Vrensted Landmand fortæller om sit ophold i USA

 

År 1960

Landmand fra Vrensted siger:

Jordskælv i San Francisco rejsens største oplevelse.

Hjem fra studietur til USA, hvor fortjenesten blev tilstrækkeliggjort til at dække billetprisen.

Landmand Jens Haugaard i Vrensted frabeder sig at blive sammenlignet med bondeknøsen Hans, som havde været udenlands et år. Alene af den grund, at han har været borte to år og åbent indrømmer, at hans viden stadig er mangelfuld, og at han derfor ikke føler lyst til at vigte sig.

Jens Haugaard, søn af gårdejer Gunnar Haugaard, Vrensted, kommer direkte fra USA.

Faktisk havde jeg ikke haft noget imod at forlænge opholdet, siger han til alle, som påstår, at de kender USA efter et flygtigt indtryk af storbyer på en kort rejse, siger jeg dristigt: sludder. Amerika er umådeligt, befolkningen så sammensat, at man har svært ved at finde lighedspunkter mellem grupper i syd og nord, og vore gennemsnitsmuligheder for at komme det fremmede ind på livet trods alle hjælpemidler er meget begrænsede.

Den store oplevelse

Er De forvirret af de mange indtryk?

Faktisk kører det rundt, når jeg prøver på at samle indtrykkene til en helhed. Men et ved jeg: den store oplevelse blev ikke New Yorks skyskrabere eller naturens mange luner i form af skønt formede klipper eller fremmedartede planter. Nej, den store oplevelse blev et regulært jordskælv i San Francisco. Det kom absolut bag på mig, medens det meste af det andet, jeg kom ud for, var bebudet gennem skrifter eller ved samtale med landets egne.

Det var om natten, rystelsen kom. Ved 23-tiden. Jeg sov, men vågnede ved, at jeg brutalt blev slynget ud af sengen. Jeg klamrede mig til dyner og stolper, og da træet ikke gav efter, styrtede jeg til døren. Men huset sov tilsyneladende. Der var ingen, der som jeg styrtede rundt. Og så blev jeg klar over, hvad der var sket. Næste dag blev begivenheden drøftet ved frokostbordet, og aviserne ofrede en del linier på den. For det havde været en forholdsvis kraftig rystelse, sagde man.

Alle udgifter dækket.

Jens Haugaard kom til USA gennem Danmark-Amerika fondet. Han rej- ste for ca. to år siden sammen med en kammerat fra Stenum, Niels Richard Sørensen. Formålet var at se og lære. Første station på vejen Chicago, hvor der blev aflagt besøg hos en moster, som kort forinden havde været i Danmark. Derfra fortsattes til Minnesota.

Jeg skulle have arbejde på en farm, som ejes af bladet ”Minnesota Star and Tribune”. Farmens inspektør er dansk-amerikaner, det jævnede vejen for mig ved overgangen fra det danske til amerikansk-engelsk. Lidt sprog kunne jeg for øvrigt i forvejen, da jeg er elev fra Askov udvidede højskole.

På farmen opdrættes fasaner og kalkuner samt en del vildænder. Der rådes over et imponerende rugeanlæg, og kyllingerne finder i vid udstrækning vej til jagtarealer rundt i landet. Der var nok at tage sig for – dem, der forestod transporten under – de daglige ekspeditioner, for den faste bestand var på intet tidspunkt under 7000 kalkuner og 3000 fasaner.

Sommerresidens for bladejer.

I øvrigt bestod min opgave i at hjælpe til med plantearbejde og oprydning i en imponerende park, som hørte farmen. Her var nok bladets ejer kunne forlyste sig med. Han holdt af at være ude at fiske i søerne. Tre måneder om året var han deroppe. Og min kammerat på stedet, der var svensker, kunne let blive enige om, at var noget nær en drømmetilværelse direktøren førte under sine besøg hos os.

Fra Minnesota drog jeg vestover et halvt år efter ankomsten til USA. Jeg havde købt en Dodge, årgang 1955 med et kilometertal på 100.000 som var en gæv bil, så god at se til og med plads til fem-seks og så kostede den kun 1800 kr.

I den kørte jeg ene mand tværs over kontinentet efter at have været en tid i Chicago for på ny at hilse på familien. Rejsen var på godt 000 km. Jeg kørte over Denver Colorado, og kom til San Francisco en dag, da byen lå badet i tusinder af lamper og Stillehavet var næsten blankt som et spejl.

Plukke blomster

I San Francisco blev jeg i fire måneder og skulle plukke blomster hos en gartner, hvor jeg havde arbejde. Hovedparten af beskæringen faldt dog ind under haveanlæg, der var min arbejdsgivers speciale. Jeg fik set meget af rigdom, da vi ofte arbejdede ude, og der i San Francisco findes et utal af rigmandsvillaer og skønne haver.

Sidst arbejdede jeg i staten Washington som almindelig landmand med den undtagelse, at jeg praktisk taget ikke nåede at få en skovl i hånden. Alt var mekaniseret.

Hvorfor vendte De hjem?

Fordi jeg skulle. Opholdet kunne ikke udstrækkes længere. Jeg ville gerne være blevet i USA endnu nogen tid. Men nu, efter at jeg er kommet hjem, har jeg mærkeligt nok ingen ønsker om at vende tilbage.

Er det udgifterne, som skræmmer?

På ingen måde. Mine udgifter ved rejsen er betalt gennem det, jeg tjente derovre, således at jeg sådan set er hverken rigere eller fattigere, end da jeg rejste ud. Det er heller ikke arbejdstempoet i USA, for det er såmænd ikke hårdere end herhjemme. Snarere skyldes min lyst til at blive hjemme, at vi stort set har det mindst lige så godt i Danmark som i det fremme – synes jeg. Men som jeg begyndte med at sige: jeg har også kun begrænsede muligheder for at udtale mig om land og folk. Dertil var opholdet alt for kort.