PG klubben genopstod for en enkelt dag
Den 21.10.2021
Af: Ole Olesen
PG klubben genopstod for en enkelt dag takket være Jens Dalgaard-Nielsen og John C. Nielsen. En fantastisk dag, tusind tak til jer begge.
Pigtråds musik opstod da vi var unge. Vi er babyboomere og roden af rigtig meget af det menneskeheden ser og bruger idag, er på grund af os baby-boomers . Inklusive musik. MUSIK, men hvilken musik? Nogle af vore forældre trøstede sig sikkert med, at det forhåbentlig bare var en døgnflue. Nuvel, så lever fluer rigtig længe, for idag hører vi ofte The Beatles, Rolling Stones, Rod Stewart og Tom Jones, bare for at nævne nogle få. Der er desværre kun to “beatler” tilbage, men Rolling Stones (selvom de mistede Charlie Watts for nylig), Rod Stewart og Tom Jones giver stadig koncerter rundt om i verden. Sir Mick Jagger og Sir Rod Stewart blev begge “knighted” eller adlet af Dronning Elizabeth p.g.a deres musik. Disse blev også fædre for nylig, så babyboomers are still going strong ! Well done boys. Der er krudt i baby-boomers.
Nå, tilbage til Pigtrådsreunionen, hvor Jens Dalgaard-Nielsen briefede os om dagens program. Alle vi unge, nu dog ofte med lidt gråt hår, mødtes i den gamle biograf BIEN i Brønderslev for at genopleve musikken og gense vore ungdomsvenner. Uden navneskilt kunne der måske være lidt tvivl om hvem man egentlig genså, men efter en halv times tid, var “den gamle flamme” tilbage og vi snakkede og snakkede og snakkede, drak lidt og fik spist noget godt mad. Vi alle mindedes den tid hvor der var lørdagsbal i Tylstrup, Hallund eller V. Hjermitslev. Den fik sgu ikke for lidt dengang.
Freddi fortalte om en spændende anekdote om en nostalgisk guitar og forstærker.
Så begyndte musikken og Søren sang en dejlig sang af Sebastian.
Jeg blev også positivt overrasket over at høre The Nameless, stemmerne fejler bestemt ikke noget og musikken var fuldstændig som dengang. Fantastisk. The Pretenders leverede også varen og danselysten fik vore ben til at vrikke under bordet i takt med musikken. Gamle minder kom frem.
Til sidst blev der danset til den store guldmedalje til den bedste musik som vor generation, the babyboomers, har været med til at lave.
Jeg glæder mig helt vildt til den næste Pigtrådsreunion. Lad os alle håbe det bliver “snart” og ikke om fem år.
Ha’ det godt allesammen og igen tusind tak til Jens og John.