Kilde: VT/Nordjyske 1972
Den 90-årige Anna Christensen, Vrensted Østre Hede, fortæller om sit liv som biavler og væverske
Som 14-årig kom jeg i ni måneders vævelære i Hjørring hos Inger Pedersen, fortæller hun. Om vinteren sad jeg derefter hjemme ved væven, og om sommeren var jeg ude at arbejde. Min far var tømrer hos godsejer Jens Rottbøll, Børglum Kloster, og godsejerens søster, frk, Othilie, gav mig arbejde.
Den normale pris for en alen vævet stof var 10 øre, men jeg havde tænkt på at forlange 12 øre i dette tilfælde. Det sagde min mor nej til, og stor var derfor min glæde og overraskelse, da frk. Othilie spurgte, om jeg var fornøjet med 25 øre pr. alen. Den flinke’ dame uddelte det stof, jeg fremstillede, til fattigbørn.
Gå-på-mod har præget Anna Christensen hele livet. Hun har aldrig ladet sig slå ud af modgang. Da manden døde for ca. 30 år siden overtog en søn gården, og hun byggede nyt hus ved landevejen, hvor hun stadig bor.
Anna Christensen er især kendt for to ting: vævning og biavl. Indtil for ca. tre år siden havde hun biavl som bijob, men med kort tids mellemrum indstillede hun både vævning og honningfremstilling.
– Jeg syntes, jeg skulle til at tage det roligere, fortæller hun, Men væven solgte jeg, fordi den fyldte en hel stue, som jeg ville nyindrette. Det salg har jeg fortrudt en lille smule. Men jeg laver da stadig noget håndarbejde, selv om haven er mit et og alt, og det er en dårlig dag, hvis jeg ikke kommer ud at arbejde der.
Interessen for bier har jeg fra min far. Jeg begyndte på biavlen, da jeg blev gift, og med min mand, Martin Christensen, flyttede ind på Engholm i Vrensted. Ved siden af at hjælpe med landbruget passede jeg mine bier. Der var en produktion på 1000 pund honning om året. En overgang var prisen helt nede på 35 øre pr. pund.
Er De aldrig blevet stukket?
– Mange gange, men jeg tror, det har holdt mig ung. Bistik er bl.a. godt for gigt. Hele livet har jeg også spist store mængder honning, og jeg indleder stadig hver morgen med en kop kogt vand med en skefuld honning. Det er godt for synet, og jeg kan stadig læse avis uden briller.
Engang forærede jeg min datter og svigersøn en bifamilie. Min svigersøn var noget gigtplaget, og jeg tænkte, at han havde godt af at blive stukket nogle gange. Disse bier er i øvrigt de eneste, der nogen sinde for alvor har angrebet mig. Da jeg arbejdede med dem, gik de på mig, og jeg blev stukket overalt. Jeg for ud i stalden og hældte vand over mig for at få dem af. så tog jeg den med ro en halv times tid, hvorefter jeg gik ud til bierne igen.
Anna Christensens bier har været til bedømmelse på allerhøjeste plan: i ministeriet. Det var på et tidspunkt, hvor bipest hærgede. Fru Christensen ville sælge 19 bifamilier til en mand i Rødovre, men det var forbudt at eksportere bier syd for Limfjorden. Efter forhandlinger gav ministeriet speciel rejsetilladelse for hendes bier.
I mange år fremstillede Anna Christensen i hundredvis af håndklæder på sin væv. De har beviseligt været meget slidstærke, idet mange stadig hænger rundt omkring i badeværelserne i Vendsyssel.
På væven har hun også fremstillet gulvtæpper, bordløbere, gardiner m.m.
Jeg tror, det er alle de bistik og honningen, der har hærdet mig og holder mig ung. Sådan siger fru Anna Christensen, Vrensted Østre Hede, 90 år og særdeles ungdommelig. De mange år som biavler har gjort godt.
År 1982:
Fru Anna Christensen der bliver 100 år, er en livlig og engageret dame, der går op i tidens problemer. Hun klarer alt i sit store hus og den dejlige have, som er i mønsterværdig stand. Hun slår de to græsplæner som en mis, afstikker bedene, kultiverer jorden og fører en evig kamp mod mosegrisene. Foruden en skøn prydhave, er der en meget stor køkkenhave, hvor den friske dame henter en del af det fornødne til husholdningen.
juli 2019-jens otto madsen