. I efteråret 1999 var det i hvert fald meget tæt på, at drømmen skulle briste for altid, idet der var planlagt en stor vindmøllepark med 36 meget store vindmøller placeret i en linie hele vejen fra Vrensted til engene ved Vester Hjermitslev. Projektet mødte fra starten meget stor modstand, da det gik op for befolkningen i området, hvor store møller det drejede sig om. En kreds af lodsejere havde ønsket at anlægge vindmølleparken og ansøgte Pandrup Kommune om tilladelse til projektet. Som det er praksis ved den slags anlægsopgaver, var der sat en frist for indsigelser mod planerne. Ved fristens udløb var der kommet så mange indsigelser, at byrådet i Pandrup med stort flertal besluttede at udsætte projektet. Indsigelserne mod mølleplanerne kom fra underskriftindsamlinger, protester fra private, jagtforeninger og Danmarks Naturfredningsforening. Nu er der kun tilbage at håbe, at Nordjyllands Amt også skrinlægger planerne for området. Den dag, det sker, kan vi, der er modstander af vindmøller i netop det område, øjne en chance for at få søen tilbage.