Vognmand i Vrensted 

af Mathias Vestergaard, Sct. Thøgersvej

Jeg er ikke barn af Vendsyssel, men fra Syd Salling vest for Skive, opfødt på en almindelig bondegård sammen med otte søskende. Min far var kvægavler. Vi havde pligter på gården og skulle arbejde før vi kom i skole. Drengene hjalp til med arbejdet udenfor, medens pigerne hjalp i husholdningen. Jeg gik i skole i 7 år.

Det var mor, der stod for opdragelsen, og far gav os noget at bestille. Vi havde en god ungdom og gik på aftenskole med forskellige interessante kurser og så var der ballerne og senere kom soldatertiden. I barndommen lavede vi til nytårsaften løjer naboerne bl.a. hos en enkekone som altid blev så gal.

Min første plads blev på sognets største gård som forkarl, og betingelsen var blandt andet, jeg skulle køre bil, for at køre med de andre karle til oplysende møder. Det var i 1927. Jeg nævner det, for det var egentlig det, der gjorde, at jeg kom ind på transportens område.

Jeg mødte min kone Dagny, på en gård i Thy hvor hun var stuepige. Hun havde en bror Kristian, som var tømrer og snedker. Jeg er husmand flidsmand, jeg lavede på hans værksted vores soveværelse. Jeg blev gift med Dagny Pedersen i Vrensted i 1932, og vi fik 4 børn,  3 piger og en dreng og de har givet os børnebørn og oldebørn. Om sommeren tog vi vores egne børn med på teltture. Vi fik vores første personbil sidst i 1930erne.

Efter giftermålet kom Valdemar Jensen, købmanden fra forretningen ved Kirkedammen, han manglede en chauffør til sin lastbil. Jeg blev ansat, og var der til han solgte, og jeg videreførte vognmandsforretningen.

Det var meget dårlige tider i trediverne, men med hjælp fra gode mænd her i Vrensted, blandt andet den daværende kreaturhandler, Hans Thomsen, som var kunde hos købmanden, fik jeg anskaffet min første Lastbil. Det var dårlige tider, og hvis ikke jeg havde så god en kone som Dagny, havde jeg nok ikke klaret mig. Det varede ikke så længe, inden jeg kunne se, at der måtte mere til. Jeg talte med kreaturhandleren, og han syntes det var en god ide at få fedekalve transporteret fra eksportslagteriet i Brønderslev til Kødbyen i København Altså nu var jeg det, man dengang kaldte langtursvognmand.

Der gik nogle år, jeg kan ikke huske hvorfor, men i Løkken var der et eksportslagteri, hvis ejere var Valdemar Kjær, Brix Kjelgaard og Mortensen. De var alle tre kreaturhandlere og købe fedekalve på Aalborg marked, og så var den ugentlige tur til København fastlagt.

Der gik nogle år sidst i 30erne, hvor jeg var det man kaldte selvkørende, alt var stort set roligt. Den engelske statsminister havde aftale med Hitler om fred og ingen angreb. Men så en morgen den 9. april, det var før det rigtig var lyst, jeg skulle til Løkken og læsse kød til København. Der var en underlig uro i luften, jeg var godt klar over, det ikke var en bisværm. Valdemar Kjær var sammen med de andre kreaturhandlere i Aalborg på Eksportmarked, så sagen skulle gå sin gang, 1. slagtersvend tilbød at tage med, men vi kom ikke længere end til Rokkedrejeren lige før lufthavnen. Der var ikke andet for end at vende om.

Og hvad så, det var selv den gang mange penge, det drejede sig om. Alt blev kaos. Jeg havde en lille personbil, og slagteren ville gerne med til Aalborg, men Limfjordsbroen var spærret. Vi lejede en lille båd og roede så til Aalborg Jeg var heldig og traf ret hurtigt de 3 mænd, men fik kun skæld ud, de kunne jo ikke gøre noget. Vi tog så hjem til Vrensted. Hen på eftermiddagen kom der besked om, at Aalborghus ville afgå planmæssigt, og det var den eneste forbindelse til København den dag, og som følge blev priserne høje.

Der gik ikke mange dage, inden man kom i gang igen, og jeg fortsatte med københavnsturen en to – tre år, så sagde tyskerne stop for benzinen, Det var kun dem, der kørte for tyskerne, der kunne få benzin, og det ville jeg ikke.
Det skete nok knap efter de havde besat landet. Nu var jeg så heldig at have Nørresundby Tømmerhandel som kunde med fragt af tagpap fra København, og tyskerne havde arrangeret deres indkøb af materialer til barakbyggeri, og der skulle meget tagpap til. På den måde kunne jeg få den benzin, der var brug for.

Der gik jo ikke mange år, inden alt gik i stå. Hundestedfærgen stoppede, men så startede jeg fragtruten Vrensted – Aalborg, men der var en værre bøvl, der skulle stemples både ud og hjem. En gang var der så mange, der skulle stemples i Aalborg, og så måtte man ikke køre, og hvad så, jo man kendte jo smutvejen over mosen, og det gik godt nok, men så var der jo det med stemplet. Der var ikke andet for jeg måtte til Løkken, hvor tyskerne havde en slags hovedkontor. Her fik jeg følelsen af, hvordan det er at stå over for en, der ser gal ud og har en pistol i hånden, men jeg fik da min påskrift eller stempel.

Nu gik en tid, tyskerne havde travlt med at støbe bunkere og grave grøfter, tanks spærringer, men så en dag stoppede færgen, og vi fik generator først med træfyring, men så slap træet op, og vi fik en, der skulle fyres med svelkoks, et tysk produkt. Det havde desværre den tilbøjelighed at blive rødglødende, og så var der ingen gas.

Jeg havde koncession, så vi undgik tyskernes påtrængenhed. Nu havde jeg fået en yngre bror Richard som chauffør. Han gav mig besked pr. telefon, at der ikke var noget at gøre, han skulle hente ammunition i Viborg sammen med nogle tyskere. Jeg tror, det er det værste døgn i mit liv. Jeg tænkte på den tossede generator. Det var en lettelse, da han kom hjem, men han fortalte mig, at på tilbagevejen i Støvring om aftenen blev generatoren gloende, og tyskerne løb, men min trofaste bror ragede ilden ud. Nu var det mørkt, så de måtte alle overnatte i et skur med cementgulv. Det var sidste tur i denne omgang. Lastbilen gik på værksted, blev skilt ad og måtte ikke samles.

Efter krigen kom der en skattesag, men blev eftergivet det hele, da jeg ikke havde tjent noget hos tyskerne.

Mathias fortæller at han var med til at oprette Vognmandsforeningen, hvor han var formand i en årrække.