Skønne dage i Brønderslev Friluftsbad
Friluftsbadet ca. 1974/75,
Friluftsbadet var i den grad sommerens samlingssted i 1960’erne. Da mine forældre flyttede i parcelhus på Solvangsvej 36 A i sommeren 1959 blev friluftsbadet mit absolutte favoritsted gennem 1960’erne. Jeg gik til svømning og vandpolo der i adskillige år under Verner Shwertfegers kyndige og ofte delvis brutale trænerskab. I 1960’ernes var mange af børnene fra Brønderslev ikke på de store sommerferier uden for byen. Derfor var friluftsbadet ofte samlingspunkt. Både når der skulle svømmes, solbades, findes kærester, spises hotdog eller en “kradser”, hvis pengepungen var næsten tom. De trapeserende træbænke på sydsiden af badet var det store samlingssted for en sprælsk ungdom i puberteten. Her holdt drenge og piger et vågent øje med hinanden ofte til lyden af popmusik fra den medbragte transistorradio, hvor Jørgen De’ Mylius var den unge fremadstormende radiovært. Jeg husker også tydeligt Andreassen, der var bademester på stedet. Han skulle bl.a. sørge for, at de strenge regler for brug af varmt vand for unge under 18 år blev overholdt. Reglerne gik ud på, at man som ung ikke måtte bruge varmt vand fra bruserne, men måtte tage til takke med max en påfyldning af blikfangene på langbordet. Når man så blåfrossen kom op af friluftsbadet, fyldte man blikfanget med rigtig varmt vand og pjaskede det på brystkassen med hånden. Man fik varmen og en ræverød brystkasse med i købet. Hvis man af Andreassen blev taget i st snyde, faldt straffen omgående. Man fik den våde 1×1 m store gulvklud at føle, når han behændigt svinge den på ryggen af de uartige unge purke. Hvis Andreasens karkludsstraf tog overhånd, var vi nogle stykker, der havde hævnplanen klar. Vi placerede et af blikfad med koldt vand oven på døren ved trappenedgangen fra friluftsbadet ned til baderummet. Når Andreasen var i sigte, kom fadet op på døren og fryden var stor når bademesteren fik en ufrivillig omgang vand.
Jo det friluftsbad gjorde stor lykke i min ungdom i 1960’erne.
Oktober 2021 – Morten Weise