Natbetjent 1. september 1921. Politibetjent 1. april 1923. Overbetjent 1. april 1936. Politiassistent 15. november 1943.
Jeg er født på Vrangdrup mark i Brønderslev, vi var 5 søskende, hvoraf jeg var den yngste. I mit hjem var vi meget fattige, jeg kan således huske, at vi kun fik sigtebrød om julen, ellers var det rugbrød, men det tog vi da heller ikke nogen skade af, vi blev mætte hver dag.
Vi kom alle ud at tjene på landet i 9-10-års alderen.
Jeg selv kom ud at tjene som hyrdedreng, da jeg var 9 år gammel. Det første år fik jeg ingen løn, men kun kost og logi, men da gik jeg også i skole.
Derefter blev jeg, indtil konfirmationen, udskrevet fra skolen i sommerhalvåret, og min første sommerløn var 20 kr. samt et pund uld ekstra, for flid og pålidelighed. Ulden kartede og spandt min mor og strikkede strømper til mig. Derefter steg lønnen med 10 kr. årligt, således at slutlønnen ved konfirmationsåret var 50 kr., men jeg fik rigtignok også 2 kr. i konfirmationsgave. Jeg var derefter beskæftiget som medhjælper ved landbruget indtil jeg i 1917 blev indkaldt til aftjening af min værnepligt ved Trainafdelingen på Husar Kasernen i København, hvorfra jeg blev hjemsendt i 1919.
Under min militærtjeneste forekom en for mig mærkelig hændelse. Efter endt rekrutskole blev mandskabet spurgt, om der var håndværkere imellem, og det viste sig, at der var både tømrere og smede, malere og bagere, og da det muligvis var vejen til højere poster, meldte jeg mig som slagter, idet jeg en gang havde været beskæftiget som medhjælper hos en slagter i 6 uger.
Dette bevirkede da også, at jeg skulle melde mig hos køkkenchefen, og min bestilling der blev, at jeg skulle modtage slagtervarer, skære pålæg m.v. og udlevere rationer til mandskabet, så vidt var alt i orden.
Der var imidlertid kommet nye rekrutter ind, og en dag, da de var til ridning, var der en hest der slog ud og slog et ben i stykker på en anden hest. Obersten som boede på kasernen blev tilkaldt, og han beordrede hesten slagtet, og da berideren på skolen var den samme, som vi havde haft i min rekruttid, meddelte han, at der gik en slagter nede i køkkenet, og der kom derefter en soldat og meddelte mig, at jeg skulle melde mig til obersten, men det var nok klogt at medtage kniv, for det var en hest, der skulle slagtes. Jeg tror nok jeg blev lidt bleg, men jeg havde jo sagt A og måtte også sige B. Jeg meldte mig til obersten og fik fat på et skydeapparat, skød hesten, skar halsen over og så var den klaret til alles tilfredshed, ikke mindst min egen. Jeg var atter et års tid beskæftiget ved landbruget og var i mellemtiden blevet forlovet og tænkte på at stifte familie og hjem, og selv om min hu stod til landbruget, var jeg klar over, at jeg ikke havde økonomisk mulighed for at blive selvstændig landmand, jeg måtte søge anden livsstilling.
Den 1. april 1921 var Brønderslev by blevet ophøjet til købstad, og derefter opslog byrådet en stilling som natbetjent ledig, jeg søgte og fik stillingen med tiltrædelse den 1. september 1921.
Stillingen bestod i patrulje i byens gader fra kl. 10 aften til kl.2 nat, og i øvrigt sørge for ro og orden i byen.
Lønnen var kr. 150 månedlig.
Det var ikke altid nogen let opgave at skulle optræde som ordenshåndhæver i sin fødeby, der måtte undertiden tages håndfast på tingene.
Byen havde dengang godt 5000 indbyggere, men foruden byen skulle vi politimæssigt betjene landsognene Ø. Brønderslev, Jerslev, Serritslev, Tolstrup-Stenum, Thise og senere også Hellum og Hallund.
Politistyrken bestod dengang af 1 overbetjent, 1 politibetjent og så mig som natbetjent.
I det nye rådhus, som var taget i brug den 1. april 1921, var foruden retslokaler, indrettet 2 kontorlokaler for politiet, og det blev nu min arbejdsplads i 46 år.
Det var for øvrigt en mægtig forbedring af lokaleforholdene for rets- og politivæsenet, for før den tid foregik disse forretninger i overbetjentens dagligstue, hvilket ikke altid var lige tilfredsstillende for publikum.
En gang ugentlig kom herredsfogeden fra Hjørring og senere en fuldmægtig, og retten blev sat i den nævnte dagligstue, og jeg husker fra engang en af byens borgere havde mødt i retten og bagefter skrev i avisen, at han havde mødt i retten, hvilket foregik i betjentens dagligstue med familieportrætter på væggene og med mulighed for overbetjentens familiemedlemmer at kunne lytte ved dørene, hvilket han var meget utilfreds med.
Men i disse 2 i rådhuset indrettede lokaler, foregik nu alt politimæssigt kontorarbejde, og det er mangeartet, og efterhånden som opgaverne voksede og styrken udvidedes, blev lokaleforholdene utilfredsstillende for såvel personale som publikum. Når man betænker, at her foregik indregistrering af motorkøretøjer, udstedelse af førerbeviser, jagttegn, hundetegn, pas, lægdsrullebeviser, indbetaling af bøder, afhøring af personer i mange forskellige anledninger, færdelssager, familieretssager, faderskabssager, foretagelse af spiritusprøver m.m.
Efter, at jeg de foregående år havde gennemgået forskellige kurser på statens politiskole, blev jeg den 1. april 1923 ansat med fuldt timetal, og den 1. april 1936 blev jeg forfremmet til overbetjent og leder af ordenspolitiet, da den tidligere overbetjent på grund af alder havde søgt sin afsked.
Jeg forsøgte gennem årene at få lokaleforholdene forbedret, men hver gang en lysning syntes i sigte, var pengekassen tom.
I 1933 blev jeg forfremmet til politiassistent.
I de mange år i politiets tjeneste har jeg haft forbindelse med mange mennesker i forskellige situationer og haft mange oplevelser både behagelige og mindre behagelige, men i det store og hele mener jeg at kunne sige, at det var et godt og tillidsfuldt forhold mellem politi og befolkningen, hvilket jeg mener at have mange beviser for.
Mange forskellige typer har jeg mødt og haft forbindelse med også flere, som skilte sig ud fra mængden, og som man godt kan benævne som originaler, men i ordets bedste betydning, og når man så er i besiddelse af lidt humoristisk sans, så kan også samvær med disse typer virke berigende.
Det kan være et vanskeligt hverv at skulle optræde som ordenshåndhæver, men jeg har forsøgt efter bedste evne at gøre ret og skel til begge sider, optrådt med fasthed, når det skønnedes nødvendigt og til andre tider med lempe. Jeg mener, at det er godt for en politimand først og fremmest at holde sin egen sti ren og ikke tage sig selv alt for højtideligt.
Jeg skal ikke udlevere nogen, men dog berette om enkelte små uskyldige episoder.
Her på Rådhuset foregik alt politimæssigt arbejde for år tilbage i to lokaler.
En dag jeg i tjenstlig anledning kom ud på landet og skulle afhøre et ægtepar i en ægteskabssag vedrørende deres søn, traf jeg en kone i gården, jeg hilste og spurgte, om det var fruen, hvilket hun benægtede og sagde, at konen ikke var hjemme. Jeg traf manden i marken, og han fulgte med mig hjem og efter at have afhørt ham udtalte jeg, at det var kedeligt, at konen ikke var hjemme. Jo det er hun, sagde han, nu skal jeg kalde, og ind kom den samme kone, som jeg havde mødt i gården, og hun udtalte da, at hun var flow over, at hun havde nægtet sig hjemme, men hun troede, at jeg var en frelsersoldat, der var ude at sælge krigsråb, hvortil jeg svarede, at vel havde jeg været i hæren, men ikke den hær, så var forståelsen oprettet.
En aften efter, der havde været marked i byen, kom en mand kørende med en vogn forspændt med en meget mager hvid hest, og manden var nærmest døddrukkent. Jeg standsede køretøjet, og manden bad mig vise sig vej til havnen, hvilket jo ikke er nogen let sag i Brønderslev, men jeg kunne vise ham vej til detentionen, hvilket skete, og køretøjet fik jeg nogle unge mennesker at få indstaldet i en købmandsgård.
Næste dags morgen, da manden var kommet nogenlunde til kræfter, sagde jeg til ham, at han nu kunne hente sit køretøj i købmandsgården og betale staldkarlen 1 kr. for opholdet. Han syntes veltilfreds, men kom straks efter tilbage og meddelte mig, at det ikke var hans hest, for den hest, jeg havde anvist ham jo var hvid, men hans hest skulle være brun. Det begyndte at blive mystisk, men det opklaredes. Manden havde i kæferten byttet hest og ikke hæftet sig ved farven, og så mente han for øvrigt, at han havde været til marked i Sæby og ikke i Brønderslev, men den hvide hest ville han ikke have. Vi havde nu hesten opstaldet en tid, og da det ikke kunne fortsætte, blev den solgt ved auktion, og salgssummen dækkede lige udgifterne, og så var den sag sluttet.
En dag blev det blev det meddelt til stationen, at en mand som kaldtes Magnus Dykker og som var spritter gik ude i nærheden af teglværket og forsøgte at sælge en sæk uld, og da jeg vidste, at Magnus Dykker ikke var fåreavler, fik jeg en kriminalbetjent med, og vi tog ud for at undersøge sagen. Vi fandt ikke Magnus, men fandt uldsækken på teglovnen og tog ulden med os, idet vi mente som en selvfølge, at ulden måtte være stjålet. Fra min tid ved landbruget vidste jeg, at hvis fårene ikke før klipningen er bleven vasket bliver ulden efter klipningen vasket og lagt til tørring i det frie, og da der var en nærliggende gård, hvor jeg vidste at sprittere ofte overnattede i laden, var der en mulighed for, at ulden hørte hjemme der.
Vi kørte til gården, og min teori var fuldstændig korrekt, da vi kom til gården viste det sig, at gårdejersken ganske rigtigt havde haft ulden lagt til tørring på græsmarken uden for gården, og om morgenen var den væk.
Såvel gårdejersken som hendes søster, der var til stede på gården, var meget forundret over, at vi kom med ulden uden, at det var anmeldt som stjålet og blev ved at spørge, hvordan dette kunne gå til, og da jeg kendte damerne meget godt, svarede jeg, at hvis de ville lade være med at fortælle det videre, skulle jeg nok fortælle det. Jo vi finder sådan en sæk uld og ved ikke, hvor den hører hjemme, så tager vi ulden med og kører ud, jeg stikker næsen ned i ulden, og så vejrer jeg indtil, vi finder de får, som ulden er er klippet af. Å herregud – går det sådan til, sagde gårdejersken, ja så let er det.
En dag kom en mand hen til mig og meddelte, at hans cykel var væk, og som naturligt var, spurgte jeg ham, hvor han havde stillet den, hvortil han svarede, at hvis han vidste det, behøvede han fanneme ikke at komme til mig.
En mand kom en dag ind på stationen for at bestille et pas til udlandet. Dengang måtte der ikke udstedes pas til alimentanter, altså folk som havde bidragspligt over for børn født uden for ægteskab, medmindre der blev stillet kaution for bidragenes betaling, jeg spurgte ham derfor, om han var alimentant, efter nogen betænkning svarede han, at han havde nogle sår i næsen, ellers fejlede ikke noget.
En dag jeg havde en mand til spiritusprøve, skulle han jo bl.a skrive lidt efter diktat, og da sagde han: ”Å Bentson jav te og skryv det for mig, jeg er så vag te a skryv”. ”Nej det går ikke, for så skulle jeg jo også tisse for dig”.
En ældre markedsrejsende inviterede mig en dag til sin fødselsdag og udtalte i den forbindelse, at jeg ikke behøvede at skamme mig for at komme, for der kom flere af byens pænere borgere, ja de kom faktisk lige fra Bette Thorvald til store Anton
En nat, da jeg opholdt mig uden for banegården, kom en ung dame til mig og spurgte om vej til gården Nørre Kornum, som ligger et godt stykke uden for byen. Hun var kommet med nattoget. Jeg forklarede hende, at det var vanskeligt på dette sted at forklare det, men nu skulle jeg følge hende et stykke, så kunne jeg bedre forklare hende, hvilken vej hun skulle gå. Under denne færden fortalte hun mig, hvad hun hed, og hvor hun kom fra, og i det hele taget syntes jeg faktisk, at hun virkede noget familiær. Nogle dage senere spurgte jeg postbuddet, der kom til nævnte gård, om der var kommet en ny pige til gården under det af mig opgivne navn, hvortil han svarede nej, hun har været på gården de sidste to år, så hun kendte nok vejen. Ja sådan kan man også komme af sted, men hvis jeg havde tænkt mig om, kunne jeg da også regne ud, at man tiltræder da ikke en ny plads på den tid af døgnet, hun må have haft andre ting i tankerne.
Ja mange andre ting kunne berettes fra min lange og begivenhedsrige tid i politiets tjeneste, også fra besættelsestiden, og nedfældes på papiret, men lad nu dette være.
Jeg har haft en god tid og et godt helbred og er godt tilfreds med min pensionisttilværelse.
Herunder foto fra 11.03.1936 Overbetjent Mortensens 70års fødselsdag
