Kilde:Lokalhistoriske Arkiver i Løkken-Vraa
Musikken i min barndom af Åse Hyldgaard musikterapeut f.1952 I Åsendrup
Jeg er født i 1952 på gården Roden i Åsendrup som ligger på Hulbakvej nord for Vrensted. Mine forældre var Verner og Kristine Hyldgaard Pedersen
Min storesøster hedder Kirsten og bor i Furreby. Hele vores barndom boede vi på Roden. Jeg gik i Vrensted Skole fra 1959, hvor den nye skole blev taget i brug, og derefter i Løkken Skole fra 1966 til 1969, hvor jeg fik min realeksamen og flyttede hjemmefra. Jeg blev uddannet sygeplejerske i 1981, og fra 2006 til 2011 uddannede jeg mig til musikterapeut på Aalborg Universitet. I forbindelse med studiet skulle jeg skrive en opgave, der hed Min musikalske identitet”. Følgende er et redigeret uddrag derfra, som handler om musikken i min barndom.
Musik der tilhører tid og kultur.
Mine første erindringer om musik er fra mine forældre. Fra min mor husker jeg, at hun sang “Den lille Ole med Paraplyen” , når jeg skulle sove Jeg kunne godt høre, at hun ikke sang melodien helt rigtigt, men jeg nød alligevel, at hun sad stille og sang for mig. Fra min far husker jeg, at jeg altid kunne høre, hvor han var, for han fløjtede, når han gik i stald og på mark. Engang jeg var med ham ude på engen, blev jeg så træt. Så lavede han en seng ved bækken til mig af nogle gamle sække. Der lå jeg i læ og lyttede til vandets rislen, vindens susen og lærkernes sang, der blandede sig med min fars fløjten, mens han gik rundt og reparerede hegnet, så køerne kunne komme på græs. Jeg kan ikke komme i tanker om et sted, hvor jeg har følt mig mere tryg.
Ellers var musik noget vi hørte i radioen da jeg var barn. Om tirsdagen var der børnenes kvarter, og kendingsmelodien var temaet fra “Drømmebilleder“ af H.C. Lumbye. Til mine dages ende vil det tema betyde eventyr for mig. Må de spille det for mig, når jeg bliver gammel og ikke kan huske andet! Om torsdagen var der gammeldags dansemusik med Bror Kalles Kapel. Det hørte mine forældre altid, og når de spillede “Skæve Thorvald”, dansede jeg rundt og rundt, til jeg blev helt svimmel og trimlede omkuld. Bagefter kom der torsdagskoncert; det var klassisk musik, men så blev der slukket for radioen hjemme hos os. Søndagen var det bedste. Da var der Giro 413 fra klokken tolv til to Det hørte vi altid, mens vi spiste søndagsmiddagen. En veninde af mig nævnte forleden sangen “Mit barndomshjem”, der blev sunget af nogen, der hed Lørdagspigerne. Intet kan som den sang bringe mindet om steg med brun sovs frem i mig. Et paradoks var, at når vi havde spist, skulle der skrues ned for radioen, for så skulle min far sove til middag. Så sad jeg med hovedet inde i radioen for at høre det sidste. Når min far vågnede, fortalte jeg ham hvilke sange, der var blevet spillet, mens han sov, men han havde altid hørt dem alligevel. Det kunne jeg ikke forstå. Som voksen har jeg afprøvet teknikken, og det kan faktisk godt lade sig gøre. Det er det, man kalder at “powernappe nu om dage. Det fungerer gode til Giro 413.
Danse gjorde jeg også til juletræsfest i Vrensted Forsamlingshus. Udover at danse om juletræet og synge salmer blev der leget sanglege som “Bro Bro Brille” , “Tornerose” ,”Jeg gik mig over Sø og Land” og “Så går vi rundt om en Enebærbusk “. Bagefter sanglegene var der dans, og der var et orkester, der bestod af tre personer, der spillede harmonika, trommer og banjo, tror jeg. Jeg elskede at høre dem spille. Så dansede vi alle sammen “Skomagerpolka og Fynsk Polka” og en dans som hed “ Den toppede Høne”, som man dansede til sangen “Lange nok har jeg Bondepige været”. Til den dans skulle man være tre personer, som dansede rundt i ring. Det er børnelærdom, som jeg ikke glemmer, og jeg forsøger al lære de sange videre til mine børnebørn, for jeg støder tit på unge mennesker, der ikke kender dem, og det gør mig trist. I mit nye erhverv som musikterapeut, hvor jeg laver musikaktiviteter for ældre mennesker med demens, er det guld værd at kunne dem, de giver lys i øjnene hos selv de mest glemsomme. Min far havde som regel en gammel harmonika, som han spillede på af og til. Han spillede mest tidens populære sange. Når jeg havde hørt dem tilstrækkelig mange gange i radioen, kunne jeg dem udenad og sang til. Alle vores gæster ville gerne høre det. En meget populær sang var en, der hed “Fiskerpigens Sang”. Den kunne jeg udenad, og da vi var til konfirmation hos naboen, gav alle gæsterne mig femogtyveører for at synge den. Først var jeg kostbar, det var jo sin sag at synge uden musikledsagelse, men en ung mand, der var onkel til konfirmanden, lovede at han ville synge med på sidste vers, hvor sømanden kommer hjem, ligesom de gjorde i radioen. Men han svigtede mig og sang ikke med. Det var min første skuffende erfaring med performance!
Da jeg blev lidt større fik jeg en legekammerat, som var glad for at synge. På det tidspunkt havde min storesøster fået en radiogrammofon, og alle hendes spare penge gik vist til grammofonplader. Fra den lærte vi en masse sange udenad, og legede sangerinder, når vi var hjemme hos mig. Hjemme hos min legekammerat havde de klaver. Det tiltrak mig som en magnet, og min legekammerat blev irriteret, fordi jeg kunne sidde i lang tid og spille på det. Når jeg ikke engang kunne spille! Hun gik til spilleundervisning hun vidste i hvert fald bedre. Jeg plagede min far i flere år om at få et klaver, og på et tidspunkt købte en af mine voksne fætre et brugt klaver på auktion. På en eller anden måde havnede det hos os. Da var jeg 12 år, og jeg begyndte at gå til undervisning hos en spillelærerinde, som boede i Stenum. Jeg kunne noder allerede, for en ung og entusiastisk skolelærer havde i en periode forsøgt at at lære min klasse at spille blokfløjte.
Klaverundervisningen blev en stor succes for mig jeg elskede det og øvede mig en halv time hver morgen, før jeg gik i skole, mens mine forældre var i stalden. Undervisningen sluttede da jeg var 16 år. Det var det år, jeg skulle til realeksamen, og mine forældre mente vist ikke jeg havde tid længere. Da havde jeg lært at spille sangene i Højskolesangbogen, lettere klassisk musik som Lumbye, Strauss, Mozart og Mendelssohn, men mest af alt havde jeg lært at spille såkaldt salonmusik som f.eks. “ Aftenklokkerne “, og fantasier over julesalmerne. Det er også en erfaring, som jeg har haft glæde af i mit arbejde på plejehjem. “De gamle aftenklokker “ bliver ikke sjældent efterspurgt af ældre mennesker. De bringer minder frem om en svunden tid.
Udvikling af personlig musiksmag
I mellemtiden havde jeg også fået andre interesser. I radioen havde jeg hørt Oscar Petterson spille sin Hymn to Freedom. Hos en boghandler havde jeg fundet noden og lærte mig at spille den, selvom den var helt anderledes end det musik, jeg plejede at spille. Jeg havde jo hørt den jazzede lyd i radioen og efterlignede den. En dag tog jeg noden med til min spillelærerinde. I disse racismepolitisk korrekte tider vil jeg ikke referere hendes kommentar, men hun roste mig at have lært den og syntes vist også, den ganske god. Den er i hvert fald svær. Jeg har efterprøvet den for nylig.
Den afstedkom dengang ikke nogen ændring i repertoiret fra min spillelærerindes side, det vil kræve hårdt arbejde af mig hvis jeg nogen sinde skal komme til at spille jazz på klaveret. Jeg må klare mig med det, jeg indtil videre har samlet op undervejs, men jeg lytter gerne til do type jazz, når lejligheden byder sig.
Til min konfirmation fik jeg en guitar, eller rettere jeg købte en for mine gavepenge. Jeg vaklede længe mellem en guitar og en violin, men i mellemtiden havde årstallet sneget sig op midt i tresserne, og Beatles var kommet frem. Jeg valgte guitaren. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af at spille på den, men min spillelærerinde havde åbenbart andre talenter end klaveret, så hun viste mig, hvordan jeg skulle spille akkordspil. Da jeg først fattede systemet, klarede jeg mig godt med en gribetabel og lærte at spille og synge tressernes sange We Shall Overcome og Where Have all the Flowers Gone og andre af samme type.
Omkring den tid, hvor jeg begyndte på klaverundervisning, holdt fjernsynet sit indtog hjemme hos os. Jeg ved ikke, om det var klaverundervisningen eller fjernsynet, der dengang transmitterede store operaer og koncerter, der åbnede mine ører for klassisk musik, men det var nok begge dele. Jeg blev meget glad for klassisk musik. Selvom jeg aldrig har sat mig særlig meget ind i hverken musikken eller komponisterne, så er den mit førstevalg, når jeg skal høre musik herhjemme. Set i forhold til min opvækst er det lidt besynderligt, at jeg skulle komme til at holde af klassisk musik, for det var der jo ingen i mine omgivelser, der gjorde. Og dog – på en eller anden måde fik min søster anskaffet et par grammofonplader med klassisk musik. Det var Mozarts “Eine kleine Nachtmusik”og “Måneskinssonaten”af Beethoven. Jeg må have hørt dem rigtig mange gange, for jeg kan stadig høre dem for mit indre øre, selv om jeg ikke har hørt dem i lang tid.
Ja, barndommen er en tid hvor både sind og sanser er vidtåbne for alle slags indtryk – både gode og de mindre gode – men heldigvis husker vi bedst de gode, og dette var lidt af de gode minder, jeg har om musikken i min barndom. De gav mig erfaringer, som jeg på mange måder har kunnet bruge i mit nuværende arbejde som musikterapeut for ældre mennesker med demens.