Kilde: Lokalhistoriske arkiver i Brønderslev Kommune, 1988

Gerda fra Manna, fortalt ca. 1988

Gerda Johnsen, født Bartholin Larsen, mindes i dette interview som 81årig, sin barndom i købmandsgården i Manna.

I dag bor hun i Saltum med udsigt mod Fårup.

I midten af forrige århundrede flyttede hendes oldefar og oldemor med deres familie til Thise sogn herfra.

Familien

En af sønnerne, Christian Larsen (født 23.11.1835) fik vistnok arbejde i Lars Poulsens høkerbutik, som lå på Kongevejen i Manna, oppe under bakken. I 1859 – efter høkerens død-giftede den unge enke, Kirsten Marie Jacobsdatter (født 1836). sig med Christian Larsen. Samme år skred bakken og ødelagde formentlig butikken.

Det unge par flyttede herefter forretningen ned til den nye landevej, der var etableret mellem Brønderslev og Saltum, og dermed var grunden lagt til købmandsgården i Manna, – en større virksomhed, der forhandlede korn- og foderstoffer, isenkram, støbejern og tømmer, og hvortil der desuden hørte landbrug.

Kirsten Marie Jacobsdatter, som stammede fra Ø. Hjermitslev, og Christian Larsen fra Fårup fik 6 børn, blandt dem sønnen Lars (født 1868), som – da han fik alderen – blev medejer af købmandsgården, som han helt overtog i 1903.

Omkring århundredskiftet blev købmandsgården udvidet med villaen på nordsiden af landevejen, hvor også tømmerstablerne og den store tømmerlade lå.

3. april 1903 giftede Lars sig med Karoline Kristiane Bøggild fra Ribe, og det unge par, Gerdas forældre, flyttede ind i villaen.

Christian og Kirsten Marie, Gerdas farfar og farmor. flyttede til Nr. Sundby og døde henholdsvis 1917 og 1921.

Barn i købmandsgården

Her i villaen, fortæller Gerda, blev først min bror, Christian, og siden jeg født. Jeg kom til verden på forårsjævndøgn 1907.

Min barndom i Manna var fyldt med farver og liv – selvfølgelig på grund af alt det, der foregik på den anden side af vejen i købmandsgården. Da jeg blev så stor, at jeg gik og trissede rundt selv, blev det mig forklaret, at der måtte jeg som pige ikke gå over, ikke i butikken, ikke på lagrene, ikke i landhusholdningens folkestue.

Det var naturligt dengang – det var bare sådan – det er engentlig kun lidt, jeg kan fortælle om livet i forretningen

Dog havde jeg såvel som hele min familie, et nært forhold til alle i gården. I landhusholdningen der havde til huse ovre i farmor og farfars gamle hjem, som vi kalde rollingen, var der altid en dygtig husholderske. Herovre var der desuden indrettet værelser til kommiserne og karlene, bortset fra staldkarlen , som boede i hestestaldslængen. Jeg tror, der var en første og andenkommis og en eller to lærlinge. Der var to eller tre karle.

Kommiserne spiste ovre i mit hjem, og det var til tiden. Min mor lærte sine kokkepiger at være færdige på klokkeslet – fx kl. 12 til middagsmaden.

Landhusholdningen kørte sit løb og her var der i mange år, en og samme pragtfulde husbestyrerinde, Anna Marie. Hun og jeg havde fødselsdag samme dato, og hun har spillet en stor rolle for mig i min barndom. Der måtte jeg gå over.

Det var altid rare karle, der boede i rollingen. Jeg kan huske, der var en stor vandbrønd midt i gården med et stort dæksel på, og sommeraftener brugte de at sætte sig der, og der var altid én, der havde en harmonika. Det var jo bare en stemning så dejlig. Jeg husker forskellige af de karle, fx. Anton Ziegler. Engang da han havde været i marken for at arbejde, kom han kravlende hjem. Jeg var ude på vejen, og det gjorde et stort indtryk på mig at se ham komme på den måde: han havde fået et hekseskud og var så syg af det, men min mor som var uddannet massøse (fysioterapeut) ordnede alverdens sygdomme i gården.

Anna-Marie

Anna Marie var en person, der levede for, at alt skulle være i orden, og de, som hun havde i sin varetægt, skulle have det godt: hun lavede fin mad til dem. Det var således, at alt til forretningen skulle hentes i Brønderslev, og det kunne tage tid, så måltiderne blev meget uregelmæssige, men hun var der altid og havde varm mad parat. – om folkene så kom til bage sent om aftenen.

Anna-Marie elskede, når vi kom over til hende, jeg og min veninde Tulle fra mejeriet. Når vi kom, smurte hun sukkermellemmadder til os, og vi sad på køkkenbordet og spiste.

Alt, hvad der skulle laves af groft, foregik ovre i rollingen: slagtning om efteråret og til jul, det stod Anna-Marie for, såvel som brygning af øl. Jeg kan huske ølkælderen, hvor der var store træankre, som øllet kom på i første omgang, hvorfra det så igen blev tappet til husholdningen.

I forbindelse med det husker jeg når folkene blev sendt i mosen til vort tørveskær for at grave tørv, så kom vi andre ud med mad og stendunke med øl til dem.

Jeg har også prøvet at være med til at rejse tørv.

Fra Blåsiggård fik vi hver sommer multebær, og en stor baljefuld. De blev plukket kun delvist modne, så de blev bredt ud på rene lagner oppe på det øverste loft i mit hjem. På det hvidskurede gulv deroppe var der solvarmt; og når bærrene var modne, blev de lavet til dejligt syltetøj.

De jyske heste

Karlene havde ikke andet med forretningen at gøre end at hente fragt i Brønderslev og passe maltgøreriet, ellers var de tilknyttet landbruget. Vi havde to spand store, jyske heste, – brune med sorte manker og haler. Desuden havde vi nordbagger, der blev brugt, når karlene kørte ud i hele egnen med varer til folk og for at opkøbe æg, smør, huder m.m. De jyske heste var pragtfulde, og jeg tror, de var kendt i hele landsdelen. Engang jeg rejste med tog til Hjørring, begyndte nogle i kupeen at tale om disse jyske heste fra Chr. Larsen i Manna; jeg tror ikke de kendte mig.

Engang, husker jeg, var en af disse heste vanvittig syg, velsagtens af tarmslyng. Det var en forårsnat, og min far gik og så til hesten. Det endte med, at han med sin lommekniv aflivede hesten, og jeg husker det kæmpe hul, der blev gravet på marken lige østen for købmandsgården; hesten blev rykket ned i det og dækket til.

En anden hændelse, jeg mindes i forbindelse med disse heste, er fra den tid, der var Thise-marked. Der kom jo alle mulige folk til dette marked, bl.a. sigøjnere. Vi var blevet advaret og skulle holde os inde; vi skulle passe lidt på, for nu kom sigøjnerne.

Jeg kan se for mig dette vogntog komme østfra ned mod købmandsgården samtidig med, at et spand af disse jyske heste kommer hjem. Lederen af truppen var en gammel kvinde, som røg hen til en af disse store heste, lukkede gabet op på den, så på tænderne og ville købe den, – det var der selvfølgelig ikke tale om.

Jeg kan stadig se det syn: en der står og lukker gabet op på en kæmpe hest.

I skole i Manna

Nogle forældrepar i området oprettede en lille privatskole som havde til huse henne hos Barbara, der havde Manna central og Jens Volden, som var post. Der havde vi en skolestue, og her boede også lærerinden.

Vi skolebørn var i forskellige aldre: min bror og hans kammerat fra mejeriet, Svend, var nok de ældste. Så var der børnene fra Gammel Hammelmose og vist fra : V. Mejlsted. På et tidspunkt var vi 12-12 børn i forskellige klasser.

Når vi havde frikvarter, løb vi over til den skønne grøft på den anden side af vejen: Klart, fint. rent vand med hundestejler, og hvad der hørte til sådan et sted. Der brugte vi meget at hoppe over og løbe efter hinanden

På et tidspunkt havde vi en lærerinde, som ikke kunne synge og så husker jeg, at min mor hver morgen gik hen og sang morgensang med os. Dejligt. Vi sang alle de dejlige sange fra sangbogen

Skolestuen var møbleret med rigtige skoleborde og bænke, og der hang billeder til naturhistorie og geografikort på væggene. Det var altid en lærerinde, vi havde. Hun havde som sagt sin stue i skolen, og hun spiste middag på skift i hjemmene på skift en uge ad gangen hvert sted. Måske hørte dette med til hendes løn, eller det var bare en gestus, – en mere det spillede ingen rolle.

Vi havde rigtig eksamen, hvor pastor Plesner kom og visiterede, og det var jo store dage. De forældre, der kunne, hørte på. Jeg tror hver klasse-altså 3- 4 børn – var inde og fortælle. Pastor Plesner var meget interesseret i botanik. I den anledning havde vi været i engen og fælleden og plukket mange blomster, som vi blev eksamineret i. Jeg husker fx skabiosa, som pastor Plesner kaldte Vulle-vulle-vend-dig-om, for når man satte den op, kunne man se, at den drejede eller snoede sig lidt i stænglen; det navn har den stadig hos mig.

Lærerinden var naturligvis til stede under eksamen, og hun var rød i hovedet. Bagefter var der gerne spisning i et af hjemmene. Det må have været på den tid, hvor der var store, gode kyllinger, for jeg synes, jeg kan se for mig stegte kyllinger og store skåle med grøn salat.

Til Brønderslev

Når vis nåede en vis alder, kom vi til Brønderslev, Vi startede i 2. mellem i Brønderslev kommunale folke- og realskole. Det var en omvæltning.

Om sommeren cyklede vi, om vinteren kørte vi med hest og vogn, som blev opstaldet hos staldforpagteren på enten Hotel Phønix eller Hotel Brønderslev.

Min bror, som er ældre end jeg, var færdig i skolen, da jeg skulle begynde dernede, så jeg fulgtes med fra Gl. Hammelmose.

Når vi skulle hjem fra skole ad den skærvede vej kl. 15.30, var der altid modvind!

På det tidspunkt, da der blev bygget andelsmejeri i Ø. Hjermitslev, oprettede min far en filial der, og her var gamle Anna Marie fra husholdningen derhjemme flyttet ned for at være husbestyrerinde for den kommis, som var der. Når jeg kom til Ø. Hjermitslev, havde jeg den lykke, at Anna-Marie gerne stod i døren, og vi fik en snak og måske en halv sodavand – og så gik det ellers hjemad,
I Brønderslev fik jeg tysk, engelsk og mere tegning. Min skolegang står for mig som noget forfærdeligt, jeg kan knap nok sige hvorfor, men vi var i hver fald frygtelig bange for at komme for sent om morgenen.

Jeg tog 4. mellem med. Min eksamen kunne have være bedre en af lærerinderne sagde til mig: Jamen Gerda, det skal du slet ikke være så ked af, for du skal jo giftes! Har man kendt mage. Det var dengang.

Ud i verden

Så var jeg hjemme et år, hvor jeg hjalp til i husholdningen.

Der er også tid til at tage til Brønderslev til franskundervisning hos frk. Dahlgård og til klaverspil hos fru Staggemeter.

Som 15-årig drog jeg på husholdningsskole i 10 månder på Spejderskolen i Korinth, hvorefter efter jeg fik job som ung pige på en farm nær Oxford i England. Her skulle jeg sammen med en anden dansk pige lave mad. I 2 1/2 år arbejdede jeg her, rejste så til København og havde forskellige jobs. Derefter tog jeg til Canada, hvor jeg havde en onkel.

Fritiden

Når vi kom hjem fra skole, legede vi i købmandsgården eller på mejeriet, hvor der var 4 børn, som vi dagligt havde forbindelse med. Somme tider skændtes vi, så de lynede, og smed jordknolde efter hinanden over grøften mellem villaen og mejeriet, men til andre tider legede vi bare, og der var jo nok at lege ned. I den længe, hvor alt tømmeret og tømmerstablerne lå, var der godt at lege skjul – med bunker af smuthullerm – og så var der den tomme emballage.

Dengang kom varerne, fx. porcelæn, i store trækasser, som vi fik lov at stable sammen og lave huse af. Så havde vi det dejligt. Lege med dukker var altså ikke os.

Ryå

Mens vi gik i skole hjemme i Manna, brugte vi også at gå ned til Ryå og fiske, og vi piger, Tulle og jeg, var med og skulle bære drengenes matrosfrakker og -huer. Drengene fiskede, og vi havde gerne madpakke og saftevand med, og de ture står bare som noget helt vidunderligt.

Vi badede også i Ryå nede ved møllen. Det kunne ske, at der kom et føl, en kalv eller en hund flydende i vandet: det var måden, hvorpå man skaffede sig af med syge dyr. Det tog vi ikke så alvorligt. Vandet var rent.

Vi gik også ned til stemmebordet ved møllen. Det var altså pragtfuldt at ligge der på tremmerne og kigge ned i det brusende vand..

Af og til blev vi sendt ned efter ål, som vi hentede i en malkespand med låg på; jeg husker en gang. de her forbistrede ål, fik lettet låget og kom ud og lå og snoede sig i gruset oppe ved korsvejen. Jeg var så bange for dem. Jeg ved ikke, hvordan de andre fik detm samlet op, men jeg løb min vej.

Forpligtelser

Da min bror blev større, slog han æggekasser sammen; heri pakkedes æg i 3-4 lag med træuld imellem for at blive udskibet i Aalborg med England som mål. Det tjente han en lille ugeløn ved. Jeg mener ikke, jeg havde specielle pligter: min mor var en god igangsætter, og hun havde altid ideer og for slag: Skal I ikke en tur på bakken?

Skt. Hans

I forbindelse med det spørgsmål, må jeg tænke på sankthansaften.

Vi børn fik lov at trille en tom tjæretønde helt op på toppen af den skaldede bakke, som vi kaldte den. Det tog hele dagen. Den rullede nok ned adskillige gange, for det tog nogen tid, inden vi fandt ud af at tage den lidt mere på skrå. Det var en stor dag. I tønden skulle sankthansbålet være. Det blev nok arrangeret for os børn, kommiserne, karlene og pigerne; også dem fra mejeriet og måske børnene fra Hammelmose, – hvem der ville kunne vel komme til sankthansfest på bakken.

Mennesker jeg husker

Ane Dige

Ane Dige (An’ dige) boede i et lille hus oppe under bakken; hendes stue var fyldt med hendes dejlige, store væv, som der altid var noget på, for hun vævede for folk. Jeg har fra mine fastre arvet viskestykker, som AnDige har vævet. Indenfor havde hun et lille værelse – med velsagtens en alkove, og på nordsiden et lille køkken.

Det hed sig, at vi skulle gå op til AnDige og lære at stave. Hun var vældig god til at læse højt for os, og jeg husker, hun læste Robinson Crusoe. Når hun var færdig, vendte drengene bogen og sagde: AnDige, begynd så igen!

Jeg tror, at kimen til min interesse for at væve blev lagt hos AnDige; det skete, at vi fik lov at sætte os på bænken ved væven og slå et par slag sammen; det var spændende.

Hun blev gammel – 92 år, jeg tror, hendes grav stadig er på Thise kirkegård; jeg ved ihvertfald, hvor den skulle være.

Els-Johanne

Vesten for AnDige boede Els-Johanne i et endnu mindre hus med lergulv og stenpikning i stuen, hvor hun havde et bord og to

stole under de små vinduer, så hun kunne se ned til den store landevej og ud over engene.

Her sad hun og ribbede fjer for folk til puder og dyner, så det hele flød med fjer. I stuen havde hun en alkove. Ved siden af var der et åbent ildsted, hvor jeg har set hende stå og og holde sine hænder over gløderne for at få dem Blødgjort og varme, og det syntes vi jo var på en måde uhyggeligt. -lide hekseagtigt.

Els-Johanne spiste på skift på forskellige gårde, jeg tror, det var om fredagen, hun altid kom hjem og spiste i landhusholdningen hos os. Hun stilede altid lige over mod komfuret, løftede grydelåget og stak en finger i, – det var selvfølgelig ikke altid til måde for husholdersken. Hun kom og til stalden med sin mælkespand og hentede mælk. Hun skulle ikke betale for det, det bød sig selv. Når vi havde fået grøonkålsssuppe, blev vi børn sendt op til AnDige og Els-Johanne: Du kan hilse din mor og sige, der er for få penger (Kartofler) i.

Els-Johanne kunne lide at ryge pibe, og hun havde en ekstra lomme i sit store, tykke skørt til sit pibehoved. Hun ville ikke have, at folk skulle vide det, men alle vidste, at hun røg. Kom der pludselig nogen, stak hun piben i lommen, og det skete således engang, at der gik ild i skørtet.

Vi elskede at komme op til Els-Johanne, jeg og min veninde Tulle fra mejeriet. Der var en vis hygge, noget spændende, hos hende.

Juleaften kom AnDige, og Inger Marie, Træsko-Andres’ enke, hjem til os, så vi blev et langt bordfuld. De kom ved 17tiden, duftende af naftalin fra deres kisteklæder, bl.a. de smukke, sorte silketørklæder.

Udsigten og minderne

Går man op på loftet i den østlige længe i købmandsgården og ser ud ad det nordre vindue, ser vi mod bakkerne, hvoraf halvdelen af den østligste hørte til købmandsgården, – den del, der er beplantet. Efter 1. verdenskrig husker jeg, at der kom en mand og arbejdede hjemme i gården. Han var østrigsk soldat, flygtet til Danmark. En dag kom politiet fra Brønderslev, som var kommet på sporet af ham, og spurgte efter ham.

Han var ikke til stede, men fik at vide, at politiet havde været der, og den følgende nat skod han sig i dette krat. Han hed Siegfried Pöhl.

Han blev båret hjem til købmandsgården og lå der indtil begravelsen, hvorefter min mor sørgede for at sætte et minde, et sort trækors, hvorpå hun selv skrev hans navn og dødsdato. Nu er det væk på Thise kirkegård. Græsset sletter alle spor.

Det var nordvinduet. Så er der syd vinduet. Det var jo bare et eventyr at komme derop og se ud over engen, åen, mosen. Mosen spillede en stor rolle i min barndom; om sommeren kunne jeg ligge i min seng og se det store bål, som kunne opstå ved selvantændelse derude i mosen. Jeg var bare så forskrækket.

Men oppe fra det vindue – dér så vi altså ud i en stor verden.

Kilde: bogen Land og by 1988

Lokalhistoriske arkiver i Brønderslev Kommune

Fra midten af 1800-tallet og frem mod århundredskiftet, begyndte Vester Brønderslev at udvikle sig til industriby. Og årsagerne til at byen, fremfor andre omliggende byer, kunne vokse fra bondeby til industriby var for det første, at byen fik bragt sine trafikale forhold i orden. Dermed blev den, fra at være et isoleret sted, til et trafikalt knudepunkt i Midtvendsyssel.

Hovedlandevejen

Første fase i udviklingen af byen var anlæggelsen af den nye hovedlandevej i 1832. Den stærkt forøgede landevejstrafik bevirkede, at Brønderslev Kro blev bygget i 1836. Samtidig opstod der ret betydelige bebyggelser syd for kroen. Her kom produkt- og tømmerhandel, ølbryggeri, jernstøberi, rebslageri, teglværk, uldspinderi, garveri, smedie, vognfabrik, købmand, urmager m.fl.

På pladsen bagved Brønderslev Kro begyndte frie markeder, som blev større og større, antagelig på grund af den gode beliggenhed ved landevejen og kroen, hvorimod de markeder, der siden 1787 havde været holdt ved Bækkens Kro i Vrangbæk, sygnede hen. Derfor besluttede man i 1843 at flytte dette marked til pladsen bag Brønderslev Kro«.

Kroejeren, Niels Bjørnstrup Christensen, havde på myndighedernes forlangende ladet opføre en tilbygning til kroen, og derved fik han lov til at opkræve stadepenge på markedspladsen. Samtidig fik kroejeren overdraget det kroprivilegium, som Bækkens Kro« havde haft siden 1711. Brønderslev-markederne blev efterhånden større, især efterårsmarkedet havde stor søgning. Her samledes ofte flere mennesker end på de autoriserede markeder i landsdelen. Det vakte myndighedernes mishag, og efter et par klager tog politimesteren affære. Men Brønderslev sogneråd påpegede den store betydning, som markedet havde for sognet, og det medførte, at Brønderslev marked blev autoriseret i 1861.

Markedet blev nu kendt i landsdelen som »Store Brønderslev Marked« og blev toneangivende for kreaturpriserne, men den virkelige berømmelse fik Store Brønderslev Marked først, efter at Slaget ved Brønderslev. var udkæmpet den 6. september 1886. Her kæmpede brave borgere mod Estrups forhadte blå gendarmer der med dragne sabler for alt for voldsomt frem mod nogle af markedsgæsterne. – Det var dog en markedsplads, hvor højrøstet adfærd kunne forventes. Det var en folkefest, hvor byen og omegnen festede, så hvorfor denne voldsomme fremfærd?

Jernbanen

Anden fase i byens udvikling var etableringen af jernbaneforbindelsen i 1871. Det medførte blot den ulempe, at jernbaneoverskæringen delte byen i to dele. Det fortælles, at det var statistisk udregnet. at hver brønderslevborger måtte vente 3 år, 187 dage, 11 timer. 47 minutter og 31 sekunder af sit liv ved denne bom, og den tid kun ne nok være bedre udnyttet.

Men trods denne lille ulempe var det jernbanens komme, der bevirkede, at byen blomstrede op. Nye huse, forretninger og virksomheder skød op, og i bykernen omkring jernbanestationen dannedes det egentlige forretningskvarter. Flere af virksomhederne ude ved hoved landevejen flyttede nu ind til byen.

Det var de to Vestergårde, der efter udstykningen afgav jord til den første byudvikling. Grundene udgør Algade. Jernbanegade, noget af Bredgade, Nygade, Nørregade og et godt stykke af Vestergade. Jerslevvejen (Bredgade) blev ført helt igennem til hoved landevejen i 1884, indtil da havde man kun forbindelse til omverdenen gennem Algade. Egentlige gadenavne var der ikke endnu, Algade hed Stationsvejen, Bredgade hed Jerslevvejen, Nørregade hed Tolstrupvej, Vestergade hed Saltumvej, – men almindeligvis sagde man bare: »Vesten for banen«. Navnene anskueliggjorde på en fortrinlig måde vejenes beliggenhed.

»Pedershåb«

Tredje fase i byudviklingen blev at fabrikant Peder Nielsen flyttede sin mindre virksomhed fra Tylstrup til Brønderslev i 1886. På en grund lidt nord for jernbanestationen blev den nye fabrik bygget, og produktionen af bygningsbeslag kunne begynde under

firmanavnet Pedershåb. De første år blev vanskelige især af sætningsmæssigt, men efter et forbedret salgsarbejde gik det igen fremad.

Imidlertid nedbrændte fabrikken i 1899, men på rekordtid blev en ny og større fabrik bygget på stedet. De nye bygningsudvidelser og nye maskiner bevirkede en kraftig forøgelse af produktionskapaciteten. Fabrikken kørte nu fremtiden i møde under firmanavnet A/S Peder Nielsen ”Pedershåb”, Brønderslev. Siden århundredskiftet har fabrikken haft en meget stærk fremgang. Så stærk at den i 1946 var den største beslagfabrik i Danmark .

Fabrikant Peder Nielsen have i årenes løb, sideløbende med beslagproduktionen, taget mange andre produktionsemner op bl.a. cementrørforme og blandemaskiner. Allerede i 1915 var denne del af produktionen blevet så stor og pladskrævende, at man besluttede at bygge en ny fabrik ved siden af

beslagfabrikken. Et nyt aktieselskab blev dannet med navnet Pedershab Cementindustri Maskinfabrik A/S, hvor der nu skulle fremstilles blandemaskiner, forme til cementvarer, kartoffeloptagere m.v. Den store fremgang på markedet bevirkede, at firmaet i 1945 blev omdannet til Pedershåb Maskinfabrik A/S, og fabrikken skulle nu udelukkende hellige sig fremstillingen af entreprenørmaskiner. Det satte yderlig gang i såvel produktion som salg, og der blev solgt maskiner helt til Argentina, Kina og Holland.

Efterhånden oparbejdede firmaet en omfattende eksport til alverdens lande, og navnet »Pedershåb« blev kendt i mange verdensdele. I 1946 var »Pedershåb Maskinfabrik A/S« den største fabrik i Danmark for fremstilling af entreprenørmateriel og maskiner til betonvareindustrien.

Den korte historie om de to Brønderslev-virksomheder, A/S Peder Nielsen Pedershåb« og >>Pedershåb Maskinfabrik A/S fortæller lidt om den store betydning disse firmaer gennem årene har haft for mange mennesker. Dertil kommer den økonomiske påvirkning af hele byudviklingen, men også den inspirator som disse firmaer har været for mange mennesker, der gerne ville være selvstændige indenfor handel, håndværk eller industri.

Selv om Brønderslev både før og efter århundredskiftet havde fået opført nogle større bygninger, havde stationsbyen stadigvæk et landsbyagtigt præg, idet der lå flere gamle gårde ud til gader og veje. Gården Dammen ved den søndre side af Vestergade. Den gamle stråtægte firlængede gård Rostok lå hvor Brønderslev Bank senere blev bygget. De to Krogengårde lå på den søndre side af Bredgade og ”Risagergård” på den nordre side.

Der havde længe været ønsker fremme om kloakering og brolægning af gaderne, men det kom først i gang efter, at kommunen i 1899 havde udsendt byens første bygningsreglement.

Derefter kom der mere planmæssigt byggeri, og samtidig en mere fornuftig udstikning af gader og veje. I 1901 blev der af kommunen kloakeret, brolat og anlagt fortove i Algade. Amtet havde det forgående år ladet en del af gaderne Bredgade, Jernbanegade og Vestergade brolægge. Efterhånden som udviklingen skred frem blev brolægningen udvidet til også at gælde amtsvejene og de kommunale gader som Torvegade og Nygade (1906). Nørregade (1908) og Gravensgade (1916).

Da grøfterne langs byens gader og veje var tilkastede efter kloakering og brolægning, blev der foran de fleste huse anlagt aver med blomster, buske og træer, udenom det hele var der mange steder opsat et lavt tremmestakit malet enten hvidt, grønt eller rødt.

I Bredgade var der i begge sider af vejen elmetræer fra Skolegade til hoved landevejen, så det hele så meget idyllisk ud. Til belysning i gaderne havde man gaslygter fra 1905 til 1919, hvor man gik over til elektricitet.

I 1850 havde Brønderslev by ialt 981 indbyggere, dette tal var 50 år senere vokset til 3176, og i købstadsåret 1921 var tallet

vokser til 5160 indbyggere. Brønderslev  bys stærke vækst i højkonjunkturårene fra 1880 til 1920 faldt sammen med en stor stigning i befolkningstallet. Men arbejdskraften til den store byudvikling og dermed forøgede arbejdspladser kunne ikke klares alene med byens folk; den måtte hentes et andet sted; ude i de omliggende landsogne. Her var mange ledige landarbejdere og husmænd der ikke kunne brødføde en familie alene på bedriften, men måtte have arbejde ved siden af. Derfor søgte de i stort tal ind til byen i håb om at finde arbejde ved byggeri eller ved industri.

De mange tilflyttere ofte familier med mange børn, lagde et stort pres på byens skolevæsen. Men det havde det fremsynede bystyre tilgodeset ved lade opføre flere skolebygninger, så byens skoler omkring århundredskiftet kunne modtage omkring 600 børn.

Hoved landevejen, markederne. jernbanen og de to Pedershåb-fabrikkerne er nævnt som de største medvirkende årsager til Brønderslev bys gennemgribende strukturændringer fra bondeby til industriby og senere til købstad i 1921. Men grundlaget for det hele var landbrugerne omkring byen, hvor det gode samspil mellem landboerne og byboerne, såvel i arbejde som i fritid, har været til uvurderlig gavn for byen i alle dens vækst år. Derfor blev byens våbenskjold udstyret med to motiver tandhjul og plov, der hentyder til industri og landbrug.

Efter byens vækst i årene med højkonjunktur kom tilbageslaget efter 1920, hvor blandt andet skatterne steg til afskrækkende højder, og byrådet måtte gå den tunge gang til Staten for at bede om hjælp – men det er en helt anden historie…

Midt i og for foden af Thise Bakker ligger to mindre landsbyer, Thise og Manna. Naturen i Thise bakker er fantastisk og det gode foreningsliv har tilbud til indbyggere og besøgende i alle aldre.

Undervejs på ruterne kan der bl.a. opleves ”Bakketårnet” med en udsigt over Thise Bakker og for foden deraf en aktivitetsbane, ”Thise Kirke” fra 11-1200 tallet. ”Vor Frue Kilde” – en udtørret helligkilde og ”Multihuset” med bl.a. fitnesscenter, idrætshal og ungdomsklub.

1. Etableringen af Brønderslev Kommuneskole

Den 7. januar 1889 kunne man fejre den første skoledag for byens store skole efter længere tids bestræbelser og politisk tovtrækkeri. Et jubilæumsudvalg nedsat i forbindelse med skolens 100 års jubilæum kunne datere indvielsen til lige før eller efter årsskiftet, og altså at det den 7. januar 1889 var 125 år siden, bygningerne officielt blev taget i brug til undervisning.

I 100 års-jubilæumsskriftet redegjorde lokalhistorikeren Jens Chr. Dalgaard for bestræbelserne på at skabe en stor og tidsvarende skole.

Det lokale sogneråd var domineret af landmænd, og flere af disse kunne ikke se nogen grund til at investere i en ny skole. Der fandtes små skoler spredt i og omkring byen. På Starringvej, (som fortsatte ind mod byen) i Algade og i Grindsted, var der mindre skoler, ligesom der var placeret hvad der kan betegnes som en stråtækt landsbyskole ved Vester Hammelmose.

Byen var imidlertid i perioden præget af en eskalerende udvikling hjulpet på vej af den almindelige urbaniseringsbølge og specielle byudvikling i Brønderslev med anlæggelsen af jernbanen i 1871 og begyndende industrialisering, og der blev arbejdet på at etableret en stor skole i byen.

For at dække det stigende behov for undervisning blev der oprettet flere privatskoler i byen.

Forløberen til det der senere kom til at hedde Skolegades Skole var en lille skole ved den gamle middelalderkirke på det nuværende Kirkevej. I denne var der udover to tjenesteboliger kun 2 klasselokaler – for de fleste åbenlyst for småt i forhold til behovet, så sognerådet nedsatte en skolekommission.

Skolen på Kirkevej.

Skolen blev ombygget 1838 så der også var lejligheder til

skoleholderen og en andenlærer.

I den nye Brønderslev Kommuneskole skole var der 5 klasseværelser til 251 elever fordelt på 8 klasser. Desuden indrettedes på skolen lejligheder til A3 lærere og én lærerinde.

Den ældste fløj af skolen var blevet opført i 1888, og 4 lærere blev ansat. Den var allerede ved indvielsen i 1889 projekteret for lille, så efterfølgende blev lejlighederne inddraget og dertil bygget en helt ny fløj og yderligere 4 klasseværelser. I 1903 blev en gymnastiksal opført langs Skolegade og i 1909 opførtes Krogensgade-bygningen med 9 klasselokaler foruden lokaler til håndarbejds- og sangundervisning samt skolekøkken og sløjdlokaler. I de efterfølgende år blev denne nye fløj af skolen ofte omtalt som den ny skole. Elevtilgangen voksede støt, således at der i 1914 var 750 elever fordelt på 25 klasser.

I den nye Brønderslev Kommuneskole skole var der 5 klasseværelser til 251 elever fordelt på 8 klasser. Desuden indrettedes på skolen lejligheder til 3 lærere og én lærerinde.

Den ældste fløj af skolen var blevet opført i 1888, og 4 lærere blev ansat. Den var allerede ved indvielsen i 1889 projekteret for lille, så efterfølgende blev lejlighederne inddraget og dertil bygget en helt ny fløj og yderligere 4 klasseværelser. I 1903 blev en gymnastiksal opført langs Skolegade og i 1909 opførtes Krogensgade-bygningen med 9 klasselokaler foruden lokaler til håndarbejds- og sangundervisning samt skolekøkken og sløjdlokaler. I de efterfølgende år blev denne nye fløj af skolen ofte omtalt som den ny skole. Elevtilgangen voksede støt, således at der i 1914 var 750 elever fordelt på 25 klasser.

I 1911 opkøbte kommunen den privat realskole i Tygelsgade, og taget den i brug som forskole. På et maleri som nu hænger på Lokalhistorisk Arkiv kan man virkelig se, at skolen oprindeligt var blevet placeret i landlige omgivelser, hvilket dog hurtigt ændrede sig i takt med at byen voksede.

Forskolen i Tygelsgade kan ses stikke op bag laden i midten. Møllen til venstre blev senere flyttet ud til den vestlige del af byen.

(Udsnit af maleri som hænger på Lokalhistorisk Arkiv)

Ny Skolelov og ny skoleplan 1908.

Med skoleloven i 1903 indførtes mellemskolen, en egentlig afsluttende skole og bestemmelse om gratis undervisningsmidler for skolernes elever. Forud var der en yderligere professionalisering af underviserne med en opstramning af læreruddannelse.

I Brønderslev var der fortsat modstridende holdninger til hvordan skolevæsnet skulle indrettes. Et forslag til en ny skoleplan i 1908 med en såkaldt købstadsordning, hvori indgik mellemskoleklasser mødte stor modstand, men blev dog vedtaget i sognerådet. Den udnævnte skoleleder, førstelærer Svend Rasmussen, døde allerede 1910. Stridighederne om skolevæsnets indretning blev efterhånden trængt i baggrunden, og det medvirkede til at få ro på udviklingen af skolevæsnet, at den nye skoleinspektør blev den senere borgmester Markus Hansen.

Skolen omkring 1909 med den nye gymnastiksal ud mod Skolegade

(Lokalhistorisk Arkiv)

Markus Hansen (tv) skoleinspektør indtil sin død i 1934,

og i 1935 blev Johs. Sørensen (th) udnævnt som ny inspektør.

Siden skolen blev opført var byens indbyggertal i 1920 steget til det 3-dobbelte og skolens elevtal steget til 975. Brønderslevs status som købstad fik ikke indflydelse på skolevæsnet, da det var blevet ordnet med skoleplanen, som blev gældende fra 1909.

Der var dengang forskel på undervisningstilbuddet i købstadsskoler og skolerne ude på landet, hvor der var en syvårig skole, ofte af noget mangelfuld karakter. F.eks. Var det ikke ualmindeligt at man ikke gik i skole hver dag.

Heller ikke skolegangen i Brønderslev var uden huller i undervisningen. Således kan en elev fra begyndelsen af århundredet, senere politiassistent Marinus Bendtson, i 100 års-jubilæumsskriftet berette om, at han var udskrevet af skolen fra maj til november. Han var nemlig fraværende fordi han skulle passe får.

I Brønderslev blev der med den nye skoleplan oprettet en mellemskole med realklasse.

Mellemskolen kunne som overbygning også knyttes til det kommunale skolevæsen i byerne, selv om den egentligt var beregnet som forberedelse til gymnasiet.

Fhv. lærer og i drengeårene også selv elev på skolen, Henry Pedersen, beretter i 100-årsskriftet om sin tid i Skolegade omkring 1920. Henry gik de to første år på Pogeskolen, som forskolen i Tygelsgade blev kaldt. Bl.a. beretter han fra Skolegade om hvordan man under gårdvagtens myndige vejledning stillede op i lige rækker to og to, når man gik ind fra frikvarteret. En ordning, der øvrigt først blev afskaffet i 60-erne. Uden for hver klasseværelse stillede eleverne deres træsko i en reol, og de iførte sig hjemmesko inden de gik ind i klassen.

Krogensgadebygningen (som blev betragtet som den nye skole) blev bl.a. brugt til sløjdundervisning, og Henry Pedersen beretter om en episode, der fortæller lidt om undervisningen, og som har stået frisk i hukommelsen mange år efter: Efter at spanskrøret havde været i brug som afstraffelsesmiddel i en sløjd-time havde drengene besluttet sig for at gøre en ende på dette. I frikvarterer havde de gået ind i sløjdlokalet og savet spanskrøret ud i 36 afmålte stykker og placeret det i en pose på lærerens stol.

Fhv. lærer og i drengeårene også selv elev på skolen, Henry Pedersen, beretter i 100-årsskriftet om sin tid i Skolegade omkring 1920. Henry gik de to første år på Pogeskolen, som forskolen i Tygelsgade

blev kaldt. Bl.a. beretter han fra Skolegade om hvordan man under gårdvagtens myndige vejledning stillede op i lige rækker to og to, når man gik ind fra frikvarteret. En ordning, der øvrigt først blev afskaffet i 60-erne. Uden for hver klasseværelse stillede eleverne deres træsko i en reol, og de iførte sig hjemmesko inden de gik ind i klassen.

Krogensgadebygningen (som blev betragtet som den nye skole) blev bl.a. brugt til sløjdundervisning, og Henry Pedersen beretter om en episode, der fortæller lidt om undervisningen, og som har stået frisk i hukommelsen mange år efter: Efter at spanskrøret havde været i brug som afstraffelsesmiddel i en sløjd-time havde drengene besluttet sig for at gøre en ende på dette. I frikvarterer havde de gået ind i sløjdlokalet og savet spanskrøret ud i 36 afmålte stykker og placeret det i en pose på lærerens stol.

reformen vil medføre en bedring. I 1960erne var det et stort problem at få besat stillingerne, men da man – som et af de første steder – indførte de såkaldte rotationsstillinger, der sikrede de ansatte en 2-årig stilling fordelt med 1/2 år indenfor 4 forskellige afdelinger, blev disse stillinger en succes, der var et år 180 ansøgere til 2 stillinger.

Der er sket en betydelig ændring i lægestabenes sammensætning på de forskellige afdelinger. Oprindelig var der én overlæge på hver afdeling, og for godt 40 år siden begyndte man så småt at dublere stillingerne. Det har vist sig at det ikke altid har fungeret helt efter hensigten. Efterhånden, navnlig i de senere år, er der ansat flere speciallæger i faste stillinger, ofte således at disse – som omtalt ovenfor – dækker subspecialer. Disse nye overlæger indgår i den formelle vagtordning, det gjorde de »gamle« ikke, men de var stort set altid til at få fat på, hvis der var problemer, som vagtholdene ikke kunne overse.

Om sygeplejen

Da amts- og bysygehuset åbnede havde man gen- nem kontrakt med Diakonissestiftelsen sikret sig, at der var diakonisser til at varetage sygeplejen. Denne ordning blev opretholdt i et halvt århundrede. Diakonisserne havde fået en uddannelse i sygepleje, ganske vist ikke en uddannelse, der svarer til nutidens, men på den tid var det den eneste mulighed for at få uddannet personale. Udover plejen skulle diakonisserne også stå for madlavningen, men 8 år senere ansattes økonoma.

Nogen egentlig sygeplejemæssig ledelse var der ikke tale om. Ser man sygehusets reglement står der bl.a. om lægens forhold:

»Han leder alle de forretninger, som vedkomme de syges behandling og disciplinen blandt dem. Han våger over, at opvartningspersonalet gør sin pligt, og han har navnlig at påse, at lægemidler, bespisning, opvartning, renlighed og hvad andet, der vedrører de syges kur og pleje, i alle henseénder er, som det bør være. Mangler i så henséende, der med grund påklages, må han straks søge afhjulpne.«

Til hjælp for diakonisserne ansattes tjenestepiger. Der var ikke nogen fast nattevagt, men efter forslag fra sygehuslægen ansattes i 1893 en pige. Desuden brugte man vågekoner (for sådanne blev betalingen ført på regningen til patienten). Der var stadig vågekoner højt op i 1960erne – nu som faste vagter, men i mod- sætning til tidligere brugte man til disse faste vagter medicinske studerende.

Disse vågekoner var et velkendt led i sygehuset, mange af dem var særdeles velegnede og forstod at sige til, hvis noget ikke forløb som det skulle, men der kunne også opstå problemer – således kan man i bestyrelsesprotokollen fra 1950erne finde, at en mand havde klaget over vågekonerne, som han mente »var en samling gamle ludere« – der var én, som han særlig fremhævede, men da klagen var anonym valgte bestyrelsen at sidde den overhørig.

Den første elev blev antaget i 1894. Uddannelsen var 1-årig, og selv om der i 1913 var fremsat forslag om at ændre til 3-årigt forløb blev dette først gen- nemført omkring 1920, og 1928 var det første år man afsluttede uddannelsen med en eksamen. Den 1-årige uddannelse kunne ikke bruges til ret meget andet end hjemmesygepleje, og de elever, der ønskede videre uddannelse måtte søge til hovedstaden.

En egentlig sygeplejemæssig ledelse fik man i 1925 – efter forslag fra sundhedsstyrelsen. Medens sygehusets overlæger deltog i bestyrelsesmøderne blev over- sygeplejersken kun tilkaldt, hvis der på dagsordenen var sager, som havde med sygeplejen at gøre – først efter krigen deltog oversygeplejersken (nu forstander- inden) i møderne.

Der er ingen tvivl om, at de første diakonisser havde meget at se til, der var ikke nogen kvalificeret hjælp, ingen kvalificeret nattevagt, men da de boede på stedet kunne de jo hurtigt træde til, hvis der skete et eller andet på ubelejlige tidspunkter. Eleverne har også tidligere haft hårde forhold, der kunne være tale om en arbejdsuge på op til 84 timer: 14 dage i nattevagt fra kl. 20 til 08 uden fridag.

Uddannelsen sorterede tidligere under forstanderinden, som også var leder af sygeplejeskolen, der oprettedes i 1957, og først i 1965 ansattes en forstander- inde ved skolen.

Eleverne udgjorde i mange år en meget væsentlig del af plejepersonalet, og de forskellige ændringer i syge- plejeuddannelsen, hvor elevernes tid i afdelingerne reduceredes, har klart vist, at der udløstes stort behov for erstatningspersonale.

Med ændringen fra 1990, hvor uddannelsen blev omlagt til studium og de studerende i praktik ikke længere skulle medregnes i afdelingernes normering, blev det helt klart, at man i mange år havde draget fordel af billig arbejdskraft. Som en pudsig ting kan det refereres, at Dansk Sygeplejeråd omkring 1930 anmodede sygehuset om at reducere antallet af elever og øge antallet af sygeplejersker, idet der uddannedes så mange elever, at der ikke var arbejde til dem bagefter.

I 1912 var en af byens honoratiores indlagt. Opvartningen var i 1. klasse, og udskrivelsen skulle fejres med maner (LHA)

De gamle sengeafsnit stammer alle fra en tid, hvor patienter næsten pr. definition var sengeliggende. Birum som skyllerum var, som det er omtalt tidligere, ikke af højeste standard, badeværelse fandtes ikke på alle afsnit, køkkenerne var små, og rimelige opholds- stuer for oppegående patienter fandtes ikke. Det har givetvis betydet, at det daglige arbejde i afdelingerne har været noget besværligt, men det må dog vedgås, at der i tidens løb er gjort mange tiltag for at forbedre forholdene.

Fra de første diakonisser, som stod for pleje, assistance ved operation, husførelse og til nutiden er der sket en betydelig udvikling indenfor sygeplejen. Der er opstået en række specialområder, der hver for sig kræ- ver supplerende uddannelse udover grunduddannelsen og helt nye opgaver er kommet til. Den moderne medicin og kirurgi, hvor der anvendes avanceret udstyr til behandling og kontrol, kræver særlige kundskaber. Et af de seneste skud på den stamme er dannelsen af et særligt palliativt team, bestående af 3 sygeplejersker og en fysioterapeut.

Det må også fremhæves, at der er kommet nye ting til – kravene om dokumentation og om bedre information og vejledning af patienter og pårørende er stigende. Men andet er forsvundet, f.eks. har indførelse af éngangsudstyr betydet, at mange besværlige rengø- rings-, steriliserings- og pakkemetoder er gledet ud, så det, man kan se på de følgende billeder, tilhører fortiden.

Diakonisserne var til rådighed hele døgnet, de boede på stedet, og de måtte op om natten, hvis der opstod problemer. I dag er der kun tale om lidt overarbejds- timer i ny og næ, og personalet i aktiv tjeneste er væsentligt større end tidligere.

Tidligere lå ledelsen af sygeplejen hos overlægen. Det gør den ikke længere, og det kan vel ikke nægtes, at der er en fortsat uenighed om, hvordan ledelsen af en afdeling bedst udformes.

Andre funktioner

De funktioner, der er omtalt ovenfor, er alle synlige, men der er andre ting, man ikke umiddelbart ser, men som er helt nødvendige for driften. Hvis de imidlertid ikke fungerer, kan alle mærke det.

Teknisk afdeling

Oprindeligt var sygehuset forsynet med kakkelovne, og det var sygehuskarlens opgave at holde disse i orden. Da man gik over til centralvarme fik man en

fyrbøder og derudover noget senere maskinmester og enkelte håndværkere. Efter 1950 er afdelingen vokset, der er en større stab af håndværkere med forskellig uddannelse. Der er igennem årene konstrueret en del forskelligt apparatur i afdelingen, fra kirurgiske instru- menter til respiratorer, laboratoriemaskiner, udstyr til røntgenafdelingen og andet(f.ex. en formalinauto- klave), men bl.a. på grund af bestemmelserne om pro- duktansvar har man opgivet denne side af arbejdet. Det er klart, at den tekniske udvikling har medført en væsentlig øgning i kontrol, vedligehold og reparation af installationer og udstyr.

Medicindepot – apoteksfilial

Som det var sædvane ved de fleste provinssygehuse fik man medicin leveret fra apotek i byen – i Hjør- ring var der to apoteker, som deltes om leverancen. På sygehuset havde man et mindre medicindepot. Der var allerede før 1939 tanker om indretning af et syge- husapotek, det var planlagt placeret i den bygning til øreafdelingen, som var bevilget, men ikke blev bygget. Der var indrettet et medicindepot i kælderen i funktio- nærfløjen, og da der på centrallaboratoriet blev ansat farmaceuter havde man samtidig en fagmand till at passe depotet. Da der blev plads i tidligere sengeafsnit efter 1989 blev der indrettet et nyt depot, og farma- ceuten var nu fuldtidsbeskæftiget her, assisteret af et par apoteksassistenter. Det havde været foreslået at oprette et selvstændigt sygehusapotek, idet dette ville

reducere medicinkontoen, men det blev ved forslaget. De lokale apoteker havde fortsat store leverancer, medens man i stigende grad også fik leveret fra sygehusapoteket i Aalborg, og det endelige resultat nu er, at depotet blev en filial af sygehusapoteket, men kun for en kort tid, idet at medicinleverance til afdelingerne pr, 1. april 2005 skal ske direkte fra sygehusapoteket i Aalborg.

Gartneri

Ganske vist blev der i tiden lige før 1. verdenskrig sagt lidt om, at det ikke kunne betale sig at holde køk- kenhave ved et sygehus, men det har nu ikke på noget tidspunkt været aktuelt – men man havde omkring år 1900 en del pil, hvorfra man solgte afskæring. Der er nu en gartnerafdeling, som skal tage sig af sygehusets haveanlæg, sørge for snerydning om vinteren mv., men derudover har man, takket være det store stykke jord, hvor der ikke blev bygget et psykiatrisk hospital til 350 patienter, et areal som skal vedligeholdes, og på den jord

er der gartneri, hvor man i en årrække i samarbejde med REVA havde revalidenter i optræning, medens man nu har en slags beskyttet værksted, som har været anvendt bl.a. til patienter fra psykiatrisk afdeling. I en periode havde man et lille udsalg, hvorfra der solgtes grøntsager til sygehuspersonalet, men denne virksomhed er for- længst ophørt.

I gartneriet dyrkes planter til udplantning i bedene og til sammenplantninger i venteværelser og opholdsstuer

       Køkken

Oprindelig lå køkkenet i kælderen under hovedfløjen, men blev efter 1920 flyttet til kælderen under den nye kirurgiske afdeling. I 1965 var det nye centralkøk- ken færdigt. Man startede med gammeldags komfur, fik senere gas. Kosten var vel tidligere temmelig uinteres- sant – set med nutidens øjne – og vel også næppe i overensstemmelse med de anbefalinger, man ser i dag vedrørende kostens sammensætning. Der var tidligere mange diæter, som i dag forekommer lidt mystiske i en tid, hvor det tilstræbes at sørge for en ernæringsmæssig

korrekt kost.

Kosten i dag er moderne, den tidligere udportionering er forladt, og der er for patienterne en vis valgfrihed. Dette suppleret med, at der gennem diætister gives vejledning til patienter og pårørende om kostforhold har betydet et betydeligt fremskridt fra tidligere tiders grød- og brødbaserede kost. Det er også muligt i sær- lige tilfælde at få fremstillet speciel kost – som eksem- pel kan omtales, at der til en russisk sømand, der var bragt ind fra et skib uden for Hirtshals, blev serveret bortsch, da han led af hjemve. Køkkenet er indenfor de seneste år blevet udvidet og moderniseret.

Takket være sygehusets opbygning er der lange transportveje og forskudte etager, så en del af det arbejde, som bliver udført, kunne meget vel reduceres, hvis »geografien« havde været mere hensigtsmæssig.

Der er i de seneste år gjort forsøg på en smidiggørelse af disse funktioner, idet man har etableret en uddan- nelse indenfor servicesektoren, således at ting ikke nødvendigvis skulle være bundet til portørtjeneste eller husassistenter, men det har ikke været uden problemer.

Servicefunktioner

Omfatter i dag forskellige felter. Der er portørtjenesten, rengøringsfunktionen, postfordelingen. Nogle sygehuse har udliciteret rengøringen til private firmaer, men man har her holdt sig til at gøre rent selv.

Vaskeri

Sygehuset havde tidligere eget vaskeri. Oprindeligt var der vaskestue i en lille bygning ved siden af hovedfløjen, men mod slutningen af 1. verdenskrig byggedes en ny vaskeribygning syd for sygehuset. I de oprindelige planer for nybyggeri var der afsat plads til nyt vaskeri i samme bygning som det nye køkken, men som beskrevet blev bygningen anvendt til andet for- mål, idet man var gået i forhandling med sygehusene i Aalborg om et fælles vaskeri, som blev åbnet nogle år senere. Det var derfor nødvendigt i nogle år at få vasket på et lokalt vaskeri. Der blev i stedet indrettet en linnedcentral på sygehuset, og fra denne central forsynes afdelingerne og personalet.

Sygehusets ledelse

Da sygehuset åbnedes var der amts- og byråd valgt en bestyrelse med 3 medlemmer fra amtsrådet og 2 fra byrådet, og dertil kom det tidligere omtalte over- tilsyn ved amtmand og borgmester. Denne ordning holdt til kommunalreformen i 1970. Gennem årene har skiftende bestyrelsesformænd været meget aktive og faktisk også – mere eller mindre – deltaget i den daglige ledelse. Bestyrelsens muligheder var begræn- set af, at budgetter og regnskaber skulle godkendes i både amts- og byråd, og det samme skulle eventuelle ekstrabevillinger. Man kunne opleve, at der i amtsrå- det gik lokalpolitik i sager, således at en bevilling blev gjort betinget af, at der også faldt bevillinger til andre sygehus i amtet.

Med kommunalreformen overtog Nordjyllands amt sygehuset, den politiske ledelse overgik til amtsrådets sygehusudvalg (senere kaldet sundhedsudvalget), og dette udvalgs relationer til de enkelte sygehuse var helt anderledes fjerne end de hidtidige sygehusbesty- relser. Den kommende strukturreform, hvor det nuvæ- rende nordjyske amt med en beskeden udvidelse (Thy og måske Mors) bliver landets mindste region, vil kun medføre tilgang af et enkelt sygehus (Thisted) til de eksisterende.

Indtil 1912 havde man en deltidsansat regnskabsfører (amtsfuldmægtig). Der var ikke færre end seks forskel- lige – og en af dem begik underslæb. Men så ansatte man inspektør, og indtil 1981, altså næsten i 70 år, har der blot været tre forskellige. Stillingen er nu normeret som en direktørstilling, og i løbet af de sidste 23 år er man nået til nr. tre.

Der er forlængst indført tredelt ledelse med direktør, cheflæge og chefsygeplejerske, og den administrative sektor er – som alle andre steder – vokset betydeligt. Der var i tiden før 1970 mange planer om sygehusets fremtidige udvikling, men kommunalreformen medfør- te, at disse planer blev skudt i baggrunden. I stedet fik man Nordjyllands amts første sygehusplan, og i de følgende år er der foretaget jævnlige justeringer af planerne. Det har selvfølgelig haft forskellige konsekvenser for både sygehuset som helhed og for enkelte afdelinger, og ikke alle løsninger er blevet modtaget med lige stor begejstring, blandt andet fordi man på enkelte afdelinger har måttet imødese ændringer i patientpopulationens sammensætning og i de sygdomsbilleder, man skulle behandle, hvilket kunne medføre at der ville opstå mangler i de unge lægers uddannelser. Udover disse mere regulære planer har der også været sparerunder, som har 5betydet nedskæringer, og det er klart, at det gør ondt. Disse forskel- lige ændringer betyder hver for sig, at der forandres i såvel sygehusets som enkelte afdelingeres funktioner og man må så justere forholdene derefter, men des- værre kan det opleves, at man på et tidspunkt, hvor man har fået indarbejdet de nye betingelser og krav, må til at ændre endnu en gang.

Sygehusets placering

Gennem dette at være byens største arbejdsplads følger nogle forpligtelser. Det kan være et socialt ansvar, blandt andet gennem ansættelse af personer på særlige vilkår (omtalt i afsnittet om gartneriet eller i form af ansættelse i jobtræning), og det har medført, at sygehuset har fået tildelt den såkaldte »netværkspris«.

Sygehuset er røgfrit og deltager i »netværk af forebyggende sygehuse i Danmark«.

Og sygehuset er også et uddannelsessted. Sygepleje- studerende og vordende social- og sundhedsassisten- ter gennemgår praktisk uddannelse i afdelingerne, der er elevpladser for sekretærer og bioanalytikere. Der modtages medicinske studerende til deres tidligste kontakt med kliniken, og for lægerne er der godkendte uddannelsesstillinger.

Endelig!!!

Efter mange års tålmodig venten, efter adskillige ikke- realiserede projekter skete der noget afgørende. Dette var startskuddet til et større projekt, som skulle med- føre en total fornyelse af den medicinske blok. Pro- jektet, der er udarbejdet af arkitektfirmaet NORD, vil medføre, at en del af de gamle bygninger forsvinder, og man er derfor nødsaget til at gennemføre byggeriet i etaper – og det rummer i sig selv den mulighed, at den i forvejen lange byggeperiode kan forlænges, hvis man synes, at økonomien har det dårligt.

Da den bygning, hvori patologisk institut er beliggen- de, er blandt de huse, der skal rives ned, vil der i de seneste faser blive indrettet et nyt patoligisk institut – og så vil man, omkring 40 år efter at sygehusplanen udtalte, at der snarest burde skaffes nye lokaler til patologien, kunne flytte til noget nyt.

Billedet på forsiden kan give et indtryk af, hvordan sygehuset ad åre vil se ud.

Sygehusmuseet

I loftetagen på den kirurgiske bygning fra 1920 har en gruppe frivillige medarbejdere fra sygehuset indrettet et museum, der kan illustrere sygehusets udvikling fra 1891 og til nu.

Billedmaterialet

Fotografierne stammer fra sygehusets arkiv samt fra lokalhistorisk arkiv, Vendsyssel Historiske Museum, mærket LHA.

Litteratur

Plejehjem idag og i fremtiden – en undersøgelse af omsorgsforanstaltninger og – -institutioner for ældre mennesker – samt af det fremtidige behov for plejehjemspladser. udgivet af Hjørring Amt 1967.

Sygehuse idag og i fremtiden – en undersøgelse af det nuværende og det fremtidige sygehusbehov. Udgivet af Hjørring amt 1967.

Et Sygehus – udgivet af sygehuset i anledning af 75-års jubilæum 1966.

Anker Madsen: Hjørring Sygehus – vendelboernes hospital. Hjørring 1990.

Hans J. Møller: Hjørring sygehus 1891-1991. Hjørring 1991.

Hans J. Møller: Hjørring Amts Sygehus

Trykt som manuskript* – forkortet form: Med. hist. Årbog 2000: 137-151.

Hans J. Møller: En koppeepidemi i Vendsyssel 1824-26. Trykt som manuskript* – forkortet form: Bibl. f, Læger 2002: 37-56.

Hans J. Møller: Sygeplejeuddannelsen i Hjørring. Trykt som manuskript*.

Hans J. Møller: Skønne spildte kræfter.

Trykt som manuskript* – om ikke realiserede bygge- projekter.

*) Disse hæfter findes på Steno-museet i Århus, Medi- cinsk-Historisk Museum i København samt på sygehusets museum.

1822-1891.

fortsat fra afsnit 2

om at den nyansatte overlæge måtte være indstillet på at flytte til afdelingen i Aalborg.
Det blev imidlertid ikke aktuelt, og afdelingen fun- gerer i dag som en lungemedicinsk afdeling, blandt andet med lungecancerdiagnostik og kemobehandling i snævert samarbejde med Aalborg sygehus.
Der er foretaget forskellige ændringer i bygningen, blandt andet har der i en længere periode været loka- ler til røntgenterapi i stueetagen, hvor også tuberkulo- sestationen, som oprindeligt havde haft lokaler i byen, har været placeret.

Laboratoriet
Et ønske, som overlæge Folkmar havde haft i lang tid, blev opfyldt i 1942, da laboratoriet blev udskilt som en særlig enhed med egen ledelse (omtales senere).

Medicinsk afdeling D
Da den medicinske afdeling efterhånden var blevet temmelig stor fik man i 1961 gennemført en deling, og afdeling D. så dagens lys. I afdeling D indgik også det medicinske børneafsnit.
I1973 måtte afdelingen afgive et sengeafsnit til neuro- medicin – og da børneafsnittet blev til en selvstændig afdeling i 1980, var der kun et enkelt afsnit tilbage, og da overlæge Dragsted tog sin afsked i 1981 var det lidt uklart, hvad der skulle ske. Stillingen blev i første omgang besat med vikar, som senere blev fast ansat og afdelingen blev i 1983 sluttet sammen med den oprindelige afdeling.
I afdeling D begyndte man meget tidligt med de første forsøg på maskinel registrering via IBM-hulkort.

Neuromedicin
Der blev i 1965 ansat en neuromedicinsk overlæge. Stillingen var knyttet til medicinsk afdeling, der var ikke noget selvstændigt sengeafsnit, men han kunne belægge et begrænset antal senge og havde fået stillet i udsigt, at der senere ville være mulighed for etablering af særskilt afsnit.
Det skete imidlertid ikke, så han flyttede efter få års forløb, og det samme gjaldt for efterfølgeren. Da stil- lingen igen skulle besættes havde amtets sygehusud- valg lovet ansøgeren, at der ville komme et selvstæn- digt afsnit, og et afsnit fra afdeling D blev brugt til formålet i 1973, mens man fandt plads til lægekontorer og sekretariat i loftetagen i funktionærfløjen. Overlægestillingen blev dubleret i 1977, men nogen selvstændig reservelægestab havde man ikke, det blev først aktuelt efter 81-overenskomsten.
Sengeafsnittet rummede 22 senge, men måtte senere deles med fysiurgerne, idet det fysiurgiske afsnit var blevet lukket. Der var 7– 800 indlæggelser om året og op mod 3000 ambulante konsultationer samt tilsyn på sygehusets øvrige afdelinger.
Der var i 1993 ansat endnu en overlæge. De to ældste overlæger lod sig pensionere og den sidst ankomne fandt senere en stilling andet sted, så neuromedicinen i Hjørring er ikke længere, hvad den har været.
Til gengæld driver begge de to pensionerede overlæger speciallægepraksis i byen.
I 1995 blev medicinsk afdeling og de derfra udskilte specialer lagt sammen i en medicinsk blok.

Fysiurgi – rheumatologi
Den ældste bade- og massageafdeling er omtalt foran. Den blev som beskrevet afløst af en ny
indrettet i tidligere køkken. Denne afdeling sorterede under den medicinske overlæge, som holdt et ugent- ligt tilsyn.
I 1970 ansattes en fysiurgisk overlæge, Vera Andersen, til hvem man indrettede lokaler i kælderen ved siden af behandlingsrummene, men der var ikke tale om, at hun kunne disponere over sengepladser. Der var på den tid en kraftig diskussion om, hvilket speciale, der skulle tage sig af gigtpatienter, og det var et stort ønske hos hende at få eget sengeafsnit.
Efter at behandlingsbygningen var færdig blev der i røntgenafdelingens tidligere lokaler indrettet en sen- geafdeling med 22 pladser. Det havde været på tale, at dette afsnit skulle anvendes til neuromedicinske patienter, men i stedet overtog fysiurgisk afdeling.

Nogle år senere var en sparerunde i gang, og der bestemtes det, at lukke afsnittet, så fra 1983 måtte man dele afsnit med neuromedicinerne, og nu hører rheumatologerne til i den medicinske blok, dog med særskilt registrering af indlagte patienter.
Der var trange forhold i kælderlokalerne, og et længe næret ønske om fornyelse gik i opfyldelse, da der i 1998 stod en ny bygning klar med plads til fysio- og ergoterapi, stort varmt svømmebassin, gode trænings- lokaler og undersøgelsesstuer.
Der er nu ansat flere overlæger i rheumatologisk afde- ling og der er etableret et særligt ryg-center.
Coronarafsnit
Der blev i 1974 ansat en overlæge med sidespeciale i cardiologi og den øverste etage i den tidligere epi- demibygning blev indrettet til coronarpatienter med udstyr til monitorering mv., og der er senere foretaget modernisering af afdelingen og dens udstyr.
Dialyseafsnit
Dette afsnit, åbnet i 1996, er en filial fra nefrologisk afdeling i Aalborg og hører sådan set ikke med i den medicinske blok, men må alligevel må betragtes som en del af sygehuset.
Det er indrettet i lokaler, der oprindeligt var opera- tionsafdeling, og fra 1973-89 kirurgisk sengeafsnit. Indenfor det sidste år er der foretaget udvidelse, såle- des at også lokaler fra den tidligere barselsafdeling er inddraget.
Der blev i år 2003 udført 9.200 hæmodialyser.

Apoplexiafsnit

Efter, hvis man gik ind for en langt mere aktiv indsats end der var gældende i de almindelige rutiner, fik man udskilt et antal sengepladser til et særligt apoplexiaf- snit i år 2000
Så man står i dag med en stor medicinsk blok, omfat- tende flere specialer, og taket være udviklingen i lægestabens sammensætning med flere overlæger er flere subspecialer repræsenterede. Med i billedet hører også, at den endnu eksisterende medicinske afdeling i Brønderslev, der organisatorisk er en del af medicinsk afdeling, fungerer som genoptræningsafdeling, blandt andet for apoplexipatienter.
fter at man var blevet klar over, at der kunne opnås
bedre resultater i behandlingen af apoplexipatien-
Tallene for 2003 ser således ud:
Indlæggelser
Hjørring med 4894 Brønderslev 250 Lungemedicinsk 1200 Rheumatologisk 392 I alt 6736
Sengedage
23544 11424 6031 3275 44274
Amb. kons.
7532
4552 4600 16684
Der er etableret særligt diabetesambulatorium, optræ- ning for hjertepatienter og andre specielle funktioner, herunder også ambulant kemoterapi, ligesom man også benytter det særlige endoskopiafsnit, der er indrettet i den kirurgiske sengebygning, og det bør bemærkes, at størstedelen af sygehusets ERCP-undersøgelser udfø- res fra afd. B.

De medicinske sengeafsnit er gamle, ganske vist er der i tidligere kirurgiske afsnit fra 1920 blevet plads til de senge, man måtte nedlægge da pavillonen blev revet, og det afsnit er blevet ganske tiltalende, omend det ikke står mål med afsnittene i den kirurgiske senge- bygning. Der er i årenes løb sket mange forbedringer, der dog ikke på nogen måde har bragt forholdene op til den standard, man ønsker sig i dag. Det er derfor forståeligt, at man ser frem til den dag, da de nye medicinske sengeafsnit kan tages i brug.

Røntgenafdelingen
– diagnostik, terapi, billeddiagnostik
Sygehuset fik sit første røntgenapparat i 1906. I den første røntgenprotokol står der, at anvendes appa- ratet til sygehusets patienter skal der ikke betales særskilt, men for alle andre er der fastsat betaling, gælder det fotografering er prisen 10 kr., hvoraf de 5 er betaling til lægen, for behandling 3 kr. pr. seance, og heraf får lægen de 2.
Undersøgelsesantallet var beskedent – de første 7 år 379 ialt. I samme tidsrum fik 16 patienter røntgen- behandling. I 1929 var der 1084 undersøgelser, og 51 patienter blev strålebehandlet, mange for sygdomme, som i i dag ikke behandles på denne måde.
Det første skridt i den videre udvikling af sygehuset sker i 1930 med dannelsen af selvstændig røntgenafde- ling (iøvrigt inkluderet lysbehandling). Det var 16 år før den første radiolog blev ansat i Aalborg. Som rønt- genlæge ansættes H.C. Rask-Nielsen, først som klinik- chef og efter nogle år som overlæge. Der blev indrettet lokaler i den såkaldte forbindelsesbygning og igennem
årene er der foretaget flere om- og tilbygninger. Udover at passe den herværende røntgenafdeling skulle overlægen også fungere som konsulent for de øvrige sygehuse i amtet, det kunne være ved at beskrive tilsendte billeder eller ved besøg på sygehu- sene. Et stigende antal undersøgelser på sygehuset og et øget krav til konsulentvirksomheden bevirkede, at der i 1959 ansattes yderligere en overlæge, Thorkild Rasmussen, som fra 1962 var alene om diagnostiken, idet man da delte afdelingen i diagnostik og terapi.
Ved overlæge Rask’s pensionering i 1966 var det ikke muligt at besætte en terapeutstilling, og Rask fortsatte efter sin pensionering som deltidsansat konsulent, og fra udgangen af 1969 fik man aftale med overlæge Gunnar Knudsen fra røntgenterapien i Aalborg om fast konsulenttjeneste, en tjeneste som siden er bibeholdt af radiumstationens overlæger. Terapiapparatet anvendtes fortsat, men efterhånden som højvoltkapaciteten i Aalborg øgedes nedlagdes behandlingsfunktionen i Hjørring. Det er i denne sam- menhæng værd at bemærke, at der i de foran omtalte byggeprojekter var afsat pæne arealer til røntgente- rapi, bl. a. er der i projektet fra 62 indtegnet særlige lokaler til højvoltbehandling, og der har senere været planer om en tilbygning til TB-hospitalet, men det var dog meget skitsemæssigt.
Forholdene i afdelingen i forbindelsesbygningen var besværlige, men i 1970 begyndte indflytningen i nye lokaler i behandlingsbygningen. Siden da er der bygget en del om for at skaffe plads til nyt apparatur eller fordi ny teknik har ændret kravene til rummenes udformning. Der er indført nye undersøgelsesmetoder, først ultralyd og senere CT- og MR-scanning.
Et særligt afsnit af afdelingen er mammografiklini- ken. Thorkild Rasmussen indførte undersøgelsen og gennemførte en række forbedringer af metoden, og i samarbejde med organkirurgisk afdeling udarbjdedes teknik til markering af meget små tumorer.
I seneste regnskabsår passerede 37.000 patienter afde- lingen, og der blev udført 53.473 undersøgelser, heraf ca. 5000 MR- og CT- scanninger og ca. 4500 ultralyds- undersøgelser. I indeværende år er man i færd med at forberede opstilling af MR-scanner nr. 2.

Øreafdelingen
Denne afdeling åbnedes i 1933 med Anton Buch som  hef – man kan betragte hans stilling som deltids, idet den var forbundet med fri praksisret, og han opar- bejdede da også en større speciallægepraksis i byen. Denne ansættelsesform kom senere også til at gælde for øjenlægerne, og Hjørring er formentlig det sted i landet, hvor denne ansættelsesform er opretholdt længst. Der indrettedes undersøgelses- og operations- stuer og der var sengepladser på 1. sal i vestfløjen.
Der var egentlig ikke særlig gode forhold i operations- og undersøgelsesstuer, men i behandlingsbygningen, der var indflytningsklar i 1971, fik man virkelig gode rammer. Men det skulle vente til 1989 før forholdene for sengepladserne forbedredes gennem flytning til ny sengebygning. I et halvt sengeafsnit skulle man i »harmonikafunktion« dele pladserne med gynækolo- gisk afdeling.
Som et af de første steder uden for de 3 største byer åbnedes en høreklinik i 1960 – indrettet i loftslokaler i den gamle hovedbygning, ledet af en overlæge, der var ansat med fuld praksisret som beskrevet, og samti- dig overgik øreafdelingens overlæge, der havde været ansat på samme måde, til fuldtidsstilling.
Afdelingen fik egen reservelægestab, og i 1974 blev overlægestillingen dubleret.
Da høreklinikens overlæge gik af i 1979 overtog øreaf- delingen arbejdet i hørekliniken – der blev normeret en ekstra reservelægestilling, og i 1980 blev kliniken, der tidligere sorterede under Statens hørecentral i Aarhus, overtaget af amtet.
Forholdene på hørekliniken var ubekvemme, og efter 1981 var der blevet plads i den hidtidige sygeplejesko- les barakbygninger. Nu kan disse på grund af nybyg- geri ikke anvendes længere, og en flytning bliver aktuel – plads findes i den psykiatriske pavillon, hvor sengeafdelingen nedlægges.
I 1999 gik den ene overlæge på pension, og det viste sig ikke muligt at besætte stillingen. Et par år senere valgte den tilbageblevne overlæge at overtage en speciallægepraksis, men en otologisk funktion er bibeholdt, idet afdelingen er blevet filial af øreafde-
lingen i Aalborg, men når man ser på indlæggelses- tallet for 2003, som er på 187, og sammenligner det med, at afdelingen tidligere har haft op mod 1100, er der tale om en betydelig reduktion. Der er udført 435 operationer i 2003, heri indgår indgreb på patienter fra andre afdelinger. Der har i samme tidsrum været 956 ambulante besøg – heraf 108 endags. De anførte regnskabstal ligger langt under »kontrakttallet«.

Øjenafdeling

Allerede på det gamle amtssygehus havde man foretaget øjenoperationer. Også i årene indtil 1929blev udført øjenoperationer, omend kun i beskedent omfang.  Før 1937 da der kom øjenlæge til Hjørring havde der ikke været øjenlæge nord for Aalborg. Mogens Fledelius startede praksis i Hjørring og fik en aftale med sygehuset som betød, at han kunne ope- rere på operationsafdelingen og patienterne fik senge- plads, men en øjenafdeling var der ikke tale om, den blev oprettet i 1946 med Fledelius som overlæge. Der var indrettet undersøgelsesstue på loftet i den gamle hovedbygning og mange år senere blev en mindre stue på operationsafdelingen bygget om til operationsstue. Egne sengepladser fandtes ikke, øjenpatienterne fik plads i et afsnit, hvor sengene deltes i »harmonikap- rincip« med andre specialer.
Overlægestillingen var lønnet efter samme system som omtalt under øreafdelingen, og da stillingen dublere- des i 1963 fik den nyansatte samme betingelser. I 1988 blev den ene af de to halvtidsstillinger konverteret til en fuldtidsstilling, og først da den tilbageværende »halvtidsoverlæge« gik af i 89 bev den anden stilling ændret.
Efter 1989 har der vist sig problemer med at få overlægestillingerne besat, og der er nu kun én overlæge tilbage, afdelingen er nu lagt ind under øjenafdelingen i Aalborg, hvis læger udfører en stor del af det opera- tive arbejde i afdelingen.
Det er imidlertid ikke blot i afdelingen, at der er pro- blemer med at få speciallæger. Der er to øjenlægeprak- sis i byen, og den ene øjenlæge har i meget lang tid haft sin praksis til salg, men ingen købere har meldt sig, og vedkommende har nu besluttet blot at »lukke butikken«.
I år 2003 var der 64 indlæggelser, og 65 sengedage, 1186 operationer og 3549 ambulante konsultationer, heri medregnet 1074 endagspatienter.
I den nye behandlingsbygning fik afdelingen virkelig god plads med undersøgelses- og operationsstuer, lægekontorer osv.
Man har i afdelingen været på forkant med udviklingen, f.eks. var man først til at anvende kryoekstraktion ved grå stær – og med et apparatur, der var fremstillet af sygehusets tekniske afdeling til en brøkdel af den pris, som et apparat kostede. Da man startede med linse- implantater i 1978 var man blandt de første i landet. Man opnåede stor erfaring indenfor dette område og arrangerede det første skandinaviske symposium om moderne implantationsteknik og derudover blev der afholdt flere minikurser i afdelingen, hvor man med – 10 kursister gennemgik tekniken, blandt andet med forsøgsoperationer på griseøjne.

Centrallaboratorium
D et første laboratorium var – som man kendte det fra mange andre sygehuse – placeret i et par kælderlokaler, men i 1931/32 flyttedes til loftetagen over den ny medicinske bygning. Laboratoriet sorterede under medicinsk afdeling, hvor overlæge Folkmar længe havde et ønske om at det skulle kunne fungere som eet centrallaboratorium for amtets øvrige sygehuse. I 1942 lykkedes det, man ansatte en laboratoriechef, ikke en læge, men en biokemiker (det ville nemlig være den billigste model). Allerede i 1948 forlod biokemike- ren stillingen på grund af sygdom, og nu ansattes en læge, Erik Holst, som laboratoriechef – stillingen blev i 1952 opnormeret til en overlægestilling. Holst funge- rede ved siden af laborato-riestillingen som konsulent i intern medicin i Frederikshavn, som den gang var et blandet sygehus. Udover de klinisk-kemiske analyser har man i laboratoriet også foretaget bakteriologiske undersøgelser, men da Statens Seruminstitut opret- tede en filial i Aalborg ophørte man med dette. Hertil kom også blodbanken, indretning af tapperum mv.. Tapperummet er stadig at finde på loftet, men er flyt- tet til loftet over en anden fløj.
Analysearbejdet har ændret sig betydeligt fra håndar- bejde til udstrakt brug af maskiner, og den elektroni- ske tidsalder har holdt sit indtog i kommunikationen med afdelingerne, men i årene inden da fremstillede teknisk afdeling flere apparater til laboratoriet. Forholdene i loftslokalerne var trange, der kunne om sommeren blive ulidelig hedt, men man skulle helt hen til 1989 før lokaleproblemerne løstes gennem en flytning til den nye sengebygning, hvor laboratoriet indtog stueetagen.
I 1943 registreredes 43.000 undersøgelser, i 1970 nåede man 300.000, og omkring 1990 nåede man op på næsten 900.000. I 2003 var tallet steget til 1.365.000.
Ikke alle typer analyser udføres her. Visse meget spe- cielle undersøgelser sendes til andre laboratorier, og andre specialundersøgelser er efter aftale fordelt mel- lem Hjørring og Aalborg.

Anæstesiafdelingen
M edens det tidligere havde været mere eller mindre
tilfældigt, hvem der stod for bedøvelserne fik man
i 1947 anæstesisygeplejersker, der blot fik en kort sup- plerende uddannelse i hovedstaden.
I 1952 ansattes en læge, Erik Lundstrøm, som narko- selæge, og efter at han havde gennemgået et et-årigt WHO-kursus i København, udnævntes han i 1956 til overlæge og anæstesiafdelingen oprettedes, og i 1968 dubleredes overlægestillingen.
Der indrettedes en opvågningsstue i tilslutning til operationsafdelingen – denne fungerede dog ikke i døgndrift. Først i 1967 var der nye lokaler, der inde- holdt opvågningspladser og 2 isolationsstuer med cen- tral overvågning, beregnet som forsøgsopstilling til en kommende større afdeling i behandlingsbygningen, der var under opførelse, og man kunne nu indføre døgnbe- tjening samt starte på intensiv behandling.
I behandlingsbygningen var der større plads og flere isolationsstuer.
Meget er blevet ændret gennem årene. Apparatur er udskiftet, en del apparater er fremstillet af teknisk afdeling, blandt andet fremstilledes en anæstesisøjle
indeholdende udtag til luftarter, sug, elektricitet mv. – denne søjle var kørbar, fæstet til en skinne i lof- tet og modellen blev anvendt på operationsstuerne i behandlingsbygningen, men er senere taget ned. Anæstesimetoder er ændret, i en periode anvendtes en del cyclopropan, men det er ikke længere aktuelt. Ny metoder er kommet til, dels i form af nye midler, dels ny teknik, bl.a. den såkaldte epidurale bedøvelse.
Det intensive behandlingsafsnit har krævet mange arbejdstimer, både fra plejepersonale og læger og det har ikke helt kunnet undgås, at der ind imellem kunne opstå problemer i forhold til patientens stamafdeling. Et andet område, hvor anæstesiafdelingen har spillet en væsentlig rolle, er behandling af patienter med svære smerteproblemer – det være sig medikamentelt eller med morfinpumpe.
Fra årsberetningerne kan det ses, at der sker ændrin- ger, såvel i antal anæstesier som i anæstesimetoder:
Universel anæstesi Spinale Lokal/regional
1950 1074 654
1955 2803 10 220 1970 4330 128 2003 5763 831* 235 * heraf 109 epidurale
Hertil må man for året 2003 også medregne:
Opvågningspatienter Intensive patienter Patienttransportledsagelse mindre end foregående år)
224
6449 (1970: 2131) 402 (1970: 140)
51 (dette tal er
Ilttelst i opvågningsstue ca. 1960

  Patologisk Institut
Gennem mange år blev vævsmikroskopi foretaget af kirurgisk afdelings 1. reservelæge, og hvis der var vanskeligheder med at tolke billedet blev mikroskopi- præparatet sendt til undersøgelse hos patolog.
I løbet af årene efter 1950 blev det mere almindeligt at sende væv til undersøgelse uden for sygehuset. Obduktioner havde man foretaget selv i begrænset omfang. De øvrige sygehuse i amtet sendte præpara- ter til undersøgelse hos forskellige patologer. I 1964 oprettedes et patologisk institut under ledelse af overlæge Erik Arffmann, som dog allerede i 1968 flyt- tede til Aalborg. Overlægestillingen blev lidt senere dubleret, og der er nu 3 overlægestillinger.
Instituttet skulle udføre vævsmikroskopi for alle syge- husene i amtet, ligesom der også var tale om obduktioner

Medens antallet af obduktioner er faldet bety- deligt på gurnd af de lovmæssige ændringer i regler for obduktion er der en stigning i mikroskopierne, hvortil kommer at et øget antal specialfarvninger af præpara- terne medfører øget arbejde for såvel laboratorie- som lægepersonale.
Lokaler fik man indrettet i tidligere funktionærværel- ser i loftetagen over tuberkulosehospitalet. Om disse lokaler hed det i Nordjyllands amts første sygehus- plan at man snarest burde sørge for nye lokaler. Det er foreløbig kun blevet til, at der er gennemført en renovering i halvfemserne, og nu er der udsigt til, at der i sidste etape af det nye byggeprogram kan komme et nyt institut, men det bliver således omkring 40 år efter, at man har udtalt »snarest«.
I instituttets første regnskabsår rekvireredes 6144
mikroskopiske undersøgelser og der udførtes 314 obduktioner. I regnskabsåret 69/70 var tallene hen- holdsvis 8701 og 435. I år 2003 er antal rekvirerede mikroskopiske undersøgelser steget til næsten det dobbelte, 17.184, medens obduktionstallet var så lavt som 52, et forhold som jo ikke er specielt for dette sygehus, men som man kun kan beklage. Siden det første år er andelen af de cytologiske undersøgelser øget fra 25% til 44%.

Psykiatrisk afdeling
Det er omtalt foran, at der allerede i 1910 havdeværet planer om at opføre en særlig pavillon til sindslidende patienter – men det blev der ikke. Heller       Den psykiatriske afdeling
ikke planerne om et statshospital med 360 sengeplad- ser, opført i tilslutning til centralsygehuset, blev til noget. I stedet åbnedes i 1970 »Statshospitalet i Hjør- ring, midlertidig afdeling« i en nyopført præfabrikeret bygning, fra starten med en enkelt overlæge, Morten Dael, senere i en periode 3 overlæger. I 1976 overtog amtet de psykiatriske afdelinger. I 1990 overgik de psykiatriske afdelinger fra sundhedsudvalget til social- udvalget og sengetallet reduceredes fra de oprindelige 32 til 20 senge, og man nøjedes med én overlægestil- ling, som siden overgik til Brønderslevhospitalet. Nu er der udsigt til at

der lukkes helt af – men så får man heldigvis plads til hørekliniken, og det var vel næppe meningen fra begyndelsen.
Pædiatrisk afdeling
Der var tidligere et børneafsnit tilknyttet medi- cinsk afdeling, men der var ikke nogen pædiatrisk speciallæge knyttet til sygehuset. Det havde længe været et ønske, og i amtets sygehusplan var det da også omtalt, man havde under diskussionen af syge- husplanen været inde på tanken, men havde taget det standpunkt, at man ville vente indtil den pågældende medicinske overlæge blev pensioneret. Imidlertid kom der et pres udefra som bevirkede, at man fra 1978 fik en aftale om konsulenttjeneste med overlæge J.Christoffersen fra Aalborg og i 1980 var man klar til at åbne en børneafdeling med 21 pladser, fra starten med én overlæge, Kaj Lillquist, senere med flere over- læger. Sengeafdelingen indrettedes i tidligere medi- cinsk afsnit, hvor der senere er foretaget forskellige forbedringer, lægekontorer, ambulatorielokaler mv. fandt man plads til i den nærliggende funktionærfløj. I 2003 var der 1776 indlæggelser med 5884 sengedage samt 2785 ambulante besøg.
Det ses af de foregående beskrivelser, at der for tiden er problemer med at få speciallæger i nogle af de såkaldt »mindre« specialer, og det har været med- virkende til, at tidligere selvstændige afdelinger er blevet ændret til filialer af afdelingerne i Aalborg. Da det drejer sig om afdelinger, der var blandt de første amtskommunale specialafdelinger i landet, har det givet anledning til nogen frustration.
Der har også været problemer med at besætte alle reservelægestillingerne, det er muligt at uddannelses-

fortsættes i afsnit 4

Gravens Planteskole
Historien om Gravens Planteskole i Brønderslev
som i 2004 blev 125 år.

Familieforetagendet er i dag på nye hænder

Nordjyske marts 2004:

Gravens Planteskole i Brønderslev fylder i disse dage 125 år. Gartner Jens Graven grundlagde i 1879 Gravens Planteskole på arealet Bredgade/Tygelsgade og Mejerigade. Det begyndte som et køkkengartneri med produktion af kartofler, kål/kålplanter og andre grøntsager. Til gartneriet hørte også et lille beboelseshus mod Bredgade med forretning, hvorfra egne produkter blev solgt. Dengang var firmanavnet ”Jens Graven Jensens Handelsgartneri”.

I 1910 overtog sønnen Christen Graven Jensens gartneri. Chresten havde en bred gartneruddannelse, idet han foruden grøntsagsdyrkning også havde lært produktion af frugttræer og frugtbuske, læhegnsplanter og prydplanter. Inden han overtog sin fars virksomhed, havde han allerede etableret sig selvstændigt i Vrå 1895.

1912 sælges gartneriet i Bredgade, og et væsentligt større areal til produktion i Vestergade, der hvor banen i dag krydser gaden, med beboelse og butik købes. Herfra blev Gravens Handelsgartneri nu drevet med salg af frugt og grønt, blomster og binderi, grøntsagsplanter, frugttræer og -buske, haveplanter samt læ- og skovplanter. Det meste af egen produktion. Chresten Graven var i sine yngre år en dynamisk og visionær gartner, og han gjorde sit handelsgartneri kendt i store dele af Vendsyssel.

I 1934 blev produktion og salg af de træagtige planter (planteskoleplanterne) skilt fra modervirksomheden. En ejendom ”Dammen”, beliggende lidt længere ude af Vestergade blev købt til formålet af tredje generation, Jens Graven. Chresten Graven døde i 1941, og én af hans døtre, Anna Graven, fortsatte det nu noget mindre gartneri indtil det blev nedlagt i begyndelsen af 1950’erne.

Planteskolelederen, der i årene derefter J. Gravens Planteskole udvidede produktionen på lejet jord forskellige steder i Brønderslevs omegn. Det endte dog med i 1948 at et jordstykke på 10 hektar blev købt fra gården Thorsmark på Tolstrupvej.

I Jens Gravens tid udviklede planteskolen sig til at blive landskendt i branchen, og det var i hans tid, at navnet for alvor blev slået fast i lokalområdet. Det var også Jens Graven, der igangsatte eksport af egen planteproduktion især via Danplanex A/S (en eksportorganisation).

I 1963 og 1965 kom henholdsvis Ole og Niels Graven hjem i planteskolen efter flere års uddannelse i Danmark og Tyskland. Dermed var fjerde generation klar til at tage over. I 1970 blev brødrene medejere og drev planteskolen under det nuværende navn Gravens Planteskole I/S, sammen med deres far indtil 1975, og da Jens Graven gik på pension, blev Ole og Niels Graven eneejere.

1971 blev et skelsættende år. Det beskedne detailsalg i Vestergade blev nedlagt, og et nyt, moderne havecenter og bygninger til en gros ekspedition blev etableret på produktionsjorden på Tolstrupvej. Året efter blev en ejendom ved Serritslev købt med 19 hektar jord. Denne produktion er dog nu under afvikling, således at der fremover kun bliver produceret planter på jorden på Tolstrupvej.

Flere udvidelser af bygningskapaciteten er sket gennem årene. Den største i 1986 med bygning af ekspedivtionshal og kølehus. Havecentret har igennem de 32 år undergået store forandringer. For to år siden begyndte en stor renovering og udvidelse af havecentret. Et drivhus på 600 kvadratmeter blev bygget, og det udendørs område blev udvidet betydeligt. Således er det i dag et havecenter, der byder kunderne på mange ideer samt planter og tilbehør til ude- og indebrug.

Havecentret er nu udbygget sådan, at det fremstår som et udflugtsmål og inspiration for alle, der gerne vil have en grøn oplevelse. Der er hyggehjørner med bord og bænk, havepavillon, legeplads med legehus til børnene og masser af haveinspiration. – De planter, der i dag sælges fra Gravens Planteskole er kun i mindre grad af egen produktion. Udvalget er nu større end for få år siden. Det bliver hjemkøbt fra planteskoler i Danmark, Holland, Tyskland, Italien med flere. – Næsten alt er på forhånd udvalgt på messer eller direkte hos producenten. Derfor kan planteskolen stå inde for kvaliteten, siger Niels og Ole Graven.