af pastor emeritus Poul Sørensen, Værløse, opvokset i Sdr. Harritslev og Rakkeby.
LUFTFOTO: “Klarup” i Sønder Harritslev ved Hjørring. “Fælleden” med vandhullet og Harridslevgaards mergelgrav lå nær barndomshjemmet.
Jeg er et af børnene, som står og kigger op mod flyvemaskinen.
Er man ude på tynd is, kan det være, at man havner ude på dybt vand.
I overført betydning er det hændt for mange.
Da jeg og nogle nabodrenge var omkring 10 år, var det bogstaveligt lige ved at gå galt for os, da vi – midt i 1950’erne – med ganske vist varsomme skridt gik ud på et vandhul med tynd is i “Fælleden” i Sønder Harritslev, nær Hjørring.
Isen var så tynd, at vi kunne se ned til bunden i vandhullet med det krystalklare vand.
På et splitsekund glemte vi alt om at være forsigtig, da en af drengene udbrød: “Se en vandkalv!”
Som på kommando bevægede vi os i ét nu hen mod midten, hvor vandkalven svømmede rundt under den tynde is.
I samme øjeblik hørte vi isen knage ildevarslende og så også, at isen dannede flere brudlinjer.
Hvis ikke vi lynhurtigt var veget ud til vandhullets sider, kunne vi være faldet igennem isen i vandhullet, der var cirka halvanden meter dybt.
For mit indre øre kan jeg endnu høre lyden af isen, der knagede.
Gud ske lov skete der ikke noget dengang!
Men vi fik os en ordentlig forskrækkelse.
Gik vi bagefter hjem og fortalte det til vore forældre? Nej, det gjorde vi ikke, hverken dengang eller senere.
Drenge i 1950’erne fortalte vist sjældent deres forældre om farlige oplevelser, som de slap godt fra.
Drengene vidste, at de kunne risikere mere end løftede øjenbryn, hvis de var for åbenmundede om de farefulde situationer, som de kom ud i ude og hjemme.
En anden gang var jeg og min lillebror, bærende på en oval zinkbalje, på vej hen i en mergelgrav på Harridslevgårds Mark. Den færd blev heldigvis opdaget i tide af far, der havde fået øje på bådsmændene på vej hen over marken.
Jeg kan endnu se far for mig, der i forskrækkelse løftede sine arme helt op over hovedet.
Faktisk blev vi ikke straffet for denne ekspedition med baljen henimod mergelgraven.
Det var den samme balje, som ellers blev benyttet som familiens badekar.
En lettet far kan udmønte en forskrækkelse ved at give sig til at skælde kraftigt ud.
Ømhed over sit afkom kunne godt vise sig gennem skældud.
Nogle gange var skældud vitterligt det, der skulle til, for at vi drenge i 1950’erne holdt op med at gøre ting, som vi ikke kunne overskue konsekvenserne af.