Kategori: Brønderslev Historie

Barslunds Villa 1920 – 2002

Niels Barslund og hans virke i Brønderslev
Niels Barslund Sørensen blev født den 26. juli 1886 i Sønder Barslund, Mejrup Sogn, Ringkøbing Amt. Han var former (arbejder i et støberi; som udfører formningen og som regel også støbningen) ved vielsen i 1910 og ved den ældste datters fødsel i 1913 i Holstebro.
Niels Barslund oprettede Brønderslev Jernstøberi og Maskinfabrik på hjørnet af Gravensgade og Nygade  1913. Følgelig, var han jernstøber ved sønnen fødsel i 1916, og familien boede i Mortensgade (Frederiksgade) samme år.
Brønderslev Jernstøberi og Maskinfabrik blev solgt til det nydannede aktieselskabet ”Nordjyllands Jernstøberi og Maskinfabrik A/S” den 1. januar 1919 med N. Barslund som direktør. I denne anledning fik
han udbetalt en stor sum penge.
I februar 1919 underskrev Barslund en købekontrakt vedrørende en byggegrund bag hotel Phønix på hjørnet af Grønnegade og Nygades forlængelse, matrikelnumrene 3et på 1,75 album og 4bk på 0,25 album, i alt 687 m2
I maj 1920 havde han betalt restkøbesummen, og han fik skøde på grunden.
Den 30 juli 1920 klokken 10 blev der foretaget en fogedforretning i Barslunds bopæl i Brønderslev. Fogeden ville opkræve 5.178 kroner i skat af rekvisitus (Barslund), og i mangel på øjeblikkelig betaling ville
fogeden foretage en udpantning. Barslund foreviste en ægtepagt, hvoraf det fremgik, at hele hans indbo var undergivet hustruens særeje. Villaen var vurderet til 50.000 kroner. Fogedforretningen blev udsat,og fogedretten blev hævet.

Den 27. august 1920 klokken 15.30 blev der igen foretaget en fogedforretning i direktør Barslund private lejlighed, fordi Barslund skyldte aktieselskabet A. C. Rasmussen & Co i Stubbekøbing1 5.502 kroner. Barslund hustru var tilstede, og hun skulle betale beløbet. Det registrerede og vurderede var følgende: Villaen var vurderet til 80.000 kroner. Fogedforretningen blev udsat, og fogedretten blev hævet.

Den 11. oktober 1920 blev der foretaget en tvangsauktion over villaen, uden at fogedretten kom til nogen konklusion.

A. C. Rasmussen i Stubbekøbing var en maskinfabrik, som fremstillede landbrugsmaskiner. Den var aktiv i perioden 1916 – 1930.

Den 10. december 1920 var der igen tvangsauktion over villaen, og der var intet til dækning af de to hæftelser for skat til Brønderslev Kommune og til A. C. Rasmussen i Stubbekøbing. De to hæftelser blev dog først udslettet af pantebogen den 24. maj 1921, altså to dage før tvangsauktionen blev genoptaget. Tømrermester Otto Færch og murermester Alfred Kjær fik overdraget villaen som ubetalte panthavere for 65.000 kroner ifølge Vendsyssel Tidende den 10. december 1920.
Den 26. maj 1921 klokken 15.00 blev tvangsauktionen genoptaget på fogedrettens kontor i Hjørring.
Brønderslev Bank havde en 1. prioritetsfordring på 40.274 kroner, og tømrermester Færch og murermester Kjær havde en 2. prioritetsfordring på 25.722 kroner. Da Færch og Kjær afgav et auktionsbud på 40.300 kroner, eragtede (dømte) fogeden: ”Den Niels Barslund forhen tilhørende ejendom (villaen) udlægges herved til tømrermester Otto Færch og murermester Alfred Kjær. ” Fogedforretningen blev sluttet, og fogedretten blev hævet. Vurderingssummen til ejendomsskyld var 55.000 kroner.
Barslund boede derefter nogen tid i Sæby og i Ålborg.
Familien boede i 1925 og 1930 i en lejlighed i Gravensgade 10 i Brønderslev, og Niels var jernstøber.

Niels Barslund var en person med mange interesser. I slutningen af november 1916 blev han valgt ind i menighedsrådet i Brønderslev for Indre Mission.
Han stillede op på en 6. plads på Indre Missions liste til menighedsråd valget i 1930. Han blev ikke valgt, da listen kun fik valgt 3 medlemmer.
Der var generalforsamling i afholdsforeningen ”Blå Kors” i april 1931, og Barslund sluttede generalforsamling med aftenandagt.
Jernstøber Niels Barslund havde forpagtet Langå Jernstøberi for 5 år med forkøbsret, og derfor forlod han Brønderslev ved slutningen af 1932.
Niels Barslund virke udenfor Brønderslev.
Fabrikanterne Barslund og Brandstrup, Brønderslev, købte ejendommen Danmarksgade 82 i Frederikshavn i juli 1919 for at oprette en filial af bilforretningen i Brønderslev. Ejendommen blev solgt til den
hjemvendte amerikaner, chauffør Albert Georg Wilhelmsen i juni 1920.
Fabrikant Barslund, Brønderslev, forpagtede Sæby Jernstøberi for et tidsrum af 5 år, og overtagelsen af virksomheden fandt sted den 10. september 1920. Der skulle ske en betydelig udvidelse af virksomheden, idet der skulle anskaffes nye forme og maskiner med mere, og virksomheden ville beskæftige 10 – 12 mand mere.
Familien Barslund boede i en lejlighed i Krystalgade i Sæby den 1. februar 1921.
Dommerkontoret i Sæby annoncerede, at der tirsdag den 25. oktober 1921 klokken 9.30 ville være en tvangsauktion på direktør Barslunds bopæl i Sæby over en del møbler, hvori udpantning for skatter allerede var foretaget.
Familien boede derefter i nogle år på Harald Jensens Vej 1 i Ålborg, og Niels kaldte sig selv for fabrikant i både Sæby og Ålborg.

Støberierne

A/S Nordjyllands Jernstøberi og Maskinfabrik fremstillede en kartoffellægger, der ved prøverne har vist
sig at opfylde alle rimelige krav. Fabrikken fik patent på kartoffellæggeren i 1919, og begæret efter den var stadigt voksende.
Nordjyllands Jernstøberi og Maskinfabrik gik konkurs i april 1921, og Brønderslev Jernstøberi og Maskinfabrik blev oprettet i 1922.
Det gik dårligt for Brønderslev Jernstøberi i slutningen af
1920-erne, og i 1931 købte brødrene Sørensen A/S Jysk
Jernstøberi og Maskinfabrik, som fik støbning af kirkeklokker og klokkespil som en specialitet.
Klokkestøberiet havde fremstillet klokker til rådhusene i Århus, Frederiksberg og Ringkøbing og blandt andet til kirkerne i Brønderslev, Sct. Catharinae Kirke i Hjørring, Frederikshavn, Øster Brønderslev, Serritslev, Rold, Nørre Bjært, Svendborg, Sct. Knuds Kirke i Odense, Rinkenæs Kirke, Ribe Domkirke, Vor Frelser kirke, Helligåndskirken, Lukaskirken i København og Roskilde Domkirke.
Støberiet gik fallit i 1950, og det blev overtaget af Pedershåb
Maskinfabrik.

Villaen og dens beboere
Den 10. december 1920 blev direktør Barslunds villa i Nygade solgt til arkitekt og tømrermester Otto Færch og murermester Alfred Kjær, som ufyldestgjorte panthavere. Barslund var blevet erklæret konkurs for nogen tid før.
Villaens bebyggede areal var på 350 m2,  tagetagen var på 197 m2
, og kælderen var på 296 m2.
Desuden havde huset ud mod Nygade en meget stor ”velkomsttrappe”.
Inden en ny ejer af villaen blev fundet, blev villaen lejet ud, først til en tandlæge fra juli til november 1921 og dernæst til en læge fra januar 1922 til april 1923.

Tømrermester Otto Færch købte Alfred Kjærs halvpart i april 1922 for 30.000 kroner.
Sagfører Anders Stigaard Kjær fik en købekontrakt på villaen den 25. oktober 1922 med overtagelse til den 1. februar 1923 på Villaen. Anders Kjær købte grunden tilligemed påstående bygninger med mur- og sømfast tilbehør, derunder kakkelovne, gasbord med apparat, 2 grubegryder, en varmeovn med kedel samt beholder på loftet, 20 opstillede ribbeovne med ledninger og isolering, elektriske lysindlæg med lampesteder, 3 wc’er med rør og kummer, vand- og gasindlæg, et badekar med bruse og en flagstang. Vurderingssummen til ejendomsskyld var 55.000 kroner.
Sagfører Anders Stigaard Kjær blev født i 1863 i Nibe, og han flyttede til Brønderslev i 1895. Han havde været direktør i Brønderslev Bank siden 1896. Han boede i Bredgade 20 i 1921, hvorefter han flyttede til Barslunds Villa, som han beboede i 1925 sammen med sin tvillingesøster og to tjenestepiger.
Overretssagfører Jens Valdemar Sanvig og sagfører Kjær flyttede kontorerne hen til villaen den 1. april 1923. Kontorerne var i de lokaler, som vendte ud mod Nygade/Rådhuspladsen. Kunderne skulle således benytte velkomsttrappen. Sagførernes dokumenter skulle opbevares i et brandfrit rum.
Resten af villaen blev benyttet til bolig for Kjær familien.

Sagfører Kjær døde den 31. marts 1930, hvorefter læge Engelsen købte villaen, men overretssagfører Sanvig beholdt kontorerne i villaen.
Sanvig familien boede i Bredgade 28. Sagfører Sanvig flyttede sine kontorer til Dommergåden i Bredgade ved dennes opførelse i november 1940.
Den tyske besættelsesmagt overtog derefter sagførerkontorene og værelserne over kontorerne i villaen.
Efter overretssagfører Sanvigs død den 21. februar 1944,
købte dyrlæge Helge Therkildsen huset i Barslunds Villa

Lægerne Eyvind Jensen og Signe Engbæk købte villa og lægepraksis pr. 1. november 1944 af Engelsen. Desuden overtog de Engelsens telefonnummer, nummer 68.
Eyvind Jensen var født i 1912, og Signe Engbæk var født i 1911. De indrettede konsultationer i lokalerne ud mod Rådhuspladsen. En gang førte indtil et kombineret sekretariat og laboratorium til venstre med adgang til Eyvinds konsultationslokale, og til højre var der Signes konsultationslokale, som kun sjældent blev brugt, efter Signe blev skolelæge. Venteværelset var for enden af gangen.

Den 30. april 1983 ophørte Eyvind med at være praktiserende læge, og Eyvind og Signe solgte villaen og praksis til Hanne Østergård Skak. Signe og Eyvind var de personer, som havde ejet villaen i længst tid.
Hanne Skak var født i 1944. Den 12. august 1997 blev hun overfaldet med kniv af en misbruger.
Selvom hun kom sig fysisk, kunne hun ikke længere klare at være praktiserende læge.
Advokat Henrik Bjørn Skaarup købte villaen i april 2002, og dermed kom der atter sagførerkontorer i villaen. Skaarup renoverede og isolerede bygningen, som nu udelukkende benyttes til kontorer. Han flyttede ind i december 2002.

Rådhuspladsen
Rådhuspladsen blev ikke til Rådhusplads samtidigt med opførelsen af rådhuset i 1920 – 1921.
Istandsættelsen af Rådhuspladsen, som blev vedtaget med budgettet for 1937/38, skulle gennemføres inden Ungskuet i sommeren 1938. Der skulle rejses en mur mod øst til at lukke af for Klokkestøberiets affald, og støberiet burde formås til at lukke godt af i nordsiden ud mod Gravensgade.
Anlæggelsen af Rådhuspladsen blev færdig først i september 1937, og villaen fik husnummeret 1.

Aktive arkitekter i Brønderslev i 1920.
Det vides ikke med bestemthed, hvem arkitekten var til Villaen. Der var flere arkitekter, som var aktive i Brønderslev omkring 1920:
· Valdemar Schmidt (1864 – 1944), København, afgangsbevis fra Kunstakademiet, tegnede blandtandet St. Johannes Kirke i Århus i 1902 – 1905 og Brønderslev Kirke i 1920 – 1922.
· Hans Vejby Christensen (1869 – 1945), Hjørring, afgangsbevis som bygningskonstruktør fra Århus tekniske Skole, studierejse til Tyskland og Østrig, tegnede samtlige sygehus i Hjørring Amt siden 1904, blandt andet Brønderslev Sygehus i 1913 – 1914, cirka 80 skolebygninger i Hjørring
Amt, og Brønderslev Rådhus i 1919 – 1920. Desuden var han tilsynsførende arkitekt ved Hjørring Privatbaner.
· Otto Færch (1879 – 1964), Brønderslev, blandt andet tegnede udvidelsen af Brønderslev Banegård i 1916 og Frederikshavn Svineslagteri i 1929.
· Charles Jensen (1882 – 1939), Brønderslev og fra 1918 i Nørresundby. Han var mureruddannet fra Jerslev-egnen, og han fik gennembrud før 1. verdenskrig, som både kirkearkitekt og stationsbyernes arkitekt. Han tegnede blandt andet Brønderslev Banks bygning i 1917 – 1918 og Kvissel Kirke.

· Jens Knudsen (1891 – 1971), Brønderslev, ansat hos Charles Jensen i 1918. Han blev også bygningsinspektør for Brønderslev Kommune.

Tegninger af villaen.
Sagførerne behøvede et brandfrit rum til opbevaring af dokumenterne. Derfor blev det brandfri rum bygget i 1922 eller 1923.
Denne plan over sagførerkontorerne blev tegnet i 1946 i anledning af, at Eyvind Jensen ville ændre nogle skillevægge i det, som skulle blive til konsultationen ud mod Rådhuspladsen.

(

Læge Kaj Engelsen havde brug for en indgang til patienterne i 1930 samt en indgang til boligen udover køkkenindgangen fra haven. Desuden var der brug for en garage til bilerne. Arkitekten havde også tegnet villaens stueetage.

Disse tegninger var signeret af arkitekt Aage Kornerup Bang i august 1930 i Risskov, Århus. Kornerup Bang (1882 – 1963) havde afgang fra Kunstakademiet i 1909, studierejser i 1905 til Italien og i 1912 til Holland, Belgien og Frankrig, var arkitekt ved De danske Statsbaner fra 1913, i København indtil 1920 og dernæst afdelingsarkitekt for DSB (Banedanmark) i Århus indtil 1946. Desuden udførte han opgaver for private personer. Da det brandfri rum ikke var med på tegningen, må tegningen være udført på grundlag af tegninger, som arkitekten havde i forvejen. Derfor må den oprindelige arkitekt i 1920 have været Aage Kornerup Bang.

Disse tegninger var signeret af arkitekt Jens Knudsen i Brønderslev i 1946.

Frode Engbæk som boede i villaen fra november 1944 til august 1963

Kilder: Dansk Architektstat 1925, Nordjyske historiske avisarkiv, Brønderslev kommunes byggesagsarkiv, B

Brønderslev Sygehus

Brønderslev Sygehus blev taget i brug den 1. februar 1895.

Det blev placeret i Tunnelgade mellem søen i Hedelund og fabrikken Pedershaab, som blev opført i 1886. Det var uheldigt og ikke gennemtænkt, da en fabrik støjer, hvilket var til stor gene for patienter og personale på sygehuset.

Sygehuset blev også hurtigt for lille med sine 10 sygesenge og 10 senge til brug ved eventuelle epidemier. Der var sågar et enkelt sygeværelse til sindssyge.

Hjørring Amtsråd besluttede at opføre et nyt sygehus i Nørregade på den vestre side næsten oppe ved Tolstrupvej.

Det nye sygehus havde 38 sygesenge og en afdeling med 12 senge til epidemier.

Fabrikant Peder Nielsen købte det gamle sygehus med henblik på fremtidige udvidelser.

Nogle af bygningerne blev lavet om til beboelse, og der blev lavet kontor til vinduesfabrikken, men de gamle sygehusbygninger blev revet ned lidt efter lidt for at give plads til fabriksudvidelser.

Den sidste bygning blev fjernet i begyndelsen af 1970’erne.

Brønderslev Sygehus blev udvidet i flere omgange, først i 1950’erne til 93 senge. Så i 1963 blev sygehuset delt op i afdelinger med en medicinsk afdeling med 53 senge, en kirurgisk afdeling med 55 senge og en børneafdeling med 28 senge.

Ved kommunalreformen i 1970 blev amterne også lagt sammen til større enheder. Således blev Nordjyllands Amt sammensat af Hjørring-, Aalborg- og Noget af Randers- og Thisted amt

I de oprindelige amter var der mange mindre sygehuse, og det var ikke muligt at drive dem på en økonomisk, rationel måde.

Men nu var den ansvarlige for sygehusene, Nordjyllands Amt blev så stor, at mange af de små sygehuse blev nedlagt samtidig med, at de store hospitaler, Aalborg Kommunehospital og Amtssygehuset blev slået sammen til at være Aalborg Sygehus.

Brønderslev sygehus overlevede omlægningerne også i 1986, da nogle af de større sygehuse som i Nibe og Fjerritslev blev nedlagt.

Siden 1980’erne har amternes økonomi været under voldsomt pres, fordi Folketinget og regering begyndte at styre amternes økonomi, så de ikke selv var herre over skatteindtægterne. Selvom Nordjyllands Amtsråd kunne se nødvendigheden af at gøre noget drastisk ved sygehusstrukturen, var det ikke økonomisk muligt.

I den periode blev sandsynligheden for, at flere mindre sygehuse, der i blandt Brønderslev Sygehus, ville blive nedlagt.

Brønderslev Sygehus rådede dengang over 114 senge, og statistikken fortæller, at der var ca. 4.000 indlæggelser og ca. 28.000 sengedage om året og en venteliste på ca. 700 patienter.

På Brønderslev Sygehus specialiserede man sig i nogle af de banale sygdomme som brok og åreknuder. Af tallene ses det, at Brønderslev sendte ca. 1.000 patienter til Aalborg om året, men modsat sendte Aalborg Sygehus 1.500 patienter til Brønderslev.

Indenfor sygehusvæsenet var der nogle regler om, hvor mange af kommunens egne borgere, der skulle behandles på det lokale sygehus. Amtet havde krav om en ”lokaldækningsgrad” på 75%, hvilket betød at Brønderslev Sygehus skulle være i stand til at behandle 75% af de lokale borgere, som havde behov for behandling på et sygehus.

Brønderslev Sygehus havde kun en lokaldækningsgrad på 46%, og kurven var svagt nedadgående. Det satte Brønderslev Sygehus i en udsat position for nedlukning.

Til gengæld var Brønderslev Sygehus et af amtets og Danmarks billigste sygehus målt på prisen for en seng om dagen på ca. 2.400 kr.

Desuden var sygehuset effektivt med korte ventetider og med moderne apparatur til specialbehandlingerne, budgetterne overholdes, og der var et godt samarbejde på tværs af organisationen. Men lokaldækningsgraden var for lav.

I 1989 begynder rygterne om nedlæggelse af Brønderslev Sygehus at brede sig på baggrund af den revision af sygehusplanerne, som amtet var i gang med. Det var egentlig pudsigt, hvor rygterne stammede fra, for kommissoriet for revisionen var, at ingen sygehuse må nedlægges.

Det foranledigede, at ”Støtteforening til bevarelse af Brønderslev Sygehus” blev oprettet.

Med et medlemstal på 40 fra begyndelsen skete der dog en udvikling i foreningen, så der i oktober 1989 var næsten 600 medlemmer.

Støtteforeningen mål var at skaffe en halv million kroner til indkøb af en scanner til sygehuset, men indtil videre var der kun 7.000 kr. i kassen.

I begyndelsen af 1990 faldt en bombe i diskussionen om sygehusets fremtid. På et møde med amtets Sundhedsudvalg og embedsmænd fra sundhedsforvaltningen blev et forslag fremlagt om at erstatte Brønderslev Sygehus med et sundhedscenter.

Udvalget havde vedtaget, at offentligheden ikke skulle informeres før, udvalgsmedlemmerne havde diskuteret sagen med deres bagland i de politiske partier.

Anni Guldberg Madsen var medlem af sundhedsudvalget og var chokeret over embedsmændenes udspil, og hun agtede ikke at respektere udsættelsen om information til borgerne, og det blev begyndelsen til den til tider følelsesladede debat om fremtiden for Brønderslev Sygehus.

Støtteforeningen til bevarelse af Brønderslev Sygehus ville gerne holde et møde med Anni Guldberg Madsen, men hun kunne alligevel ikke fortælle om konkrete planer, og det kunne andre fra sundhedsudvalget heller ikke.

Indtil da var der ingen planer, der var kun en ide om at erstatte sygehuset med et sundhedscenter.

Men nu var mistanken vakt hos Brønderslevs borgere og ikke mindst hos personalet på sygehuset.

De politiske partier havde op til valget i 1989 stort set alle haft fremtiden for Brønderslev Sygehus på programmet.

Socialdemokratiet, Venstre, Kristelig Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Fremskridtspartiet gav alle deres uforbeholdne støtte til, at de små sygehuse skulle bevares.

Debatten rasede i alle medier og på møder, og der blev lavet arrangementer med henblik på at samle penge sammen til støtteforeningen.

Midt i alt diskussionen meddelte adm. direktør Svend Erik Christensen fra A/S Peder Nielsen Beslagfabrik, at Rigmor Nielsens Fond ville donere en ultralydsscanner til Brønderslev Sygehus. Svend Erik Christensen understregede, at alle på fabrikken støttede bevarelsen af sygehuset, og han sagde med overbevisning:

”Det vil koste menneskeliv at lukke Brønderslev Sygehus.”

Donationen blev trukket tilbage, da amtsrådet ikke ville acceptere, at giveren af gaven ville bestemme, at den var til Brønderslev Sygehus.

Amtsrådet ville selv bestemme, hvor deres udstyr skulle placeres. Yderligere ville det udløse ekstra driftsomkostninger at skulle betjene og vedligeholde scanneren.

Her vejede amtsrådet bestemmelsesret og økonomi over forbedring i behandling af patienter.

På samme tidspunkt foreslog amtsrådet at nedlægge Brønderslev Sygehus og erstatte det med et sundhedscenter.

De mindre sygehuse i amtet skulle gennemgå store tilpasninger for at passe ind i den nye sygehusstruktur, amtet arbejdede med.

Denne sag optog utroligt mange borgere både i Brønderslev og i kommuner langt ude i horisonten

Diskussionen om fremtiden for Brønderslev Sygehus bølgede frem og tilbage, men så i 1995 besluttede amtsrådet at investere 8,1 mio. kr.  i sygehuset til oprettelse af terapilokaler.

I 2006 var der et personale på 150 personer, hvoraf 22 var terapeuter.

I tiden op til nu i 2021 er mange hundrede patienter blev genoptrænet i Brønderslev, med rigtig flotte resultater, og centeret får ros fra både patienter og organisationer.

Der sponseres midler fra mange fonde til udstyr og indretning som en anerkendelse fra borgernes side for det gode arbejde.

Trods det fortsatte politikerne i amtsrådet og senere Region Nordjylland med at drøfte sygehusstrukturen i Nordjylland. Nedlægning af det navnkundige rehabiliteringscenter er stadig meget ofte til drøftelse, men det er der endnu ikke truffet beslutning om.

Denne vedvarende trussel er meget frustrerende for personalet og borgerne i Brønderslev.

Det er dårlig ledelsesstil igen og igen at true med lukning af en arbejdsplads. Det gør personalet usikker på egen person og er bestemt ikke inspirerende for kulturen og stemningen på arbejdspladsen.

Det vidner også om en vægelsindet overordnet ledelse, som ikke er i stand til igennem mange år at træffe kvalificerede beslutninger.

Det er vilkårene, når skiftende folkevalgte politikere skal tage stilling til store opgaver. De vil gerne gøre det bedste for borgerne samtidig med, at mange af dem er populistiske og prioriter egen situation i systemet alt for højt. De vil gerne genvælges.

På trods af sådanne usikre arbejdsvilkår fortsætter personalet på Brønderslev Rehabiliteringscenter ufortrødent med at genoptræne hjerneskadede mennesker, til at få så god en livskvalitet, som det er muligt.

Det er prisværdigt.

Så mangler kun et ansvarligt og handlekraftigt regionsråd, der vil se kendsgerningerne i øjnene og anerkende, at det vil være ansvarsløst at flytte opgaverne med rehabilitering fra Brønderslev til en anden lokation i regionen.

Alle, som har prøvet at flytte en virksomhedskultur til andre omgivelser, ved, at det stort set er umuligt.

Tonny Bistrup
august 2021

I 2019 var det 25 år siden at den første LandboSenior klub i Danmark blev stiftet. Det var i Brønderslev.

I løbet af få år var klubberne herefter blomstret op overalt i Danmark.

Det var i 1994 at det begyndte. Det hele tog sin begyndelse omkring spisebordet hos familien Vera og Erik Nielsen i Serritslev.

Når husbond med familie og ansatte diskuterede ved måltiderne, var det bl.a. omkring de unge medhjælperes aktiviteter i Landboungdommen, hvor de var meget afsted og mange af børnene fra landet deltog i 4 H arbejde. Her ved diskussionerne kom Vera også med sine holdninger. Hun slog bl.a. på, at der burde laves noget for de personer, som stoppede deres aktive arbejdsliv og foreslog, at der burde oprettes en Seniorklub under Landboorganisationerne.

Erik som var medlem af Regnskabsudvalget, fik forslaget sat på dagsordenen til et bestyrelsesmøde, hvor der så blev givet grønt lys til at arbejde videre med sagen. Der blev indkaldt til møde via annoncering, men der kom kun 4 deltagere, så mødet blev aflyst, men de 4 fik alligevel en god snak om at lave en Seniorklub og blev enige om at indkalde til et nyt møde i januar 1995. Da kom der 37 deltagere og man fik valgt en bestyrelse og formand.

På Landbrugets delegeretmøde i Herning i oktober 1997 blev 2 personer fra Landboforeningen i Brønderslev hædret med Landboforeningernes Initiativpris, det var Vera Nielsen og Jens Chr. Vestergaard. I sin takketale sagde Vera ”Nu kan I bare se, hvor aktive I er her i dag, I har næsten stået i kø for at komme på talerstolen. Det er jo også noget af det, der forsvinder. Der skal en langsom nedtrapning til, når I vælger at stoppe med arbejdslivet, så derfor har I brug for en Senioklub”.

Efterfølgende blev der stiftet en Landsorganisation med ca. 30 klubber rundt om i landet. Det var kun 2 år efter at Brønderslev startede. I dag er der mere end 60 klubber over hele landet med ca. 11.000 medlemmer

Brønderslev LandboSenior skriver:

Om klubben

Hvis du som forhenværende landmand eller landmand på vej ud af erhvervet, fortsat gerne vil have kontakt og hyggeligt samvær med kolleger, er Landbrugets Seniorklubber måske noget for dig og din ægtefælle/samlever.

I LandboSenior Brønderslev er det INGEN forudsætning, at du har været medlem af en landboforening. Alle kan være medlem af seniorklubben – alle er velkommen.

Det overordnede formål for LandboNords Seniorklub er at virke for en aktiv og udbytterig tredje alder for nuværende og tidligere landmandsfamilier, samt øvrige beboere i landboforeningens område.

Som medlem af en seniorklub får du et par gange om året tilsendt et program over en masse spændende arrangementer, som fx foredrag, udflugter, højskoledage, kurser, bowling osv.

 Landsforeningen LandboSenior skriver:

Landbrugets seniorer i Danmark har været vidner til, og medspillere i en voldsom udvikling i dansk landbrug.
De husker, hvordan den danske landbrugsproduktion for 50 år siden foregik på 200.000 ejendomme. Nu er der kun en tiendedel af ejendommene.

Men produktionen er lige så stor som dengang.

Samtidig er der fra dansk landbrug forsvundet 600.000 heste eller 300.000 plovspand. Tænker vi os, de drog sydpå i en lang række, så ville det første plovspand være kommet til Rom, før det sidste forlod Danmark.

Med sådanne melankolske tanker i baghovedet og med en bevidsthed om værdien af samhørighed har tidligere medlemmer af landboforeningerne og familielandbruget oprettet lokale landboseniorklubber.

Her ønsker man at møde dem, man har haft sit liv og arbejde sammen med, uanset om man har været jordejer, ansat, håndværker, lærer eller rådgiver i det lokale landbosamfund.

Velkommen til LandboSenior

Landsforeningen LandboSenior – en forening som samler seniorklubber over hele Danmark. For tiden er der 61 lokale landboseniorklubber – og ca. 11.000 medlemmer – men man har altid plads til flere.

Også du kan blive medlem af en lokal seniorklub.

Alle er velkommen til vore aktiviteter

Er du til foredrag, udflugter, virksomhedsbesøg, teateraftener, rejser eller noget andet? Nærmer du dig den ”tredje alder” og stadig interesseret i at være aktiv, så er LandboSenior sikkert noget for dig. Alle interesserede er velkommen.

September 2021

Vera Nielsen, formand

LandboSenior, Brønderslev

DET ER EN LANG OG FACETTERET LANDBRUGSKARRIERE, GODSEJER JOHAN KOED-JØRGENSEN (f. 1942) KAN OPREGNE, NÅR MAN KIGGER TILBAGE PÅ HANS VIRKE.

En meget dygtig og driftig landmand og forretningsmand

I 1964 kom en ung landmand fra Midtjylland til Vendsyssel. Navnet var Johan Koed-Jørgensen. Han er født på gården/godset Julianelyst nær Horsens. Efter realeksamen blev han som 15årig landvæsenselev, aftjente sin værnepligt ved livgarden og derefter rejste Johan Koed-Jørgensen til USA for at uddanne sig. Han gik på universitetet i Michigan, men fandt hurtigt ud af, at det ikke var det, han ville og søgte derefter ud til det praktiske landbrug for at videreuddanne sig indenfor landbrug

Som 21-årig købte han sit første landbrug, Ny Hammelmose ved Brønderslev i Vendsyssel.

Driften af Ny Hammelmose gav mulighed for at tilkøbe endnu en nærliggende gård, Blåsiggård, i 1966.

I 1970 realiserede Johan Koed-Jørgensen det, han selv kalder et pænt millionbeløb ved at sælge de to gårde og investerede herefter i 425 ha afvandede arealer ved Øland Attrup nær Limfjorden, til dels uopdyrket og uden bygninger.

Ny Hammelmose og Blåsiggård blev solgt til godsejer Ole Højgaard, som senere solgte til Hans Toft som nu har overdraget til en søn Mads Toft.

Johan Koed-Jørgensen havde opkøbt 425 ha fugtige enge ved Limfjorden ved Øland-Attrup, som ligger syd for byens Brovst. Engene var blevet tørlagt da der i 1917 blev opført en dæmning stort set med håndkraft og trillebør. Et nyt, forstærket dige blev bygget i 1954 og sikrede dyrkningssikrede arealer i de gamle naturområder.

I 1974 blev opført hovedbygning med tilhørende avlsbygninger midt ude på den gamle fjordbund, efter at han i årene forinden havde drænet de fugtige enge. Engene havde i mange år været forsøgt opdyrket, men det blev opgivet, da jorden var for sumpet. Området blev drænet i starten af 1970erne og tilsat snittet halm, som efterhånden gjorde jorden drægtig.

Her blev han gift med, der gennem alle årene har været ham en fantastisk støtte.

Driften af de inddæmmede arealer indbragte gode resultater, og Johan Koed-Jørgensen fik skabt et helt nyt og velproportioneret bygningsanlæg, helt fra bunden, i dag kendt som Øland Attrup Gods, ”Danmarks nyeste herregårdsanlæg”.

Johan Koed-Jørgensen var som sagt en driftig landmand og forretningsmand. Han ejede Øland-Attrup indtil 1993.

Ny ejer fra 1993-2009: Henrik Fenger i et ApS og fra 2009 blev ApS igen solgt med hovedaktionærer Kirsten og Poul Jørgensen som ejer naboejendommen til Øland-Attrup, Klavsholm.

Johan Koed-Jørgensen var blandt initiativtagerne til at oprette et privathospital i Skørping. I dag er han medejer af hospitalet. Han har også grundlagt Dansk Kornlager A/S, det skete i 1982. I 1986 blev han medejer af Erhvervsparken Dania Industri K/S ved Mariager.

I 1976 købte han sit barndomshjem, godset Julianelyst, af moderen. Denne gård solgte han senere videre i 2010 til LEGO ejeren Kjeld Kirk Kristiansens datter Agnete Kirk Thinggaard og hendes mand Claus Thinggaard for 175 mio kr.

I 1993 købte Koed-Jørgensen det store gods Aakjær ved Odder på en tvangsauktion.

“DE SIDSTE ÅR PÅ GODSET for den tidligere ejer”:

De sidste år godset Aakær var I Ebba Neergaards eje, gav det stort set ingen penge. Hun havde arvet nogle ØK-aktier, men de blev mindre og mindre værd. Kreditforeningen havde pant i godset, og i 1993 gik det ikke længere. Tvangsauktionen blev berammet – første gang blev den udsat. Anden gang blev den aflyst kort før den skulle være gået igang. Godset var solgt til Johan Koed-Jørgensen. En del af købsaftalen var, at Ebba Neergaard kunne blive boende i en fløj af hovedbygningen.

Det varede dog ikke længe, før idyllen var forbi. Og hun måtte have rettens ord for, at Koed kun måtte komme ind i hendes fløj én gang om året i selskab med hendes advokat. Hun fik også rettens ord for, at hun havde hun ret til at færdes i en radius på 25 meter på godset.

Hun faldt og brækkede hoften og kom aldrig til at gå igen, men nægtede at modtage hjemmehjælp. Sten Henriksen, som hun havde stor tillid til, blev ansat til at komme og hjælpe hende.”

Siden har Koed-Jørgensen restaureret og udvidet gods og drevet det med stor dygtighed. I dag bor Koed-Jørgensen og hustruen Lisbeth, på Aakjær Gods.

Fra 1996 indtil 2002 sad han i bestyrelsen for Gisselfeld ved Haslev, efter at klostrets arveligt indsatte overdirektør, greve Erik Danneskiold-Samsøe, tilkaldte ham. Fra 1998 var han formand for bestyrelsen og blev genstand for megen medieomtale, fordi mange af godsets medarbejdere sagde op; angiveligt på grund af chikane. Hans sidste handling i bestyrelsen var at afsætte greven i forbindelse med Gisselfeld-sagen, der var en strid om kontrollen med klosteret. Efterfølgende er Koed-Jørgensen også blevet kritiseret af sin tidligere bestyrelseskollega, general K.G.H. Hillingsø.

Provenuet fra salget af Julianelyst brugt Koed-Jørgensen til at købe Rodsteenseje i 2011 og Tammestrup i 2012.

For at sikre en profitabel landbrugsdrift gik godsejeren i gang med at ”genoprette” de mange naturområder på ejendommen, hvilket udløste en stribe konfrontationer med miljømyndighederne i det daværende Århus Amt.

Godsejer og Århus Amt gik i forhandlinger om en helhedsplan for driften af godset, hvis formål var at tilgodese såvel godsejerens indtjening som naturbeskyttelseslovens hensyn.

Koed-Jørgensen har fået hård kritik fra flere naturbeskyttelsesforeninger.

Nogle kalder ham Danmarks dygtigste landmand. Andre kalder ham en primitiv bondeknold. Meningerne om godsejer Johan Koed-Jørgensen er stærkt delte.

Jeg har stor respekt for Johan Koed-Jørgensen for det han har udrettet.

Jeg kender ham fra mit arbejdsliv som en hård forretningsmand, en person som man skulle kende godt, for ikke at få et forkert indtryk af ham.

jens otto madsen

Aakær herregård har været en af Jyllands største herregårde, lige siden Århus-bisperne i senmiddelalderen samlede deres gods i Hads Herred.

Aakær Slot var kongeligt len 1548-1660.

Ved Enevældens indførelse 1660 var Aakær en af de gårde, som Kronen gav i bytte til Joachim Gersdorff og dennes slægt.

Aakærs bygninger var i 1600-tallet nedbrudte.

I slutningen af 1600-tallet opførtes den hovedbygning, der endnu eksisterer.

En stor forening i Brønderslev der gør et stort arbejde for ungdommen i Brønderslev.

Der er aktiviteter indenfor fodbold, håndbold og bordtennis

Her nogle uddrag fra Foreningens lille bog om de første 100 år

Barndom i Brønderslev.

Af lektor Jørgen Sørensen – Brønderslev drengen

Som har skrevet Vendsyssel sangen og Brønderslev Sangen

Her et foredrag som han holdt på et tidspunkt ca. 1983.

En journalist stillede engang gårdejer Larsen-Ledet dette spørgsmål:

“Er der ikke noget om, at vendelboerne er temmelig stolte af deres herkomst?”

Hvortil Larsen-Ledet svarede: “Nej, stolt tror a intj, wi ar, – – men wi ar da sæfe’li taknæmla!’

Netop i denne velbegrundede taknemlighed kan læseren finde forklaringen på, at disse erindringer skrives. Forfatteren er med sine “kun” 54 år klar over, at det sker i utide, men har ønsket, så hurtigt som muligt, at fastholde nogle indtryk og hændelser fra den barndomsperiode, som allerede nu forekommer ham at være en fjern fortid.

Det er blevet fortalt mig af mine i enhver henseende pålidelige forældre, at jeg kom til verden i Skolegade 4 i Brønderslev. Jeg tør derfor med sikkerhed gå ud fra, at det forholder sig således og må ofte undre mig over, at end ikke en beskeden mindeplade henleder den forbipasserendes opmærksomhed på denne skelsættende begivenhed. Det skal dog indrømmes, at min tilknytning til stedet er forholdsvis begrænset, sikkert fordi familien kort tid efter min ankomst flyttede til Gravensgade 25 A, som skulle blive en væsentlig del af min barndoms paradis.

Her var der en have med umådelige mængder af saftige gule blommer og stikkelsbærbuske. Her vrimlede det med stier og krogveje, som frembød endeløse muligheder for fantasien. Her lå der et snedkerværksted, hvor snedkermester Sønderlev havde til huse, og hvor man kunne sidde i timevis og se på arbejdet med træ og gamle limpotter. Men frem for alt, var der i et nærliggende hønsehus en sand velsignelse af rotter. Jagten på disse var spændende hinsides al beskrivelse, ikke mindst da de til sidst blev så mange, at alle bekæmpelsesmidler måtte tages i anvendelse for at udrydde dem. På den modsatte side af gaden – dér, hvor byens brugsforening nu er placeret – lå dengang “Jysk Klokkestøberi”, en nabo, som den ældre generation formentlig har omfattet med behersket hengivenhed. En stadig sky af sod og snavs omgav denne virksomhed, hvis skorsten med jævne mellemrum udsendte en luftart, som næppe har været fremmende for sundhedstilstanden hos kvarterets beboere. Men tillokkend var det, i respektfuld afstand, at iagttage, hvorledes det flydende metal blev hældt i støbeformene. Her var ikke noget at tage fejl af. Dette var farligt!

På hjørnet af Gravensgade og Frederiksgade, i et hus, som desværre nu er forsvundet, boede den navnkundige overbetjent M.V. Mortensen. Jeg har tidligere i anden forbindelse fortalt mine begejstrede læseree, hvorledes jeg i dette hjem grundlagde min personlige formue ved på overbetjentens gentagne opfordring, at synge “Dejlig er den Himmel blå”. Denne dåd indbragte hver gang 10 øre, hvilket på den tid var et anseligt honorar for en 6-7 årig dreng.

Men også overbetjentens to yngste sønner, Kaj og Tage Mortensen – dengang i begyndelsen af tyverne – bidrog i betydeligt omfang til min økonomiske velstand, idet de ved flere lejligheder bad mig afgøre hvem af dem der havde “den fineste cykel”. Opgaven var penibel, fordi jeg gerne fortsat ville opretholde et venskabeligt forhold til dem begge, men da kaj M. tilbød mig 5 øre for at udtale mig til hans fordel, mente jeg nok, at hans cykel, alt taget i betragtning, var den fineste. Nu erklærede Tage M. imidlertid, at han agtede at betale 10 øre, hvis jeg ville erkende, at jeg havde taget fejl. Efter endnu engang at have kastet et ransagende blik på de to cykler måtte jeg da også indrømme, at jeg måske havde varet for hastig i min bedømmelse, og at Tages cykel – omend forskellen forekom mig uendelig lille – dog nok var den fineste.

Til læserens orientering skal jeg tilføje, at Tage Mortensen senere blev lærer i Brønderslev, medens Kaj Mortensen efter en periode som politibetjent på Læsø blev kriminalassistent i Frederikshavn. Mange vil uden tvivl med glæde tænke tilbage på hans uforglemmelige barndomsberetning “Lirekassen”, som kunne læses i Vendsyssel Tidende for: 30 år siden.

Hos Tage Mortensen blev jeg senere indviet i violinspillets ædle men vanskelige kunst. Denne fremragende pædagog afholdt hvert år i sine private stuer en elevkoncert, som de stolte forældre uden undtagelse overværede for endnu engang at forvisse sig om deres børns usædvanlige talent. I hvilken udstrækning disse i deres nuværende virke får mulighed for at udnytte deres violinistiske færdigheder, skal jeg ikke kunne sige, men til oplysning for direktionen i Handelsbanken skal jeg gøre opmærksom på, at ingen ringere end Brønderslevafdelingens agtværdige hovedkasserer, hr. Ove Jensen, var blandt Tage Mortensens flittigste elever. Det er ikke for meget sagt, at disse aftener hører til den tids lykkeligste og mest betydningsfulde stunder. For en dreng i datidens musikfattige Vendsyssel var det en oplevelse af grundlæggende værdi at få lov til at deltage i fremførelsen af bl.a. Mozarts “Eine kleine Nachtmusik”. Dette udødelige værk har vel ofte fået en mere perfekt fortolkning, men er næppe nogensinde blevet spillet med større begejstring og inderlighed end i Gravensgade 21.

Denne beretning om mine tidligste drengeår ville være højest ufuldkommen, hvis jeg undlod at omtale Erik Johnsen, søn af købmand J. Johnsen, hvis forretning lå 1 Bredgade, ved siden af hotel “Phønix”. Når han og jeg allerede før skolealderen lærte hinanden at kende, skyldes det nok, at hans mor var datter af overbetjent Mortensen. Det skulle blive et bekendtskab med vidtrækkende konsekvenser, og det skal straks siges, at en udtømmende redegørelse for vore fælles oplevelser ville kræve, at Vendsyssel Tidende stillede sin samlede spalteplads til rådighed.

Vor betydeligste bedrift – herom kan ikke diskuteres – var oprettelsen af “Brønderslev Drenge-Opdagelsespoliti”, et kriminalpreventivt foretagende, hvis effektivitet og forbløffende resultater især beroede på en gennemført elitær bemandingsprocedure. Som følge heraf omfattede korpset kun to personer, nemlig chefen (E.J.) og souchefen (undertegnede).

Korpsets hovedopgave bestod i en omfattende registrering af alle mistænkeligt udseende personer og nødvendiggjorde daglange aktioner – oftest på cykel – i byen og dens nærmeste omegn. For ikke at miste orienteringen i særligt uvejsomme eller skovrige områder, f.eks. tennisplantagen i Nørregade, afmærkede vi omhyggeligt den tilbagelagte rute. Det vil føre for vidt at gå i detaljer. Her skal det blot i al beskedenhed konstateres, at kriminaliteten på egnen inden længe dalede til et minimum.

Ved siden af denne samfundsnyttige virksomhed blev der dog også tid til andre aktiviteter, ikke mindst i forbindelse med det dengang nyligt indviede friluftsbad. Her bestræbte vi os af alle kræfter på hurtigst muligt at erhverve den svømme færdighed, som var en uomgængelig betingelse for at få lov til at benytte bassinets højt eftertragtede dybeste trediedel. Det var et stort øjeblik, ja en højtidsstund, da vi, efter aflagt prøve, modtog denne tilladelse af friluftsbadets daværende svømmelærer, den senere så kendte radiomedarbejder Christian Kryger. Denne triumf og lignende glædelige begivenheder blev markeret med indkøb af to smørkager – Vendsyssels bedste – som kunne fås for 5 øre pr. stk. hos bager Christensen i Nygade.

Efter indgående overvejelser skal jeg, omend med nogen betænkelighed, tilføje følgende bemærkninger, der imidlertid bedes betragtet som strengt fortrolige:

Fra et halvtag, som dækkede manufakturhandler Carl Lauritzens cykelskur i Mejlstedgade, kunne man, med rimelig chance for at ramme sit mål, beskyde sagesløse forbipasserende i nakken ved hjælp af elastik og papirkugler. Læseren er utvivlsomt på det rene med, at vi aldrig ville indlade os på en så oprørende skændselshandling. Når jeg alligevel har en erindring herom, er jeg da også tilbøjelig til at mene, at der må være tale om en særlig livagtig drøm, som jeg af hensyn til professor Johnsen aldrig hidtil har omtalt for nogen. Hvem ved, om det kunne have vanskeliggjort eller forhalet hans udnævnelse til æresdoktor ved Åbo universitet? Thi det er han i dag, og heraf vil den tænksomme læser kunne se, at det stadig er muligt at nå ærens højeste tinder, når man allerede i sin tidligste barndom forstår at vælge de rigtige venner.

Mit første møde med Brønderslev Kommuneskole står temmelig klart 1 min erindring. Endnu ser jeg for mig, hvorledes de nye 1.klasser stod opmarcheret i rækker og geled, medens frøken Frøkjær, stående på øverste trappetrin, mønstrede tropperne med et hærførerblik, der dog ikke formåede at skjule, at hun inderst inde var et meget venligt menneske. Min klasselærer blev i øvrigt Birthe Kjær, gift med senere indenrigsminister Ejnar Kjær (ministeriet Knud Kristensen). Hun var en dame, der lagde megen vægt på elevernes personlige hygiejne, understregede gang på gang, at det ikke var nogen skam at gå i lappet trøje, men at sæbe og vand var så let tilgængelige goder, at ingen behøvede at møde i skolen med snavsede hænder. At vi ikke gjorde det, forvissede hun sig omhyggeligt om ved timens begyndelse. Respekt for orden og akkuratesse med skriftlige arbejder lærte vi på et tidligt tidspunkt. Når Birthe Kjær havde instrueret klassen om at placere en overskrift på diktathæftets 3. linie, var det ikke tilrådeligt at anbringe den på 2. eller 4. I øvrigt omfattede hun sine elever med stor omsorg og interesse, hvilket jeg personligt erfarede mange år efter, at vore veje skiltes.

I tillid til at læseren ikke vil fortælle det til alle og enhver, skal jeg røbe, at jeg ret snart oplevede noget, der næppe kan forklares som andet end mit livs første forelskelse. Blandt klassens piger var der især en, som forekom mig at være uden fejl, og som jeg derfor måtte anse for den ideelle livsledsagerske netop for mig. Det blev hun ikke, bl.a. fordi hun valgte at skænke sin gunst til skolens ældre drenge. Da jeg således måtte erkende, at hendes smag og dømmekraft ikke svarede til hendes skønhed, at hun med andre ord ikke var mig værdig, genvandt jeg forholdsvis hurtigt min sjælelige balance. Dog vil jeg aldrig glemme hin sorgens dag, da hun faldt og brækkede sit ene ben, hvilket medførte, at den dengang purunge lærer, Henry Allermann, i de følgende uger måtte bære hende på armen ind og ud af skolegården. Jeg betragtede ham med en blanding af beundring og misundelse.

O, at være en lærer! (Frit efter Frank Jæger).

Som 11-årig, ved overgangen til mellemskolen, mødte jeg for første gang Alfred Larsen, der nu overtog hvervet som klasselærer. Selv om vi alle hurtigt lærte at sætte pris på denne gennemkultiverede og altid venlige mand, er det først i de senere år, jeg til fulde begriber rækkevidden af hans undervisning. Hos ham stiftede vi bekendtskab med digterværker, som undgåeligt måtte gøre et stærkt indtryk i en alder, hvor fantasien og sindets modtagelighed er størst. Med sin gennemgang af Oehlenschlägers “Aladdin” beredte han os en oplevelse, som end ikke den mest farvestrålende fjernsynsversion vil kunne fordunkle. Aldeles tabt for omverdenen lyttede vi til Bjørnsons fortællinger, Holbergs komedier og Hos trups syngespil. Sprogets skønhed og udtryksmuligheder gik for alvor op for os i realklassen, da vi blev konfronteret med indledningen til “Haakon Jarl”. Havde vi ikke tidligere fornemmet bogstavrimenes betydning, gjorde vi det nu:

En herlig gammel helt er Haakon Jari. Han knejser som en knudret eg blandt alt det andet småkrat!

Så betaget af dette kraftfulde sprog var vi, at vi lærte lange passager at tragedien udenad for at kunne anvende dem ved passende lejlighed. I tilfælde af eventuelle fremtidige forelskelser i piger med brækkede ben ville en linie som denne jo være særdeles velegnet:

Siig, hvad tykkes dig om sædet på Jarl Haakons kæmpearm?

Lige så levende som litteraturundervisningen var timerne i historie. Stadsskoleinspektør Johannes Sørensen, som var en usædvanligt vidende fagmand, fortalte rigets historie så livfuldt, at alle dens skikkelser, fra Harald Blåtand til Stauning, fremstod lyslevende for os.

Til skoletidens højdepunkter hørte naturligvis skolekomedierne, især når Victor Røn optrådte i sin glansrolle som hovedpersonen i “Jeppe på Bjerget”. Ligeledes julekoncerterne i kirken, hvor skolens kor sang under ledelse af Jens Mølgaard, glemte hvilke vers der skulle udelades i “Den yndigste Rose” og måtte undgælde ved at se dirigenten vende sig imod menigheden med ordene: “Der er jo altid nogen, der står og sover!”

Den årlige skoleudflugt gik i hine tider ikke til London eller Paris men til Tolne skov og bakker. Her kunne man – foruden at nyde naturens yndigheder, samværet med kammeraterne og den med bragte madpakke – drikke sig fra sans og samling i “Godt Humør”, en rød sukkervandssaft, som kunne købes i skovens kiosk for 15 øre pr. flaske. Flertallet medbragte til dette formål i alt 1 krone, der, hvis man var afholdsmand, dog også kunne anvendes til køb af 10 ispinde, 20 flødeboller eller kæmpemæssige poser med bolsjer og lakrids.

Morgensang hørte dengang til dagens orden hos de fleste af skolens lærere, og visse sange og salmer er for bestandigt knyttet til erindringen om disse. F.eks.: Jens Jensen: Alt, hvad som fuglevinger fik. Befal du dine veje. Alfred Larsen: Ind under jul. Lad det klinge sødt i sky. Henry Allermann: Som hønen klukker mindelig. Jens Mølgaard: Havet omkring Danmark. Som dybest brønd.

Henimod skoletidens afslutning kom Willy Kløve ind i byens skolebillede. Foruden sine indlysende pædagogiske og administrative evner besad han endnu en færdighed, som var hans alene: Siddende ved katederet kunne han ubesværet løfte dette en halv alen fra gulvet. Det var derfor ganske naturligt, at han blev Brønderslevs første skoledirektør, og det er han heldigvis endnu.

Al ovenstående kunne man måske få det indtryk, at min barndoms skole var perfekt og alle dens lærere fuldkomne. Havde disse da slet ingen fejl?

Det var et godt spørgsmål (som man kunne forvente det af Vendsyssel Tidendes læsere).

Svaret lyder i al sin enkelhed således:

Jo!

Slemme fejl?

Absolut nej!   Så ville de ikke være blevet ansat i Brønderslev. Hvorom alting er, mindes vi dem med glæde og er dem især dybt taknemlige, fordi de ikke i demokratiets hellige navn, anvendte vor kostbare tid til endeløse drøftelser af undervisningens mål og midler, til ensidig fordybelse i såkaldt samfundsrelevante problemer eller til selvoptaget kredsen omkring vor egen interessante pubertetsbetingede identitetskrise. I stedet vendte de vor opmærksomhed mod andre, nok så væsentlige og livsbekræftende sider af tilværelsen.

Som Thøger Larsen udtrykte det:

De gjorde det højere til loftet og videre til væggene.

Fundamentet var lagt. Vejen var banet til gymnasiet, hvilket skulle medføre 3 spændende og i mange henseender forunderlige år i Hjørring. Men herom en anden gang. Måske.

Den, der efter mange års forløb genser sin barndoms by, vil ofte – trods iøjnefaldende fremskridt og smukke nybygninger – vare tilbøjelig til med Blicher at udbryde:

Ak, hvor forandret!

Med vemod må han konstatere, at mange af de kendte skikkelser er borte og med forargelse, at gadebilledet nogle steder er udret til det ukendelige.

For Brønderslevs vedkommende gælder dette sidste især området omkring Nygade. Her, som i de fleste andre bycentrer, er der liv og travlhed om dagen men øde og mennesketomt om aftenen.

I den seneste tid synes man i nogle byer at have indset det uheldige i denne udvikling og vil for fremtiden søge at undgå den skarpe adskillelse af forretnings- og beboelseskvarterer.

Tanken er ganske sikkert rigtig og vil forhåbentlig også vinde gehør i Brønderslev.

Thi bedre by findes ikke!

En svimlende men ikke utiltalende tanke melder sig: “Æresborger i Brønderslev Købstad”.

Har man i grunden en sådan ??

Et spændende liv

med virke fra Brønderslev gennem 57 år

Af Jeppe Bisgaard

Jeppe Bisgaard f. 1941

Henvendelse fra Jens Otto Madsen:

Hej Jeppe, jeg er ved at lave en bog om Brønderslevs, virksomheder, forretninger, institutioner og de personer der har haft deres virke i byen, kunne du ikke tænke dig at være med? Svaret kom omgående, Jo det vil jeg gerne. Der skulle ikke megen betænkningstid til, men så kom alle problemerne.

Hvad af alt det du har beskæftiget dig med, siden du for 57 år siden kom til Brønderslev, har interesse for en lidt bredere kreds af læsere. Svaret må blafre i vesten vinden, min far lærte mig: ”når du har sagt JA, må du også efterleve det JA”, så nu kommer der en levneds beskrivelse, som hvis du som læser, ikke er interesseret i at læse den, kan du som en løsning rykke de sider ud af bogen!!!

Barndom og opvækst

Det hele startede for 80 år siden, jeg blev født 1941, i Nibe, de stolte forældre var Mor Magna, oprindelig fra Tornby ved Hjørring, Far Jens, oprindelig fra Haverslev i Han Herred, når jeg skriver stolte forældre, skyldes det, at jeg var barn nr. 4, og de tre første havde været piger, så nu kom der endelig en dreng.

3 år senere blev jeg, ret sjældent for datiden, skilsmissebarn, idet min Mor og Far valgte at gå fra hinanden, far overtog hele børneflokken og i 1946 blev min far ansat på Aalborg Eternit fabrik, vi flyttede først til Frydendal  i Aalborg, og efterfølgende til Visse for til sidst, i 1950, at flytte til Frejasgade 29, i Vejgaard.

I 1947 startede jeg i Nøvling Skole, der dengang bestod af 2 klasser, første klasse for de tre første årgange og anden klasse for de 4 næste årgange, så måtte det også være på tide at komme ud af skolen og foretage sig noget fornuftigt, de lidt klogere børn kom på Elisabeth Brøndsteds privatskole i Aalborg, der kunne man så tage Mellemskole- og Realeksamen. Jeg husker de tre år i Nøvling skole som ret gode år, selv om griflerne peb på skiffertavlerne og blækket klattede på diktaterne, var der alligevel fredeligt og roligt, og når førstelærer Jensen og lærerinde frk. Jensen dikterede ro i klassen, så blev der ro.

I 1950 flyttede vi som nævnt til Vejgaard, dengang Nørre Tranders Sogn, og jeg startede min skolegang på Vejgaard Vestre skole, og det var noget af en start, efter første skoledag kom jeg hjem med et blåt øje og havde endvidere opnået at få min første lussing, af lærer Conradsen.

Det blå øje var vel meget naturligt, efter datidens normer, der kom en ny dreng i klassen, helt ude fra bøhlandet af, hvor stærk var mon han, en anden dreng fra klassen blev udpeget til at finde ud af det og efter lidt provokationer fra den drengs side, skulle det jo ende med et slagsmål og et efterfølgende blåt øje til en af os, og det blev i det tilfælde mig.

Lussingen fra lærer Conradsen, var efter mine begreber, fuldstændigt ude i hampen, jeg havde, som jeg skulle, meldt min ankomst hos skoleinspektør J.E. Jensen, på hans kontor, en flink og rar mand, der bød mig velkommen til Vejgaard Vestre Skole.  Efter de indledende øvelser pegede han ud af vinduet og fortale, at jeg skulle melde mig hos Malthilde Madsen i 4.A, det var lige over for inspektørens kontor i en parallel bygning, der gik under navnet ”den gamle Skole”. Glad og frejdig begav jeg mig af sted for at finde frk. Madsen og 4 A, jeg valgte naturligvis den nemmeste og mest direkte vej. På stien mellem de to skoler, mødte jeg så bemeldte lærer Conradsen, frygtet af alle, viste det sig. Jeg hilste naturligvis høfligt, det havde jeg lært hjemme fra, men jeg blev mødt med ordene ”hvad laver den lille dreng her” den sti her er kun for lærerne!! Jeg forklarede, at jeg lige var begyndt på skolen, og at jeg ikke kendte noget til hvilke stier eleverne ikke måtte betræder. Svaret kom omgående, ”skal den lille dreng svare igen” og så kom kødhammeren, uden at jeg nåede at flytte hovedet, og slam, det sad alle 5 fingre på min venstre kind, så det var noget af en debut på Vejgaard Vestre Skole, der sikkert var som skoler var den gang. Lærere der aldrig havde behov for at slå for at få ro, og lærere der høvlede løs på eleverne med både lussinger og spanskrør.

På Vejgaard Vestre skole kunne man den gang ikke gå længere end til og med 8. klasse, men da jeg nåede så langt, havde man på landsplan fundet ud af, at det måske kunne være en god ide´ at lave et 9.klassesforløb. Til at etablere et sådant forsøg udvalgte man Vejgaard Vestre skole og en skole på Lolland. Jeg tilmeldte mig det pågældende forsøg og startede i Danmarks første 9.klasse, den 1. april 1955.  Forinden var der lavet en aftale mellem skolen og eleverne, der i korthed gik ud på, at hvis en elev fik en læreplads, kunne man forlade forsøget og hvis en elev fik 3 advarsler fra skolen, kunne de opsige samarbejdet. Da jeg den 3. maj, naturligvis uberettiget, fik advarsel nummer 2, vurderede jeg, at det måske var på tide at finde en lærerplads, det lykkedes og d. 15. Maj, 1955, startede jeg som Kolonial lærling hos købmand Robert Nielsen Herluf, Trolles gade i Aalborg Vest.                                                                                          Efter udstået læretid var der intet arbejde at få i Nordjylland så det blev København, Jeg skulle helst begynde mit nye job d. 1.Maj 1959 og måtte derfor bede min læremester om lov til at rejse, 14 dage før min læretid sluttede, hvilket for ham var OK.

30. april 1959 gik turen, med det gode skib Jens Bang fra Aalborg til København, 18 år gammel og med mod på livet og spændt på hvad der ventede en ung nordjyde i Kongens København. Mit første job var hos en købmand på Utterslev Torv, det varede 45 dage, så blev jeg sagt op, det viste sig, at købmanden havde ansat en anden kommis, men han kunne først tiltræde 15 Juni, så min opgave var at ”fylde hullet ud” det havde man bare glemt at fortælle mig, heldigvis var der masser af arbejde at få, så dagen efter jeg fratrådte hos købmanden på Utterslev Torv, begyndte jeg et nyt job i Koloniallageret Billigst, Nordre Frihavnsgade, på Østerbro, hvilket i øvrigt var et rent drømmejob, gode løn og arbejdsforhold Den første måned, efter jeg flyttede til København boede jeg hos min faster Ingrid i Livjægergade 16 på Østerbro, hvilket var meget rart, for at falde godt til. Senere lejede jeg et værelse i Herlev og til sidst et værelse i I.O.Olsensgade på Østerbro.

Efterhånden nærmede sig tiden hvor jeg skulle på session, det skete naturligvis i København, der mente de, at jeg vil egne mig til at være luftværns artillerist og at Aalborg ville være et godt sted at sende mig hen, de anede ikke at jeg oprindeligt kom fra Aalborg, så den ide´ var jeg helt med på, det havde nok heller ikke hjulpet hvis jeg havde protesteret. Så den 1. juli 1960 startede min 16 måneders ”karriere” hos Jydske luftværns regiment på Hvorup Kaserne i Nørresundby.

Efter endt soldater tjeneste gik turen igen til København, oprindeligt havde jeg aftalt, at jeg skulle tilbage til Kolonial lageret Billigst, såfremt der var et job ledigt, desværre var situationen den, at både mine tre kolleger fra før soldater tiden og ham der havde afløst mig, alle stadigvæk var ansat og ikke havde planer om ændre på det, så jeg søgte i stedet et job hos købmand Foldberg Petersen, på hjørnet af Livjægergade og Holsteinsgade, hvilket viste sig at være en god disposition, da en af de kunder der kom (mere og mere) i butikken, var min senere forlovede og kone gennem mange år, Litten.

Jeg boede på det tidspunkt på KFUMs pensionat, Valdemarsgade på Vesterbro, en af de øvrige der boede der, var en ung mand fra Aalborg, Per Sørensen, han var ansat i Stormgades Tæppelager, og vi fandt hurtigt sammen i vores fritid, da vi jo begge kom fra Nordjylland, Per nævnede ved flere lejligheder, at jeg skulle se at komme væk fra ”rosin piller branchen” som kolonialbranchen dengang ofte blev betegnet, nej tæppe branchen var der mere gang i !!. Vi jokede med det i en lang periode, men pludselig en dag til morgenkaffen fortalte Per, at de nu manglede en mand i Stormgades Tæppelager, så jeg kunne begynde med det samme, om eftermiddagen den samme dag var der en episode i butikken hvor jeg var ansat, hvor en lærling var ubehøvlet over for en kunde, da jeg, på nordjysk, forklarede den unge mand, at sådan opførte man sig ikke over for vores kunder, blandede købmanden sig og tog parti for lærlingen, det endte med at jeg bad købmanden om at regne ud hvor meget jeg havde til gode i løn for den pågældende måned og at jeg ikke kom mere, samme aften meddelte jeg Per, at jeg kunne starte i Stormgades Tæppe lager næste morgen, det var det, og næste morgen var jeg tæppemand.  Ændringen til tæppemand skete januar 1963 og jeg fortrød det ikke et øjeblik, lønnen var bedre end i kolonialbranchen og jobbet lang mere varieret. I efteråret 1963 meddelte Per, at han ville starte en tæppeforretning i Aalborg og den skulle hedde Tæppe Experten, han havde lejet et lokale i Bredgade i Aalborg og ville starte hurtigst muligt, jeg tilbød ham straks at ville bruge en uge af min ferie for at få ham godt i gang, og godt i gang det kom han, forretningen eksisterer endnu, under navnet Garant Tæpper og ligger på toppen af Skalborg bakke, den drives i dag af Pers datter og svigersøn .

Drømmen om at blive selvstændig Tæppehandler

 Hver gang jeg var i Nordjylland, besøgte jeg Per, og blev efterhånden lun på selv at starte en Tæppeforretning, men det skulle naturligvis ikke være i Aalborg.

Ved et besøg hos min søster og svoger, der på det tidspunkt boede i Brønderslev, fik jeg den ide´, at det måske skulle være i Brønderslev jeg skulle starte, så jeg bad min svoger om at holde øje med hvornår der blev et lokale ledigt i byen. En dag ringede han og fortalte, at nu var der et lokale ledigt i Algade 31, et tidligere sælgerkontor for automobilforhandler Johs. Andersen, der var flyttet ned i Østergade. Jeg tog kontakt til ejerne af lokalet og vi blev hurtigt enige om, at jeg godt kunne leje lokalet, så 1. august 1964 var vi klar til at åbne Brønderslev Tæppelager, man kunne næsten kalde det verdens mindste Tæppe forretning, forretningens samlede gulvareal var 28 m2. Jeg husker i dag stadigvæk vores første kunde der var købmand og boede i Tollestrup mellem Tårs og Jerslev.

Jeg var i starten ene om at passe butikken, tage ud til kunderne, vise prøver, måle op og give tilbud og i visse tilfælde selv lægge tæppet på, det betød en arbejdstid på 70-80 timer om ugen, men det betød intet, som 23årig har man uanede kræfter.  Jeg fik dog hurtigt hjælp fra en tidligere klassekammerat fra Vejgaard Vestre Skole der var startet som freelance tæppemontør i Aalborg.

Vi havde virkeligt travlt, dengang var tæppehandel lidt anderledes end den er i dag, hvor man har tæpper i brede baner, det var først lige begyndt i 1964, så vi syede tæpper sammen fra ruller der var 70, 90 og 100 cm. brede, det var på det tidspunkt både Sisal, Kokos, Axminster og vendetæpper og op til Julen 1964, var der dage hvor vi solgte tæpper om dagen, lagde dem på om aftenen og syede dem sammen om natten. Til det formål havde jeg lejet en tidligere kostald hos Ahlmann Larsen på Fasanvej, uden varme indlagt, så varmen skulle vi arbejde os til, den var nok ikke gået i dag.

Vi fik ret hurtigt brug for mere plads og da Opel forhandler Johs Andersen byggede nyt bilhus i Østergade, kunne vi mangedoble vores plads og flytte ind på hjørnet at Algade og Torvegade, det nuværende Cafe RendezVous. Johs. Andersen havde stadigvæk sin brugtbils afdeling i Torvegade og da de flyttede hele deres bilsalg ned i Østergade blev også de lokaler ledige, det medførte, at jeg kontaktede Fru Andersen der ejede hele bygningen, med 2 lejligheder på 1. sal og 2. lejligheder på 2. sal, vi forhandlede frem og tilbage og blev til sidst enige om en pris på kr.345.000,00, hvilket var prisniveauet for en ejendom af den type i en provinsby som Brønderslev, underligt at tænke på. Vi kunne så fejre Brønderslev Tæppelager 10 års Jubilæum med en forretning der på det tidspunkt var på 400 m2. Lokalerne i Algade/Torvegade blev efterhånden for u handy og jeg stod over for det valg, at enten skulle jeg renovere hele bygningen eller flytte tæppeforretningen til nye lokaler, evt. bygge en helt ny forretning på en af de industrigrunde kommunen havde til salg, mit første valg var en grund der var placeret i Østergade, hvor det nuværende Labtech er, jeg kontaktede kommunen og vi blev hurtigt enige, da der var faste m2 priser på industrigrunde i det område, jeg var glad og tilfreds indtil vi løb ind i et problem, jeg var på det tidspunkt medlem af Brønderslev Byråd, og ifølge tilsynsloven skulle en kommune, hvis man solgte jord til et byrådsmedlem, sende det i offentlig udbud, jeg var dog ret rolig idet grunden havde ligget der længe uden at nogen havde været interesseret. Efter en omtale af sagen i aviserne, viste det sig at der var andre der havde interesse i at købe grunden, jeg bød naturligvis også selv, men ikke nok, så min drøm om en tæppeforretning i Østergade smuldrede, men der var andre grunde til salg i kommunen, jeg fik øje på en grund, beliggende med facade ud mod hovedvejen med indkørsel fra hovedvejen, der opstod problem nr. 2 , det viste sig at Amtet krævede den indkørsel nedlagt, så adgangen til forretningen skulle ske af Østergade og Industrivej, egentligt ikke noget problem for kunder fra Brønderslev By, men lidt besværligt for de impulskunder, vi havde regnet med ved placeringen ved hovedvejen ville give. Resultatet blev, at vi byggede en dejlig lækker tæppe forretning på stedet, indrettet så alt var tænkt på, og vi fik en rigtig god start, men så indtrådte katastrofen, byggeriet gik fuldstændigt i stå, fra den ene dag  den anden, regeringen gennemførte en af flere kartoffelkure, der standsede alt  aktivitet i byggebranchen, det var naturligvis en katastrofe for bl.a. tæppe branchen, hvor  den normale cyklus var, at vi kunne følge en linie, hvor ejerne af det nye hus fik nye tæpper, de havde ofte solgt et mindre hus hvor den nye ejer skulle have nye tæpper, de var så flyttet fra en lejlighed hvor de nye lejere skulle have nye tæpper, men hvis nybyggeriet stort set stopper, kommer den kædereaktion ikke. Efteråret 1980 måtte jeg kaste håndklædet i ringen og indgive en betalingsstandsning, anmodning der førte til en senere konkurs, jeg valgte at arbejde for boet for at følge med hvad der skete, og da jeg så hvordan alt blev prisfastsat til langt langt under normal indkøbspris, efter rådgivning fra en tæpprhandler fra en anden by, som boet havde bedt om at medvirke, og som i øvrigt selv havde et bud med til det afsluttende skifteretsmøde. Jeg havde i mellemtiden sikret mig, ved et familiemedlems hjælp, så meget kapital så jeg selv kunne deltage i budrunden, der endte med at jeg overtog både inventar og varelager, til en særdeles fornuftig pris.

Der var kun to der deltog i auktionen, og det var jo begrænset hvor højt den pågældende tæppehandler kunne byde, da han jo selv havde fastsat værdien over for boet. Summa summarum, jeg stod nu med alt inventaret og resterne af varelageret og bygningen var solgt så jeg havde en måned til at finde en løsning.

Løsningen blev at jeg lejede de lokaler på hjørnet af Bredgade og Skolegade hvor tidligere Herremagasin Agerbæk havde haft forretning, der indrettede jeg Brønderslev Tæppelager, alt det inventar jeg ikke kunne bruge i de nye lokaler, solgte jeg til en nyåbnet tæppeforretning i Norge. Udover et mobilt tæpperense anlæg som vi selv beholdt, for nu skulle der renses tæpper, det passede fint med at tæpperne ofte blev renset i weekenderne, da vores kunder var banker og institutioner, og samtidigt var tæppeforretningen i Bredgade lukket i weekenderne. I sommeren 1982 skete der noget nyt og spændende i mit liv, der gjorde at jeg helt forlod Tæppe branchen efter små 20 år.

 Min tilknytning til Brønderslev handelstands forening

 Jeg startede som tidligere nævnt, i en alder af 23 år, tæppeforretning i Algade 31, og mente også at jeg nok burde være medlem af byens Handelsstands forening, jeg kontaktede Materialist Willy K. Madsen, der var medlem af bestyrelsen og han lovede at sørge for at jeg blev medlem og efter nogen tid modtog jeg en indbydelse til den årlige generalforsamling, der det år blev afholdt på Hotel Phønix og hele Korsbæk var til stede. Der var den lokale sherif Bengtson, Simon tolder, senere en meget god ven, Postmesteren, Stationsforstanderen, 2-3 direktører fra Pedershåb maskinfabrik og PN, direktøren fra Brønderslev Jernhandel, Simon Krog, Ford, div. Bankdirektører, Henning Jensen Nye Danske, den første jeg lærte at kende godt  i Brønderslev, repræsentanter fra kommunen, og naturligvis var detailhandelen stærkt repræsenteret med både Jacob og Johannes sko, Willy K, Jens Stagsted, Høy Hansen, Hans Agerbæk, Tage Buus, m.fl., man gik pænt rundt, gav høfligt hånd og præsenterede sig, jeg har senere tænk over hvad tanker de forskellige gjorde sig, når sådan en hvalp på kun 24 år tillod sig at deltage i så fornem en forsamling. Dagsordenen var den samme som i de sidste 50 År, ultrakort beretning fra formanden, der var jo heller ikke sket meget i foreningen det sidste år, udover at man havde startet et Julelotteri og haft en vis succes med det, hurtigt overstået valg, alt var på forhånd klappet af ingenting til eventuelt og så over til aftenens højdepunkt, den kogte Torsk med tilbehør, og den kogte Torsk var fantastisk god. Da spisningen var overstået, fordelte de fleste sig i de mindre lokaler alt efter rang og tilhørsforhold, tilbage sad en flok yngre, 10-12 stk. forretningsfolk, der hurtigt blev enige om, at der skulle mere liv i den her forening, der skulle gang i udviklingen, ellers ville det bare ende med afvikling i stedet for.

Til generalforsamlingen året efter kom der endnu flere yngre forretningsfolk, og der var blandt dem enighed om, at nu skulle Brønderslev ud af tornerose søvnen og gøres kendt, som en god handelsby, på forslag fra salen blev der nedsat et initiativ udvalg med følgende medlemmer: Jørgen Johansen, Tage Buus, Harding Busk, Thorkild Høy Hansen og Jeppe Bisgaard. Opgaven var at få liv i byens gader, så det blev rart at komme til byen på alle tider af året, fra det store opland, men opgaven bestod også i at få kunderne til at blive i byen og handle, i deres egen by.

Initiativudvalget begyndte hurtigt sit arbejde, med bl.a. nogle inspirerende møder hos Jørgen Johansens forældre der boede i den gamle Tagmarken skole ude i Vildmosen. Ret hurtigt blev der enighed om, at vi ville lave en aktivitets uge allerede det første år, 1968,  udvalget boblede med den ene gode ide efter den anden, og det første man var enige om var, at navnet skulle være ”Hjerte ugen” forklaringen på det var egentligt ret enkelt, for år tilbage havde daværende postmester fået den geniale ide, at på det stempel alle posthuse dengang stemplede brevene med,  når et brev blev afleveret til videre forsendelse på posthuset, stod der normalt kun bynavn og indleverings dato, teksten på det stempel blev ændret til ”Vendsyssels Hjerte-Brønderslev er det” ikke særligt mundret efter nutidens grammatik, vi ændrede det så til ”Brønderslev, Vendsyssels hjerte” hvilket grammatisk var mere tidssvarende. Det var så i øvrigt den eneste gang vi brugte navnet Hjerte ugen, der skete det, at vi fik en henvendelse fra Hjerteforeningen, der planlagde en Lands dækkende Hjerteuge, de mente at det  var et lidt uheldigt at have to så forskellige aktiviteter med samme navn, vi slog omgående op i banen, og de efterfølgende år kaldte vi vores aktivitets uge for ”Brønderslev ugen”, men stadigvæk med hjertet som symbol, der skete så yderligere det pudsige, at min kone, Litten, fødte vores søn Lars, midt i hjerteugen, det medførte så en artikel i Aalborg Stiftstidende med teksten ` Hjertebarn født i Brønderslev`, det er så i øvrigt den Lars, der i dag er handelschef i Brønderslev og fører de traditioner videre, der blev startet for 53 år siden, fordi nogle yngre forretningsdrivende var klar over, at synlighed er alt afgørende i kampen om kunderne.

Aktiviteterne var utallige gennem de 12 år jeg og en hel flok af initiativrige og arbejdsomme forretningsfolk, arbejdede for at skabe liv i Brønderslev, først i  initiativudvalget og senere i Bestyrelsen for Handelstands- Foreningen, det vil blive alt for omfattende her, at redegøre for de mange tiltag og aktiviteter, men der er naturligvis altid noget der står særligt klart i erindringen, som f.eks. dengang under den første aktivitets uge Hjerteugen i 1968, hvor vi havde lavet en aftale med Direktør Per Henrik Nielsen fra Pedershaab Maskinfabrik om, at de sponserede en flyvetur for 2 deltagere henover byen, samtidigt med, at vi havde 100 gavekort der skulle kastes ud fra flyveren, når den fløj hen over banegårds pladsen, alt var klappet og klart, vi havde afholdt en konkurrence om hvem der skulle have de to ledige pladser i flyet, men to dage før den fredag, hvor det hele skulle løbe af stabelen, blev jeg ringet op af Per Henrik, der kunne fortælle at den store pressedækning havde betydet, at luftfartsmyndighederne gjorde opmærksom på, at det ikke var tilladt at kaste ting ud fra en flyvemaskine. Der stod vi så med skæget i postkassen, alle havde læst om det i aviserne, dengang var der fire lokalredaktioner i Brønderslev og annoncerne der omhandlede arrangementet med flyveturen og alle gavekortene var bragt i samme aviser og i Oplandsavisen. Vi lod os naturligvis ikke slå ud af det, og et kvikt hoved i udvalget nævnte den gamle brandstige, der stod i en bygning ved siden af skolegades skole, den skulle køres ned på banegårdspladsen, så skulle der findes en modig person til at stå i toppen af brandstigen og når flyveren fløj over banegårdspladsen, skulle han kaste gavekortene ud over de mange fremmødte, alt klappede Kommunen sagde ja til at vi kunne låne den gamle brandstige, vi havde selv en modig mand, Harding Busk, så da flyveren kom hen over banegårdspladsen et par gange, kastede Harding alle de rare gavekort fra byens forretninger ned til de fremmødte.

Da den gamle banegård blev revet ned, og inden Spar Nord byggede deres nuværende bank bygning, var der på trekants grunden mellem Algade, Vestergade og Ny Banegårdsgade en stor, mørk og ubebygget grund, den gav den del af byen et lidt trist udseende og bedre blev det ikke, da efteråret kom og vi nærmede os Jul. Vi diskutere om vi kunne gøre noget og pludselig kom Tage Buus i tanke om, at uden for Slagelse var der et udflugtsområde, Eventyr skoven, som en privat mand havde indrettet med små huse og  et stisystem, så publikum gik fra hus til hus, trykkede på en knap og en skuespiller læste  eventyrer af bl.a. HC Andersen. Alle var straks fyr og flamme, pludselig var det muligt at få lys og hygge på den mørke plet i byen. En delegation, Tage Buus og jeg blev sendt af sted, vi mødtes med ejeren på stedet, alt var  lukket ned, men det lykkedes os at leje et antal huse, båndoptagere, med bånd, div. nisser og andre figurer, det hele blev afhentet af en vognmand og kørt til Brønderslev, vi købte 500 stk. mindre  grantræer hos en lokal skov ejer (til rimelige penge) kommunen hjalp os med at lave et midlertidigt sti system. Elværket trak nogle kabler, så vi kunne få strøm, både til båndoptagere og lys, udvalget knoklede en hel forlænget weekend, med hjælp fra bl.a. el-installatør  Arne Eriksen og pludselig havde byen en eventyrhave, med lys, eventyr figurer, eventyrfortællinger og den sidste uge før jul, suppleret med en æbleskivebod. Ganske vist havde den en begrænset levetid, men hyggeligt og flot var det.

På det tidspunkt var lukkeloven noget anderledes end i dag. Forretningerne måtte op til Jul holde åbent den sidste søndag før Jul fra kl.16 til kl. 2o. Efterhånden da flere og flere fik bil, opstod der den trend at flere og flere kom kørende med hele familien, og kørte til den større handelsby Aalborg. Det kunne vi i initiativudvalget naturligvis ikke bare se på, uden at forsøge at gøre noget. Vi lagde en plan, hvis vi nu kunne holde folk hjemme i Brønderslev til kl.16 når forretningerne åbnede, så var der en chance for at de blev her, vi planlagde et Juleshow både for Børn og Voksne, med landskendte kunstnere, masser af gaver til børnene sjove konkurrencer hvor der godt måtte grines lidt af deltagerne, på en godmodig måde. Juleshowene var en stor succes, hele Brønderslev Hallen var fyldt til sidste plads inkl. ekstra stole, alle hyggede sig, vi startede kl.14 og sluttede præcist kl. 15.45, så kunne alle nå ned i byen når forretningerne åbnede kl.16.  En af de sjovere episoder under et af Juleshowene var dengang, der blev afholdt en konkurrence mellem 5 af de voksne deltagere i Juleshowet, der var forskellige muntre indslag, sidste konkurrence var at konferencier udstyrede hver deltager med en sæk og meddelte, at uden for hallen holdt der 5 stk. taxa (det var dengang !!!) De fem deltagere skulle tage hver sin taxa og se hvem der kunne komme først tilbage med en levende høne, der var ingen begrænsninger for hvor de måtte køre hen. Imens fortsatte Juleshowet en større gave uddeling, der jo altid var meget populær. Deltagerne var ret hurtigt tilbage og hver af dem skulle så tage hønen op op af sækken og fortælle, hvordan de var kommet i besiddelse af den. En af deltagerne var Carsten Normann, ansat hos Hennings Møbler i Algade, da turen kom til ham åbnede han sækken og ud kom den flotteste store Plymorock høne og pludselig lyder det, nærmest råbende nede fra 3 række  ”jamen ved gud-det er jo vores Plymoroch høne ”, og ganske rigtigt, Plymorock hønens ejere var gode venner med Carsten, derfor var han kørt op til dem for at låne hønen, men vennerne var ikke hjemme, de var til juleshow i hallen,  nå pyt tænkte Karsten, de er nok ude at besøge noget familie og kommer sikkert først hjem til aften, jeg låner hønen og kan sagtens nå at få leveret den tilbage, inde vennerne kommer hjem.

Den sidste aktivitet jeg vil nævne her er, at vi i 3 år lavede en vandrertur hvor vi mødtes nede på banegårdspladsen kl.18 med madpakker m.m., så gik vi i samlet flok, med musik i spidsen, ud til Grinsted Plantage alle hyggede sig med den medbragte mad, der var forskellige former for underholdning, et år var den kendte bakkesangerinde Cleo på besøg, når det begyndte at blive mørkt sluttede arrangementet og alle gik hjem, der var jo både skole og arbejdsdag næste morgen.

Brundergildet.

Først i 70erne var der 2 andre årlige aktiviteter i Brønderslev, Fagenes fest der blev arrangeret af Fællesorganisationen, og Børnedyrskuet arrangeret af Landboforeningen, begge arrangementer døjede med mindre og mindre tilslutning, derfor opstod ideén om at lave fælles arrangement, hvor alle tre foreningen, Arbejdernes fællesorganisation, Landboforeningen og Handelsstands Foreningen kunne gå sammen om at afholde en fest og så lave noget hvor både Land og By kunne se sig selv i. Der blev nedsat nogle udvalg og det hele resulterede i oprettelsen af Brundergildet, der i mange år var den årligt tilbagevendende byfest der blev afholdt i Hedelund, indtil tiden også løb fra den.                         Brundergildet er også årsagen til at vi i dag har den runde pavillon og at der kom fokus på de muligheder der var i Hedelund. Med hensyn til den runde pavillon, blev den på det tidspunkt brugt til at opbevaring af kommunens gartner maskiner, og når politiet holdt deres årlige auktion af hittegodscykler, den var rådden i bunden flere steder, så man kunne se direkte ud i det fri. Da Brundergildet en aften mødtes i Hedelund  for at diskutere placeringen af telte m.m., kiggede vi også ind af de beskidte vinduer i pavillonen, og sammenstemmende kom der fra flere af os, den her skal vi bruge som centrum for Brundergildet.                                                  Der har sikkert siddet en eller anden embedsmand og rystet på hovedet, for kommunen ville, på det tidspunkt, ikke ofre en krone på det gamle bras. Vi fik tilladelse, til at låne den og straks opstod den ide´ at lave en cabaret med lokale amatør kunstnere, det arbejde tilbød bibliotekar Schardelmann at tage sig af, ved klaveret sad Bent Wisborg og en af skuespillerne var Poul Andersen, der gjorde det fantastisk som dame. Den gamle pavillon blev ”shinet” op, gulvene blev skrubbet med savsmuld nogle gange, spindelsvæv fjernet fra vægge og loft og pludselig havde vi en pavillon, der så helt tåleligt ud, de tre aftener kabaretten kørte var alt udsolgt, der kom frisk savsmuld på gulvet efter hver forestilling, publikum startede med at spise revelsben, med tilbehør fra Slagter Stiller, der var lavet et sanghæfte, så aftenen var også krydret med fællessang.

Brundergildet blev en øjenåbner for de mange muligheder den gamle træ pavillon og Hedelund indeholdt, det var årsagen til at kommunen  ofrede lidt penge på at få skiftet de rådne brædder ud, efterhånden blev den gamle pavillon mødested for mange forskellige aktiviteter i Rhododendron Parken, som blev etableret, ved hjælp af en stor indsats fra aktive borgere, og den udformning ”den runde” har dag ,med gode toiletforhold m.m. skyldes igen en stor indsats fra borgere i byen, gennem foreningen Pavillonens Venner og gode tilskud fra div. fonde.

 Opstart af FDF-kreds i Brønderslev

Kort tid efter at jeg var flyttet til Brønderslev, blev jeg kontaktet af Simon Sørensen i daglig tale kaldet Simon Tolder, Simon var leder af det lokale toldkontor, deraf navnet, Simon var primus motor i et projekt hvis opgave det var at få startet en FDF-kreds i Brønderslev, hvor han fik mit navn opsnuset fra fandt jeg aldrig ud af, Simon havde fundet ud af at jeg havde været FDFer fra jeg var en lille dreng, først i Aalborg 1.kreds, senere var jeg med til at starte Aalborg 9. Kreds i Vejgaard og da jeg som 18.årig flyttede til København, blev jeg medlem af K.25, Brønshøj hvad jeg var indtil jeg 5 år senere flyttede til Brønderslev, alt dette havde Simon fået opsnuset og han havde så udset mig, til at være den første kredsleder i Brønderslev-FDF. Jeg takkede pænt nej, Jeg havde lige startet min tæppeforretning og den slugte næsten alt min tid, men lovede dog Simon at jeg godt ville deltage i en gruppe, hvis opgave det var at etablere kredsen. Simon var hurtigt på tangenterne og kort tid efter meddelte han mig, at han nu havde en gruppe klar, der gerne ville arbejde for at etablere en FDF-kreds i Brønderslev, det var, udover Simon selv, Knud Brønden, Mogens Friis Larsen, Mogens og jeg kendte hinanden fra Aalborg 9 kreds, Knud Jacob Slotsager, Gunnar Bruun Jacobsen og mig selv. Gruppen fik ret hurtigt det hele på plads og fik startet en FDF-kreds og man valgte, da man endnu ikke havde fundet en kredsleder, at arbejdsgruppen kørte videre indtil det problem, blev løst, indtil da måtte gruppen fordele opgaverne imellem sig. Min opgave blev, allerede det første år, i 1966, at lave en sommerlejr, vi valgte Nordsjælland hvor jeg havde mulighed for at trække på nogle af mine kontakter fra K. 25tiden, hvilket også lykkedes, vi havde en fantastisk tur til Sjælland og den dag i dag, kan jeg møde granvoksne mænd, dengang var FDF kun for drenge, der beretter om oplevelserne på turen til Nordsjælland. Efterhånden som jeg fik mere og mere at lave i min forretning blev tiden til FDF arbejdet også mindre, det sidste jeg deltog i, var købet og etableringen af ”Godset ” i Hallund, senere fik jeg berøring med FDF igen, men da var det som byrådsmedlem og medlem af kulturudvalget i forbindelse med bygningen af de to FDF og Spejderhuse på Døvlingevej.

Formand BI 1978/1979

Årsagen til at jeg blev formand for BI var lidt speciel, BI havde afholdt 2 på hinanden følgende generalforsamlinger uden at kunne få valgt en formand. Jeg fik så en henvendelse fra formanden for Håndboldafdelingen, Ulrik Sørensen, om jeg ikke kunne hjælpe dem et år, sagen var nemlig at Uffe Sørensen, den senere mangeårige formand godt ville være formand, men han var lige tiltrådt som skoleinspektør for den Nye Hedegårdsskole, og derfor ikke følte at han kunne påtage sig opgaven før året efter. Jeg havde selv meget at se til som byrådsmedlem m.m., men indvilgede i, efter en samtale med Uffe Sørensen, at påtage mig opgaven for 1 år. Det blev et meget spændende år, det kneb gevaldigt med økonomien, ikke mindst i kraft af økonomien omkring det forholdsvis nye BI center på Agdrupvej, jeg havde og har den personlige opfattelse, at idrætsledere, dengang som nu, skal bruge alt for meget af deres tid, til at tænke økonomi. På vores første bestyrelsesmøde snakkede vi om, at det var rimeligt, at kommunen overtog BI-centret så bestyrelsen ikke skulle bruge al sin tid på at snakke økonomi. Der blev indledt forhandlinger med økonomiudvalget, helt aktuelt stod vi og manglede ca. 125.000,00 til afdrag på lån m.m. Forhandlingerne gik faktisk rigtigt godt, kommunen skulle overtage, driften af BI centret, og vi skulle bare koncentrere os om at dyrke sport. Aftalen skulle afsluttes ved et fællesmøde mellem det samlede økonomiudvalg og den samlede BI bestyrelse, stemningen var god, vi fik kaffe med blødt brød og alt var godt, indtil Borgmesteren tilføjede at kommunen godt ville overtage centret, men jo ikke kunne garantere at BI kunne være alene om at bruge det. Det var en helt ny drejning, som ikke var aftalt på forhånd. Jeg kan huske, at jeg faktisk blev en smule vred, den gode stemning var i hvert fald ødelagt, jeg bad om at få mødet sat på pause og bestyrelsen trak sig herefter tilbage for at drøfte den nye situation, her fremlagde jeg de muligheder jeg så, vi kunne afvise kommunen og så stå tilbage med svære økonomiske problemer, men stadigvæk være ejere af centret eller vi kunne sige ja til kommunen og så risikere, at skulle dele BI centret med en anden klub, vi havde et par helt unge i bestyrelsen, det eneste navn jeg kan huske var Bruno Sørensen. Pludselig sagde en af de unge. Vi kan lave en indsamling,  gå fra dør til dør for at samle de 125.000kr ind vi mangler, det lød som et lidt fantasifuld projekt, kan vi det spurgte  jeg ? og kiggede rundt i kredsen af bestyrelsesmedlemmer og alle nikkede ja, så var det afgjort, vi gik tilbage til det undrende økonomiudvalg, og mit svar var jo enkelt, såfremt i fastholder  at BI ikke kan garanteres, at vi stadigvæk er eneste bruger af centret, vil vi gerne takke nej tak til aftalen og selv starte en indsamling for at skaffe de nødvendige penge. Mødet var slut, økonomiudvalget ønskede klubben held og lykke med Indsamlingen, der blev sat i gang, men først afsluttet efter min formandsperiode, men de nødvendige midler blev indsamlet så BI i dag står som ejer af centret, det i kraft af nogle helt unge bestyrelsesmedlemmer, der var klar til at yde en indsats for deres klub.

 Politisk indsats og karriere         

Allerede fra barnsben blev min politiske interesse vakt, som opvokset i et typisk arbejderhjem og med en far der var glødende Socialdemokrat og med en stor del af familien, der var venstrefolk, overværede jeg mange spændende debatter, og jeg mente naturligvis, at min far havde ret i hans argumentation, så vejen til at få en politisk overbevisning var ikke så lang og jeg husker hvor glad og stolt jeg var da jeg fyldte 18 år og første gang kunne stemme. Da jeg kom i lære som 14årig var det første jeg gjorde også at melde mig ind i HK og HKs ungdomsgruppe, hvor en af opgaverne var at kontakte andre unge lærlinge og fortælle dem vigtigheden af, at være organiseret og solidarisk kæmpe for at alle kunne få det bedre, men der var naturligvis også tid til fest og ballade. Efter først en tur til København, soldat i Aalborg og en ny tur til København, endte jeg i Brønderslev som 23 årig, der var ikke så meget tid til politik, men der var sket det i Brønderslev byråd at Borgmester Anton Tolstrup var død og der derfor skulle vælges en ny borgmester, Anton Tolstrup var valgt på en såkaldt Upolitisk borgerliste og første suppleanten som nu skulle i byrådet  var formanden for Brønderslev Handelsstandsforening, Willy K. Madsen, der var flere der bejlede til den ledige borgmester post, men det artede sig sådan at Willy K. Madsen endte med at blive byens nye borgmester. Det var noget med ”At hvis ikke du vil stemme på mig, skal jeg nok sørge for at du i hvert fald ikke bliver borgmester”. Der var simpelthen udbrudt krig i den borgerlige lejr. Willy K. Madsen var efter min, og andres opfattelse, en ganske god borgmester så da der skulle være nyt byrådsvalg i 1970, efter at kommunesammenlægningen var vedtaget i folketinget, var vi, blandt de fleste handlende i byen, enige i, at vi måtte kæmpe for at Willy K. Madsen kunne fortsætte som borgmester, det medførte også, at jeg blev spurgt og sagde ja til, at lade mig opstille på den såkaldte upolitiske borgerliste, men jeg lagde nu ikke skjul på at jeg stemte normalt på Socialdemokratiet. Willy K. Madsen blev ikke borgmester i Brønderslev, Venstre og Socialdemokratiet pegede i stedet på P.N. Jensen fra Venstre, det blev samtidigt enden på den upolitiske borgerliste i Brønderslev. Jeg havde faktisk lidt dårlig samvittighed over at have ladet mig opstille på en anden liste, end der hvor jeg følte jeg politisk hørte hjemme, og 3 måneder efter valget meldte jeg mig hos Socialdemokratiets Partiforening i Brønderslev, hvor jeg har været medlem lige siden.

Ved byrådsvalget i 1974 var jeg igen opstillet, og blev valgt, denne gang for Socialdemokratiet. Det samme skete 4 år senere og jeg kunne derfor starte på min 2 periode i 1978. I mellemtiden var jeg også blevet kredsformand for Socialdemokratiet i Sæby kredsen og i marts 1981 kredsens folketingskandidat. Det var en utrolig spændende tid og jeg kunne mærke at det politiske arbejde virkelig greb mig. I 1981 så jeg så, i et stillingsopslag, at AOF søgte ny Amtssekretær i Nordjyllands Amt, det var lige jobbet for mig, tænk at komme til at arbejde med politik hver dag, og så ovenikøbet så jeg kunne leve af det, jeg strikkede en ansøgning sammen og glæden var naturligvis stor, da jeg sammen med 5 andre blev indkaldt til en samtale med Amtsbestyrelsen og en repræsentant fra AOFs landsledelse. Jeg fik besked om at de ville bestemme sig samme dag og at den pågældende de valgte ville blive ringet op. Da der ikke var sket noget om aftenen kl.20, sagde jeg til Litten at det blev der ikke noget ud af, men pludselig kl.22 ringede telefonen, vi vil gerne tilbyde dig jobbet, men der er tre betingelser og du skal sige ja til alle tre, 1. du skal nedlægge dit folketings kandidatur, 2. du skal udtræde af Brønderslev Byråd 1. August og 3. du skal afvikle din tæppeforretning, så du er klar til at begynde dit nye job den 1. August, og endvidere skal du give os et svar inden i morgenkl.12.

Jeg tror ikke jeg sov meget den nat, lige foran mig lå mit ønskejob, men hvis jeg sagde ja, måtte jeg sige farvel til 2. aktiviteter jeg også brændte for, mit byrådsarbejde og det at jeg kort forinden var blevet valgt til folketingskandidat for Sæby Kredsen og nu skulle jeg give det fra mig, uden overhovedet, at prøve en valgkamp. Vedrørende tæppeforretningen havde Vagn Åge Haaning, der dengang drev Køkken bussen i Brønderslev faktisk kort tid forinden spurgt, om jeg var interesseret i at sælge, så ville han gerne høre fra mig.  Næste morgen kl. 9 ringede jeg til AOF og meddelte at jeg gerne ville sige Ja tak til jobbet som amtssekretær for Nordjyllands Amt. Det næste jeg foretog mig, var at ringe til Vagn Åge Haaning for at høre, om han stadigvæk var interesseret i at overtage tæppeforretningen i Bredgade, han svarede ja og vi aftalte at han skulle komme næste dag kl.10, sammen med sin revisor, sammen gennemgik vi varelageret, og fandt frem til en samlet pris for inventar og varelager. Vagn Åge og hans revisor forlod så forretningen og vi aftalte at de kom tilbage kl.13, hvilket de også gjorde. Præcist kl. 13 kom de tilbage og meddelte, at da vi var enige om prisen, kunne jeg godt pakke mine personlige ting, bogholderi med debitorer sammen, så ville de komme tilbage med en check på det aftalte beløb og ville så få nøglerne udleveret. Jeg sad tilbage med en underlig fornemmelse, men også en glæde over, at jeg inden for så kort tid, både havde fået nyt job og solgt tæppeforretningen, og nu kunne jeg ovenikøbet afholde lidt ferie, inden jeg skulle starte i mit nye job.

Min opgaver som amtssekretær for Arbejdernes Oplysnings Forbund (AOF) var bredt funderet, jeg skulle servicere AOF-afdelingerne over hele amtet, lave lokale kursusaktiviteter under FIU-systemet for fagbevægelsen og endeligt skulle jeg medvirke i valgkampe for Socialdemokratiet i forbindelse med f.eks. folketingsvalg samt endvidere bistå med Socialdemokratiets tillidsmand uddannelse.  Jeg vil ikke ligge skjul på at jeg var kommet på den rette hylde og tiden i AOF står for mig som noget der virkeligt udviklede mig, jeg traf fantastisk mange spændende mennesker og når din arbejdsplads rækker, fra Skagen til Hobro og Hadsund til Års, var der virkelig kul på, ikke noget der hed 37 timer om ugen, men det havde jeg jo heller ikke været vant til som tæppehandler, endvidere var der tilknyttet en fuldtids sekretær stilling til jobbet, den søgte min kone Litten og fik, vi indrettede kontor først i vores hus på Brahmsvej og senere i Vestergade under Viadukten, hvor der tidligere var slagterforretning samt grønthandler, det betød så også at Litten havde opgaver f.eks. i forbindelse med afvikling af Voksenpædagogiske grundkurser eller tillidsmandskurser for Socialdemokratiet, der ofte foregik i weekenden, så på den måde var vi sammen om at løse opgaverne.

TV 2 Nord

 Som amtssekretær er der mange forskelligt rettede opgaver, hvor du repræsenterer arbejderbevægelsen i dit område, en af dem var som medlem af Amts programrådet for Nordjylland Amt, hvor jeg efter et par år blev formand, samtidigt boblede lokalradioerne frem på landkortet og som AOF sekretær havde jeg også opgaver i den forbindelse, LO havde også interesse for det område og havde ansat en mediesekretær, Niels Peter Arskov, senere DR korrespondent i Peking, hans opgave var, at rådgive i forbindelse med etablering af nye lokalradioer. På et tidspunkt i efteråret 1987 kontaktede Niels Peter Arskov mig og vi aftalte at mødes den efterfølgende torsdag i Aalborg. Her kunne Niels Peter fortælle, at om fredagen ville der i folketinget blive fremsendt et Lovforslag om etablering af et antal lokal-tv stationer under TV2 og i forslaget var Østjylland og Nordjyllands amter lagt sammen til et område, der kun skulle have en Lokal-TV station.  Jeg kunne hurtigt se, at et Lokal-TV der skulle dække fra Skagen i Nord og til Skanderborg i Syd ikke kunne være særligt lokalt, derfor var hans opfordring til mig, at jeg skulle se af at få fingeren ud, og komme i gang med at gøre de Nordjyske politikere opmærksomme på, at det kunne vi ikke acceptere i Nordjylland. Vi skulle rejse en folkestemning, så alle kunne se og høre, at vi i Nordjylland ville have vores egen lokal-TV station. Vi var som sagt klar over at det skulle gå stærkt med at lave en plan, og da TV syd havde kørt som et forsøg i et par år (med bl.a. goddaw jeg hedder Lars Larsen), var det vigtigt at komme til Sønderjylland for at lære lidt af dem. Fredag ringede jeg, i min egenskab af amtsprogramrådsformand til Amtsborgmester Søren Madsen og forklarede ham situationen, han var helt enig i at det var med at komme ud af starthullerne og vi aftalte et møde allerede lørdag formiddag ude på Amtsgården, på Sørens foranledning deltog også kulturudvalgsformand i amtet Hanne Thygesen og som praktisk medhjælp Vibeke Gamst der også var sekretær for amtsprogram rådet. Inden mødet på amtsgården havde jeg kontaktet lederen at TV syd, Helge Lorentzen og aftalt et par tider hvor han ville være til stede, og hvor vi var velkomne til at komme og få nogle input om, hvordan de havde taklet opgaven på TV syd. Den første tid var om mandagen kl.11 og på vores møde på amtsgården blev det aftalt at Hanne Thygesen, Vibeke Gamst og jeg skulle køre til Haderslev mandag morgen for at mødes med Helge Lorentzen på TV Syd.

På mødet redegjorde Helge Lorentzen for hvad der var vigtigt i forbindelse med at skabe den folkelige opbakning for et sådant projekt, det var vigtigt at få opbakning fra både arbejdstager og arbejdsgivere, og landbruget, sportsorganisationer, kirkelige organisationer, lytteforeninger, spejdere, simpelthen fra alle dele af samfundet. Vel hjemme i Aalborg igen begyndte så den egentlige planlægning, vi ville afholde et stormøde på amtsgården med repræsentanter fra alle dele af samfundet, herunder de politikere der var valgt til folketinget fra Nordjylland, fra alle partier, det var vigtigt at hele opgaven med at få en af de nye TV-stationer til Nordjylland, ikke skulle have et partipolitisk præg, det skulle være for alle Nordjyder uanset politisk tilhørsforhold.  Det store arbejde med at sende de mange invitationer ud til amtets mange organisationer klarede Vibeke Gamst til bravour, så allerede 14 dage efter vores besøg på TV Syd, kunne vi indkalde til stormøde på amtsgården, med det formål at få præsenteret projektet og få nedsat en arbejdsgruppe som hele Nordjylland kunne spejle sig i. For at nå så langt var det vigtigt på forhånd, at få vedtaget et sæt spilleregler, så der ikke var en enkelt gruppe, der kunne tryne alle andre, derfor var der på forhånd lavet forslag til nogle vedtægter og valggrupper, som så efterfølgende fik lejlighed til at udpege medlemmer til  den 7 mands arbejdsgruppe. Der var mødt 140 deltagere frem til mødet og ikke alle var i godt humør, heller ikke da mødet sluttede, på den anden side af midnat, nogle mente at jeg som mødets initiativtager, dirigent og den der havde udarbejdet forslag til vedtægter, havde haft alt for stor indflydelse på  det færdige resultat, det kunne jeg til dels godt give dem ret i, men for mig drejede det sig om at være hurtige til at få udarbejdet den ansøgning, der skulle af sted til kulturminister Clausen, så Nordjylland kunne være blandt de første der fik tildelt de 25 millioner der blev givet som opstart til hver ny godkendt TV station.

I Aalborg stiftstidende stod der også næste dag d.26. september 1986

                        NORDJYLLAND ER FØRST MED REGIONALT TV2                   

Der blev på mødet valgt en syv mands arbejdsgruppe bestående af John Mørk DIF, Bent Brown Pedersen Arbejdernes Fællesorganisation Hjørring, Arne Arildsen Heltids Bibliotekerne, Skørping, Martin Rytter Landbo foreningerne, Gunderup, Kaj Normann Handelsstandsforeningerne, Brønderslev, Kr. Skaarup FOF, Aalborg og Jeppe Bisgaard AOF-Brønderslev og som sekretær for gruppen, Vibeke Gamst, amtet. Arbejdsgruppens opgave var at finpudse vedtægterne og gøre klar, så man kunne få afsendt en ansøgning, der først skulle til amtsrådet og derefter videre til kulturministeren. En anden opgave var at få oprettet en støtteforening og et repræsentantskab det fik deres medlemmer fordelt fra hele amtet. På trods af de knubbede ord fra stormødet på Amtsgården, arbejdede udvalget fortrinligt sammen, alle var opsat på at nå et resultat, vi vidste at det var en kamp mod uret og vi kunne se at i flere andre amter gik der fuldstændigt kage i den, i 1987 blev ansøgningen sendt og d. 1. april 1989 var TV Nord klar til at gå i luften, helt præcist et år efter startede TV 2 Østjylland så vi havde ved fælles hjælp været klar et helt år foran kollegerne fra TV Øst.  Ved udpegning af medlemmer til bestyrelse, repræsentantskab og støtteforening havde arbejdsgruppen gjort sig selv overflødig og som det var aftalt nedlagde den sig selv, kun 2 medlemmer af arbejdsgruppen valgte at fortsætte i den nye bestyrelse for TV 2 Nord. For mit eget vedkommende var jeg blevet tilbudt et job i AOFs hovedkontor i København, som projektleder for en nystartet afdeling i AOF, AOF erhverv, Det lød og var, meget spændende og da vores børn alle var fløjet fra reden, den yngste, Charlotte, var lige startet på et USA ophold, valgte vi, at sige ja til at flytte til hovedstaden, jeg kendte mit job og min kone Litten søgte, efter vores ankomst til København, et ledigt job som sekretær i LO og kunne tiltræde en måned senere.

Millex

Det blev til 4 dejlige år i København, hvor jeg beskæftigede mig med helt andre opgaver end i min AOF-tid som amtssekretær i Nordjylland, nu var fokus rettet mod bestyrelses- og lederuddannelse både for private virksomheder og fagforeningernes hovedbestyrelser.

Da der var gået 4 år i København, pegede pilen atter mod Nordjylland, jeg
fik en henvendelse fra min søster Åse og hendes mand Svend Erik, der var noget de gerne ville tale med os om, vi startede turen til Nordjylland den følgende weekend og var naturligvis noget spændte på hvad det mon drejede sig om. De havde for år tilbage startet Lampevirksomheden NORDLUX, den havde de solgt et par år tidligere og havde nu fået idéen til en ny virksomhed, det skulle naturligvis ikke være noget med lamper, Svend Erik var stadigvæk tilknyttet NORDLUX  med den opgave at tegne og udvikle nye lamper, men Svend Erik havde fået øje på de mange muligheder der lå i at udvikle artikler til folks private hjem, på det tidspunkt blev folk huse ikke større, men man fik flere og flere ting at holde styr på, og kommunikationen mellem familiemedlemmer blev også vigtigere og vigtigere. De ville starte en ny virksomhed, ansætte mig som direktør for virksomheden med mulighed for senere medejerskab. Jeg var på det tidspunkt 49 år og skulle jeg prøve et jobskifte endnu engang, skulle det være nu, så mit ja kom hurtigt.                                                          Fordelingen af opgaverne skulle være den at Svend Erik produktudviklede, fandt virksomheder, der kunne producere og pakke artiklerne, og når de stod klar på vores lager, var det min opgave at sælge dem, og i øvrigt have ansvaret for virksomhedens drift, det er naturligvis en forenklet udgave, vi drøftede på forhånd  potentialet i alle nye produkter, og når vi var enige blev næste fase startet, men jeg kan ikke erindre at der på noget tidspunkt har været nogen uoverensstemmelse hvad det angår. Vi havde hver især vores klart defineret ansvarsområde.  Det blev til 15 gode år med Millex A/S først 3 år på Troensevej i Aalborg Øst, derefter 12 år på Maltvej i Brønderslev, hvor vi drev virksomhed 2 forskellige steder. Vores kunder var Bilka, Føtex, Bauhaus, Silvan, Trælasthandel kæder, Aldi, COOP, Netto, Boghandel kæderne, INCA, Bog og Ide, Bøger & Papir. m.fl.  Vi eksporterede endvidere vore artikler til hele Skandinavien og flere andre lande i Europa, og det er blevet til mere end 50 messebesøg, både i USA og Tyskland, som udstiller eller på indkøb. En af vores helt store artikler var vores Memoplan tavle, en whiteboardmagnet og skrivetavle, når man købte en Memoplan tavle fulgte alt tilbehøret med, skruer til ophængning, magneter, whiteboardpen, og magnetisk penne holder og magnetisk tavlevisker. Da vi startede i 1991, kendte alle Whiteboard tavlen fra undervisningslokaler m.m., men ikke fra private boliger, det fik vi lavet om på i Millex, og vi solgte mange tusinde tavler i de 15 år jeg var tilknyttet virksomheden. Da det var 12 år siden vi startede Millex A/S og Svend Erik var blevet 68 år og jeg nærmede mig 63 år kom tiden, hvor vi skulle bestemme hvordan fremtiden for Millex skulle se ud, vi lavede en aftale så jeg overtog virksomheden, idet der skulle findes en samarbejdspartner der kunne drive Millex A/S videre, det fandt vi i Artic Import i Nørresundby, de ville gerne købe virksomheden med varelager og den bygning vi drev virksomhed fra på Maltvej, Brønderslev.  I virksomheden frem til 1. januar 2006, på det tidspunkt ville jeg være tæt på 65 år og nærme mig pensionsalderen. Det med pensionist tilværelsen kom nu ikke til at vare så længe, men mere herom senere, men først en lille pudsig ting, den der skulle afløse mig som direktør for Millex A/S hed Bo Andersen. Det viste sig at være ”lille” Bo fra en gruppe der hed Familien Andersen, de var fra Hobro og huserede på de Danske Landeveje år tilbage, de optrådte til et Brundergilde, hvor jeg var konferencier og Bo havde kun en rolle, han skulle synge” jeg har set en rigtig negermand” , på det tidspunkt var en rigtig landeplage, nu skulle han overtage mit job.

 Radio Veronica.

Som jeg tidligere har nævnt var jeg i min amtssekretær tid for AOF involveret i etablering af lokalradioer i Nordjylland, dog ikke i Brønderslev, der havde aktive folk selv klaret opgaven, da jeg vendte tilbage til Brønderslev efter mit Københavner trip, var der udbrudt en veritabel radiokrig i Brønderslev, nogle udbrydere fra radio Veronica havde startet deres egen radio, Brønderslev Nærradio, på en anden frekvens end den Radio Veronica sendte på, og da lokalradioerne blev finansieret ved salg af reklamer til byens forretningsdrivende, opstod der hurtig en krig, der var ødelæggende for begge radioer. Jeg fik en anmodning om at hjælpe til for at få den knude løst, men det var en svær opgave, men man mente vel at jeg, via min AOF-fortid havde visse præferencer, så jeg blev valgt som formand for Radio Veronica.  Det første, der skulle ske, var at få de to lejre til at begynde at tale sammen, det var svært, men efterhånden kunne flere og flere se, at det var den eneste vej fremad, samtidigt rykkede Radio Veronica ind i de nuværende lokaler i det der kaldes stjernekrydset, så der var nu plads til de frivillige medarbejdere fra begge radioer, øvelsen lykkedes og til sidst var der enighed om at stifte Brønderslev Medie produktion, som paraply for de fire sendetilladelser, Radio Veronica, Brønderslev Nærradio, Byens Bedste Radio og Hele Byens Radio, sådan er det stadigvæk i dag, her små 30 år senere, en periode hvor der på landsplan er lukket rigtigt mange lokalradioer.

Tiden efter Millex A/S,  BFC  og Power People.

Det med pensionering som 65årig lykkedes ikke rigtigt, 4 dage før min afskeds reception fra Millex, ringede min daværende svigersøn, Stig, om jeg ikke kunne komme til et lille møde i Brønderslev Floorball Club, de havde noget de gerne ville drøfte med mig, jeg sagde naturligvis ja, det kunne der vel næppe ske noget ved. Ved mødet sad der 3 personer med stenansigt, årsagen var følgende: klubben havde afholdt en stort Power People. Man manglede en formand.

Min formands periode førte også noget andet godt med sig, på et tidspunkt i 2009 kom en af spiller fra vores Elitehold, Kim Olesen og spurgte mig, om jeg ikke lige ville hjælpe ham med at se nogle papirer igennem, Kim var ansat i et Vikar Bureau, Power People i Nørresundby og var nu blevet tilbudt at blive medejer, men han var lidt i tvivl om det var fornuftigt, derfor bad han om min assistanse, da han mente at jeg, via min høje alder havde noget mere erfaring. Jeg gennemgik div. papirer sammen med Kim og min konklusion var at den konstruktion, skulle han ikke indgå i, men måske var der en anden løsning, så jeg kontaktede min egen revisor, der kom til den samme konklusion. Forslaget til Kim var, at han skulle tilbyde at købe alle sunde aktiviteter ud af Power People og samtidigt overtage forpligtelsen, i forhold til de ansatte vikarer. Kim udarbejdede en forretningsplan og pludselig kom spørgsmålet til mig, kunne du ikke tænke dig at være med? Jeg har erfaringen fra salg af vikarer, men mangler erfaring med drift af en virksomhed, der kan du så til gengæld bidrage. Jeg tænkte kort over det, og svarede så Ja. Aftalen blev så, at vi skulle lave et anpartsselskab med 50% indskud fra hver, jeg ejede i forvejen ejendommen Gravensgade 11 i Brønderslev, der var der ledige kontorfaciliteter så vi kunne flytte Power People fra Nørresundby til Brønderslev. Det viste sig efterfølgende, at den tidligere ejer af Power People, gerne ville være med i den nye konstruktion, hvad hverken Kim eller jeg havde noget imod, så vi lavede et selskab med 33 1/3% ejerskab til hver. Det viste sig desværre at være en dårlig idé. Det var sikkert det gamle ord om 3 hjul til en gig. Allerede efter 4 mdr. skiltes vore veje, og Kim og jeg havde igen hver sin halvpart i Power People ApS. Det gode samarbejde fortsatte indtil Kim følte sig klar til at overtage Power People i 2017.

Virksomheden var i mellemtiden flyttet til Frederikshavn hvor Kim bor, vi havde udvidet med en afdeling i Rødovre og en afdeling i Aalborg, der skal dække området syd for Limfjorden (Aalborg og Himmerland) og en afdeling med kontor i Frederikshavn der skal dække området nord for fjorden, det oprindelige Power People ApS er så administrationsselskab for alle afdelinger, og i dag består Power People yderligere af en afdeling i Aarhus og en afdeling i Kalundborg. De syv år i Power People var igen noget helt andet, det var salg, men ikke af varer som tidligere, her var det mere salg af en god ide`. Som brug af vikarer f.eks. i spidsbelastnings perioder er der mange mindre virksomheder som kan undgå lønadministration ved at bruge vikarer og da Power People altid betalte overenskomstmæssig løn, feriepenge, pensionsordning m.v. var der heller ikke nogen risiko for virksomhederne ved at bruge vikarsystemet. For første gang i de år jeg har drevet virksomhed, var jeg også fri for den sædvanlige revisorbemærkning til det årlige revisionsmøde. Dit varelager er for stort.

 Turen til Kilimanjaro i Afrika

 Jeg har i mange år haft en drøm om at ville bestige det ikoniske bjerg midt i Afrika, Kilimanjaro, der med sin hvide kalot af sne har befundet sig på den plet i ½ til ¾ millioner år. Kilimanjaro er verdens højeste enkeltstående bjerg, en gammel slukket vulkan, der af visse dele af den indfødte befolkning, stadigvæk tiltænkes overnaturlige kræfter. Bjerget blev første gang besteget af to Østrigske bjergbestigere i 1889, bjerget er 5895 meter højt og udmærker sig ved, at man kan gå op af bjerget, du skal ikke i gang med at hænge i karabinhager ud over en bjergvæg.

Når en nu afdød gammel ven og jeg mødtes over en flaske eller to talte vi tit om, at vi skulle en tur på Kilimanjaro, ved hans begravelse juni 2017 kom jeg pludselig til at tænke på alt det vi går og drømmer om og aldrig får noget gjort ved, herunder turen til Kilimanjaro, som nu for min vens vedkommende var overstået, (så vidt jeg ved). Jeg besluttede mig for at nu skulle det være, og fra bilen ringede jeg til Jesper Thomsen der havde fortalt mig at han arrangerede ture til Kilimanjaro. Hej Jesper, skal du til Kilimanjaro til januar? (2018) ja svarede han.

Kan jeg stå på toppen og fejre min 77års fødselsdag, den 28. januar? ja svarede han, så har du hermed min tilmelding. Så var det på plads. Vi aftalte, at vi skulle lave et træningsprogram, så jeg kom i så god form, som det var muligt for en mand i min alder. Kort tid efter ringede han og fortalte mig, at han havde fundet en træningsmakker til mig, han hed Kurt og var en hvalp på 74 år, det passede mig fint og vi begyndte et træningsforløb i henholdsvis Hammer Bakker og i Kridtgraven i Nørresundby, den ene uge 8 – 10 kilometer i Hammer Bakker, næste uge de mange trapper i kridtgraven, der fra starten var den hårdeste del af programmet, sådant fortsatte vi frem til november, hvor vi var mandag i Hammer Bakker og onsdag i Kridtgraven, ca. 14 før afrejsen d.20 januar 2018 stoppede vi træningen for at restituere inden  vi skulle på Kilimanjaro. Et andet vigtigt punkt, inden vi skulle afsted var, indkøb/ leje af grej til turen, det vigtigste er et par ordentlige støvler, en god sovepose, der kunne holde kulden ude noget ordentlig tøj, ikke for varmt og ikke for koldt, alt det hjalp Jesper os med, og det er muligt at andre kunne gøre turen lidt billigere med den hjælp vi fik af Jesper, både inden ture, under turen, på bjerget og under hjemturen var super.

På vej op ad bjerget til toppen

Desværre blev min makker Kurt syg den sidste nat hvor vi stiger 1000 meter og måtte følges ned af en af vores portere, da vi var nået til 5200 meter højde, meget ærgerligt for Kurt, der naturligvis havde glædet sig lige så meget som vi andre til at nå toppen. Kurt har gerne villet prøve senere, men på grund af Covid19 pandemien, har der ikke været arrangeret ture til Kilimanjaro det sidste halvandet år. Om selve turen op af bjerget er der næsten kun at sige, hårdt arbejde, det gør ondt, men når du står på toppen, snappende efter ilten, er alt glemt og du får en dejlig fornemmelse i kroppen. Så hvis du har lyst, tag turen, men du behøves ikke at vente til du bliver 77 år!!!!

Du kan endvidere se meget mere om turen på TV 2 Nord, søg på ”Jeppe på bjerget” og du vil finde den 40 min. udsendelse TV Nord lavede om turen.