Kilde: Erindringer fra Løkken-Vraa 2004
Ud at Tjene
af Jørgen Tøttrup, der i 1957 fik plads på Toftegård til 1. november. Han fortæller om sit daglige liv på gården og i fritiden hos en flink husbond familie.
Jørgen Tøttrup
Et år på Toftegaard
Det var med en vis spænding og nogen nervøsitet for det nye som nu skulle til at ske, da jeg en september eftermiddag 1957 sammen med min far cyklede fra Sdr. Vraa til Toftegaard i Vrensted, Pilgårdsvej 161, Vrensted, for at blive fæstet som andenkarl fra 1. november og et år frem.
Jeg havde, efter at være udskrevet fra Vraa Hovedskoles 8. klasse, arbejdet som “bette kål” hjemme i Tøttrup, været 5 måneder på Halvorsminde Ungdomsskole og haft plads en sommer som enekarl på en mindre ejendom i Sdr. Harritslev.
Derefter var jeg igen et år derhjemme, nu som enekarl. Den plads gik på skift først mellem mine to ældre brødre og mig, så blev den ældste gift og bosat, derefter var vi kun to brødre til at skiftes til at være hjemme som karl. Derhjemme blev det aldrig aftalt, hvad vi skulle have i løn, vi fik løbende, hvad vi havde brug for, og når vi så kom til 1. maj eller 1. november, satte far en skilling ind på sparekassebogen. Hvor meget det var, blev der ikke snakket om. Sådan tror jeg nok, det foregik mange steder på landet i den tid.
I sommeren 1957 var det så min tur til at finde god plads. Far havde haft ringet til Niel Østergaard i Vrensted for at høre, om der var en ledig elevplads på Østergaard. Det var der nu ikke, men Niels Østergaards svigerfar, som var Thomas Drivsholm, Toftegaard, manglede to karle. Efter Niels’ udsagn, var det også et godt lærested, så vi kunne da søge der. Det blev aftalt, at vi skulle komme og se på tingene en eftermiddag. Da vi ankom til gården, blev vi budt velkommen af Thomas Drivsholm og hans kone Maren.
Der var dækket kaffebord i dagligstuen og snart gik snakken. Det var nu mest Thomas og min far, der snakkede landbrugspolitik. De snakkede om Hans Pindstrup og Dons Christensen, og hvad de ellers hed de kendte inden for Dansk Landbrugs ledelse på det tidspunkt. Mig var der ikke nogen der spurgte, jeg havde nok heller ikke den store interesse for disse ting. Det var mere gårdens traktor og maskiner, jeg så hen til at skulle stifte bekendtskab med. Efter kaffen var vi rundt for at se på gårdens bygninger, besætningen og maskinerne. Thomas fortalte om gårdens drift.
Karlekamrene blev forevist, og der blev fortalt om, hvad han forventede sig af sine karle. Efter rundturen på gården, blev vi igen budt indenfor i dagligstuen. Her foregik så det, der i dag ville hedde jobsamtalen. Det var nu meget enkelt, for få dage i forvejen havde Thomas Drivsholm fastet naboens dreng, som også var fyldt 18 år fornylig. Lønnen blev aftalt: 4.000 kr. for vinterhalvåret og 4.500 kr. for sommerhalvåret, fri hver anden søndag samt en uges ferie om vinteren og en uge om sommeren. Det blev foreslået, at vi to drenge skulle være forkarl og andenkarl på skift, en uge ad gangen. Hvis far og jeg syntes det var rimeligt, var aftalen i orden og herved blev det.
På gården var der en voksen søn, Jens Drivsholm. Den sommer jeg blev fæstet, var Jens på et halvt års studietur i USA, men ville vende hjem og være forvalter på gården igen fra 1. november.
Det var dermed Jens der stod for at lede og fordele arbejdet. Derforuden var der ansat en fodermester familie til at passe besætningen på ca. 35 malkekøer og opdræt. I husholdningen havde Maren to piger ansat til at hjælpe sig.
Novembersdag gik cykelturen så igen mod Vrensted og min nye plads. Da jeg sidst på eftermiddagen ankom til Toftegaard, var Thomas og Jens i gang med aftenmalkningen.
Den nye fodermester familie var ved at flytte ind i det lille fodermesterhus, som lå lidt syd for gården.
Vi to karle fik anvist vore værelser som var i den vestre fløj. Jeg skulle have det som lå nærmest gårdspladsen, det varet enkeltværelse, hvorimod det andet, det som lå ud mod vejen, var beregnet til to karle. Der var centralvarme på værelserne, men der var vist godt nok en stophane et eller andet sted inde i stuehuset, så vi kunne ikke ligefrem frådse med varmen. Kl. 18 skulle vi spise til aften i folkestuen, som var i den østre ende af stuehuset. Hermed var dagliglivet på Toftegaard begyndt.
Næste morgen kl. 6 begyndte arbejdet. Jeg var valgt til at være forkarl den første uge. Dermed var det mig, der havde ansvaret for hestenes pasning. Der var fire store arbejdsheste og en et-års plag samt et par føl, alle af racen Belgier. Hestene skulle fodres med roer og halm, der skulle muges ud, strøes tørt halm, og broen bag hestene skulle fejes og strøes med et godt lag strandsand og til sidst skulle dyrene strigles og børstes. Det hele skulle nås på tre kvarter, hvorefter der var morgenmad. Et godt og solidt måltid af havregryn eller grød, derefter kaffe og alt det brød vi kunne spise. Kl. 7 rykkede vi ud som man sagde. Det vil sige, at vi begyndte et i marken, eller hvad vi ellers skulle lave om vinteren.
De første dage i november var en rigtig træls tid. Alt var nyt for os. Vi anede ingenting om, hvor forskellige ting havde sin plads. Meget arbejde var vi ikke klar over, og hvordan det
blev udført på stedet, men vi fik det lært, og lært at der skulle være orden overalt. Redskaber, trillebøre og sådan noget skulle altid rengøres efter brug og sættes på sin bestemte plads. Hver gang vi havde tippet en trillebørfuld møg i møddingen, skulle denne gøres fint op med fuldstændig lodrette sider og flad som en pandekage ovenpå.
Kl. 12 spiste vi alle, familien såvel som folkene. Der var middagsmad i folkestuen. Vi fik en god solid daglig kost, altid to retter. Der var ikke så mange specialiteter i kosten på Toftegaard, men der var altid rigeligt med mad. En enkelt ret mindes jeg dog som speciel, det var rámælkspandekage, altså pandekager lavet på mælk fra en ko, som lige havde kælvet. Enhver som har haft med køer at gøre, kan vist godt forestille sig, hvordan det så ud, for ikke at tale om smagen. Efter middagsmaden havde vi lidt fritid, hvor vi kunne slappe af. Kl. ti minutter i et blev eftermiddagskaffen serveret og kl. et var vi i gang med arbejdet igen. Kl. halv seks holdt vi fyraften. Vi havde nu en halv time til at blive vasket og skifte tøj. Vaskerummet var et rum ved siden af hestestalden med en bænk, nogle vaskefade, nogle vandhaner med koldt vand og en bruser ligeledes kun med koldt vand samt et toilet. Hvis vi gad, kunne vi hente en spandfuld varmt vand inde i stuehuset. Hver lørdag aften måtte vi karle benytte badeværelset inde i stuehuset.
Aftenerne tilbragte vi i folkestuen, hvis ikke vi var til gymnastik eller ungdomsmøde i forsamlingshuset. Dagens avis blev lagt ned til os, og der var radio samt forskellige spil, som vi kunne benytte os af.
Familien satte stor pris på, at karlene deltog i alle ungdomsforeningens arrangementer af forskellig slags. Det kunne være foredrag, og det var tit midt i ugen.
Der var også jævnligt bal i forsamlingshuset, så kom vi sammen med andre karle og piger, og der var mange. Mange af gårdene på egnen havde både to og tre karle og piger, så vi kunne nok fylde salen en lørdag aften. Hvis der gik en film i Løkken Biograf, som madmor syntes kunne være god, blev piger og karle læsset i Consul’en, og så kørte hun os i biografen.
Man kan godt sige, at pladsen var under familiære forhold, men alligevel blev der holdt en vis distance til medarbejderne. Jeg mindes for eksempel kun at have været til spisning i spisestuen to gange, det var nytársdag og til høstgildet.
Vi var ikke langt inde i november måned, inden vi følte os bekendte med tingene på gården. Den uge man havde jobbet som andenkarl bestod morgenarbejdet i at muge ud og strø halm ved svinebesætningen, som bestod af 5-6 søer og omkring 80 slagtesvin. Fodring af svinene tog Jens sig af.
Gårdens jordtilliggende var 105 tdr. land god jord. Da vi begyndte til november, var efterårsarbejdet i marken stort set til en side, dog sad der nogle ganske få tdr. land kålroer, som skulle køres direkte ind i roehuset. Hvis vi unge knægte havde set hen til, at vi skulle pløje marken med gårdens traktor, blev vi svært skuffet. Traktoren var for længst sat på “stald” for vinteren. Den smule jord, der ikke var pløjet endnu, kunne vi godt få tid til at pløje med hestene og dobbeltploven. Det sparede jo også på brændstoffet til traktoren.
Tiden indtil jul gik hurtigt. Vi kørte roer ind. De fire lange roekuler skulle dækkes med halm og jord, inden frosten satte ind. Det var alt sammen håndarbejde. Enkelte dage havde vi gang i tærskeværket i laden. Vi skulle sørge for, at der var korn og halm nok til at fodre dyrene med. Den første uge i det nye år var rigtig træls. Det var skik, at fodermesteren holdt sin uges vinterferie på det tidspunkt, og sådan var det selvfølgelig også det år. Det betød så, at vi karle, for uden svin og heste også skulle passe og malke det var vi ikke glade for. Det var også i de dage at de forskellige ungdoms- og idrætsforeninger holdt deres jule- og nytårsballer, så vi rendte til bal næsten hver aften og skulle så malke køerne kl. 5 om morgenen, det kunne nok være hårdt.
Et par dage ind i det nye år satte en voldsom snestorm dog en stopper for alt halløjet. Overalt på egnen var strømmen afbrudt i flere dage og vejene fuldstændig ufremkommelige. Arbejdet med dyrene blev så til håndarbejde ved flagermuslygternes skær. Køerne blev malket med hånden, det var vi ikke så gode til. Efter et par dage blev traktoren hentet frem af sit “skjul”. og der blev monteret en hane på traktorens indsugning, så kunne vi bruge den til malkeanlægget. Det der med nytårsfesterne blev ikke til så meget det år.
Vinteren gik sin rolige gang. Meget tid gik med at tærske kornet med det store tærskeværk med selv ilægger, korn- og avneblæser. Når det var hård frost og vi skulle køre roer hjem, måtte vi med en ishakke løsne jorden, som vi få uger i forvejen havde brugt vores kræfter på at dække kulen med. Vi lavede forskellige vedligeholdelsesarbejder. Jeg husker, at vi fornyede træloftet i hestestalden. Vi tyndede ud i læbælter og beplantninger, og bagefter savede vi træet til brænde. Brændet blev brugt i vaskekælderen til gruekedlen. En eftermiddag om ugen gik
karlene på landbrugsfaglig skole i Brønerslev. Vi skulle lære at lave foderplaner og gødningsplaner og den slags ting. Som lærere havde vi Brønderslev Landboforenings konsulenter.
Om foråret blev traktoren så igen hentet frem fra sit “skjul” og gjort klar til arbejdet i marken. Traktoren var en 26 hk Farmall H med petroleumsmotor, det vil sige, at motoren skulle varmes op på benzin i ca. fem minutter, så blev der åbnet for petroleums tanken. Ligeledes fem minutter for fyraften blev motoren stillet over pa benzin igen. Traktoren brugte vi til opharv ning, medens såmaskinen var hestetrukket ligesom de fleste redskaber. Enkelte moderne maskiner havde dog holdt sit indtog på Toftegaard, f.eks. en frontmonteret siderive, en 4 rækket radrenser, en selvbinder med kraftoverføring og som noget virkelig moderne, en maskine som kunne tage en række sukkerroe toppe og høste, knuse og blæse i en vogn. En maskine som man aldrig hverken for eller siden har set andre steder. Vi kaldte maskine. riet for en “Kampmann”. det hentydede til datidens finansminister, som åbenbart også høste. de alle over en kam.
1. maj blev min kollega, Svend, indkaldt til militærtjeneste. Der blev ansat en ny medhjælper som andenkarl, og samtidig forlod fodermesterfamilien stedet. Efter kort tid blev der ansat en ny fodermester. I den mellemliggende tid var det en selvfølge, at vi karle passede fodermesterens opgaver. Da det blev tid for roeudtyndingen, som foregik med en hakke, fik vi tilbudt akkord. Det vil sige, at vi dagligt skulle hakke 1000 favne kålroer eller 800 favne sukkerroer for den løn vi fik, hvad man kunne nå derudover, fik man ekstra betaling for. Så vidt jeg husker, var betalingen 1,50 kr. pr. 100 favne. Fra august blev der ansat yderligere en medhjælper, en daglejer karl, som vi kaldte det. Han skulle hjælpe med høsten og efterårsarbejdet. Han fik fast ophold på gården indtil 1. november.
Høsten og efteråret forløb let det år. Snart var året på Toftegaard forbi. Jeg havde lært en hel del om at være medhjælper på en større gård og havde haft det godt sammen med de andre unge mennesker på egnen.
Min broder skulle nu på landbrugsskole, så jeg tog hjem til Vraa igen.
