Min fars barberstue i Løkken

Min fars barberstue i Løkken

Af Bjarne Hessellund, Brønderslev

Kilde: Erindringer fra Løkken-Vraa

Min far, Ole Hessellund, blev født i 1887. Han var af landmandsfamilie og tjente som ung på flere gårde, men han var lille af vækst og sikkert ikke stærk nok til at virke ved landbruget. I januar 1907 kom han i barber- og frisørlære i Askov. To måneder senere rejste han til Brædstrup, hvor han virkede som svend og 1. august rejste han videre til Brønderslev til byens største og fineste forretning med en løn på 8 kr. om ugen. Her arbejde han sammen med en Henriksen, der blev min frisør, da jeg i 1947 kom til Brønderslev som lærer.

Far blev kun i Brønderslev til den 9. november 1907, da han begyndte selvstændig barberforretning i Løkken med 60 kr. på lommen og fik varer hjem på veksel. Han lejede sig ind i et gammelt hus ved siden af former Jensen og senere i et hus, der lå på torvet vest for Damemes Magasin Senere købte han en grund af manufakturhandler Chr. Kraglund nord for dennes ejendom og vest for mejeriet, nuværende adresse: Torvet 3. På denne grund lod far, der nok var byens mindste mand, 1912 opføre byens højeste hus. Mester for byggeriet var murer Olesen, som senere blev forstander for Løkken tekniske skole. Endvidere medvirkede murer Johan Christensen “Milt-Jon” og tømrermester Nielsen. Huset fik det norsk- klingende navn Fredheim, som det endnu har, idet det er indpræget i murværket på dets altan. Dette hus blev mit fødehjem. At huset fik det norske navn skyldes uden tvivl min mor, Mathilde Emilie Danielsen, der var fra Norge. Endnu i slutningen af 1800-tallet blev der fra Løkken udskibet varer, der blev afsat på Sørlands kysten, og nogle Løkkenboere giftede sig med norske piger, bla. havde en kendt fisker Valdemar Jensen, også kaldt Dørgekongen, norsk mor. Det var denne mand, der bragte min mor til Danmark. Hun havde formodentlig været på besøg hos hans mor, der var fra Arendal, ikke langt fra Fevik, hvor mor havde en strikkeforretning. Valdemar Jensen fiskede makrel fra Sørlandet i perioden 1907-12 og har berettet for sine børn om sin færd med mor. Min far traf min mor på Løkken strand, og det blev nok kærlighed ved første øjekast. Far var senere i Norge, og det endte med bryllup i 1912. De kunne nu flytte ind i deres nye hus “Fredheim”.

Jeg blev født i 1923 som barn nr.  5 af en børneflok på 6.

Barberstuen

Ad et par trappetrin kom man ind i huset til en forstue, hvor der var et hjørneskab bag døren. Her opbevarede far forskelligt materiale, som han havde brug for i barberstuen, såsom sprit. brillantine, vat og sæbe i stænger. Det blev skåret i spåner til brug i sæbemaskinen. På væggen over for barberstuedøren hang, så længe jeg kan huske, et stort billede i farver af Amerikabåden “Frederik VIII” på vej ud af Københavns havn. I barberstuen var der tre store vinduer, to mod øst og et mod nord. I hvert vindue var der forneden anbragt en ramme med matteret glas, hvorpå der i de to østlige var påmalet “Barber – Frisør”, men ikke noget i det nordlige. Man havde så ikke mulighed for fra gaden at se direkte ind i barberstuen.

Under vinduerne mod øst var der stole og senere to stålbænke, hvor kunderne kunne sidde og vente til det blev deres tur til at blive behandlet. Mellem bænkene var der et bord til blade og aviser

I hjørnet mellem vinduerne mod nord og øst var der et spejl med en kumme nedenunder, som kunderne brugte, når de skyllede ansigtet efter barberingen. De tørrede sig så med servietten, hvorpå de smed den i en bøtte ved siden af. Ved vandkummen fik de også håret skyllet efter hårvask. Det var i varmt vand, som blev hentet på mejeriet i en emaljeret kande, så længe vi havde kakkelovne i huset. Far havde en aftale med mejeristen om, at vi kunne hente varmt vand på mejerier, mod at han til gengæld blev barberet gratis. Det var tit min opgave at bære vandet hjem.

Langs indervæggen var der tre store spejle med to skabe med glasdøre imellem, hvori der fandtes salgsvarer: hårsprit, Jacobs vidundercrem m.v.  Hvad der ikke solgtes var kondomer, hvilket jeg erfarede engang, hvor far blev ilde berørt, da en kunde kom ind og med lavmælt stemme spurgte efter dem. Imidlertid svarede far ret afvisende, at det ikke førtes her. Under glasskabene var der plads til barberservietter. Far sorterede de brugte servietter. De fleste af dem blev lagt i en bunke for sig og brugt igen til mindre renlige kunder.

Under spejlene var der en lang disk, hvorpå der stod forskellige brugsgenstande, børster, sakse og skåle med flydende brillantine, som kom i håret med en lille blød børste. Endvidere var der tre med metallåg og påført et rødt kors. I glassene var der en slags desinfektionsvæske, som far brugte at stikke barberkniven ned i inden barbering De Weywath kom engang med en ironisk bemærkning herom. Det var nok et spørgsmål, hvad gavn det nu skulle gøre, eftersom det var den samme væske, der Blev brugt gang efter

Gang. Men det røde kors fik det til at se ud som, der kunne minde om en lægefunktion. Der var en barberstol foran hvert spejl, oprindelig træstole, der senere blev udskiftet med stole af stålrør og bløde sorte sæder og ryglæn. I den travle sommerperiode blev en af de gamle stole bragt foran vinduet mod nord. I hver ende af disken var der en skuffe. Den ene blev brugt som pengekasse, og her havde far også en lille bog hvoe han noterede, hvad der var indkommet af penge dag for dag.

Der var oprindelig en stor kakkelovn i barberstuen. Den blev senere udskiftet med en radiator, der stod bag et aflukke, bestående af en trævæg og et forhæng. I dette aflukke havde far sine barberknive hængende i læderfoderaler, og på den smalle trævæg hang strygeremmen til at skærpe knivene på inden hver barbering. Her var også sæbeskumsmaskinen anbragt med en petroleumslampe under, så sæbevandet kunne holde sig varmt, maskinen var der en slags propel, og når man drejede med et sving, blev sæbevandet pisket til skum, der kom ud af en tud ned i de sæbeskåle, vi brugte under indsæbningen. Skålene var som stor kop uden hank. Om der i tidligere tider har været brugt et slags fad er tænkeligt, idet et sådant hang uden for forretningen på en stang Dette markerede, at her boede barberen. Det første, vi havde, var af messing og skulle jævnligt pudses. Det blev udskiftet med et skilt af rustfrit stål, hvilket var nok så praktisk i den salte havluft.

Barberknivene måtte ind imellem slibes op på en blød slibesten fugtet med olie for at holdes skarpe. Det var et arbejde, som jeg blev sat til i 15-16års alderen. Der skulle nogen øvelse til at føre kniven rigtigt. Til inventaret i barberstuen skal også nævnes de to spytbakker, der var hvidemaljeret. Øverst lå der et lag med hul i, og nedenunder var der vand, som blev udskiftet dagligt. Brugen af skråtobak var almindelig, og skråen blev gerne vendt i den aske, der lå i askebægrene.

Livet i og omkring barberstuen

Man må vist sige, at far var idé- og initiativrig og meget arbejdsom. Der måtte slides i det for at klare til det daglige brød til den store familie. I mange år havde han et stort opland, da der ikke var andre barberer i nærheden. Folk kom således langvejs fra for at blive klippet og barberet. Dengang var det ikke så almindeligt, at man gjorde det selv. Arbejdsdagene var lange. Om lørdagen gik den sidste kunde først efter klokken 23. Vi skulle bl.a. vente på nogle af byens forretningsfolk, før vi kunne lukke. Folk havde god tid og sad på rad og række på de to bænke i salonen, hvor de fik sig en snak om familieforhold og meget andet på uforfalsket vendelbomål.

Jeg var ikke ret stor, før jeg kunne mine hjælpe til med at sæbe kunderne ind, så jeg måtte stå på en skammel for at nå op til deres hoved. I sommerperioden, hvor far også havde svend, var der særligt travlt med de mange gæster, der ofte blev barberet 2 gange om dagen, både om formiddagen, inden de gik til stranden, og igen sidst på eftermiddagen inden middagen på hotellet. Jeg blev træt i ben og ryg af den ensartede stilling som jeg stod, derfor havde min far også sat en ribbe op på loftet, så jeg kunne lave strækøvelser.

Arbejdet gik imidlertid og ud over fingrene, der blev slidt, så blodet piblede frem. Det gjorde ondt, især om lørdagen, når fiskerne kom med deres urgamle skæg, der stak som nåle i de i for vejen tyndslidte fingerspidser, så sæben blev gul af blod. Far knipsede med fingrene, når jeg skulle forlade en kunde for at gå i gang med den næste.

Det var også en af mine opgaver at rulle de mange servietter, der blev brugt i barberstuen.  Det var ikke altid lige spændende. Jeg husker en sommersøndag, hvor jeg brokkede mig derover. Den slags arbejde var normalt i noget, vi foretog os på en helligdag. Men der har nok været brugt så mange servietter, at der nok ikke var nok på lager til om mandagen, så det måtte gøres. Jeg var nu nok mere opsat på at komme til stranden at bade, så jeg slog på de religøse strenge og sagde, at det lignede ikke noget, at vi skulle arbejde om søndagen. Jeg slap dog alligevel ikke, før jeg var helt færdig med at rulle. Da der senere kom en barberforretning mere, gjaldt det om at holde på kunderne. Der var til tider et vældigt tempo over arbejdet, for det var ikke altid gæsterne affandt sig med at vente. Jeg husker en utålmodig kunde, som ville gå igen.  Derefter meddelte far ham, at det kun ville vare minutter, før det blev hans tur. Det troede han næppe på, men han satte sig og tog tid. Han var meget duperet og overrasket, da han fem minutter efter sad i stolen.

Engang var der en kunde, der fik lov at komme foran de andre, da han sagde, at han kun skul barberes på den ene side af hovedet. Det var alle jo spændt på at se. Da han kom i stolen, erklærede han, at det skulle være på den udvendige side af hovedet. De øvrige kunder bar over med han selv om han havde taget dem ved næsen. Der kunne opstå festlige stunder i barbersalonen, når installatør Skadelund og hans svend, Berg Christensen, kom sammen. De var et par sprade- basser, fulde af skæg og halløj.

Når der kom kunder ind i butikken, ringede klokke ovenpå, hvilket var praktisk, når vi spiste middag. Vi skulle dog altid være musestille ved bordet for at far kunne høre klokken ude på gangen. Kunderne skulle jo nødig gå igen uden behandling. Da far var ungkarl og havde sin første forretning, spiste han på Afholdshotellet. På et skakbræt havde han skrevet, at han straks kom tilbage. Men tree kunder havde engang skrevet på brættet. ”Vi er gået alle tre, kommer aldrig tilbage”

 

De økonomiske forhold

Lørdag var den bedste dag i ugen, hvor indkomsten  kunne snige sig helt op til 15-20 kr. Men der kunne være perioder uden for badesæsonen, hvor der var lidt at lave, og daglønnen var minimal. Far skrev dagligt op, hvad der var indkom st. Det svingede ofte mellem 2-5 kr. Men dertil skal siges, at vi undertiden fik fisk som betaling. Nogle kunder havde rabatkuponer, små sedler med fars stempel, som de afleverede efterhånden.

Det betød selvsagt en fastere kundekreds. Et af de initiativer, far også tog for at øge indkomsten, var byggeriet af damesalonen mellem Kraglunds ejendom og “Fredheim”. Grunden tilhørte Kraglund, men på en eller anden måde fik far mulighed for at bygge ud mod Kraglunds nye hus og lave et lokale, hvor der blev indrettet damsalon og ansat en damefrisørinde. Af disse husker jeg flere, f.eks. frøken Yelva, frøken Beck og frøken Christensen. De fik kost og logi hos os. Det var en tid, hvor det var nyt og moderne med permanentkrølning. Stærkt mod min vilje skulle jeg være prøveklud og fik håret krøllet, hvilket ses af et multifoto fra den tid. På den måde kom jeg til at reklamere for permanentkrølning. Efter at den anden barber slog sig ned i Løkken, har far nok mærket, at det ramte ham økonomisk.

Han oprettede en filial, først i Lønstrup og senere i Vittrup. I en periode var der tale om priskrig mellem de to konkurrenter, hvor bl.a. prisen for barbering kun kostede 10 øre. Men det kunne jo ikke svare sig i længden.

Fra det tagvindue, der vendte mod nord, fik jeg engang til opgave, at finde ud af, om der var stor søgning til fars konkurrent. Hans forretning kunne nemlig ses derfra. Den lå i Nørregade og jeg betragtede den som en andenrangs salon, for her lå efter sigende en del ‘smudsblade, som hans kunder kunne fordrive ventetiden med og så var han jo fars konkurrent.

Kontor og barberstue blev også lejet ud. En sagfører Valdemar Smith fra Hjørring havde kontor til rådighed en eftermiddag om ugen, og Wagner, også fra Hjørring, kom hver tirsdag aften og tog barberstuen i brug til tandklinik. Kontoret var hans venteværelse. Onsdag morgen måtte vi rydde op efter tandlægen. Han havde bla. en boremaskine, som blev drevet rundt med en trædepedal, der mindede om en rok, og jeg fandt ofte hane brugte bor på gulvet efter ham. Han trak også mange tænder ud på folk. Blod og tænder gik i en slags spyttebakke og havnede i en spand Det var et ulækkert indhold, der derpå blev tømt ud i vort wc. Far havde den aftale med tandlægen, at han gratis skulle holde familiens tænder i orden.

Det var krisetider først i 1930eme, og jeg har ofte undret mig over, hvordan mor og far formåede at klare økonomien. Den klaredes bla. med løbende veksler, som jeg måtte i Sparekassen med, for at få dem diskonteret, uden at jeg anede, hvad det drejede sig om. Dertil kom, at mor var økonomisk med husholdningen. Intet gik til spilde. Fiske resterne blev lavet til plukfisk, som efterhånden ikke var min livret. Mor var ellers fortrinligt til lave mad. Svinepriserne var lave, så vi hele eller halve grise, som mor tilberedte, lavede stege, pølser og frikadeller. Noget blev henkogt, andet blev røget og hængt op ved skorstenen på loftet. Æg blev konserveret i en kalklage. Makrel blev saltet ned i krukker og anbragt i kælderen.  Så vi sultede aldrig. Men om sommeren, hvor vi havde svend, pige og damefrisørinde på kost og flere af os børn var hjemme, skulle der mad til. Da var vi en halv snes stykker i dag kost, så mor havde nok at se til.

Om vinteren strikkede mor strømper for folk og tjente penge til udgifterne. Hun havde en strikkemaskine som hun nok medbragte fra Norge. Den var anbragt i et værelse på loftet. Det var hyggeligt, at  opholde sig i værelset, når mor strikkede og man fik lov til at dreje garnvinderen, der kørte rundt som en mølle. Her var lunt og godt.

Den hjemlige økonomi var et emne, som mor og far holdt for sig selv. Men det anede mig, at det ikke altid stod lige godt til. Både mor og far var sparsommelige mennesker, der satte tæring efter næring. Gudfrygtige som de var, er jeg sikker på at de lagde alt i Guds hånd. Jeg glemmer i hvert ikke synet af min far en morgen, da jeg kom ned i barberstuen, hvor han lå på knæ i bøn bag forhænget. Jeg følte, at det var de økonomiske forhold der tyngede ham.

Til hånde på barberstuen

Efter jeg var gået ud af 7. klasse, kom jeg på handelsskole indtil jeg fandt ud af, hvad jeg så ville.

Skolegangen foregik om aftenen, så om dagen gik jeg far til hånde på barberstuen. Det havde jeg efterhånden gjort i nogle år, men nu ikke ikke blot med at sæbe ind. Jeg vaskede hår, lærte at slibe knive på både slibestenen og strygerem . At barbere kom jeg også til. Jeg begyndte med nogle landevejsriddere, som blev klippet og barberet gratis. Jeg husker især en af dem, der ikke var særlig soigneret. Han havde et meget tæt og rødt skæg, som det tog lang tid at sæbe ind før det  var nogenlunde blødt. Alligevel havde jeg svært ved at få det skåret af.  Det føltes, som om  kniven ville skære kinderne af. Den blev hurtigt sløv og måtte have flere omgange på strygerem- inden jeg blev færdig med ham. Men han ømmede sig ikke og var meget taknemmelig, da han gik. Efterhånden fik jeg da nogen rutine i både at klippe og barbere. Jeg blev endda sendt ud i byen for at klippe syge, sengeliggende folk, så jeg gjorde det faktisk ud for en svend. Jeg kunne sådan set have opnået at blive udlært som barber, hvad jeg også fornemmede, at far så hen til. Men det havde jeg nu slet ikke noget ønske om. På handelsskolen havde jeg stadig forbindelse med mine gamle Lærere, Skjødsholm og Vestergaard. Sammen med dem og mor og far drøftede jeg mine frem tidsmuligheder. Jeg blev anbefalet at søge optagelse på et seminarium, for at blive lærer. Den tanke faldt i god jord hos mig, da det var min opfattelse, at en lærer økonomisk set var godt stillet. Jeg havde jo gang på gang, måned efter måned set, hvordan lærerne den første i hver måned gik i sparekassen og hævede deres faste løn. De havde en sikker indkomst modsat en barber. Hvor meget lønnen var, vidste jeg ikke, men alene den faste løn, var i mine øjne et stort gode.

Afslutning

I 1943 solgte mine forældre “Fredheim”. Medvirkende årsager var måske min mors dårlige he bred og usikkerheden, der var forbundet med besættelsestiden. Mine forældre flyttede først til Kettru ved Fjerritslev, hvor min ældste bror var præst, og derfra til Ranum, hvor jeg gik på seminariet. Senere flyttede de til København. Min far blev ved med at arbejde indenfor sit fag. Min mor døde i 1954, min far i 1968.