Min barndom

af Erna Kjeldgaard Thomsen

født i 1937 i Stenum nu bosiddende i Vrensted

Kilde: Lokalhistoriske Arkiver Løkken-Vraa

Jeg så dagens lys i marts 1937 i et forrygende snevejr, hvor jordemoderen måtte hentes i en kane, og nabokonen sank i sne til bæltestedet Det var jeg nu ligeglad med, for jeg blev født til en dejlig barndom med en søster, Else, som er fire år ældre end mig, og tre et halvt år efter kom endnu en søster Ella.

Mine forældre havde en landejendom på 23 tønder land, som de havde købt ved deres giftermål i 1932. Dengang var der kun en lade, der kunne bruges, resten var noget gammelt noget. På ejendommen havde vi to heste, køer, grise og høns samt en hund og to katte.

Mine forældre begyndte straks at tænke på at bygge nyt stuehus og kostald, men først skulle der støbes cementsten. De lavede nogle støbeforme og blandede cement, sand og vand. Det blev selvfølgelig gjort med håndkraft, så det tog sin tid, inden murerne kunne begyndte at bygge På noget af marken voksede der lyng, så det skulle og ryddes, men alt dette blev gjort, før jeg blev født.

Vi børn havde ikke faste pligter, men vi skulle hjælpe til med mange ting som at feje og strø sand på broen i kostalden. Det skulle gøres efter hver fodring. Jeg mindes aldrig, far har forladt kostalden, uden det først var gjort.

I høst skulle vi stå i stanghullet og give negene videre til far, så han kunne lage dem til rette.

De skulle lægges taglagte over hinanden med en pæn lige kant ud mod loen, så var de jo lettere an få fat på, når de om vinteren skulle tærskes. Så var det vores arbejde at lægge på brættet eller tage halm fra. Når roerne skulle tyndes ud, hakkede far dem i busk, så kravlede vi bagefter og tyndede dem ud, så der kun sad én roe tilbage. På den måde kunne far tage mange flere rækker, end hvis han først skulle dele dem. Det arbejde var jeg ikke glad for, men da jeg først blev så stor, at jeg blev betroet en hakke, var det ikke så slemt mere.

Der skulle også lægges kartofler og tages op igen. Jeg husker især et år, hvor vi havde tre koner fra nabolaget til at hjælpe med at tage op. Vi havde fået lus, og far havde været hos skolelæreren for at melde det, men den gang var det en flov sag, så vi måtte ikke fortælle det til nogen. De tre koner lå og snakkede om, hvem det kunne være, og Else og jeg kunne ikke lade være med at grine.

Vi havde altid et stort stykke med kartofler, for de blev også brugt som foder til høns og grise. Gruekedlen fra det gamle hus var blevet muret op henne i hønsehuset, så mor kogte hver anden dag en grydefuld, som blev moset med en jomfru og givet til grisene.

Hver sommer skulle der graves tørv ude i mosen, så blev der smurt en stor madpakke, og så snart dyrene var blevet malket og fodret, blev Musse og Palle spændt for vognen, og så kørte vi alle fem af sted. Det glædede vi os meget til, for mens vi var små, blev vi sat af ved vores bedsteforældre. De boede lige i kanten af mosen, og så kunne vi være der, mens mor og far gravede tørv. Det blev til mange ture i mosen, for tørvene skulle både ryngles og skrues. Først skulle de sættes op i rækker, og bagefter skulle de sættes i stakke til de var helt tørre. Så kørte far ud og hentede dem. Han kunne klare et læs om formiddagen, og mens han sov til middag, skulle vi smide dem ind i tørveskuret. Der blev løsnet en pandeplade, så de kunne komme den vej ind. Mens far kørte efter et læs mere, kunne mor og vi pige er stable dem.

Jeg husker en gang, der skulle laves kartoffelmel. Far cyklede til Hammelmose Mark til sin bror efter en maskine, som kartoflerne skulle rives på. Så kom det store slagtekar ind og blev skrubbet, og så kom der gang i maskinen. Det var en lille maskine med håndsvind, så det tog sin tid. Vi fik da karret fyldt op men da alle urenheder var vasket og skummet fra, var der kun et lille lag kartoffelmel tilbage i bunden af karret. Det blev ikke prøvet mere end den ene gang. Når der blev slagtet gris til jul, blev der lavet blodpølse. Vi skulle stå ude og røre i blodet, til det blev koldt. Det kunne nok tage nogen tid, selv om vi stod ude i frostvejr.

Vi kunne få lov til at få urinblæren, som blev pustet op og tørret.

Derefter blev den spændt ud over en blikmalerbøtte, og der blev stukket en gåsefjer igennem den. Det var en rumlepotte.

Når vi kørte med fingrene op og ned af fjeren, larmede den. Den blev brugt nytårsaften sammen med en trærulle, der havde været sytråd i. Vi skar takker hele vejen rundt i kanten og satte et stykke ståltråd igennem hullet og en snor på. Når den så blev sat mod vinduet, og vi hev i snoren, larmede den å. Det var den å, vi lavede nytårsløjer på hos naboerne Vi havde masser af tid til at lege, og hver dag legede vi med naboens børn, bla. Inga, som var to år ældre end jeg. I godt vejr spillede vi bold ude, hoppede i reb eller gik på stylter.

Om vinteren var vi heldige, at vi havde en meget god kælkebakke på vores og naboens mark. Havde der været et vådt efterår, var der en meget stor dam nedenfor bakkerne, så der kunne rigtig komme fart på kælke og ski. På gode dage kunne vi være 15-20 børn, måske flere hvis de kom fra Stenum og Tolstrup. Men der var nogle drenge fra Stenum, der kunne finde på at ødelægge isen, inden den kunne bære, og så var der krig.

Far lavede et par ski til os af to tynde brædder som blev kogt i gruekedlen og sat i spænd på stigen. Når de havde siddet der er stykke tid, ”stod” de op med snuden. Derefter blev der sat en læderrem på til at stikke fødderne ind i. Var der ikke vej til at være ude, kunne vi lege med dukker og påklædningsdukker. Det var især Mariedukkerne, som var berømte. Der var en kjole i hver pakke Mariekiks, men vi kunne jo selv tegne tøjet.

Vi legede også med nipsenåle og lerkugler og spillede forskellige spil som Ludo, Mølle og Dam og mange andre.

Om aftenen hørte vi altid radio. Der var selvfølgelig nyhederne, som mor og far skulle høre, men der var også tit god musik, og var der hørespil, så sad vi stille og lyttede.

Vi børn havde hver en cykel fra vi var seks-syv år, men den måtte vi ikke bruge til at køre i skole på, der skulle vi gå. Men den måtte bruges, når vi skulle til gymnastik og danseskole. Skete det, at vi måtte deles om en cykel, kørte den ene foran og lagde cyklen i grøften og skyndte sig og gå, så kom den anden og tog cyklen og kørte forbi. På den måde var vi hurtigere fremme, end hvis den ene skulle gå.

Så var der jo også sommerferierne. En af de første dage i ferien spændte far Musse for jumben, og så korte vi til Brønderslev Banegård og hentede Sys fra København. Hun var her i hele ferien. Det første ár var det svært for hende at vænne sig til, at alt jo var anderledes for sådan en pige på syv-otte år, selv maden, men hun holdt da ud og kom ár efter år.

Vi børn holdt hvert år en uges ferie hos mors kusine, som havde os med i Zoo og Tivoli, Vi skiftetedes til at være der og var der sammen med en kusine. Vi cyklede også tit ud til en moster, der var de ti børn, så der var altid legekammerater og badede vi i Ryå. Engang havde for aftalt med en del naboer, at vi skulle på stranden, så der blev lejet en turistbus.Der var en mand fra Stenum, der havde en. Den blev kaldt for Himmelfarten, fordi den var så høj Der blev smurt en madpakke, og vi kørte, så snart alle var færdige i stalden. Turen gik til Løkken, hvor vi var, til vi skulle hjem og fodre. Det var en stor oplevelse. Engang hver sommer var vi med Ingas bedste forældre på Børglumkloster Kirkegård, hvor de skulle ordne et gravsted, og hver gang kunne vi finde på de værste historier om hekse og trolde, der boede i Hjortnæs Skov.

Skulle vi have nyt tøj, skulle vi have det syet, men det var ikke noget problem, for der var fire hjemmesyersker i gåfstand. Det var vanskeligere at få fat i noget ordentlig stof. Engang havde mor fået fat i noget blåt stof og så valgte vi Rikke som syerske. Hun var så fin til at sy perler på, så det blev en rigtig pæn kjole med perler på bærestykket. Det værste var, at jeg blev syg og kastede op ned af min nye kjole første gang. Jeg havde den på. Det gik aldrig af, selv om den blev sendt til rensning Jeg tror nu, mor var mest ked af det, for man kunne jo ikke bare gå hen og købe en ny kjole.

Som jeg husker det var vintrene altid med en masse sne. Far var snefoged, han skulle sørge for at få samlet mandskab, der kunne rydde vejene. På vores skolevej var der en hulvej. Her lå der altid så meget sne, at den måtte smides op I flere lag.Vi kunne altid komme i skole, for at vi gik bare inde på marken.

Der kunne gå lang tid, inden vejene var åbnet, så vi måtte køre i kane. Dette gjaldt også når mælken skulle til mejeriet. Skulle vi børn med, blev vi pakket ind i tæpper og puttet ned i fodposen, der var lagt bag i kanen. Der sad vi varmt og godt. Mine forældre var medlem af Tolstrup Brugsforening i Gravensgade i Brøederslev Den blev senere til Kvickly og er nu lukket. Det var nok der, vi handlede mest. De kom med varer hver uge og fik æg med tilbage, og så blev regnskabet gjort op. Når far skulle derned kørte han med hestevogn, og hestene blev sat på stald mens han handlede i andre butikker.

Hver fredag kom en bager med to små m rugbrød. Var vi ikke hjemme, blev der lagt en krone og 18 øre på bryggersbordet, og brødene lå der, når vi kom hjem.

Der kom også en vogn med hvidtøl. Vi fik en stor flaske 10 liter, men det var ikke hver uge. Når flasken var tom, blev den stillet ud på brønddækslet, så den kunne ses fra vejen. Den var fra Bryggeriet Svalen. Flasken var anbragt i et træhylster, så den var lettere at bære.

 

Vi holdt meget af at komme på besøg hos min bedstemor. Min far havde elleve brødre, hvoraf en rejste til USA. Ellers boede de alle i nærheden, så til fødselsdage mødte alle op, og selskabet kunne blive på 30-40 gæster. Der blev altid serveret middag, hvor desserten bestod af svesketrifli, hovedretten husker jeg ikke. Når vi havde spist, spillede mændene kort. Der var dog en, der ikke spillede, han gik rundt og så på de andre. Når damerne var færdige med at rydde ud og vaske op, satte de sig ind i den pæne stue og strikkede og snakkede, og der blev last breve fra Amerika.

Naboerne besøgte vi tit. Naermest havde vi Inga med hendes forældre og bedsteforældre. Når vi var der, fik vi tit sigtebrød med Ramona. Det syntes vi var godt, for det fik vi aldrig hjemme. Vi var der tit søndag eftermiddag, for da var deres voksne sønner tit på besøg. De havde en rejsegrammofon med hjem, og så blev der spillet plader.

Ingas mor var kogekone og barselshjælper. Når det skete, at hun ikke kom hjem om natten, sov jeg sommetider derovre. Det var også hende, der passede os, når mor og far skulle i byen uden os. Hendes bedstemor syede kludesko af gammelt tøj for at sælge dem. Senere lavede hun de flotteste morgentøfler med kaninskind. De var nemme at sælge.

Bagved dem boede vejmanden. Han flettede sivsko om vinteren og solgte dem. Jeg kan huske, at vi plagede for at få et par, men det måtte vi ikke, for de sled for meget på de ferniserede gulve. Vi skulle bruge kludesko.

Jeg har haft en rigtig god barndom, men med en grim afslutning. Da jeg var 15 år, havde Inga, Else og jeg bestemt, at vi ville en tur i biografen i Brønderslev for at se Jul i Den Gamle Købmands gaard. Da vi cyklede hjem, sagde Inga, at hun havde så mærkeligt ondt i ryg og arme. Det var sidste gang, jeg så hende, for næste morgen kunne hun ikke stå ud af sengen. Hun havde fået børnelammelse og døde fire dage senere. Der var flere børn i Stenum, der fik det, men de kom alle over det.