Marts 1994:
Det er dagens højdepunkt, når avisbudene stopper dagens aviser ind gennem min brevsprække, siger 86årige Harry Jørgensen, Vrensted, som abonnerer på Aalborg Stiftstidende og Vendsyssel Tidende.
De bliver sammen med alle de lokale ugeaviser læst særdeles grundigt. Jeg har været avisnarkoman hele mit liv. Jeg læste, da jeg var 7 år og begyndte at læse Vendsyssel Folkeblad. Og uanset, hvad jeg har lavet og hvor jeg har været, har jeg fulgt med i aviserne og selv skrevet ivrigt.
I 1987 besluttede jeg at udgive Vagabond Avisen, og den er blevet min store hobby. Ikke mindst efter, jeg nu sidder i kørestol efter et uheld for 15 mdr. siden. Og man tror ham gerne. Hvor man kigger rundt i den lille stue, hvor Harry både sover, spiser og arbejder, ser man aviser, udklip, billeder og papirer. Intet bliver smidt ud, før det er blevet grundigt studeret og vurderet. Kan det bruges i Vagabond Avisen nu? Skal det arkiveres til en senere lejlighed eller kræver det måske et læserbrev i dagspressen? For Harry blander sig også gerne i debatten og har altid gjort det.
Men der er aldrig nogen, som svarer på mine indlæg. Ved du hvorfor? Det er da fordi, jeg har ret, lyder det triumferende fra den gamle kæmpe, som i sine velmagtsdage var rundt i lokalsamfundet som meddeler til bl.a. Aalborg Stiftstidende i mange år og aktivt politisk interesseret. Han begyndte som Venstremand og via et par afstikkere til et par andre partier kom han i Fremskridtspartiet, hvor han er æresmedlem. Et diplom over skrivebordet er beviset.
På spisebordet, på skab og reoler ligger dynger af papirer. Umiddelbart ser det ganske uoverskueligt ud for den fremmede. Men tag ikke fejl. Harry har system i sine stakke. I arkiverne har han og sønnen Kristian samlet flere tusinde udklip fra aviser og ugeblade om vagabonder, tivoli, cirkus og omsorgsarbejde blandt samfundets udstødte. Og for nylig fik man yderligere et flot tilskud, idet en pensioneret bibliotekar fra Fyn har samlet og sendt 1500 udklip til Vagabond Avisens arkiv.
Vagabond-ven
Hvorfor udgive Vagabond Avisen?
Jeg har oplevet mangt og meget i livet og truffet mange mennesker. Jeg har haft mange jobs. Bl.a. været hotelkarl i Løkken og arbejdet rundt på herregårdene i Hjørring og Vrå. Min gode ven og nabo, forfatteren Knud Holst foreslog adskillige gange, at jeg skulle skrive en bog om alt det, jeg kunne fortælle, når vi fik os en øl.
Det ville dog blive for kostbart for mig. Men det inspirerede mig til at udgive et lille månedsblad. Det kunne jeg overkomme økonomisk.
Vagabond Avisen skulle den naturligvis hedde, fordi jeg har mange venner og bekendte blandt vagabonderne, som færdes på landevejene. Og fra markedspladserne, hvor jeg også selv kom meget, havde jeg masser af billeder og gode historier, som kunne bringes. Men der skulle selvfølgelig også være småberetninger om politikere og andet godtfolk, som har besøgt mig og som jeg regner for mine venner.
Nr. 1 kom i februar 1987 og siden er det blevet til 1532 numre. Originalmaterialet er omhyggeligt arkiveret i plastik- lommer og sat i ringbind, som står stablet op i en krog. Kigger man i nogle tilfældigt valgte numre, opdager man, at Harry har levet fint op til sin redaktionelle målsætning. Der er billeder, vittigheder, små autentiske beretninger fra det farende folks verden. Men der er også udklip fra aviserne om emner, som har optaget redaktøren af den beskedne Vagabond Avis, som blot var et A4-ark.
Foræringspris
Vagabond Avisen kommer ikke i noget stort oplag. I dag, hvor sønnen Kristian har overtaget redigeringen, men stadig med hovedvægten lagt på Vagabondstof både aktuelt som arkivmateriale, er den udvidet til over det dobbelte og koster 5 kr. Men Harry solgte sin avis rundt om på markeds- pladserne for 2 kr.
Ja, de kunne såmænd selv bestemme prisen, siger Harry lunt. – Mange blev givet væk. Af og til kommer nogen her forbi og får et nummer, men det er ikke så tit mere, forklarer Harry. – Det er jo en ren hobby for mig. Skattevæsenet kan ikke gøre vrøvl. Men en dyr hobby, vil jeg sige: Avisabonnementer, udgifter til materialer, togrejser osv. Jeg får også kun råd til det ved at undvære alt andet, som andre normalt bruger penge til, understreger han. Jeg vil ikke høre radio, og da det gamle fjernsyn gik i stykker, var det for dyrt at reparere.
Tiden går godt for mig, nå jeg læser aviserne og klipper og skiver lidt til min lille avis. For jeg laver så meget jeg kan. Bedstefar Avisen kalder jeg den side, jeg nu laver. Og tiden skal jo gå med noget. Siden mit uheld kommer jeg ikke så meget omkring mere. Jeg hører også dårligt. Men jeg har det fint her og klager ikke. Og slet ikke over den offentlige omsorg.
Mageløs fest
Ingen tvivl om, at Harry er en både påhitsom, engageret og farverig person. Og alle pengene er da trods alt heller ikke gået til bladudgivelse. Da han blev 80år lejede han byens forsamlingshus, averterede i de lokale aviser, at alle også vagabonder var velkomne. De skulle blot selv medbringe madpakke.
Og der kom vagabonder fra hele landet. Men der var skam også mange andre. Bl.a. kom Glistrup, og pastor Ingelise Wagner var der. Der kom 150 mennesker og der blev skrevet vidt og bredt om, at man aldrig havde set magen til fest, mindes Harry sin store dag 14. april for snart 7 år siden.
I dag kommer her ikke så mange mere, siger Harry lidt vemodigt. – Nogle er døde. Jeg har været til mange begravelser.
Måske er det min egen skyld? Harry bliver eftertænksom: – Men jeg er ikke bitter, kun taknemmelig for dem, der kommer. Og så har jeg heldigvis dagens højdepunkt: Aviserne og mit arbejde med Vagabond Avisen.