Hotel Phønix er opført i 1906. Billedet må stamme fra hotellets spæde start for omkring 116 år siden.
I dag hedder hoteldirektøren Bettina og hun kommer fra Dronninglund og er for mange et velkendt ansigt.
Danske Hoteller ejer Hotel Phønix i Brønderslev.
– Det er en spændende udfordring jeg står overfor og jeg glæder mig til at komme i gang. Jeg er glad for, at jeg har nogle gode kolleger, som jeg kender i forvejen, og jeg er helt sikker på, at vi godt kan klare opgaven,
siger Bettina Sørensen.
År 2020
Hotellet vil blive drevet videre på samme facon som tidligere, og derfor bliver der ikke udadtil nogen mærkbar forskel på direktørskiftet. Den nye hoteldirektør håber på et godt samarbejde med byens borgere og forretninger.
– Jeg håber, at folk vil komme og holde deres fester og møder hos os, smiler Bettina Sørensen.
Hotel Phønix i Bredgade i Brønderslev blev i 2013 opkøbt af hotelkæden Danske Hoteller, som råder over 21 hoteller fordelt ud over det ganske land. Hotel Phønix i Brønderslev har 42 værelser med bad, samt restaurant og selskabslokaler.
Af musiker og lærer Steffen Westmark, der er en del af orkestret Blue Van
Steffen Westmark
The Blue Van blev dannet i 1996 i oplandet til Brønderslev og kunne i 2021 fejre 25års jubilæum. Skrev i 2004 kontrakt med det daværende største indie label i Amerika, TVT Records. Vendte efter 2 år i New York tilbage til Danmark, hvor The Blue Van skiftede label til Iceberg Music Group, med hvem de oplevede kommerciel succes med gennembrudsalbummet, “Man Up”.
Bandet har turneret intensivt i Amerika, Europa og Japan i 00’erne og har blandt andet også været del af et dansk kulturelt fremstød i Vietnam, hvor bandet spillede for Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary.
The Blue Van Albums
The Art of Rolling – The Blue Van, TVT Records, 2005 Dear Independence – The Blue Van, TVT Records, 2006 Man Up – The Blue Van, Iceberg Music Group, 2008 Love Shot – The Blue Van, Iceberg Music Group, 2010 Would You Change Your Life – The Blue Van, Iceberg Music Group, 2012 Letters – The Blue Van, Iceberg Music Group, 2015 The Van – The Van, Iceberg Records, 2018 From Responsible Sources – The Blue Van, Rå Lyd Records, 2020
Solo Albums
Deserter – S. Westmark, Playground Music Denmark, 2013 Head Perfume – Peppermint B, Northern Sky Records, 2017 Bubblegum Buddha – Peppermint B, Northern Sky Records, 2019 If Love Was A Seashell, I’d Be The Sea – Ki/West, Northern Sky Records, 2021
Udmærkelser
BMI TV Music Award 2010 (Royal Pains) BMI TV Music Award 2012 (Royal Pains) Bøger Abekatastrofer, Steffen Westmark, digtsamling, PrintXpress, 2012
Licensering
Licenseret musik til serier (bl.a. NCIS, Dallas, 90210, CSI, MTV’s Hard Times of RJ Berger) film (Bl.a. Magic Mike, Fright Night, Goosebumps, American Reunion, That’s My Boy) og reklamer (bl.a. Apple – Meet the iPad, Samsung, Time Warner Cable). Har til dato over 100 sync placements udenfor Danmark. Komponerede 3 sange til Peter Schønau Fogs filmatisering af Erling Jepsens “Kunsten at Græde i Kor”, hvor bandet også medvirker i filmen.
Steffen Westmark fra bandet Blue Van: Om sin kærlighed til musikken.
På mit hjemmekontor på Thurø lidt udenfor Svendborg står en gammel spansk Leyanda by Hohner-guitar. Der står den og venter tålmodigt, indtil jeg igen en sen nattetime bliver inspireret og febrilsk griber ud efter den, og vi igen – for gud ved for hvilken gang – tager hul på endnu et nyt nummer. Den var der, da de første spæde skridt hen imod, hvad endte med at blive Silly Boy, blev taget en aften under emhætten, med en cigaret rygende fra askebægret, i køkkenet på Bålhøj.
Den har været min trofaste følgesvend siden min barndom og mine ungdomsår i Øster Brønderslev. Den var mit første møde med musikken.
Den har altid stået i stuen hos min forældre, og så langt jeg kan huske tilbage, har den fascineret mig. Også lang tid før jeg havde et begreb om, hvad musik konkret var, havde den en nærmest magisk tiltrækningskraft på mig.
Jeg har tit prøvet på at genkalde det øjeblik, hvor jeg bliver bevidst om, at musik er en helt speciel størrelse, hvis vægt ikke kan måles på nogen form for jordisk skala.
Jeg ender altid ved to øjeblikke, hvoraf det ene er øjeblikket, hvor mine børnefingre første gang piller ved nylonstrengene på den spanske guitar. Det andet er mødet med George Dunnings psykedeliske tegnefilm fra 1968 om The Beatles, hvor John, Paul, George og Ringo hopper i en gul ubåd og sejler ned i et magisk land, hvor alle de smukke og surrealistiske billeder akkompagneres af Beatles musik.
De møder på et tidspunkt et krøllet lille væsen ved navn Jeremy, som The Fab Four fra Liverpool døber ‘Nowhere Man’.
Om det er farverne, musikken eller min bevidsthed om, at min far har placeret os foran fjernsynet på denne tilfældige søndag engang i sen-80erne med et formål, ved jeg ikke, men det er helt klart et definerende øjeblik i mit liv. Det bliver en tradition, at når filmen de følgende år bliver sendt i fjernsynet, sætter vi os i sofaen og ser den i stilhed. Det er noget, jeg har med min far, og denne uudtalte forbindelse mellem os kommer til at spille en rolle i min kærlighed til musik og jagten på den gode melodi. Som et skattekort, der gør, at jeg altid kan navigere tilbage til det øjeblik i “fattigfirserne”, hvor min far giver mig den største gave: musikken.
Jeg begynder på Øster Brønderslev Centralskole i 1987, hvor jeg møder Søren, som bliver min ven, og han bliver bogført i bogen, ved siden af fastnettelefonen, over legeaftaler. Vi mødes i første omgang ikke over musikken, men over kærligheden til 90ernes store spillekonsol, Amiga 500, og senere for at skate rundt på de hullede veje i Hallund. Vores forhold har altid været bundet sammen af en god portion fascination af hinanden tilsat et gran salt af konkurrence, selvom ingen af os er de store konkurrencemennesker. Det kan koges ned til, at Søren har dyrket håndværket, og jeg har dyrket æstetikken. Søren scorede helt klart flere mål for B70, end jeg gjorde den ene sæson, jeg var på drengefodboldholdet i ØB, men det ene mål, jeg scorede, var et perfekt hælskud, som sad præcist i nettet.
Det er en dynamik, som vi til stadighed har.
Sørens håndværk, som musiker, sangskriver og producer matches af min søgen efter en poetiske og filosofisk gransken af livet via musikken og kunsten. Han lægger murstenene, og jeg maler dem i alverdens farver.
En kaffereklame i 90eren, hvor Gevalia har tiltusket sig brugen af Jimi Hendrixs ‘Hey Joe’, ændrer alt, og fodboldstøvler og skateboards bliver skiftet ud til fordel for guitaren.
Endelig kommer det øjeblik, jeg har gået og drømt om. Jeg har fantaseret om at lave et band, dagdrømt om det i timerne på Øster Brønderslev Centralskole. I en sådan grad at det bliver nævnt til adskillige skole-hjem-samtaler. “Steffen skal bruge mere tid på at kigge ned i bøgerne i stedet for at sidde og kigge ud ad vinduerne med et fjernt blik”. Noget i den dur er nedskrevet i min klasselærers notater og bliver læst op for mine forældre til samtalen.
Ikke desto mindre bliver Leyandaen i de kommende dage puttet i sit mørkebrune kunstlæder-etui, og jeg marcherer ned til min første guitarundervisnings-time hos Bent.
Leyandaen må desværre hurtigt vige og genindfinde sig på sømmet i stuen, hængende i sin læderstrop, da det virker som om, hverken Jimi Hendrix eller Kurt Cobain er startet til guitarundervisning på spansk guitar.
Derfor droppes mellemregningerne hurtigt, og snart står der en Hank Marvin-rød Fender Stratocaster-kopi på anden etage i huset på Bålhøj. Den er den manglende ingrediens i den første og meget spæde version, af hvad der ca.15 år hen i fremtiden, bliver det danske rockband, som skriver pladekontrakt med verdens største uafhængige pladeselskab.
Efter en uheldig audition af købmandens søn står det klart, at vi har mere brug for en bassist end endnu en guitarist. Og da Allan, som Søren er vokset op med i Hallund, er den eneste, vi kender, på vores alder, der ejer en bas, flyver han igennem nåleøjet. Uden audition.
Efter en periode med øvning, ikke kun af gamle Clapton-sange, men også guitarkast fra midten af stuen hen i den nærmeste sofa, står det klart, at nogen skal synge. Kun én kandidat stiller op, og den kandidat får alle stemmerne. Ikke så meget på grund af et gudsbenådet sangtalent, nok nærmere en “hellere ham end mig-“situation.
Vi pløjer os igennem gamle bluessange og 90er-indie-rock en gang om ugen, hvor pauserne bruges på at fylde os med hvidt brød og VHS-bånd med musikvideoer “båndet” fra VH1 og MTV.
Vi bliver hurtigt notoriske på de skrå brædder i diverse ungdomsklubber i oplandet til Brønderslev, hvor vores forplejnings-rider blandt andet består af en pose lunke pilsnere gemt i den nærmeste busk. Bandet er svøbt i bredriflet fløjl og skjorter med så store flipper, at de til forveksling ligner mågevinger. I backstagelokalerne, som oftest er puderummet i den børnehave, som magisk forvandles fra et kommunalt pasningstilbud til en ungdomsklub i weekenden, hænger de lange læderjakker, hasteindkøbt ikke kun til vores koncerter, men også til årets main event, Brønderslev Marked.
Den første weekend i september, hvor Dahlgaards Tivoli åbner sluserne ind til duften af radiobiler, brændt popcorn og en sødelig lugt af candy floss, står Søren og jeg klar i vores trenchcoats med en 10-paks Prince Light i inderlommen indkøbt til lejligheden. Den bliver smugrøget bag forlystelsen ‘Det Flyvende Tæppe’, som garanterer mere kvalme end de 3-4 øl, vi vist nok har fået lov til at medbringe. I mit hoved synger Eik Skaløe: ”Det flyvende tæppe går klokken otte, Bob Dylan har ringet og sagt, vi kan nå det”. Jeg ved, at denne Bob synger noget om skiftende tider, men om han nogensinde har været i Dahlgaards Tivoli og spenderet en 20’er på en halvrusten rutsjebane, virker utænkeligt. Jeg prøver at finde forbindelse mellem de to fænomener, mens Søren spejder ud mellem kræmmerboderne for at være sikker på, at vi ikke bliver spottet af nogen, vi kender (eller nærmere nogen, som vores forældre kender).
Vi flakker lidt rundt et stykke tid og bruger vores surt tjente avisbuds-løn på Iron Maiden-flag og strygemærker med Che Guevara. På et tidspunkt ender vi ved radiobilerne, hvor vi spotter en gruppe unge mennesker, som tilsyneladende også har fundet ud af, at langt hår, fløjlsbukser og læderjakker går hånd i hånd, når man gerne med sin musiksmag og påklædning vil stå i opposition til alt omkring en. Som Ponyboy Curtis og broderen Sodapop fra Francis Ford Coppolas coming-of-age-film “The Outsiders”, årets blockbuster fra Amtscentralen, står vi selvvalgt udenfor de fællesskaber, vores klassekammerater har dannet, men i det skjulte hungrer vi efter at tilhøre en gruppe. En gruppe, vi kan definere os ud fra.
Af alle steder finder vi det fællesskab her på et kræmmermarked i Nordjylland. Et kræmmermarked, som nogle år senere bliver omdrejningspunktet i en dokumentarserie, som til forveksling ligner reality-tv, som vi kender det i dag.
Brønderslev bliver vores New York; et sted, man flygter til i weekenderne, og nogen gange i hverdagen, for at komme væk fra skolen, forældrene og H2O-sandalerne.
Når jeg stiger på 644’eren på hjørnet af Buurholtvej og Elmevej og mødes med Søren, som sidder sammenkrummet på de orange og brune sæder bagerst i bussen, mærker jeg først lettelsen over ikke at være blevet afsløret i, at vi ikke befinder os til den klassefest i downtown Øster Brønderslev, som man har informeret sine forældre om, man deltager i. Derefter begynder det at sitre i kroppen, for om en 5 kilometers penge skal vi mødes med drenge og ikke mindst piger, hjemme hos folk, hvis forældre ikke er hjemme, gå på rov i barskabets herligheder og fylde vand i flaskerne for at dække vores spor, lytte til Bob Marley og Skunk Anansie, kysse på piger under gadelygterne, diskutere venstreorienteret politik, som kun folk på 14 år kan og nå bussen tilbage, så vi ikke bliver opdaget.
De næste par år tager jeg, næsten uden undtagelse, hver dag til Brønderslev efter skole for at hænge ud på biblioteket med Jess, Tronsgaard, Lasse-far, Valler, Timon, Fløjte, Carsten Bagmand, Kap, Sander osv. osv.
Biblioteket, som også kommer til at danne ramme om et skelsættende talent show, bliver bandets uofficielle optagelsesprøve blandt Brønderslevs hårde kerne af musik-aficionadoer.
Bibliotekar Inger Aarup ser hurtigt, at den voksende skare af unge mennesker med anden musikalsk herkomst er støt voksende, og arrangerer en ‘Battle of The Bands’, som bliver den første af mange legendariske koncerter i lokalerne på 3. Sal i baggården bag biblioteket.
Inger, som udover at kickstarte koncertmiljøet i Brønderslev og senere forfatterskolen, hvor bl.a. en ung Yahia Hassan får sine litterære vinger, er klar over, at musikken mangler et ståsted.
Det at blive set af et voksent menneske, som ser en værdi i os, fremfor at se en gruppe utilpassede unge, betyder alverden for os.
Hendes myndiggørelse, sammen med en lille håndfuld medsammensvorne, giver os rygrad, og vi føler os set. Gadehjørnerne bliver lidt mindre overbelastede, efter Ingers hær af passionerede voksne mennesker giver os et frirum.
Med deres hjælp får vi organiseret os i musikforeninger, tildelt spritnye øvelokaler og får lavet udvekslingskoncerter med bands fra andre kommuner, blandt andet på Sjælland, som ellers var lukket land for et lille nordjysk band.
Jeg håber, de er klar over, hvilken stor rolle de har spillet i bandets kollektive historie. Hvis ikke, er det her sort på hvidt.
Og som jeg sidder her i min have på Sydfyn i 2020, som 38-årig i en verden, som virker mere forrykt og surrealistisk end Yellow Submarine nogensinde gjorde, står der klart, at min ungdom i Brønderslev har defineret mig mere, end jeg aner.
Om det er koncerterne på biblioteket og i Den Runde Pavillon, da den var ramponeret, og man ukritisk lod en flok unge knægte leje sig ind for 500 kroner og sælge billige pilsnere til kammeraterne uden spiritusbevilling, eller om det er cykelturene med klirrende oppakning på bagagebæreren med kurs mod bål og spontant fest i Grindsted Plantage, er underordnet.
Det, som jeg er rundet af og har gjort, at jeg har haft mod til at opsøge fællesskaber verden over via musik og nysgerrighed, er grundlagt i mine ungdomsår i Brønderslev. Bonderøven, der som Bob Dylan, uden sammenligning naturligvis, styrer direkte mod noget, der ubevidst trækker i en.
Jeg er overbevist om, at alle svinkeærinderne har været nødvendige for at jeg kunne blive den, jeg er, og har gjort, at jeg har levet med musikken, som trofast følgesvend hele livet.
Herunder en kavalkade af billeder fra steder hvor The Blue Van har spillet
Fotograf: disse billeder Martin Dam Kristensen, Kraghede
Under meget beskedne forhold grundlagde isenkræmmer Jens Stagsted i 1909 den forretning, der senere skulle blive til en af de største i byen. Jens Stagsted kom fra Hjørring og havde således et godt kendskab til vendelboernes ønsker og fordringer. Forretningen voksede da også støt og roligt, og i 1919 måtte der foretages den første større udvidelse, hvorved en naboforretnings lokaler blev lagt ind under isenkramforretningen. På samme måde fandt den næste større udvidelse sted i 1941.
Jens Stagsted leder endnu selv forretningen, dog nu bistået af en søn, Holger Stagsted, der er uddannet i faderens forretning, og ligesom sin far også har været på studieophold i udlandet.
Virksomheden fører i dag et meget velassorteret lager af værktøj, glas, Køkkenudstyr og andre varer indenfor branchen, ligesom forretningen i de senere år har drevet en omfattende handel med støbegods og andre bygningsartikler.
I den store moderne forretning er i dag beskæftiget et ret stort personale.
Kilde:
Uddrag fra Hakon Mielches Brønderslev – industricentret i Vendsyssel. Udgivet ved Brønderslevs 25-års købstadsjubilæum i 1946.
Ja det er så min gamle læreplads. Løssalg af søm og skruer, værktøj, fiskegrej, glas og porcelæn. Jo en rigtig isenkrambutik. Husker Holger og Elinor og den gode Hr Fink.
Hej Ove, du må regne med, det var i årene 1947, der var ikke så meget arbejde at få om vinteren, så der var mange, der fik lov til at tage roden op fra et gammelt bøge eller egetræ, de fik det til brændsel, så det var en stor hjælp at man kunne sprænge roden i stykker.
Havde en kammerat, Poul Erik, der var bydreng hos Stagsted, når han havde ferie, var det min storebror Kaj og jeg, der afløste ham. Kaj kørte på “Long John” og jeg på den lille cykel.
Ved ikke om det hedder respekt, men man turde ikke engang tage en tår sodavand i arbejdstiden dengang af frygt for chefen, for så fik man sandelig en påtale om, at det gør man ikke i arbejdstiden frk.
Ja – der var en leder til stede, som nøje overvågede, alt gik ordentligt til. Det var jo firmaets renommé, der stod på spil, konkurrenterne lurede lige “henne om hjørnet”.
Jeg har også tænkt på de to maskiner med tromler. Jeg synes, det ligner vaskemaskiner, men er i tvivl om, man havde dem i 1910. Der kan jo også være en forkert datering af billedet.
Jeg ved såmænd ikke om vi bliver kloge af den slags arbejde, men vi får da trænet hjernen og kan måske så derved undgå en for tidlig demens eller det der er værre….
Vi kigger vi tilbage i tiden. Denne gang berettes om St. Blichersgade, om Birgit Agerbæk Iversen Pedersen, Jørn Agerbæk og Ole Steges opvækst i Brønderslev i slutningen af 1940’erne og op i 1950’erne. Gaden er uden tvivl opkaldt efter digteren Steen Steensen Blicher, der døde i 1848. Det er svært at finde årstallet for, hvornår gaden blev anlagt.
Ifølge folketællingslisterne fra 1925 var der kun ét hus i denne gade.
Lærer Victor Rønns hus med to lejligheder. Victor Rønn, f. 1892, og hans kone Tora boede i stuen, og lærer Kaad, f. 1899 og hans kone Dorthea, boede ovenpå.
Lidt længere nede ad gaden boede Jens Chr. Bendtzen med sin kone og syv børn. Der nævnes ikke noget om deres bolig.
Birgit Agerbæk Pedersen og Jørn Agerbæk, der som børn voksede op i St. Blichersgade, sidst i 1940’erne og i1950’erne, fortæller om deres barndom der.
Min far købte huset af lærer Kaad, der havde podet en mistelten på et æbletræ i haven. Det var Danmarks nordligste mistelten.
St. Blichersgade var en stille gade med villakvarterer og haver. Husene var store med stue, køkken, spisekammer og kælder. Der var hjemmegående husmødre, og der var få biler og cykler i gaden, og det var nemt at komme i skole, fortæller Birgit Agerbæk Pedersen. – Der var en købmand og en bager i hver sin ende af gaden, og mælkemanden kom med hest og vogn, og hestene gjorde automatisk holdt ud for os. Mælkemanden stillede hver dag fire liter mælk på trappen. Vi var mor og far og fem børn. Der kom af og til vagabonder hos os. De havde deres egen måde, hvorpå de fortalte hinanden, hvad man kunne forvente. De satte mærker på en telefonpæl. Der var et mærke for mad, et andet for penge og et tredje, når der ikke var noget at hente. Mor gav dem et måltid mad og en madpakke, fortæller Birgit Agerbæk Pedersen. Der var en overgang gadekampe mellem Dalgasgade, Anneksgade og St. Blichersgade på den ene side og Risagergade på den anden side. Børnene stod og råbte til hinanden. Men ved Palne Bertelsens hjælp blev der i stedet for lavet fodboldturneringer ved friluftsbadet, hvor flere gader blev inddraget. Jørn Agerbæk husker, hvem der boede i husene langt ned ad gaden.
På venstre side fra Bredgade lå arkitekt Knudsens to-etages rødstens villa (arkitekt Knudsens firma tegnede mange lignende huse i Brønderslev).
Derefter kom Rosenvængets Allé, og i huset derefter boede værkfører Andersen, og på 1. sal Rigmor og Svend Jensen.
Derefter kom ”Halli Stines” hus – hun var fra Hallund, og hun havde gadespejl og var rar og venlig.
Einar Sørensen – ”Falck Einer” – boede i næste hus. Han havde været ansat ved Falck i 40 år.
Så kom lærer Rønns hus. Hans stok, som han altid gik med, kunne slå hårdt.
Derefter kom Solvangsvej, og på den anden side lå et stort hus med fladt tag. Det tilhørte hals- og ørelæge Svend Åge Leth og hans kone Bodil, fortæller Jørn Agerbæk.
Tidligere lærer Ole Stege, der har boet i St. Blichersgade og stadig bor der, husker, at der efter Dr.Leths hus lå et hvidt hus, hvor Skadhauge boede.
Derefter er der senere bygget et rødstenshus, vistnok beboet af en tidligere købmand.
På hjørnet af St. Blichersgade og Ingemannsgade blev der senere bygget et stort rødstenshus med flere lejligheder.Tidligere lå der på stedet et beskyttelsesrum.
På det modsatte hjørne ligger der et rødstenshus, hvor vognmand Jens Jensen boede. Han kørte bl.a. bybus. Hans kone Emilie bor der stadig.
Derefter kommer der et gulmalet hus, hvor Jørgen Madsen en overgang boede, så igen et rødstenshus, hvor der boede en pensioneret snedker og hans datter.
Næste hus var grønt og beboet af familien Eriksen, så igen et rødstenshus, beboet af en ældre enke.
I næste rødstenshus boede maskinarbejder Harald Christensen, og ovenpå boede hans svigermor, enke efter farvehandler Stege i Bredgade.
Så er vi fremme ved endnu et rødstenshus, beboet af slagteriarbejder Marinus Madsen, hvis søn, Henry Madsen, boede ovenpå. Han var meget aktiv inden for idrætsforeningen i Brønderslev.
I næste rødstenshus boede der en overgang en pensioneret landmand, og videre til et lille rødstenshus, hvis ejer var drengenes skræk. Han tog deres fodbold, når de spillede, og målet var købmand Juuls garageport.
Købmand Juul havde forretning i det sidste hus på denne side.
På højre side fra Bredgade lå der på hjørnet et gult hus, hvor ”Taxa Germann,” der var ungkarl, boede.
Derefter kom bager Gaardbos forretning, så købmand Sørensens forretning, hvor man var heldig at kunne købe øl efter lukketid.
Efter Anneksgade boede Rasmussen, derefter apoteker Bech, dernæst lærer Poulsen.
Så kom huset med familien Agerbæk, hvor forældrene hed Hans og Grete, derefter lå der et hus lidt tilbagetrukket, hvor Jepsen boede.
På hjørnet af St. Blichersgade og Anneksgade byggede fotograf Frode Christiansen et gulstenshus.
Dernæst lå murermester Mathiesens rødstenshus.
Så kom man til et hvidkalket stuehus, ”Sigensgaard”, eller ”Sigensrolling”, som det blev kaldt, hvor bl.a. familien Christensen boede.
Derefter lå der endnu et rødstenshus, hvor Peter Pedersen boede. Han var ansat ved Brønderslev Kommune.
Så endnu et rødstenshus, beboet af Niels Kjeldsen.
I næste rødstenshus boede maskinpasser på slagteriet, Henry Bjerregaard.
På hjørnet af St. Blichersgade og Sigensvej boede tømrer Sofus Christensen i gråmalet træhus, som han selv havde bygget.
På det andet hjørne boede syerske Dagmar Skjølstrup i et grønt og gult malet hus.
Derefter lå der et rødstenshus,beboet af Hans Jensen, der arbejdede på ”den gamle fabrik”.
I det sidste hus, et rødstenshus, boede svejser Hardy Christensen og hans kone Karen. Hardy Christensen var initiativtager til PM orkestret. Han kontaktede den daværende direktion for Pedershaab Maskinfabrik A/S, og orkestret blev en realitet i 1948. I 1977 blev orkestret en selvejende institution og ændrede navn til ”Brønderslev Brass Band”.
Jeg voksede op i Dannebrogsgade i 50’erne og gik på Skolegades skole. Jeg voksede vel egentlig op i nordbyen, for der var ikke langt op til Markedsvej, og på den anden side af Markedsvej var der ingen beboelse endnu, kun marker.
Der var mange børn i området dengang. Alle klar til at spille fodbold, spille kantsten, lege bøtten er væltet eller cowboy og indianer i læbælterne omkring Markedspladsen, hvis vi da ikke klatrede i træer i forsøgshaverne i Knudsgade. Hvis man var rigtig ferm, kunne man klatre i træer fra Dannebrogsgade til Frederiksgade uden at røre jorden. Altså, hvis man var rigtig ferm. Jeg var ikke.
Min lillebror Jens og mig.
Tænk, hvis vi børn havde haft en computer dengang, var vi gået glip af alt det. Fjernsyn skulle vi heller ikke bruge tid på. Der blev sendt fjernsyn få timer om ugen. Jeg tror, vi fik fjernsyn, fordi der var VM i fodbold i Sverige. Jeg har ladet mig fortælle, at stuen var fyldt, for naboerne kom for at se finalen, Brasilien mod Sverige. Det kan jeg bare ikke erindre. Det første jeg kan huske, jeg har set i fjernsynet, er Henry Froms tyggegummi på stolpen. Det var i 1960. Sort/hvid selvfølgelig, men en fantastisk oplevelse.
Farver var der til gengæld, når Gunnar Nu Hansen kommenterede landskampe i radioen. Han kunne om nogen skabe farver på nethinden, når han beskrev det vejrende røde Dannebrog på en skyfri blå himmel, og de blå gule svenskere og de rød hvide danskere løbe ind på grønsværen i Idrætsparken. Han skulle ikke bruge 3 timers optakt med 4 eksperter i studiet. Optakten var Stævnets Orkester med nationalmelodierne og Gunner NU med: ”Danmark starter med bolden og angriber målet nede mod hockeybanen.”
Fodbold
Søren
Jeg ville selvfølgelig gå til fodbold, da jeg blev gammel nok. Om det var Harald Nielsen effekten eller fordi der ikke var så meget at vælge i mellem, husker jeg ikke. Men jeg var tidlig blevet bidt af en bold.
Jeg husker tydeligt min allerførste kamp. Endda på kampbanen. Kampbanen var noget særligt. Den havde uden tvivl Danmarks fornemste græstæppe. Der var ikke noget med at skyde genvej over kampbanen for at komme over op træningsbanerne. Det sørgede Anker for. Vi måtte den lange vej uden om. Der var respekt om den bane, og nu skulle jeg spille med første kamp lige netop der. Jeg scorede i min første kamp. Et hjørnespark ind over til mit hoved. Målmanden have ikke en chance. Vi tabte 1-0.
Jeg må have været sønderknust, men husker det ikke. Efter den kamp spillede jeg kun i angrebet.
Det blev til mange sæsoner, men det var hurtigt klart, at jeg ikke havde evnerne eller viljen til mere end at blive en habil spiller i serierne langt fra divisionerne.
Fodbold var anderledes dengang. Nu om stunder er man ikke i tvivl om, at selv unge spillere har styr over fodboldtermerne. De snakker om clean sheet, overlap, falsk 9’er og 4-4-2. Det var slet ikke udtryk, vi beskæftigede os med. Clean sheet? Vores målmand havde heller ikke et eneste. Men han var vores målmand, og vi ville ikke have andre. Overlap? Vi kunne sagtens spille en helt sæson uden at have et eneste. Falsk 9’er? Nej, vi var den ægte vare.
Jeg kan fra hele min fodboldkarriere ikke huske et eneste taktikmøde. Vi mødte bare op til kampen så tidligt, at vi kunne nå at klæde om. Dvs. jeg mødte lidt tidligere end de andre for at få fat i trøje nummer 7. George Best, you know, og så var det ellers uden benskinner og sokkerne ned om anklerne. Opvarmning? Ja, kunne vi lige få bolden ind over til en helflugter, så var vi helt klar. Uden taktikmøde, selvfølgelig. Jeg spillede kun med begavede spillere. De vidste, at vi skulle score i den ene ende, og modstanderen skulle ikke score i den anden. Hvor svært kunne det lige være. Ikke en eneste gang kludrede vi i overgangen fra 4-4-2 til 3-4-3, for vi spillede ikke nogen af systemerne. Vi spillede bare. Vi spillede efter gehør. Hold op hvor var vi gode.
bagerst f.v. Søren Nørgaard, Ove Christensen, Henrik Mathiasen, Frits Thorslund, Jens Nørgaard, forrest f.v. Bruno, Per og Hugo Sørensen
Håndbold
Da Brønderslev Hallen kom, begyndte jeg at spille håndbold. Jeg spillede det meste af en sæson på 1. holdet. Som fyld. Jeg var slet ikke en af de bærende kræfter, men syntes da det var stort at løbe ind til præsentation i en stopfyldt hal. Håndboldinteressen var enorm dengang. Min sidste 1. holdskamp kom flere år senere. Det var den sidste kamp i sæsonen. Kampen var i Nykøbing Mors, og der var indløbet et del afbud. Så sammen med Erik Jensen, Hal-Erik, blev jeg bedt om at tage med. Det var en kamp helt uden betydning, men der en væsentlig grund til, at jeg lige nævner den. Der var to overraskende topscorere i den kamp. Der er garanteret kun to mennesker i hele verden, der kan huske det. Den anden er Hal-Erik.
Selvom det er lidt sejt at kunne skrive 1. holdspiller på mit CV med mine evner, er det ikke den sæson, jeg husker bedst. Det er de sæsoner jeg spillede med Bruno Sørensen, Bo Skotte, Birger Pedersen, Keld Rydder for blot at nævne nogle af dem. Forbandet godt selskab både på og uden for banen. Ingen af os var på noget tidspunkt på tale til landsholdet, men vi har dygtige nok til at vinde flere kampe, end vi tabte. På nær, selvfølgelig, den sæson hvor vi tabte alle kampe.
Bruno, Søren, Bo, Leif, Henning, Hans Jørgen, Poul Erik, Keld, Finn
Vi var desværre rykket op i serie 1. Sort uheld. Vi havde ellers meget smart spillet os til en tredjeplads i serie 2 for ikke at rykke op. Men nummer 1 og 2 i kredsen havde forbrudt sig mod reglerne, så oprykningen gik til os. Vi valgte at kæmpe for sagen. Vi havde 3 træningspas om ugen. Et pas onsdag. 2 timers håndboldtræning i hallen. To pas fredag. Først 2 timers håndbold i hallen efterfulgt af 2 timers rafling ved vores sædvanlige bord på ”Det bette Apotek.”
Vi var ikke favoritter i en eneste kamp. Men vi var dygtige nok til at kunne drille et par hold og vinde første halvleg. Selvom vi spillede mange angreb af overordentlig skønhed, kunne vi glade og tilfredse forlade banen efter 2. halvleg, som klare tabere. Tredje halvleg vandt vi altid. 18 kampe. 0 point.
Skæbnen ville så, at vi også næste sæson igen kom til spille i serie 1. Vi fortsatte, hvor vi slap og tabte de 9 første kampe i den nye sæson. Først da fik vi gavn af den hårde træning med 3 træningspas om ugen. Man skal aldrig tvivle på raflings betydning. Vi vandt de sidste 9 kampe i sæsonen. Det er i hvert tilfælde den historie, jeg fortæller mine børnebørn.
Golf
Golf skulle selvfølgelig også prøves. Jeg indså dog hurtigt, at det er svært at blive verdens bedste golfspiller, når man også vil spille fodbold, være fodbolddommer, spille håndbold og musik, have en kæreste, have børn, passe sit arbejde eller være sammen med vennerne. Det blev jeg da heller ikke. Men jeg nåede da at spille på hold med Søren Kjeldsen. Også det er der selvfølgelig plads til på CV’et. Mit altså, ikke Kjeldsen.?
Klaver
Jeg er fra et hjem med klaver, så det var helt naturligt, at jeg startede til klaverundervisning hos Vammen i Vestergårdsgade. Det krævede 1 times øvning om dagen. Det har jeg siden haft utrolig megen glæde af, men dengang var der da dage, når solen skinnede, og kammeraterne stod ude på gaden med en bold under armen, at det var rigtigt træls. Min bror valgte at spille harmonika, knapharmonika. Jeg valgte jo klaver, for der er ingen grund til at gøre ting mere besværlige end højst nødvendig. Da vi senere begyndte at spille i PM-orkestret, som det hed dengang, valgte jeg af samme bekvemmelige grund at spille trompet – 3 knapper. Jens valgte saxofon – 100 knapper.
Trommer og guitar og pigtråd
Jeg blev også grebet af al den nye musik, der kom fra England. Beatles og Rolling Stones. Man kan godt spille Satisfaction på klaver, men det lyder jo ikke rigtigt. Nu blev det trommer og guitar, jeg brugte adskillige timer på. Den ældre generation dengang rystede på hovedet over al den larm og var helt overbevist om, at den nye støjende musik kun var en fase. Det gik over. Det kan godt være, de får ret, men det er ikke gået over endnu.
Jeg kom med i en gruppe, der hed The Amblers, på trommer. Det var pigtråd, og det var sikkert højt. Det var i hvert tilfælde højere end Bror Kalles Kapel. En enkelt gang, hvor vi var ude at spille på en lille kro, blev vi bedt om at skrue ned, ellers kunne vi få et par på hovedet. Pigtråd måtte derfor være skadeligt både for musikerne og publikum. Det syntes skolelægen formodentlig også, så i en periode indkaldte Signe Engbæk mig og min bror til regelmæssige høreprøver. Jeg hører stadig udmærket.
The Swagmen: Jeppe Arild Jensen, Knud Erik Vestenbæk, Freddi Christiansen, Søren Nørgaard
Senere manglede The Swagmen en trommeslager. De spurgte, og jeg sagde ja. Vi øvede hver lørdag på Tipsmarks Maskinfabrik. Jeg ved ikke, hvor meget Rolling Stones fik for en koncert, men vi fik 500 kroner for en hel aften. Ikke per mand, men til deling, og vi var fem. Når vi spillede i Silkeborg eller Tinglev, slugte benzinen også en del af hyren. De lange ture gjorde selvfølgelig, at jeg et par gange kom sent hjem. Når jeg kom sent hjem, syntes jeg selvfølgelig, at det ville være uforsvarligt at sende mig i skole. Jeg var jo træt. Men nej, den gik ikke. Mor sendte mig i skole. Kun en gang forbarmede hun sig over mig. Vi havde spillet i Ringkøbing en søndag aften. På vej blev vi ramt af både uheld med bilen og himmelbetændt rajfog. Det var allerførst på morgenen, inden vi var hjemme. Da sagde mor for en gang skyld, at jeg hellere måtte gå i seng og få udsovet efter den tur. Men nej, jeg ville i skole. Jeg syntes selvfølgelig, at det var lidt sejt at komme i skole og fortælle om, hvad jeg havde været udsat for. Jeg tror egentlig, mine skolekammerater var ligeglade.
The Swagmen stoppede, da de andre skulle ind som soldat, men vi nåede da at spille med bl.a. Herman´s Hermits i Holstebro og The Hollies på Phønix. Det var store navne dengang.
Trompet
Min bror og jeg begyndte at spille med i PM-Orkesteret, senere Brønderslev Brassband og Brønderslev Harmoniorkester. Jeg spillede først euphonium og senere trompet. Det var ganske fornøjeligt at prøve at spille noget andet musik end det, jeg var vokset op med, og da jeg samtidig fik nogle gode 1. stemmer, var det ekstra sjovt at øve. Men det er svært at holde trompeten ved lige, når man har små børn, der skal sove, og man også har mange andre interesser.
Det blev en ond cirkel. Når jeg ikke øvede det, der var nødvendigt, blev jeg dårligere, og når jeg blev dårligere til at spille, var det ikke så sjovt at øve længere, derfor øvede jeg endnu mindre. Lysten til øveaftenerne forsvandt også lidt efter lidt. Til sidst manglede man mine stemmer i orkesteret. Dem gav man så til en, som man kunne regne med, og det var helt fair. Jeg fik så udleveret en 2. stemme eller 3. stemme. Stemmer, der også er vigtige for orkesteret, men bare ikke så sjove at spille. Derefter øvede jeg endnu mindre, og blev til sidst helt væk fra øveaftnerne. Til sidst hentede orkestret uniformen. Det var nogle rigtige gode år, men jeg savner det ikke.
dWaynes
Søren Poulsen og Finn Findinge, som jeg spillede med i The Amblers, var med til at starte dWaynes i 1991. Det var ikke min ide. Det var deres. Jeg havde for sjovt skrevet en sang, der hedder ”Min ungdomshelt”. Den sang og et par stykker til skrev jeg for at give Søren og Finn en ide og et skub til selv at prøve at skrive. Det var kun demoer og absolut kun skrevet for sjov. Så kunne de bruge ideen eller lade være. De lod være, men de ville gerne spille mine sange sammen med mig, hvis jeg havde tid. Det mente de helt sikkert, jeg havde, jeg var jo lærer.
Det var ikke dWaynes, der var blevet dannet. Det var bare tre gode venner, der sad omkring et køkkenbord. Vi spillede lidt, drak tre øl og sluttede aftenen af med en wustere mellemmad. Når vi så havde lært de første par sange, så kunne jeg jo bare skrive et par stykker til, mente Søren og Finn.
En dag fik vi et engagement. Nu var vi næsten nødt til at finde på et navn til gruppen. Det blev dWaynes. Opkaldt efter John Waynes, som ”Min ungdomshelt” handler om. Engagementet var i Tinghallen i Viborg. Tinghallen er et stort sted. Tinghallen er et sted, hvor blandt andet Beach Boys har spillet med al deres udstyr, og der stod vi, 1 sanger og 2 spanske guitarer. Vi overlevede, men stod det klart, at skulle vi igen få et engagement i et rum, der var større end et almindeligt samtalekøkken, havde vi brug for mere volumen på både sang og instrumenter. Og vi fik igen et større engagement. Bjørn Afzelius på Idrætshøjskolen. Heldigvis kendte jeg Hans Jørgen Andersen og Poul Vejby. De sagde henrykte ja tak, da jeg bad dem hjælpe. Jeg tror ikke, de var så henrykte for at komme med i dWaynes, men fordi de hurtigt regnede ud, at nu kom de gratis ind til koncerten. Også den aften overlevede vi, og nu var vi fem omkring køkkenbordet.
Tuborg eller Hof?
Efterhånden havde vi så mange sange, at tanken om at få dem indspillet dukkede op. Der var ingen pladeselskaber, der stod i kø, så vi dannede vores eget. Det blev pladeselskabet WHEPS. Det står for Wort Helt Eget PladeSelskab. Det var dyrt at indspille en CD, men vi fik pengene samlet sammen og indspillede CD’en ”Tuborg eller Hof?” i Hjørring. For at gøre lidt reklame sendte vi CD’en rundt til mange lokalradioer. Det var måske dumt, for det var før internettet. Derfor vi havde ingen chance for at finde ud af, om vores musik blev spillet, eller om CD’en røg direkte i småt brændbart. TV Nord gav dog lyd fra sig, og inviterede os ind en søndag eftermiddag til et direkte show. Vi spillede et par numre – playback, og publikum klappede – ikke playback. Det er ikke noget, vi er specielt stolte af, for det er der så mange, der har prøvet. Men sidst i udsendelsen gik dWaynes igen på. Denne gang live og vi spillede Bryllupsvalsen for Kresten Poulsgård. Det er vi heller ikke så stolte af, men det er der alligevel ikke mange, der har prøvet.
Et par uger efter ringede Danmarks Radio og sagde, at vi blev spillet på Dansktoppen. De havde valgt at spille ”Min ungdomshelt”. Altså, den sang jeg bare skrev for sjovt, lå nu på Dansktoppen. Det var lidt fornøjeligt, selvom det blev et kort visit.
I 1995 blev der igen brug for ”Tuborg eller Hof?”. Joakim og Alexandra skulle giftes. Det skulle fejres, så vi sendte det lykkelige par en CD, så havde de også noget at danse til, når Livgarden blev træt. Vi vedlagde et brev med vore hjerteligste lykønskninger og information til prinsen om, at det for øvrigt var ulovligt at kopiere CD’en til hele hoffet og Møgeltønder, skulle prinsen får den tanke. Fandt vi ud af at det alligevel var sket, ville vi sladre til hans mor. Nu kan vi jo ikke bevise noget. Det er kun indicier, men efter vi sendte den CD til Møgeltønder, gik salget af ”Tuborg eller Hof?” fuldstændig i stå i Sønderjylland. Ja, vi kan tage hele Slesvig-Holstein med for den sags skyld.
Mit Californien
I 2008 indspillede vi CD nummer to: ”Mit Californien”. Sten Fuglsang var nu kommet med på bas. Med Sten og Poul, som havde spillet sammen i Pretenders, som vandt ”Toppen af Poppen” i 1968, var vi nu i stærkeste opstilling. Søren slog nu trommer og de spanske guitarer blev skiftet ud med elektriske guitarer. CD’en blev indspillet i en svinesti hos Kaspar Westerå, som havde et fint nyt studie, og han ville gerne have nogen at øve sig på.
Igen sendte vi mange kopier rundt i landet, men nu havde vi gjort vores forarbejde ordentligt. Vi sendt kun til stationer, der havde hitlister. Nu var internettet også til rådighed, så vi kunne let kontrollere om, vi blev spillet, eller vores nye CD igen røg i småt brandbart. Vi blev heldigvis spillet meget, og vi klarede os fornemt på mange lokale hitlister. Syv forskellige numre fra CD’en fandt vej til hitlisterne. Allerbedst klarede nummeret ”Bare” sig. 13 uger på hitlisten hos Storbælts Radio i Skælskør. Heraf 10 uger som nummer 1. Jo, CD’en blev spillet. dWaynes skulle også have fortsat med at spille, men sygdom skabte desværre en al for lang pause, og vi kom aldrig i gang igen. Men dWaynes er ikke opløst, så hvem ved?
Skolegades Skole
Jeg startede på seminariet i 1970. I 1974 blev jeg færdig som lærer med musik og engelsk som linjefag. Min første stilling fik jeg i Års og Blære. Min første månedsløn var på 3000 kroner. Jeg var kun ansat i et år, da jeg manglede at aftjene min værnepligt. Værnepligten blev aftjent på Brønderslev Børnebibliotek. Ud over at stemple bøger til udlån, kørte jeg rundt til de andre filialer i kommunen og viste film et par gange om måneden. ”Muldvarpen der ville vide hvem der havde lavet lort på dens hoved” var et hit.
Jeg havde skrevet en ansøgning til Brønderslev Skolevæsen. En dag blev den pillet ud af stakken af ansøgninger. Det skete en dag, jeg var ude og spille med PM-orkesteret. Mens vi marcherede gennem Jernbanegade, nu Algade, forbi mine forældres forretning, kom min mor op på siden af mig og råbte, mens jeg forsøgte at koncentrere mig om en af Sousas marcher, at Elis Frederiksen på Skolegades Skole gerne ville snakke mig, så snart jeg havde truttet af. Stadig iført orkesterets blå uniform gik jeg op på skolen og blev ansat på Skolegades Skole. Jeg blev ikke præsenteret for et ønskeskema. Ingen musik eller engelsk. Kun to timers fag. Fag mine kommende kollegaer ikke var så interesserede i. Hårdt arbejde, men jeg ville have sagt ja tak til hvad som helst.
Skolegades Skole blev derefter min arbejdsplads de næste 37 år. Da jeg forlod Skolegades Skole, var det en helt moderne undervisningsinstitution. Interaktive tavler i alle undervisningslokaler, kopimaskiner, internet og dermed fri adgang til oceaner undervisningsprogrammer og materialer og computer til alle. Det nåede jeg også at få fornøjelsen af. Men inden det kom så langt, skulle jeg så grueligt meget igennem. Spritduplikatoren for eksempel. De kopier blev aldrig særlig gode eller egnede, og når jeg udleverede dem, mange med mine fingeraftryk på grund af stensil sværten, bredte der sig en salig duft af sprit i lokalet. Jeg skulle også lære at bruge filmfremviseren. Film skulle bestilles hjem. Når man endelig var klar og havde rigget fremviseren til, var det spændende om filmen var blevet spolet tilbage af sidste bruger. Skulle man først til at spole filmen tilbage, og den ofte slidte film så bristede, mistede selv den mest rolige elev, tålmodigheden. Det var kun en måde, at man kunne redde den lektion på: RUNDBOLD!!
Med alt det nye og mere driftsikre udstyr i den moderne skole, tror jeg ikke, at der længere bliver spillet så meget rundbold som da jeg startede som lærer. En skam, egentlig, for rundbold er da et sjovt spil.
Jensen & Christensens møbelforretning og ligkistemagasin, Nørregade i Brønderslev.
Lene Haugaard Christensen, der er barnebarn til stifteren Christensen har bidraget med dette skriv:
Min farfar var Christensen i dette snedkerfirma. Han var født i 1894. Så mit bedste bud er at Jensen og Christensen startede firmaet cirka 1924 ish. Min farfar købte Jensen ud, og senere kom min far med i firmaet, han stod i lære der. I baglokalerne var der omkring 6-8 høvlebænke en til hver ansat snedker. Det kom så til at hedde Christensen & Søn.
På loftet var der mange interessante ting fx en stor slæde, som de bragte møblerne ud på om vinteren. Der var også en limovn til møbellakken den gav min far til Brønderslev museum, da mine forældre afviklede butikken. Min far, Sven Haugaard Christensen der havde stået i lære i firmaet, som snedker, overtog forretningen da min farfar døde, ca. 1963.
Jeg gik altid på opdagelse på loftet i den gamle bygning som barn.
I gamle dage var det jo også møbelsnedkerne, der lavede kister, derfor var det både en møbel- og bedemandsforretning, som mine forældre førte videre fra min farmor og farfar.
Det sjove eller finurlige ved de gamle møbler er jo de hemmelige rum. Jeg elskede, når min far viste mig dem, for de var virkelig hemmelige og godt skjult i møblerne, og hvis man ikke får dem vist, vil man aldrig gætte på, at de er der.
Min mor, Inge Christensen og jeg brugte noget tid sammen, hvor vi afsyrede og restaurerede nogle af de helt gamle møbler.
Senere kom de finere træsorter teak, palisander, mahogni op gennem 1970’erne. Og hermed lukkede snedkerværkstedet med de mange ansatte, og møblerne blev indkøbt hos danske møbelfirmaer, som ERAN på Mors. Mændene bag dette firma var Erhardsen og Andersen, en bror til skuespilleren Aksel Erhardsen.
Og jeg husker selvfølgelig også Sørensen, som arbejdede hos min far.
Under besættelsen kom tyskerne og “tog” værkstedet, de byggede en tromle. Den kunne ikke komme ud ad døren, men de tyske soldater var vist også ligeglade, de skulle jo være der, og da besættelsen sluttede, skilte de den af igen. De gjorde ingen fortræd, men det var vist lidt mærkeligt, at de var der.
Der kom under besættelsen nogle soldater, som havde været ved østfronten med et tog, de kom ind på værkstedet, de var virkelig forhutlede, en af dem tog noget træsprit og drak det, og snedkerne stod måbende og kikkede på, det var en slem oplevelse at se de nedslidte soldater.
Det er noget af, hvad jeg husker af min familiehistorie vedrørende forretningen.
De lavede de fineste møbler på deres møbelsnedkerværkstedet som mig bekendt lå i samme bygning, men inde bagved butikken. Der var altid en dejlig duft af celluloselak, når de var i færd med at producere et skab, en kommode eller et bord.
Inge og Sven Haugaard Christensen etablerede også en bedemandsforretning medens de drev møbelforretning. Af og til når det var travlt, hidkaldte de Svens bror fra Bælum der var lærer, til at køre med ligbilen/rustvognen til en begravelse.
Introduktion til Kasper Tvedens bog SLIKMUTTER Min Bedstes fortælling
Min bedstemor/farmor, Grethe Jensen, åbnede i 1962 slikforretningen skråt over for Søndergades Skole. Hun blev hurtigt blandt områdets børn og unge kendt som Slikmutter. Og så snart klokken ringede ud til frikvarter, var butikken fyldt med elever. Nogle kom for at købe lidt snolder og få sig en hyggesnak. Andre igen kom for at få luftet deres problemer.
I bogen Slikmutter – Min Bedstes fortælling fortæller hun om et langt liv i Brønderslev, hvor slikforretningen fyldte en betydelig del af hendes voksenliv. Samtidigt er det fortællingen om, hvordan det var at vokse op i en stor søskendeflok uden en far. Skolegang i 30`erne. Besættelsen. Arbejdet på Carstensens Klædefabrik. Kærligheden. Familieforøgelse. De første udlandsferier og meget mere. Samtidigt giver bogen et lokalhistorisk portræt af Brønderslevs udvikling gennem en menneskealder
Min Bedstes store evne til at lytte og hendes tro på mennesker gjorde hende til en sjælesørger for en stor del af de elever, der ikke altid havde det nemt med forældrene, skolen eller kammeraterne. Her kan du læse afsnittet:
Sjælesørger
Den første morgen, jeg åbnede døren til butikken i vores nye hjem i Søndergade 24, kendte jeg kun nogle få af eleverne på Søndergades Skole, hvilket hovedsageligt var Uffe og Henriks legekammerater fra Glentevej. Der gik dog ikke mange dage, inden jeg kom til at kende mange af eleverne på skolen. Fra første dag kom mange en tur forbi butikken for at sige hej og købe lidt snolder, og efter et par dage var butikken fuld, så snart klokken havde ringet til pause. De unger, som kom her tit, havde ofte et eller andet på hjertet, de gerne vil fortælle mig, eller noget som de ville høre min mening om. En af dem var Kim Jensen, der i en periode var assistenttræner på kvindelandsholdet i håndbold.
Kim kom ofte en tur forbi for at fortælle eller høre en historie, og en aften de i familien havde siddet og diskuteret et eller andet over spisebordet, ringede han for at få mit besyv med. Diskussionen var tilsyneladende gået i hårdknude, og de havde derfor besluttet sig for at bruge mig som en tredjepart.
Mange af historierne, ungerne kom og fortalte, var historier, de ikke kunne fortælle derhjemme. De åbnede sig over for mig og fortalte om problemer på skolen, med forældrene eller med andre elever, og jeg lyttede til, hvad de havde på hjertet. Mange af børnene havde ikke andre voksne at fortælle deres problemer til og slet ikke deres forældre. Hvis forældrene vidste, hvad deres børn gik og fortalte mig, vil de nok have tabt både næse og mund. Det var ikke småting!
Langt hen ad vejen var det skønt at hjælpe disse børn, men andre gange har det også taget hårdt på mig. Det var ikke altid lige sjovt at høre på alle deres historier, da det godt kunne være ret så ubehageligt, hvad de fortalte mig.
Andre gange, når de så kom og fortalte mig en positiv historie, som hvis én der havde gået med nogle problemer, var begyndt at få det bedre, – ja, så var det det hele værd. Jeg kan ikke sige, hvorfor eleverne knyttede sig så meget til mig, men et eller andet må der have været, og for mange af børnene blev jeg en slags sjælesørger.
Mit forhold til eleverne var noget helt specielt, og vi nærede en gensidig respekt for hinanden. Jeg kunne eksempelvis sende dem ned i banken med penge eller lade dem være alene i butikken, hvis nu jeg skulle ned efter et eller andet i kælderen. De holdt øje med hinanden, så der ikke var nogen der stjal, når jeg ikke var der – har jeg da fået at vide. Eleverne må have kunnet mærke en tillid ved, at jeg stolede på dem, så de også kunne stole på mig. Samtidigt betød det også, at jeg ville behandles ordentligt af dem.
På et tidspunkt blev det forbudt for eleverne tæt på skolen at cykle til skole. En morgen var der nogle elever, der havde fået den fikse idé at parkere deres cykler op langs vores hæk. Det ville jeg dog ikke finde mig i, og jeg løsnede derfor ventilen på samtlige cykler, og siden den dag stillede ingen deres cykler op af hækken igen. De kunne godt forstå, hvorfor jeg havde gjort det, og der var ingen sure miner, da de med hængende hoveder traskede hjem med deres flade cykler.
Som jeg kom til at lære eleverne bedre og bedre at kende, vidste jeg også så nogenlunde, hvor meget de hver især havde med at snolde for. Nogle havde kun en tiøre, andre en krone og andre igen havde endnu mere. De første børn, der kom ind i butikken om morgenen, var børnene ude fra mosen, og om det så stod ned i stænger eller blæste en orkan, så cyklede de frem og tilbage hver eneste dag.
Dem, jeg husker bedst fra mosen, var et tvillingepar, der boede hos deres Bedstefar. Tvillingerne havde aldrig rigtig nogle penge med, og det havde gjort mig lidt gal på bedstefaren. Jeg stod jo og så på dem dag efter dag, hvordan de måtte stå og kigge langt efter de andre børn, som købte for meget mere end dem selv. De fik måske for en 10-øre, hvad der var meget lidt selv dengang, og en dag det var blevet for meget at se på, sagde jeg til drengen, at de skulle hilse deres bedstefar og sige, at han skulle give nogle flere lommepenge.
Få dage efter troppede bedstefaren op i butikken for at høre, hvad jeg havde sagt til hans børnebørn. ”Vil du nu også til at bestemme over mine børn?” sagde han bryskt. Det kunne bare ikke passe, at de skulle have så lidt i forhold til de andre, når de nu kom fra et godt hjem. Han grinte lidt af det og gav efterfølgende lidt flere lommepenge til børnebørnene.
Børnene fra mosen kom næsten altid på de samme tidspunkter, hvilket også gjorde sig gældende for eleverne fra Thise. De kunne jo ikke så nemt tage turen hjem i deres fritimer, så de stod som regel inde i butikken og snakkede med mig, og vi var derved kommet til at have et tæt forhold til hinanden. En af de dage jeg gik og ventede på dem, hørte jeg klokken ringe nede i butikken, samtidigt med at jeg var på vej på toilettet. Jeg tog derfor til at råbe til dem. ”I er sgu nødt til at vente. Jeg kan da vel få lov til at komme på tønden.”
Det passede lige med det tidspunkt, de plejede at komme, så jeg var sikker på, at det var dem, men i stedet stod der to granvoksne betjente, der var kommet for at tjekke min slikvægt. Den ene af betjentene fortalte mig, hvordan de havde lagt mærke til, at alle vinduerne på skolen stod vidt åbne. Alle på skolen, elever som lærere, skulle åbenbart se, hvad der skete hos slikmutter.
Det er svært for mig at sige, hvem af de mange elever gennem tiden, jeg har knyttet de stærkeste bånd til, men én af dem er helt sikkert Jens. Jens var den nydeligste dreng, men et eller andet må der have været i vejen med ham, siden han boede ude på Statshospitalet, samtidigt med at han gik på Søndergades Skole. Dengang var tilbuddene begrænsede for en dreng som Jens, så når han havde fri fra skole, var han overladt til folkene på Statshospitalet. Jeg havde en aftale med personalet om, at Jens kom over til mig, når han var færdig i skole, og jeg skulle så sende ham af sted ned til busstationen, når det passede med afgangene.
En tidlig morgen ringede telefonen, ”Godmorgen, det er overlæge Olsen fra Statshospitalet.” Jeg havde endnu ikke helt fået benene ud af sengen og tænkte derfor straks det værste. ”Skulle min mand virkelig have forsøgt at få mig indlagt?” Det viste sig dog hurtigt ikke at være tilfældet, men overlæge Olsen ringede derimod for at høre, om jeg havde noget at sige angående Jens, der var gået hen og blevet lidt af et problem for personalet. De vidste, jeg snakkede med ham hver dag, og at jeg betød meget for ham, så de ville gerne have mig med på råd.
Overlæge Olsen spurgte derfor, om jeg kunne komme i tanke om noget, der kunne hjælpe dem med at hjælpe Jens. Jeg kunne kun sige, at Jens var den høfligste dreng, når han var her, men hvis jeg skulle sige noget til gavn for Jens, ville det være at give ham et værelse for sig selv. Han boede hele tiden sammen med et par ældre mænd, og det var ikke ligefrem noget for en ung fyr.
Nogle uger efter jeg havde talt med overlæge Olsen, ringede de igen fra Statshospitalet. Jens havde da fødselsdag og ville invitere mig ud til kaffe og kage på Statshospitalet. Samtalen, jeg havde haft med overlægen, havde båret frugt, og Jens havde fået sit eget værelse med en seng og en lille kommode.
Værelset var ikke noget særligt, men det var hans eget, og han var meget glad for det. Fødselsdagsbordet var fint dækket med Mågestellet, som jeg også havde derhjemme.
Jens blev en helt anderledes dreng, efter han fik sit eget værelse, og efter skolen kom han ud at bo for sig selv i Nørresundby, og han fik også et arbejde på Kjærs Mølle. Efter Jens flyttede til Nørresundby, så jeg ikke så meget til ham længere, men han er da kommet her nogle gange siden hen på cykel fra Nørresundby.
Da Stadsingeniør Gotfred Thomsen i går ved godt 15-tiden kom kørende ad Nørregade over jernbaneoverskæringen for at svinge mod Gasværksvej, sænkede bommene sig, da han nåede overskæringen. Han kom godt forbi den østlige bom, men den sydlige bom i vestsiden ramte bilens kølerparti og skrabede hen over kølerhjelmen og op over taget, hvorved der opstod en del buler og skrammer.
Har ledvogteren stået og snorksovet, siden han “bommede den”, eller ville han genere byens tekniske overhoved Stadsingeniøren, eller som han blev omtalt “Nøren”? Har nok “vrinsket” højlydt, da han blev fanget med bom og net.
Anders Hedelund
Det blev endnu bedre, da bommene var væk, nu var det syv veje, der mødtes. I april 82 syntes familien, at Nygade og stjernekrydset var den eneste rigtige forbindelse fra Bredgade til Søndergade. Det var det måske også for de lokale, men vores søn, der netop havde fået kørekort, blev helt desorienteret. Sådan så Kadetten ud efter nærkontakt med Stjerneknuds lastbil.
Lidt længere henne ved Gasværks Allé (nu Ejnar Mikkelsensvej), blev min ældste storesøster som lille fanget af gitteret under bommen og blev hejst med op. Der opstod stor ståhej, for bommen betjentes dengang af ledvogteren henne ved stjernekrydset, så der var et stykke vej at løbe for dem, der ilede til for at hjælpe.
Jeg har hørt historien så mange gange, at jeg tydeligt kan “huske” det – selvom jeg slet ikke var født på det tidspunkt sidst i 50’erne.
Vi boede dengang (og jeg blev født der) i første hus på venstre hånd, når man krydsede jernbanen på gasværks Allé.
Ove S. Johansen
Det var da en “uhyggelig” og måske farlig situation, din søster blev bragt i. Det er helt Pippi Langstrømpe-agtigt, med lille “Ida” i hovedrollen. Hvordan kunne din søster blive fanget i gitteret? Havde hun sat hovedet ind mellem gittertrådene? Jeg kan godt huske det hvide ledvogterhus ved bommen på Gasværks allé – tilhørte det hus ikke DSB?
Palle….du burde lægge historien op på forsiden, så alle kan læse den, og den derved kan blive en del af livet med jernbanebommene i Brønderslev, hvis altså din søster accepterer, at den bliver gjort offentlig.
Jeg synes historien og ikke mindst handlingsforløbet fortjener at blive fortalt! Din søster slap forhåbentlig uden skader. Er historien bragt i avisen?
Min søster døde for et år siden, så der er ingen ballade.
Der var også dengang, hun sammen med Leif Tipsmark (som hun kaldte Gekke), hånd i hånd gik ud af jernbanesporet.
Palle Vang
Pardon – jeg føler med jer. De gode minder har vi lov at ha’ – det var en yderst farlig leg de to “knaster” havde “skruet” ind på, så mon ikke forældrene havde noget, de lige skulle have rettet op på?
Jeg rendte selv op i byen alene, da jeg var ca. 2 år. Der har jeg også krydset jernbanen. Det ligger nok til familien…
Jeg blev samlet op af en butiksansat, der nok syntes, at jeg var lidt for ung til en solotur. Hun stod med mig på armen, da min mor kom stæsende.
Og igen ser jeg det for indre blik, selvom jeg nok ikke kan huske noget i virkeligheden.
Palle Vang
Jo, man kan godt huske lys og lyde og sådant, men sikkert ikke huse og ansigter, sådan har jeg det. Det er godt at være lidt selvhjulpen, men måske ikke lige i den alder!
Eksporten var navnet på en slagterforretning, der startede som et udsalg fra det gamle eksportslagteri på hjørnet af Gravensgade og Dannebrogsgade, fortæller Jens Chr. Dalgaard fra Lokalhistorisk Arkiv. På hjørnegrunden Dannebrogsgade Gravensgade, hvor nu det store og nye lægehus ligger, var i 1918 byens ydergrænse
Her var det at smedemester Niels Nielsen og søn begyndte på en fabrikation af anker kæder i en nyopført bygning. Men allerede i 1923 måtte virksomheden standse produktionen, på grund af ringe afsætning Bygningen blev overtaget af Andelsbanken, der Samme år solgte den til Anthon Frederiksen (Ægpakkeriet) og Marthinus Jørgensen (Mejlstedgård]. Derefter blev bygningen totalombygget til et eksportslagteri med slagterilokaler, lejlighed og slagteriudsalg ud mod Gravensgade Det nye eksportslagteri kom straks ud i en rivende udvikling, for ikke blot byens og omegnens slagtere, men også kreaturhandlerne, der opkøbte kreaturer og kalve, fik slagtet der. Efter slagtningen blev størstedelen videresendt til København og en tid også til Hamburg.
Eksportslagteriet som lå der hvor det nye lægehus ligger nu, på hjørnet af Gravensgade og Dannebrogsgade. Personalet er fra venstre Svend Brinkmann, Søren Larsen, Tylstrup, Gunnar Sørensen, Berthel Pedersen, ukendt, Hans Dam, Anders Andersen, Niels Sørensen, tarmmester, ukendt, Laurits Jørgensen, Mejlstedgård og Martin Christensen.
Eksportslagteriets udsalg blev den første tid varetaget af Hans Dam og Åge Brønd, men blev 1924 overtaget af Margrethe og Anders Andersen.
Det nye par lagde straks ud med kun at ville sælge kvalitetsvarer, og alt hvad der blev solgt. havde de selv forarbejdet. Slagtermester Andersen har fortalt, at han i 1930 købte 24 kalve og 1 ko for 2.016 kr. og 37 kalve og 2 kvier for 3.519 kr. Det giver et lille indblik i den tids priser. På grund af slagteriudsalgets kvalitetsvarer blev det hurtigt kendt som Eksporten, så vidste alle hvad det stod for og hvor det lå. Eksportslagteriet var statskontrolleret, og det fungerede på den måde, at kreaturerne ved leveringen blev klassificeret og vurderet under hensyn til de øjeblikkelige priser af en kødkontrollant. Landbrugsministeriet havde nedsat eksportudvalget der var en fællesbetegnelse for en række organer der blev oprettet efter 1932, herunder kvæg- og kødudvalget som oprettedes i 1933. Landets første eksportslagteri blev oprettet i Thy 1898, og det havde særlig eksport til England og Tyskland. Eksportslagterier bredte sig over hele landet og havde 1945 over 33.000 medlemmer, fra hvilke de modtog ca. 95.000 kreaturer, som afregnedes med ca. 55 mill. kr. Eksportslagteriets bygninger blev i 1953 solgt til autoforhandler Søren Møller, Nørregade/Gravensgade, der ønskede at bruge bygningerne til udstilling af biler og traktorer.
Det klassiske spørgsmål når folk fylder 80, 90, eller 100 år er spørgsmålet om, hvorledes vedkommende dog har formået at holde sig så åndsfrisk og i så god fysisk form.
Spørgsmålet melder sig også med stor styrke, når slagtermester Anders Andersen, Eksporten, Brønderslev fylder 90 år, torsdag. I mange år har han kunnet nyde sit otium, hvis han havde valgt det, idet han for 17 år overdrog sin forretning til sin datter og svigersøn, Marie og Hans Sørensen. Men hver dag svinger han slagterkniven fra kl syv morgen til middagstid. Indtil for et halvt år siden arbejdede han også om eftermiddagen, men nu bruger han en del af sin fritid på at spille kort. To gange om ugen samles han med venner i Brønderslevhallen til en gang whist. Om sommeren nyder han eftermiddagene med at grave og pusle i sin have.
Jeg drikker en snaps hver morgen, og jeg ryger mange cerutter, svarer Anders Andersen på fødselsdagsspørgsmålet om hans helbred. Snapsen giver den indre varme, og da min arbejdsplads er kold, tror jegat de to ting i forening har stor betydning for et godt helbred, siger Anders Ander1 sen.
Anders Andersen laver stadig enhver rullepølse, der sælges fra forretningen, og han er lige sikker på hånden, når kødet skal snittes. I dag skar jeg mig dog, men det kunne også hænde, da jeg var yngre fortæller Anders Andersen.
Anders Andersen er født på Herning-egnen. Som ung købte han et landbrug på heden nær Ilskov. Gården på 104 tønder land fik han snart opdyrket, men nogle år senere flyttede han til Holstebro, hvor han slog sig ned som ejendomshandler.
I en periode drev han afholdshotellet i Roslev ved Skive, men i begyndelsen af tyverne kom Anders Andersen til Vendsyssel for at blive. Han købte den 165 tdr. land store gård, V. Mellerup, ved Jerslev. Gården er senere blevet udstykket. Der blev i begyndelsen af tyverne et behov blandt egnens landmænd for et sted, hvor dyrene kunne blive slagtet, og Anders Andersen startede derfor sammen med andre Eksportslagteriet i Gravensgade i Brønderslev. Senere startede han en detailforretning med kød i samme bygning. Her havde forretningen hjemme, indtil en ny bygning blev opført i Dannebrogsgade. I 1953 overtog en datter og svigersøn forretningen, men Anders Andersen har været aktiv hver dag i forretningen siden han officielt! trak sig tilbage for 17 år siden.
Margrethe og Anders Andersens datter Marie, som i mange år ekspederede i eksportslagteriets udsalg, var gift med slagtermester Harald Sørensen, og sammen med hendes forældre købte de grunden på hjørnet af Grønnegade/Dannebrogsgade og lod opføre en ny bygning. Bygningen bliver indrettet med to lejligheder og en slagterbutik, som får navnet ”Eksporten”. Her bliver de gode traditioner fra den gamle ”Eksporten” videreført i den nye Eksporten, og derved fik de gennem årene en stor og trofast kundekreds.
Marie og Harald Sørensen ses her uden for forretningen.
”FORRETNINGSOVERDRAGELSE * Lørdag den 24. juni 1978, er sidste dag. Marie og Harald Sørensen, er i deres slagterforretning Eksporten, Dannebrogsgade 4, Brønderslev. Den 1. februar havde de 25års jubilæum, men de har nu valgt at stoppe. Forretningen blev starter i 1924 af Marie Sørensens far, Anders Andersen. Dengang fungerede den som slagteriudsalg ved det gamle eksportslagteri. Forretningen er nu blevet solgt til Marie og Harald Sørensens niece og hendes mand Inger og Kaj Andersen. Overtagelsen finder først sted den 17. juli, men forinden holder forretning ferielukket.”
Det var Marie og Harald Sørensen`s søn, lektor Jørgen Sørensen, der skrev bl.a. Brønderslev sangen og Vendsyssel sangen
den 09.02.1989
85 ÅR
Harald Sørensen, Grønnegade 41, Brønderslev, fylder på torsdag, den 9. februar, 85 år.
Harald Sørensen er født og opvokset i Brønderslev. Han blev udlært som drejer på Pedershaab Maskinfabrik, hvor han arbejdede i 35 år, til han i 1954 begyndte at hjælpe sin kone i deres slagterforretning Eksporten. Den solgte de i 1978 efter efter 25 gode år.
En hjemmets mand har Harald Sørensen altid været, og han har værnet om de to børn, fire børnebørn og ikke mindst det enlige oldebarn.
I sin tid spillede Harald Sørensen fodbold, hans store fritidsinteresse, på BI’s Mesterrækkehold, men i de senere år har han mest fulgt med foran TV-skærmen.
Friluftsbadet var i den grad sommerens samlingssted i 1960’erne. Da mine forældre flyttede i parcelhus på Solvangsvej 36 A i sommeren 1959 blev friluftsbadet mit absolutte favoritsted gennem 1960’erne. Jeg gik til svømning og vandpolo der i adskillige år under Verner Shwertfegers kyndige og ofte delvis brutale trænerskab. I 1960’ernes var mange af børnene fra Brønderslev ikke på de store sommerferier uden for byen. Derfor var friluftsbadet ofte samlingspunkt. Både når der skulle svømmes, solbades, findes kærester, spises hotdog eller en “kradser”, hvis pengepungen var næsten tom. De trapeserende træbænke på sydsiden af badet var det store samlingssted for en sprælsk ungdom i puberteten. Her holdt drenge og piger et vågent øje med hinanden ofte til lyden af popmusik fra den medbragte transistorradio, hvor Jørgen De’ Mylius var den unge fremadstormende radiovært. Jeg husker også tydeligt Andreassen, der var bademester på stedet. Han skulle bl.a. sørge for, at de strenge regler for brug af varmt vand for unge under 18 år blev overholdt. Reglerne gik ud på, at man som ung ikke måtte bruge varmt vand fra bruserne, men måtte tage til takke med max en påfyldning af blikfangene på langbordet. Når man så blåfrossen kom op af friluftsbadet, fyldte man blikfanget med rigtig varmt vand og pjaskede det på brystkassen med hånden. Man fik varmen og en ræverød brystkasse med i købet. Hvis man af Andreassen blev taget i st snyde, faldt straffen omgående. Man fik den våde 1×1 m store gulvklud at føle, når han behændigt svinge den på ryggen af de uartige unge purke. Hvis Andreasens karkludsstraf tog overhånd, var vi nogle stykker, der havde hævnplanen klar. Vi placerede et af blikfad med koldt vand oven på døren ved trappenedgangen fra friluftsbadet ned til baderummet. Når Andreasen var i sigte, kom fadet op på døren og fryden var stor når bademesteren fik en ufrivillig omgang vand.
Jo det friluftsbad gjorde stor lykke i min ungdom i 1960’erne.
