Sygehuset i Hjørring
Afsnit 1
I sommeren 2004 fik sygehuset en forespørgsel fra Jysk medicinsk-historisk Selskab, som ønskede en oversigt over sygehusets historie beregnet til at ligge på selskabet hjemmeside, hvor man bl.a. ønskede at fortælle om de jyske sygehuse, og – hvis det fandtes – da gerne i elektronisk form.
Ved sygehusets 100-års jubilæum i 1991 blev der udgivet en bog om sygehusets historie, men siden da er der sket en del ændringer.
Da man på sygehuset forudså, at en elektronisk fremstilling af historien også kunne anvendes til andre formål, blev denne CD fremstillet.
Teksten er skrevet af fhv. overkirurg Hans J. Møller, som også har udvalgt billedmaterialet, medens det tekniske arbejde med fremstillingen er udført af sygehusets AV-afdeling.
Der har været sygehus i Hjørring i mere end 180 år. Billedet ovenfor viser situationen omkring årtusindskiftet (foto. H.H. Hunderup), men om få år vil billedet være ændret, idet man skal starte et større
projekt hvis formål blandt andet er en total fornyelse af de medicinske sengeafsnit og i en senere fase bygning af et nyt patologisk institut. Dette vil medføre, at en del af de ældre bygninger skal nedrives.
Hjørring Amts Sygehus i Nørregade – som det står i 2002
Hjørring Amts Sygehus 1822 – 1891
En kongelig forordning fra 1806 bestemte, at der i hvert amt skulle opføres 1 eller 2 nye amtssygehuse – væsentligst med henblik på behandlingen af venerisk sygdom – den såkaldte folkesyfilis, og der var til dette formål stillet 120.000 rigsdaler til rådighed.
I 1812 indrettedes i Aalborg et sygehus, der var fælles for Aalborg og Hjørring amter, og i 1816 havde amt- manden i Hjørring søgt det Kongelige Danske Cancellie om tilskud til indretning af et amtssygehus, men uden held. Først i 1822 fik man tildelt 800 rigsbankdaler i sølv, og man kunne samme år oprette amtssygehuset i Hjørring i en bygning i Nørregade, som tidligere havde været anvendt som lagerbygning og i en periode som skole.
Som sygehus har det næppe været særlig velegnet, men der var dog bademulighed, idet man af journa- lerne kan se, at patienterne fik et bad inden udskri- velsen. Huset eksisterer endnu og er i dag indrettet til spiserestaurant – i baggården finder man det grafiske værksted, som blev etableret af I. Chr. Sørensen.
Allerede 10 år senere kunne man tage et nyt sygehus i Skolegade i brug, opført til formålet. Der var her sygehusfunktion indtil 1891, da man flyttede til et nyt sygehus, fælles for amt og by.
I 1874 havde stiftsfysikus overfor amtsrådet påtalt forskellige mangler ved sygehuset – det medførte, at man anskaffede en desinfektionsovn, men andre problemer gjorde man ikke meget ved, bl.a. ses i amts- rådsprotokollen:
»En Adskillelse af Kønnene lader sig kun iværksætte ved en fuldstændig Ombygning af Sygehuset, hvorpaa Amtsraadet ikke for tiden kan indlade sig. Iøvrigt haves der tilstrækkelig Plads til Optagelse af Patienter, og i Hensénde til Forplejning, Orden og Renlighed lader Sygehusets Drift formentlig intet tilbage at ønske.«
Det har dog næppe været helt i top, for i 1883 sendte den nytiltrådte distrikts- og sygehuslæge N.C. Heerfordt en rapport til amtsrådet, hvori han peger på flere forhold – de gamle træsenge ønskes udskiftet med jernsenge, og de »efterhånden meget haarde Hø-Madrasser burde kasseres«, der ønskes supplering af den meget sparsomme instrumentsamling samt et
ekstra badekar udover det ene, der var der i forvejen, blandt andet af hensyn til jordemødrene, som på den tid skulle i såkaldte renselsesbade. Han slutter med følgende:
»Der er i det hele en saa fuldstændig Mangel paa Alt, hvad der hører til et velindrettet Sygehus’ Materiale (jeg skal blot nævne et fornyet Operationsleje, elektrisk Apparatur og m.m.) at der kunde anvendes Tusin- der af Kroner til at gøre Alt komplet«
Man var forsigtig tilbageholdende med bevillinger. Således søgte Heerfordt i 1885 om installation af telefon på sygehuset, men amtsrådet mente ikke at det var nødvendigt, og en fornyet ansøgning i 1887 var også omsonst.
I den primære udformning af sygehuset var der ikke nogen mulighed for isolation af urolige psykiatriske patienter, det kom først efter en årrække, men indtil da havde man brugt at anbringe sådanne patienter i arresten i kælderen under det gamle rådhus, som lå ret nær ved sygehuset.
Da man i 1891 flyttede til det nye Amts og Bys Syge- hus blev bygningen i Skolegade overtaget af kom- munen. Huset er senere anvendt som rektorbolig ved gymnasiet og rummmer nu lokaler for den kommunale musikskole.
Hvordan blev sygehuset brugt? Det var oprettet pri- mært med henblik på behandling af venerisk syge og tilskadekomne, men ikke epidemiske sygdomme, og en opgørelse har vist, at over 75% af patienterne havde venerisk sygdom. Der var ifølge indlæggelsesprotokollen ialt 4423 indlæggelser, svarende til et årligt gennemsnit omkring 64, ikke noget imponerende tal, men de lå længe, gennemsnitsliggetiden for veneriske patienter 70 dage, ikke veneriske 50, og ind imellem var der enkelte, der lå meget længe, blandt andet var der en kvinde, som var indlagt i 17 år.
Under en ombygning for få år siden fandt man på et loft 3855 journaler fra det gamle amtssygehus. Disse journaler er nu deponeret på Steno Museet. Selv om det ikke er alle journaler, er antallet dog så stort, at det har været muligt at få et billede af virksomheden. Udover journalerne er der håndskrevne årsberetninger fra en del af de seneste år, og her kan man bl.a. se, at der et enkelt år ved nytårstid kun var en enkelt patient tilbage på sygehuset.
Der var i årene 1824-26 en lokal koppeepidemi. I et par lokalhistoriske værker berettes, at der var mange koppepatienter indlagt på sygehuset. Der findes imidlertid kun en enkelt journal over en koppepatient, men ved at sammenholde en fortegnelse over godt 800 koppepatienter med indlæggelsesprotokollen ses det, at der har været indlagt 29 patienter med koppesygdom, og af en skrivelse fra sygehusets læge fremgår det, at 9 veneriske patienter er blevet smittet med koppesyg- dom under ophold på sygehuset. Man havde overvejet at indrette sygehuset til koppehospital – ligesom der i København var indrettet et særligt hospital i Søkvæsthuset. Der blev ansøgt om udstationering af et mindre militært detachement til et vagthold, som skulle sikre at ingen uvedkommende kunne komme igennem afspærringerne, men det blev nu ikke aktuelt.
Som nævnt var størstedelen af patienterne venerisk syge, og de lå længere tid end de såkaldt »andre syge«, og aldersfordelingen i de to grupper var for- skellig.
Blandt de veneriske patienter var knap 39% under 20 år, blandt andre ca 19%.
Det er vel mest gruppen af »andre patienter« som er interessant. Journalerne er kortfattede, men alligevel for en dels vedkommende informative. Der er blandt journalerne nogle sygehistorier, som er bemærkelses- værdige, ikke mindst fordi man må undre sig over, at patienterne har overlevet. Der er udarbejdet en samlet afskrift af alle »andre« journaler – den findes på Steno Museet og Medicinsk Historisk Museum i København. Man kan af disse journaler se, at landbruget har været en farlig arbejdsplads og at bygningen af jernbanen omkring 1870 også havde sine ulykker. At man ikke – selv ved betydelige læsioner – umiddelbart søgte hjælp kan ses af følgende:
»En 14-aarig Pige fik ved et Uheld ved et Tærskeværk sin højre Fod næsten afskaaret. Hun blev indlagt 14 Dage senere med et stort Saar foran Fodleddet, der var aabent fra indvendige malleol, der var delvist afskaa- ret, over til udvendige. Der var gangræn i huden over Saaret og infektion. Der blev foretaget amputatio cruris.«
Familiedrama er også forekommet, i dette tilfælde gik det ud over en pige på 2 måneder:
»Af sin ældre, 31/2 Aar gamle Søster er i Forgaar paa en mærkelig Maade med en Bordkniv bortskaaret hele den halve venstre Side af Næsen, saaledes at Snit- tet begyndte ved indvendige Øievinkel. Næseryggen samt Spidsen af venstre ala var borte, men Septum ikke læderet; condyler og de 2 yderste Led af højre Ringfinger bortskaarne og de 2 yderste Led af højre Pegefinger, samt nogle simple Ridser i Huden over Tommelfingeren.«
Offentlige transportordninger kendtes ikke, og vejen til sygehuset var ofte lang og besværlig, men der var ind imellem ihærdige patienter, bl.a. en kone fra Tømmerby i Thisted amt, som i 1845 ønskede at blive behandlet for en stor mammacancer. Hun spadserede
hele vejen, en tur, som ifølge journalen tog 21/2 dag. I en anden journal beskrives en køretur på 5 timer i åben hestevogn.
Den operative virksomhed har været beskeden, og først i de sidste halvdel af perioden er der anført noget om bedøvelse.
· 4 punkturer
· 49 incisioner
· 15 excisioner
· 43 sutur af sår (incl. f.eks. sutur af akillessene,
lig. patellae inf.)
· 26 hernieoperationer
· 21 repositioner
· 44 amputationer/exarticulationer
· 4 ablatio mammae
· 8 øjenoperationer (grå stær)
· 15 andre operationer (syndactyli, hareskår, tra-
cheostomi, vaginal hysterectomi)
og i 20 tilfælde er der foretaget obduktion.
Ingen af de omtalte hernieoperationer har været udført på ikke-incarcererede hernier, den første operation blev udført i 1846, men patienten døde – den før- ste med heldigt udfald fandt sted i 1858. Men i 1839 overlevede en 26-årig kvinde, som havde udviklet en fæcalfistel efter et incarcerationstilfælde. Man spaltede fistelgangene og fistlen lukkede sig spontant.
Den vaginale hysterectomi i 1845 skete som følge af en fejltolkning. Hos en venerisk patient fandt man en stor polyp i vagina, og i den tro, at det drejede sig om en uterinpolyp blev den exstirperet, men det viste sig at være en inverteret uterus. Nogen mikroskopi foreligger ikke, men da patienten døde en del år senere kunne man ved obduktion konstatere, at kun collum uteri var tilbage.
Sygehusets læge var den lokale distriktskirurg, senere distriktslægen. Der var i årenes løb 3 forskellige læger, som udover at passe sygehuset dels havde alminde- lig praksis, dels andre forretninger som påhvilede distriktslæger.
Den første var Peder Vilhelm Sünckenberg (1790-1859), som var på stedet fra 1822 til 1848. Der er et lokalt minde om ham tæt ved Sct. Cathrine kirke, et muret
samt et par celler i kælderen til urolige psykiatriske patienter. Der var ikke gas, det fik man først i 1902, ingen elektricitet før i 1912–13, men røntgenapparatet, som anskaffedes i 1906, krævede strøm, så der blev trukket ledning fra det nærliggende svineslagteri over til sygehuset. Der var tørveklosetter, som først blev afløst af vandklosetter i 1907 og vand fik man fra egen boring. Opvarmningen var med kakkelovne, centralvarme kom 12 år senere.
Det nyopførte Amts og Bys Sygehus. Den lille bygning til venstre rummer vaskehus, tørrestue, desinfektionsovn og ligstue
lysthus, som han lod opføre i sin have.
Han efterfulgtes af Jens Peter Hansen (1812-1894), som forlod byen i 1883.
Efter ham kom N.C. Heerfordt (1840-1893).
Der er i byen en Ewertsens Vej (om Ewertsen se senere) og en Heerfordts Vej. Selv om disse navne er bevaret, har Heerfordts vej ikke fået sit navn efter lægen, men efter en søn, som senere var medlem af byråd og syge- husbestyrelse og i en periode borgmester i byen. Disse læger var alene om det lægelige arbejde, men i det sidste årti brugte man, hvis der var behov for assistance til narkose eller operation, at hidkalde en af byens praktiserende læger.
Sygeplejersker i nutidig forstand fandtes ikke. Der var ansat en såkaldt »opvartningskone«, senere kaldt »økonomen«, som kunne have pigehjælp; hun skulle sørge for husførelse og patienternes pleje.
Hjørring Amts og Bys Sygehus 1891
Efter at der tidligere– uden held – havde været forhandlet mellem amts- og byråd om et fælles sygehus, kom der i slutningen af 1880erne gang i realitetsforhandlinger, som resulterede i enighed om oprettelse af det fælles sygehus, anlægs- og driftsud- gifter fordelt med 1/3 til byen, 2/3 til amtet. Der blev valgt en bestyrelse med repræsentanter fra amts- og byråd, og derudover var der et overtilsyn, der bestod af amtmand og borgmester.
I februar 1891 kunne man tage det nye Amts og Bys Sygehus på Bispensgade i brug, tegnet af arkitekt Hack Kampmann. Det rummmede 51 senge, med afsnit til epidemiske, veneriske og »almindelige« patienter
I århundredets sidste tiår byggedes sygehuse i Brøn- derslev, Dronninglund og Brovst, epidemihospital i Frederikshavn, hvor der var et kommunalt sygehus, og et lille sygehus i Saltum. I Sæby var der et sygehus, der var oprettet på lokalt privat initiativ. Det er klart, at disse etableringer har været en belastning for amtet. En ny epidemibygning åbnedes i 1894, og i 1905 kom der en tilbygning ved den vestlige gavl af sygehuset. Denne bygning rummede 34 sengepladser i 2 etager begge ude af niveau med den første bygning, så patienter måtte bæres på båre fra disse afsnit til og fra undersøgelse og operation, helt indtil 1989, da den nye kirurgiske sengebygning stod færdig.
Et tuberkulosehospital kom til i 1907, bygget med statstilskud, og i 1910 opførte man en bygning med boliger og administrationskontor.
Men det var ikke gjort med dette, der var planer om opførelse af et kapel og en pavillon til sindssyge, men det blev ved planerne. I 1913 fremsatte overlæge Ewertsen en anmodning om yderligere udvidelse, og det medførte, at der blev udarbejdet flere forslag til, hvorledes dette kunne gøres, og samtidig var der visse problemer med epidemiafdelingen, om hvilken sundhedsstyrelsen havde udtalt
Sygehuset fra syd – epidemiafdlingen i baggrunden – før 1905
»…..fremgår det, at afdelingen ofte i længere tid er belagt udover det normerede maximumantal på 24 patienter. Under disse forhold er bygningens mangler i forskellige hensénde følelige og vanskeliggør en for- svarlig drift. Af manglerne må fremhæves, at der hver- ken findes forstue, lægeværelse, observationsafdeling
eller udskrivningsbad, at der ikke er nogen særlig afdeling for modtagelse af patienter med tyfoid feber, akut børnelammelse o.lign., og at der kun er plads til én sygeplejerske. Udskylningsrummene er utilfredsstil- lende, korridoren lovlig smal, og der findes kun eet, yderst middelmådigt thekøkken for den hele afdeling, hvilket gør en gennemført isolation af patienter med forskellige sygdomme meget problematisk. Endelig kan det fremhæves at bygningen ikke er forsynet med varmt vand, og at varmetilførslen fra hovedbygningen efter sigende skal fungere på ufyldestgørende måde. Herefter mener sundhedsstyrelsen at burde anbefale, at de pågældende mangler søges fjernede snarest
ved en udvidelse og forandring af hele epidemiafde- lingens indretning og henstiller, at dette spørgsmål må søges optaget til nærmere prøvelse i forbindelse med de foreliggende planer om udvidelse af sygehuset medicinsk/kirurgiske afdeling.«
Vestfløjen blev opført 1905 – postkort
Patienttransport i den gamle sengebygning
Patienttransport 1891-1918
Forslag til sindsygepavillon 1910 – ikke opført
Det kunne man jo ikke sidde overhørig, og der blev lagt nye planer, om hvilke en københavnsk arkitekt, der blev rådspurgt, udtalte at de som helhed må anses som brugelige, men:
»Bygningens ydre er i alle måder utiltalende. Dårlig i forhold og inddeling og af banal karakter. At huset nu foreslås som et helt nyt i stedet for som tidligere at flytte og udvide det nuværende kan kun anbefales; men som tidligere gentagne gange udtalt, anser jeg den arkitekthjælp, som udvalget har, for utilstrækkelig, og jeg synes ikke, at den stillede opgave er løst således som sagen og den store udgift har krav på. Den arkitektoniske overlegenhed, som kan skabe en god og tiltalende bygning, mangler.«
Sundhedsstyrelsen har også udtalt sig om planerne for epidemiafdelingen:
»Sundhedsstyrelsen skal i sagens anledning bemærke,
at man kan være enig med fysikatet i, at den iøjnefaldende planløshed, som kendetegnes ved de gentagne udvidelser af det pågældende sygehus, er uheldig.«
Der forelå nemlig en længere udtalelse fra stiftsfysikus, hvori der er omtalt forskellige problemer, men desuden er der noget mere generelt, bl.a.:
»Den af sygehusbestyrelsen erhvervede store grund synes at være benyttet på en næsten upraktisk måde, og udkastet røber næppe mere kunsterisk sans end man almindeligvis ser på en landsbykirkegård. Dette skyldes dels at tuberkulosehospitalet er lagt på en kedelig plads og at mægtige stykker af grunden lig- ger hen som køkkenhave, tømningsplads og buskadser. Men som bekendt kan det ikke betale sig at drive køkkenhave til et provinssygehus. Værre er det dog, at der på den gamle epidemisygehusgrund ca. 20 m. fra nordskellet tænkes bygget en to-etages kirurgisk afdeling med tilhørende operationsfløj. Fra afdelingen
Fra den gamle epidemiafdeling
Sygestue i hovedfløjen – før 1914 (LHA)
har man kun udsigt til TB-hospitalets uskønne og uop- lyste bagside.
Det ville være særdeles ønskeligt, om Hjørring Amts og Bys sygehus kunne hæve sig til et tidssvarende »centraliseret« sygehus, så man én gang kunne blive færdig med den fortvivlede ombygning+tilbygning; med andre ord: At man kunne enes om et sygehus, hvor de forskellige afdelinger var adskilte, men dog tilhørte samme bygningskompleks, så at varme, lys, elektricitet og økonomi kunne samles under eet. Hvis det ikke kan gennemføres, men det skulle vise sig,
at man bliver stående ved en spredt, pavillonmæssig bebyggelse af terrænet, da vil fysikatet ærbødigst til- lade sig at forestille, at det overdroges en uddannet i sygehusbygning ansén arkitekt at udarbejde en plan over Hjørring Amts og Bys sygehus og der giver ham tilstrækkelig hjælp med alle ingeniørarbejderne«
Disse forskellige bemærkninger belyser ganske godt de problemer, som man igennem adskillige år – helt frem til nutiden – har haft med sygehusets bygningsmæs- sige udformning.
Sygestue i hovedfløjen – før 1914 (LHA)
I år 2002 blev det oplyst at den violinspillende dreng var søn af Kristian Kristensen fra Horne (død 1909) og at drengen senere »blev et eller andet ved musikken« i Odense
Billedet viser tydeligt det kneb med pladsen i pavillonen (LHA)
Sygehusbestyrelsen var øjensynlig ikke særlig begej- stret for de nævnte udtalelser, for i protokollen finder man et notat:
»Fysikatets brev finder bestyrelsen kun ringe anled- ning og stor ulyst til at indlade sig på en beskrivelse eller imødegåelse af efter den krænkende og sårende sammenligning med en landsbykirkegård – en sammen- ligning man tilbageviser som aldeles uberettiget.«
Overvejelserne endte med, at der i 1915 blev opført en ny epidemiafdeling syd for hovedfløjen og uden forbindelse med denne, medens en udvidelse af den medicinsk/kirurgiske afdeling måtte vente.
Man gik videre med at bygge en vaskerigård og kedel- hus i 1918-19, og i 1920 var en ny kirurgisk fløj med operationsafdeling og sengeafsnit færdig. I kælderen
indrettede man nyt køkken i stedet for det gamle i hovedfløjen, hvor man så kunne gå i gang med at ind- rette en bade- og massageafdeling.
Efter at der i 1926 var sket en deling af sygehuset i en kirurgisk og en medicinsk afdeling var behovet for medicinske sengepladser øget, og for at skaffe disse pladser fik man i 1927 opført en midlertidig pavillon til epidemiske patienter, og den hidtidige epidemiafdeling blev så anvendt til medicinske patienter.
Fra 1957 ophørte man med at have selvstændigt epidemisk afsnit og pladserne blev nu anvendt til almindelige medicinske patienter. Bygningen var såre upraktisk, men ganske hyggelig, gangen var smal, dørene smalle, vinduerne sad lavt og der var fra syge- stuerne fin udsigt til haveanlægget, og besøgende til epidemipatienterne kunne stå udenfor vinduerne med frit indsyn til stuerne. Patienter, som skulle til f.eks. røntgenundersøgelse måtte transporteres på båre og ud i fri luft – indtil man mange år senere fik lavet en overdækket gang fra pavillonen til det øvrige sygehus. At man måtte tage begrebet »midlertidigt« med et vist forbehold fremgår af, at man først i 1993 kunne sløjfe bygningen, som iøvrigt var blevet udvidet undervejs.
