Mit Liv –
En levnedsbeskrivelse
Jeg er født ved Odder d. 3. marts 1954. I et lille område bestående af få gårde kaldet Morsholt, tæt på Ondrup, hvor den lokale brugs var. Her fødtes omkring den tid tre drenge, sønner af Johanne og Johannes Klitgaard-Jensen. Min storebror Finn var kommet i 1952, og min lillebror Henrik kom i 1957. På gården med omkring 100 tr land, 30 køer og en grisestald fyldt med grise, som på de fleste gårde på den tid, startede vi vores livsbane. Ud over vores forældre var der en fodermester og ung pige til at hjælpe til.
Med lidt arbejde med at samle malkemaskiner, feje, hakke roer og hjælpe til hvor vi fik besked, men også med frihed til at lege i det gamle hønsehus og i øvrigt avle kaniner i store mængder, havde vi en opvækst som de fleste landbobørn på den tid. Jeg husker, vi selv fik lov at lege og udvikle os uden altid at være under opsyn, så selvstændighed blev en mærkevare.
På min 9års fødselsdag flyttede vi fra gården, da min bedstefar Theodor Jensen Sofiendalsvej i Ålborg var blevet pensionsmoden, med en del rysten grundet parkinsonsyge var tiden kommet for den ellers friske mand, han havde været. Gården var også på godt 100 tdr. land og med samme besætning, men min far kom til fædrene gård. Imidlertid var Ålborg ved at gå ud af ”sit gode skind”, forstået som at byen i 1960erne voksede med flere indbyggere, derfor blev gården i 1966 overtaget af byen, og vi drog videre til Hjallerup på gården Byrvang med 175 tdr. land og en besætning på bl.a. små 40 køer. Kræn ( kaldet Kræn Byrvang ) og Stine Christensen byggede hus i Hjallerup efter 7 generationer på gården. Kræns bror Ingemann, som var ungkarl, flyttede med til byen, men da han var yngre blev han daglejer en del af tiden på Byrvang. Jeg arbejdede en del sammen med Ingemann, en lun og dejlig fyr, men da jeg smed skæve kramper ud lærte jeg de skulle rettes. Ligesom jeg tydeligt husker, da vi sorterede kartofler en morgen, og jeg havde tændt en 25 watt pære over sorterbordet, at jeg blev belært af ham, at vi godt kunne klare os uden, så vi kunne spare på strømmen. På gården lærte jeg også at komme til at holde af landbruget, og de efterhånden 65 køer, vi havde, blev min store interesse.
Skolen gik jeg ikke specielt op i. Jeg spillede fodbold når tiden tillod. Indtil jeg blev 16 cyklede jeg rundt. Men herefter fik jeg som andre knallert og var ofte om aftenen i Hjallerup, til fodbold, i ungdomsklubben for at spille bordtennis, eller vi stod ved biografen eller ved Mølbaks pølsebod midt i byen og fik en snak.
Efter Hjallerup skole fik jeg realeksamen i Dronninglund og arbejdede ved landbruget derefter. Senere på landbrugsskole på Lægård ved Holstebro.
Jeg synes dog det at lære nyt, egentlig med henblik på at blive landbrugskonsulent, landbrugsskolelærer eller lærer, var blevet mere interessant efter et par års arbejde ved landbruget, og derfor søgte jeg ind på HF i Nørresundby, og var kommet dertil, at jeg gerne ville lære nyt. Og jeg lærte, at hvis motivationen er der, så kan man, en vigtig lære i mit liv.
Jeg kom efterfølgende på Aalborg Seminarium, og 4 år senere startede jeg som lærer på Hjallerup skole.
Jeg var dog hele tiden af den overbevisning, at jeg ville have et landbrug og undervise ved siden af. Jeg havde altid arbejdet i min fritid og fået sparet en god slat penge op. Jeg har aldrig syntes, det er at bruge penge til mindre ting, så jeg havde en klar ide om, der kunne bruges penge til at købe en landbrugsejendom. I 1977 som 23årig købte jeg derfor en landbrugsejendom i Thorup ved Hjallerup på 45 tdr. land, med 12 køer, og fik derved foden under eget bord. Jeg stoppede snart med at malke og begyndte at købe kviekalve, således jeg havde 50 sortbrogede kalve og kvier, som blev solgt som kalvekvier, til nabolagets malkebesætninger. Dette kunne betale sig på den tid.
Vi boede i 4 år på gården. Jeg havde nemlig nogle år forinden til bal på Flauenskjold Kro truffet min kone Doris Løgtholt Nielsen, der kom fra en mindre landejendom i Dorf. Hun var også, som jeg under læreruddannelse, og i 1980 startede hun som lærer i Flauenskjold, hvilket hun i øvrig fortsatte med i 38 år.
I 1981 blev Overgaard i Thorup til salg, en gård med 80 tdr. land, den købte vi. Der var grise, da køerne var sat ud med EF tilskud, måtte der ikke være kreaturer, der kunne sælges til brug for mælkeproduktion, derfor måtte der ikke være kvier til salg til det formål. Vores første gård blev solgt, og vi flyttede til Overgård. Gården havde tidligere været ejet af Christian Andreasen, der havde været i sognerådet og havde været initiativtager til Østvendsyssel Ungdomsskoles oprettelse. Fra 1912 til 1943 havde gården været ejet af Lauritz Jensen der i de år var sognerådsformand i Dronninglund, ja frem til 1946 var han sognerådsformand, en sognekonge blev han kaldt, så det var en gård med tradition for politik. Selv var jeg også meget interesseret i politik og med i den lokale Venstrevælgerforening, men ønskede ikke ellers at være aktiv, da jeg syntes jeg havde en travl hverdag. Da mine børn blev født, i 1985 Elise og 1987 Mathias, og jeg passede 500 fedesvin, lidt søer, lidt fedekreaturer og jorden, samt et skolelærerjob blev tiden brugt godt og vel, men et godt liv i pagt med naturen og familien. Hvor alle i familien tog del i arbejdet på gården. Hvor madpakken blev spist ved kartoffeloptageren eller i engene, når der blev luget flyvehavre. Hvor børnene havde deres egne heste og køer. Hvor det var nødvendigt alle bidrog og var med i fællesskabet.
I 1998 blev jeg opfordret til at stille op til kommunalvalget i Dronninglund, og jeg kom ind. Lidt stemmer fra lokalområdet og lidt fra skoledistrikt Hjallerup gjorde det. Efter 4 år, i øvrigt lærerigt i socialudvalget, ville borgmester Poul Møller stoppe, og der blev mulighed for at opstille til borgmesterkandidat ved det efterfølgende valg i nov. 2001. Der blev kampvalg mellem tre kandidater, Peter Bandholm mangeårigt byrådsmedlem, Ole Bæk kommuneforeningsformand og undertegnede. Omkring 200 var samlet på Østvendsyssel Ungdomsskole, og jeg var heldig at blive valgt. Efter kommunalvalget var stemmerne sådan fordelt, at det blev muligt at aftale med flertallet, at jeg skulle varetage borgmesterembedet. Jeg fik nu orlov fra min lærerstilling på Hjallerup.
Det blev nogle gode år i en mindre kommune, hvor vi arbejdede målrettet med en vision om at give frihed til vores institutioner og lave samarbejdsaftaler med dem, således byrådet kunne styre gennem dialogmøder. Jeg husker det som nytænkende og nød sammen med borgerne at give ansvar og vise tillid, selv om kommunen var fattig, var det en god tid. I 2005 blev kommunalreformen startet, og jeg har aldrig ønsket store enheder, da jeg frygter embedsmændene og bureaukratiet tager overhånd. Faktisk er det sådan, at jeg som borger, lærer, landmand ser en verden, hvor flere og flere vil bestemme, alt efter dagens historie og ofte alt for ukvalificeret. Ja, jeg ønsker politikere er tæt på, hvor skoen trykker, altså mere lokaldemokrati. Desuden ses der ikke sammenhænge, hvis fokus f.eks. CO2 glemmes kvælstofproblematik med enge, fødevarer produceret med mindst miljøbelastning, sat sammen med sult. Kunne der være sammenhæng med ønsker om velfærd og produktion, ønske om flere i ældrepleje og pædagoger skal sættes sammen med, hvor pengene tages fra, se det ville give en kvalificeret debat, uanset partifarve.
Fra 2005 og frem blev det vigtigt med at samle kommuner. Vi gik sammen med Brønderslev, og jeg blev valgt som spidskandidat for V i sammenlægningsudvalget og dernæst borgmesterkandidat til valget i slutningen af 2006, til start på en treårs borgmesterperiode fra 07 til 10. Jeg blev valgt efter en stor aften, hvor der var samlet tæt på 800 Venstremedlemmer i Brønderslevhallen og en tæt afstemning mellem daværende borgmester Jens Arne Hedegaard og undertegnede. Et træls valg, Jens Arne var en meget dygtig borgmester i Brønderslev, men demokrati er medlemsvalg, og jeg lagde mig i selen for at vinde.
Det altdominerende arbejde blev sammenlægning, det var svært med 2 kulturer. Jeg har senere, at integrationsspørgsmål forstår jeg til fulde efter den oplevelse. Vi lagde et serviceniveau på gennemsnittet, og det gav problemer. Alle steder hvor det gik lidt ned, var der stor utilfredshed, mens det var bemærkelsesværdigt hvor få, der roste, hvor det gik op. Havde vi blot taget det højeste serviceniveau hver gang, tror jeg ikke det havde kostet borgmesterposten efterfølgende, men jeg mener vi gjorde det rigtige, og så må man tage det ansvar, der bliver givet i politik. Husk vi er der for at gøre det rigtige ikke for at blive siddende på taburetterne.
Venstre og jeg tabte valget i slutningen af 0. Lene Hansen fra liste A, kom tilbage fra Folketinget, og sagde det kunne gøres bedre. Jeg blev formand for teknisk udvalg og blev ansat som jobkonsulent i et privat firma, hvor jeg forsøgte at hjælpe ledige til at komme i job eller uddannelse. Jeg mener, det vigtigste er at behandle alle med respekt, men give redskaber til at komme videre og væk fra at behøve hjælp. Nogle skal have førtidspension, nogle skal uddannes, nogle skal have midlertidige job, nogle skal gå efter ønskejobbet, men forståelsen af at os, der er omkring de ledige, er der for at hjælpe, er usædvanlig vigtig. Desuden er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt selvtillid man har, når nej rammer et nyt nej og nederlag, så der er et vigtigt arbejde med at genopbygge selvtillid og dermed glæde, således man kommer i en positiv spiral, for det er nødvendigt for at få ønskejobbet. Det blev til 3½ lærerige år for mig, hvor jeg kom til at arbejde med nogle nye spændende ting, selvom der også var en del undervisning i jobbet.
Jeg ville dog gerne genvinde borgmesterposten, for jeg har en klar vision for vores område og vores kommune, derfor arbejdede jeg jernhårdt for det, og i 2014 blev jeg igen borgmester, og gik i gang med de visioner, der er vigtige for at bo og drive erhverv i vores område. At tro på det kan lykkes, at give muligheder frem for begrænsninger, at give et erhvervsliv med job til i hvert fald en ægtefælle, at give udtryk for livsglæde og et supersted at leve giver tilflytning. Vi arbejder med udvikling overalt i samspil med borgere og medarbejdere, i et bredt samarbejde i byrådet, har vi skabt en vision – modig nysgerrig fællesskabende. Vi udvikler midtbyer, fokuslandsbyer, og institutioner, samt giver plads til private aktører kan hjælpe til, hvor det giver mening, jo det er en drøm, der for mig bliver til virkelighed. Vi har skabt mulighederne ved hårdt arbejde, og selv om penge intet betyder, har vi sørget for en sund økonomi, hvilket gør disse ting mulige. Udligningsreformen havde vi også meget indflydelse på, og den har også hjulpet os. Vi har fået statslige arbejdspladser, vi skal have flere, uddannelse vil vi have til, det er op ad bakke, men vi kæmper ufortrødent. Vi har projekt ”Bevæg dig for livet”, visionen er, at vi bliver 100 år i gennemsnit, jo vi knokler på, også på mange andre områder.
Det at være borgmester er et alsidigt job, hvor man ud over at træffe trælse beslutninger, også er med til at lave mange gode ting til gavn for kommunen. Der er mange møder og ikke mindst telefonsamtaler. Min kone plejer at sige, at det kun er juleaften, telefonen ikke ringer. Jeg er den type, der godt kan lide at snakke med folk, så det generer mig ikke. Nogle mener dog, at jeg også skal huske at lytte. Jeg nyder også at komme rundt til indvielser, jubilæer, generalforsamlinger, bryllupper osv. i alle kroge af kommunen.
Efter valget i 2018, hvor jeg blev genvalgt, er mit arbejde udelukkende politik, vi lejede vores jord ud. Gennem tiden er der købt op, og der er nu 120 ha. Vi har haft en travl hverdag, sjældent fri, tiden var nu kommet til en almindelig arbejdsuge tidsmæssigt, og det får man til fulde med et borgmesterjob. Jeg havde dog altid nydt at komme ud til manuelt arbejde, ja det havde været min fritidsinteresse, når kartoflerne skulle passes, når der skulle høstes, sås eller kalkes eller vedligeholdes, men set i bakspejlet en meget travl hverdag uden mange pusterum, men jeg fortryder bestemt ikke. Nu er der mere tid til familie, selv ferie, jagt, kortspil, jeg er igen begyndt at spille fodbold, ja endog en tur i naturen uden formål – imponerende hvor meget tid tilværelsen giver, husk alle sammen at nyde den korte tid, vi har på jorden.
Nogen siger jeg er politiker, og jeg svarer nej, jeg er borger. Vi har alle en forpligtigelse til at blande os og gøre verden til et bedre sted, der hvor vi er. Jeg synes, der er rigtig meget, der kan gøres bedre, mest ved at give den enkelte selv mulighed for at vælge, og så forventer jeg, vi alle gør en indsats, både for klima og sociale aktiviteter, jeg har ubetinget tillid til mennesker. Vi skal skabe bedst mulig service for os alle, der hvor vi vælger at lade fællesskabet varetage opgaver, fra vejnet, til sundhed, undervisning og hjælp til svage, det er dog en vigtig ting, at vi får mest muligt ud af det, vi skaber. Danmark er et dejligt sted, og jeg vil til enhver tid gøre mit, for at vi fremtidigt får en god hverdag.
Mens politik har fyldt rigtig meget, er livet gået med landbrug, natur, fritid, jagt, kortspil og venner, samt familien. Vores 2 børn Elise og Mathias er godt i gang, begge bosiddende i Ålborg kommune, fred være med det, og har et godt liv.
De er begge blevet forældre – dejligt det gør os til bedsteforældre. Endnu en gave. De klarer sig godt med gode job i byen, den kultur jeg og min kone kom fra er nu en saga blot, vores børnebørn er bybørn.
Jeg håber vi kan give dem gejst, glæde, vilje, arbejdsomhed, og at tage tingene med et gran salt, med i deres videre tilværelse.
Derved er jeg ”religiøs”, for nu siger jeg, vi lever videre i de næste generationer.
Kan alle blot sætte det præg på deres tid, bør man være tilfreds, og det er jeg.
Brønderslev kommune har været inde i en god udvikling de senere år. Vi har en vision om alle skal med, der skal være samarbejde med borgere og medarbejdere. Vi har decentrale beslutninger, som borgere har indflydelse på, det giver for det meste en god skole, god børnepasning og god ældrepleje. Vi skal skabe muligheder frem for begrænsninger, på den måde skaber vi råderum til at hjælpe dem der trænger, og det er vi forpligtiget til.
Vi har skaffet et større overskud på driften, således vi kan investere i nye bygninger på skoleområdet, og har afsat flere penge til f.eks. nyt halprojekt i Brønderslev. Vi laver midtbyprojekter i flere byer, specielt i vores hovedby Brønderslev, er vi klar til investeringer omkring Banegårdspladsen, spændende arbejde. Jeg håber at jeg kan være med til at sætte et godt præg på Brønderslev.
Mit hjerte brænder for Brønderslev by og kommune.
Mikael Klitgaard
Juni 2021