Den nye inspektør på Vrensted Skole budt velkommen
Samtidig markerede man på den første skoledag og 15-året for skolens opførelse
Den første skoledag i Vrensted Skole i går formede sig meget festligt. Dels blev den nye skoleinspektør, Jens Weber Andresen, og hans frue budt velkommen, dels markerede man skolens 15 års dag.
Om morgenen samledes eleverne med lærerpersonalet, og de øvrige ansatte samt skolenævnets medlemmer ved flagstangen, hvor den nye skoleinspektør sammen med lærerrådets formand, lærer Frede Pallesen, hejste skolens flag. Efter en morgensang talte skoleinspektøren. Han takkede for den gode velkomst og udtrykte et varmt ønske om et godt samarbejde til alle sider og bød dermed velkommen til et nyt skoleår.
Herefter talte amtsrådsmedlem Niels Østergård, der opridsede skolens historie og især omtalte bygningen af den nuværende skole for 15 år siden:
Der har gennem alle årene været en skolestrukturdebat, men heldigvis har det vist sig, at kommunens disposition dengang var rigtig. Vi har en skole nu med 165 elever, vistnok det største antal siden den nye skolebygning blev rejst og skolen har virket ganske fortrinligt ud fra treklangen: elever, lærere og forældre. Der har altid været et godt klima med forståelse og samarbejde, og vi håber, at dette må fortsætte og udbygges, også nu under Jens Andresens ledelse, til glæde, gavn og berigelse for os og vores børn, som i dag bor i Vrensted Sogn. Vi vil gerne være med til at slå ring om vores skole som hidtil. Skolen har i de sidste 130 år kun haft fem ledere. Vi håber, at den nye skoleinspektør vil træde i deres spor.
Derefter gik eleverne til deres klasser for at skrive skema og få bøger udleveret, og inden de gik hjem, blev der uddelt is til dem alle.
Senere gik skolenævn rengøringspersonale m.fl. til kaffebord, hvor der yderligere blev talt af sognepræst Otto Mikkelsen og lærer Frede Pallesen.
Den nye skoleinspektør ved Vrensted Skole er sønderjyde. Han er 36 år og født i Broager. I 1960 tog han eksamen fra Tønder Seminarium. Som ung lærer havde han stillinger i Odder og Kolding, ligesom han aftjente sin værnepligt. For ni år siden blev han ansat ved Tyrstrup Skole ved Christiansfeld, og de sidste tre år har han været viceskoleinspektør samme sted. Hans hustru er også læreruddannet, udgået fra Ranum Seminarium 1961. Hun er født på Djursland.
Vrensted Skole august 1974
1960 – Vrensted Skole
Vrensted Skole 2011