Vringelby ligger mellem Vrensted og Løkken ca. 2 km fra Vrensted by. Det er en lille samling af huse og nedlagte landbrugsejendomme. I dag er de tilbageværende huse blevet renoveret og istandsat og flere er beboet af tilflyttere og der drives ikke mere landbrug fra ejendommene. Al jord er sammenlagt med nogle få større landbrugsejendomme som ikke ligger i selve Vringelby.

Herunder en artikel med en spændende historie fra 1962 om og med beboerne fra 

Kilde: VT marts 1962

Danmarks mindste bysamfund er på syv, og fem er ugifte.

 

Vringelby opstod omkring en mølle, men med dens ungkarle er det en by uden fremtid.

Midt imellem Løkken og Vrensted ligger en by, som siges at være Danmarks mindste. Den er saa lille, at vejfarende, der kommer kørende ad den asfalterede vej passerer de fem ejendomme, byen bestaar af, uden at slippe foden nævneværdigt fra speederen, og det er undskyldeligt, for kun den lokalkendte ved, at her ligger Vringelby.

Bynavnet er særpræget, og navnet er maaske af nedsættende betydning, da » Vringel<, i vendsysselsk folkesprog udledes som noget skævt, krumt eller tvært. Om byen i en fjern fortid har faaet navn efter sine indbyggere 9vides ikke, men man kan i hvert fald ikke betegne det nuværende Bysamfund, der bestaar af syv personer, som tvære, derimod kan man med nogen ret sige, der er noget særpræget ved de vringelbyboere, for der er kun et ægtepar imellem, og af de øvrige fem er de fire inkarnerede ungkarle, mens den femte, der repræsenterer spindesiden, er husholderske.

100 aar gammelt stuehus

Nu er det ikke almindeligt, at man træffer en hel bys indbyggere hjemme paa en og samme dag, og i Vringelby var husmændene Jakob Nielsen og Niels Nielsen ikke til at træffe,

mens Marius Mathiasen, der som de øvrige bor lige op til asfaltvejen, gik og kiggede paa sit 100 aars gamle stuehus, der slet ikke kan maale sig med hans næsten nye staldbygning,

– Jeg maa have det hus revet ned, og bygget op igen, sagde han, men det er ikke let at naa det hele, naar man er alene om det. Byen her er ikke alene karakteristisk ved sin lidenhed, men ogsaa derved, at den efterhaanden er blevet til en ungkarleby, og for mig at se danner vi et bysamfund, der vil uddø.

Et husmandsbrug som mit, kan ikke føde en familie, i hvert fald ikke efter de krav, der stilles i dag. Jeg har 27 tdr. land og fem malkekøer samt nogle svin, men min største interesse er plage. Jeg har tre staaende for tiden, og jeg holder meget af at opdrætte dem, og saa, naar chancen viser sig, kan man være heldig at tjene en halvtresser paa dem.

Møllen beskæftigede tre Møllesvende.

Naboen er gårdejer Kaj Vittrup han overtog i 1954 sine forældres ejendom, og det er en velholdt gaard paa ca. 50 tdr. land.

– Jo, det var min far, der ejede og drev den store mølle, fortæller han. Den blev opført her ved ejendommen, og ude i laden kan man se spær og andet materiale opført af den gamle mølles træværk. Der er blandt andet et spær hvorpaa er indridset aarstallet 1868, det aar, da blev møllen opført. Den blev hurtigt et samlingspunkt paa egnen, for alle skulle jo dengang til mølle, saa der var travlt dagen igennem, og de tre møllersvende som far beskæftigede, havde fuldt op at gøre.

Dengang hørte kun 7 tdr. land til ejendommen, men far forudsaa i tide udviklingen og købte gradvis jord til. Det var klogt, for da møllerivirksomhed ikke længere var rentabel, stod han med en gaard, der kunne brødføde familien. Han nedlagde møllen i 1929.

• De hører til blandt Vringelbys ungkarle?

-Ja, og jeg befinder mig godt, der er maaske nok lidt rigeligt at se til, men jeg har vænnet mig til at gaa alene med en ung karl til hjælp, saa det fortsætter jeg med.

 

Spiste et pund svesker

 

Johannes Heide er Vringelbys ældste indbygger, han er 65, og den eneste der er gift – og det har jeg ikke fortrudt, smiler Heide, det har sine fordele, se bare nu kommer mutter med kaffekanden. Jo, en kop kaffe og veltillavet mad er en de fordele, ægteskabet indebærer.

– Naa, jeg tager den ogsaa med ro nu, og de fem tdr. land der hører til huset her er jo til at overse, men i gamle dage skete her noget, da var travlheden højsædet. Huset ejedes dengang af vor bys smed, og han havde mange kunder. Min far købte af ham i 1913, og smeden køte derefter en landejendom ved Løkken, forresten den, der er blevet til Kallehavegaard badehotel,

Lige heroverfor boede Hans Bødker, der samtidig var indehaver af byens høkerforretning. Det var i de tider, da snapsen var billig, og blev taget som medicin. Paa stille dage stod der altid mange og sludrede i hans Bødkers butik, og der blev indgaaet mange besynderlige væddemaal om cigarer eller lignende. Det mest besynderlige var da nok da en af beboerne vandt et pund svesker ved først at æde et pund, endda med stenene indeni. Han vandt, men hans mave opførte sig mindre godt i lang tid efter.

Fra New York til Vringelby

I 1921 flyttede min kone og jeg ind i huset. Jeg ville egentlig til Amerika, men det ville konen ikke, Jeg tog til Amerika som 18-aarig for at besøge nogle af mine søskende, bl. a. havde jeg en bror, der arbejdede på automobilfabrikken >Nash, hvor han senere blev direltør for det store foretagende og han skaffede mig arbejde. Først var jeg paa landet, og senere prøvede jeg lidt af hvert, lige fra sømand til tjener. Jeg rejste hjem i 1919, og planen var at rejse til Amerika igen, men så traf jeg min kone, og tanken om igen at rejse til staterne var ikke velset.

Solgte fisk og kirsebær fra hestevogn

Naa, Vringelby var nu ogsaa et hyggeligt sted, selv om det jo ikke er New York. Her skete mange sjove ting, og her boede mange hyggelige mennesker. Jeg husker| bl. a. Jens Jacob, han boede her ved siden af og handlede meget og gerne. Næsten daglig kørte han til Løkken med hest og vogn og købte et hel læs fisk.

Engang kørte han helt til Aalborg med et læs torsk og fik det solgt saa hurtigt, at han fandt, tiden maatte udnyttes endnu mere, saa han spændte for igen og kørte længere sydpaa, hvor han handlede sig til et helt læs kirsebær. Han vendte vognen igen og fik i løbet af kort tid hele læsset solgt til aalborgenserne. Det gaar godt det her tænkte Jacob, og vendte nok engang vognen sydpaa, hvor han købte endnu et læs kirsebær.

Men denne gang gik det galt. Aalborggenserne var nu syltet til i kirsebær, og selv om Jacob kørte rundt i flere dage, sank det kun lidt i kirsebærrene, og han vendte næsen hjemad.

Enden paa den historie blev, at vi her i Vringelby vadede i kirsebær, men alligevel var der flere. Vi spiste og vi syltede, men det hjalp ikke stort paa læsset. Først da Jacob tog en tur nordpaa lykkedes det ham at sælge resten af bærrene for en slik, sluttede Heide, og helliger sig sin kaffe.

Sluttes ringen?

Med fire ungkarle i byen er det naturligt, at man ikke ser børn i Vringelby. Der er heller ingen, og da det nok vil blive vanskeligt at sælge i hvert fald et par af ejendommene til landbrug igen, ja saa kan man forudse at Vringelby indenfor en overskuelig fremtid bliver endnu mindre. Jorden til de faa ejendomme er oprindelig købt af den daværende indehaver af Bagterpgaard, og maaske bliver enden paa Vringelbys historie, at en af de omliggende større gaarde køber jorden tilbage, og saa er ringen luttet.

Byens storhedstid

Naa, men det var Vringelby vi skulle tale om. I gamle dage havde den mere karakter af en by, og selv for blot 30 aar siden boede der betydeligt flere mennesker end i dag, og der var ogsaa flere huse. Tilsyneladende er byen opstaaet omkring en stor mølle, der ogsaa er forsvundet, men dengang var her baade høkerbutik, smedie, bødker og skomager. Nu er al handel nedlagt i Vringelby, men byens storhedstid opstod uden tvivl omkring den gamle mølle, som De kan høre mere om hos min nabo.

april 2019- jens otto madsen