Min barndom i Vrensted og Ingstrup

Kilde: Lokalhistoriske Arkiver i Løkken-Vraa

Fortalt af Niels Chr. Søndergaard Jensen, USA i 2012

 

 

 

Jeg er født i 1923 og opvokset på gården Helledie i Vrensted, og i 1951 emigrerede jeg først til Canada og siden til USA.

Min barndom kan jeg huske meget af, men det største besvær er at skrive på dansk efter så mange år. Til dette har jeg fået teknisk bistand nf min niece, Kirsten, i Løkken.

Vi var seks børn i Helledie, og vores forældre var Anne Marie og Kristian Jensen. Mine søskende var Kristine, Else, Knud, Erik, Inger, og jeg var selv den yngste.

Delt mellem to hjem

Jeg har to sæt barndomserindringer fra henholdsvis Vrensted og Ingstrup. Det skyldes, at jeg tilbragte de første år af min barndomstid i Ingstrup hos Elna og Kresten Jensen Søndergaard, fordi min mor var indlagt på hospitalet i en længere periode. Min nærmeste storesøster, Inger, var også sat i pleje hos vores bedstemor på min fars side. Det var på gården Raalund i Stenhøj. Far var så alene med de fire ældste børn. Grunden til, at jeg kom til Ingstrup, var den, at Elna var min mors ungdomsveninde, og jeg var der, fra jeg var et halvt år, til jeg var omkring fire, og senere i ferieperioder.

På tur

I den periode var familien lejlighedsvis samlet i Raalund eller i Helledie, og også i Ingstrup. Turen frem og tilbage foregik med hest og landauer. Det var skik og brug at køre tur om søndagen. Så blev den fine vogn vasket pænt ren, og der var også et fint seletøj, som blev blankpudset. Det var som om, hesten også mærkede, at det var noget særligt. Når vi kørte hele vejen til Stenhøj med hest og landauer, havde vi en fodpose for hvert sæde, og den var indvendigt foret med lammeskind. Det var dejligt varmt. Når vi var fremme, kunne vi få hesten på stald på mejeriet, hvor bedstemor boede lige overfor, men vi skulle have foder med hjemmefra.

Den slags begivenheder skulle arrangeres uden for mark sæssonerne. Dyrene skulle også passes og det var vores nabo, som hjalp med det. Engang regnede det hele vejen hjem og vi frøs rigtig meget. – Vi kørte også på besøg hos min onkel Jens Jensen i Hæstrup

 

I pleje i Ingstrup

Mine plejeforældre, Elna og Kresten, havde børnene Helmer og Emilia, som var en halv snes år ældre end mig. De havde desuden en stor familie som også havde børn på min alder. Hver gang nogen havde fødselsdag var der altid stor komsammen, det forekommer mig, at der altid var fest.

Når Elna og Kresten skulle i byen om aftenen, havde Emilia og Helmer deres venner på besøg Elna og Emilie spillede på klaveret, og så var der fest og glade dage med sang og dans.

På nabogården boede min morbror, Erik Søndergaard. Den familie kom vi meget sammen med, og vi delte mælketur. Min mormor boede også i Ingstrup, så i mine øjne var det en skøn og god tid.

Jeg husker, at Helmer på et senere tidspunkt var indkaldt som dragon i Aalborg og Emilia og jeg besøgte ham engang. Vi gik over Limfjordsbroen og tilbage igen. Som jeg husker broen, var det en flydende bro, og det kostede i hvert fald fem øre pr. person at krydse den. Min plejefamilie havde en større gård end mit hjem, så der var mange ting at lære og opleve i en tidlig alder, og jeg var med i alt, hvad der foregik både i familie- og arbejdsforhold.

Der var ikke elektricitet eller badeværelse, men dog en telefon. De havde en stor petroleumsmotor med et meget stort svinghjul, og jeg havde fornøjelse af at kigge på, når den skulle startes. Så skulle der tærskes korn, og Helmer skulle lægge negene i tærskemaskinen.

Jeg fulgte også med hos køerne, når der skulle malkes. Det gjorde Emilia sammen med en tjenestepige og en karl. Helmer så efter hestene, og også her var jeg med Om sommeren red vi af sted, når hestene skulle ud på græs. Helmer sad på den forreste, og jeg på den bageste. Det var en gammel, trofast hest, og den gik stille og roligt frem. Jeg tror den vidste, at den skulle passe på lille mig. Den blev kun brugt til enkelte ting, som at radrense roer, og Helmer sagde, at det var den bedste hest, de havde haft.

Når hestene kom ud til kæret, blev de tøjret med hvert sit reb, og Helmer skulle flytte dem, når de havde ædt det græs, de kunne nå. Han var altså hyrdedreng, og jeg lærte en hel del af ham den gang. Der var også andre hyrdedrenge i området, og når de havde tid, kom de sammen, og de havde forskellige talenter. En kunne lave en fløjte af de sivstrå, som groede der. En anden kunne tegne, og jeg husker endda, at der var en, som havde harmonika og mundharpe, så der foregik altid noget på disse ture.

Hjemme i Vrensted

Jeg skulle jo også lære min familie i Vrensted at kende Helmer var meget flink til at tage mig på cyklen og køre til Vrensted. Det er de tidligste minder jeg har. Da jeg var fire år, kunne jeg rejse alene med toget, for Aabybro banene kørte imellmem Ingstrup og Vrensted, og der var altid en af mine søskende til at møde mig på stationen. Da jeg var den lille, blev jeg meget forkælet. For eksempel var der konkurrence mellem mine to ældste søstre om, hvem jeg skulle sove hos om natten. Jeg var meget tilfreds, for jeg var glad for dem begge to, Brødrene kom i anden række. Jeg husker engang under et besøg hjemme i Helledie, at far havde bestemt sig for, at vi børn skulle fotograferes, nu da vi alle var samlet men jeg havde ikke det rigtige tøj med mig. Det endte med, at jeg lånte noget af min søster, og da vi så alle stod foran fotografen, sagde jeg det til ham, at jeg havde min søsters bukser på og trak ud i elastikken på dem.

 

Historier om mine brødre

Mine ældre brødre, Erik og Knud, fortalte mig om flere hændelser i Helledie, som nok kunne få mig til at spærr øjnene op. De var engang ved at køre møg ud i marken. Far havde en daglejer til at hjælpe til, og det var ham, der kørte læsset. Erik og Knud var med for at hjælpe med aflæsningen. Da de var færdige, blev de sat op i vognen, men i samme øjeblik stak hestene i galop med de to drenge. Erik besluttede at smide sin yngre bror af straks, men var så uheldig, at hans hoved ramte en sten. Knud skreg i vilden sky, og Erik måtte springe af vognen for at komme ham til hjælp. Så var det daglejerns sag at løbe efter hestene, det bedste han kunne. En anden gang havde de lige fået hestene spændt for og hoppede op i vognen. Så løb hestene atter i fuld gallop i retning af vores nabo.  Da de nåede ind i naboens gård væltede vognen helt omkring med hjulene opad, med Erik under den. Han blev indlagt på Hjørring Sygehus, men slap med en bræekket arm. De fortalte også om engang, de skulle hakke kålrabi i roerasperen. Knud skulle holde på roen  mens Erik drejede håndtaget. Knud var så uheldig at få sin højre lillefinger slemt skrællet. Far måtte hurtigt få ham til doktor Weywade i Løkken for at få fingeren syet sammen. Far lovede Knud en flot skindhue, hvis han ville lade være  med at græde, mens doktoren syede i fingeren. Knud var ganske tavs, men der skete det slemme, at lægen syede forkert, så neglen sad nedenunder fingeren. Lægen  gjorde det om for at få neglen til at sidde rigtigt. Lillefingeren blev aldrig helt god igen, men Knud fik sin vel fortjente skindhue. Erik havde også et uheld. Engang var pigerne efter ham, og han løb gennem  gården. Da han ville kigge sig tilbage, løb han ind i en slåmaskine, hvor kniven var løftet. Han skar sin hage meget slemt, så doktoren måtte sy den sammen, og han havde et ar for resten af livet. Jeg selv havde også et uheld engang på vej hjem fra skole på cykel. Det gik jo så hurtigt som muligt, og netop den dag kom Theodor, en mand fra nabolaget, cyklende. Han svingende fra den ene side af vejen til den anden. Det endte med vi ramlede sammen og hans forhjul knækkede sammen i et ottetal. Den ulykke kunne han ikke glemme, og hver gang han så mig, råbte han at jeg skulle betale for hjulet. Far måtte have en lille samtale med ham, inden den sag var glemt. En gang havde Theodor været på sygehuset Brønderslev. Da han var kommet hjem, var han henne i Vrensted Bymølle, som min far og mine brødre ejede dengang. I møllen var der en elevator med et reb, som man skulle rykke i for at få den op og ned. Theodor ville fortælle om sit ophold på sygehuset, hvor han havde holdt en masse  sjov med sygeplejerskerne. Mens han for talte, kom han til at rykke i rebet til elevatoren og var uheldig at falde helt ned i kælderen. Erik måtte i stor hast ringe efter Falck, som som kørte ham på sygehuset igen. Det var for det meste Knud jeg holdt sammen med. Han havde mange spændende ting for, og när han skulle nogen steder, kunne jeg sidde på stangen af cyklen, men de fleste gange prøvede han at komme af sted uden mig. Mens jeg var lille, fik vi en hund, der fik navnet Knold. Han var min bedste ven. Han fik navnet fordi vi holdt ugebladet Hjemmet med tegneserien om Knold og Tot, som mor eller mine søstre læste højt for mig. Knold ventede oppe ved enden af vores vej, når jeg kom hjem fra skole. Han havde fødselsdag den 24. juni og fik han et stykke lagkage med flødeskum. Han levede mange år.

Hyrdedreng i Ingstrup kær.

Turene i Ingstrup kær, da jeg var lille, og samværet med hyrdedrengene var en rig lærdom for mig. Da jeg blev 14 år, blev jeg selv hyrdedreng på gården, hvor jeg havde været i pleje. Min betaling for sommeren var 100 kr. og et par træsko.

Efter min skolegang i Vrensted blev jeg hyrdedreng hos Kresten og Elna Søndergaard i Ingstrup. Det var det samme sted, som jeg var i pleje i mine første barndomsår.

Nu blev det jo lidt anderledes, for jeg skulle lære at sørge for omkring 30 køer. Det første jeg skulle lære, var om hvordan disse køer skulle kobles sammen. Kresten mente, efter to uger, at der var på tide at starte på det, så nogle dage gik med at finde reb, grimer, tøjler og kølle til at slå tøjret ned med. Når ellers alt dette var sørget for, gik det faktisk meget nemt. Der var en ko, nr. 1, som var håndkoen, hun vidste mere, end jeg gjorde. Alle køerne var egentligt koblet til den, der var således fire i hver række, og så videre til de fire bagerste.

De første dage løb køerne mere i galop, end de gik. Det var en lang tur til kæret, det tog 20 minutter. Jeg tøjrede køerne en ad gangen ved at hamre pælen i jorden med køllen.

Mange gange kunne jeg blive ude ved køerne, hvis der ikke var andre ting at foretage sig på gården. Køerne skulle jo flyttes hver time, men kl. 12 var jeg hjemme til middag i en time eller to. Der var for det meste andre opgaver, der skulle udføres, inden køerne skulle hjem helst inden kl. 5.

Der var en ting, som jeg fik meget grundigt forklaret, og det var, at jeg skulle passe på toget, når jeg skulle krydse banelinjen, der gik over vejen ned til kæret.
Når jeg havde fri hver tredje søndag gik turen gerne hjem til Helledie i Vrensted for at være sammen med forældre og søskende. Der var noget jeg ikke var stolt ved. Når jeg skulle cykle til Ingstrup sent om aftenen, var jeg altid bange for at køre forbi et lille skovområde på vejen. Jeg forestillede mig, at grenene, som hang ud over vejen, prøvede at fange mig. Det fortalte jeg til min mor i al hemmelighed. Hun foreslog, at jeg kunne vente med at køre hjem til Ingstrup tidligt næste morgen. Det gjorde jeg så og måtte derfor stå tidligt op for at nå mine pligter.

Jeg blev glad for Ingstrup og gik til fodbold og gymnastik, og jeg kan huske, at når jeg kom hjem om aftenen, havde Elna Søndergaard altid sat et eller andet på mit natbord. Det kunne være rødgrød med mælk eller kage af forskellig slags og sodavand. Hun var altid god ved mig på mange måder, og hun var meget gemytlig. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at hun var den bedste til at fløjte, jeg nogensinde har hørt, og hun kunne også synge. Senere havde jeg pladser i Vrensted og Skøttrup,  og i 1944-45 var jeg på Ryslinge højskole. Derefter arbejdede jeg to-tre år på Sjælland. Mine forældre døde i 1944 og 1946, og jeg tror egentligt, at det var grunden til, at både Knud og jeg forlod Danmark. Jeg rejste til Canada og senere til USA, hvor jeg bor i dag