Opvækst
Han er næsten vokset op i en sportshal og har i sin ungdom dyrket meget indendørs sport, og han syntes, det var synd for de unge mennesker, der dyrkede udendørs sport, og kunne blive udsat for al slags vejr.
Kim Jensen er født i 1961 i Frederikshavn. Da Brønderslevhallen blev bygget, flyttede hans forældre til Brønderslev, hvor Kim voksede op.
Kims forældre, Else og Erik Jensen, var gennem mange år de legendariske ledere i Brønderslevhallen. Else stod for kantinen og ”Hal Erik” stod for resten.
Begge forældre var passionerede håndboldspillere og engang Kims mor, Else, blev interviewet, spurgte journalisten Kim, om han var lige så vild med sport som sin far og mor. ”Ja – men jeg er ikke fanatiker,” var det kloge svar.
Man skal have mere end en interesse, for ellers bliver det for enøjet.
Kim boltrer sig i naturen
Nu mange år efter kan man finde ham windsurfe på havet i blæsevejr, sejlende i kajak eller kano eller fræsende afsted på en cykel, i fuld fart på et snowboard eller i gummibåd i en frådende flod.
”At være ude i naturen er frihed,” siger Kim Jensen, som mange kender som hjælpetræner for det danske kvindelandshold i håndbold igennem mere end 15 år.
Når Kim var med kvindelandsholdet, skulle der ikke altid bestilles hotelværelse til ham, for han sov gerne ude i skoven.
Hjemme har han bygget et shelter med udsigt over Limfjorden og med bålplads, og herude overnatter han ofte.
Når Kim surfer eller står på snowboard, griner han eller bryder ud i sang. Det er tegn på, at han er glad eller, at han er ved at lære noget, der er vanskeligt. Det gør man bedst, når man er afslappet og i godt humør, som når man griner eller synger. Når tingene lykkes, glemmer man tid og sted.
Hver morgen lytter Kim til vejrudsigten for at finde ud af hvilken sportsgren, der passer til vejret i dag. Surfing, stand up paddle board eller en anden udendørsaktivitet. Man finder ro i naturen eller fordyber sig.
Kim Jensen er helt klart en mand, der hylder aktiviteter i naturen. Som han ynder at sige:
”Go to the door – go outdoor.”
Håndbold
Det er nok mest fra håndboldens verden, man kender Kim. Han spillede sin første kamp som landsholdsspiller i håndbold i oktober 1980, og siden har han har spillet 83 landskampe og scoret 91 mål.
Kims forældre Else og Erik
Som søn af halinspektørparret ved Brønderslevhallen, Else og Erik Jensen, kom Kim med i hallen, som var forældrenes arbejdsplads fra tidlig morgen til sen aften. Her begyndte han som ganske ung at spille håndbold, og man fandt hurtigt ud af hans talenter. Gennem nogle år spillede han på Brønderslevs bedste hold i divisionen. Brønderslev var dengang på det danske håndbold-landkort, og håndbolddrengene fyldte Brønderslevhallen med tilskuere søndag efter søndag.
I 1989 spillede Kim landskamp mod Japan i Brønderslevhallen. Det var meget specielt for ham at skulle spille så stor en kamp i den sportshal, hvor hans far var halinspektør, hvor hans mor var leder af cafeteriet, og hvor Kim havde tilbragt mange timer i barndommen.
Danmark vandt 29 –
22, og Kim scorede 3 mål. Kim var på det tidspunkt medlem af Brønderslev Idrætsforening.
Ved sin konfirmation brugte Kim nr. 39 i sko og året efter nr. 44. En dag besvimede han hos sine bedsteforældre, og på hospitalet mente lægen, at det var fordi, Kim voksede for hurtigt. Det gav problemer med anklerne, så han skulle gå med specialbind og blev behandlet med ultralyd, hvilket Erik var imod. Faderen mente, at Kim blev pacet for hurtigt frem.
Engang spillede Kim landskamp i Jugoslavien med ondt i foden, og det viste sig senere, at der var brud på en knogle.
Sine håndboldmæssige ambitioner skruede Kim dog voldsomt ned for på grund af sit politiske engagement. I 1984 meldte Kim fra til bruttotruppen til OL i USA.
Det skuffede mange af de personer, som havde lært Kim det, han kunne. De mente, han svigtede dem og sit talent, som et af de store håndboldhåb i Nordjylland.
Han slap dog ikke håndbolden, for han trænede ugentlig i Aalborg Håndboldklub, hvilket gav ham en plads på førsteholdet.
At den fysiske træthed var en begrænsning, accepterede Kim. Det var dog tydeligt for en af holdkammeraterne, daværende skuespiller på Aalborg Teater og nuværende ørkensøn, Niels Olsen, at der var noget galt. ”Du vil noget mere end det her,” sagde han en dag til Kim.
Kim havde flere ambitioner, end han ville erkende.
Håndboldklubben fra barndommen i Brønderslev havde flere gange prøvet at få ham tilbage, men han var ikke parat til at give håndbolden fuld gas, men i 1987 gik han ind i sin anden håndboldperiode.
Han ofrede dog ikke alt til håndbolden, for året efter pakkede han og Connie deres rygsække og tog til Kina i seks uger med den transsibiriske jernbane.
Håndboldklubben havde aftalt at spille to kampe med landsholdet, og det kunne Kim ikke rigtig lade ligge, men hvis turen til Kina gik planmæssigt, og Kims far, Hal Erik, stod klar med en pakket håndboldtaske, når han kom hjem, kunne Kim lige nå at spille med.
Kim udarbejdede derfor et træningsprogram til kinaturen, så der blev styrketrænet den ene dag, løbetrænet den næste og den tredje dag var en fridag. Det var ikke altid lige nemt at holde ferie på den måde.
Planen lykkedes, og Kim nåede at spille mod landsholdet først i Jetsmark Hallen og dagen efter i Storvorde.
Så skete der noget, Kim havde drømt om i sit stille sind. Efter kampen kom landstræner Anders Dahl-Nielsen ind i omklædningsrummet og tilbød Kim at komme tilbage til landsholdet.
Det tilbud sagde Kim straks ”ja” til og oplevede igen den følelse af stolthed og tilfredshed, det er, når arbejdet lykkes.
I 1996 blev Kim Jensen tilbudt jobbet som landstræner for kvindelandsholdet i håndbold. Han fik jobbet som landstræner i en tåbelig konstellation. Indtil Jan Pytlick var færdig med sit trænerjob for herreholdet i GOG, skulle han hjælpe Kim, når han havde tid.
Ulrik Wilbek var træner for kvinderne i Viborg og skulle også være assisterende træner for Kim, når han havde tid.
Denne konstellation blev droppet efter en måned, da GOG accepterede, at Dansk Håndbold Forbund købte Jan Pytlick fri fra jobbet i klubben.
Så Kim var landstræner for kvindelandsholdet i håndbold i en måned. I den periode tabte holdet ikke en eneste kamp – nå – de spillede heller ikke nogen.
Under OL i Athen i 2004 kom Kim galt af sted på et spørgsmål fra en journalist om Kims holdning til kongehuset, medens de danske prinser så på, og Kim svarede, at han syntes, prinserne var nogle fine fyre, og han var sikker på, at der kunne blive plads til dem på et nordjysk jord- og betonsjak, når kongehuset blev nedlagt. Det blev hverken opfattet som et kompliment eller en morsomhed.
Det gav en voldsom kritik, men det opvejedes af den respekt, Kim normaler nød for at give udtryk for sine holdninger.
Engang kvindelandsholdet havde vundet guld ved OL, kom dronning Margrethe og prins Henrik hen på hotellet for at ønske til lykke. Prins Henrik ville gerne se, hvordan pigerne boede og lukkede op ind til et af værelserne: ”Det ligner vist noget, hvor en bombe er sprængt,” udbrød Prinsen.
Der var ikke ryddet op, og der hang BH’er rundt omkring, og pigerne havde hængt billeder op på væggene.
Hal Erik, Kims far, ville gerne have været med til OL i Sydney, men det var alt for dyrt. Kim kom så hjem fra OL og kunne fortælle, at Dansk Håndboldforbund havde arrangeret rejer for interesserede, og det var meget billigere end, hvis Erik selv skulle arrangere, så det ærgrede Kims far, at han ikke havde fået kendskab til det arrangement.
I 2012 fik Kim Jensen overrakt prisen, Aalborgmanden, af borgmester Henning G. Jensen. Aalborgmanden blev indført i 1964 og er byens tak til personer, der har ydet en værdifuld indsats for Aalborg eller har gjort byens navn kendt rundt om i verden.
Prisen er en lille statuette, en miniatureudgave af skulpturen Aalborgmanden foran administrationsbygningen på Boulevarden.
For Kim Jensen, der var assisterende træner for kvindelandsholdet i håndbold og underviste på Aalborg Sportshøjskole, betød statuetten utrolig meget. ”Jeg er hamrende stolt,” sagde han og fortalte, at hans familie havde en stolt tradition med at arbejde på skibsværftet. Min oldefar var skibstømrer på værftet, fortalte Kim Jensen, der selv arbejdede der i et par år i 1984-85.
Det var dog ikke som værftsarbejder Kim Jensen var mest kendt. Borgmesteren understregede, at Kim var kendt for sit arbejde med kvindelandsholdet. ”Og du gør et meget sympatisk indtryk,” sagde Henning G. Jensen blandt andet.
Kim Jensen takkede med en fortælling om, hvor glade og integrerede de unge fra Sjælland bliver for Aalborg, når de kommer som elever på sportshøjskolen. De tror Aalborg er et skodsted, men de opdager, at byen har sjæl, at de bliver budt velkommen, og man hilser på hinanden, lød det fra Kim Jensen, som er stolt af sin by.
Efter OL i London sammen med kvindelandsholdet i håndbold sagde Kim igen farvel til eliteidrætten.
I sin håndboldkarriere har Kim været med til:
- Spillet 84 landskampe i herrehåndbold og scoret 91 mål
- EM-guld 1996 i Danmark med kvindelandsholdet
- VM-guld 1997 i Tyskland med kvindelandsholdet
- EM-sølv 1998 i Holland med kvindelandsholdet
- OL-guld 2000 i Sydney med kvindelandsholdet.
- EM-guld 2002 i Danmark med kvindelandsholdet
- OL-guld 2004 i Athen med kvindelandsholdet
- EM-sølv 2004 i Ungarn med kvindelandsholdet
- Den værste dag i Kims liv
Fredag den 9. december 2011 er en dag Kim aldrig vil glemme. Det var en af de værste dage i hans liv.
Årsagen var, at generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund, Morten Stig Christensen, i et interview med Jyllands-Posten fortalte, at man skulle have en ny hjælpetræner i stedet for Kim Jensen, som havde haft posten i mere end 15 år.
Det blev af mange udlagt som, at Kim var blevet fyret, men sandheden var, at han selv havde valgt at stoppe, når hans kontrakt udløb til december det følgende år.
Morten Stig Christensen troede, at journalisterne var orienteret om, at Kim ville stoppe, så denne misforståelse gav voldsomme overskrifter den følgende dag.
”Det er ultimativt den værste dag, jeg har oplevet med landsholdet. Det var ikke rart at læse, at man var blevet fyret fra et job, man ikke selv havde ønsket at fortsætte i,” sagde Kim Jensen. Og så skyldtes det hele en misforståelse!
Længe før havde Kim sagt til landstræneren Jan Pytlick, at han ikke ville fortsætte efter OL i London. Kim var ikke blevet træt af at arbejde med kvindelandsholdet i håndbold, men han havde fået mulighed for at stå i spidsen for en hel ny retning på Aalborg Sportshøjskole.
Han skulle uddanne outdoor leaders, der kunne instruere andre i blandt andet kano og kajak, klatring, mountainbike og rafting.
Det havde han ikke villet fortælle om indtil nu, fordi han frygtede en reaktion fra spillerne, som skulle spille verdensmesterskab og derfor skulle fokusere på det og ikke på, at Kim var på vej væk fra landsholdet.
Kim var rigtig træt af, at sagen kom til at fylde så meget, som den gjorde, og han fandt det vanvittigt at skulle sidde på et pressemøde og tale om en begivenhed, der først skulle finde sted om et år, imens holdet var ved at forberede sig til en kamp under VM i Brasilien.
Fravær og afsavn
At være assisterende træner for kvindelandsholdet i håndbold betød mange rejsedage, hvor Kim ikke kunne være sammen med familien.
Da børnene var små og Kim var ude med landsholdet og Connie, som var jord- og betonarbejder, mødte meget tidligt på arbejdet, kom Elses far hver morgen for at køre Ditte i dagpleje.
I den periode deltog Kim heller ikke i mange af familiefesterne, fordi hans arbejdet var så langt fra hjemmet. Det harmonerede ikke helt med Kims holdning til fællesskab, som også omfatter samvær med familien, men livet er fyldt med kompromiser.
Politik
Udover det sportslige var Kim meget optaget af politik, hvor hans egen holdning lå og ligger meget til venstre for midten.
Kim Jensen har altid godt kunnet lide at diskutere, så i gymnasietiden blev der diskuteret politik.
Allerede som 17-årig havde Kim og kæresten Connie meldt sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister, som var det parti, der især varetog industriarbejdernes interesser.
Der er sket en meget stor udvikling i samfundet de sidste 30 år, men den grundlæggende ide i socialismen holder Kim stadig fast ved.
Politisk stemmer Kim ikke efter, hvad der gavner ham selv bedst, men efter, hvordan han synes, samfundet skal indrettes, og han forstår virkelig ikke, at folk bare stemmer efter, hvad der er godt for deres egen økonomi.
I en periode, hvor Kim arbejdede på værftet, var han meget engageret i politisk arbejde både i DKP/ML og i Faglig Ungdom. Her var han formand en tid og spillede en meget aktiv rolle i de heftige arbejdskampe, der var i begyndelsen af 1980’erne.
Det kunne nogle gange gå for vidt for Kim, men det var også dér, de mest aktionslystne samledes. Faglig Ungdom kunne fra svejsekurset på værftet forsyne havnearbejderne med partisansøm til brug i blokader og gadekampe, der betegnes som de mest voldsomme siden Anden Verdenskrig.
Kim Jensen kunne dog også på fredelig vis tage sin tørn med at sælge dagbladet Arbejderen, som hans Connie stadig i perioder var journalist på.
Kim var engang opstillet til folketinget for Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister. Kims mor, Else, mener, det kun var Kims mormor der stemte på ham.
En dag, medens Kim boede i den store flotte bygning, Nørrehus, i Brønderslev, kunne man se et stort flag med hammer og sejl hænge ud ad vinduet. Det forargede mange, og da måtte Erik lige besøge sin søn og tale lidt alvor med ham, og så blev flaget taget ind igen. Kim gjorde normalt, som faderen sagde.
Det politiske arbejde deltager Kim ikke mere så aktivt i, men han har stadigvæk de samme holdninger som i ungdommen.
Arbejder – tænk før du taler
Kim har også prøvet kræfter med hårdt arbejde på arbejdsmarkedet. I en periode arbejdede han som jord- og betonarbejder, og han blev også uddannet kloakmester.
Da Kim Jensen var blevet student og var flyttet til Aalborg, blev han værftsarbejder, som hans far også havde været i Frederikshavn engang. Målet var at tjene penge til at studere for.
Han befandt sig godt, men tænkte ikke altid før han talte. En dag han gik sammen med nogle arbejdskammerater henad kajen, talte han højlydt om, at han ville på universitetet og ikke spilde sin tid på hverken værft eller fabrik.
En ældre kollega sagde roligt og besindigt til ham, at der var mange af hans arbejdskammerater, der var stolte af deres arbejde.
Kim ville gerne på en måde sende en tak til den arbejdskammerat for de kloge ord, men han kan ikke huske, hvem det var. Den rolige reprimande lærte Kim meget af.
Det var også mærkeligt, at netop Kim udtalte sig på den måde, som ikke stemte overens med hans politiske holdning om, at alle er lige meget værd.
Hans udtryksform er blevet mere velafbalanceret i forhold til den meget kontante og provokerende måde, han udtrykte sig på i ungdommen.
Uddannelse
Planen med at gå på universitetet gjorde Kim Jensen alvor af og læste historie i et år. Han havde dog svært ved at vænne sig til kulturen på Universitetet, hvor det meste af tiden kunne gå med at vente på, at hele gruppen blev samlet. Så skulle der spises frokost, og man skulle under alle omstændigheder sørge for at komme tidligt hjem
På værftet skulle man ikke stemple ind senere end kl. 6:46, for så blev man trukket i løn, og den disciplin med at holde arbejdstiderne havde bidt sig fast i Kim, som ikke brød sig om slendrian.
Interessen for historie blegnede ved, at den uddannelse ikke så ud til at før til noget job, og motiverede derfor ikke til at fortsætte studiet.
Skule der læses historie, kunne han gøre det der hjemme.
Uddannelsesmæssigt er Kim den, der i Danmark har den højeste uddannelse indenfor håndbold.
Fællesskab og hårdt arbejde
Fællesskabet har altid været en grundværdi for Kim og hustruen Connie, og nogle af deres bedste venner stammer fra gamle dage.
Som barn havde Kim også det sociale gen, hvilket blandt andet viste sig ved, at han legede med, vi kalder ham Søren, som han egentlig ikke brød sig særligt om. ”Hvorfor leger du så med ham?” blev han spurgt. Kim svarede: ”Der er ikke andre der vil.”
En gang fik Kim et ur som årets sportsnavn. Det lånte han beredvilligt ud til en kammerat, som fik det stjålet, men sådan noget hænger Kim sig ikke i. Fællesskabet med kammeraten betød mere end en død ting som et ur.
I den lille by Valsted, hvor de bor, nyder beboerne også godt af den sociale indstilling, som både Connie og Kim har. De deltager i næsten alle aktiviteter, og er gode venner med alle i byen.
Connie og Kim har også flere gange haft flygtningepar med til juleaften, fordi de ellers ikke havde nogen steder at være.
Om sommeren, når de er på ferie, låner de deres hus ud til københavnere, der er med i partiet, så når Connie og Kim skal overnatte i København, er der altid et sted, de kan være.
I håndbold var der spillere, der forventede fuld spilletid, ellers blev de sure. Kim var holdspiller, når han blev skiftet ud, så var det i orden, og kom han ind i kampen igen, spillede han med uændret entusiasme. Han var ikke individualist – han var holdspiller.
Fællesskab udvikler ofte venskaber, og Connie og Kim kommer stadig sammen med nogle af de gamle fra håndboldlandsholdet f.eks. hører Karen Brødsgaard og Jan Pytlick til familiens vennekreds.
Da Kim arbejdede på værftet, fik han et job indendørs, hvilket han ikke brød sig om, så derfor sagde han op og begyndte at arbejde som asfaltarbejder og derefter som jord- og betonarbejder.
Det var arbejde der passede ham. Her var han en del af et arbejdssjak, et fællesskab, der arbejdede ude i det fri og med eget ansvar for at få arbejdet gjort.
Her følte han den stolthed, som han var blevet mindet om af arbejdskollegaen på kajen dengang for længe siden.
På sin underfundige måde fortæller Kim, at han godt kunne finde på at køre en omvej med børnene for at vise dem et stykke arbejde, han havde lavet. Stoltheden ved veludført arbejde.
Nogle gange savner Kim Jensen, at der kommer noget konkret, noget håndgribeligt ud af det, han laver. Men det var fysisk hårdt at arbejde som jord- og betonarbejder.
Kim kan stadig huske de bemærkninger, som forbipasserende kom med, og han efterligner dem gerne: ”Se – nu står de igen og læner sig op ad skovlen.”
De skulle bare vide, hvor hårdt den type arbejde er. Man er nødt til at finde et tempo, man kan holde til hele dagen, så man kan gå på arbejde hver dag, hele ugen, resten af måneden ja flere år frem. Der kommer skarphed i stemmen, når Kim snakker om det.
Aalborg Sportshøjskole
Kim Jensen drømmer ofte om fremtiden, men han sætter sig ikke mål. Han er også god til at få drømmene til at gå i opfyldelse.
Kim føler sig meget heldig i livet og nyder at få de unge mennesker, han dagligt omgås på Aalborg Sportshøjskole, til at få deres drømme til at gå i opfyldelse.
Eleverne er meget forskellige. Nogle er ambitiøse i at nå deres mål. Andre skal lære at fokusere på, hvad de gerne vil, men alle skal bidrage til at få fællesskabet til at fungere.
På sportshøjskolen kommer mange af eleverne for at få et år, hvor de kan gøre de ting, de er gode til og gerne vil dyrke.
Mange andre elever er målrettede og kommer på skolen for at kvalificere sig til job eller uddannelse indenfor politi eller som ambulanceredder. Disse målrettede elever er vanskelige at få til at interessere sig for kreative fag, men når de får interessen vakt, synes de faktisk om for eksempel at spille musik.
Af få eleverne til at ville fællesskabet er én af de virkelig vigtige ting, der arbejdes med, siger Kim Jensen.
Kim var god til at skabe fællesskab og kammeratskab. På et tidspunkt havde han noget sygdom i foden og var sygemeldt. En morgen stod hele hans hold fra Sportshøjskolen med morgenmad til alle ved sygesengen. Det gør man kun, hvis der er en gensidig sympati.
Der er elever, som ikke ved, at de virker irriterende og arrogante på andre. Konfronteret med det, kan de slet ikke forstå, at det virker som om, de ikke respekter de øvrige.
Andre elever kan have et meget lavt selvværd, fordi de ikke føler at kunne leve op til andres forventninger til dem.
I begge tilfælde har lærerne en stor opgave i at få begge til at blive og føle sig som en del af fællesskabet, skabe den nødvendige selvtillid og ikke modsat føle sig hævet over fællesskabet.
Kim er meget optaget af at bygge hold og få mennesker til at fungere i teams. Det er den interesse, der har gjort ham til en efterspurgt håndboldtræner og foredragsholder.
Reprimanden fra arbejdskollegaen den dag på kajen har han bygget ovenpå, være stolt af at være håndboldtræner og være stolt af at være lærer på Sportshøjskolen.
Det var den samme følelse, som da han gav sig i kast med klatring, kajak eller windsurfing, men med den forskel, at der i håndbold var den dimension, at hvis han øvede og øvede på noget, kunne det en dag komme holdet til gode.
Kim glædede sig til de nye udfordringer, jobbet som lærer på Sportshøjskolen ville give.
At en ide kan udvikle sig til et fag på en højskole, er noget positivt, men når det tager udgangspunkt i den tragedie, der fandt sted ved Præstø i 2011, hvor 16 efterskoleelever og to lærere kæntrede i en dragebåd, var det med blandede følelser, at Kim gik ind i den instruktøruddannelse, som forsikringsselskaberne stillede krav om til alle ledere med ansvar for udendørsaktiviteter på vand.
Kim havde aldrig hørt om kanoulykker på Gudenåen eller andre åer, og han syntes derfor, at dette krav var noget overdrevet. Det var i orden, når det for eksempel gjaldt kajak eller klatring.
Kravet åbnede dog for nye muligheder på Sportshøjskolen og for Kim, som i flere år havde drømt om at koncentrere sig om udendørsaktiviteter.
Helt tilfældigt var den del af sportsverdenen kommet ind i Kims tilværelse, da han efter endt uddannelse som håndboldtræner fik ansættelse på skolen, der hed Danmarks Trænerskole, som lærer i håndbold og andre boldspil.
Skolen stod på det tidspunkt og manglede en lærer i friluftsaktiviteter, og de havde lige fået bygget en klatrevæg.
Det var lige noget for Kim, som derefter klatrede op og ned ad vægge i mange år. Det blev senere til kajak og windsurfing, men det løb efterhånden sammen i en helhed.
Kims børn – drømme og ambitioner
Kims egne børn, Mikkel på 30 år og Ditte på 32 år, har også forfulgt deres drømme.
Som et led i sin uddannelse var Mikkel i USA i praktik som arkitekt og er nu ansat som arkitekt i Tivoli.
Datteren Ditte er uddannet i på et kunstakademi i Amsterdam som smykkedesigner, men er nu i lære som bager. Ditte arbejdede nogen tid på Conditori La Glace i København, og blev tilbudt at komme i lære som konditor, men det kunne hun ikke på grund af bopæl i Aarhus.
Mikkel går ikke op i sport, men har en stærk vilje. Beslutter han sig for ikke at drikke sodavand i en måned, så gør han det ikke.
Da barnebarnet Isak var helt lille, sagde moderen, Ditte: ”Ja – far får ikke et forhold til Isak, før han kan få en våddragt på.” Men det forhold er allerede etableret.
Privat
Kim far, Erik, havde gennem mange år været en ivrig frimærkesamler og havde altid tilskyndet Kim til at få frimærker med hjem, når han var ude. Det skete så i London, hvor Kim fik lavet frimærker med sig selv, hustruen Connie og begge børnene som illustration.
Kim samler også, men det er på ting, der betyder noget for ham. For mange år siden fik Connie sin mors gamle bestik, som bestod af gafler med skæve tænder og skeer; det vides ikke, hvor knivene var blevet af.
Kim vil ikke spise med andet bestik, fordi dette gamle bestik har en historie med betydning for Kim. Det samme har en gammel gyngestol fra morforældrenes hjem, og et bord og en reol fra forældrenes hjem. Disse gamle ting betyder så meget for Kim, at han aldrig vil kunne finde på at skille sig af med dem. Det er disse ting, der giver hjemmet historie.
Hvis noget går lidt i stykker, bliver det repareret så vidt, det er muligt, ikke noget med bare at købe noget nyt og så smide det gamle ud.
Det kan virke grotesk på trafikanter, som passerer Kim ejendom, når de ser to våddragter hænge i garagen og ligner to, som har hængt sig.
Kim har det synspunkt, at de unge skal have noget i bagagen, for ingen ved, hvordan deres livsbane vil forme sig, og så er det godt at have ressourcer at tage af.
Mange mennesker synes, de unge skal vælge deres karrierevej på et tidligt tidspunkt. Det forstår Kim ikke, for han synes, det er vigtigere, at de unge vil noget end, at de nøjagtigt ved, hvad de vil.
Det er vigtigt at de unge drives af motivation og ærgerrighed for at blive bedre, siger Kim på 59 år.
Kim har ikke fra begyndelsen lagt en plan for sin karriere, men livet og måske tilfældigheder har givet ham et liv og en tilværelse, som han ikke har kunnet ønske sig bedre.
Tonny Bistrup
september 2021