Mit liv på de store verdenshave

Palle Nielsen, Faddersbøl. Han sejlede i 30 år, først som maskinist, siden om navigatør i coastere, forsyningsskibe m.v. Efteruddannet på Sømandsskolen i Svendborg og var i Søværnet i 10 år, både over og under vandet i 6-7 år.

Jeg hedder Palle Nielsen, er født i Vrensted i 1952, ude på
Kæret sydvest for gården Bagterp mellem Vrensted og Løkken.

Vi boede ved min farfar og farmor til jeg var 5 år, farfar og farmor
havde hver især været gift, farmors mand druknede, der var 5
børn, farfar havde også børn fra et tidligere ægteskab, de fik nogle
sammen bl.a. min far Gunner Nielsen, de fiskede fra Løkken.

Mor arbejde på et af hotellerne i Løkken, der var ikke meget tilovers til
livet, vi fik fisk morgen middag og aften, det var kun søndag, der
kom andet på bordet, efter vi havde været i kirke i Vrensted, de var
i kirke hver søndag.  Da de blev gamle solgte de huset og flyttede op
ved siden af bageren i Vrensted, sammen med fars bror Henry og
hans kone Grethe, ja lidt minder.

Billedet herunder er fra mit hjem sydvest for Bagterp.

Vi boede på Kæret sydvest for gården Bagterp mellem Vrensted og
Løkken, min far var fisker det var farfar også. Farfar og farmor
havde begge børn med i ægteskabet, tilsammen 13 børn, og det
var et ret barsk liv de førte. Farfar og min far var meget på søen,
det skulle være barsk vejr før de måtte blive inde. Havet som også
tog mange gode søfolk på må og få, var en farlig arbejdsplads. Der
var mange børn der ikke så deres far komme hjem fra havet, og
hvor moren måtte gifte sig med en ny mand bare for at overleve.
Det var jo en tid hvor den offentlige hjælp ikke fandtes og hvor det
at have et arbejde var guld værd. Det var i efterkrigsårene, man
havde ikke de store muligheder som arbejder og viste chancen sig
for at få et arbejde, måtte man mange gange gribe den.
Min mor arbejdede på et af hotellerne i Løkken, som jo også var et
ferieparadis for de velstillede, vi boede i en lille lejlighed ved mine
bedsteforældres ejendom, tror nok at far kunne se, at de havde nok med at
skaffe føden selv, vi fik fisk til hvert måltid, det var kun om
søndagen, at der var noget andet.

Jeg kan huske, at når vi var i  Vrensted kirke om søndagen, var den var altid helt fuld af mennesker. Det var et meget religiøst samfund deroppe, man var meget troende i den tid. Jeg husker også, at far var farmors
kæledægge, når de andre brødre drillede ham, blandede farmor sig
altid.
Da jeg blev 4 år, flyttede vi til Kerteminde, hvor far fik arbejde på
en stor gård i nærheden, det var en dejlig barndom dernede – vi 4
drenge legede i skoven og på den forbudte klint, der var så mange
huller med dybt vand og sumpet, men vi kendte det jo, i dag er det
meste af klinten styrtet i vandet dernede, der kunne vi sidde i
timevis og se på skibene ude i bugten.

Jeg har sejlet til søs fra små skibe til større i 60-70-80erne med
udgangspunkt fra Svendborg. Med ophold på Sømandshøjskolen,
hvor man fik en god grundlæggende uddannelse som ballast til min
allerede kunnen. At kunne begå sig på havet, og med respekt netop
for dette i al slags vejr – med gode venner og kolleger. Jeg vil
fortælle om de skibe jeg sejlede på, og mit virke efter jeg gik i land,
håber det vil være med til at fortælle lidt om livet til søs, da der var
mange søfolk på Danske skibe.

  

Færgemanden: Sømænd har en ørering af guld, den skal han bruge
når han skal ud på den sidste tur med færgemanden, derfor er det
godt, hvis man har købt den oversøs, at få den vurderet, ellers
kommer man ikke med, hvis det er ”Nyrenberg kram”, og så skal
man tilbringe intetheden sammen med Redere, Toldere,
Embedsmænd og Skibshandlere, så kan man være heldig at komme
med, hvis man kan en god sømandshistorie.
Gerda Priva mit første skib efter sømandsskolen, nyudklækket
sømand, færgen fra Bagenkop til Kiel, for at mønstre i
Kielerkanalen, efter ankomst til Kiel og med en god appetit, finder
jeg en lille sømandsknejpe, bestiller mad hos damen, hvorefter hun
sigen, Wass wollen sie trinken?, ja ja nu er man sømand, hvortil jeg
siger Beer og hun henter mad og en cola, ja ja man starter ikke et
sømands liv ved at gøre opmærksom på at hun havde hørt forkert,
nå men så kommer damperen, jeg skal med som messedreng og
hvis der er tid tilovers så på dækket, vi sejler Leningrad – London
med træ , derefter tom til Leningrad, her var vi på besøg i
sommerpaladset og i cirkus, så flot, heroppe kunne man sælge
nylonskjorter til en god pris, når man sejlede forbi Bornholm kunne
man købe friskfanget laks for lidt sprut og cigaretter, skønt.
Kong Olav v: jeg var med denne vinteren 67-68, som
hovmestermath, en dejlig tid vi sejlede Kbh. – Oslo der var arbejde
til langt ud på aftenen, men helt sikkert var der fest og farver, når vi
var færdige med dette.
Embla: En Ørskovbygning, vi sejlede England-Sverige med soda og
trælaster til Frankrig.
Skipperen hed Foged, han var medejer af skibet, det var før, der var
noget der hed overtidsbetaling, når vi fejede og spulede lasten for
soda, og vi havde nyset blod i flere timer, var skipper vært ved en
portion rødgrød for arbejdet. Vi havde en Italiensk kok
Marie, hun var en ”bette vaps”, men flink, vi fik mest fårekød,
kalvefrikassé a la får. Marie var fra Napoli, hun var som ung
kommet galt afsted og fået et barn, derfor sejlede hun til søs, 30 år
efter jeg sejlede sammen med hende på Embla, mødte jeg hende
nede på Sicilien, det var en dejlig oplevelse.
Heathershus ex Mistralen: den mønstrede jeg i Trelleborg først i 68,
skipper var Louis, husker ikke efternavnet, han var ikke ombord ret
længe, vi fik en ny, han var skipper da motoren sprang i luften i
Gent, de prøvede at starte den på ilt, nå vi fik så skipper Jens Peter,
han havde ikke sejlet ret langt væk fra kysterne, ihvertfald sejlede
vi til middelhavet med landkending hele vejen? Hen på sommeren
69 kom Leif B Pedersen ombord som styrmand, der gik ikke lang tid
før han blev skipper, vi fik ny kvindelig kok i Thisted efteråret 69, vi
sejlede sammen 7 mdr. Så skiltes vore veje, og vi fik hvert sit liv, for
ganske få år siden mødtes vi igen, nu 45 år efter blev vi så gift.
Louis S: Mønstrede Louis S. i Varberg Sverige tidlig foråret 67,
skibet sejlede forskellige varer rundt til de små bygder på
Færøerne, og fisk derfra eller fra Island til Spanien, det var lidt
barsk at opleve Nordatlanten i dårligt vejr.
Helga Bewa: den mønstrede jeg i Rotterdam, et helt nyt skib der
lige kom fra værftet i Frederikshavn, her arbejde jeg i maskinen.
Grethe Beva: Den mønstrede jeg som matros, et fint lille skib, med
en satans masse Kakerlakker, jeg var der ikke så længe, faldt aldrig
ind i resten af besætningen, iøvrigt sejlede den 3 uger efter min
afmønstring op på Belinga, de eneste små øer der ligger ud for
Portugal, i stille vejr 10 sømil fart op på øen, skibet sank efter en
halv time.
Det skal indledningsvis siges at målet var at komme i
Fremmedlegionen og en makker og mig opsøgte et hyringskontor,
men vi var nok for fulde og da vi kom lidt til hægterne, var vi godt
klar på, at os i solen og på gåben, ja så var vi tilfredse, med at blive
bedt om at komme næste morgen, så det blev denne. (En flot
nybygget, ja ikke isbryder som det man kender, men et
forsyningsskib der var beregnet til bl.a. at forcere ret svær is, og
med en, størrelse og rækkevidde der lå noget ud over hvad tidens
skibe af den slags havde i sig. Hmm skibets data: Besætning 127
mand + 82 passagerer (evt: 250 -300). Længde 132,8 m; Brede
19,5 m; Hangar og cockpittet til to Sea King helikoptere. Antiroll
stabilisatorer Motor diesel Sulzer 9.000 x2 hk. 22 knob
Transportkapacitet 3.500 m3 stykgods; 250 m3 nedkølet fragt 1.900
tons brændstof to synkrone fremdrivningsmotorer, to AC / AC cyclo
converters og to 4160-volt 600 hestekræfter luft bobler
kompressorer. Luften absorptionskolbe er monteret og kontrolleres
fra styrehuset for at reducere skrog friktion under is brydnings
operationer og fungerer også som en propel. Samt er der et U-rør
typen roll stabilisering og krængning, som bidrager til at opretholde
skibets stabilitet under ugunstige vejrforhold. Et veludstyret
hospital, kommunikationsudstyr om bord består af VHF FM- skib til
skib eller – shore kommunikationsudstyr, globale maritime nødsikkerhedssystem, med VHF- AM for flykommunikationsudstyr, et
særligt Navigationskort værelse, som er blevet brugt af
videnskabsfolk og forskere til at overvåge forskellige is, vand og
vejrforhold og is operationer, og på alle tidspunkter, mindst et
besætningsmedlem ombord, er en rednings specialist. Hertil
kommer, når fartøjet er i Arktis, at der er læge sygeplejerske, +
laborant, isobservatør, to helikopter piloter og en helikopter ingeniør
ombord. Efter at være afsejlet fra Sydafrika, skibet havde været
med en last til styret dernede, det var første rigtige togt og med en
kontrakt der ville gøre selv den bedste ven misundelig, var jeg klar
til Sydpolen, det var januar. Vi skulle sejle til Buenos Aires hvor
meningen var, at der skulle lastes til Sydpolen, men der havde jeg
nok forregnet mig, med sådan en hyre var der nok mere i vente
end som så. Sandheden var, vi var på vej til Falklandskrigen, gik det
op for mig, tror da fanden hyren var som det, og efter hvad Skipper
sagde, havde man brug for, hvad der kunne gå ,om så de gik med
krykker, nå tænkte jeg det var vel ingen skam, og i givet fald var
der ingen der behøvede at få at vide, hvad jeg lavede, så
drengemod, havde jo været i Forsvaret næsten 10 år , så det var
ikke nyt, kun sproget nu vel, kunne de andre udlændinge forstå
dem, kunne jeg vel også, Helikopter havde vi to, vi skulle få de
satans Englænder til at holde sig hjemme på Øen, i februar -Marts
måned var det den mest almindelige opfattelse, at de dumme
Englændere havde ikke mod til at ro deres robåde den lange vej, og
hvis de endelig skulle have heldet med sig ,så kunne man bruge
bådene til at lave en bro ud til Los Malivas, det var en af tingende
der var i spil, med hensyn til moralen dernede, at det så gik så
forfærdelig galt må man græde over, al viden om den beskidte krig
ligger på Internettet, så det er der ingen menig i, at bringe den her,
men det var dødens forgård. I det forår, blev vi så sendt til opgaver
i det sydlige Georgia. Området og havnen i Grytviken, hvor de få
Englændere der åbenbart havde mod til at blive, de blev sendt
hjem. Tiden blev brugt til at transporterer en del af de 12000
drenge som skulle forsvarer Falklandsøerne mod de tåbelige
Englænder der ville komme i robåde fra England, set i bakspejlet
var det så ikke robåde de kom med, men Skipper sagde at de ville
blive sænket og lagt fra fastlandet til Stanley, jo 750 km hmm, som
underlag for en bro, jo moralen fejlede ikke noget, desværre gik det
ikke helt efter Argentina’s ønske. Vi havde så også den tvivlsomme
ære at leverer de 94 frømænd der i Port Stanley fordrev
Englænderne, og stor var glæden, da man hejsede flaget og Los
Malivas igen efter 100 år igen hørte til Fædrelandet. Nu var det jo
sådan, at det gik ikke helt så godt. Set i bakspejlet havde man ikke
brugt tiden på at lave den landingsbane så god og lang at man
kunne angribe robådene fra Øerne, det var fatalt, først at skulle
flyve 750 km, så det blev ikke hvad man regnede med, og som vi
husker, blev det en ret blodig minikrig.