I forsommeren 2015 udkom skriftet om stiftelsen ”Ane Maries Hus”, der i dag, hundrede år efter, stadig er en markant bygning i Vrensted, opført af sagfører Anders Olesen i 1914 efter tegninger af københavner arkitekt Volmer Johannes Mørk-Hansen.
Anders Olesen var født i 1854 og opvokset i hjemmet på Høngården i Vrensted. Forældrene var fæstere under Børglum Kloster og Anders, der var den ældste af 13 søskende, havde selv været vogterdreng, men opnåede præliminæreksamen og blev senere eksamineret jurist i 1877 og ansat hos sagfører Ingerslev i Nørre Sundby.
Anders Olesen overtog advokatvirksomheden ved Ingerslevs død, og med sin energi og flair for penge opkøbte han i begyndelsen af 1900 flere ejendomme i Nørre Sundby og store områder i Hammer Bakker. Anders Olesen grundlagde Nørre Sundby Bank i 1897 og var dens første direktør og han var med til at grundlægge Åndssvageforsorgens institution i Hammer Bakker.
Gennem hele sit liv var Anders Olesen realisten, direktøren, igangsætteren, entreprenøren, der skabte nye tiltag i landsdelen, men sammen med de store visioner glemte han aldrig sin fødeby og egnen omkring den. Han byggede gården ”Møgelhøj” i Vådskov og omgikkes adskillige kunstnere og forfattere, her iblandt maleren Niels Larsen Stevns, billedhuggeren Niels Hansen Jakobsen, som han inviterede til at bo i huse i Bakkerne. Disse kunstnere kom til at udsmykke flere steder i landsdelen, bla. findes en altertavle af Niels Larsen Stevns malet til Sct. Thøgers Kirke i Vrensted og to gravminder på kirkegården lavet af Hansen Jakobsen.
Stiftelsen ”Ane Maries Hus” i fødebyen Vrensted var til minde om hans mor Ane Marie Drivsholm, og skulle give gratis bolig for livstid, lys, tørv og brænde til 5 kvinder, ugifte eller enker med børn.
Efterkommere efter Anders Olesens familie havde fortrinsret til boligerne, men ellers udlejes til kvinder fra Vrensted, der ikke ”måtte have nydt fattighjælp eller kommunehjælp”, som der står i stiftelsens fundats.
For at stiftelsen skulle kunne have fremtidige penge nok, indgik to ejendomme også bygget i 1914, samt to andre af Anders Olesens ejendomme i landsbyen som ”doner-huse”, dvs. de kunne sælges, når stiftelsen manglede penge. Disse huse kom i privateje i 1950`erne.
Stiftelsen ”Ane Maries Hus” fungerede som bolig for kvinder indtil 1983, hvor den sidste beboer døde og institutionen ophørte og blev overtaget af først Løkken-Vrå kommune og senere af Hjørring kommune. Selve bygningen på Sct. Thøgers vej indrettedes i 80`erne til kommunal børnehave, og i dag fungerer den stadig som børnehave, – i privat regi, men i en kommunalt ejet bygning.
Det 101 årige ”Ane Maries Hus” står i dag såvel udvendigt som indvendigt, meget nær det oprindelige, da den blev opført af sagfører Anders Olesen.
Der kan derfor i dag ikke være tvivl om, at landsbyen Vrensted med ”Ane Maries Hus” er i besiddelse af en enestående arkitektonisk perle, der med Hjørring kommune som ejere, har behandlet huset med den fornødne omtanke og respekt, således at bygningen i dag står i flot original- og bevaringsværdig stand.
Jubilæumsskriftet om ”Stiftelsen Ane Maries Hus” er skrevet af Heidi Kromayer og udgivet i 2015 af Lokalhistorisk Arkiv for Vrensted og Omegn, for at fastholde og bevare materialet om et udsædvanligt hus, bygget af en udsædvanlig mand med en social fremtidsvision – hvis betydning for den lille landsby Vrensted den dag i dag udgør en væsentlig del af landsbyens historiske og kulturelle sjæl.