Kjeld Steffensen-Barndomsminder fra 1946 til 1961 o.s.

 

Herunder en skøn fortælling med barndomsminder fra perioden 1946 til 1961 hvor skolegangen sluttede og så ungdomsminder, med arbejde på en gård i Vrensted, læretid som frisør, soldat ved marinen, rejseleder og senere egen frisørsalon i Sverige tæt ved Malmø, hvor Kjeld Steffensen har bopæl her i november 2022.

 Minder/erindringer fra min barn- og ungdom.

Mor og far overtog gården 1939 og bedstemor og bedstefar flyttede ind i lejligheden, som fandtes i den vestre ende af stue­huset. Det var fantastisk at have bedstemor og bedstefar boende i det samme hus, noget som vi børn havde virkelig stor glæde af.

Bedstemor var en livlig og glad kvinde, hun var medlem af dansk kvindesamfund og var måske en af de første rødstrøm­per i Danmark. Hun var ikke særlig god til at lave mad, det interesse­rede hende ikke så meget, men hun var stærk og var nok en god hjælper på gården. Bedstefar var et af de mest eje­gode mennesker jeg nogensinde har mødt og han var højt re­spekteret på egnen. Han var intellektuel lagt og var en fremra­gende amatørbiolog.

Ved hans firs års fødselsdag kom Vendsyssel Tidende og la­vede en reportage om han. Han blev aftegnet og reportagen fyldte en hel side i avisen. Han var en dygtig skribent og der var mange, som kom for at få hjælp med at skrive kon­trakter og breve til myndigheder m.m. Han var med i et projekt på Århus Universitet angående dialekter, hvor han udfyldte lange lister med ord. Husker tydeligt når han talte i telefon med en på Universitetet, han stod altid bøjet ind over spisebordet med disse lister og talte meget højt, der var jo langt till Århus.

Vi var fem søskende som alle er født på Nr. Alstrup, (ja dvs. sige jeg på Hjørring sygehus) først kom Lis i 1941, så Kirsten 1942, Niels Kjeld Peter 1946, Kaj 1947 og Poul Anker 1955. Desværre er vi i dag kun tre søskende tilbage. Min bror Kaj døde for en del år siden og min søster Lis nogle år senere.

Denne fortælling begynder altså først 1946 dvs. det år jeg blev født.

Jeg blev født ”for ove æje å skolvæj” som alle sagde den gang (det lyder da utroligt morsomt, så derfor har jeg holdt fast ved det). Vejen ind til gården var belagt med muslingeskaller, som vi hentede på stranden i Nr. Lyngby. Det artede sig til en kom­pli­ceret fødsel og mor blev hentet med ambulance til Hjørring syge­hus, hvor jeg altså blev født den 30. juli 1946. Hvorfor fik jeg nu alle de navne? Ja, det var vist sådan, at jeg skulle blive den sidste, så jeg blev opkaldt efter både farfar og morfar, Peter efter farfar og Niels Kjeld efter morfar, som jo hed Niels Kjeldsen, men ver­den ville anderledes, så jeg blev mellembarn i stedet for. Jeg er altid blevet kaldt for Kelle.

Far murede selv en ny lade og et maskinhus (vesterhuset), han var en dygtig snedker og murer. Han lavede et skrive­bord med ornamenter, som vi havde i mange år, ingen møbel­sned­kere kunde have lavet det bedre. Mor har fortalt, at når han murede til sent om aftenen, smurte hun lidt mellemmadder, som hun stillede på køk­kenbordet inden hun gik i seng og hun fandt ham tit senere om natten sovende ved køkkenbordet.

Det første jeg kan huske er, når jeg blev sparket af en af vo­res heste (det var store sorte Oldenborgere) og blev indlagt på Hjørring sygehus. De minder jeg har fra dette eventyr, er de dej­lige sygeplejersker på sygehuset og jeg nød hvert øjeblik. Alle­rede den gang var jeg glad for damer. Bedstemor kom og hentede mig da jeg blev udskrevet, og jeg husker, at jeg løb hele vejen hjem fra stationen og ind på gårdspladsen, det var nu alligevel skønt at komme hjem igen.

Der er særlig en episode jeg husker tydeligt og det er når Kaj og jeg en tidlig forårsdag legede ved dammen som lå ve­sten for laden, der lå halm på vandet som var frosset til is og vi gik ude på halmen, Kaj faldt i vandet og jeg forsøgte at trække ham op igen, med det resultat at jeg også faldt i, Kaj fik mig skubbet op igen og jeg fik ham trukket op tror jeg. (Kaj har altid været en rask og handlingskraftig fyr). Karlen stod borte ved ladeporten og savede brænde og så ikke hvad der var sket og vi tænkte slet ikke på at kalde på ham. Vi sprang gen­nemvåde ind til mor, som var ved at vaske. Hun syn­tes det var helt forskrækkeligt, men vi syn­tes nu ikke det var så farligt.

Jeg blev syg samme år som jeg skulle begynde skolen, lun­ge­betændelse troede dr. Utzen, men det relativt nye præparat peni­cillinet (penicillinet kom først i almindeligt brug efter an­den ver­denskrig) hjalp ikke, feberen ville ikke falde. Men dr. Utzen og dr. Sørensen i Vrensted, som senere blev vores nabo i Vrensted, havde forsket i dette og fandt ud af, at det var Papegøje­syge og lavede en anden medicin som hjalp. Da jeg lå i sengen med feber, stod far udenfor vinduet og viste mig en cykel, som jeg skulle få, når jeg begyndte skolen. Det var en pigecy­kel, men jeg blev alligevel me­get glad for den og det der med pigecykel kunne jeg jo selv lave om til en drengecykel. Det gjorde jeg også, jeg fandt en kraftig gren i skoven, som jeg bandt fast på cyklen og vips, så var det en drengecykel.

Jeg elskede Nr. Alstrup det var en vidunderlig gård med skov, klit og marker. Allerede da følte jeg at det var mit sted, her skulle jeg have min gerning og arbejde videre med det som bedstefar og far havde gjort.

Jeg begyndte i Nr. Rubjerg skole i 1953 og jeg cyklede de ca. 6 km på min selvfabrikerede drengecykel. Der var kun et klasseværelse, så vi gik i skole hver anden dag, der var kun to klasser en for de små og en for de store.

Jeg klarede mig godt i skolen og husker, at jeg overhørte de an­dre elever i geografi, jeg kunne alle byerne i Danmark og jeg syntes det var dejligt at gå i skole.

Jeg har, fra jeg var helt lille, været meget distræt og befinder mig ofte i min egen verden, et vidunderligt sted at være! Efter at jeg havde fået min cykel, skete det, at jeg blev sendt hen til købman­den (Tinne og Kresten) som lå ved Jelstrup station ca. to km fra gården, Når Kresten så mig, ringede han med det samme hjem og spurgte hvad jeg skulle have, han vidste, at jeg ikke havde den mindste anelse om hvad det var. Jeg havde alt for meget andet i hovedet.

En dag cyklede jeg til skolen og da jeg kom derop, var der ikke et menneske at se og pludseligt slog det mig, vi havde fri fra skolen den dag, hvorfor husker jeg naturligvis ikke, men jeg vendte cyklen og begyndte at cykle hjemad igen. Jeg nåede dog ikke særlig langt, inden jeg så Kirsten hæsblæsende komme cyk­lende imod mig og jeg tænkte, hun skal da ikke i skole i dag. Det skulle hun heller ikke, hun kom med min skoletaske som jeg havde glemt derhjemme ved vesterhuset. Hun skældte ud hele vejen hjem, men det berørte mig nu ikke så meget, idet jeg altid har været dygtig til at lukke ørene, når der er noget jeg ikke vil høre, det er en vidunderlig evne, som man har meget glæde af i livet. Jeg tror at mit barnebarn Oliver har arvet den evne.

Jeg husker en vinter (om det var i 54 eller 55 ved jeg ikke, tænk på min dårlige hukommelse), hvor vi fik utroligt meget sne, der havde været en voldsom snestorm eller det vi før kaldte sne­kosteræjfo. Vi kørte kælke lige ud fra taget til kostal­den. Far var på en eller anden måde blevet uvenner med vognmanden, som kørte sneploven, så vi var fuldstændigt isolerede i to uger. Pludselig en dag kom han kørende helt ind på gårdspladsen med sneploven og kørte hele ve­jen rundt om flagstangen. Så blev han budt ind og de fik sild og snaps og så var det uvenskab over­stået. Det er forunderligt, hvordan sild og snaps kan dulme, selv det værste uvenskab, det må være silden for snaps hjælper vel ikke eller?

Hver fredag var der husdyr auktion i Hjørring og jeg glemmer al­drig den fredag i 1955, når far kørte til Hjørring i vores Hudson og kom hjem senere på dagen, med en helt ny rød David Brown traktor. Han havde byttet bilen til en traktor. Hvilken dag! Jeg gik igennem hver eneste detalje på denne traktor, jeg gik virkeligt videnskabeligt til veje, og dagen efter vidste jeg hvordan alt skulle bruges. Kan I tænke jer, en otteårig traktor­fører, for det var jeg naturligvis helt overbevist om, at jeg var. Heste var jo ikke helt min passion, de sparker, men traktoren den sparkede ikke og så var den jo utrolig sjov at køre. Kan I forestille jer, hvor fantastisk det må være for en ung gentleman på otte år at køre traktor. Jeg har aldrig været særlig stor og det var jeg heller ikke, da jeg var 8 år, så mine ben nåede ikke ned til kobling og bremse, men det var ikke noget problem, på den tid var jeg jo lidt smidigere end jeg er nu, så jeg hoppede ned på pedalerne, når der skulle bremses eller skiftes gear. Jeg plø­jede og harvede og var i syvende him­mel, et fortrinligt sted at være.

Jeg husker mælkestrejken, meget af mælken blev hældt ud, men mor forsøgte at bruge så meget som muligt af mælken, bl.a. så lavede hun is i lange baner, som blev kørt hen i fryse­huset i Jelstrup. Høstfesten det år glemmer jeg aldrig. Is har altid væ­ret min store passion og ved høstfesten det år, blev det sagt, at jeg fik lov at spise så meget is jeg ville og kunne, så bliver han vel kure­ret, sagdes det, men det blev jeg nu ikke. Jeg elsker stadigvæk is lige så højt som da, så vil man bestikke mig, så er is et strålende smøremiddel.

Vi legede ofte i skoven og byggede huler, men vi fik også hjælpe til på gården og det værste vi vidste, var når vi skulle tær­ske om vinteren, det støvede og man blev møgbeskidt, det var virkelig et ubehageligt arbejde, men man må jo tage det onde med det gode.

Lis begyndte på realskolen i Hjørring og rejste med toget hver dag. Det blev ordnet sådan, at Hjørring Privatbaner an­lagde et trinbræt (dvs. et stoppested) 100m nordøst om gården. Man syn­tes, det var for langt for hende at cykle til Jelstrup sta­tion. Vi havde da stor glæde af vores trinbræt, som også vores nærmeste naboer benyttede.

Jeg havde fået en legetøjspibe i fødselsdagsgave, tror det var da jeg blev ni eller ti år, der var ikke hul helt igennem så man kunne ikke ryge i den, men jeg fandt dog straks ud af, at man kunne bore hul helt igennem og så kunne man ryge, hvis det skulle behage en, og det skulle naturligvis behage mig, så jeg fik hurtigt lavet den rygelig, hvordan jeg fik fat på tobak hu­sker jeg ikke, men jeg havde en blikdåse med tobak i et hul i en træstamme i skoven. Så i stedet for skovridder, blev jeg skov­ryger. En dag fik Kaj og mig øje på Lis som sad i køkkenvin­duet og røg på fars pibe, det blev vi naturligvis meget interes­seret af, så vi lavede en aftale med hende, at vi skulle skrabe sammen til en pakke cigaretter, som hun så skulle købe i Hjør­ring. Ja, vi var jo ikke guds bedste børn, som I kan forstå.

Sommeren 1953 samme år som jeg begyndte skolen var Lis, far og mor på skolerejse en uge i Norge, en rejse som læ­rer Nilsen havde arrangeret, det var hans sidste år på skolen, så jeg fik ham desværre aldrig som lærer. Kirsten skulle også have været med, men som hun selv siger, når vi snakkede om det for en tid siden.

– ”Jeg kunne da ikke lade to små drenge blive alene hjemme med bedstemor og bedstefar.”

Hun blev altså hjemme for at passe os, det blev bestemt at sø­mandens Lillian, som var i samme alder som Kirsten, skulle bo hos os hele ugen og altså hjælpe med at passe de to unge herrer.

Så vidt jeg husker gik det udmærket bortset fra et lille inci­dent, som naturligvis forvoldtes af undertegnede. Jeg var nu mand på gården i hvert fald for en uge og det var en opgave, som jeg tog meget alvorligt, jeg prøvede at anlægge en værdig udstråling, det må man jo have, hvis man skal være ansvarlig for en stor gård og jeg syntes selv at det gik rigtigt godt. Jeg stillede mig og tissede på garageporten, bare sådan lige for at markere mit revir, det gør hundene jo, så jeg syntes, det var en god ide. Men det hele blev ikke rigtigt, som jeg havde tænkt, for jeg ville nu afslutte det hele med en ordentlig prut, jeg var jo ikke en hund, så jeg syntes det kunne være en værdig afslut­ning for en gårdejer, selv om det nu bare var for en uge. Se, det skulle jeg ikke have gjort. I stedet for en værdig prut så blev det fuldt i bukserne. Højt at flyve, dybt at falde siger man jo. Nu var gode råd dyre, hvordan i alverden skulle jeg klare dette, uden at miste min nyvundne værdighed. Desværre var jeg nok nødt til at opsøge storesøster Kirsten for at få hjælp med at op­rette værdigheden igen. Kirsten skældte ud men jeg blev da vasket og fik tørre bukser på. Nu lyder det som om Kirsten tilbragte det meste af sin barndom med at skælde mig ud, men sådan var det nu ikke og de gange hun gjorde det, var det nok beføjet.

Dette lille incident tog dog ikke modet fra mig og der havde jeg stor glæde af min dårlige hukommelse, for så vidt jeg hu­sker kom værdigheden hurtig tilbage. Jeg synede hele ejen­dommen nøje, for at se om alt var i orden, ikke for at jeg havde nogen tanke på at gøre noget ved det, med den ophøjede status jeg mente mig have denne uge, så skulle man jo ikke arbejde, men bare kontrol­lere, at andre havde gjort hvad de skulle, Det er sandelig ikke let at være ansvarlig for en stor gård.

Året efter skulle Kaj begynde skolen og så måtte han jo lære at cykle, det syntes han nu ikke var særlig svært, det svære var at få stop på denne jernhest, det virkede som om den havde sin egen vilje, den ville ikke standse! Som vi kæmpede med det problem, men det løste sig dog til sidst, om det også var en pigecykel han fik, det husker jeg ikke, men det var det nok for jeg tror, vi arvede dem efter Lis og Kirsten.

Vi stillede spisestolene op i en række, som vi så skulle gå på og Kaj fortsatte altid ligeud efter den sidste stol og faldt i gul­vet, det var nu ikke pænt gjort af os andre. Der kom en bil med rugbrød, om det var hver uge eller hver anden husker jeg ikke, og vi fik tit en kage når den kom. Kaj havde bestandigt en bule i panden for når bilen kom, for vi jo ud af døren i en fart og naturligvis fort­satte kaj lige ud fra trappetrinet med det resultat at der blev en ny bule hver gang bilen kom.

Jeg husker særligt en juleaften hvor Kaj og jeg skulle være hos bedstemor og bedstefar medens de andre skulle pynte ju­letræet, Lis og Kirsten kom og hentede os, når vi skulle spise julemidda­gen. Juletræet stod i den fine stue og for at komme fra bedste og ind til os skulle man gå igennem gangen og den fine stue, så de holdt hænderne for vores øjne, når vi gik igen­nem stuen, vi måtte jo ikke se træet inden det skulle tændes efter maden. Der var le­vende lys i træet og det var et utroligt spændene øjeblik, når far gik ind for at tændt lysene. Han luk­kede døren efter sig og når alle lys var blevet tænd blev dob­beltdørene åbnet helt, det var et fantastisk syn at se, dette træ med levende lys i en ellers helt mørk stue. Det var et meget højtideligt øjeblik. Et øjeblik som børn nu for tiden ikke får tage del i. Alt er jo elektrisk nu for tiden, man til og med bør­ster tænderne med elektricitet.

Bedstefar kom ofte og mødte os når vi vintertid kom hjem fra skolen. Det blev jo tidligt mørkt og han mødte os for det meste inden vi nåede frem til skoven, jeg tror det var mest Lis og Kirsten han mødte, for vi drenge var jo ikke bange for sådan en skov, vi var jo nogle hårde negle i hvert fald syntes vi det selv. Skoven var jo en fantastisk legeplads og Lis var ofte med.

Kostalden var en verden helt for sig selv. Det er en ople­velse at komme ind i en kostald inden dyrene har fået foder og blevet malket. Køerne er urolige og sultne, grisene skriger og larmer. Så, når alt er blevet rengjort, alle er fodret og køerne er blevet malket, så falder der en fantastisk ro over hele stalden. Det er et vidun­derligt sted at være om aftenen, når alt er faldet til ro. Der er varmt og lugter godt, man kan gå der i flere timer og bare nyde af stil­heden og alligevel er der fuldt af liv om­kring en, men det er liv som også, tror jeg, nyder af stilheden. Særlig en vinteraften når det er koldt ude, er kostalden et dej­ligt sted at være.

Jeg husker en gang når Kaj og jeg skulle spise hos bedste­mor, vi skulle have stuvede makaronier og hun tabte en hel del salt i gryden, Nå det blev nok lidt for meget sagde hun, men det skal vi snart ordne så tog hun lige så meget sukker og hældte i. Sådan, så er det bare at begynde og spise. Men vi var virkelig glade for hende, og tænk at have begge bedstefor­ældre så nær ved. Det var bare at gå gennem den fine stue og gangen så var man der.

Det var en tryg opvækst for os børn, men vi vidste ikke me­get om verden udenfor. Et lille eksempel viser hvor lidt vi egentlig vidste om verden. En dag gik Kaj og jeg ude på vejen og der kom en mand på en traktor forbi, han stansede og spurgte om vi vidste hvor Søren Steffensen boede. Vi kikkede på hinanden og rystede på hovedet, nej det kendte vi ikke til.

Da vi så kom ind til mor og spurgte, hvem Søren Steffensen var svarer hun – Ved i ikke det?

Vi rystede begge to på hovedet, nej det havde vi ingen anelse om. – Det er jo jeres egen far.

Så blev vi så kloge. Ja, det lyder måske mærkeligt for unge mennesker i dag, men på den tid, langt ude på landet hørte man aldrig efternavnet på folk. Man brugte fornavnet og hvis det var nødvendigt, så lagde man til, navnet på gården, så vidste alle hvem det var.

Så Nr. Alstrup det kendte vi, men ikke vores efternavn.

Far plantede nogle træer østen for stuehuset og kostalden, hele familien var samlet ved de nyplantede træer og vi børn forstod at det var en højtidsstund. Det er altid en højtidsstund når en land­mand beplanter noget i Nr. Rubjerg som læ for fly­vesandet.

Vi havde en karl som ikke var noget morgenmenneske og far måtte kalde på ham mange gange, inden han fik ham op, de skulle jo op klokken 5 for at malke. Karlen havde sit værelse på loftet, hvor der var to værelser, som senere Lis, Kaj og mig overtog og der blev så lavet et værelse til karlen i vesterhuset.

En morgen blev far træt af at kalde på ham igen og igen, så han tog helt resolut en spand vand med op og kastede vandet i sen­gen hvor karlen lå. Så vidt jeg husker så kom han op i en fart.

Smeden i Gjurup var hos os og installerede centralvarme i stuehuset, jeg husker ikke hvilket år det var, men for mig var det en spændende oplevelse. Han kravlede rundt under gul­vene og trak rør igennem hele huset, og jeg var lige i hælene på ham hele tiden. Det var utroligt spænende, at se hvordan han kunne bukke og svejse rør sammen. Han må have været glad for børn, for han blev aldrig irriteret på mig, selv om jeg stillede masser af spørgs­mål og han fortalte gerne hvad det var han la­vede.

Så nu havde vi centralvarme, men vi havde ikke vand inde i huset og derfor heller ikke toilet, kun en pumpe ude på gårds­plad­sen, udenfor kostalden, hvor der blev hentet vand i en spand, som så stod i bryggerset.

Jeg husker en gang vi havde en ganske ung karl og en aften lige inden vi skulle spise, så spurgte far ham hvorfor han ikke havde vasket sine hænder.

• Det har jeg gjort.
• Neglene er jo helt sorte.
• Ja, men det går ikke væk.
• Det kan du fandeme tro det gør!

Far tog ham med ud i bryggerset og skrubbede hans negle med en neglebørste. Det gjorde rigtigt ondt, det kunne man se på ham, men neglene blev rene.

Moster Anna og Onkel Wagner som boede i Hjørring med de­res to drenge Flemming og Per kom ofte på besøg og det var altid morsomt, når de kom. Jeg husker en gang at Flemming havde væ­ret ude i møddingen og hans strømper og sko lugtede af mødding lang vej. Det var Moster Anna ikke glad for, de skulle jo med toget hjem til Hjørring.

Senere købte Onkel Wagner en Vespa med sidevogn og jeg glemmer aldrig første gang de kom kørende til Nr. Alstrup. Alle vi børn fik lov at side bagpå, når Onkel Wagner kørte en tur hen til Jelstrup station og tilbage igen. Så det blev fire ture frem og tilbage. Det var spændende.

Jeg var glad for min moster og onkel og senere, efter vi var flyttet til Vrensted, var jeg tit på ferie hos dem i Hjør­ring. Det var dejligt at være på ferie hos moster Anne, men hun syntes tit, det var synd for mig, at jeg ikke var mere ude på legepladsen og lege med de andre børn, men Fleming havde jo masser af tegneserier og dem ville jeg gerne læse, vi havde ikke sådanne derhjemme.

Min far Søren havde astma og den blev efterhånden værre og værre og til sidst kunne han ikke tåle dyrene længere og vi børn var for små, til at kunne passe dyrene, så det blev sådan, at mine forældre fik solgt gården og købte den gamle købmandsforretningen i Vrensted. Det var med sorg i hjertet vi flyttede fra gården, men det var nødvendigt.

*****

Vores nye hjem

Den gamle købmandsforretningen i Vrensted

Den Søndre købmand

Vrensted borgerne fik ny købmand, da min far og mor, tidligere landmand Søren Steffensen og hustru, overtog forretningen og drev den videre i en årrække.

Vi flyttede altså til Vrensted i 1957 og der tabte jeg des­værre interessen for skolen, jeg savnede Nr. Alstrup alt for meget. Den gård var for mig et paradis på jorden.

Vrensted var dog et dejligt sted og vi havde det godt der og blev hurtigt accepteret i byen, men jeg ville bo på en bondegård, jeg ved ærligt talt ikke hvorfor det var så vigtigt for mig, men det var nok ikke mere end et års tid efter vi var flyttet til Vrensted, hvor jeg efter skoletid begyndte at ar­bejde lidt hos Alfred og Marie Helledi (to mennesker som jeg holdt meget af) som havde en lille ejendom vest for stationen. Der var jeg glad for at være og fortsatte der indtil jeg sluttede skolen efter syvende klasse.

Vi havde det godt i Vrensted.  Vi drenge fik mange venner og det var en spændende tid da den nye skolen blev bygget.

Jeg gik 2 år i den gamle skole inden vi begyndte i den nye fine skole august 1959.

Efter skolen arbejde jeg på Enggården hos Jens Chri­stensen et års tid

og derefter kom jeg i lære i Brønderslev som frisør.

Min bror Kaj overtog min plads på Enggården, efter at jeg var kommet i lære som frisør i Brønderslev, og derefter var han et år på en gård i Stenum. Han kom senere i lære hos Marinus Madsen en stor tøjforretning i Hjørring, men der var han ikke glad for at være, så han blev sømand i stedet for. Han tog hyre ved ØK på et skib som gik på fjerne østen. Det var nok lidt af et eventyr, kan jeg tænke mig. Han var sømand i nogle år og derefter gik han i lære som murer og det har han været lige siden. Et godt valg, for han var en dygtig murer.

Under min læretid i Brønderslev åbnede lærer Madsen op for skolen en aften om ugen for vi unge, som havde afsluttet vores skolegang. Det foregik for det meste i skolens bibliotek og jeg tror de fleste af os satte stor pris på disse aftner i skolen.

Tak for det Lærer Madsen!

*****

Inspektionsskibet Vædderen mv.

Da jeg var udlært, blev jeg Marinesoldat og lå på Inspekti­ons­skibet Vædderen, som var stationeret på Færøerne. Det var en spændende tid hvor vi deltog i et flertal redningsaktioner. Jeg lærte meget under denne tid både om verden og mig selv. Vi sejlede hjem til Køben­havn ca. tre gange om året for at proviantere. Når vi var nøjag­tig 500 sømil fra København så spillede man ”We are 500 hundred mils away from home” det kunne sommetider være midt om natten at denne melodi drønede ud fra alle højtalere ombord og hele besætningen på 78 mand jublede, en gang når det var midt på dagen og godt vejr, ville helikopterpiloten tage en rundtur med helikopteren så­dan lige for at fejre det hele, men det fik han nu ikke lov til af kaptaj­nen. Vi lå på Holmen i ca. en måned hver gang, to uger hjemme og to uger på skibet, inden vi afsejlede til Færøerne igen.

Da jeg afmønstrede fra Vædde­ren, bosatte jeg mig i København og havde efterhånden forstået at dette med skolen nok ikke var så tosset. Jeg begyndte at læse engelsk og spansk og planlagde at begyndte at gå på et rejselederkur­sus på Mallorca i Spanien, hvilket jeg også gjorde og i 1968 begyndte jeg at arbejde som rejseleder for Raffelrejser i Las Palmas på Gran Canaria. Matematik, fysik og svensk læste jeg senere på aften­skole i Malmö.

En sen aften stod jeg i ankomsthallen i lufthavnen på Gran Canaria for at modtage mine gæster fra Skandinavien og de første jeg så var Dr. Sørensen hans kone Gitte (dejlige mennesker) og deres to yngste børn! Det var en overraskelse, jeg havde jo ikke forventet mig at se folk fra Vrensted pludselig dukke op der, de rejste dog ikke med os, men med Bangrejser. Raffelrejser og Bangrejser brugte samme fly. Jeg fik travlt med mine gæster, men vi aftalte, at vi skulle gå ud og spise sammen en aften under den uge de var der og det gjorde vi også. Det var jo virkelig hyggeligt at se nogen hjemme fra Vrensted.

Det var i Las Palmas jeg mødte Anita, som kom fra Malmö i Sverige og vi flyttede hjem til Malmö i december 1969 og blev gift 1970. Det første år vi var hjemme, forpagtede jeg en frisør­salon i Kingosgade på Vesterbro i København. Vi boede i Malmö så det blev en tur med flyvebådene over til København hver dag, det blev lange dage. Det var en forskrækkelig vinter det år så det var ofte som flyvebådene ikke kunne sejle på grund af isen i Øresund. Så blev man nødt til at tage bilen og rejse over med færgen fra Limhamn til Dragør, en tur på mindst et par timer. Nu når vi har fået Øresundsbroen, kan man gøre samme tur på ca. 20 – 25 minutter. 1972 købte jeg så den frisørsalon i Malmö, som jeg havde indtil jeg blev 72 år og pensionerede mig. Jeg har dog stadigvæk en del at lave, da jeg er engageret i både Skanörs båtklubb og Skanörs Hamnforening.

Vi bor i Skanör-Falsterbo 30 km syd for Malmö. Skanör-Falsterbo er mere eller mindre et paradis på jorden, Skov, strand og naturreservat. Fra stranden og havnen kan vi se Øresundsbroen og København på den anden side af sundet. Det er en meget gammel by med historie helt tilbage fra 11 og 12 hundrede tallet. En virkelig idyl.

Kjeld Steffensen, Skanör-Falsterbo, 30 km syd for Malmö,  den 8 november 2022

 

*     *     *     *