Smedens Kirsten – erindringer til min familie
fortalt af Kirsten Nielsen, Brande, født i Vrensted som datter af Ellen og smedemester Søren Nielsen, Vrensted:
Det med vores årlige familie komsammen, er kommet af, at Jens Otto Madsen er begyndt med hjemmesiden Vrensted-Historier.dk og Facebookgruppen “Goe` gamle Vrensted”, så det kan vel bruges som indledning til, hvorfor at jeg skriver det her og at Jens Otto interesserer sig for det, så kan vi jo håbe andre også gør og at vi ikke træder nogen over tæerne!
Ang. bungalow , som det så flot hedder, er det jo beskæmmende at se, at den i dag ligner jeg ved ikke hvad, det er i et hjørne vindue der, at mor og far er fotograferet på deres sølvbryllupsdag!
Venlig hilsen Kirsten
Jeg vil her prøve at fortælle lidt om hvad jeg husker, efter hvad jeg har fået fortalt og oplevet, for som den sidste i en flok på seks, vil det jo være sådan at man husker og oplever forskelligt.
I fem år boede Ellen og Søren i en bungalow midt i Vrensted by, alt imens vores far havde bortforpagtet smedjen.
I de år skete der meget, min storesøster Inge blev konfirmeret, min anden storesøster Edel blev gift og far og mor havde sølvbryllup.
Vores mor syede for folk og far lavede smørdritler i kælderen til mejeriet. Han kunne ikke holde til smede-jobbet mere, fars arbejde havde jo mest bestået af at sko heste. Det var et hårdt job og allerede dengang havde han haft smedje i mange år.
De begyndte på Vingevej 20, som det hedder i dag. Dengang var der ikke gadenavne.
De fire ældste af os blev født der.
I 1934 byggede far ny smedje længere inde mod byen, som i dag har adressen Vingevej nr. 5. Der står stadig årstal på smedjen.
Det samme år som søster Inge blev født. Så kom jeg i 1938 og vi har jo hørt om trediverne og i det hele taget at krigsårene var slemme. Far havde hjælp i smedjen samtidig med at vores storebror Ove stod i lære hos far. Vores far havde håbet at Ove ville overtage hans livsværk. Sådan var det jo dengang. Men Ove ville det anderledes og sådan blev det. Vores far havde gang i mange ting i de år, som der også var henvist til i sølvbryllups-sangen fra naboerne. Far havde kyllinger nogle år omme bag ved smedjen og jeg husker også at han solgte hindbær.
Læge Sørensen kom ind en dag. Mor spurgte til, hvad han ville, da hun ikke havde sendt bud efter ham. Han mente at jeg skulle være barnepige hos dem. De havde to børn og ventede den tredje. Det mente vores mor absolut ikke at jeg kunne – jeg var da bare ni år. Men det mente han, så der var jeg hver dag efter skoletid og passede børn, som jeg husker det, næsten frem til min konfirmation. Lønnen – ja jeg husker ikke, at det på noget tidspunkt, var et to-cifret beløb, der faldt hver den første, men nogle år var jeg der. Jeg husker tre af deres unge piger og det var en lærerig tid. Så det er lidt sjovt at følge med i Vrensteds historie på Facebook. Læge Jørgen Schierup blev født da jeg kom der ned og hans datter er læge i Vrensted i dag. Som jeg har læst han siger; at hos dem er der ingen lægemangel, de laver dem selv og det er jo ikke så ringe i disse tider.
I 1953 omkring min konfirmation, blev far og mor nødt til at overtage smedjen igen fra smed Willumsen. Der er netop et billede af omtalte person i en af de bøger der er skrevet om Vrensted.
Vores far fik en til at overtage smedjen, alt imens vi fik stuerne lagt sammen, så de kunne holde min søster Inges bryllup med Knud Radkjær. Det blev holdt hjemme i storstuen, som vi jo syntes det var i 1955. Samme år afhændede far smedjen, hvorefter de flyttede i en lejlighed ude hos Magda frisør indtil deres nye hus blev færdig. Huset fik navnet Smedely.
Jeg ved at vores mors far arbejdede på kontor i Ålborg på cementstøberi, og at de boede i Danmarksgade i Ålborg. Han havde et stift ben, hvorfor ved jeg ikke, men han havde en speciel cykel som han kørte til arbejde på. Vores mor mistede sin mor som kun fire årig. Vores mormor døde af blodforgiftning i et bensår, forårsaget af åreknuder. Vores mor døjede også med bensår, men heldigvis blev behandlings metoderne bedre. Efter vores mormors død, fik vores morfar en husbestyrerinde som de kaldte frk. Møller, hun havde en søn Arthur.
Mor havde også en storebror Georg, som blev blind som voksen, af hvad har jeg heller ikke aldrig hørt, han ernærede sig som børstenbinder og fik familie og boede i Skive, hvor vi flere gange har været på ferie ved kusinerne Grethe og Nanna.
Mor mistede så sin far som attenårig, årsagen kender jeg ikke. Da flyttede frk. Møller tilbage til København og mor fulgte med. Mor lærte at sy og var oldfrue på et missionshotel i Løngangsstræde. Her fik mor bekendtskaber som havde forbindelser til Vrå mejeri hvor mor var med på besøg og åbenbart syntes om, hvorved hun så senere fik arbejde på herregården Birkelse som husjomfru. Jeg tror at hendes arbejde bestod af at holde alt tøj og linned i orden og hun har også fortalt om en frk. Inge som hun syede udstyr til. Den gang skulle man jo helst have tolv ting af alt, håndbroderet. Der var også en søn som hed Ove. To af mine søskende fik navnene Inge og Ove. Vores ældste bror Niels-Christian blev opkaldt efter vores farfar.
Vores mor vovede sig sammen med sine veninder til bal i Vrå en aften, hvor hun mødte far. De var hinandens modsætninger. Far var den sorte smed, havde næsten ikke gået i skole, han var ud af en søskendeflok på tolv, seks af hver, hvor han var kommet ud som hyrdedreng som barn, i stedet for at gå i skole, og så mor, som kom fra byen og havde en mellemskoleuddannelse, hun kunne sprog, hvilket ikke var almindeligt. Men jeg tror at mor på det tidspunkt gerne ville finde sig et hjem hvor hun trygt kunne slå sig ned og det må man jo sige at de gjorde. De fik fire børn i en fart. Der har været nok at se til. Men tiden på Birkelse, jeg ved ikke hvor lang den blev, men det var en tid mor ofte talte om og var glad for. Hun har fortalt om, når de om på sommeraftner sejlede på Ryåen, da måtte de ryge cigaretter for at holde myggene på afstand – noget mor ellers aldrig kunne finde på.
Mine ældre søstre Edel og Henny har fortalt om at de skulle over og besøge frk. Møller i København. Mor har selvfølgelig gerne villet vise sine børn til sin plejemor. Jeg har sagt mange gange at det har da vist været et særsyn at se en familie rejse helt til København på den tid. Mor havde syet matrostøj til Ove og Niels og så har de nok også fået nogle formaninger inden de tog hjemme fra bl.a. om at man ikke måtte tale med fremmede, som resulterede i at Ove sad ved siden af en mand på en bænk på færgen og denne mand har nok syntes godt om drengene og ville tiltale Ove , hvorved Ove gav igen og sagde ”din BØRST” til ham, hvilket resulterede i at far måtte undskylde til manden. Den har vi hørt mange gange.
Vi havde også en smedesvend som hed Osholm. Han var kommet som farende svend og søgte arbejde, det var i tyverne hvor der var arbejdsløshed og han blev faktisk en del af familien. Da far byggede den nye smedje i 1934, blev der lavet et værelse til ham ude ved siden af værkstedet, det var småt, han spiste hos os og holdt jul hos os i mange år. Det er så de fire ældste, der har oplevet det, jeg kun i nogle år. Han fandt igennem bladet TEMPO en dame på Ærø, hvor han endte sine dage, jeg har været der og taget billede af hans grav, som mor nåede at se.
Far kom jo ud af en søskendeflok på tolv. Hans far var noget de kaldte Børglum bysmed, jeg ved så ikke om der også var en på landet?. Han var ikke den ældste i flokken, men nok den der tog mest hensyn til sin familie. De var alle altid inviteret med når der blev holdt noget, for festes det skulle der, måske fordi der ikke var så meget af mors familie. Jeg husker også til deres sølvbryllup, da fik mor en forsikring udbetalt, som hun i sin unge alder og alene i verden havde været fornuftig nok til at sikre sig. Den mente far jo nok, at når han havde betalt til den i alle årene så måtte han vel også være med til at bestemme hvad den skulle bruges til, det var de ikke enige om, det var bestemt ikke mors mening, hun var ikke så udadvendt som far, han var glad for at komme i byen, men var ked af når mor ikke ville med. Men mor befandt sig bedre hjemme med en bog og det kunne far ikke finde ud af. Så absolut modsætninger, som bestemt også slog gnister ret mange gange, men det er en helt anden historie
Kirsten Margrethe Nielsen
Digterparken 2
7330 Brande.