Gravens Planteskole
Historien om Gravens Planteskole i Brønderslev
som i 2004 blev 125 år.
Familieforetagendet er i dag på nye hænder
Nordjyske marts 2004:
Gravens Planteskole i Brønderslev fylder i disse dage 125 år. Gartner Jens Graven grundlagde i 1879 Gravens Planteskole på arealet Bredgade/Tygelsgade og Mejerigade. Det begyndte som et køkkengartneri med produktion af kartofler, kål/kålplanter og andre grøntsager. Til gartneriet hørte også et lille beboelseshus mod Bredgade med forretning, hvorfra egne produkter blev solgt. Dengang var firmanavnet ”Jens Graven Jensens Handelsgartneri”.
I 1910 overtog sønnen Christen Graven Jensens gartneri. Chresten havde en bred gartneruddannelse, idet han foruden grøntsagsdyrkning også havde lært produktion af frugttræer og frugtbuske, læhegnsplanter og prydplanter. Inden han overtog sin fars virksomhed, havde han allerede etableret sig selvstændigt i Vrå 1895.
1912 sælges gartneriet i Bredgade, og et væsentligt større areal til produktion i Vestergade, der hvor banen i dag krydser gaden, med beboelse og butik købes. Herfra blev Gravens Handelsgartneri nu drevet med salg af frugt og grønt, blomster og binderi, grøntsagsplanter, frugttræer og -buske, haveplanter samt læ- og skovplanter. Det meste af egen produktion. Chresten Graven var i sine yngre år en dynamisk og visionær gartner, og han gjorde sit handelsgartneri kendt i store dele af Vendsyssel.
I 1934 blev produktion og salg af de træagtige planter (planteskoleplanterne) skilt fra modervirksomheden. En ejendom ”Dammen”, beliggende lidt længere ude af Vestergade blev købt til formålet af tredje generation, Jens Graven. Chresten Graven døde i 1941, og én af hans døtre, Anna Graven, fortsatte det nu noget mindre gartneri indtil det blev nedlagt i begyndelsen af 1950’erne.
Planteskolelederen, der i årene derefter J. Gravens Planteskole udvidede produktionen på lejet jord forskellige steder i Brønderslevs omegn. Det endte dog med i 1948 at et jordstykke på 10 hektar blev købt fra gården Thorsmark på Tolstrupvej.
I Jens Gravens tid udviklede planteskolen sig til at blive landskendt i branchen, og det var i hans tid, at navnet for alvor blev slået fast i lokalområdet. Det var også Jens Graven, der igangsatte eksport af egen planteproduktion især via Danplanex A/S (en eksportorganisation).
I 1963 og 1965 kom henholdsvis Ole og Niels Graven hjem i planteskolen efter flere års uddannelse i Danmark og Tyskland. Dermed var fjerde generation klar til at tage over. I 1970 blev brødrene medejere og drev planteskolen under det nuværende navn Gravens Planteskole I/S, sammen med deres far indtil 1975, og da Jens Graven gik på pension, blev Ole og Niels Graven eneejere.
1971 blev et skelsættende år. Det beskedne detailsalg i Vestergade blev nedlagt, og et nyt, moderne havecenter og bygninger til en gros ekspedition blev etableret på produktionsjorden på Tolstrupvej. Året efter blev en ejendom ved Serritslev købt med 19 hektar jord. Denne produktion er dog nu under afvikling, således at der fremover kun bliver produceret planter på jorden på Tolstrupvej.
Flere udvidelser af bygningskapaciteten er sket gennem årene. Den største i 1986 med bygning af ekspedivtionshal og kølehus. Havecentret har igennem de 32 år undergået store forandringer. For to år siden begyndte en stor renovering og udvidelse af havecentret. Et drivhus på 600 kvadratmeter blev bygget, og det udendørs område blev udvidet betydeligt. Således er det i dag et havecenter, der byder kunderne på mange ideer samt planter og tilbehør til ude- og indebrug.
Havecentret er nu udbygget sådan, at det fremstår som et udflugtsmål og inspiration for alle, der gerne vil have en grøn oplevelse. Der er hyggehjørner med bord og bænk, havepavillon, legeplads med legehus til børnene og masser af haveinspiration. – De planter, der i dag sælges fra Gravens Planteskole er kun i mindre grad af egen produktion. Udvalget er nu større end for få år siden. Det bliver hjemkøbt fra planteskoler i Danmark, Holland, Tyskland, Italien med flere. – Næsten alt er på forhånd udvalgt på messer eller direkte hos producenten. Derfor kan planteskolen stå inde for kvaliteten, siger Niels og Ole Graven.