Glædelig jul
Af Ingrid Schmidt, Billund
Jeg er født og opvokset på Kraghede, Øster Brønderslev sogn og skrev i 1993 denne lille fortælling om jul i barndomshjemmet
Jul i den gamle købmandsbutik på Kraghede
Forberedelserne til jul startede lørdagen før den første søndag i advent. Da blev alle kasserne med julesager til købmandsbutikken taget ned fra loftet, og så blev der pyntet til jul.
Det var far, der stod for det, men vi børn fik lov til at hjælpe lidt og blev så sendt i seng, hvorefter far og mor pyntede videre.
Der var kun 2 vinduer i den lille butik, og i det ene var der legetøj i i det andet gaver til voksne, og så var der en kirke med lys i. Det blev tændt hver aften.
Det var spændende søndag morgen at komme op og se, hvor flot det var, og om far havde købt nye legesager.
Inde i privaten tændte vi søndag eftermiddag det første lys i den hjemmelavede adventskrans og sang bland andet: Der er noget i luften, og mor spillede til.
Foruden at hjælpe til i forretningen måtte mor jo passe os børn og helst klare sine egne juleforberedelser først i december, inden der blev rigtig travlt i butikken.
Som regel købte vi en halv gris af noget familie eller en af kunderne allerede i november. Vi havde jo ingen fryser, så flæsket kom i saltkar i vore kælder, og der blev laver rullepølse og medister, som kom i saltkaret eller blev henkogt i den store henkogningskedel.
Så skulle der jo bages. Foruden brød blev der bagt vaniljekranse, finsk brød, brune kager, pebernødder, og der blev kogt klejner. (I Vendsyssel blev de kaldt ræve (røv´). Det skete alt sammen på det gamle komfur.
En af dagene blev al grønkål i haven plukket. Den blev skyllet godt. Det foregik udenfor i en balje ved pumpen – et arbejde, vi børn godt kunne, da vi blev større, men det var ikke et arbejde, vi kunne lide. Det var koldt for fingrene. Derefter blev kålen kogt i mange timer i gruekedlen, der ellers blev anvendt til at koge storvasken i.
Grønkålen blev kogt i en lage, hvori der var kogt rullepølse og flæsk, så når vi bagefter skulle ”vride” kålen(det vil sige klemme al væden fra den), var det en temmelig fedtet affære.
Grønkålen fik man i Vendsyssel til frokost, startende den 24, og hvis man havde nok helt hen til Helligtrekonger. Kålen blev opbevaret på et køligt sted. Hos os i kælderen, og hver dag blev der taget et par boller op, og de blev hakket og stegt i stegegryden med lidt margarine og fløde. Dertil blev der serveret kold kogt medister og kogt flæsk med sennep og rødbeder. Hertil drak vi hvidtøl, som vi havde i 5 liter flasker. Dem solgte vi i butikken. Der var også 10 liter flasker, som mest blev solgt til de store gårde.
Juleaftensdag og nytårsaftensdag blev øllet kogt, og far drak det til kålen. Det brød hverken mor eller vi børn os om. Far der i dag er 83 år, holder stadig den tradition i live. Ingen jul uden kogt øl.
Der var mange ting, vi børn kunne hjælpe til med. Vi kunne løbe ned i kælderen eller op i pakhuset efter ting, og vi kunne hjælpe til med at fylde poser med mel, melis, salt og så videre. Så vejede far eller mor poserne nøjagtigt af og lukkede dem. Det blev vi ikke betroede til.
Næsten alt kom den gang til butikken i løs vægt. Brun sæbe kom f.eks. i store zinkspande. Den blev så udleveret til kunderne i pergamentpapir. Skule kunderne have sirup, og det skulle de i hvert tilfælde til jul, da de skulle bruge det til blodpølse og brune kager, måtte de medbringe en sirupsflaske, som far så fyldte op.
Der var mange ting, der blev solgt specielt til jul. Bl.a. husker jeg den store bolchedåse med hjortetaksalt. Når man åbnede den, kunne man nemt komme til at nyse. Til de brune kager skulle der bruges rosenvand til at opløse potasken i. For at få det måtte man medbringe en lille flaske. Dengang var genbrug en selvfølge.
Det mest spændende var, når der skulle købes julegaver. Det var sjovt at se, hvad de andre børn i landsbyen skulle have. Vi kendte dem jo alle sammen. Vi havde selvfølgelig også selv ønsker, for det meste blev vore gaver først pakket ind den 23. eller 24. december, så ofte kunne vi gå i spænding en hel måned. Blev vores ønskegave nu solgt til en anden? Eller hvis gaven var væk den 22, var den så solgt eller havde far eller mor så forbarmet sig over én og pakket den ind i en nattetime.
Sidste uge før jul var der åbent til kl. 9. Specielt om aftenen kom karlene og pigerne fra gårdene og købte ind. Juleaftensdag var der åbent til kl. 16. Der var travlt til det sidste. Der skulle købes tobak, lidt slik, frugt foruden de daglige fornødenheder.
Endelig fik vi butikken lukket. Mor satte flæskestegen i ovnen, og far pyntede juletræet. Mor og far var naturligvis trætte, men jeg husker ikke, vi mærkede det.
Ved 6 tiden var maden færdig, og vi fik hvert år samme julemiddag. Først risengrød med en mandel eller 2 i, dertil hvidtøl. Derefter fik vi flæskesteg med brunede kartofler og rødkål. Til sidst fik vi citronfromage.
Så var vi så utrolig mætte. Mange af os havde spist megen risengrød i håb om at få mandelen.
Efter opvasken tændte far juletræet i den fine stue, og vi gik ind til det pyntede træ, der nåede helt til loftet. Vi gik rundt om træet og sang nogle julesalmer. Så læste far juleevangeliet, og vi sang endnu en salme, men så sang vi: Højt fra træet grønne top.
Og endelig måtte vi få vores julegaver. Det var altid spændende, hvor mange vi fik. Var der bedsteforældre, onkler eller tanter på besøg, vankede der ofte lidt ekstra. Vi ville gerne have besøg juleaften, men vi ville ikke hjemmefra.
Første juledag kørte vi til kirke og besøgte mine bedsteforældre eller anden familie. Butikken var jo lukket 1. og 2. juledag, Men posten havde ikke fri 1. juledag. Han måtte ud med den sidste julepost. Hvis der var sne, var der tradition far at nogle af beboerne hjalp ham denne dag og kørte rundt med ham i slæde, og naturligvis vankede der også al den kaffe, han kunne overkomme at drikke.
Mellem jul og nytår lukkede butikken kl. 12, så der var lidt ekstra frihed, men 4. juledag havde vi travlt efter lukketid, for så skulle der laves poser til missionshusets juletræ. Vi var ikke store, før vi kunne hjælpe til, når der blev lavet poser på samlebånd. Kunne man bare tælle til 5, kunne man være med. Først kom et bestemt antal pebernødder i, så konfekt, karameller, bolscher, nøje aftalt og til sidst et æble.
Det meste af min barndom var der på grund af krigen ikke til at opdrive chokolade eller appelsiner, ellers hørte det også med i poserne.
Far var søndagsskoleleder, og vi deltog selvfølgelig også i andre forberedelser. Såsom pyntning af det store juletræ, som var meget højere end vores eget. Til juletræsfesten var vi iført vores fineste puds. Mon mor syede noget af vores tøj, noget havde vi en syerske til at sy. Da jeg var 2 eller 3 år havde min mor syet den yndigste lille taftkjole med flæser til mig. Lige inden vi skulle af sted, fik jeg kjolen på, kravlede ind under bordet, fik knæet i kjolen, of den blev revet i stykker. Sikken katastrofe. Det er en af de første ting, jeg husker. Jeg har kjolen endnu, så jeg kan mindes begivenheden, Jeg husker ikke, hvad jeg fik på i stedet for, men med til festen kom jeg dog.
Imellem jul og nytår solgte vi også skyts. Det var dog ikke så spændende for mig. Jeg var bange for det, men det var dog spændende nytårsaften at prøve om vi kunne løbe med naboernes kaffekander, havelåger, med mere.
Vi havde uden for butikken et gammelt tungt cykelstativ. Det løb landsbyens drenge ofte langt væk med. Far hentede det ikke hjem selv, en gang det var slæbt langt væk. Far mente at drengene kom med det selv, og det gjorde de nogle dage efter nytår. Nytårsmorgen var det spændende at se, hvor mange møgbører karlene havde fået samlet på perronen på mejeriet.
I Vendsyssel havde man for øvrigt den skik, at man måtte lave løjer 3 gange i julen: 1. juledag om aftenen (oprindeligt 2. juledag om morgenen), nytårsaften og helligtrekongersaften. Mens vi var små, var far altid med ude og lave løjer. En skik han fortsatte, da han fik børnebørn.
Efter nytår blev resterne af julesagerne puttet i kasser og sat på loftet efter at være blevet talt op. For nu var det statustid, og alt i butikken skulle tælles op. Det kunne vi børn også tidligt hjælpe med.
Inde i stuerne blev julepynten først taget ned efter Helligtrekonger. Juletræet blev tændt sidste gang Helligtrekongeraften, og vi hyggede os som så mange andre aftener i julen med sang, pebernødder, juleknas, spil og julelege.
Købmandsbutikken på Kraghede hvor Ingrid Schmidt er født og opvokset