Povl Stevns – en studietur til Rumænien
Som besøgende undrede man sig over den rigelige arbejdskraft, der var til rådighed i landbruget, siger Povl Stevns. Vi oplevede på et kooperativ, at 20-25 mennesker bearbejdede jorden med trekantede hakker. Man fortalte os, at årsagen var, at man ikke anerkendte arbejdsløshed. Der skulle være arbejde til alle
Der arbejdes målbevidst i Rumænien
Men man lægger for megen vægt på målene og tilsidesætter den menneskelige trivsel, fortæller gdr. Povl Stevns, der har gæstet landet. En gruppe yngre andelsfolk fra hele landet var sidst i juni det Rumænske UNCAPS andelsudvalg gæster i godt en uge. En af deltagerne på turen var gdr. Povl Stevns, Stenum, der var inviteret med på grund af sit medlemskab af slagteriet Wenbos bestyrelse i Brønderslev.
I Bukarest blev vi modtaget af sekretariatschef Stelian Ionescu, der forklarede, at andelsbevægelsen i Rumænien primært er opbygget som produktionskooperativer, og ikke som i Danmark, hvor andelsselskaberne, som han udtrykte sig, fungerede som forædlingsvirksomheder. Kooperation betyder i Rumænien samarbejde mellem alle produktionsfaktorerne, arbejde, jord, husdyr, bygninger og maskiner. De to former for praktisk andelssamarbejde havde dog på et væsentligt punkt sammenfaldende målsætninger, nemlig at varetage producenternes interesser
Flade traktorer
Landbruget styres af det nationale UNCAP der har opdelt landet i 39 distrikter med 4500 kooperativer, der har en gennemsnitsstørrelse på 280 hektar. De enkelte kooperationer er opbygget nogenlunde, som vi kender det herhjemme.
I Barcansti besøgte vi et fælleskooperativ for kødproduktion. Det havde en årlig produktion på ca. 5000 tyre. Dyrene var fortrinsvis krydsninger mellem lokale rumænske racer og vesteuropæiske racer, så som Hereford, Charolais, Brunkvæg, Simmenthaler mv. Det var produktionsenheder, der var på højde med det bedste, vi kender.
Derefter besøgte vi et gartneri, hvor man havde 70 hektar under glas. Det var meget imponerende. Gartneriet lå tæt ved en kraftstation, hvorfra man udnyttede spildvarmen. Her dyrkede man tomater, agurker og peber. Virksomhedens produkter blev afsat til staten, som sørgede for den videre distribuering. Der blev produceret både til salg, dernæst besøgte vi kooperativet Ghimbav i Brasov distriktet, der blev drevet af 288 familier. Deres produktion blev fortrinsvis solgt til staten, resten på markedet i Brasov. Maskinerne var lejet af staten, og lejen blev betalt i penge såvel som i naturalier.
Vi havde lejlighed til at se traktorfabrikken Brasov, der beskæftigede 15.000 arbejdere, som alle havde en arbejdsdag på otte timer. Ved rundgangen måtte man ikke fotografere, og en del virkede rodet og ikke videre rationelt. Jeg bemærkede, at arbejderne havde små skabe ved siden af arbejdspladsen, ved hvilke de sad og spiste. Næsten halvdelen af de færdige traktorer var punkteret.
Huller frem for spalter
En af de følgende dage besøgte vi et svinekooperativ i Tichilesti, der havde en besætning på 423 søer. Foderet til dette og et andet kooperativ- brug blev leveret fra en nærliggende fabrik. Sundhedstilstanden var særdeles god. Man havde kun haft meget få sygdomsproblemer og råde- de i øvrigt over dygtige dyrlæger.
Vi besøgte en meget interessant kød-kvægfarm i Traianu ved Braila, der havde en årlig produktion på 5000 stk. kvæg. Alle dyr gik på spalter. Et nyt forsøg, hvor man i stedet for spalter havde huller, var ved at blive gennemført. Hullerne skulle være mere skånsomme mod klovene.
Et andet kooperativ var ret utraditionelt og ikke helt tidssvarende. I fire parallelle lang huse, var der indrettet kostalde på løsdrift facon, således at køerne gik i en art løbegård uden for bygningerne. Fodringen foregik, som alt andet arbejde vedrørende. kostalden med håndkraft, og arbejdet udførtes fortrinsvis af kvinder.
Til kollektivet hørte 300 hektar vinmarker. Denne produktion lagde man stor vægt på. Uafhængigt af kollektivet. lå der i landsbyen et statsligt druepresseri, der aftog alle druerne fortæller Poul Stevns.
I Tulcea besøgte vi en fiskekonservesfabrik med en årlig produktion på 100.000 tons. Fabrikken havde en filial ved Sortehavet, der producerede 20.000 tons om året. Konservesfiskene blev saltet, og med håndkraft, puttet i dåser. En maskine hældte olie i og lukkede dåserne, som derefter blev kogt i autoklaver.
Virksomheden beskæftigede 2700 mand, hvoraf de 1300 var fra Tulcea.
En af de sidste dage så vi en pumpestation for kunstvanding i Murfatlar, der ligger vest for Constanta. Vandet blev ledt i store kanaler de 30-40 km fra Donau og frem til pumpestationen. Her blev det med en kraftig centrifugalpumpe løftet 65 meter op i et bassin, og derfra blev vandet ledt ad mindre kanaler, ofte over lange afstande, frem til de marker, der skulle vandes. Pumpestationen leverede vand til et område på 105.000 hektar.
Som sidste del af programmet spiste vi på en kollektivrestaurant, og da på klædningen under hele turen havde været meget fri, mødte jeg i korte bukser og sandaler. Da vi ankom til restauranten, blev vi budt velkommen af syv distriktsledere og en direktør, der alle var i det stiveste puds. Så det var om at finde en grimasse, der ku’ passe.
Den sidste dag i Rumænien sagde sekretariatschef Stelian En gruppe yngre andelsfolk fra hele landet var sidst i juni det rumænske UNCAPS andelsudvalg gæster i godt en uge. En af deltagerne på turen var gdr. Povl Stevns, Stenum, der var inviteret med på grund af sit medlemskab af slagteriet Wenbos bestyrelse i Brønderslev.