Vendsyssel Mosaik
Udgivet i anledning af Vraa-udstillingens 25 års jubilæum 1967
af KNUD HOLST
Notat om min bedstemor i Vrå
Min bedstemor i det grønne Vrå, i det røde Vrå, som er en slags by med gader og på gaderne fruer og på fruerne hatte og mel- lem dem min bedstemor med sin håndtaske om eftermiddagen. Ind i butikkerne, som er store og i butikkerne handlende som gør sig umage med en ferm ældre kone, som er min bedstemor, og som køber til fornuftige priser, af det blåprikkede, men ikke af det stribede, til nød af det blomstrede, i et lyst øjeblik af det musselins grå. Hos bageren kager, hos købmanden kaffe og gryn, sukker og mel, og hvad man kan få i Vrå. Alle hilser de venligt på min bedstemor, det sidder dem i blodet. Man skal omgås. De er syge for at sælge, siger min bedstemor.
Min bedstemor bor i Vrå. Min bedstemor er blevet enke i Skæve, og dér vil hun ikke sidde med hænderne i skødet, så hun må til Vrå, — dér passer hun en af vrålingerne, Søndergård, en gammel Sønder- gård, i et lavt hus med gadespejl og kål i baghaven, hat på hovedet. En rask og rørig Søndergård, enkemand, der skal have sine måltider, en fin kåldyrker. En vråling i alt, harker Vrå, vrisser Vrå, vrøvler Vrå og er Vrå. Man kender Vrå godt når man kender denne vråling. Han er ikke til at bilde noget ind. Hos ham bor min bedstemor. Til ham køber hun kaffen og brødet, grynene og melet, kødet og skrå- tobakken, men cigarerne køber hun til sig selv, og det prikkede. Søndergård i kålhaven, sommer i Vrå. Han nipper kål. Med en tang af cykelege nipper han sin kål for orme —tar ormen som den sidder mimrende på bladet, midt på den blødt knoppede ryg- men studser som er den slået af en tanke, en pludselig idé, en fjern erindring – så går den i to orme, som langsomt dør på jorden, i en stærk grøn lugt. De to stykker tube tømmer sig lidt ud, og høns hak- ker dem op, skeløjet. Man nipper med nøjagtige knips. Det sprøjter på hånd og skjorte og lidt i ansigtet. Krumbøjet råber Søndergård med en stemme, der morer sig eller er rasende. Selv kan han ingen- ting høre. En respektabel egenskab. Over ham solen i Vrå, tydelig, gul som smør.
Aften, min bedstemors aften, Søndergårds aften. Også om somme- ren spilles der tallotteri. De gamle papplader har gamle tynde tal og op af en mulepose kommer numrene, i runde træbrikker. Over pappladerne lægges glasfirkanter, som Søndergård, en omhyggelig mand, har skåret af knækkede ruder. Udenfor den brune mummel af folk, et vråbarn der vræler, en vråhund der rapper som en and. Det er aften i Vrå og derefter stille.
Om morgenen mælkemanden, kimende med sin klokke af messing. Rundt om på fortov og tag duer, Søndergårds duer, som knurrer mere end de kurrer. Uanstændige og brutale med hinanden. Æder af hans hånd, det rene korn. Og posten som tar til kasketten som var han officer. Avisen allerede ved nitiden.
Søndergård med sine patroner af messing. Han graver dem op med hænderne af gruekedlen. Forærer een bort. Gamle danske patroner.
Projektiler er forbudt, siger Søndergård. En lugt af messing og af gammelt militær. Hemmeligt. Min bedstemor: Giv ikke drengen det skidt! Min bedstemors listige saks, et smilende næb af messing og med pose til det afklippede, på bordet i hendes værelse. Lysestagen, der er tilbage, på hendes kommode, hun rører ved den med en finger: den er giftig. Messing er gammelt. Men det er penge værd. Sommer i Vrå, min bedstemors Vrå, med sin grønne skygge i kanten, alle steder. Sommerfest. Gå hen og mor dig, siger min bedstemor.
Fra gaderne falder man ind i et anlæg. Store piger. Store ben. Karle med stort hoved, ører som på sovsekander. Siger Min Blomst til højre og venstre, skyder til måls, æder vafler. Et leben i Vrå. I den blå nat fyrværkeri, ses fra min bedstemors værelse. Hun er nu en anden, fniser, tæller stjerner og fortæller om gamle dage, og nedenunder harker Søndergård, rasler hans duer, vokser hans kål. Vandtårnet i det blå. Rundt og stort, kalket hvidt, belyst om natten af hemmelige lamper, så det rokker og vifter; det står og trækker vejret. Det er en kirke, fuld af vand. At sætte munden til forneden ville være en voldsom oplevelse. Man kan læse ved det som ved en lampe til den lyse morgen. Man får en lys og let søvn. Jah, siger min bedstemor, hun kan høre det klukke om nætterne. Hun klukker med. Søndergård dør, min bedstemor flytter i lejlighed og morer sig mange år med at gå til andespil i Vrå. Det gør folk dér om vinteren. De sidder nervøse og venter på at kunne råbe Banko. Så har de vundet en fersk and i brunt papir. Min bedstemor kender alle vrålinger vinder mange ænder i Vrå, inden hun endelig flytter tilbage til Skæve og dør.
Da Søndergård dør, efterlader han min bedstemor sit muntre tal- lotteri og en bowler. Hun morer sig over det og beholder begge dele. Nu hun selv er død, ser jeg tit i drømme min bedstemor gå – lidt travende som en travl kone- gennem de kønne gader i Vrå. Hun har en and under armen, og på hovedet bærer hun Søndergårds bowler. Oven over er et heftigt, rødt fyrværkeri. En helt igennem utilbørlig drøm.
I tårnet klukker vandet. I Vrå. Som en stor hvid høne.